onsdag den 23. marts 2016

2016.03.23 Kajakpremiere

Efter gårddagens underlige fiskeri, var jeg ikke tændt på et par timer igen - vinden var desuden vendt til nord og dét er ikke lokkende på Sydkysten i de fleste tilfælde. Og ligesom i går, hvor jeg ikke skulle ud, så skulle jeg heller ikke ud i dag og så stod jeg alligevel pludselig med kajakrælingen i hånden og havde fundet tørdragten frem. Det lokkede vildt og jeg endte med at drage ud på det flade område på årets kajakpremiere.
Måske lidt hjulpet på vej af en "bi-fangst" som jeg havde set billeder af, men mest af alt fordi jeg havde en ustyrlig lyst til at gennemsejle området alene for nydelsens skyld.

At være på vandet er så uendeligt fredfyldt og spændende. Man oplever og ser så mange nye ting, på andre måder og jeg elsker det. Jeg elsker det så meget, at jeg ikke viste vejrudsigten det hensyn den havde fortjent og det endte med at forkorte min fiskedag med et par timer.

Men det lå ikke i tankerne, da jeg efter en lang tur endelig kunne slappe af i benene og begynde at affiske området. Allerede i de første kast havde jeg en følger. Om det var gedde eller ørred, vides ikke - men der kom en mindre hvirvel til syne og jeg lagde mange flere kast i området. Solen kom frem og jeg nød varmen og lyset i fulde drag, mens det klare vand indbød til et godt kig bag OLR Kutlingen som vimsende kom mod mig. Og bag den... en kæmpe fisk. Det så helt uvirkeligt ud. Jeg er vant til havørreder der følger blinket og de har jo nogle gange en fin størrelse. Her kom, hvad jeg i første omgang troede var en havørred i olympisk størrelse, lang og bred bag wobleren og drejede af, da jeg lavede spinstop. Først da, så jeg nok til at afsløre at det var gedden grum, der havde fattet agnen interesse. Fuck den var stor. Over meteren og hærdebred.

Vinden tog til og jeg havde 2 mindre gedder efter. Jeg fangede også en fin gedde og havde følgende en mindre havørred efter, men fiskeriet kom aldrig rigtigt i gang for mit vedkommende. Måske på grund af den stride vind der enten førte mig lidt ukontrolleret rundt i området eller fordi jeg ikke kunne fiske koncentreret, på grund af bølgerne og hele tiden skulle holde øje med hvor jeg var og undgå bundhug over det flade vand.

Jeg endte med at tage hjem. En anelse skuffet over min manglende fangst, men jeg havde alligevel haft en kanon dag i Hobien.

tirsdag den 22. marts 2016

2016.03.22 Dagen derpå

Gæt selv. Det havde du også gjort :-)

Så jeg stod på revet, selvom det ikke var meningen med en fiskedag i dag. Henrik var ankommet lidt før mig og havde skippet en masse pladser til fordel for fangspladsen fra i går. Og derved forblev det - fangstpladsen fra i går! Der skete nemlig ikke og døgenigt. Vi havde indstillet havørred-uret efter forventet ankomst. Det er ikke sådan et arbejdsplads ur, for de havørreder kan godt være halve timer forsinkede, men jeg har tidligere erfaret at det ofte er sådan med havørreden over en periode, at de har hug perioder ret så punktligt. Altså inden for den halve time, som sagt.

Så Henrik og jeg skød det en halv time. Så dukkede sælen op. Dén var punktlig! Der skete stadig intet. Så tog vi en halve time til. En kop kaffe. Havde en følger og så yderligere en halv time.

Så kørte Henrik hjem til sine faste pladser og fangede nogle fisk i fralandsvinden og jeg drog mere vestpå, for dér at opleve det samme som inden. Ikke skyggen af fisk. Helt og aldeles støvsuget.

Det er underligt det fiskeri. Eller så var sælen bare meget hurtigere og mere effektiv end os?

mandag den 21. marts 2016

2016.03.21 Forår!

Tangfluen på ruden klarede sig til 60 km/t, så røg den af. Synd for den. Men sådan er det og jeg var mest glad for at den overhovedet var der, idet de sidste par turer ikke ligefrem havde lokket tangfluer frem. Der var heller ikke hugorme-safari folk på de sidste ture - for så vidt heller ingen hugorme overhovedet! Og der var ingen traner, ingen trækkende edderfugle eller for den sags skyld fisk.

Der var også 14 dage til forskel, for det første. Derudover en del bedre temperaturer og ikke mindst vind og vejr. I hvert fald i fornøjelsens tegn!

For her stod jeg uden handsker og hue og nød forårssolen i fulde drag. Vandet var 7 grader og let grumset og jeg kender mange der ville have solgt deres førstefødte for bare ét kast i det her vand! Det stank flere kilometer væk af havørred, men som havørredfisker sker der 2 ting ovenpå det udsagn. Enten får du ret og vælter dig i fisk - eller så sker der ikke en skid og du kører undrende væk fra kysten og har mest lyst til at penetrere cykelklubben der fylder hele landevejen, med Mazda logo et vist sted!

Ny plads. Nye fisk og nye muligheder. Der var i og for sig en følger på den første plads, men de skal vælte ind over revet. De skal sutte alt i sig der ligner et byttedyr og gå amok. AMOK for hulen. Det er forår og alt stemmer. HUG!

Og så huggede det. Lige foran mig, vendte havørreden med kutlingen i munden og jeg mærkede lige det hurtige ryk, inden jeg stod tilbage med en flot hvirvel. Et hurtigt kast i samme retning resulterede straks i fast fisk og jeg var tilfreds. Jeg havde haft ret i andet forsøg...
Men fiskene var ikke længe på pladsen og jeg måtte nøjes med en følger og et hug i det let uklare og stille vand. For her kom vinden skævt bagfra. Henrik var på vej og jeg undrede hvor vi skulle mødes. Her skete alligevel ikke det vilde og langs kysten var påskegæsterne sikkert ankommet i massiv stil. Derudover mere og mere fralandsvind, østpå. Ikke lokkende.

Så fik jeg 5 fisk på 6 kast. Det gik lige amok. Det huggede og gjorde ved og jeg kunne til og med se fiskene. Der var mange. De var ikke mega store, men er du gal en hug villighed og da Henrik kom, stod jeg og fightede fisk. Og det var så dagens næstsidste fisk. Altså inden trætheden, ondt i ryggen og alle de andre ting, der gør sig bemærket ovenpå en lang fiskedag - der ville slutte 6 timer fremme.

6 timer fremme med masser af flere fisk, mente jeg. Men fiskeguden lod det spæde forår, starte lidt spædt for min del. Jeg landede på 7 havørreder - ligeså mange som temperaturen i luften. Men det er forår og der er kommet fisk og de skal forsøges fanges nu. Så vidt det går.

søndag den 20. marts 2016

2016.03.20 Blänkaren 2016

For egen del, var årets konkurrence en stille og hurtig omgang. Jeg har ikke haft tiden, da jeg som mange gange tidligere nævnt, står midt i en bygge proces. Så jeg satte mig i bilen, våd af maling og tog de meget tørre waders på, sammen med de meget tørre vadestøvler. Og de forblev tørre frem til renommé fiskeriet skulle overståes...
Det vil sige 15 minutter ud på revet og tilbage igen, inden vi skulle indveje de sidste fisk.

Læs om konkurrencen her

lørdag den 5. marts 2016

2016.03.05 Mere vind, mere vand - men ikke flere fisk

Aftalt var det at Kasper Mühlbach og jeg skulle på kysten. Det så jo godt ud i vejrudsigten og alt det der, i dagene op til. Men som det næsten plejer, endte det også næsten som det plejer. Både vejret og fiskeriet, på denne besværlige årstid.
Vinden tog til og øgede yderligere. Ikke engang fra et lækkert hjørne, men håbet levede for en eftermiddagstur, aftalte vi pr. sms og indså et par timer senere at det kunne vi glemme alt om. Eller fluefiskeren kunne og så var jeg heller ikke så tændt på en solo tur i det bidske vejr.
Lige indtil Javier ævlede noget om at den der østenvind passede perfekt til hans rev udenfor hoveddøren. Der var masser af fisk og revet var super at vade på. Det sidste passede i hvert fald, for efter 3 timer havde jeg intet mærket og Javier var smuttet med våde bukser allerede efter 15 minutter.

Åhh denne årstid. Kan være så forbandet god det ene øjeblik, for dernæst at grine dig langt hjem fra kysten de andre øjeblikke. Indtil videre har jeg ikke ramt de gode - men de kommer. Sammen med foråret der langsomt er på vej. Forhåbentlig sammen med noget sol, som jeg syntes vi trænger til.

torsdag den 3. marts 2016

2016.03.03 Skakmat

På min fridag kom der lidt skred i tingene på hjemmefronten, således at jeg igen stod med et par timer til overs, for lidt energi i kroppen til bygge videre og med alt for meget lyst til at fiske. Lysten kom sig af en køretur langs kysten, hvor jeg erfarede at sydøsten vinden ikke overhovedet, var så skarp som jeg gik og troede og så stod jeg der pludselig...

...stod på rev 1 og indså at jeg var skatmat. Rev 2 lå 500 meter meter over mod øst og lokkede mig til endnu en tur over de flade sten. Jeg havde endda - måske - haft et hug derude, men nej, tænkte jeg. Nu måtte det være nok for i dag! 4 timer på de samme 2 rev måtte simpelthen være nok og jeg gik op for 6 gang. Men denne gang med kurs mod bilen.
Det startede ellers som det plejer, med et vue over revet og de spirende tanker om hvor mange og hvor store. Ikke mindst fordi "Fisker-Jönsson" og "Garn-Nilsson" begge var kommet forbi med deres hunde og havde savet mig over med kommentarer om at der ikke var fisk i denne vind og at der kun fandtes "sorte lax" nu!
De skulle ikke bestemme om jeg syntes det så fedt ud og i modsat vind havde Javier forleden taget 10 af de blanke på revet, så jeg troede på projektet og fik lige lidt ekstra stædighed, med de modsatte kommentarer om mine tanker - men ak... skatmat blev jeg sat på hold, af fiskeguden og tændte for sædevarmen på vejen hjem, undrende over hvor lille afstand der er mellem succes og ... en fisketur.

Det var trods alt en god dag. Jeg var ude og troede på det hele vejen. Vandet var knap 4 grader og let grumset. OLR kutlingen kastede perfekt i den tiltagende kolde vind og de krappe søer voksede sig ikke større end til albuerne. Men der var bare ingen fisk, uanset hvor meget jeg end ville det. Jeg gik over de 2 rev 5 gange fra vest mod øst og tilbage igen. Fiskede koncentreret hver en sten, tangbusk og hul af, men der skete intet. Nada! Men jeg kunne ikke tage derfra, for der var åbenlyst at "næste gang jeg gik over revet - SÅ kom fiskene". Den blev ved... tanken. Og jeg brugte derfor fiskedagen på det samme rev i stedet for at indse det dumme i stædigheden og komme videre. Men sådan går nogle fiskedage også.