lørdag den 25. april 2015

2015.04.25 Lidt smæk på Sydkysten

Idag fik jeg smæk af Javier. Vi var taget til vores fælles favorit for kajakkerne, hvor det er muligt at fiske pladsen fra stort set alle sider - uden forstyrrende medfiskere land og trods pladsens mange små fisk, kommer der også lidt større forbi. Men nu havde vi også ventet længe nok på de store, syntes jeg... så jeg startede med at nappe en gudeskøn blankfisk på lidt over 2 kg. Fantastisk fight og op til genudsætning, da jeg faktisk har taget min andel fisk i år og nu kun går efter den virkelig tykke eller virkelig store.

Javier overhalede mig med at komme op på 3 fisk på et par kast. Den der wobler dér, mat og lille, den fungerer altså bare og jeg blev lidt "irriteret" over at jeg kom bagud. Den der lille flig af konkurrence man altid har kørende, som du nok kender :-)

Jeg fik udlignet, men blev i samme moment træt af at se på småfisk. De store... hvor er de store. Kasper sendte mig en sms med info om en tyksak fra Skåne på den rigtige side af 5 kg. Ja de findes jo! Dem vil jeg have!

Sælen dykkede rundt i et strømskel længere ude og det samme gjorde fuglene. Jeg bestemte mig hurtigt. Ud og dørge - ud og kaste. Der gik tid med at sidde på det dybe og at sidde derude, er muligvis frit og rigtigt fedt - men der er ingen sten at kaste til, ingen grunde eller ekstra dybe områder og ingen større områder med grøn eller brun beplantning, så du kaster lidt ud i det tomme intet og den slags er svært at tro på i længere tid af gangen, når kun sæler og fugle får noget at spise.

Jeg fik 2 fingre af Javier da jeg kom tilbage og jeg tænkte at jeg hellere måtte prøve at komme op i antal, men fiskeriet døde mere eller mindre helt og alt jeg oplevede følgende, var først at en fisker kom ned og gik ud på revet jeg fiskede på og begyndte at kaste over det samme område som jeg. Klovn! Hele revet var frit på begge sider, så hvorfor

Da han gik havde jeg til sidst en ret pæn følger som huggede 2 gange på vejen ind. Den var kun efter den ene gang og Javier og jeg bestemte os siden for at tage hjem. Javier kunne også kun være tilfreds med dagens antal...

tirsdag den 21. april 2015

2015.04.21 En kort aftentur

Rygtefiskeriet nåede mig på 30 minutter, fra først den ene side og dernæst en anden. Masser af fisk og beslutningen var hurtig. Jeg ringede til Javier og straks jeg var hjemme, tog jeg afsted igen - nu med kysthabitten på.

Sikke en aften! Det skete ikke det store, selvom det burde ende i en masse "plop". Men der kom ingen plop, ingen 4 kg´s som jeg ville have spillet en del penge på at der gjorde og der kom ikke engang fisk i det antal, de andre havde oplevet.

Men lad det være sagt med det samme. Det var en smuk aften. En dejlig aften og en super hyggelig aften i godt selskab. I dag taler billederne. Jeg er træt!

søndag den 19. april 2015

2015.04.19 En nultur med hornmusik... føj da...

Året har indtil videre, været ganske fortrinligt og forventningen til idag var da også at det ville spille igen, trods gårddagens mistænksomme fisk. Men hvad fiskene var igår, var intet mod idag da vi endelig fandt dem.
Tak Javier :-)
Vi startede på vestkysten, fordi der var rapporter om sild, tobis og masser af rejer. Ved ankomst så det også mere end fortrinligt ud, med let uklart vand og frisk vind. Faktisk rigtigt fede forhold! Så fede at jeg efter et par kast kunne fortælle Javier at jeg havde haft en fisk på omkring 80 cm. med inde og vende ved kajakken. Han gjorde store øjne og det måtte jeg også fortælle ham at den havde. Til gengæld var den meget tynd og det faktum at de forbandede horn var kommet, gjorde dagen lidt mere ærgerlig end den endte. En nultur er også en god tur, siger min bekendte Ole Rådhede og han har så evigt ret, men det er svært at være helt glad, når hornene er kommet. Forårsfiskeriet tager en drejning, man lige skal omstille sig til og det er aldrig helt det samme, selvom der er masser af havørreder at fange mellem kanylerne.

