lørdag den 25. marts 2017

2017.03.25 Sikke noget lusk

Forårsvejret fortsatte de gode takter, da vinden lagde sig. Men det gjorde den først da jeg var kommet frem til pladsen fra igår. Hvor ellers skulle jeg begive mig hen og selvfølgelig, fristes man til at sige - da vinden havde været en strid modvind. Men vel fremme, var alt hurtigt glemt. Der skulle fiskes og der skulle fanges. Vandet så bragende godt ud, stadig med lidt drivende ålegræs, men jeg håbede at fiskene igen kunne være på plads.

Jeg var startet fra et nyt udgangspunkt, for at undgå den lange sejllads - udgangspunktet gav så en lang gåtur istedet og med kajakken på slæb, en tung gåtur, da ingen havde sørget for at asfaltere min vej til vandet. At jeg siden trampede mig den samme tur i kilometer ud til fiskepladsen, ændrede dermed intet andet end mere sved på ryggen, så det er vist først til efteråret og det tidlige forår, at "smutvejen" skal bruges til den lavvandede vig.

Der skete ikke noget den første time. Jeg var kommet sent afsted, da jeg egentlig ikke gad den lange tur igen, men lørdag er lig med mange fiskere på kysten og at stå dernede... var heller ikke en option. Så jeg pakkede alligevel kajakken nu da jeg havde mødt fisk dagen før...

... og sørme om ikke jeg gjorde det igen. Først huggede en lille ørred spontant og hårdt og hoppede til den store guldmedalje, til den faldt af. Så var der stille et par minutter og så gentog gårddagens vilde scenarie sig. Masser af havørreder, der slog til wobleren og fulgte efter og selvom jeg byttede til nye agn, stadig med samme negative resultat. Så helt igennem utroligt som de IKKE ville hugge.

Jeg så kun en større i dag, som ikke gik efter agnen, men nærmest ved siden af 2 mindre havørreder der fulgte efter wobleren. Da de 2 vendte bag wobleren, forsatte den større fisk over sandbunden og efterlod store hvirvler, da jeg prøvede at "følge efter" den. Magisk, frustrerende... fascinerende!

Hvad jeg ikke havde med, var bobleflåd og flue og der kan kun være den agn tilbage at prøve - men jeg fandt aldrig ud af det, for som igår, kom en større mængde tang drivende og ødelagde samtlige kast. Dernæst forsvandt min kontakt til fiskene helt og tilbage sad en lettere snydt kajakfisker og var på en gang forundret over de drilske fisk og samtidigt vildt fascineret.

fredag den 24. marts 2017

2017.03.24 Forårsvejr i sigte

Det gode med kajak, er freden man har på sin fiskeplads. Skulle der komme nogen, kan man bare padle videre, hvis det bliver for tight. Og tight blev det i går på sidste fiskeplads, hvor det væltede 5 fluefiskere ud. Ikke at vi på nogen måde generede hinanden, men kajakfiskeri er ikke ensbetydende med at man ligger på flere meter vand. Jeg fisker stort set lige så kystnært som når jeg vadefisker, med den forskel at min mobilitet er enorm. Alligevel tror jeg mere på vand der ikke er forstyrret eller bliver det hele tiden. Det er lidt fjollet, når det gælder fisk der trækker rundt, men sådan foretrækker jeg det.

Så mens der ikke er nogen der vader på min for dagen valgte fiskeplads, glider jeg med et smil på læben gennem det klare og flotte vand. Foråret er i gang, med en sol der brager igennem fra en skyfri himmel - i dén grad lige hvad jeg trængte til, ovenpå gårdagens skuffende fiskeri og bare solens nærvær, er nok til at jeg allerede har en god fisketur. Vandet er knap 6 grader da jeg sætter i gang. Det ser kanongodt ud og selvom de 2 i båden ikke har fanget noget endnu, så er jeg sikker på at der nok skal komme gang i fiskene - overvejede at padle ind til ham der stod udvadet for at høre om fiskeriet, men turen er lang og jeg fisker hellere. Uden resultat, driver jeg i perfekt afstand, langs den store rende mod sandet. Der burde bare gå havørreder rundt, men jeg indbilder mig at de lige venter til vandet er blevet lidt varmere. En undskyldning skal jeg jo have...

Efter gennemfiskning af renden over en lang strækning bytter jeg side og kommer i "læ" for NV vinden, på området hvor også strømmen gennem tiden har skabt et sand område der ligesom markerer et hjørne. Der burde bare stå fisk og efter et par kast, kommer der en mindre havørred efter blinket. Den markerer sig, men hugger ikke trods spinstop og alt ekstra lir. Fandens... et par kast efter sker det samme igen og jeg er sikker på at jeg fundet dem, men de 2 små havørreder, er alt der sker de næste mange timer, udover 2 sælunger der ligger og leger i overfladen - flere gange tæt på mig. Hyggeligt på en måde og søde er de, meeeeen...

Ikke et ord til nogen, om at jeg spiste RisiFrutti...
Jeg bruger mange timer uden liv og padler gennem store områder. Intet sker. Pludselig alligevel...
Ukoncentreret, har jeg blikket rettet mod andet, da jeg hører en form for plasken tæt på mig. Forstår ikke først hvad der sker, før jeg ser en kæmpe hvirvel bag blinket og straks derpå, endnu en og så et "plask" til, da fisken voldsomt vender i et forsøg på at slå til blinket. Pulsen stiger 100 % og jeg vågner fra dvalen, da jeg ser skyggen glide til siden. Det var IKKE en lille havørred og et kast i retningen den forsvandt, skaber straks hvirvler fra 2 sider. Bag blinket går nu en lille og en lidt større fisk. De næste måske 20 effektive kast, da jeg er kommet ind i et drivende ålegræs bælte, giver mindst 15 følgere i forskellig kaliber. Flere af fiskene er langt fra mindstemålet, men de hverken hugger eller noget - de følger bare efter og selv da jeg bytter stang og dermed agn, udebliver reaktionen. Denne pludselige action får mig ud i et febrilsk blinkbytte, samtidigt som det drivende ålegræs bliver tættere og da jeg tager et kast mod lidt dybere vand, hugger en fisk endelig, for kun at hænge på i et par sekunder.
Nøøøøj hvor vildt og hvor hurtigt det gik. Det fik mig til at starte forfra i lysten, men trods fortsat fiskeri flere timer frem, formår jeg endnu engang ikke at vriste en havørred af området. Men jeg ser dem og ved de er der og jeg vil tilbage. Gerne snart...

torsdag den 23. marts 2017

2017.03.23 En nullert af de helt store

Jeg har haft masser af nulture gennem tiden og det lever man selvfølgelig med, ellers skal man ikke fiske. Men dagen i dag... den var lige ved at være for meget af det gode. Et sammensurium af ugens fiskeri og det vejr, der ikke kom. Som sagt fik de alligevel ret, meteorologerne. Ugen skulle bare overstås, for selvom jeg har haft en fin uge og slappet af, så var fiskeriet sat i højsædet og jeg plejer ikke at ramme så galt meget ved siden af, som jeg alligevel har gjort.

Og så lige kronet med i dag, en dag i kajakken sammen med Javier på vores favoritpladser. Det burde give fisk og udover et hug til Javier, så så vi ikke skyggen af fisk. Solen var så heller ikke fremme og den lette østenvind var ikke varm overhovedet. 2 krydderier der ikke gør det bedre på denne årstid. Kold østenvind og manglende sol. Pladsbytte over frokost til favoritten, der holder rigtigt mange fisk. Nogle gange.

Først en udenlands rapport om store fisk fra Stevns... Men der var vi ikke. Vi var her og så burde tobiserne også være kommet. Der skete præcis det samme som på forrige plads. Absolut intet. Jeg gled trøstesløs rundt i det ellers flotte vand, mens Javier sad og kastede det samme sted. Han mistede til sidst en fisk, men selvom den mistede fisk kortvarigt tændte gejsten i os igen, forblev det ved den og med en time tilbage af dagen, gav vi op af kulde og total mangel på lyst til mere.

Det vil sige; Jeg var ved at være godt gal i skralden da jeg kom hjem. Pakkede kajakken ud og kom af tørdragten og så videre. Tog waders på og kørte ud på revet fra i går, for at se om det virkelig kunne passe. Det fandt jeg aldrig ud af. På grund af stigende vand, var ålegræsset drevet til havs og jeg fik knap et par meters frit kast, før wobleren var klistret ind. Sikke en dag...

onsdag den 22. marts 2017

2017.03.22 Frem og tilbage

Jeg havde virkelig set frem mod denne forårsdag, som i hvert fald ikke lå i programmet for bare nogle dage siden. Slet ikke i slutningen af sidste uge, hvor meteorologerne som bekendt havde sagt at ugen her, bare skulle overstås. Jeg kan så være enig på nogle områder, men det er ikke vejr relateret hele vejen.

Og hele vejen kørte jeg til Ystad. Skuffelsen steg i bilen, sammen med temperaturen fra den bragende sol. Vandet var om ikke café latte farvet, så brunt i alskens nuancer, med visse indslag af lidt underligt blåt, som ikke var klart vand - men uklart på en anden måde. Ikke ét sted gik det at fiske og da jeg kom til Ystad var valget at køre videre østover og bruge mere tid i bilen, samtidigt som jeg skulle tidligt hjem idag eller følge efter Javier der var ude på samme rejse som jeg, men havde vendte bilen for længe siden og var kørt vestover.

Ude er godt... hjemme er ... øhh... fiskbart. Vi gik først en lang tur på det lange rev og mærkede intet. Vandet var, solen til hjælp, helt oppe i 10 grader kystnært og 7 grader ude på det åbne. Så stor forskel på bare et par dage med sol! Det burde give fisk, mente vi - men alt der skete var en minifølger til Javier. Jeg var ret træt af dagens spildte tid i bilen og overvejede bare at slutte for dagen, men blev lokket med på det lokale rev.

Tak for billedet Javier
Fiskbart på lokalrevet. Hvad skulle jeg så køre over 100 km. for? Der var endda fisk, for efter en gennemfiskning af badekaret efter Javiers anvisninger, kastede jeg mod land fra hvor jeg stod og efter wobleren kom en lille ørred. Flere kast i området, lod ikke flere fisk vise sig, men nu var der - måske - liv i området. Og sørme så. Længere fremme gentog jeg kast mod land og en masse sten og tangbuske og så hvordan wobleren omgående blev beskudt af en torpedo, med den plov der skar gennem vandet. Det så skrigende sindssygt fedt ud og jeg var ikke skuffet over at det kun var en nedgænger. Jeg gentog succesen et par kast efter længere fremme og pludselig troede vi virkelig på fiskeriet, men det viste sig at det kun var de 2 fisk der havde huseret på den del af revet vi gennemfiskede og da klokken var ved at være mange, måtte jeg tøffe hjemover.

Javier gav det et par kast til og jeg kun lige kommet ind i Trelleborg, da telefonen ringede med en grinende Javier i den anden ende. Han var gået tilbage til udgangspunktet og havde hurtigt kroget en 3 kg´s lynende blank gris, som havde budt på en kanonfight, men var løbet fra ham da han ville fotografere den inden landingen. Spøjst som de fisk kan vende på det hele, på så kort tid.

tirsdag den 21. marts 2017

2017.03.21 11 sekundmeter i ryggen

Der er stadig penge at spare hvis man skal servicere sin bil her i landet og hvis der er noget Ajes kan lide, så er det at spare penge! Selv hvis det koster en tur over broen og nogle kilometer på tælleren. Jeg var med på det set-up! Aflever bil til service, få lånebil, ud og fiske mens vi venter! Hvor enkelt!

Ajes og vores fælles tidligere kollega Bjarke, var allerede i gang da jeg ankom. Vandet havde været helt mørkt på første plads og her på den anden plads, var vi gledet ned til vandet. Smattet føre. Men det så godt ud. Let grumset, skrå fralandsvind og bølger der kom skråt ude fra. Burde altså give fisk og der gik ikke længe, inden Ajes stod med en blank havørred på knap 2 kg., som han fint genudsatte da vi kun lige var begyndt og der ville komme mange flere - og straks efter tog jeg en nedgænger på et vattet hug. Så ja, der var fisk. Bring them on!

Og så gik dagen som mindst ventet. Vinden tog til, solen kom frem. Vi kørte nordpå i det Österlenske. Vandet steg i temperatur. Men der var intet liv inde på det lave. En følger kom ud af det blå - og klare vand. Ajes mistede en. Bjarke klagede over at der var alt for mange sten. Vi fandt en plads til Bjarke. Dér var stille og heller ingen fisk. Bjarke klagede over for stille og for meget sand. Vi kørte tilbage. Stadig ingen fisk. Der var endnu mere grums nu. OG REGN! Men regnen holdt op, som regn gør det tit. Fiskene kom ikke, som fisk gør det tit.

Vi havde fisket en hel dag, spist god korv. Hygget og hørt på Bjarkes sure miner over de manglende fisk i min sø. Og de besværlige vadeforhold. Bjarke savnede vist fjorden.

Vi vendte om. Jeg havde en fisk på, et par sekunder i det mørke vand. Siden lidt puf til blinket. Meget underligt. Vi sad næsten fast i mudderet igen. Vi kørte hjem.

Jeg er målløs.

mandag den 20. marts 2017

2017.03.20 Er det virkelig SÅ charmerende?

"Det er jo så charmerende, det der havørredfiskeri... ikke..." NEJ. Fuck hvor er det trættende nogle gange!
"Jamen, de er jo så lunefulde og man ved aldrig rigtigt hvor man har dem." Nej, det skal jeg fandme da lige love for man ikke gør.

Det var en af de dage der. Ikke at jeg vidste det inden, men altså... jeg gik ud på revet og tænkte jeg kunne fiske spidsen af inden fluefætteren nåede frem. Jeg havde ret. Han koncentrerede sig om det lave - jeg om stenene over revet. En ligelig og fair fordeling, forhåbentlig til glæde for begge parter. Hverken fluefiskeren eller jeg mødte dog vores blanke venner. Jeg talte kort med ham, Merdan, og kørte videre til næste plads. Og så var det at jeg blev irriteret over de der havørreder.

Lige dér var der mange fisk!
Jeg startede med blink og det gav intet. Men der lugtede lidt af fisk og skiftet til "bobleflåd og flue" skulle i hvert fald prøves. I første kast, kom en havørred med ind - altså efter buldoen.. Helt oppe i overfladen gik den og var slet ikke sky. Men hvad med fluen? INGEN interesse!

Lige til et par kast efter. Så lå en brun fisk i overfladen og opførte sig som sortfisk gør bedst: Lader som om op og ned ikke findes og lå i overfladen med den slidte hale og viftede fra side til side, indtil krogen slap taget. Dagens første. Mistede.

Der skete ikke en skid efter det. Intet!

ARGHHHHHH!
Jeg tog ned over revet til det lave område. Fiskene var ikke at se eller finde og jeg tænkte på at køre hjem efter jeg havde fået en lilla nedgænger på mit ADK blink. Så tog fluevifteren en fisk længere nede. Lille, men en fisk... Jeg skiftede til bobleflådet igen. I første kast, skete præcis det samme igen. En fisk efter flådet - IKKE fluen. Og igen, kastene efter, fisk efter fluen. Nøøøøj hvor de var hemmelige de fisk. Jeg kastede en hel del gange og havde kun følgere på de fluer jeg havde. Gik frem og tilbage og gentog det hele flere gange. Så skiftede jeg til blink igen - første kast: BUM... blankfisk på. Den tog 4 mega høje spring og opførte sig som den skulle. Så knækkede flourcarbon linen og så stod jeg der igen.

Snak lige om en ærgerlig dag! Jeg gik i gang igen. Over revet, stenene, 4 bundhug, en mistet flue og dybvadning for ikke at miste 2 OLR woblere. Jeg var imponeret. Men ikke over havørreden, som jeg ikke fandt det mindste charmerende denne dag i marts!

2017.03.19 Årstidens glæder... slud...

Det var en af de dage der aldrig rigtigt kom i gang, fordi jeg havde lovet mig væk til lidt håndbold og samvær med familien. Men i sådan en gang børnehåndbold, hvor der er 3 timers pause mellem kampene og man ikke kan nå at fiske, for istedet at køre lidt korv med brød ind, går man også lidt i stå, så vi var færdige, var jeg ikke så tændt mere på fiskeriet. Det var også blæst op og da Javier og jeg stod på revet, begyndte det at sludre i den tiltagende og særdeles bistre sydøsten vind. Sikke et forår... halleluja...

Tanken var at pløje lokalrevet igennem, men det havde sælen vidst klaret for os! Hånligt dukkede det runde glatte fjæs op ude foran os og for mig er det ikke særligt motiverende, når der samtidigt intet sker for enden.. andet end ålegræs.

Vi kørte videre. Overraskede over vandets kvalitet, blæsten til trods. Vi endte på en plads, vi ikke havde troet mulig og scenariet var næsten drømmende flot. Klart med let svæv, brydende bølger i det grønne vand. Fantastisk! Måske lige med undtagelse af den manglende sol. Den havde nok gjort underværker i forhold til fiskeriet. Vi måtte nøjes med slud. Og ingen fisk. En gennemfiskning af revet, der foregik efter alle fiskebøgers grundregler og som havde gjort enhver havørredfiskeri-guide rørt til tårer, affødte ikke så meget som et hug eller en følger. Det var helt dødt og modvilligt og meget forundrede prøvede vi en sidste plads, hvor det samme gentog sig. Nogle dage vil de bare ikke og sådan en dag blev søndagen i syd.

lørdag den 18. marts 2017

2017.03.18 En måned uden større forandring

Siddende ved computeren gik det op for mig at der var gået en måned siden sidst. Slet ikke meningen. Overhovedet. Men jeg har jo lige bygget igen, arbejdet og arbejdet lidt mere. Jeg har haft travlt og ikke haft tid til fiskeri. Var ved at sælge huset forleden. Tænk at skulle slippe alt byggeriet og bare slappe af hver weekend. Fiske og være med ungerne. Nej, forresten. Det var det jeg kom fra i det gamle hus - det ovre på den anden side af stakittet. Ren dovenskab og det var ok, men ikke hvad jeg savnede, kan jeg huske. Den der gyldne middelvej er svær at finde, for jeg elsker at renovere og lave om - men her har det taget lidt overhånd, de dage hvor fiskeriet skulle dyrkes.

Lyden af vand der pisker dig i nakken er lidt speciel i fiskerens verden. Med hætten oppe, giver den i særdeleshed meget friske nordvesten vind, mig besvær ved at stå stille. Den gamle sø som ruller ind udefra, bringer ubalance i tingene og når bølgerne bliver ekstra store, brækker de bag mig og vinden sender opsprøjtet i nakken på mig. Speciel følelse og speciel lyd. Herligt faktisk, men det er koldt og måneden der er gået siden jeg var ude sidst, har ikke ændret det vilde på vandskabet. Maksimalt en vintergæk eller 5.000 flere end sidst, men der ud over... gråt, brunt og lidt trist overalt. Og så den skide vind, der pisker den 3 grader "varme" luft rundt om mig og får mig til at glemme alt om forår.

Indtil solen kommer frem. Først et par blink bag de drivende grå og lysegrå totter, siden i en mere længerevarende version. Ikke at den kaldte på faktor 25, men den varmede. For nu at sige det lige ud...: Arhhhhhh dér var forskellen fra sidst. Ikke bare at solen var fremme, men den varmede. Så skide hamrende skønt! Så hang der en tang busk fast i krogen. Eller var det en plasticpose? Måske en line fra en gammel fisker? Plasticpose-fiskelinen begyndte at ryste og plaske i overfladen. Jeg var målløs! Hvor var hugget blevet af? Det var en fisk og jeg havde krogen i den. Efter årtiets dårligste hug OG fight, kunne jeg afkroge en ellers rigtig flot blankfisk omkring målet. Meget mærkelig fisk!

Et par kast senere gentog seancen sig. Hvad filen havde de gang i, de der fisk? Denne, en blank nedgænger med et mørkelilla skær over sig, var ligeså skide irriterende at fighte, at jeg næsten glemte glæden over at fange den. De bare havde lagt wobleren i munden og ladet sig rulle ind. Mega underligt!
Javier stod ved min side og sagde at den fisk han fightede, havde taget hans wobler hårdt. Da han fik fisken ind, tog han den hele vejen ind til stranden. Den blinkede næsten mere end solen kunne lyse. En look-a-like laks, med meget få prikker, måtte lade livet oppe på land og imens Javier fotograferede, tog jeg dagens 3. fisk på den lille time vi havde fisket.

Lad os lade det gode fiskeri og den gode fortælling ligge dér. Vi tog nemlig videre efter 1,5 time uden hug og landede på en anden lækker plads, hvor der intet skete, for så at tage tilbage til udgangspunktet, for blot dér at erfare at vandet var grumset mere til og dernæst køre hjem... og det var ikke lige så spændende at læse om, som fiskeriet på den time det virkede... vel :-)

Jeg tager noget ferie nu, hvor meteorologerne siger at "ugen bare skal overståes", med henblik på det kommende vejr, hvor vi åbenbart skal vente sne, blæst og slud... fuck! Men lad os se hvordan det bliver. Altså udover koldt og blæsende.