2012.06.05 Grundlovsrettigheden til at fiske

At man sådan en, vejrmæssigt set, snusfornuftig dag også har fri, er ikke så ringe endda. Det burde være sikret ved Grundloven, men så fik vi så meget andet. Jeg fejrede denne, den sidste rigtige fridag i dette halvår, med at tage tidligt fri fra ungerne og ikke bare spise fisk, næææh... tage ud og fiske til og med!

Jeg kunne nu godt have været på arbejde, for afrejsen blev skudt en halv time mere pga. godt vejr. Så lækkert som vejret var, var der ingen grund til at stor satse på hornfisk heller. Vel? På det tidspunkt vidste jeg ikke det fjerneste om at aftenen ikke ville byde på så meget som skyggen af et horn. Og jeg mener det helt alvorligt.

Det startede drøngodt. Ikke en bil på vejene (og ingen polis) og så afsted. Vandet var brunt sine steder, men ellers klart klart og mere klart. Hvad jeg storsvedende ikke vidste da jeg endelig havde fået tøjet på og trampet til pladsen og i vandet, var at vinden havde løsrevet en hulens masse af de her fehårsagtige alger der klæber til alt - ALT - og at de forstyrrede min line og jeg fra kast 1. Great... ind igen. Op. Til bilen. Klæde af. Nu med mere sved... kør. Hvor hen? Argh... jeg vil fiske. Ikke køre bil nu.

Så stoppede jeg alt for tæt på den anden plads, men så hurtigt vandets hemmeligheder under overfladen og måtte køre endnu mere. Længere væk fra solens farvel punkt for dagen derude vestpå. Pludselig var jeg landet et sted, hvor træerne voksede tæt på vejen og tæt på vandet. De skyggede fuldstændigt for solen og stemningen på stedet kunne - lige bortset fra manglen på mosekonebryg - såmænd godt have været lidt uhyggelig. Var det ikke for den lyshårede pige der joggede forbi mig, havde jeg nok aldrig turde stige ud af bilen, for at se om det gik at fiske. Nu beviste hun at det var "safe out there" og straks efter stod jeg i vandet og kunne kun vente på det næste der skulle ske. Kasper blev lokket med en sms. "9 gr., klart og bølger. Kanon forhold" Det blev straks besvaret med "Nu smælder de store på"... og det troede jeg på, uanset hvad Kasper havde skrevet.

MEN...

Der skete intet. Ikke et hug. Ikke en følger. Ikke skyggen af en reje, tangloppe, tobis, horn, torsk eller ørred. Det maksimale dyreliv var nattergalen i baggrunden der i særdeleshed gjorde den halv uhyggelige plads til et paradis, med sin fantastiske sang. Jeg manglede virkelig kun min bremse der kunne stemme i med et par lange hyl, men de eneste hyl den aften var fra politiet der for en kort bemærkning kom susende forbi på vejen bag mig.

Jeg var sgu selv ved at hyle, men det var ikke kun over manglen på fisk, men også kulden. 9 grader... og det er juni. Det er super forhold, så jeg håber vejret arter sig, så jeg når lidt fiskeri.