onsdag den 27. december 2006

2006.12.27 Godt nytår


34 ture, var hvad jeg kunne byde på i 2006. De resterende 331 dage? Arbejdet har taget 220 dage, hvis du spørger Told & Skat (men læg roligt en del ekstra dage til). Med 111 dage tilbage har jeg brugt ca. halvdelen på ferie og barsel. Men tro nu ikke at jeg så har sløset de resterende dage væk, eller har jeg? Det med børn kan ikke forklares, det skal opleves. 2006 forsvandt bare, sådan rent tidsmæssigt.

Det har været et ringe fiskeår, ikke bare målt i antallet af ture, eller fisk - men også fangstmæssigt. Hvorvidt antal ture og antal fangede fisk hænger sammen, behøver jeg ikke komme nærmere ind på, men også overordnet set har det også været et dårligt år, så jeg er da heldigvis ikke gået glip af noget. Nu er der grund til at være ekstra glad for min kanon januar tur, hvor jeg pelsede en smuk overspringer på 4,9 kg.

Statistikken, selvfølgelig...
  • 34 ture (mod 61 sidste år) 
  • 20 fangede havørreder
  • 7 mistede havørreder
  • 6 mistede blink
  • 63 stk. rav, hvoraf de 62 blev fundet på een dag
Jeg lærte i år, at det med at løbe i waders på stranden, kombineret med min alder, ikke længere er muligt. Sur tur, idet jeg stadig har ondt i knæet.

Godt nytår

fredag den 10. november 2006

2006.11.10-13 Öland


Öland igen, endelig. Der er bare noget specielt med at være på Öland, og jeg havde glædet mig til at komme afsted på denne efterårstur.Sidste års fiskeri var ikke af det bedre, det forrige år endnu værre, men jeg tror på det. Hver gang!

Johan Kohnke og jeg havde aftalt at tage af sted torsdag aften, så vi kunne tage fredagens morgenfiskeri. 4 dage var afsat og vejret så ikke for lovende ud. Sne og frost var der ikke udsigt til, men rigeligt med vind i posen.

Dag 1, fredag. Nordlig vind


I koldt og blæsende vejr, tog vi hul på turen på en af mine yndlingspladser, der som den plejer, så rigtigt lækker ud. Ikke skyggen af fisk efter et par timer og et sats længere nordpå blev gjort. Da jeg havde "glemt" det var november, var dagen pludselig omme, og Johan og jeg havde lige taget et par kast i Grankullavik og fået et par utroligt små gedder. Ok... at huske på at det bliver mørkt omkring kl. 16 og at vi i hvert fald ikke skal fiske gedder, selvom det nu var meget sjovt.

Dag 2, lørdag. Hård vestlig vind og regn. Masser af regn

Vi syntes det så lækkert ud omkring nordspidsen og ville lægge de første timer dér. 2 nye pladser så dagens lys, men ingen kontakt til fisk. Vandet var spritklart, trods den hårde vind og luft- og vandtemperaturen lå på 6 gr. Fine forhold og turens anden hundestejle måtte en tur på land. Vi endte med at køre ned langs østsiden og se på vandet, der til vores overraskelse var oprørt som bare den. Absolut ikke fiskbart, og så var der lige de novemberdage der var korte. 2 elge på en stille skovvej, ca 15 meter fra bilen, reddede vores dag.

Dag 3, søndag. Kanonvejr, med sydvestlig vind 7-9m/s

I dag skulle der fisk på land. Vejret var i absolut verdensklasse, med sol og kun enkelte skyer. Luften var, omend ikke lun, så i hvertfald behagelig og der var højtryk over os. Fisk i baner, eller hvad? Absolut ikke. Vi skiftede måske for meget plads i dag (4 steder blev prøvet) og kun Johan havde kontakt til en lille havørred, der røg af efter et par sekunder. Så udover dagens hundestejle - igen kroget på blinket, fik vi ingenting. Jeg krogede faktisk 2 hundestejler i løbet af dagen.

Johan og jeg fik set et par lækre pladser og vi troede på hvert kast vi lagde, men det var vi ene om. Det var et knæk.

Dag 4, mandag. Jævn sydlig vind, først sol, siden skyet

I dag skulle vi hjem og efter at have pakket bil og klargjort hus, tog vi afsked med Birger, ejeren af Grankullaviks Stugby. Han havde haft andre logerende, hvilke heller ikke havde set skyggen af fisk. Vi var da "heldigvis" ikke ene om de manglende fisk.

Johan styrede meget bestemt bilen ud på en plads han gerne ville prøve og jeg fulgte gladeligt med - var trods alt passagerer. Uden at overraske, kan jeg meddele at jeg udover den nu obligatoriske hundestejle, ingen havørred så eller fangede. Ej heller Johan, der var ved at besvime da min stang pludselig fleksede godt, efter han var gået op. En gedde havde snuppet mit blink og jeg fik et godt grin over Johans udtryk, inden han forstod det kun var en gedde der var på.

En sidste plads fik et par kast og efter vi havde tømt en stor del af Kalmarsund på drivende ålegræs, var det tid til at tage hjem uden så meget som en eneste fisk på tasken. Kun Johan der havde haft den lille havørred på, havde oplevet noget. Ellers ikke så meget som en følger eller noget der lignede.Det var selvfølgelig skuffende, rent fiskemæssigt, men Öland er nu engang et hamrende fedt sted både at fiske og opholde sig, og jeg skal af sted igen, så snart jeg får muligheden.

Hvis andre er interesserede i Ölands fiskeri kan jeg, som tidligere, klart anbefale at bestille hytte hos Birger i Grankullavik. Han fortæller med glæde, hvor du skal fiske, og hvad der er fanget den sidste tid.

søndag den 22. oktober 2006

2006.10.22 Stevns


Efter den obligatoriske gode middag og bodega turen (denne gang besøgte vi Hvalrossen i Brønshøj) skulle David og jeg afsted på kysten.

Dagen efter altså!
Stevns var igen vores mål, og i år så det fint ud ved ankomsten. Bare at komme i tøjet og så afsted til kysten, hvor der var andre i fuld sving - sikkert væsentligt tidligere på den, end os.

Vi mødte en fisker der var på vej hjem. Han havde kastet siden morgenstunden, og absolut intet mærket. Vandet var ganske vist heller ikke særligt tiltalende at se på, men man ved jo aldrig.

En del timer og kast senere, var vi blevet klogere. Havørreden var ikke hjemme idag. Hornfisken, og kun de små, var det eneste tegn på at der var liv i havet.
Bedre held næste år?

Året har indtil videre været temmelig ringe. Trods væsentligt mindre fisketid, er jeg ikke ene om at have sluppet for fiskefingre på de ture der har været plads til.

mandag den 18. september 2006

2006.09.18 - 22 Jylland


Endelig kunne jeg gengælde Lotti´s mange besøg i det Skånske. En uge til rådighed i Thy - bare at finde mig en fiskeplads, Lotti, og så igang!

Inden afrejsen, var jeg blevet kimet ned af jyden, der sagde "havbars" i hveranden sætning. Ergo var det første naturlige stop, en plads til havbars (men så sandelig ikke en plads for mennesker, der ikke drikker Cola Light og er vant til at klatre i bjerge) Lotti havde lånt hans forældres autocamper og i den kunne vi køre rundt og sove ved de pladser der tiltalte os. Da den første dag var kort i timer, var det rart at kunne lægge sig nær kysten og blive frisk til tirsdagen, hvor jeg skulle prøve min første bars - for gæster hos Lotti kommer nemlig ikke først, og han snupppede 2 bars inden solen gik ned og længe inden jeg fik set mig om. Til gengæld fik jeg min første makrel - de er ok at fighte, men lidt overvurderede, syntes jeg. Eventuelle fremtidige makrel-sats bliver ihvertfald med lettere grej, end min kyststang.

Tirsdag morgen: Opvågning til en fæl stank. Jeg troede der var noget galt i husbilen, men det stank også udenfor - erfarede senere at det var fiskefabrikken i Thyborøn der sendte sin rådne stank efter os. I det mindste var det ikke Cheminova.

Ny plads, denne med mulighed for havørred, hvilket fik mig op at ringe, ikke mindst da jeg så den. Der var dog ingen fedtfinner hjemme, men da Lotti sagde at han nu ville gå længere hen ad kysten og fange en havbars, ja så gjorde han det. I første kast selvfølgelig!
I hælene på Lotti kastede jeg ud og så fik vi ellers én på opleveren. Ialt tog vi 23 havbars på en time, havde utallige hug og mistede enkelte - Det var ganske enkelt fuldstændigt vildt! Og havbars... DE fighter! Men ikke bare fighten er fed - hugget er stygge hårdt. En del vildere end de fisk jeg kender fra de Danske farvande. Nu var jeg også tændt på havbars og de overbærende smil, når Lotti fortalte om dem, var gemt væk. Desværre tog vinden meget til og resten af dagen fik vi ingenting, andet end horn og makrel. Største havbars var 57 cm. og fanget af Lotti.

Onsdagen blæste helt væk. Hverken gedde-søer eller kysten kunne byde på forhold vi kunne fiske i, og da torsdagen bød på samme vejr, endte vi i Lotti´s barndoms-å. En å, hvori bækørrederne var større end noget andet sted i Jylland osv. (I kender nok de der prale jyder :-)
Nuvel.. vandet var nærmest stillestående pga. manglende nedbør. Det var skuffende. Alligevel ville vi fiske, og Lotti tog den første flotte bækørred på en lille spinner. Da vi ikke kunne komme helt ned til åen, grundet kraftig plantevækst, måtte vi flere steder nærmest pilke spinneren gennem vandet. På den måde fik jeg en smuk bækker der hoppede op af vandet efter min spinner, netop som jeg skulle til at skifte plads. Et chok, gav den mig - men et flot syn.

Resten af dagen prøvede vi at finde andre åer, hvor vi kunne og måtte fiske. Søerne var blæst igennem og kysten stadig med høj sø og grumset vand. Vi "fandt" bl.a en gammel grusgrav sø med utroligt klart vand. Måtte vi fiske dér? Næhh.. vi måtte faktisk ikke engang køre ned til den. Gad vide om en ufisket sø gennem 15 år, gemmer på noget spændende eller om fiskene bare er ligeglade? Vi fandt ikke ud af det - denne gang.
Lækker kystplads, affisket om aftenen. Det stank af havørred, men i Limfjorden er det ikke altid lig med fisk. Ej heller denne aften.

Fredagen gik med at kigge på det sandfarvede hav og nyde det gode vejr. 10 stk. rav fik jeg samlet og så var det desværre hjem til den travle hverdag igen. 

søndag den 10. september 2006

2006.09.10 Sæsonafslutning på sydkysten


Johan Kohnke og jeg havde længe talt om at skulle på kysten for at afslutte sæsonen, i hvertfald én gang - det blev for mit vedkommende også kun denne ene gang. Mere om det senere.

Det så virkelig godt ud, revet. Lugtede langt væk af fisk og det skulle bare kaste noget af sig, hvilket det også gjorde efter en halv time. Længst ude i kastet fik jeg et kanonhug på mit hjemmelavede blink. En tung fight begyndte og jeg troede jeg havde rygkroget en torsk. Det var dog en farvet havørred på omkring 2,6 kg. der simpelthen bare ikke gad fightes, men kun gå med siden til. En smuk fisk med mange prikker.

Johan overtog stenene jeg stod på, mens jeg fiskede mig videre over revet, med bølger op til armhulen - jeg havde lige glemt at der var huller på revet og at højvande ikke gør dem lettere at passere. Så fik jeg fisk igen. Denne, en mindre ørred røg af kort efter. Og så sluttede min sæson næsten, for pludselig stod Johan med flex på klingen, og da vi gerne skulle have lidt billeder, løb jeg over til Johan - for vi sætter efterårsfisk ud. Men på vejen tog jeg nærmest hovedspring på stranden, mellem sten og sand. Heldigt for mig, landede min fiskestang sikkert og mine hænder tog fra for ansigtet. Men mit venstre knæ, havde ikke set den sten, det mødtes med og så lå jeg der. Kunne ikke røre mit ben de første par sekunder, men kom langsomt op, pakket ind i sand og uden hul i mine waders. PYHA!

Johan undrede hvor jeg var blevet af - jeg satte mig ned og slappede af!

Nu var der fisk inde, og den slags lader man jo ikke passere, hvorefter jeg måtte ud igen. Denne gang med et vist besvær, pga. knæet. I første kast fik jeg en steelhead, der fightede som bare den. Johan tog derefter en flot og fed havørred på ca. 2,6 kg, også denne farvet og så blev vi enige om at slutte dagen. Forresten var Johans første, en fin blank fisk på 54 cm.

Jeg var siden på hospitalet med knæet, hvor man kunne konstatere at knæskallen havde fået en revne halvt igennem. Avs...

torsdag den 31. august 2006

2006.08.31 Fugt i luften


En måned med ufatteligt meget nedbør. Allerede i starten af august anede jeg at vi kom en del over normalen, eftersom vi fik de, i mine øjne, ufattelige 62 mm. på et par timer. Normen for august er omkring de 60 mm., så de 243 mm. vi endte på, er jo helt sygt. Men det var da til gavn for min græsplæne, der består af ca. 100 % ler og som normalt er stenhård at gå på. Til gengæld var de ikke så glade NEDE i byen, ved de sidste 3 tordenvejr, hvoraf det ene var det værste i 30 år. (Det siger de så hvert år) Vandet løb nemlig den naturlige vej, og endte med at oversvømme store dele af byen.

Nå, men jeg var på ferie i Blåvand. Det var en oplevelse. F-16 der trænede "skydning fra fly" som det pænt hedder, 4 dage i træk. Det skulle jeg da se på, og hold da op... "skydning" var en pæn måde at formulere: "jeg dropper mine 1000 punds bomber nu". Sommerhuset rystede ved de enorme drøn, som jeg også var ude at kigge på, fra en af Forsvarets udkigsposter. Tjek deres egne billeder fra "fars familieferie".

Men hvorfor nu alt det pjat? Det er jo en fiskedagbog, og ikke en familieside, hvor familie far fortæller om sin sjove familie ferie i et propfyldt familie ferie vandland.. Eller er det?
Nej, rolig nu. Jeg har ikke fisket, men ville bare lige opdatere lidt på siden, så den ikke går helt død.
Fredningen begynder i midten af september, og jeg skal nok lige et smut ud inden da. Efter det, står den bla. på Stevns og Øland.

onsdag den 2. august 2006

2006.08.02 Mere af det gode


Jeg var egentlig tilfreds, da aftenens tordenvejr (010806) var ved at forsvinde nordøst over. Men på vej i seng omkring midnat, efter opdateringen af hjemmesiden, blinkede det 2 gange fra syd, på min korte vej fra badeværelset til sovekammeret.

Det måtte selvfølgelig lige undersøges. Udenfor med mig og et syn uden videre mødte mig i den stadig varme vind fra syd - det var først da jeg så det nye tordenvejr, at jeg kom til at tænke på at det første egentlig ikke havde ændret vejret synderligt. 5 mm. regn og temperaturen lå stadig på 22 gr. her ved midnat.

Fra sydøst til vest blinkede det nærmest konstant. Da vinden var i SV blev blikket naturligvis rettet den vej. Foran mig lå en enorm gustfront, og bag den blinkede lynene helt vildt. Billedet af gustfronten, er lidt sløret pga. lukketiden.

Jeg vækkede fruen der kom ud og gjorde store øjne ved synet af hvad der kom imod os. Det var fuldstændig vildt at se på, hvilket de af Jer der oplevede uvejret, udemærket kan skrive under på.
Fra kl. 1 til kl. 4 lynede det uafbrudt. Jeg fik taget henved 250 billeder, men da lynene udløstes så mange gange, blev flere af dem alt for lyse. Der var enkelte gode sky-til-sky lyn, men desværre ingen af de rene lyn der slog ned. Dem har jeg til gengæld på film, som desværre ikke kan vises her.

Da jeg krøb til køjs kl. 4, var der mere på vej, men det var på tide at se dyner.

Nå jo... 54 mm. regn i den anden bølge af tordenvejret! Dvs. 59 mm. incl. det første. Det trængte haven til!

tirsdag den 1. august 2006

2006.08.01 Endelig

Yes!

Mit primal skrig kan ikke overdøve bragene, men tæt på. Endelig kom der torden og endda så belejligt at jeg kunne nå at forberede mig og køre ud af byen og hilse det velkommen.

Jeg fik en tæt-på oplevelse i kassen, som desværre blev rystet, da gustfrontens vind samtidigt blev for strid. Derefter tog jeg hjem for at tørre øjnene og kameraet, inden fotograferingen fortsatte i haven.

søndag den 30. juli 2006

2006.07.30 Sikke en sommervarme


Og endnu en tropenat registreret i Trelleborg. Denne gang var laveste 20,8°
Pyha...

fredag den 21. juli 2006

2006.07.21 Mere varme


Da der ikke er så meget andet at skrive om, bliver der endnu et indlæg i dagbogen om endnu en tropenat. I nat var laveste temp. på 20,8 gr.

Jeg vågnede op til overskyet og meget lummert vejr - da regnen kom, var der ingen torden i den. Overhovedet. Hvilken skuffelse!

mandag den 10. juli 2006

2006.07.10 Tropenat


Tropenat, natten til tirsdag.

Temperaturen kom ned på 20,5 som det laveste. Indenfor lå den på 29 gr., hvilket gjorde det til en svedig nat.

Temperaturen natten til mandag (10.07.06) var på 19,9 gr.

Alt for varmt vejr at sove i, men nu hvor vinden vender og bliver nordlig bliver luften friskere og der er samtidigt håb for at der kommer køligere vand til Sydkysten.

søndag den 2. juli 2006

2006.07.02 Mere natfiske


Natfiskeri sætter spor i søvnen. Når man går i seng ved 7 tiden og skal sove i denne varme, er jeg ikke særlig udvilet når jeg vågner, uanset hvor længe jeg har sovet. Det var Lotti heller ikke, men fodbold, kaffe og grillmad hjælper altid på de fleste, og vi var da også på kysten v. 22 tiden igen.

Vi startede hvor vi slap, men allerede da vi gik i vandet kunne vi se at vinden havde sat sit præg på sigtbarheden og temperaturen. + 5 gr. i forhold til dagen inden og meget grumset. Grums gør ikke det store om natten. Alligevel vil jeg gerne have at man kan se støvlerne i knædybt vand, og det kunne man ikke.

Ny plads var lig med rent vand, men ingen ændring i temperaturen. Efter jeg havde danset på et par sten, med det resultat at jeg væltede og slog ryggen i en sten under vandet, (hvad ellers) var jeg klar til at køre hjem og få tørre ærmer og noget søvn... men næææh nej.

Lotti ville til Österlen. Jeg havde ikke udpræget lyst til at sidde i bilen en hel time, men kunne kun give gæsten ret i at det nok var temmelig sandsynligt at vandtemp. var en del lavere deromme.

Det var den så ikke og mens solen stod op og der var hug ude i bølgen blå af nogle klamme hornfisk, undrede jeg mig over denne stigning i vandtemp. på så kort tid. Jeg håber den kan falde lige så hurtigt når vinden vender. Det ville også hjælpe med en køligere vind - natten igennem kom lufttemperaturen ikke under 16 gr.

De lyse nætter er lig med lysende natskyer. Dem så Lotti og jeg ved Kåseberga, på vores vej til Österlen. 

lørdag den 1. juli 2006

2006.07.01 Sommernattens fristelser


Lotti kom på besøg og denne gang skulle vi natfiske, istedet for at sidde på terassen og lave bål, grille og drikke hele natten... selvom det nu også er meget hyggeligt.

Det udsete rev havde allerede besøg. Det var Linus der stod udvadet, og som kunne fortælle om hoppende fisk, samt enkelte "head & tail". Ingen ville hugge, men det kunne kun tolkes positivt at de trods alt var på plads. Linus troede ikke på fiskeriet og lagde sig op i bilen et par timer, mens Lotti og jeg fiskede videre. Vi skulle måske have gjort det samme, for der skete ikke noget før ved halv fire tiden. Det var en lille følger, som igen kom efter blinket helt oppe i overfladen, og som huggede i kastet efter.

Linus og Lotti så ingenting, mens jeg havde yderligere en mindre følger og senere krogede en målsfisk helt ude i enden af kastet. Den huggede vildt hårdt og hamrede ud af vandet i et meterhøjt spring. Så virkelig godt ud! Dernæst fulgte den pænt med ind, for så at tage et langt udløb, der endte med at fisken stod af.

Sommerørreder hugger og hopper fuldstændigt vildt. De er svære, men når de kommer.. Og det er det der gør natfiskeriet så spændende og attraktivt for mig.

torsdag den 29. juni 2006

2006.06.29 Vandet er koldt


Jeg lå faktisk og sov på sofaen, da Linus ringede og spurgte om jeg var frisk på en lille aftentur. Frisk var måske ikke lige ordet, men jo... jeg skulle da med.

En halv time efter stod vi på revet og kunne se flere strømkanter ude over vandet. Vandet var 12,5 grad. og det så faktisk lækkert ud, men intet skete. En skarv havde til gengæld bingopladen fuld ved hvert dyk, idet den kom op med både tobis og ålekvabber. Der manglede bare lige en af de store blanke til os. Men de udeblev.

Weekenden skal gerne byde på nogle, idet Lotti kommer forbi. Vi får se :-)

fredag den 9. juni 2006

2006.06.09 Natten er vor egen


Linus og jeg var ret tændte på endnu en gang aftenfiskeri, efter den foregående aften. Vi stod på pladsen kl. 21 og gik igang. Det så igen fint ud, men forventningerne blev ikke indfriet. Aftalen var at vi ville slutte ved midnat, hvis der da ikke skete noget.

Det gjorde der ikke, men inden vi stoppede, blev vi dog enige om at prøve endnu en plads i en halv times tid, inden vi tog helt hjem. Et par småhug og mod mig kom Linus med stangen pakket sammen og parat til hjemkørsel. Men... jeg skulle liiiige..

Og på den måde endte vi ved et nyt rev, hvorpå vi fiskede frem til kl. 6, for her var der fisk hjemme.

Det startede med at jeg fik overtalt Linus (for fjerde gang) til endnu et par kast. Jeg lovede at jeg kun skulle have et kvarter, men netop inden for det kvarter huggede en fisk brutalt og startede med et vildt udløb. Så hoppede den, for så at hoppe igen, endnu et udløb og endnu et hop. Den var fuldstændig vild og hvert hop efterfulgtes af et ordentlig "plump", når den landede. Det var en temmelig god fisk som desværre løb af med sejren efter endnu et hop. Krogen var simpelthen røget ud af kæften på den. Det var jeg så ikke helt tilfreds med, hvis vi formulerer det pænt, men Linus var pludselig vågen og klar til fiskeriet igen. Efter 45 min. fik han fisk på. En blank på målet, også med krudt i, røg tilbage i vandet efter fighten. Jeg havde nogle hug, og dernæst en følger med en lille bule på vandet efter wobleren. Fisken huggede, men for sent. Da jeg ville kaste igen, kom Linus først - han havde set hvad der skete og han krogede fisken med det samme. Den snyder, og så sagde han endda kun undskyld :-)

Fisken vejede 1,7 kg. og gav ham en god fight.

Senere, nu var det morgen, havde vi flere hug og jeg fik en rigtig tyk blankfisk på målet, som blev genudsat. Alt i alt en herlig gang natfiskeri, med mere gang i den, end der plejer. 

torsdag den 8. juni 2006

2006.06.08 Fralandshørmer


Det skal helst lugte ret fælt. For når det lugter, så lægger havet sig og der kommer ofte køligere vand ind til kysten. Lige som vi vil have det.

Det er selvfølgelig fralandsvinden jeg taler om. Den blæser lugten af rådden tang + diverse flyvende småkravl lige i nakken på mig, da jeg går ud på revet mellem Linus og Johan Kohnke. Det var måske lidt dumt at gå ud på midten af revet, eftersom hhv. Linus og Johan i minutterne efter tager hver deres fisk på siden af revet og jeg ingen får.

Johans fisk er mere i luften end i vandet og ender da også sine dage oppe på det tørre - senere i varmluften fra rygeovnen.

Natfiskeriet første tur er igang, og det meste er som jeg vil have det. Den ubehagligt lugtende fralandsvind, højtryk, en temperatur i vandet på 11 gr. og et par venner at hygge med.
I vandet foran mig kommer pludselig en skæv bølge og da jeg er ved at få blinket ind spinner jeg lidt hurtigere - der er fisk efter. Den vender i et skvulp og et par store hvirvler er det eneste der er tilbage af fisken og det eneste jeg oplever denne aften. Linus tager en blank nedgænger som sættes ud igen og efter et par timer i den smukke lyse nat beslutter vi at vende næsen hjemover.

mandag den 5. juni 2006

2006.06.05 På tur med en geddefisker


De uskrevne regler, for dem der ikke fisker gedde så ofte:
  • bortkastning af sprællende agnfisk, som du forsøger at sætte på krogen = McDonalds
  • bortkastning af 3 agnfisk i træk, i selve kastet = McDonalds
  • 3 bommede hug i træk (også kaldet Adidas) = McDonalds
  • personlig rekord = McDonalds
  • gedde på flue = McDonalds (der er tale om en straf i de kredse jeg nu engang kommer i)
Med det i ryggen kan vi nu tage på geddetur.

I læremesterens tredje kast: "Man skal bare lige spinne en meter line hurtigt ind og så stoppe - så hugger gedden". Vores øjne var klæbet til flåddet idet Dennis stoppede indspinningen og der gik ikke 2 sekunder, så røg det under. En gedde havde taget hans skalle.

I tredje kast, som sagt!

Dennis er en af mine kolleger. En ung, gammel geddefisker, havde inviteret mig på tur til hans lokale sø. Der var vist noget med at Dennis havde fået søens vand i modermælken, så han kendte vandet ret så godt. Jeg havde ikke fået rigget andet end fluestangen til, da han fik den første og da jeg fik rigget mede-stangen til, havde Dennis hug nr. 2. Jeg kastede min skalle i suppen og afventede hans modhug. Desværre knak forfanget ved krogen, men 2 gedder inden for 5 min. var ikke helt så ringe endda. Efter yderligere et par minutter havde mudderpladsen, som Dennis kaldte stedet, fået endnu en gedde på plads - denne i god størrelse. En hård fight startede med gode udløb og op kom en flot madame på 8,1 kg. Den var ret tynd efter legen og svarede i længden ikke til vægten, men sådan ser de fleste vist ud på denne årstid.

Da jeg fik lov at kaste på Dennis hjørne fik jeg mit første hug. Forfanget (Dennis hjemmelavede) knækkede efter 5 sek. fight. Øv. Det samme med krogen 10 min. efter - altså 2 bommede fisk i træk. "Det er McDonalds næste gang", sagde Dennis.

Adidas, var nærmere bestemt udtrykket da jeg bommede (jo, det passer faktisk) fisk nr. 3. "Adidas?" - svarede jeg. "Ja, det er jo 3 striber i træk du har nu" og så forstod jeg godt hvor det bar henad...

Nå jo, jeg havde et hug på fluen, men gav hurtigt op, da bunden på mudderpladsen levede op til sit navn ved at sluge mine ben lige så langsomt.

Geddefiskere = McDonalds?

mandag den 22. maj 2006

2006.05.22 Tordenfiske


Selvom det har blæst en del, var muligheden vel til stede for at finde lidt klart vand langs Sydkysten? Nej, ikke sådan bare lige, desværre. Men på en enkelt plads havde vinden da ikke møget (møjet?) det hele til, og udover et par store svømmende tangbuske, kunne sømmet fiskes næsten helt ind uden de helt store problemer. Hornfisken var gladeligt på plads. Jeg havde virkelig også glædet mig SÅ meget til at den første huggede... helt sikkert! Men efter de sædvanlige hiv og stød i blink og line, var det rigtige hug der kom, ikke fra et horn. Det kunne mærkes med det samme og efter en god fight kunne jeg lande en flot (næsten) blank nedgænger på omkring de 60 cm. Den var virkelig kommet i god form efter gydevandringen, men røg selvfølgelig ud igen.

I troen på flere havørreder, undlod jeg at hidse mig op over de 3 horn der efterfølgende huggede rent på sømmet, da jeg bare ventede på de rigtige hug - der udeblev.
Men jeg fik da en flot aften med på turen og så lige en lille gang torden. Desværre ingen lyn til fotoalbummet - så meget tordnede det heller ikke.

søndag den 14. maj 2006

2006.05.14 De er der


Jeg fik lige tid til en kort aftentur. Tiden gik mest med at finde fiskbart vand, efter jeg havde opgivet at få fiskebilen igang.

Allerede i første kast havde jeg hug. At det ikke var hornfisk afslørede hvirvlen i vandet, som en større skygge efterlod, og så var jeg supertændt. Lige pludselig var de følgende hug kun fra store blanke havørreder. Men det eneste der skete var at netop hornene kom ind. Da klokken var ved at være "gå-hjem-tid", skulle jeg dog lige have et par kast på det ene hjørne af revet og så fik jeg endelig en rigtig salmo trutta. 

Hele 20 cm "blankfisk" (wow) havde forgabt sig over mit søm - endda med alle 3 kroge i gabet.
Vendte skuffet hjemover efter yderligere 2 følgere lige havde gjort mig opmærksom på at de også fandtes i modellen større derude...

fredag den 12. maj 2006

2006.05.12 Majfiske


Endelig fik jeg tid til at fiske. Vejret var endda godt, så jeg fløj ud af døren, da jeg kunne holde fri fra barn, job osv.

Kenn og jeg havde aftalt at mødes på kysten, hvor han kom imod mig med omkring 50 mtr. line på slæb. Det var efter et par kast og så kludrede det sammen. Jeg indtog derfor pladsen foran ham (meget venligt) og gik igang med fisket, med ordene fra Kenn i nakken; "Der er fuldt af horn".

Første kast afslørede just hvad Kenn havde sagt. Et horn skød efter blinket og huggede foran mig. Øv, øv og atter øv. Jeg syntes ikke engang at den første er særlig sjov... men da klokken nærmede sig 21, håbede jeg at de forsvandt og at havørreden ville indfinde sig. Det gjorde den sådan set også. Først så jeg en "head and tail" og dernæst havde Kenn lavet et fortov foran sin plads, ved at hive alt tang op og dernæst kroge en undermåler på 30 cm. Altså var de der. Nu skulle de store bare findes og lokkes til hug. Men alt hvad der skete var at jeg havde et hug og at Kenn fik endnu en undermåler mellem sine tangbuske.

mandag den 17. april 2006

2006.04.17 Pause


Der går et stykke tid før jeg får opdateret dagbogen igen. Jeg er nemlig blevet far.

Min ægtefælle fødte os i onsdags vores første barn. En velskabt pige på 4530 gram og 53 cm. Det giver lige en fulton på 3,04 og det er far stolt af!

lørdag den 8. april 2006

2006.04.08 - 16 Lotti Listerland


Idet jeg stadig er far og derfor ikke har haft tid til at fiske, har jeg fået en fangstrapport fra Lotti, fra hans uge på Listerlandet i Påsken. Læs selv: (med Lotti´s egne ord!)

Christian og jeg selv havde planlagt at påsken skulle gå til Listerlandet i år, og det var planlagt sådan, at vi skulle have 9 fiskedage deroppe. Vi havde booket et hus for 10 dage, der lå strategisk placeret mellem 2 gylletanke, men nu er vi jo vestjyder, så vi følte os jo rigtigt hjemme! Det værste var sgu alle de minkeavlere og lortet derfra der partout skulle spredes i påsken. Om så deres mark var et skønt stykke agerjord på størrelse med mit spisebord, var de ude og sprede minkelort i deres John Deer 10.000.000, som der var plads at vende i!

De første dage på Listerlandet bød på meget hård vind, med vindstød op mod de 14 m/sek, så det begrænsede selvsagt udvalget af pladser. Men det gjorde nu ikke så meget, for vores første fiskedag gik jævnt godt. Vi startede tidligt ud om morgenen, hvor der var rigtigt godt gang i dønningerne på pladsen vi havde valgt, og alt var faktisk lige til en klat i bukserne. Men der skete sgu ikke rigtig noget. Alligevel nuppede Christian efter et par timers fiskeri, en fin blank måler på 1,5 kilos penge. Hvilken uhørt frækhed at fange den første fisk, på hans første tur på Lister, i sådan en situation burde han udvise lidt mere respekt, men nej nej!Ved middagstid kørte vi hjem for at få noget mad og en lille lur, så vi kunne være friske til aftentrækket. Vi havde valgt at prøve den samme plads, som vi fiskede på fra morgenstunden. Det skulle vise sig at være en udemærket idé, det lykkedes mig nemlig at lande to blankfisk på 4,1 og 2,5 kilo inden for den første halve time på pladsen, og Christian fik en blank måler mere.

Meget typisk for Listerlandet, har man nogle få rigtig gode dage, og mange nuldage, og det måtte jeg også sande i år. Jeg havde 4 nuldage i træk, ingen fisk, ingen fight, ingen nap og slet ingen følgere, det er det der kan kaldes 24 karats nuldage.Vi sluttede dog af med et par gode dage, hvor Christian bla. løb ind i en mindre stime blankfisk, som indeholdt en fin tromle på 2,5 kilo. Den sidste dag mistede jeg en 4 kilos fisk, der egentlig var udtrættet og bare lagde og rullede lidt for fødderne af mig, men krogen slap lige da Christian kom med nettet.

Alt i alt blev det til 15 fisk på turen, hvoraf 3 var sorte og 7 blanke over og 5 blanke under målet.
Vildt? Måske ikke, men jeg tager turen næste år igen, håber Ajs får tid til at komme med, hvis ikke han skal være far igen til den tid.

lørdag den 1. april 2006

2006.04.01 - 02 April-nar


En rigtig dårlig aprilsnar på kysten. Andet kunne jeg ikke opfatte det som, idet jeg fiskede mig gennem en hel del timer, uden så meget som et hug. Stort set alt stemte. Linus og jeg var helt sikre på at vores lille plads nok skulle give fisk, men intet skete. Absolut intet!

Dagen efter, gentog historien sig. Lækkert vand, lækkert vejr og lækkert grej (det sidste syntes vi nok kun selv). Idag var Johan med, og synligt imponeret over pladsen, gav han den også en ekstra skalle. Men til hvilken nytte?

Efter turisterne havde forladt pladsen, også de uden fangst, lykkedes Linus med fangsten af en 40 cm´s blank. Inden lukketid, fik jeg så lov at fange en blank. Denne på hele 45 cm.

Jeg mangler sol, 6 m/s sydlig vind og 3 grader varmere vand.Vi har overskyet, hård sydvestlig vind og 4 grader varmt vand.

Man kan sagtens få fisk i dette vejr. Vi var bare uheldige. Rapporter andetsteds fra, melder om 3 fisk over 4 kg. i den forgangne uge.

torsdag den 30. marts 2006

2006.03.30 Marts lakker mod enden


Jeg skal nok blive bedre til at stå tidligt op og komme afsted til kysten. Igen startede dagen med solskin og lækre SV vinde på 5-6m/s. og da jeg sad i bilen drejede vinden til SØ og tiltog langsomt. Vel ude på kysten nåede jeg lige 20 minutters sol, inden skyerne kom (igen idag), og med dem en stadigt mere opfriskende vind.

Sammen med 2 venner sad vi og kiggede på fiskeørnen under sin jagt efter det samme som os. Den musede, som falke gør det, over vores vand. Om den havde øje på den samme fisk som mig, tvivler jeg på - men hvis, ja så gik jeg af med sejren. En meget smuk 2 kg´s blankfisk var oppe og vende, inden den igen fik friheden.

Vinden tiltog yderligere og var dette en film, skulle der komme uhyggelig baggrundsmusik nu. De 2 gutter tog efter en gæv indsats hjem og tilbage stod jeg og skulede over det grå vand, mens regnen piskede mig i ansigtet. Bølgerne blev kun større og jeg blev trykket længere og længere ind mod land. Til sidst måtte jeg indse at det var blevet for hårdt, og tog drivende våd hjem.

onsdag den 29. marts 2006

2006.03.29 Fyn e fiiin


Sidste år mødte jeg nogle fynboer som jeg faldt i snak med. De samme 3 fra i fjor, stod i forgårs og prustede mig i nakken, om jeg havde fanget noget.

Vi aftalte at fiske sammen, og efter jeg havde vækket dem i deres poolhus (!), hvor de lå og døsede, tog vi ud på kysten. Solen skinnede fra en skyfri himmel, vinden var i SV og det lugtede langt væk af fisk. Men der skete bare ikke rigtigt noget, før vi byttede rev. Da jeg skulle ind og tage billeder af solformørkelsen fik Ronni dagens første fisk. En blankfisk væltede fri af vandet og leverede en kanonfight på hans lette stang. Vi anslog den til at veje 2,8 kg. da vi ikke havde vægt med.

Senere på dagen, nu i skyet vejr, gav det en sortfisk og endnu en blank på 1,5 kg. til Ronni. Pladsbytte i den tiltagende vind, var ingen succes.

mandag den 27. marts 2006

2006.03.27 Tordentåge


Mens regnen høvlede ned i den tætte tåge, gik det op for mig at foråret var her. Tranerne meldte deres ankomst over hovedet på mig, fuglene sang og det var bare en forårskåd ørred der manglede, for sneen er stort set væk nu, der ligger kun is tilbage, og midt i tankerne om fisk, huggede en blank, lige under målet, helt ude.

Tågen lettede desværre ikke, for jeg tror at solen havde fået det hele til at eksplodere idag, men senere på dagen havde jeg en pæn følger og fik dernæst endnu en blank, denne over målet og til sidst en sortfisk. Kenn der var med, mistede en blank på omkring 2 kg. under landingen.

Ingen billeder idag. Kig på en hvid skærm, og I ser hvad jeg har set nok af idag :-)

Til gengæld føles det helt absurd at det, mens dette skrives, tordner i det fjerne. I nat var det den første frostfrie nat siden starten af januar og i dette nu ligger der et stort tordenvejr lige syd herfor.
Imponerende, moder natur. Imponerende!

søndag den 19. marts 2006

2006.03.19 Forår incoming


Det lugter mere og mere af forår. Det er stadig koldt, men dagene er nu så lange at vandet bliver mere levende over middag, trods nattens frost, for den døjer vi stadig med. Jeg tror faktisk ikke vi har haft en nat siden d. 10 januar, hvor vi har haft plusgrader om natten. Forståeligt at fiskeriet kører som det gør, for de fleste.

Men jeg tror mere på det nu. Idag lå vinden på fra VSV, og solen gassede fra en skyfri himmel lidt over middag. Fiskene mødte jeg ikke, selvom jeg ventede dem hvert øjeblik.

Alt jeg havde, var en lille følger - endda med svampeskade, men foråret er altså kommet og når vandet når over de 3-4 gr. sker det vi venter på.

Børsteormen var der spræl i midt på eftermiddagen, men da jeg forlod kysten hen under aften, var frosten ved at lægge låg på de 50 kvcm vand den havde til rådighed. En måge har nok fået frossen morgenmad dagen efter, antager jeg?

mandag den 13. marts 2006

2006.03.13 Ben af is


En normal vinter, havde sørget for at jeg opdaterede mindst en gang om ugen på dette tidspunkt. Foråret havde været her og jeg havde næppe siddet indenfor på en fridag og brugt fiske-tid på nettet.

Men som billederne afslører, er der stadig nogen vej til foråret der, når det endelig kommer, eksploderer i en intensiv gang havørredfiskeri over 2 uger. Det tror jeg ihvertfald vil ske. Det gælder om at være på pletten, før alle de andre, og påskeugen vil i år nok være et tilløbsstykke uden lige.
Men lad os nu se...

Fiskeriet i mandags, blev ikke noget at skrive hjem om, eller sagt på en anden måde; ikke noget at skrive på nettet om. Det var is nok til at give blå mærker på skinnebenene når jeg forcerede det på vejen ud til revet, og når jeg vel stod derude, skete der absolut ingenting - overhovedet!

Men det var smuk dag, hvor solen varmede, og jeg nød at stå uden hue i et par timer, inden vinden drejede og frosten satte ind, igen. 

fredag den 10. marts 2006

2006.03.10 Gotlandsnyt


Kan du huske Klunsen? Det er ham den lidt hånlige oppe på Gotland. Han fisker i bedste velgående og jeg har fået et par mails fra ham. Den seneste med et par vedhæftede billeder.

Hej Anders. Kommer du snart til Gotland? Jeg har haft rigtigt godt fiskeri på et af mine rev det sidste stykke tid. Lad mig nævne lidt eksempler. 3,0 - 2,5 - 3,0 - 2,0 - 3,4 og så forleden fik jeg fisken på billedet; 4,3 og 69 cm.

Derudover en del farvede og mindre blanke. En af Klunsens venner havde mistet en fisk i 8-10kg´s klassen på samme plads i sidste uge.

Gotland? Næste fiskeferie mål? Jo tak.

Tillykke til Klunsen med de blanke - igen!

torsdag den 9. marts 2006

2006.03.09 Andre gør det


2 nætter i træk var temperaturen nede på -11,4 gr. Som varmest, sneg den sig op på 1,7 gr. den sidste halvanden uge. Ganske vist var det en del lunere i læ ved min mørke garagedør, på de solrige dage, men det mærker man ikke på den åbne kyst.

Jeg syntes ikke det er sjovt at fiske, når det er så koldt. Vandet er også nede på frysepunktet, med drivis, grødis og ægte isflager til følge. Gad vide om man kan is fiske hvis det nu fryser rigtigt meget? Det bliver nok ikke i år, men så en anden gang måske.

Nuvel, fisken er selvfølgelig derude og selvom fangsterne er yderst sparsommelige, har jeg hørt om en fluefisker der nuppede 2 blanke på hhv. 3,2 og 4,1 kg. Det må virkelig lune i disse dage!

onsdag den 8. marts 2006

2006.03.08 Vintervejr


Jeg har fået lidt spørgsmål om jeg har glemt at opdatere? Det kan jeg hermed meddele at det har jeg ikke.
Lad DMI´s femdøgnsprognose, tale for sig selv:

Torsdag:

Tørt og i de nordlige og østlige egne lidt sol, ellers mest skyet vejr. Om aftenen og til natten er der mulighed for lidt sne i den sydvestligste del af landet. Dagtemp. omkring frysepunktet, om natten ned mellem 1 og 5 graders frost. Jævn til stedvis hård østlig vind.

Fredag:

I de nordlige egne lidt sol, ellers mest skyet med mulighed for lidt sne eller snebyger i de sydlige egne. Jævn til hård vind fra nordøst og øst og dagtemp. mellem 3 graders frost og 2 graders varme. Til natten enkelte snebyger, især ved Østersøen, aftagende vind omkring øst og temp. ned mellem 5 og 10, - lokalt ned til 15 graders frost.

Lørdag:

Mest tørt med en del sol, men ved Østersøen er der forsat mulighed for snebyger. Dagtemp. op omkring frysepunktet og svag til jævn vind omkring øst, men ved Østersøen frisk eller hård vind fra nordøst. Til natten ret klart og ret svag vind med temp. mellem 7 og 12 graders frost.

Søndag:

En del sol, men i de vestlige egne mere skyet fra sidst på dagen. Vinden bliver ret svag med dagtemp. omkring frysepunktet. Til natten bliver det efterhånden mere skyet i hele landet, men det holder antageligt tørt. Vinden frisker noget op fra syd og sydøst. Temp. mellem 5 og 15 graders frost, koldest i de østlige egne.

mandag den 27. februar 2006

2006.02.27 Nu med sol

Johan og jeg fik vores sol, endda rigtigt meget af den. At nattens frost havde sænket temperaturen betragtligt, og dermed trukket vandtemperaturen i dybet, lagde vi ikke noget i. Solen ville varme og dermed ville fisken vågne!

Det gjorde den sikkert også - et eller andet sted, men ikke der hvor Johan og jeg var. Vandet var 0 gr. og luften minus 2. Sammen med en frisk NV vind, kunne vi ikke stå stille alt for længe af gangen, før kulden tog greb om specielt fødderne. I læ var det dog rigtigt rart at mærke solens varme stråler, men det fangede vi bare ikke fisk af. Heller ikke da vandet var krøbet op på 1,5 gr. over middag og det meste af grødisen var forsvundet.

Et pladsskifte var hvad der skulle til, før der skete noget. Johan og jeg fandt nemlig nogle områder på den nye plads der mindede meget om det man i Vestjylland kalder et ravpindelag. Fik Johan fisket da jeg havde fundet de 4 første stykker rav? Nej, han lagde sig ned og ledte efter rav, og sammen lå vi så dér med røven i vejret og rodede rundt. Da jeg kom over 20 stk. stoppede jeg med at tælle og gik ud for at fiske. Johan ledte videre og da dagen var omme havde han fundet 125 stk. rav. Jeg havde 62. Ganske vist små stykker, men 177 stk. på 2 timer er vist ikke helt så ringe endda?

lørdag den 25. februar 2006

2006.02.25 Blank i bakken

Igår aftes ringede Peter Kirkby og spurgte om jeg var klar til at tage ud og fiske? Om jeg var, eller... vent nu lige, for vejret er ikke så kanon for tiden og vinden og frosten. Pyt med det, forsikredes jeg, i den anden ende af røret. "Jeg kender et sted".

Således blev det at vi mødtes på dette sted og fiskede det bedste vi havde lært. Jeg havde en følger tidligt om morgenen, men der skete ikke noget før jeg så nogle fisk markere sig og vi byttede til bobleflåd og flue. I andet kast snuppede jeg en blank på omkring 2 kg. som bar tydelige mærker efter et garn. Den fik friheden og så fik Peter fisk på, inden jeg nåede at kaste igen. Denne, også blank på omkring 2 kg. "Jamen, jeg sagde det jo", forkyndte Peter, mens jeg gloede på ham med vantro øjne. Og så troede vi ellers at dagen skulle gå bonanza i fisk, men gæt selv.

Ja, nemlig ja! Ikke flere fisk og da vi skulle hjem ved 16 tiden skulle vi lige se hvad vores rev-kammerater lavede. I kikkerten fightede den yderste mand fisk. Den landede han og gik ud igen, hvorefter han tog endnu en fisk. Peter og jeg havde ikke mere tid og skyndte os hjem, uden et ord om hvad vi lige havde set.

fredag den 24. februar 2006

2006.02.24 Sorte fisk og sorte skyer

Fra morgenstunden var den klar. Idag giver det fisk! Solskin og østlig vind, kan faktisk godt bruges på denne årstid. Jeg drak endnu en kop kaffe og begav mig sejrsikker ud i det fri.

Men hvad var nu det? Kun lige uden for bygrænsen lå verdens mest kedelige vejr pludselig og ventede. Et gråt skydække, der absolut ikke så ud til at ville forsvinde, og det kom nærmere. En stribe med bart var alt jeg så til solen resten af dagen. Øv også...

Fiskeriet blev derefter, for jeg tror meget på solen på denne årstid.

På den første plads havde jeg et hug efter en lille halv time og kunne se hvirvler i overfladen efter mit blink. Fisken huggede flere gange, og først helt inde kom gabet til syne og sortfisken, som det desværre var, tog blinket rent. Efter 2 minutters usselt vandpjaskeri, kunne jeg frigøre fisken fra krogen og kroge mig selv. Et par kolde fingre mærker ikke kroge så nemt som varme og dér stod jeg så med den ene krog gravet ned i min pegefinger. Altså forbi modhagen. Dernæst var alt jeg rørte ved rødt, fordi modhagen tog godt fast, da den skulle ud. Heldigvis havde jeg lidt sportstape med, så jeg kunne fiske videre. Men det nyttede så ingenting, for udover en lille følger, skete der ikke mere.

Solen, den skal vi have mere af.

søndag den 19. februar 2006

2006.02.19 Sol gir energi... sol gir fisk

Idag lykkedes det os at fange fisk. En blank på hele 40 cm. huggede på blinket, netop som solen brød gennem det første lag skyer. Jim fik 2 hurtige fisk på fluen, og jeg havde en større følger med inde 2 gange. Alt på et kvarter - et gyldent kvarter i solen.

Senere på dagen fik Kasper en lille blank, Jim og jeg havde hug og David en følger.

Solen har magten!

lørdag den 18. februar 2006

2006.02.18 Hit med en sympatifisk

Jim, David og jeg var kørt mod Österlen fredag aften med bilen fuld af fiskegrej og god mad. Afgang Trelleborg og ankomst efter ca 2,5 time til Vik. Det var 1,5 time mere end forventet. Årsag: Sne!
Rigtigt meget sne. Fra Ystad væltede det simpelthen ned og da vi kom frem til vejen, mod huset, var det fuldt stop. Vi var kørt fast, hvilket betød at vi skulle skubbe. Det skulle vi flere gange og da bilen til sidst sad helt fast i 30-40 cm sne, måtte vi bære udstyret resten af vejen op til huset.

Madtid. T-bone steaks og nogle ordentlige store nogle af slagsen! Så kan det godt være bilen sidder fast et par gange og turen er lang, men en velhængt bøf og god rødvin + en masse øl, opvejer den slags småting.

Men ak, bøffen smagte af sure sokker og brændt plastic, og lige pludselig var den ventede store oplevelse gravet ned på det skammeligste. Øv...

Kartofler og champignoner blev aftenens kanon måltid og efter indtagelse af lidt drikkevarer, var vi efter kl. 23 helt enige om at bilen ikke skulle sidde fast til imorgen. Ergo, på med waders og afsted, nu med extra franskbrød under armene. Bilen kom fri efter en hård kamp. Hvilken sejr! Men...
Hvem havde smækket døren og glemt nøglen indenfor?

Nå, jo fiskeriet. Vi fangede (næsten selvfølgeligt) intet på de 3 pladser vi besøgte i løbet af dagen.

lørdag den 11. februar 2006

2006.02.11 Tomt igen

Tiden går. Der er lige gået en måned uden fiske...

Idag havde jeg tid, så Kenn og jeg stævnede ud lidt over morgen, og lidt før formiddag i skyfrit vejr, svag fralandsvind (NV) og frostvejr. At det blev en svær dag, var jeg ikke i tvivl om, men at vi slet ikke havde kontakt med noget som helst, havde jeg dog ikke forventet.
3 pladser blev affisket. På den første havde vi det for os selv i 2 timer, inden 6 (seks) danskere skulle ned og se hvad vi lavede - ikke noget med at vælge de tomme pladser vi kunne se, i nærheden, nej nej.

Kenn og jeg valgte at køre derefter, dog skulle vi lige have bilen møvet ud mellem de 2 gange danskere, der havde været så flinke at levne hele 20 cm. ved hver ende af bilen og ingen udsyn på den lange parkeringsplads. Mange tak for udvist hensyn!
Vandtemperaturen var 1 grad, ligeledes ved stop to, hvor vi fik en time til at gå. Den eneste plads jeg troede lidt på i løbet af dagen, da der var mere gang i vandet. Men al form for kontakt til fisk udeblev, således også på den sidste plads, hvor Kenn måtte bekendtgøre at han var blevet våd i buksen og dermed stoppede vi dagens fiskeri...

Kasper var ude med 3 mand. De mødte andre folk, der kunne fortælle om absolut ingen kontakt til fisk. Dog havde Kasper og co. heldet (?) til at løbe ind i hele 5 fisk i løbet af dagen. 3 blanke undermålere og 2 sorte. Premierefisket med mit nye blink, for et sådan har jeg lavet, gik rigtigt godt, både i vandet og i luften.

2006.02.11 Tomt igen

Tiden går. Der er lige gået en måned uden fiske...

Idag havde jeg tid, så Kenn og jeg stævnede ud lidt over morgen, og lidt før formiddag i skyfrit vejr, svag fralandsvind (NV) og frostvejr. At det blev en svær dag, var jeg ikke i tvivl om, men at vi slet ikke havde kontakt med noget som helst, havde jeg dog ikke forventet.
3 pladser blev affisket. På den første havde vi det for os selv i 2 timer, inden 6 (seks) danskere skulle ned og se hvad vi lavede - ikke noget med at vælge de tomme pladser vi kunne se, i nærheden, nej nej.

Kenn og jeg valgte at køre derefter, dog skulle vi lige have bilen møvet ud mellem de 2 gange danskere, der havde været så flinke at levne hele 20 cm. ved hver ende af bilen og ingen udsyn på den lange parkeringsplads. Mange tak for udvist hensyn!
Vandtemperaturen var 1 grad, ligeledes ved stop to, hvor vi fik en time til at gå. Den eneste plads jeg troede lidt på i løbet af dagen, da der var mere gang i vandet. Men al form for kontakt til fisk udeblev, således også på den sidste plads, hvor Kenn måtte bekendtgøre at han var blevet våd i buksen og dermed stoppede vi dagens fiskeri...

Kasper var ude med 3 mand. De mødte andre folk, der kunne fortælle om absolut ingen kontakt til fisk. Dog havde Kasper og co. heldet (?) til at løbe ind i hele 5 fisk i løbet af dagen. 3 blanke undermålere og 2 sorte.
Premierefisket med mit nye blink, for et sådan har jeg lavet, gik rigtigt godt, både i vandet og i luften.
Jeg mødte forresten min skygge på en af pladserne. Han var pænt ubehagelig, og udviste helt klart ingen forståelse for det svære vejr.

tirsdag den 31. januar 2006

2006.01.31 Mere snak

Når der kommer rimfrost venter jeg bare på at den efterfølgende dag skal blive skyfri, så man kan tage nogle billeder - hvis man altså har fri. De dage jeg har haft fri, har det desværre været temmelig skyet og rimfrost´et. Altså ikke det bedste fotovejr. Derfor et billede af naboens birketræ, taget med lang lukketid, kl. 23 om aftenen.

Jeg har arbejdet meget på det sidste og har ikke fisket i 14 dage nu. Rimelig træls, men sådan må det være nu engang. Jeg tror dog ikke at jeg er gået glip af noget, idet de få fangster jeg har hørt om, kun har gået på mindre blanke og sortfisk. Men derfor kan det jo godt trække lidt i mine waders, så jeg håber DMI tager helt fejl, når de lover -10 gr. til weekenden.

Nu er det ganske vist en fiskedagbog, og ikke fugle-ditto. Men jeg syntes alligevel jeg vil bringe endnu et billede af en fugl. Denne gang, intet mindre end en vibe. Ja, se godt efter, for det er det altså. Den fløj rundt nede på Sydkysten hvor jeg mødte Kenn den anden dag (også han uden fisk) og ærlig talt, så tror jeg den må være godt rundforvirret. Jeg er, for det er ikke ligefrem forår der er på vejr programmet de næste par dage.

Eller er det?

fredag den 13. januar 2006

2006.01.13 Havørn - ikke ørred

Fredag den 13. Uha...

Fisk idag eller ville vi opleve vores værste mareridt på denne dag?

Overtroen tog heldigvis ikke overhånd på Lotti´s sidste fiskedag i det skånske. Vi havde regnet med at kulminationen på 4 dages tomhændet fiskeri, skulle komme idag - ikke i form af en femte dag uden fisk, men med bunker af blanke Østersø-håndtasker på land. En håndtaske er en havørred der næsten er højere end den er lang, og dem er Østersøen god til at producere.

På første plads fangede vi ingenting og det er ret nemt at skrive om plads 2, hvortil Kasper kom. Der fangede vi nemlig heller ingenting. Altså 5 dage uden fisk, ovenpå en pragtfuld søndag i mit favør. Meget mærkeligt, men til forskel fra i søndags, har solen heller ikke været fremme siden da og jeg tror meget af hjælpen skal hentes dér.

Dagens højdepunkt var havørnen der sejlede tæt over vores hoveder.

torsdag den 12. januar 2006

2006.01.12 Syd og øst

Idag skulle Johan Kohnke så med på tur og igen valgte vi Österlen. Johan og jeg blev sat af og Lotti kørte op til sin favorit plads hvor vi skulle fiske os frem til. Jeg drømte om opkaldet til Lotti; "Kan du ikke komme og hente os igen, vi kan ikke bære alle de fisk"

Men som dagen skred frem og vi nærmede os Lotti, blev tanken mere og mere fjern. Dog havde jeg en enkelt følger, det første tegn på liv i 4 dage.
Johan talte om Sydkysten og dagens sidste timer foregik dér. Et hug til Johan og det var det.

onsdag den 11. januar 2006

2006.01.11 Tjah...

Idag skulle Österlen have chancen. Vi forventede stor uddeling og kastede os gennem en dag i overskyet vejr og med 12-14 m/s uden at se skyggen af en fisk. Intet til 3 mand på en hel dag og 3 gutter vi talte med kunne kun fortælle om 2 sortfisk tidligt om morgenen.
Godt nok ikke så vildt, men imorgen...

tirsdag den 10. januar 2006

2006.01.10 Skarp SV

Vi havde vist nok lovet Johan Kohnke en blankfisk om dagen, eller så var det bare Johan der troede det skulle blive sådan? Hvorom alting er, så kan vi ikke holde det, Johan, beklager.

Igen idag gik vi ud med et stort nul. Sådan er virkelighedens verden. Hvem troede også andet? Vi har jo taget en uges ferie for at fiske og forventer da slet ikke at fange fisk hver dag. Eller gør vi?

Vinden ligger i SV hjørnet og er ret skarp efterhånden. Sydkysten holdt lukket idag, så Österlen fik chancen, endda 3 steder.

Lotti var den eneste der så tegn på liv i det grå og kolde vand, i form af en farvet følger der ikke var interesseret i at hugge.

Frokost i det grønne, var dagens højdepunkt. Selvom det rent ud sagt var skidekoldt, så hyggede vi os fra terrassen på Costa del Skillinge med udsigt over vandet.

mandag den 9. januar 2006

2006.01.09 Hvorfor fiske når man kan sove?

Idag skulle Lotti og jeg handle lidt grej, inden vi skulle ud og fiske. Vi troede ikke på at pladsen fra igår ville byde på fiskeri idag, men kunne ikke dy os for at prøve alligevel. Kasper var allerede på kysten og da vi senere rendte ind i ham på andre pladser, kunne han fremvise et smukt eksemplar af Salmo Trutta på et par kilo. Derudover havde han fået en sortfisk og haft et hug.

Redegørelsen for Lotti´s og mit fiskeri, bliver kort idag. Vi fangede ikke en dyt, men kunne overvære Kasper fighte en blankfisk, der desværre røg af inden den skulle landes. Imorgen... ? Ja, imorgen skal vi ud igen, men hvor vi tager hen aner vi ikke

søndag den 8. januar 2006

2006.01.08 Lækkerier i solen

Havde vi regnet med det?

Idag var Lotti og jeg taget ud lidt over middag i håbet på at finde et par fisk i det kolde vejr. Vinden havde, siden igår, lagt sig lidt, men det var stadig koldt - til gengæld havde vi solen med os.
På den første plads så det afsindigt lækkert ud. Vi ærgede os over at være så sent ude, for vi havde ikke regnet med fiskbart vand overhovedet. Så sent som igår talte vi om at slappe af hele dagen og måske køre en tur... Efter en time uden resultat, var det videre. Fisken skulle være et sted.
Ved plads 2 var Lotti ikke til at drive ud af bilen, han havde jo sin kaffe og hyggede sig fint i den indelukkede kabine. Jeg ville ud hurtigst muligt og da vi endelig stod på pladsen, skulle jeg kun lægge 5 kast ud før dagens første sad der. En fin blankfisk på omkring 2,2 kg. fik friheden efter en kort fight. 10 min efter mistede jeg en fisk, dvs. den havde jeg haft kroget, idet der sad skæl på krogen (blanke skæl) da blinket kom ind. Efter 20 min. havde jeg yderligere en fisk på, denne en sort på omkring 75 cm.

Der var tydeligt fisk inde og de huggede og fulgte efter blinket. Da jeg fik den tredje, en blank på omkring 2,7 kg., måtte jeg have hele hånden i baljen, med handsker på, for at få fisken fri af en tangbusk den havde viklet sig ind i, da jeg var ved at stå på røven. Efter jeg også havde sat den ud, gik Lotti op og fik varmen i læ for vinden. Selv kastede jeg et par minutter til, og fik fisk på igen. Den fløj ud af vandet med blinket i munden. Til gengæld var der ikke line fastgjort til blinket - den var desværre knækket lige efter, af en eller anden årsag.

Vandet er kun 2 gr. og luften omkring 0. Lotti og jeg sad og hyggede i solen, men vi kunne ikke sidde særligt længe, inden vi skulle ud igen. Allerede i første kast sad den der. Troede først det var en sort, men den tog lige 2 dybe udløb og viste efterfølgende en blank side i vandet - Lotti spurgte om han skulle komme over og hjælpe... og jo tak.

Efter lidt tumult kunne Lotti, håndtaile en høj, smuk og blank havørred på 4,9 kg. I maven lå der en tobis, 3 hundestejler og en stor mængde tanglopper. Efterfølgende fiskede jeg ikke så meget, så Lotti kunne i rap fange hhv. en større sortfisk og en blank på omkring 55 cm. som han genudsatte.

lørdag den 7. januar 2006

2006.01.07 Mere køre end tur

Lotti og jeg kørte rundt et par timer på eftermiddagen i jagten på noget fiskbart vand. Det gik at fiske enkelte steder, men der var både høje bølger og meget tang i vandet. Da det samtidigt var piv koldt holdt vi ikke længe og blev ret hurtigt enige om at vi ville vente til imorgen med at fiske mere seriøst - forudsat vinden lagde sig.

torsdag den 5. januar 2006

2006.01.05 Power Bait

Alt kan åbenbart lade sig gøre. Fiskeri er for alle, og alle kan fange fisk, hvis bare man gider prøve. 

Har man så gjort det i nogle år, og oplever en af de her dage på kysten, hvor fisken ikke gider bide... jamen så prøver man bare noget nyt.

Tag nu "x" som jeg har valgt at kalde ham. Han er en dygtig kystfisker og har fisket i mange år og var forleden ude med sine venner. De fangede ingenting, men fisken var på plads. Hvad gør man så? Jo, man sætter selvfølgelig powerbait på sit snaps og vupti... så fanger man fisk. Hvor svært kan det være?

Det gav 2 fisk, de andre fik ingen, andet end et godt grin. Da "x" gentog sit show dagen efter, var grinet dog stivnet. Gad vide om det faktisk virker? Der går noget tid før jeg tør prøve og hvis jeg gør, skal jeg være HELT alene på kysten, så ingen ser mit desperate forehavende.
"x" forbliver anonym, da det ikke skal gå ud over hans gode rygte, som en ellers seriøs havørredfisker :-)

Rygterne vil for i øvrigt, at der blev taget en nedfaldsfisk på omkring 8-10 kg på Österlen i tirsdags. Den blev selvfølgelig genudsat!

mandag den 2. januar 2006

2006.01.02 Premiere (nerver)

Årets første tur i diset og koldt, stille vejr. Langt fra de forudsætninger jeg som havørred-fisker stiller til mit vejr, hvis jeg kunne bestemme. Men det kan jeg ikke og slet ikke over lysten til at fiske. At jeg blev hjemme d. 01 januar, forstår jeg ikke, men nu... endelig...

På vej over Söderslätt vendte jeg bilen da jeg så Linus ude på et lille rev. Ham skulle jeg lige hilse på. Ingen fisk i det klare og stille vand, men jeg besluttede alligevel at kaste et par timer af dér i selskab. Da Linus knækkede sin stang i samme kast jeg kom ud, gjorde at jeg fik mere plads, mens han brugte en time på land, i forsøget på at binde knuder med sin 0,12 line (reserve udstyret)
Mærkede ingenting, men så en stor hvirvel tæt på mig, der ikke kom fra en følger. Muligvis en sortfisk der venter på vand så den kan komme op i åen?

Jeg gik op for at trøste Linus og hjælpe ham med en knude der kunne bruges og så prøvede vi at fiske den ene side af revet af. Midt i drømmenes verden og med tankerne på "premiere-nerver" kom hugget jeg overhovedet slet ikke og under nogen omstændigheder havde regnet med. En fisk rullede 30 mtr. ude og rullede og rullede og rullede... et enkelt udløb og så satte den sig fast i noget tang. Jeg HADER når de gør det! Heldigvis kunne jeg vade ud og til min overraskelse sad fisken stadig på - snak om held, for havde jeg givet tilslag, da fisken vækkede mig? Hvorom alting er, fik den fart på til sidst og kanede sig selv og så var det lis´som på plads.

Premiere nerver? Tja.. nu også med søvn i øjnene. Jeg har influenza og burde nok ikke fiske!
Resten af dagen skete der ikke mere, bortset fra synet af en stor fisk der kom imod mig. Alt jeg kunne se var en enorm bule på vandet der drejede af og efterlod et par store fede dovne virvler i overfladen. Fisken var ikke efter mit blink, og Kasper, der var kommet til i løbet af dagen, kunne ikke få den til fluen. Tror det var endnu en sortfisk, der bare venter på vand i åen, så den kan komme op. Men fedt så det ud!