mandag den 22. maj 2006

2006.05.22 Tordenfiske


Selvom det har blæst en del, var muligheden vel til stede for at finde lidt klart vand langs Sydkysten? Nej, ikke sådan bare lige, desværre. Men på en enkelt plads havde vinden da ikke møget (møjet?) det hele til, og udover et par store svømmende tangbuske, kunne sømmet fiskes næsten helt ind uden de helt store problemer. Hornfisken var gladeligt på plads. Jeg havde virkelig også glædet mig SÅ meget til at den første huggede... helt sikkert! Men efter de sædvanlige hiv og stød i blink og line, var det rigtige hug der kom, ikke fra et horn. Det kunne mærkes med det samme og efter en god fight kunne jeg lande en flot (næsten) blank nedgænger på omkring de 60 cm. Den var virkelig kommet i god form efter gydevandringen, men røg selvfølgelig ud igen.

I troen på flere havørreder, undlod jeg at hidse mig op over de 3 horn der efterfølgende huggede rent på sømmet, da jeg bare ventede på de rigtige hug - der udeblev.
Men jeg fik da en flot aften med på turen og så lige en lille gang torden. Desværre ingen lyn til fotoalbummet - så meget tordnede det heller ikke.

søndag den 14. maj 2006

2006.05.14 De er der


Jeg fik lige tid til en kort aftentur. Tiden gik mest med at finde fiskbart vand, efter jeg havde opgivet at få fiskebilen igang.

Allerede i første kast havde jeg hug. At det ikke var hornfisk afslørede hvirvlen i vandet, som en større skygge efterlod, og så var jeg supertændt. Lige pludselig var de følgende hug kun fra store blanke havørreder. Men det eneste der skete var at netop hornene kom ind. Da klokken var ved at være "gå-hjem-tid", skulle jeg dog lige have et par kast på det ene hjørne af revet og så fik jeg endelig en rigtig salmo trutta. 

Hele 20 cm "blankfisk" (wow) havde forgabt sig over mit søm - endda med alle 3 kroge i gabet.
Vendte skuffet hjemover efter yderligere 2 følgere lige havde gjort mig opmærksom på at de også fandtes i modellen større derude...

fredag den 12. maj 2006

2006.05.12 Majfiske


Endelig fik jeg tid til at fiske. Vejret var endda godt, så jeg fløj ud af døren, da jeg kunne holde fri fra barn, job osv.

Kenn og jeg havde aftalt at mødes på kysten, hvor han kom imod mig med omkring 50 mtr. line på slæb. Det var efter et par kast og så kludrede det sammen. Jeg indtog derfor pladsen foran ham (meget venligt) og gik igang med fisket, med ordene fra Kenn i nakken; "Der er fuldt af horn".

Første kast afslørede just hvad Kenn havde sagt. Et horn skød efter blinket og huggede foran mig. Øv, øv og atter øv. Jeg syntes ikke engang at den første er særlig sjov... men da klokken nærmede sig 21, håbede jeg at de forsvandt og at havørreden ville indfinde sig. Det gjorde den sådan set også. Først så jeg en "head and tail" og dernæst havde Kenn lavet et fortov foran sin plads, ved at hive alt tang op og dernæst kroge en undermåler på 30 cm. Altså var de der. Nu skulle de store bare findes og lokkes til hug. Men alt hvad der skete var at jeg havde et hug og at Kenn fik endnu en undermåler mellem sine tangbuske.