lørdag den 30. april 2016

2016.04.30 April, april - din dumma ... meteorolog...

Ajes kom forbi for at hjælpe med at fælde en stor fyr jeg havde stående i haven. En fyr hvis forsvinden, tilsammen med isættelsen af de ny vinduer, ville give 25 % mere lys. I dén grad en forskel, skal jeg hilse, efter et par timer i motorsavens halvdårlige forbrænding og larm. Ajes var utilfreds med min forsigtighed omkring naboens tag, kommunens hæk og ikke mindst lygtepæl, men efter et par beskæringer og klatreture, fik vi den nedlagt helt perfekt på præcis det område vi ville. Den var alligevel 8-9 meter høj og meget tyk.

Fiskedagen havde fået et par timers forsinkelse, da træfældningen trak ud, men vi er i det sene forår. Hornfisken er lige ankommet og havørreden kan i det lidt mere blæsende vejr, være på jagt hele dagen, selvom årstiden mest indbyder til fiskeri i de lange skyggers paradis, så de vi hen på eftermiddagen, havde forbikørt alle sydlige pladser og ankom til Österlen, var jeg super tændt! Det så bragende godt ud og selvom vind og strøm gennem året, havde ændret det tiltænkte rev en hel del, skulle det være en formsag, for Ajes og jeg, at komme ud og kaste over de fede spots. Troede vi.
Netop vind og strøm i kombinationen over året og også idag, gjorde det tæt på umuligt at komme ud over sandet. Bølgerne frådede omkring vores ben og strømmen var temmelig stærk. Dybden på sand revet, var sænket en del og vi kunne aldrig rigtigt komme til. Da vi efter en halv time, intet havde mærket, besluttede vi at køre videre. Videre til en af de pladser der også kunne fungere i den tiltagende østenvind. Hvad fanden var det egentlig for vejr, det her? Henrik Ask og jeg havde talt om fiske i dag, nu Ajes også kom, men Henrik skulle til masseproduktionens paradis med datteren og siden til fest, så det blev for knebent. Vi havde ellers med stor tro, kigget på vejrudsigternes bud på drømmevejret - 6 m/s mellem SØ og SV. Fantastisk vejr... bortset fra at det ikke stemte. Jeg var lige ved at sige "selvfølgelig".

Den nye plads fik 20 minutter, siden måtte vi overgive os til bølgerne og det grumsede vand. Der var et par fugtige skud i bøssen tilbage, men de skulle fyres af længere nordpå, men ak... stik mod alle forventninger, var klassens duks med det evigt klare vand, ikke bare grumset til, men endt som et stort samlingssted for Østersøens tang, grums og hvad ved jeg.

Vi endte med at fiske dagen af på Österlens mest kendte fiskeplads og få et par store skyllere, fra den tiltagende sø der rullede ind. En grå og kedelig dag, fik en flot afslutning rent vejrmæssigt, men en kedelig afslutning rent fiskemæssigt - specielt når du kigger nærmere på det her billede. Stakkels fugl, der har lidt en barsk og pinefuld død, fordi nogen har tabt lidt fiskeline. Husk nu at tage dit affald med hjem.

onsdag den 20. april 2016

2016.04.20 En årstid senere!

Ralf og lyngperkerne var kommet til mine kyster og jeg syntes det ville være fint med et visit, en pølse og nogle fisk. Det hele gik op!
Til en start var det kun Ralf og Anders som var kommet på kysten. Anders var taget med flyet fra Aalborg for at fiske en dag tidligere! Det er entusiastisk. Jeg havde også kun pølser til 3 mand, hvis jeg skulle undgå at handle og det ville jeg gerne, for jeg havde arbejdet hele morgenen og 4 dage i forvejen og trængte måske til en mindre opfriskning, men det var der ikke tid til nu. Nu ville jeg ud. Vinden stod frisk fra NV og trods tidligere tiders lidt ærgerlige forhold til fralandsvind, er jeg forlængst omvendt på NV vinden til Sydkysten. Den fungerer fint!

Ingen tak til den gamle mand, der i sin Volvo kørte over for rødt. Havde jeg ikke set din dumhed, var min fiskedag ikke blevet til noget.

En tak skal Oliver Bernat dog have, for at have leveret mig et par nye waders der i dén grad virker! Desværre kan jeg ikke, som næsten lovet, stoltsere med en blank gris på siden idag, men mine waders virker i hvert fald og jeg fangede også fisk!

I mine nye waders kunne jeg betræde vandet efter en alt for lang pause. Direkte dumt, føltes det at jeg havde hue og vanter med i tasken. Hvor filen var den årstid jeg sidst fiskede i, blevet af? Det var blevet forår med store bogstaver og selv den ekstra trøje under jakken, var for meget. Nuvel, det skulle senere vise sig, at kun valget af et par "ikke-egnede-strømper-til-lukkede-miljøer" blev et problem. Derfor Michael Johansen, kan du godt - for en dag - tage mit gamle øgenavn op igen. Det var faktisk en tarvelig indvielse overfor mine waders. Men de holdt tæt og den ekstra trøje, blev jeg senere meget glad for, da NV vinden tog til og siden blev en irritation på fiskedagen. Tør og kølig.

Pølserne vakte glæde og da jeg kom, havde Anders i 3. kast på fisketuren, nappet den første af 4 hurtige blanke i stimen. Vi sad ved førerbunkeren, hvor vi har mødtes gennem rigtigt mange år og nød vejret. Vandet var grumset inde og let farvet ude. Stadig blåt og med skæve søer udad i den stride vind. Fantastiske forhold!

Da jeg trådte over revet, var stimen givetvis væk - men jeg mente at det ikke kunne vare længe i dette vejr, før de kom i rigelige mængder igen. Men det varede længe! Om det er månen eller andre forhold, der holdt fiskene væk i massive mængder, bliver jeg nok aldrig rigtigt klog på, men jeg var en time om at kroge en særdeles hoppeglad og helt blank nedgænger og efter den, yderligere 2 timer om at finde lidt fisk igen. Jeg endte med 6 stk., men ingen der rigtigt skulle med hjem. I særdeleshed ikke den ene blanke der maximalt var 25 cm. og huggede helt ude i medvindskastet.

Håber dette er sket, mens der ikke var fiskere på pladsen
Jeg er i øvrigt ked af at sige det, men ham Anders fangede faktisk en hornfisk. Selv havde jeg 2 mistænkelige hug der mindede om netop horn. Det var virkelig en årstid senere, at jeg kom i vandet igen.
Fiskeåret der forsvandt! Men mon ikke man kan finde en sommertur eller 2 og inden, nyde noget majfiskeri, der i bygevejr, tit byder på ørred og ikke horn.

Tak forresten Ole Rådhede, fordi dine kutlinger bare er hammer overbevisende! Jeg føler at de fisk der er, det er også dem man mærker. Og den følelse er god at have, når man går fra kysten - også selvom det kun er grillen man bærer i hånden og ikke den der forbandede 6 kilos, som stadig venter derude.

Nå jo David Kyed... du kom mig i forkøbet. Din sms kom før mit indlæg, men det var rigtigt gættet! Jeg håber fandme du tager en god fisk på fredag oppe nordpå :-)

Jeg har godt nok lyst til at tage ud igen. Bare for at stå i vandet og mærke forårssolen. Det kan være jeg kan nå et par timer, hvis Ralf og jydekompagniet kan fortælle om godt fiskeri, men lige nu skal jeg sætte køkkenskabe op og ordne stakit til den nye terrasse. De nye vinduer og døre er sat i.

Det der med husrenovering, er som at fylde en plasticpose med penge og tid og skære hul i bunden.

lørdag den 2. april 2016

2016.04.02 Fladt gulv - bølgende vand

Det var en drøm af en fiskedag, med temperaturer over 10 grader, let vind fra S og SØ og solen fremme og jeg vidste at enhver med lidt fiskeline og stang i hånden, havde de ultimative forhold for en havørred nede i Sydkystens bølgende vand, mens jeg stod og gjorde alt for at få så fladt et gulv som muligt. Jeg lykkedes med gulvet, takket være min selvbygger kammerat og jeg kunne derfor gøre Javier, Henrik og Edwin, samt ikke mindst Ole Rådhede følgeskab nede på sølvkysten. OLR var på sin første tur hinsidan og det var fantastiske forhold vi havde sørget for til ham. Let svæv i vandet, god udsigt over den øvrige kyst, høj forårssol bag tynde skyer og som sagt en let til frisk vind fra SØ.

Jeg blev da også mødt af et hold tilfredse fiskere der alle havde fået fisk. Der manglede måske lige den store blanke, men ingen klagede over dagen og deres fangster, der også var blevet krydret med pølser og tærte. Surt jeg havde misset den del, men Javier havde sørget for at gemme et hjørne af den hjemmebagte tærte og da jeg ikke havde fået frokost, var det en særdeles velkommen gestus.

Javier og jeg fiskede revet alene af en gang til, eftersom Henrik og Edwin skulle hjem og Ole ligeså. Vi talte først om at skulle finde andre rev, men det så så forbandet godt ud at jeg ved troen alene, kunne mærke den første fisk hugge og vi tog derfor en runde til derude. Som ønsket, så skete det.

Og det var ikke engang et hug, det var et riffelskud. Fiskene var i dén grad i humør og jeg tog på kort tid 4 mindre blanke, der alle tog som gale. Ind imellem dem, havde jeg også hug, der efterlod de tvivlsomme vinterhug og tanker omkring "var det nu måske en fisk?" til skamme. Der blev hamret igennem og fighten med hver fisk var helt kanon.

Desværre måtte Javier tage hjem med hjul haveri og jeg blev alene på revet. Troen på projektet var stor, men ligeså meget gang der havde været i fiskene inden, lige så dødt og stille blev det pludselig. Jeg havde enkelte sporadiske hug, men ellers intet og fiskene havde åbenbart forladt domicilet. Men som havørred fisker ved du godt at altid er en joker og den huggede også efter 2 timers tomt fiskeri. Eller et hug var det knapt... den hang bare fast og som ventet var det en nedgænger der havde afsluttet fiskedagen og ikke en "kronen på værket" bamse på den anden side af 70 cm.
Men den kommer nok i morgen :-)