lørdag den 29. september 2012

2012.09.29 Wuiii

Dejligt vejr, fritid og så en tur ud. Det bliver en kort historie;

Meget løst tang som ikke gik at rode eller kigge i og enkelte mindre områder med muslinger og gammelt træ, som havde samlet sig på de næsten usynlige odder der gemmer sig under vandet. Det er så lidt der skal til for at ravet ligger og gemmer sig her og jeg tror jeg har fundet en lille løsning på at finde mere, ved at lede netop der.

Men der var bare ikke noget, trods lækre forudsætninger. Og så pludselig, på vejen tilbage i den samme sorte muslingesuppe. Bang... så blev det hvirvlet op og for en kort bemærkning, var solen fremme og lod sine stråler lyse ravet op. Ikke at jeg ikke ville have set det, hvis ikke solen havde været der - men det der første glimt i lyset. Lækkert.

35 gram smukt nordisk guld.

søndag den 23. september 2012

2012.09.23 Det rav´er mig faktisk

Selvom det godt kan virke som om jeg er ligeglad eller har glemt det hele, så er det ikke tilfældet. Jag bryr mig. Det rav´er mig faktisk - forstå dén ret. Men hele sommeren er gået med alt muligt, som i bakspejlet vel ikke har været anderledes end andre somre og så syntes jeg måske ikke at vejret har været helt på min side heller. Det var først mod slutningen af sæsonen at fiskeriet fik et opsving og jeg hørte flere gode rapporter fra Österlen. Min elskede Sydkyst var der tavshed omkring.

Så jeg fiskede faktisk af, allerede i juni. Dét havde jeg ikke regnet med og sæsonen overgår derfor til den dårligste, allerede inden året er omme. Den ventende tur til Møn senere i år og en enkelt svipser til Stevns, regner jeg ikke med overgår til historien som årets tur, men nu skal "ja-hatten" ikke ligge på hylden. Jeg tror på det!

Nu gælder sæsonen for rav i de hjemlige tragter og efter nogle dage med pæne vinde, tænkte jeg at lægge ungernes hujen rundt, bag mig og komme til kysten i en vis fart. Ikke som den første, på en dejlig søndag. Men det er heller ikke alle der går med vandkikkert, waders og net. Ikke at jeg har vundet de store klumper på den konto - endnu - men man ved aldrig. Når Måkläppen åbner til november, er jeg klar. Det ligger jo som regel bare og venter på at tages op. Så håber jeg bare at der ikke er snydt inden. Det er så ærgerligt at vente og så få at vide at der er nogen der har brudt reglerne og er gået afsted en uge inden åbningen. Som i fjor og alle de andre år..

Nå, jeg var på camping og gik min sædvanlige runde. Det blev ikke til det store, desværre. Vandet stod også alt for højt, men det var dejligt at være ude.