onsdag den 17. april 2013

2013.04.17 Endelig - næsten

Det kunne ikke blive ved. Det kunne absolut ikke blive ved, men hvorfra skulle de komme? Jeg var her og der og mange vegne på Sydkysten og fiskene var der ikke. Det var så enkle facts. Idag målte jeg 7 grader på den første plads. Ikke engang temperaturen fejlede mere. 7 grader, smaragd grønt med svæv og høj sol. Det stank langt væk af havørred. Sindsygt meget endda og der skete bare intet. Det var dødt og forblev dødt, uanset om jeg kastede langs kysten, lige ud eller for den sags skyld bag mig, om end det først var til sidst jeg i desperation var vadet langt ud. Det behøver man nemlig ikke. Sådan set aldrig, på de fleste pladser. Der er mange fisk under land og når turisterne ikke har været over revene flere gange, kan man endda se dem. Altså fiskene.
Bare ikke lige nu.
Hvilket er sært.

Jeg forlod badevandet, der burde have huset en masse havørreder. Til højre blandet sand og blæretang og dybde ude foran. I midten store sten og til venstre, langsomt skrånende og med sten og blæretang. Perfekte, idelle forhold. Jeg fatter simpelthen ikke hvor de fisk er.
Da jeg ankom til den nye plads, mødte jeg tyskerne fra igår. Hvis jeg nævnte dem, egentlig? De havde intet fanget, så jeg tillod mig at fiske ved siden af dem og så gik det som før. Ingenting. Vandet var klart og 6 grader. Vinden frisk fra SV og ... tja... tjo... men der var ingen fisk. Jeg prøvede den anden side af revet og kom virkelig langt ud, da lavvandet gav mig muligheden. Fedt at bare jokke afsted, over steder man normalt kaster over - og til. Men vandet var tomt for fisk eller følgere.

Jeg endte med - aj, det er sgu pinligt det her - at køre til den der burgerbutik igen, fordi jeg ville have mad NU og ikke om lidt. Jeg ville ikke spilde tid på andet og sådan blev det. Men det er pinligt... indrømmet.
Så stod jeg der og gloede til verdens ende og tænkte. Hvis ikke de var der jeg var, så er de her... og hvis ikke her, så findes de ikke. Så enkelt var det.


video
Turen ud, hvor andre sjældent kommer, var en fornøjelse. Alene, med let grums i vandet og høj sol. For fanden altså... jeg burde have fightet 4 på vejen ud. Jeg havde fiske-morgana. Her og der, så jeg fisk efter i det grønlige vand. Alle bølger blev til følgere og alle bølgeslag over sten, var en hvirvel, men jeg vidste godt jeg bildte mig ind. Jeg var vel egentlig klar til en form for indlæggelse, da det skete. Mindst 2 meter bag blinket kom pludselig en vældig havørred stille og roligt. For helvede den var stor og nøøøj hvor den havde god tid. Da vådt blink, var blevet til tørt blink, stod jeg længe og ventede på hvirvlerne i overfladen, for at være sikker på at jeg havde set rigtigt. Det havde jeg.

Alting ændredes derefter. Jeg havde fået fiskesyn. Tænding. Opmærksomheden var tilbage. Feberen rullede i kroppen og foråret væltede gennem fiskejakken og ind under huden, hvor jeg vel ikke ligefrem isnede, men ihvertfald fik en form for rystelse i kroppen. Jeg kunne vel nærmeste skrive for de grå sider, men forstå mig nu ret: Jeg så en fisk! Årets første. Kastene tog til og så fortsatte dagen som den var startet. Da blæretangen var ved at få grobund på mine støvler, gik jeg ind. Og så havde jeg fisk efter igen. Den gik ikke bag blinket, som var det en 2 meter lang tobis, men tæt på og hug villig. Den huggede - villigt - og forsvandt. Så stod jeg igen og fiskede og ventede og tænkte at jeg nu hellere måtte pause lidt. Blinkskifte og pause på 5 min. og ud igen.
Kobber sømmet blev taget med det samme, men fisken huggede vel forsigtigt, for den forsvandt omgående. Videre ud på revet og så havde jeg en følger til. Så et hug og så gik jeg op igen for at returnere med kasteflåddet.

Endelig! Fast fisk og slap line... sikke et modhug... eller... sikke en overraskelse... fisken var væk, inden jeg nåede noget som helst. Hold nu op manner. Det behøvede jeg ikke. Men nu var troen der og jeg fortsatte videre, men måtte et hug senere erfare at fisken der sad på, måske var en heldig fætter i mere end een forstand. På vej til land, fulgte en havørred ind og slog til kasteflåddet. Da jeg så det, gik jeg op og byttede til blink igen og så sluttede dagen ligeså stille som vinden lagde sig helt. Jeg mener HELT... klart vand og ingen vind. Og ingen fisk igen. Men jeg fangede da lidt farve idag. Det var meget rart...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar