mandag den 4. april 2005

2005.04.04 Stimen, endelig


Årets første store stime - og kun med blank fisk, indtog kysten for mig idag.
Men først lidt om morgen fiskeriet, der startede med Urban på en lille plads. Der skete ikke det store, udover Urban, der snuppede en større sortfisk. Derefter havde jeg 2 følgere, som fik mig til at sætte bobleflåd på, hvilket direkte resulterede i en sortfisk.

Ny plads skulle prøves og i første kast fik jeg en tyk, blank nedgænger, der var i så godt huld at den kunne være kommet med hjem - hvis altså jeg spiste fisk. Så den røg ud igen. Når man får fisk i første kast, så er der bare en følelse af at man får mange flere, men som det plejer, så skete der ikke en dyt mere i de 2 timer jeg brugte på pladsen. Urban skulle hjem og jeg ville prøve noget andet igen. Det er rart at det er lyst så længe nu - man får tid til at affiske en masse pladser.

Den tredje plads så slet ikke ud som jeg havde troet. Vandet var helt stille og jeg kunne ikke holde ud at fiske dér mere end en halv time, inden jeg igen sad i bilen. Jeg var på vej til at købe noget mad, men ville lige stoppe på en plads inden - men det skulle jeg så ikke have gjort, hvis jeg skulle tænke med maven. For at gøre en lang historie lidt kortere, så havde jeg hug i andet kast, og fisk efter i tredje. Den afslørede sig i en hvirvel, der fik mig til at lave spinstop - det kunne fisken lide, hvorfor den huggede helt inde foran mig. Alt jeg så var en blank side på en ca. 3,5 kg´s fisk der strøg udaf, med mit blink i kæften, som derefter røg af. 

Fjerde kast - ny følger, også denne huggede, men kun forsigtigt på spinstoppet. Ca 2,5 - 3 kg. Så gik der ca 10 minutter, og så fik jeg fisk. En blank på omkring 55 cm blev genudsat. Derudover havde jeg hug, følgere og fik fisk, eller mistede fisk.

Jeg så tobiser der blev jagtet i overfladen, og kastede skyndsomt mod det ene af de 4 steder det kogte i vandet (vildt) Intet skete, men da jeg skulle kaste igen, opdagede jeg at jeg havde kroget en tobis i bugen - der måtte være en del derude. I den anden "stime" tobiser kom en stor finne op. Jeg kastede lige i hovedet på fisken og den knaldede på med det samme. Tunge rusk forplantede sig op gennem stangen og jeg tror faktisk at denne fisk var sort - den opførte sig som en sådan. Desværre røg den af - den var møgstor, så den ville jeg godt have set. Mistede igen en fisk - denne helt ude i kastet, fik derefter 2 blanke på omkring de 45 cm. Derudover fik jeg set et par hvirvler fra følgere og havde hug. Det hele stod på i 2 timer - derudover fiskede jeg yderligere 2 i håbet om en gentagelse, men nej.. til gengæld var jeg sulten og imorgen - ja der står jeg nok derude igen.

Glemte jeg at sige at vandet var 8 gr. da det hele skete? 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar