Maj har været kold, siger de kloge. Jeg syntes den har været lækker. Jeg gider ikke varmen og desuden gavner det fiskeriet, hvilket de sidste par ugers fangster har vidnet om, til dem der har været ude altså.
Og fiskene er der. Ikke engang nattetid, men allerede tidligt på aftenen, hvilket jeg ikke mindes at have hørt om og oplevet så ofte i juni. Men de skal ikke holde sig tilbage, de kære ørreder...
Og det gjorde de så heller ikke hos Kasper...
Jeg tog fra vandet, lettere stædig i benene, ovenpå en afvasker af en 1-4 nederlag til fluefiskeren. Tænk hvis nu de alligevel huggede fremme ved midnat? Men kampen var alligevel tabt, nu ham fluefiskeren var gået og jeg derfor kun konkurrerede med mig selv og min stolthed.
Først havde fluestangen stået spændt på Kaspers side af revet. Et horn. Ok... så var den spændt igen. Længe!
Jeg var gået til den modsatte side af det lange rev. Her havde jeg et hug og ellers kun svaner at underholdes af. Fluestangen var stadig spændt og irriterende som jeg var, ringede jeg til Kasper for at høre hvad han havde gang i. Svaret var kort at det var en virkelig flot fisk og der var flere derude.Jeg valgte derfor at sutte på hans bolche og traskede derned. Aj, det lød lidt klamt, men der var plads til 2 på revet... det var dét jeg mente.
Første kast = Smask! En god fight senere kunne jeg genudsætte en virkelig flot og trind havørred på knap 60 cm. Orh ja... der må være mange her! Kasper ytrede noget med 65 cm og genudsat oven på den første der også havde været 60 +
Damn!
Og så gik vi ind i kampens stille fase. Altså for mig.
Kasper tog nemlig 2 til og jeg mærkede efter den første fisk, intet som helst. Overhovedet.
Er du gal hvor er det mærkeligt nogle gange.
Imorgen har jeg nogle endnu mindre gennemløbere med.
Hmm..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar