søndag den 6. april 2008

2008.04.06 Fiskeri som vi elsker det

Dagen i går var i min verden helt vild. Så mange fisk på så kort tid, kvaliteten af fisken til trods. Igen i dag var jeg ikke den første mand oppe, men det tager jeg helt roligt. Jim var allerede på plads og selvom mine spådomme om Jim´s fiskeri inden jeg kom - 2 nedgængere og 2 blanke - ikke var gået i opfyldelse, så blev jeg noget vild da jeg så vandet. Dette måtte bare give den fisk jeg ventede på! Micke var lige ankommet og gik i vandet mens jeg riggede grejet til. Tænk engang hvordan hele sæsonen har været, rent vejrmæssigt. Jovist, jeg har tidligere haft et luksusarbejde med en fridag en gang i ugen, hvilket gav mig en hel del flere muligheder for at fiske når jeg ville, men jeg erindrer ikke at vejret i den grad har været så ringe som i år, og så står jeg her og kigger på let grumset vand i SV vind på 5 m/s og med sol på. Kan det blive bedre? Ja, det var kun os 3 ude, endda...

I første kast har jeg fisk efter og efter et par minutter fanger jeg dagens første. En smuk blankfisk der, i modsætning til i går, gik klokkerent til biddet. Det glemte jeg at nævne med i går. Fiskene suttede sådan set bare blinket i sig, når de huggede. Ingen større voldsomme hug, de bare åbnede munden og stod stille et øjeblik. Sådan gjorde de ikke i dag! Micke får en fisk og så har jeg hug igen og i kastene efter endnu en følger, der virker meget interesseret i blinket. Men selvom vi kaster alt det vi kan, så sker der ikke rigtigt noget. Jim kommer vadende og fortæller om 2 fisk tidligere på formiddagen, men ikke noget at tage med hjem, og så står vi ellers der og kaster alle 3. Vi kaster længe og vandet ser bare godt ud. Solen gasser fra en blå himmel og det hele stemmer, bortset fra at ingen af os har fleks på klingen. Ikke havde jeg regnet med at fiskeriet skulle være som i går. Det er det aldrig 2 dage i træk. Men at det er helt dødt under de her forhold, forstår jeg ikke. (heller ikke)


Micke fanger pludselig 2 mindre blanke, men festen uden deltagere forsætter atter engang. Efter et par timer som et par store spørgsmålstegn, bliver vi enige om at hente Jim og bortføre ham til en anden plads, selvom det skærer i hjertet at forlade disse forhold. På vej til Jim, ser vi ham fighte fisk. Ok, det må være tilfældigt, tænker jeg, men da han får endnu en i kastet efter, bliver skridtene pludselig længere - hurtigt. Jeg vælger kameraet før stangen, da jeg vader ud. Vil lige have lidt billeder af Jim der fighter fisk og i de 5 minutter jeg står der, får Jim en fisk og mister 2.

Det kan jeg ikke holde ud at kigge på og inden længe har jeg gjort Jim selskab på revet. Første kast resulterer i et voldsomt hug. Kastet efter har jeg fisk på og i tredje kast sidder der endelig en for enden af linen. En gudeskøn blankfisk afkroges, og jeg undrer mig over størrelse på fisken, der fightede voldsomt godt. Indenfor 10 minutter tager jeg 4 fisk. Alle hugger sindsygt hårdt, så man tror det er den helt store hver gang, men desværre er de alle blanke på målet og en enkelt sort er også oppe og vende. Jim fighter, Micke fighter og jeg fighter. Micke nupper en blank skønhed på 2,5 kg., der senere viser sig at blive dagens største. Undren, for alt er stadig perfekt, men størrelsen på fiskene er vi ikke enige om.

Et dyp med termometeret om formiddagen viste 7 grader. Det var 6 i går, men da jeg senere på dagen igen har måleren i vandet er temperaturen steget til 10 grader. Det er simpelthen perfekt, men fiskene er kun små i dag. Jeg tænker om vi har valgt forkert plads, for de store ser vi bare intet til. Det tætteste jeg kommer på en ordentlig fisk, er da Jim, Micke og jeg netop taler om "den store" og det hugger nådesløst hårdt tæt på mig. En blanko tager et spring og flår line af hjulet og er væk. Dagens eneste mistede fisk, var den vi alle ventede på.

Men tilfredse, trods alt, kan vi 3 gå hjem med 26 fisk på samvittigheden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar