Da jeg bakkede baglæns tilbage i bakgearet ud af indkørslen, var solskærmen nede efter den seneste køretur og jeg tænkte at dette næppe blev dagen for den, idet skyerne hang lavt og var vældigt mørke. Det var også hvad der var lovet, så forventningen til solen var ikke til stede og solskærmen blev slået op. Himlens faretruende udseende pegede dog ikke på andet end mørkt vejr, så jeg kørte østover, særdeles godt hjulpet på vej af en strid og tiltagende S vind der ikke var under 10 m/s. Men der er det underlige med Sydkysten på denne tid, at man kan opleve den ene stride vind efter den anden og stadig fiske uden problemer med tang. Og således var også vandet i dag. Det var kun et spørgsmål om du var mand eller fluefisker.
Fluefiskere så jeg ikke nogen af, så de stakler har nok siddet derhjemme og forventningsfuldt bedt om rygklap på internettet efter deres seneste kreation af tangloppen i nougat-light-brown...
Selv skulle jeg have rygklap for min fisketur. Ingen anden var ude og jeg endte i det fjerne hjørne, da det var det eneste sted jeg kunne vade ud og få kastet. Hold nu kæft, hvor vinden var strid. Den stod lige ind i masken på mig og var det ikke for dette pragtfulde revs konstruktion, så havde bølgerne forlængst forhindret mig i at komme ud. Men revets krumning og placeringen af endnu et lille rev længere ude, tog toppen af bølgerne og kun de skæve langs revet, slog tilfældigt op i ansigtet på mig fra tid til anden. Magsvejr?
Siddende i bilen, var det dejligt lunt og ikke særligt tiltalende i tankerne at betræde kysten. Udvadet på revet, med skummet sprøjtende omkring og 50 meter kast i de 15 sekundmeter der stod ind, var jeg kongen. JEG var ude - det var de andre ikke! Flere biler kom forbi, stoppede og holdt øje med mig. Enten fordi de ikke kunne se om det nu var et menneske der var så stupidt at fiske i det her vejr eller fordi de valgte at blive i sædevarmen fra bilen. Den ene bil så mig kroge, fighte og lande en havørred - årets første forresten... og har måske overvejet at hente fiskegrejerne, men jeg forblev ensom ude på revet, som endda blev lettere og lettere at betræde i takt med at vinden ikke kun aftog, men også vendte til SV og vandet samtidigt trak sig tilbage.
Havørreden... Stående som den barske fyr jeg var for dagen, faldt havørredens hug vældigt svagt. Sådan lidt som når Onkel Søren giver hånd... lidt våd-karklud agtigt. Eller så var det fordi bølgerne væltede ind fra begge sider og gjorde at jeg mistede kontakten til blinket, når jeg enten skulle hoppe eller dække ansigtet for ikke at få en skovlfuld Østersø ind. Uanset, så sad den der bare pludselig og tilslag var der heller ikke noget af. Tankerne var der straks: "Den mister jeg hurtigt"... men den blev siddende og øjeblikket efter kunne jeg afkroge en tynd blankfisk under målet.
Jeg var glad. Glad for at være ude, glad for årets første fisk og ikke mindst glad for min nye taske. Sådan en sling-pack der sidder på ryggen, men som kan drejes ned til maven, hvis man har brug for noget i den. Og så er den 100% vandtæt og noget mere handy end den gamle store pose, jeg tit har haft med. Nu fik jeg tilmed billede af fisken, uden at skulle være bekymret for kameraet - hvis tasken altså holdt tæt. Det gjorde den. Den fik udstået en hård fødsel, med masser af sø, der slog ind bagfra, når bølgerne knækkede sent. Fornemt!
Forundret over den manglende bidelyst, kørte jeg hjem efter 4 timers styrketræning i vandet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar