2009.04.06 Grævling og tobiser

Dagen var udset til en tur til Danmark eller egentlig blev det lavet om til en retur til Blekinge, men ingen af delene blev til noget. Luften er gået lidt af ballonen og så er det påske, hvilket indebærer en anseelig mængde fiskere på kysten - ihvertfald hernede. Det var så ikke lige hvad Kasper kunne berette. Ihvertfald ikke i den første samtale, hvorimod antallet fiskere betragteligt var steget efter den anden samtale. Sikkert, havde heller ikke de fanget noget af betydning hvorend de havde været inden - jeg mener, hvad skifter man ellers plads for? Jeg skifter ikke plads, hvis jeg har fiskene hos mig. På den anden side, hvem har egentlig fiskene? Hvem har fisk på sig?

Nå, men den der retur til Blekinge havde måske ikke været så sølle endda. En sms fra en bekendt i de tidlige morgentimer (altså omkring kl. 10...) bekendtgjorde fangsten af en 4,5 kg´s fisk. Med søvnen i øjnene satte jeg mig med min kaffe og redegjorde for gårddagens fiskeri på siden. Skulle jeg have sparet det sidste opkald til Janne og Kasper og have mødtes med dem på udvalgte strategiske steder for at "samåka" til Blekinge? Vinden udenfor eller rettere, manglen på samme, fik mig i bedre humør. Nej, fisken fra Blekinge var sandsynligvis nok bare en enlig svale. En fisk som ligeså vel kunne komme op her som i Danmark på sådan en smuk forårsdag.

Vandet lå helt fladt hen. Helt fladt! For sjov skulle jeg lige måle temperaturen under land og til min glæde viste det 9 grader. Dæleme noget af et spring på få dage og hen over bunden væltede det rundt med dyr af diverse karater. De fleste vandlevende - hermed udelader jeg ikke at der fandtes andet i vandet som ikke hørte hjemme her! Bl.a en grævling som jeg blev noget så forbandet bange for, da jeg opdagede den alt for tæt på. Nu er det sådan med grævlinger at de ikke lever i vand, men har du nogensinde set en "komme imod dig"?

På listefødder sneg jeg mig ud over kanten af blæretang. Lavt vand afslørede hver en busk og hver en sten, på vejen mod det dybe. Det stille og utroligt klare vand til trods - fisken måtte være hjemme og med en perfekt sol ind fra siden og det levende vand var det bare at vente, som jeg nu engang er så dygtig til.. (I stil med andre med samme hobby) Den totale mangel på liv længere ude fremkaldte en panderynken. Jo, vandet var stille... jo, det var godt nok klart... nøøjjjj vandet var faktisk også varmt herude - hele 8 grader... jo, det kunne give fisk... Nej, det gjorde det ikke.

Tankestreger... for et par år siden på samme plads med samme forhold:

"Tobisen er netop vågnet og dagen har givet et par mindre blanke samt nogle sortfisk. Hen under aften står Lotti og jeg fiskende på revet mens solen gør som den plejer. Den sidste halve time viser fisk under land, men det er først da tobisstimen jages op i overfladen at vi er klar over at der virkelig er en jagt igang. Lyden glemmer jeg aldrig. Tobiser der flygter fra jagende havørred lyder i skrift nogenlunde sådan her; Plop plop plop plop plop plop - der er mange flere "plops" for der var mange flere tobiser. Den er svær at forklare, men jeg kan forestille mig at en dartpil der kastes mod vandet, lyder som en tobis der dykker efter at have taget en flyvetur fra den jagtende fjende i dybet. Det er vildt at se på og da kastet lægges i retning mod tobiserne kommer et voldsomt hug der flexer stangen i bund. Fisken vender og knaser i øjerne på stangen inden stangen rettes op og en bøjet krog kommer op."

Det er 4-5 år siden og nu her, mens jeg levende genkalder det lækre (og ærgelige) minde "plopper" tobiserne ikke som jeg havde håbet. Alligevel hugger det, selvom hugget nok ikke kan kaldes specielt hårdt. En sortfisk har, i samme stil som fiskene igår, suttet blinket PÅ sig - ikke I sig, for så var den sgu ikke røget af, og jeg kan fighte en halvdød fisk i et par sekunder inden den genudsætter sig selv.
Det er en smuk aften og da revkammeraterne forsvinder kommer den totale ro op i mig. Pyt med fisk, pyt med fulton, pyt med trofæer (som om jeg havde nogen) pyt med det hele. Det er mig, det er vandet, det er solnedgangen. Behøver jeg mere? Nå jo, det skulle da lige være et par fingervanter og min hue, for det er ikke specielt varmt her 10 minutter i solnedgang. Kast efter kast lægges mod Tyskland, Danmark og Polen (det hedder vifteform) men der sker ikke det fjerneste. Da jeg kaster mod Polen, ser jeg en stor hvirvel i overfladen efter mit seneste kast mod Tyskland. Hvad fa´en... jeg har haft fisk efter og det ser jeg først nu? Hvorfor huggede ikke den? Mange kast senere er jeg klar over at det var en enlig svale. Jeg aner ikke hvor den blev af, men den kom fra Tyskland og stående hvor jeg står, er kast mod Tyskland og Danmark altid gode. Specielt når der er tobiser...

Mine fingre ligner tobiser. Jeg må hellere gå op til grævlingen og sige tak for i aften.