2016.02.21 En uventet fiskedag

Normalt har jeg fri i weekenden, så jeg vælger helt selv hvad jeg vil lave. Dog er det renovering der kommer i første række for tiden, da det ikke er super fedt at have et kvart køkken, mens man går zig-zag rundt mellem gipsplader og skruer i diverse længder, der enten stikker ud eller er tabt her og der.
Men i dag fik jeg en sygemelding fra min lokale polak Rickard. Altså, han er ikke polak.. det er bare noget jeg kalder ham. Men han var syg og følte sig ikke frisk nok til at lave noget og da solen alligevel stod fremme, havde jeg pludselig ikke travlt i huset. Det lugtede jo af fisk...

Du kan gætte resten selv :-)

Så lidt over middag tog jeg imod den første sø, der våd og perfekt i farven, prøvede at gøre mig fugtig ind til trøjen. Den lykkedes ikke og det samme med de følgende mange og store bølger. Med min vandtætte membran fra vadejakken, prøvede jeg at udgøre en trussel mod Østersøens havørreder og da vandet ikke så bare fedt ud, men super fedt... ja, så kunne de bølger sådan set godt finde ind under jakken. Jeg skulle fandme ikke nogen steder, for der kom en 4 kg´s lige om lidt.
Men allerede i 3. kast måtte jeg erkende at det var ualmindeligt dumt at glemme handsker og hue hjemme, så det kunne godt være jeg skulle vente med at få dyppet kroppen i jagten på bamsen.

Koldt og vådt om hænderne, indelukket og hule agtigt i huen gik der en time uden fisk. Og det var ikke særligt rart uden huen - trods forårstakterne jeg indbildte mig var på vej, med hele 5 grader i luften.

Søerne tog ikke af og da jeg talte med Javier der også var ude på naborevet, blev vi enige om at prøve en anden plads sammen. Javier havde intet mærket siden morgenen, så der skulle fisk op. NU!

Hvis det første rev så fedt ud, så ved jeg ikke hvilke superlativer jeg skal bruge om rev 2... fåååårk det var drømmende flot! Sammen besteg vi skønheden og lod vores OLR woblere gennemprygle hver kvadrat meter rev, men intet skete.

Jeg gider ikke det der... der HAR bare at være fisk, når jeg siger det ser godt ud! Så fordi jeg var lidt bestemmende, så dukkede der så en fisk op. Den tog wobleren helt inde ved stangspidsen og forsvandt - uden krogen sad fast...
Et hurtigt kort kast gav intet, men det følgende lange kast i retningen fisken kom fra, resulterede i spændt klinge og dejlige bølgende stød. Sortfisken, hvilket jeg antager det var, sad på i et par sekunder og steg så af. Så smed jeg min nye wobler (endda købt i Tyskland) væk. Sagde en masse rigtigt grimme ord og lidt flere til og satte så et lille blink på, der egentlig var for let til dagens vejr. Men jeg stod på et fladt rev og her var fiskene og i kastet efter fik jeg så endelig en fisk. En flot blank undermåler, var oppe og hilse på og så stod dens fætter for et formidabelt hug i kastet efter.

Siden skred fiskene... jeg stod alene og smed endnu et blink væk og glansen over revet var væk. Det vil sige; Var jeg kommet dertil uden at have oplevet noget, havde det bare set godt ud. Selv stod jeg nu i drømmenes verden og var beredt langt ned i støvlespidserne på hvert eneste pilleri der måtte forekomme ude for enden af linen. Det blev i min lukkede verden ved med at se godt ud. Hamrende lækkert og 5 kilos agtigt, men som sagt foregik alt op i mit tætte hoved, der samtidigt havde været eksponeret for vinden og den tiltagende piskende regn for længe.

Jeg havde våde og hamrende kolde fingre og kunne se Javier fighte en fisk ind. Aha.. de var dér? For siden at møde ham og erfare at stimen, som jeg nok havde trampet lidt rundt i, var kommet til ham og også dér efterladt spansken med det der havørred-look, der gør at man går over i maskin fiskeri, mens man indenfor vesten drømmer videre om næste vilde hug...
Det der gør at vi står der igen og igen og det der gør, at andre syntes vi er snot dumme, fordi vi ikke fanger noget når vores 5 gyldne minutter i februar er ovre.

Men hvilke minutter!

2016.02.20 Stiv kuling - fedest!

Da jeg bakkede baglæns tilbage i bakgearet ud af indkørslen, var solskærmen nede efter den seneste køretur og jeg tænkte at dette næppe blev dagen for den, idet skyerne hang lavt og var vældigt mørke. Det var også hvad der var lovet, så forventningen til solen var ikke til stede og solskærmen blev slået op. Himlens faretruende udseende pegede dog ikke på andet end mørkt vejr, så jeg kørte østover, særdeles godt hjulpet på vej af en strid og tiltagende S vind der ikke var under 10 m/s. Men der er det underlige med Sydkysten på denne tid, at man kan opleve den ene stride vind efter den anden og stadig fiske uden problemer med tang. Og således var også vandet i dag. Det var kun et spørgsmål om du var mand eller fluefisker.
Fluefiskere så jeg ikke nogen af, så de stakler har nok siddet derhjemme og forventningsfuldt bedt om rygklap på internettet efter deres seneste kreation af tangloppen i nougat-light-brown...

Selv skulle jeg have rygklap for min fisketur. Ingen anden var ude og jeg endte i det fjerne hjørne, da det var det eneste sted jeg kunne vade ud og få kastet. Hold nu kæft, hvor vinden var strid. Den stod lige ind i masken på mig og var det ikke for dette pragtfulde revs konstruktion, så havde bølgerne forlængst forhindret mig i at komme ud. Men revets krumning og placeringen af endnu et lille rev længere ude, tog toppen af bølgerne og kun de skæve langs revet, slog tilfældigt op i ansigtet på mig fra tid til anden. Magsvejr?

Siddende i bilen, var det dejligt lunt og ikke særligt tiltalende i tankerne at betræde kysten. Udvadet på revet, med skummet sprøjtende omkring og 50 meter kast i de 15 sekundmeter der stod ind, var jeg kongen. JEG var ude - det var de andre ikke! Flere biler kom forbi, stoppede og holdt øje med mig. Enten fordi de ikke kunne se om det nu var et menneske der var så stupidt at fiske i det her vejr eller fordi de valgte at blive i sædevarmen fra bilen. Den ene bil så mig kroge, fighte og lande en havørred - årets første forresten... og har måske overvejet at hente fiskegrejerne, men jeg forblev ensom ude på revet, som endda blev lettere og lettere at betræde i takt med at vinden ikke kun aftog, men også vendte til SV og vandet samtidigt trak sig tilbage.

Havørreden... Stående som den barske fyr jeg var for dagen, faldt havørredens hug vældigt svagt. Sådan lidt som når Onkel Søren giver hånd... lidt våd-karklud agtigt. Eller så var det fordi bølgerne væltede ind fra begge sider og gjorde at jeg mistede kontakten til blinket, når jeg enten skulle hoppe eller dække ansigtet for ikke at få en skovlfuld Østersø ind. Uanset, så sad den der bare pludselig og tilslag var der heller ikke noget af. Tankerne var der straks: "Den mister jeg hurtigt"... men den blev siddende og øjeblikket efter kunne jeg afkroge en tynd blankfisk under målet.

Jeg var glad. Glad for at være ude, glad for årets første fisk og ikke mindst glad for min nye taske. Sådan en sling-pack der sidder på ryggen, men som kan drejes ned til maven, hvis man har brug for noget i den. Og så er den 100% vandtæt og noget mere handy end den gamle store pose, jeg tit har haft med. Nu fik jeg tilmed billede af fisken, uden at skulle være bekymret for kameraet - hvis tasken altså holdt tæt. Det gjorde den. Den fik udstået en hård fødsel, med masser af sø, der slog ind bagfra, når bølgerne knækkede sent. Fornemt!

Forundret over den manglende bidelyst, kørte jeg hjem efter 4 timers styrketræning i vandet.

2016.02.07 Fisk? Finns i sjön!

Og for den danske grænsegænger med børn, var det en sjov overskrift. For os der fisker... en overskrift og dagens konstatering. Fiskene findes i vandet og der blev de. Men da Javier og jeg stævnede ud på et passende tidspunkt, var det ikke i tankerne at vi skulle gå fiskeløse hjem igen. For vejret var varmt for årstiden og solen var fremme - som en dejlig overraskelse på min udvalgte fiskedag midt i ombygningen. Jooohh... det skulle nok gå godt det her!
Vi lagde det ene rev efter det andet bag os og mens jeg nød solens stråler i passagerer sæder og vinden samtidigt IKKE øgede, var det kursen mod en sejr der var lagt. Nuvel... vi kørte måske forbi et rev eller 4 som sagtens kunne have sukket efter en wobler eller 3, men så var det at Henrik Ask - sirenen fra Øst - ringede med den lokkende melodi og begyndte at plapre om pølser, god vind mig her og lækkert vand mig der. Sirenen havde talt - vi kørte pludselig nordøst på, på vej mod den sikre sejr og med sådan cirka halvdelen af dagen brugt på skønhedssøvn (hjalp ikke), finde grill frem og kørsel.

Men nu stod vi her og ok... vandet så lækkert ud. Det havde den lækre farve og var det ikke fordi at farven brun, var hvad vi så på vores liner og endegrej efter de første par kast i form af tang, var vi nok blevet der lidt mere... linebugter til trods, i den stride vind. Så kørte videre.Op til det gyldne sand. HER måtte de blanke være, for her var mange mennesker og hvor der er mange fiskere, er der mange fisk? Right? RIGHT?

Hvor fanden var de fisk? Vi kastede og gjorde ved og jeg var lige ved at kaste op, da jeg kørte pølse nummer 4 ned, efter en fortjent pause og alligevel var der ikke skyggen af fisk. Ok, super effektive kunne man måske ikke kalde os. Det var også hygge, men alligevel. 3 mand med skarpladte våben og ikke en gang lykkedes vi at ramme en fisk. Bølgerne ramte mig, mens jeg forsøgte med mine "nu kommer bølgen" fotos... det er nu meget sjovt, omend du måske mener det er lidt ensformigt? Men hvad filan... der var jo ingen fisk i dag vel.

Nå jo... jeg har i de mørke vinteraftener, siddet med en sadelmager nål og håndsyet læderpunge til mine OLR woblere. Så en eller anden gut på nettet der havde gjort det og de så godt nok lækre ud. Efter jeg kontaktede ham, så fortalte han mig at griseskind var "da shit" og jeg gik direkte ned og købte en helside griseskind. Syl og vokset tråd oveni givetvis. Da de første var færdige, gik det op for mig at griseskind var alt for tykt og at jeg aldrig ville kunne folde det her skind inden for rimelighedens grænser, så handskeskind blev handlet. Modsætning! Jeg sad pludselig med et stykke skind så blødt og rart, at det føltes som silke. Den første skind pung blev alt for stor og bred, men den virker - så da nummer 2 var færdig, var det bare at vente til næste fisketur og det var i dag.

Den er nok lidt over-lir, men jeg er ligeglad. Det er superlækkert. Så har du mod på det, så prøv. De kan laves til alle slags blink/woblere. Bare at prøve sig frem. Og så er det fedt at lave selv. Det næste bliver vel at jeg skal strikke mine egne waders... eller noget...