torsdag den 30. marts 2006

2006.03.30 Marts lakker mod enden


Jeg skal nok blive bedre til at stå tidligt op og komme afsted til kysten. Igen startede dagen med solskin og lækre SV vinde på 5-6m/s. og da jeg sad i bilen drejede vinden til SØ og tiltog langsomt. Vel ude på kysten nåede jeg lige 20 minutters sol, inden skyerne kom (igen idag), og med dem en stadigt mere opfriskende vind.

Sammen med 2 venner sad vi og kiggede på fiskeørnen under sin jagt efter det samme som os. Den musede, som falke gør det, over vores vand. Om den havde øje på den samme fisk som mig, tvivler jeg på - men hvis, ja så gik jeg af med sejren. En meget smuk 2 kg´s blankfisk var oppe og vende, inden den igen fik friheden.

Vinden tiltog yderligere og var dette en film, skulle der komme uhyggelig baggrundsmusik nu. De 2 gutter tog efter en gæv indsats hjem og tilbage stod jeg og skulede over det grå vand, mens regnen piskede mig i ansigtet. Bølgerne blev kun større og jeg blev trykket længere og længere ind mod land. Til sidst måtte jeg indse at det var blevet for hårdt, og tog drivende våd hjem.

onsdag den 29. marts 2006

2006.03.29 Fyn e fiiin


Sidste år mødte jeg nogle fynboer som jeg faldt i snak med. De samme 3 fra i fjor, stod i forgårs og prustede mig i nakken, om jeg havde fanget noget.

Vi aftalte at fiske sammen, og efter jeg havde vækket dem i deres poolhus (!), hvor de lå og døsede, tog vi ud på kysten. Solen skinnede fra en skyfri himmel, vinden var i SV og det lugtede langt væk af fisk. Men der skete bare ikke rigtigt noget, før vi byttede rev. Da jeg skulle ind og tage billeder af solformørkelsen fik Ronni dagens første fisk. En blankfisk væltede fri af vandet og leverede en kanonfight på hans lette stang. Vi anslog den til at veje 2,8 kg. da vi ikke havde vægt med.

Senere på dagen, nu i skyet vejr, gav det en sortfisk og endnu en blank på 1,5 kg. til Ronni. Pladsbytte i den tiltagende vind, var ingen succes.

mandag den 27. marts 2006

2006.03.27 Tordentåge


Mens regnen høvlede ned i den tætte tåge, gik det op for mig at foråret var her. Tranerne meldte deres ankomst over hovedet på mig, fuglene sang og det var bare en forårskåd ørred der manglede, for sneen er stort set væk nu, der ligger kun is tilbage, og midt i tankerne om fisk, huggede en blank, lige under målet, helt ude.

Tågen lettede desværre ikke, for jeg tror at solen havde fået det hele til at eksplodere idag, men senere på dagen havde jeg en pæn følger og fik dernæst endnu en blank, denne over målet og til sidst en sortfisk. Kenn der var med, mistede en blank på omkring 2 kg. under landingen.

Ingen billeder idag. Kig på en hvid skærm, og I ser hvad jeg har set nok af idag :-)

Til gengæld føles det helt absurd at det, mens dette skrives, tordner i det fjerne. I nat var det den første frostfrie nat siden starten af januar og i dette nu ligger der et stort tordenvejr lige syd herfor.
Imponerende, moder natur. Imponerende!

søndag den 19. marts 2006

2006.03.19 Forår incoming


Det lugter mere og mere af forår. Det er stadig koldt, men dagene er nu så lange at vandet bliver mere levende over middag, trods nattens frost, for den døjer vi stadig med. Jeg tror faktisk ikke vi har haft en nat siden d. 10 januar, hvor vi har haft plusgrader om natten. Forståeligt at fiskeriet kører som det gør, for de fleste.

Men jeg tror mere på det nu. Idag lå vinden på fra VSV, og solen gassede fra en skyfri himmel lidt over middag. Fiskene mødte jeg ikke, selvom jeg ventede dem hvert øjeblik.

Alt jeg havde, var en lille følger - endda med svampeskade, men foråret er altså kommet og når vandet når over de 3-4 gr. sker det vi venter på.

Børsteormen var der spræl i midt på eftermiddagen, men da jeg forlod kysten hen under aften, var frosten ved at lægge låg på de 50 kvcm vand den havde til rådighed. En måge har nok fået frossen morgenmad dagen efter, antager jeg?

mandag den 13. marts 2006

2006.03.13 Ben af is


En normal vinter, havde sørget for at jeg opdaterede mindst en gang om ugen på dette tidspunkt. Foråret havde været her og jeg havde næppe siddet indenfor på en fridag og brugt fiske-tid på nettet.

Men som billederne afslører, er der stadig nogen vej til foråret der, når det endelig kommer, eksploderer i en intensiv gang havørredfiskeri over 2 uger. Det tror jeg ihvertfald vil ske. Det gælder om at være på pletten, før alle de andre, og påskeugen vil i år nok være et tilløbsstykke uden lige.
Men lad os nu se...

Fiskeriet i mandags, blev ikke noget at skrive hjem om, eller sagt på en anden måde; ikke noget at skrive på nettet om. Det var is nok til at give blå mærker på skinnebenene når jeg forcerede det på vejen ud til revet, og når jeg vel stod derude, skete der absolut ingenting - overhovedet!

Men det var smuk dag, hvor solen varmede, og jeg nød at stå uden hue i et par timer, inden vinden drejede og frosten satte ind, igen. 

fredag den 10. marts 2006

2006.03.10 Gotlandsnyt


Kan du huske Klunsen? Det er ham den lidt hånlige oppe på Gotland. Han fisker i bedste velgående og jeg har fået et par mails fra ham. Den seneste med et par vedhæftede billeder.

Hej Anders. Kommer du snart til Gotland? Jeg har haft rigtigt godt fiskeri på et af mine rev det sidste stykke tid. Lad mig nævne lidt eksempler. 3,0 - 2,5 - 3,0 - 2,0 - 3,4 og så forleden fik jeg fisken på billedet; 4,3 og 69 cm.

Derudover en del farvede og mindre blanke. En af Klunsens venner havde mistet en fisk i 8-10kg´s klassen på samme plads i sidste uge.

Gotland? Næste fiskeferie mål? Jo tak.

Tillykke til Klunsen med de blanke - igen!

torsdag den 9. marts 2006

2006.03.09 Andre gør det


2 nætter i træk var temperaturen nede på -11,4 gr. Som varmest, sneg den sig op på 1,7 gr. den sidste halvanden uge. Ganske vist var det en del lunere i læ ved min mørke garagedør, på de solrige dage, men det mærker man ikke på den åbne kyst.

Jeg syntes ikke det er sjovt at fiske, når det er så koldt. Vandet er også nede på frysepunktet, med drivis, grødis og ægte isflager til følge. Gad vide om man kan is fiske hvis det nu fryser rigtigt meget? Det bliver nok ikke i år, men så en anden gang måske.

Nuvel, fisken er selvfølgelig derude og selvom fangsterne er yderst sparsommelige, har jeg hørt om en fluefisker der nuppede 2 blanke på hhv. 3,2 og 4,1 kg. Det må virkelig lune i disse dage!

onsdag den 8. marts 2006

2006.03.08 Vintervejr


Jeg har fået lidt spørgsmål om jeg har glemt at opdatere? Det kan jeg hermed meddele at det har jeg ikke.
Lad DMI´s femdøgnsprognose, tale for sig selv:

Torsdag:

Tørt og i de nordlige og østlige egne lidt sol, ellers mest skyet vejr. Om aftenen og til natten er der mulighed for lidt sne i den sydvestligste del af landet. Dagtemp. omkring frysepunktet, om natten ned mellem 1 og 5 graders frost. Jævn til stedvis hård østlig vind.

Fredag:

I de nordlige egne lidt sol, ellers mest skyet med mulighed for lidt sne eller snebyger i de sydlige egne. Jævn til hård vind fra nordøst og øst og dagtemp. mellem 3 graders frost og 2 graders varme. Til natten enkelte snebyger, især ved Østersøen, aftagende vind omkring øst og temp. ned mellem 5 og 10, - lokalt ned til 15 graders frost.

Lørdag:

Mest tørt med en del sol, men ved Østersøen er der forsat mulighed for snebyger. Dagtemp. op omkring frysepunktet og svag til jævn vind omkring øst, men ved Østersøen frisk eller hård vind fra nordøst. Til natten ret klart og ret svag vind med temp. mellem 7 og 12 graders frost.

Søndag:

En del sol, men i de vestlige egne mere skyet fra sidst på dagen. Vinden bliver ret svag med dagtemp. omkring frysepunktet. Til natten bliver det efterhånden mere skyet i hele landet, men det holder antageligt tørt. Vinden frisker noget op fra syd og sydøst. Temp. mellem 5 og 15 graders frost, koldest i de østlige egne.