mandag den 21. oktober 2013

2013.10.21 Smukke Stevns i nyt look

Som vi mennesker, har også naturen brug for fornyelse. Ikke bare træer og buske, der under årstidernes skiften ændrer udseende, men også de mere faste ting. Stevns gør det ved at smide sten af sig og få fornyet facaden. Det er sundt ikke at stå derunder når det sker. De sekunder... millisekunder, i livet hvor et skred sker er ikke meget, men sker det, er det ihvertfald slut. Og uanset, så er tanken der altid når man går under de til tider høje og ud-af-lænende kanter. Siden sidst jeg var her, var der gået et par sekunder. Det er lidt uhyggeligt, lige indtil man husker hvorfor man tog herned og vender ansigtet den rigtige vej. Så glemmer man alt bag sig.

Men først... tiden der er gået. Der er sket lidt ændringer i livet og siden sidst har jeg faktisk fisket mere, end skrevet står. Det blev nemlig til en temmelig interessant afslutning på sæsonen. Der var mange fisk og de var ikke uden vilje til at hugge, selvom man som kystfisker vel aldrig rigtig er helt tilfreds. Jeg var på flere ture og fik en fin række fisk, som alle blev genudsat. De største vejede op til omkring 2,5 kg. og så oplevede jeg lidt større fisk følge efter, men ingen kæmper i år.

Det var en godkendt afslutning, som også andre kan skrive under på. Visse endda med fortællinger om ikke kun store fisk, men også ufattelige mængder med fisk nogle steder. Det lover godt for den nye sæson og kunne i øvrigt være interessant at følge resten af året... hvis man ellers måtte.

Nå, dagens fiskeri. Ajes og jeg ankom lidt hen af morgenen (!) og vandet så i modsætning til hvad vi troede, kanonlækkert ud. Morgenens kraftige regnvejr, gjorde luften dejligt frisk og endda også lidt kølig i vinden som var godt opfriskende, men i læ for vinden, var det en mega dejlig oktober dag. Med drivende skyer. Hvide toppe på bølgerne. Gang i mængder af tanglopper og hundestejler. Det måtte give fisk!

Men det gjorde det ikke. Vi fiskede koncentreret og skiftede blink flere gange i håbet om at det kunne give fisk. Et hug kunne de sgu da byde på, men nej... Ikke engang en følger og det var med stor undren og en meget lang højre arm, at jeg måtte forlade vandet hen på eftermiddagen.
Højrearmen skal lige forklares med at jeg fandt en utroligt flot flintesten, som var født af et nyligt skred og den måtte jeg altså have med hjem. Men 10,9 kg. i flint, samt rygsæk og fiskestang, på ikke-asfalteret "sti" - nu også krydret med lidt ler og derfor utroligt glat - gjorde turen op, ret så lang. Og hård. Det kunne nu godt have været 10,9 kg. i havørred... men det må blive en anden dag, hvor vandet måske ikke indbyder så meget som idag?

Ellers ved jeg ikke hvad der skal til.

Lidt held måske?