fredag den 29. juni 2012

2012.06.29 Tååården

En ting er sikkert. Rent forsikringsmæssigt skal jeg selvfølgelig dækkes ind, men derudover skal jeg så meget have en bolig der ligger i den dybeste og grummeste tordenzone, næste gang der skal flyttes. Godt nok træls at bo i "free from thunder" zonen. Alt går udenom. Alt. På radar billeder fra alle vejrtjenester kan det se nok så vildt ud. Hu hej og skraldebang, men uha nej. Når det står for døren, så stopper det. Drejer af. Går uden om. Vender (arhh næsten) og andet.

Skete det sidst? Ja. Forrige gang? Ja... Hvor tit? Ja... eller jeg mener, næsten altid.
Også idag.

Uden kørekort (altså det lå derhjemme) begav jeg mig afsted med et fuldt ladet kamera og en fuldt ladet mobil. Jeg havde kun glemt at tanke bilen.

Så gnistrede det lidt og så fik jeg skudt 1026 billeder af. Og gemte 12. Sikke et uvejr. Jeg håber DMI en dag stopper med deres varsler, når det for alvor bliver vildt. Det her fis her... kan jeg altså ikke rigtig tage seriøst.

Jeg er ikke engang tør i tøjet endnu. Men tordenvejr? Det fik jeg ikke meget af.

onsdag den 20. juni 2012

2012.06.20 Juhuu... en sommerørred

Med det vand og de temperaturer var det kun et spørgsmål om tid. Meeen jeg må nok erkende at jeg endnu engang havde regnet med lidt mere. Sommeren viser sig jo fra sin allerbedste side i et temperaturmæssigt henseende, selvom vinden så får det hele til at være ligegyldigt. Men så igår aftes, var det dag 2 med fint vejr og den midlertidige stang kom igen med på kysten. Vinden var lige vel meget på og ved skoven stod der allerede en udvadet. Det havde jeg ikke regnet med, men måske stod han som jeg havde tænkt jeg ville, i læ. Ikke at vinden var så skarp, men når det er aftenfiskeri må det gerne være en lille smule hyggeligt. Syntes jeg. Jeg tog pynten. Den der ikke er i læ og den der er direkte uhyggelig at vade langs, når man savner lys fra oven. Jeg kunne gøre som min rev kammerat og lade min pandelampe stå tændt hele tiden, men jeg er fortalt at lyset skræmmer fiskene og tror på det. Desuden ville mit eget nattesyn blive ødelagt af en halogenlampe der konstant lyste et par cm. ovenfor synscentret. Jeg ville heller ikke gå glip af hverken stjerneskud eller følgere - eller for den sags skyld undvære at opdage at der pludselig stod en meget stor og meget meget sulten bjørn lige bag mig, inden det var for sent. Måske jeg også lige skulle lade lydene være lyde og fokusere lidt mere på fiskeriet. Men det trampede da godt nok lidt der, gjorde det ikke? Og hvad var det der hvislede i marken bag mig? Ligger der noget på lur? Måske er det en gruppe elitesoldater der er taget på natøvelse og ikke tænker over at jeg står der og fisker. Jeg har jo ikke min pandelampe tændt og de vil måske teste deres udstyr - på mig? Hmm... der skete ikke det vilde med det fiskeri, så tankerne kom omkring.

Uanset, så er jeg pivhamrende ligeglad når jeg går op gennem skoven eller gennem kornet på marken. Selv hvis en hare vælter forbi eller fasan pludselig skræmt, flyver op. Men når fiskene hugger... så kan jeg gå helt fra sans og samling. Specielt de der sommerørreder. Der skulle bare være nogle flere - nogle flere til at give mig dårlige nerver måske. Njarhh... mest så tror jeg at det chok de giver, er ligeså godt for kroppen som det kolde vand er for en vinterbader. De siger jo det er godt. Vinterbaderne. Og lystfiskerne.

Jeg havde det godt da den huggede. Ikke bange, bare godt. Men et chok fik jeg alligevel. Det er sådan en riffelskud nogle gange. Og så startede en dejlig dyst, som jeg dog var aldeles for overlegen i. Specielt fordi det var en lille ørred. Men så fik jeg da endelig en. Nu lukker vinden kysten igen. Men temperaturen er ikke steget. Ikke på kysten.

onsdag den 13. juni 2012

2012.06.13 Test af nyt

En af de få dage i april, hvor fiskene gik til hugget og jeg troede jeg havde det hele på plads, mistede jeg en temmelig god fisk på buldoflådet, som jeg netop havde skiftet til, efter en første time med alt for mange følgere og alt for få hug på blinket. Til formålet blev siden indhandlet en decideret buldostang, som ikke var for tung og ej heller for vild. SÅ store er fiskene heller ikke.

Min Edge model økseskaft-et-eller-andet blev derfor taget med på kysten og testet med Stella´en. Ville det gå? Kunne jeg lide denne stang, nu til spin, da Lesath´en var knækket? Njarhh... jeg er jo ikke ligefrem en tester af grej, ikke mindst fordi smag er så individuelt som det kan blive. Men jeg kan anbefale, derimod. Og min anbefaling er helt klart at overveje den Lesath AX til kysten. Den koster, men er pengene værd. Edge er også en fed stang, hvis du er til det lidt stivere. Selv blev jeg skuffet da Sandgrævlingen tordnede ud over vandet. Ikke alene over de 16 grader og det løsrevne tang. Ej heller over det grumsede vand, for hvorfor skulle jeg da have det samme drømmevand som jeg igår alt for tidligt måtte forlade ufrivilligt? Næææh... fordi Edge´n ikke er en Lesath. Den er stivere i toppen og føles slet ikke ligeså nem at fiske med. Alting kræver tilvænning, men alligevel var jeg ikke særligt tilfreds. Inden jeg dropper den helt, skal den dog testes noget mere. Ikke mindst på en dag, det rent faktisk går at fiske, for dagen idag var alligevel for oprørt i det våde element. Øv, hvor jeg var ærgerlig. Igen. Det rigtigt fede sommerfiskeri er så hurtigt slut hvis det bliver alt for varmt og trods en temmelig skuffende indledning på den første sommermåned for sol- og varmeelskerne, så er temperaturen ikke på vej ned ligefrem

tirsdag den 12. juni 2012

2012.06.12 Tudefjæs

Voksne mænd græder ikke, men hvem der end siger det og om det passer, ved jeg ikke. Jeg græd måske heller ikke sådan rigtigt, men taaaaak skal du have, hvor jeg blev lang i trynen da det sagde smæld... rigtigt højt.

Og så kunne jeg ligeså godt have tudet.

Givetvis er fiskestangen kun et dødt materiale og så kan den erstattes, men for mig er det stadig en personlig ting og man udvikler også en slags forhold til den. Sådan er det bare. Ihvertfald med mig.
Da jeg gik i vandet, kunne jeg straks mærke det kølige element gennem de åndbare. Dejlig fornemmelse her om sommeren, specielt fordi man lidt hurtigere kommer til at svede, når man går til og fra vandet. De 14 grader passede ikke bare mig, men også fiskene, for allerede efter et par kast havde jeg fisk der vendte bag blinket. Vinden lagde sig og solens stråler der for længst havde passeret horisonten, gjorde det sidste gavn. Nu begyndte jagten!

En stor stime smolt passerede mig. Herligt at de små poder må være så længe oppe og er så mange. Håber fa--me det betyder et væsentligt ryk op for kystfiskeriet i nær fremtid. Så havde jeg endnu en fisk bag blinket og fik samtidigt et godt hug og så var det at min aften tog et alvorligt dyk. Et ledt knæk... en ærgerlig vending.

Min højt værdsatte Lesath knækkede i et af de utallige kast. Det gav bare et kæmpe smæld og så stod jeg der og gloede. Jeg fattede det slet ikke. Stod vitterligt bare og gloede og tænkte... nej. Ikke nu. Ikke den her. Ikke idag. Ikke overhovedet.

Men desværre jo. Målløs og meget lang i skaftet begav jeg mig hjem. Sikke et tudefjæs.

tirsdag den 5. juni 2012

2012.06.05 Grundlovsrettigheden til at fiske

At man sådan en, vejrmæssigt set, snusfornuftig dag også har fri, er ikke så ringe endda. Det burde være sikret ved Grundloven, men så fik vi så meget andet. Jeg fejrede denne, den sidste rigtige fridag i dette halvår, med at tage tidligt fri fra ungerne og ikke bare spise fisk, næææh... tage ud og fiske til og med!

Jeg kunne nu godt have været på arbejde, for afrejsen blev skudt en halv time mere pga. godt vejr. Så lækkert som vejret var, var der ingen grund til at stor satse på hornfisk heller. Vel? På det tidspunkt vidste jeg ikke det fjerneste om at aftenen ikke ville byde på så meget som skyggen af et horn. Og jeg mener det helt alvorligt.

Det startede drøngodt. Ikke en bil på vejene (og ingen polis) og så afsted. Vandet var brunt sine steder, men ellers klart klart og mere klart. Hvad jeg storsvedende ikke vidste da jeg endelig havde fået tøjet på og trampet til pladsen og i vandet, var at vinden havde løsrevet en hulens masse af de her fehårsagtige alger der klæber til alt - ALT - og at de forstyrrede min line og jeg fra kast 1. Great... ind igen. Op. Til bilen. Klæde af. Nu med mere sved... kør. Hvor hen? Argh... jeg vil fiske. Ikke køre bil nu.

Så stoppede jeg alt for tæt på den anden plads, men så hurtigt vandets hemmeligheder under overfladen og måtte køre endnu mere. Længere væk fra solens farvel punkt for dagen derude vestpå. Pludselig var jeg landet et sted, hvor træerne voksede tæt på vejen og tæt på vandet. De skyggede fuldstændigt for solen og stemningen på stedet kunne - lige bortset fra manglen på mosekonebryg - såmænd godt have været lidt uhyggelig. Var det ikke for den lyshårede pige der joggede forbi mig, havde jeg nok aldrig turde stige ud af bilen, for at se om det gik at fiske. Nu beviste hun at det var "safe out there" og straks efter stod jeg i vandet og kunne kun vente på det næste der skulle ske. Kasper blev lokket med en sms. "9 gr., klart og bølger. Kanon forhold" Det blev straks besvaret med "Nu smælder de store på"... og det troede jeg på, uanset hvad Kasper havde skrevet.

MEN...

Der skete intet. Ikke et hug. Ikke en følger. Ikke skyggen af en reje, tangloppe, tobis, horn, torsk eller ørred. Det maksimale dyreliv var nattergalen i baggrunden der i særdeleshed gjorde den halv uhyggelige plads til et paradis, med sin fantastiske sang. Jeg manglede virkelig kun min bremse der kunne stemme i med et par lange hyl, men de eneste hyl den aften var fra politiet der for en kort bemærkning kom susende forbi på vejen bag mig.

Jeg var sgu selv ved at hyle, men det var ikke kun over manglen på fisk, men også kulden. 9 grader... og det er juni. Det er super forhold, så jeg håber vejret arter sig, så jeg når lidt fiskeri.