Hvorom alting er... de første hugger aldrig og dagen kunne sagtens ende med et par brag af nogle sildeædere, men dem så vi aldrig til. Jeg tog en tur på mindst 6 km. hvor jeg dørgede med 2 stænger og havde størst arbejde med ålegræs og tjek på vanddybden fra ekkolodet. Ikke skyggen af havørred, så vi besluttede at tage de sidste timer på Sydkysten.

Langt hjem
Det var først da jeg kom ud over sandet, det gik op for mig at vinden stadig lå i SV hernede og endnu også var ret så frisk. Bølgerne skyllede flere gange over kajakkens front og jeg tænkte at Javier havde ret. Hans kajak skærer i bølgerne - min dunser rundt og det var ikke helt trygt, hvorfor jeg med det samme opgav at ligge ude på det dybe for at dørge og kaste og istedet tog en kystnær tur, hvor en fisker på land 2 gange viste at der var fisk. Men det han viste, lokkede ikke det store - desuden opførte han sig også lidt underligt når han fik dem:

Forklar mig lige hvorfor man - når man får en fisk - netter dem og vader direkte ind og op til bilen, smider fisken i en pose og går ud igen? De 2 han fik så ikke store ud og da der kom en anden fisker, pakkede han skyndsomt sammen og kørte. Det lugtede af dårlig samvittighed, men jeg kunne kun sidde med mine mistanker og besluttede at afsøge revet hvor han havde stået. Og den mistænkelige fisker havde ret. Der var fisk. Rigtige fisk med pletter. De fulgte efter og huggede særdeles forsigtigt og jeg byttede blink 3 gange af 3 mulige fra boksen, men lige lidt hjalp det. Irriterende, men sådan er det jo også engang imellem og dagen endte med en nullert, som jeg absolut ikke havde regnet med. Javier reddede sin ære, da han til sidst lykkedes at lokke en af de små til hug.

En nultur, som var en god tur, men som alligevel var lidt øv, nu de der næb er kommet...

lørdag den 18. april 2015

2015.04.18 Ikke en sky - og alligevel sky

Det var næsten for nemt det der fiskeri! Et par ture eller flere med en masse fangster og så idag, hvor fiskene egentlig opførte sig som man er vant til, nemlig rigtigt sky - og alligevel på plads.

Det startede med et par hug og følgere og ellers intet. Javier gik nær land i kajakken, for det var dem vi var med idag igen og tog i en lille bugt 3 flotte blanke. Proklamerede at den ene tilmed havde frisk tobis i svælget og så var sagen vel bøf? Tobis imitationer, som vi i forvejen fiskede med og vejen var lagt for både 10 + i antal fisk og vel også en 3 + i vægt... men sådan gik det slet ikke.

Fiskene fulgte efter, huggede hidsigt, men alligevel mistænksomt og det gjorde de mange gange. NV vinden er ikke et nyt fænomen og vi burde have fanget en masse, men dagen endte på et fælles favorit rev hvor vi lykkedes med lidt af de blanke, men intet der sammenlignet med tidligere ture, kunne hænges på juletræet - som de siger herovre. Sky fisk på skyfri dag. Godt der findes solcreme og mulighed for at sidde i skygge for solen på en ka-båd...

fredag den 10. april 2015

2015.04.10 En kort tur i kajakken

Jeg bestemte mig for en kort tur i kajakken, simpelthen fordi det trak alt for meget. Jeg er også blevet god til at pakke og gøre det hurtigt, så det jeg troede var besvær, går rimeligt i forhold til udbyttet.

Udbyttet blev idag 4 blanke havørreder i ellers umulige forhold. Havde jeg stået på kysten, tror jeg faktisk ikke jeg havde fanget noget, selvom det er umuligt at spå om.

Linus var der også
Hvorom alting er. Turen var ikke heller indstillet på kajakfiskeri, men nærmere udforskning. Det umulige vejr, som også kaldes discovejr, var nemlig perfekt til en udforskning af min favorit plads. Hvor er gemmestederne, hullerne og de store sten og sandpletter? Helt igennem superklart vand og ingen vind, gjorde det muligt selv på 4 meter vand, tydeligt at skelne det hele fra hinanden. Så dagen blev en perfekt udforsker dag - og så endda med 4 fisk i hatten!

Allerede det første kast, afslørede en pæn følger. Den huggede 2 gange og vendte foran mig. Den virkede mørk, da hidsigheden fra en blank ikke rigtigt var der. Kastene efter afslørede intet mere og kajakken gled nærmere det lille frække hjørne, som gennem årene har givet mig mange fisk. Således også idag, hvor jeg krogede en blank på målet helt inde ved stenene.

I timen derefter oplevede jeg 2 gange hvordan en stime blanke fisk jagtede tobiser helt oppe i overfladen. Den ene gang ikke mere end 10 meter fra kajakken, hvilket resulterede i de 3 andre fisk jeg tog. Fed oplevelse!

Min udforsker dag på et timer var givet godt ud. Jeg fik set det jeg ville og sluttede af med at tage en tur lige ud fra kysten på dybt vand, kun for at se mere. Lidt uhyggeligt at sidde alene derude, på en måde - og s
pændende.

onsdag den 8. april 2015

2015.04.08 En irriterende dag - med en tyk afslutning

Da jeg sad på jobbet tirsdag og tænkte at en tur til i kajakken absolut ikke ville være skadeligt, så vidste jeg ikke da, at jeg tog fejl. For det ér skadeligt! Det er vanedannende af helvede til og jeg er blevet vanvittigt forelsket i at sidde derude alene og kunne fiske hvor jeg vil, næsten når jeg vil.

Og idag var i særdeleshed ingen undtagelse. Det er onsdag. Jeg tog fri, fordi jobbet tillod det og mit narkotikum havde gode betingelser på søen... også selvom jeg havde 11 konkurrenter inde på land, da uret viste et eller andet efter 15... er du gal mand!

Javier var med igen idag og det er jeg glad for. Det er nu en gang bedre at være 2 og vi forstyrrer ikke hinandens fiskeri, bortset fra når Javier får fisk og jeg ikke gør - og idag, var sådan en dag. Sådan en skide irriterende dag hvor en del ikke stemte og ikke ville som jeg og Javier derfor tog forspringet og holdt det, den skide... den.... øhh.... den gode fiskekammerat han er blevet. (Det var ikke en ventet slutning på den sætning, hvad?)

Vi startede på en yngling, men oplevede intet andet end følgere og så var der lige at jeg gik efter de store på det dybe og Javier kranede de første 2, 3 eller 4 stykker på det lave. Argh... men når man er 2 mand, er det nemt at skifte plads med fælles hjælp og jeg havde ingen problemer med forslaget: Ny plads. Hvilket også var ensbetydende med at jeg kunne indhente det der kedelige forspring af Javiers, som alle de andre dage... men sådan gik det ikke idag. Javier ringede pludselig fra den nye plads og fortalte at han havde fået 5 i et hjørne. Selv sad jeg og undrede hvordan filen alle de fisk den ene dag kan hugge så man bliver helt træt i armen og dagen efter, være nærmest ligeglade? Hvorom alting er, jeg fik et par stykker - Javier fik en del og så var det at jeg blev lidt fornærmet over fiskeriet og derfor lod Javier, samt de 11 fiskere på stranden være og drog ud på det dybe igen. Hvor de store bor!
Og fileme!! Idag boede der en af de lidt bedre herude og den behagede at hugge lige foran de 11 inde på stranden og bød siden på en fantastisk fight. Er du gal en stærk fisk. Først huggede den blødt og mine tanker var på endnu en af de små, siden kom det rigtige hug. Udløb afløstes af 3 store hop og så svømmede den mod mig med fuld fart, hvilket jeg absolut ikke syntes om. Lige som jeg troede den var væk, dukkede den op på højre side af kajakken, for siden af svømme under til venstre i et super udløb og stangen krummet helt sammen ned under vandoverfladen. For hulen hvor den var stærk og jeg var helt oppe at køre!

Efter 2 forgæves landingsforsøg, fik jeg endelig hånden om halen og kunne trække en smældfed havørred op mellem benene. Jeg skal vist lige huske noget at "dunke" fisk med til fremtiden... idag blev det klør 5 og det var ikke nemt!

Havørreden vejede 3,6 kg og havde en fulton på 1,44 I maven lå der 3 sild. Den ene var 21 cm. (uden halefinne, der var fordøjet)

søndag den 5. april 2015

2015.04.05 Er sydkysten vågnet?

Det er fantastisk. Helt igennem super fedt, for at bruge et par store ord, men jeg er virkelig tilfreds med fiskeriet, kajakken og nu også Sydkysten... som idag leverede 12 fisk. Og ovenpå de 11 igår, må jeg dermed konstatere at påsken har været tilfredstillende!

Egentlig skulle jeg ikke fiske fra kajak idag, men lysten blev for stor efter at Javier også meddelte at det var hvad der gjaldt idag, når han var færdig med påskefrokosten. Samtidigt, var det for mig også en chance for at se om det kunne betale sig med korte ture, som ikke krævede større planlægning og rev en masse timer af skemaet både før og efter fiskeriet - for det med at pakke til en kajak tur er ikke bare at sætte en 33 kilo tung kajak på taget. Der skal også sættes holdere på tagrælingen, spændes bånd, pakkes tørdragt, håndklæde, anker, redningsvest, kamera, ekkolod, diverse fiskegrejer, pagaj, pedaler og alt det andet tilbehør til kajakken med videre...

Og når jeg er hjemme igen, skal hele menageriet givetvis pakkes sammen igen og noget også vaskes rent for saltvand og siden tørres eller smøres. Naturligvis! Det skal derfor ikke være alt for besværligt at tage en "lille tur" så da jeg havde pakket klart ved 15 tiden og lå i vandet ved 16 tiden, syntes jeg det var en rimelig tid alt i alt. Fremfor mig havde jeg 2 til 4 timers fiskeri afhængigt af hvordan det gik og det var som sagt rimeligt syntes jeg.

Javier ankom og da han gled forbi mig, havde jeg lige haft en flot følger på 2-3 kg. Inden da havde jeg landet en flot tyksak under målet. Den var nok strøget ind på en fulton hit liste et sted, hvis den havde haft længden, for den var smældfed. Sammen fiskede vi et par timer med lidt blandede fangster. Javier tog et par stykker på den sikre plads, vi også når fra land og jeg byttede blink et par gange fordi de kun huggede hos mig, uden at bide igennem.

Da vi valgte at holde en lille pause tættere på land, vendte lykken. På kort tid fangede Javier og jeg en del havørreder og vi landede 20 fisk på de par timer vi var der. Mange mindre havørreder, men også et par stykker over målet og nu også lidt nedgængere i mellem!

En helt igennem fed dag i Hobie Outback´en igen!

lørdag den 4. april 2015

2015.04.04 På vandet igen

Påskevejret viser sig fra en utrolig flot side og det er kun vinden der kunne ønskes bedre, idet den ligger på fra nordlige retninger, hvilket gør Sydkysten svær. Men så kommer fordelen; Kajak! Og oveni den, fiskeri i påsken, hvilket jeg ikke husker hvornår jeg sidst bedrev i fuld udstrækning.

Så da kajakken blev sat i vandet var det atter engang med et stort smil på læberne. Jeg kunne fiske i påsken og min eneste konkurrent var ham i den gule kajak som lå derude - Javier. Han var oppe på 7 fisk, da jeg endelig ankom og inde fra kysten traskede Henrik rundt med en kanonflot blankfisk på 2,5 kg. Det var en dejlig start på dagen for dem og udfordringen ventede, for jeg skulle da også have så mange fisk - syntes jeg.

En let vind fra nordlig retning gjorde overfalden rimelig stabil og det var kun de tunge byger som drev over os, der friskede vinden op og dermed bølgerne. Ingen større problemer, men jeg er endnu ikke vildt glad for alt for frisk sø, efter min tur i vandet på den første tur.

Så fik Javier fisk på og jeg var knapt kommet ud til ham. Der var tydeligt gang i dem, men jeg skal ofte lige fiske mig ind på en plads og der gik lidt tid inden jeg lykkedes med en fisk. Javier og jeg padlede/trampede os rundt i området og fik set pladsen fra diverse dybder. Imponerende så meget sand der var, i betragtning af at der også ofte er fisk. Ikke at de 2 ting ikke hænger sammen, men jeg er mest til sand og bevoksning - med mest bevoksning. Her var det i den grad omvendt!

Nuvel... dagen gik og Javier tog en energi-opsamlings-pause. Imens kom en lille stime forbi og jeg behagede at tage 5 fisk på et øjeblik. Desværre var alle for små - men Henriks flotte blankfisk, viste jo at der også gik rigtige størrelser derude, så vi fiskede videre.

Efter en lang sejltur, måtte Javier trods energi opsamlingen opgive fiskeriet. Han havde så også været på vandet siden kl. 9 og havde dermed fisket en del flere timer end jeg. Jeg overvejede lidt om jeg ville fortsætte alene, men tog chancen og lagde mig rimelig tæt på land, hvilket gjorde det lidt mere trygt. Med tiden skal jeg nok blive voksen nok til at klare lidt mere alene, men lige her i starten... er der meget at vænne sig til.

Fiskeriet, der ellers havde været dødt længe, tog til igen og jeg endte dagen med 11 af de blanke. Det der kajak fiskeri er godt nok spas!