søndag den 21. februar 2016

2016.02.21 En uventet fiskedag

Normalt har jeg fri i weekenden, så jeg vælger helt selv hvad jeg vil lave. Dog er det renovering der kommer i første række for tiden, da det ikke er super fedt at have et kvart køkken, mens man går zig-zag rundt mellem gipsplader og skruer i diverse længder, der enten stikker ud eller er tabt her og der.
Men i dag fik jeg en sygemelding fra min lokale polak Rickard. Altså, han er ikke polak.. det er bare noget jeg kalder ham. Men han var syg og følte sig ikke frisk nok til at lave noget og da solen alligevel stod fremme, havde jeg pludselig ikke travlt i huset. Det lugtede jo af fisk...

Du kan gætte resten selv :-)

Så lidt over middag tog jeg imod den første sø, der våd og perfekt i farven, prøvede at gøre mig fugtig ind til trøjen. Den lykkedes ikke og det samme med de følgende mange og store bølger. Med min vandtætte membran fra vadejakken, prøvede jeg at udgøre en trussel mod Østersøens havørreder og da vandet ikke så bare fedt ud, men super fedt... ja, så kunne de bølger sådan set godt finde ind under jakken. Jeg skulle fandme ikke nogen steder, for der kom en 4 kg´s lige om lidt.
Men allerede i 3. kast måtte jeg erkende at det var ualmindeligt dumt at glemme handsker og hue hjemme, så det kunne godt være jeg skulle vente med at få dyppet kroppen i jagten på bamsen.

Koldt og vådt om hænderne, indelukket og hule agtigt i huen gik der en time uden fisk. Og det var ikke særligt rart uden huen - trods forårstakterne jeg indbildte mig var på vej, med hele 5 grader i luften.

Søerne tog ikke af og da jeg talte med Javier der også var ude på naborevet, blev vi enige om at prøve en anden plads sammen. Javier havde intet mærket siden morgenen, så der skulle fisk op. NU!

Hvis det første rev så fedt ud, så ved jeg ikke hvilke superlativer jeg skal bruge om rev 2... fåååårk det var drømmende flot! Sammen besteg vi skønheden og lod vores OLR woblere gennemprygle hver kvadrat meter rev, men intet skete.

Jeg gider ikke det der... der HAR bare at være fisk, når jeg siger det ser godt ud! Så fordi jeg var lidt bestemmende, så dukkede der så en fisk op. Den tog wobleren helt inde ved stangspidsen og forsvandt - uden krogen sad fast...
Et hurtigt kort kast gav intet, men det følgende lange kast i retningen fisken kom fra, resulterede i spændt klinge og dejlige bølgende stød. Sortfisken, hvilket jeg antager det var, sad på i et par sekunder og steg så af. Så smed jeg min nye wobler (endda købt i Tyskland) væk. Sagde en masse rigtigt grimme ord og lidt flere til og satte så et lille blink på, der egentlig var for let til dagens vejr. Men jeg stod på et fladt rev og her var fiskene og i kastet efter fik jeg så endelig en fisk. En flot blank undermåler, var oppe og hilse på og så stod dens fætter for et formidabelt hug i kastet efter.

Siden skred fiskene... jeg stod alene og smed endnu et blink væk og glansen over revet var væk. Det vil sige; Var jeg kommet dertil uden at have oplevet noget, havde det bare set godt ud. Selv stod jeg nu i drømmenes verden og var beredt langt ned i støvlespidserne på hvert eneste pilleri der måtte forekomme ude for enden af linen. Det blev i min lukkede verden ved med at se godt ud. Hamrende lækkert og 5 kilos agtigt, men som sagt foregik alt op i mit tætte hoved, der samtidigt havde været eksponeret for vinden og den tiltagende piskende regn for længe.

Jeg havde våde og hamrende kolde fingre og kunne se Javier fighte en fisk ind. Aha.. de var dér? For siden at møde ham og erfare at stimen, som jeg nok havde trampet lidt rundt i, var kommet til ham og også dér efterladt spansken med det der havørred-look, der gør at man går over i maskin fiskeri, mens man indenfor vesten drømmer videre om næste vilde hug...
Det der gør at vi står der igen og igen og det der gør, at andre syntes vi er snot dumme, fordi vi ikke fanger noget når vores 5 gyldne minutter i februar er ovre.

Men hvilke minutter!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar