2017.02.18 Spild af tid!

Aftalen var lavet i løbet af ugen, at Javier og jeg skulle i kajak idag og jeg var derfor ærgerlig da Javier meldte afbud. Jeg havde sat næsen op efter endnu en tur på det blå og nu hvor frosten var sluppet, måske med lidt mere gang i fiskene. Jeg besluttede mig for endnu en solotur, selvom jeg ikke er helt tryg ved det - hvis nu der skulle ske noget. Samtidigt, opholder jeg mig stort set kun på vanddybder hvor jeg kan bunde, men alligevel... der er altid den der "hvis nu" faktor, man lige skal vise hensyn.

"Hvis nu" faktoren blev kigget dybt i øjnene og så begyndte jeg at pakke. Det tager sin tid, når man lige skal have det hele med og samtidigt være sikker på at man nu også fik det hele med. Jeg kom afsted sen formiddag og rullede langs en rigtigt flot sydkyst, der flere gange lokkede til et stop, men jeg havde sigtet indstillet på de der frost ørreder. Indbilder mig at frosten og lidt brakvand, blød bund og udlovet sol, nok skulle kunne holde en masse fisk. Men det fandt jeg atter engang aldrig ud af. Isen holdt stadig til og lå nu 100 meter ud fra kysten. Jeg kunne vade gennem det og have kajakken på slæb, men må indrømme at det slet ikke lokkede mig. Jeg stod længe og kiggede på det flotte vand, inden jeg gjorde som forleden - vendte kajakken - og kørte til Sydkysten. SUK!

Eller, det lyder så negativt med Sydkysten. Det er det ikke. Men der er kommet mange fiskere de sidste par år og tendensen er som jeg tidligere har været inde på, at jo flere man er i selskabet, jo flere rettigheder bilder man sig ind at have. Jeg er og fiske for at få fred - have fred, om du vil. Ikke for at skulle kigge mig over skulderen og pludselig opdage at fiskeklubben lige har valgt den plads jeg stod på. Derfor er kajakken også mere og mere i tankerne. Jeg vil virkelig gerne fiske som jeg gjorde i gamle dage. Komme til en strækning jeg ved ingen har fisket inden. Jomfrueligt vand. Fiskene står tit rigtigt kystnært. Idag var ingen undtagelse, men først skulle jeg ud til nye pladser med kajakken. Fik den pakket ud og gjort alt klart - så indså jeg at vinden faktisk var øgende og at der allerede nu var "gæs" på vandet. Stod længe og glanede og vævede frem og tilbage om jeg skulle i vandet eller ej. Hold kæft hvor jeg hader min ubeslutsomhed på det punkt. Men jeg tror at solen, der ikke dukkede op, til sidst gjorde at jeg kørte hjem. Slukøret, for det var da en kæmpe nitte at bruge tid på at pakke, køre ud, køre tilbage til hvorfra jeg kom og videre til andre pladser, gøre klar, ombestemme mig, for så at køre hjem. SUK!

Vel hjemme, pakkede jeg alt ud igen, men tænkte at nu ville jeg fandme fiske et par minutter og få bare lidt ud af dagen. Jeg kørte tilbage og trak i waderne. Allerede i de første kast havde jeg en følger. Ahaaa.. fluetid! Jeg gik op i bilen, byttede stang og tog så en time med "bobleflåd og flue" som jeg af en eller anden grund stadig bliver ved med at kalde det. Jeg er bare fra den tid. Startede jo for virkelig mange år siden med de der bobleflåd, hvor man til en start satte en pind i flådet og siden, lod det køre løst på hovedlinen. Nøøøøj jeg har lagt mange timer med det før. Savner det egentlig, men bliver samtidigt hurtigt træt af det. Det er så meget nemmere med spinnefiskeri. Hurtigere og mere afsøgende effektivt. Bemærk at jeg ikke skrev effektivt, som i fangstmæssigt. Der kommer alt andet til kort, i forhold til bombardaen. Jeg har 100-vis af gange sagt at NU skal jeg fiske noget mere med det, men det bliver aldrig rigtigt til noget. Desværre. Men jeg gentager mig selv igen. Nu skal det være og idag blev det. Igen.

Timen på revet randt ud og jeg tænkte jeg ville køre hjem. Det andet rev i sigte, var besat af 6 mand. Det kan og bør kun holde 2 eller 3. Jeg var glad for at jeg havde haft mit rev alene.
Men på vejen hjem, opdagede jeg at et andet lille rev var ledigt. Skulle man ikke lige? Jo det skulle man og efter en halv time, fandt jeg årets første blankfisk, stående på meget lavt vand. Fighten blev udramatisk og kedelig. Billederne ligeså. Så mens jeg sidder med kaffen og tænker på de følgere jeg havde på mini revet, som fulgte efter bombardaen og ikke fluen(!!)... så nyder jeg samtidigt at presset er taget lidt af nu. Årets første, ovenpå en dag med alt for meget køretur og pakkeri og alt for lidt fiskeri.

2017.02.15 For evigt ejes kun det tabte - til det findes igen

Med temmelig kort varsel, aftenen i forvejen, fik jeg fixet en fridag. Vejrudsigten lovede ikke SV og 6 m/s med 7 grader i vandet osv., men der var lovet sol og som jeg skrev forleden, så syntes jeg de der vejrudsigter i dén grad havde ramt ved siden af, med deres såkaldte sol... en sol jeg knap havde set siden oktober, men som i dag strålede som den kun kan, når man har savnet den ekstra meget. Med andre ord... fiskeriet kom i anden hånd!

Jeg stod op til en ualmindelig smuk morgen. Frosten lå på bilen og huset, men solen var allerede igang med at brænde den af, mens fuglene kvidrede og sang. Jeg ved godt at jeg tager i. Det var teknisk set ikke en forårsmorgen, men dæleme hvor solen berigede med positiver i alt jeg så og tænkte på. Jeg fik hurtigt afklaret lidt arbejde, da det trods alt var med kort varsel jeg tog fri og da klokken var lidt over 10, var bilen pakket og kajakken lå på taget. AFGANG!

Men til min måske ikke helt store overraskelse, så var havet stift på den tænkte plads. Jeg havde som regnet med det, men 300 meter ud... nej.

Næste indkøb til kajakken = meder?

Jeg tog lidt skuffet fra pladsen, for at køre til valg 2, hvor der ingen is var. Solen badede det kystnære vand og glitrede hele vejen ud. Jeg har sjældent gjort kajakken klar så hurtigt og på rekordtid, var jeg på vandet. Nærmest stressende med at slappe af. Erkendt var foråret lettere tilbageholdent ude på det blå. Vinden var kølig fra øst, men skulle efter sigende gå i syd senere, men den sneg sig aldrig derned, hvorfor det kun var i læ jeg fik den fulde nydelse af den strålende sol. En nydelse der varmede i kinderne - så dejligt.

Fra oven

Fra neden

En stor affiskning af det kystnære, stenene, revet, revene, det dybe, de andre sten, sandpletten - og alle de andre sandpletter, mine kystpladser - men udefra. Alle stenene, standpladserne, gemmestederne, hullerne, de flade stykker og de sorte områder tæt på overfladen, hvor der burde være lidt varmere. Alle blev de afsøgt og affisket og ikke en eneste gang mærkede jeg andet end bunden. Ikke skyggen af fisk eller et hug eller bare lidt liv. Men jeg skulle også bare vende snuden mod syd, så var det glemt. Solen. Arhh.... selvfølgelig var jeg og fiske for at fange noget, men en af de der nuldage der blev lagt op til, kunne meget nemmere glemmes og vel hjemme, så har jeg overhovedet ikke haft nærheden af en ringe dag. Tænk at den sol gør så meget. Det glemmer jeg helt - indtil jeg finder ud af at jeg savner den.

Den lange historie kort; Jeg fiskede og fiskede og oplevede mod slutningen, pludselig at have en følger der hurtigt forsvandt, som eneste kontakt til livet under vand. Det var også ret koldt dernede, erfarede jeg senere, da jeg opdagede en af de tabte OLR woblere ligge lige ved siden af den sten, jeg havde sat den i for en knap måned siden. Jeg bare måtte fiske den op og som sagt, så gjort - men nemt var det ikke at komme op i kajakken igen fra hoftedybde - men min OLR fik sin plads i æsken igen.

Jeg rundede dagen af, med en lang tur langs kysten uden at fiske. Vinden var nu helt forsvundet og havet lå blankt hen. Vidunderligt, helt enkelt. Livet. Tak.

2017.02.11 Den gule deroppe - og dernede...

Forleden stod fyren i striksweateren og informerede om at januar havde været særdeles solrig. Jeg var ved at tabe både næse og mund og faldt samtidigt om af latter. Ikke fordi der var noget at grine af, men fordi en større løgn var svær at opdrive. Eller så måles soltimer bare på tidspunkter hvor jeg åbenbart ikke ser det. Sjældent set mørk og trist måned, uden bare lidt sol. Februar er ikke startet meget bedre, men så kom der endelig lidt frost og sol! Den gule deroppe, du ved...

Men med den i kinderne kunne jeg ikke mærke nogen større forskel, da østenvinden bed ret dygtigt i alt der var blotlagt. Under jakken, der i mod, var det tørt, vindstille og varmt. Tak for isolerende tøj! Jeg kunne se grød-is langs hele kysten. Grød-is og is der var stuvet op fra vandet. Ikke at foretrække, når det gjaldt rav, som dagens gå tur var tiltænkt. Ravet er selvfølgelig slet ikke at se på land og i vandet gør grød-isen det ikke lettere. Nå, men så fik jeg vel brændt et par kalorier af tænkte jeg og maste videre i den stride vind. Jeg søgte længe og fik derfor gået en lang runde. Dejligt med den gule foroven og da opdagede jeg at der også lå noget gult forneden.

Jeg havde fundet en lille ravsuppe og fiskede på kort suppen tør for rav. 9 mindre stykker, men dagen var reddet og jeg fik set solen. Fantastisk!

2017.02.05 Sne på tværs

Jeg tænkte at nullet skulle væk. Vinden var i øst og lige til dén plads siges der, er der tidvis masser af fisk i den vind. Det sagde de også i fjor. Der skete ikke noget. I fjor altså.
Men i dag, skulle nullet væk og jeg skulle rive fisk hjem. Det så også godt ud og mens jeg skrånede over det høje, men af vinden, nedlagte gule og visne græs, fik de mere og mere stive fingre linen gennem den lille tykke i farven Jan Svendsen. Oh yearh Jan! Det er lige vejr til dig og på det her rev, hvor jeg aldrig har fanget en fisk, men i fjor reddede dig fri fra en stor glubsk sten og i dén grad kom på dybt vand, skulle du og jeg i dag nyde en time sammen. Med masser af havørreder!

MASSER sagde jeg. Så jeg vadede hen over blæretangen, der lå som en stor brun rådden vold mod vandet. Stanken var som den plejer. Mindede mig om at der fandtes rav - samtidigt som der fandtes død. I dag var jeg døden. Uden at jeg stank, altså! Til en start var det mine fingre der døde i chillfaktoren - men jeg skulle tage årets første og den skulle være tyk. De andre 15 måtte gerne være på målet. