fredag den 30. december 2016

2016.12.30 Godt nytår

Så gik der et år til og jeg står som vanligt, måbende på sidelinjen og ser fiskeriet flyve forbi. Jeg tilhører dog ikke skaren der generelt ser livet passere hurtigt. Jeg syntes jeg opnår en del - givetvis mange af de samme ting - men livet går som det skal. Det er bare fiskeriet der ikke får den plads, det fortjener.
Altså en sang af de sædvanlige, med andre ord. Det må være pensionist tilværelsen, der giver den store tilfredshed i tiden, til det fiskeri jeg ikke når i den travle hverdag. Være sig efter havørred eller rav.

Men... mens fiskeriet 2016 passerede, har jeg fået samtlige indervægge - pånær 3 korte omkring badeværelset - taget op og erstattet med beton. Det er således, at huset vi har købt, er bygget efter datidens (70´erne) smarte standard, hvor man anså at trykimprægneret træ, skulle udgøre bundremmen samt bunden af samtlige husets vægge - også de bærende. Altså har man støbt gulv indtil disse vægge, som inden også var monteret med gipsplader og så 41 år efter, opnået en lugt der ikke rigtigt kan beskrives, men hvis du forestiller dig trykimprægneret træ, der er muggent og fugtig (ja, det sker faktisk) så har du lugten.
Den lugt er væk! Jeg har haft den bærende væg taget ned, understøttet, støbt beton og sat nye vægge efter tidens regler, såvel som de andre vægge også har været nede og er enten genopbygget eller helt fjernet. Jeg har flydespartlet gulvet i køkken, stue og gang og samtidigt udvidet stuen. Det samme er sket i soveværelset, som er det eneste rum der er helt færdigt. Flydespartling, nye lofter, vægge, udvidelse og nyt gulv. Lagt nyt gulv i køkken og gang. Bygget nyt køkken (som nu involverer 3 tidligere rum), efter 4 måneder med fruen og håndvasken i badeværelset som "opvasker". Fået nye vinduer i hovedhuset oppe og nede. Taget halvdelen af gulvet op på førstesalen - det er i øvrigt stadigt oppe - fordi jeg laver lys/trækker el nede i stueetagen. Fået ny el-tavle (det har en elektriker altså klaret), lavet ude-belysning, fået lagt ny terrasse. Lavet skur i haven til diverse, anlagt det meste af haven mod syd og vest. Bygget stakit og genopbygget stakit og fældet træer og buske.

Lige nu sidder jeg i 19 grader og venter på at VVS´eren kommer forbi og sætter radiatorer op. Vi har kun 2 nede i stueplan (en på hvert toilet), resten er fjernet for at kunne komme til. Det er dejligt at være hus-ejer, men det tager på fisketiden. Til gengæld mangler jeg vist kun at fuge gulvet i gangen, lægge nyt gulv i stuen, få den malet og sætte stikkontakterne op - der er trukket el - og så lige tilslutte LED spottene i loftet. Nå jo, så skal jeg lige lave kontoret, som lige nu er ungernes soveværelse, men det er småting efterhånden. Badeværelse og toilet må helt enkelt vente her i stueplan, for næste år skal jeg renovere hele førstesalen, som siden dedikeres til ungerne. Førstesalen på garagen der i mod... den er MIN! :-)


Fiskeåret resulterede i 21 ture. Under halvdelen af året før, men ovenstående er vel en rimelig forklaring til det. Ikke en rimelig fordeling af ønsket tid, for så ville jeg ønske at jeg ikke også skulle passe et fuldtidsarbejde ved siden af. Der er dog en økonomisk vinkel i det, forståes.

  • 21 ture
  • 29 fisk, hvoraf de 25 var blanke
  • 1 mistet fisk
  • 2 mistet stykker endegrej (stadig uden bly)
  • 7 stykker rav fundet på fisketuren
  • 183 stykker rav fundet på ravture

Selvom det også kun blev til 3 ture i kajakken, så har året som sagt været fint i betragtning af hvor meget tid der er lagt på alt muligt andet.

Med ønsket om et godt nytår og det sædvanlige ønske om mere fisketid næste år :-)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar