søndag den 5. september 2010

2010.09.05 Efterårstakter

"Så forsvandt august igen i "travlhed" og sommerferie og det var nu meget godt et eller andet sted. Jeg har været træt... jeg er stadig træt. Godnat."

Sådan gik min første fisketur i slutningen af denne sæson. En sæson der vist har været som den plejer og som ikke bør sammenlignes med de tider før børn og finanskriser, som jeg har gjort tidligere. Dengang hvor et arbejde var et sted at tjene penge og så kunne man fiske som man ville, fordi sæsonen - ikke arbejdet - krævede det. Det er ikke en tale om de gode gamle dage... tiderne skifter, det skal man acceptere.

Og så tænkte jeg et øjeblik på om ikke det var en flynder der gik der bag blinket. Langt ude kunne jeg se den... nøddebrun i solens lys og uhyggeligt bred over ryggen. Men det var en havørred - en havørred af enorme proportioner. Mellem 2 store sten vimser den kobberfarvede Bornholmerpil og lige bag, går den store fisk som, 10 meter foran mig, vælger at vende om i en usynlig bevægelse og nærmest uden nogen bevægelse i overfladen. Jeg ved ikke om jeg havde forventet bølgeskvulp eller andet, men lidt mere end bare en krusning burde en så stor havørred give. Jeg så den aldrig mere, men havde senere på dagen en halvt så stor fisk efter i 4 kg´s klassen. Den var helt lysegrå på ryggen...

Efterårstakter. Det er ikke alle det gælder, men fredningen kan ingen flytte på. Jeg må nøjes med en dejlig dag på kysten der er alt for kort og som afsluttes med en meget lille havørred og en lidt større steelhead.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar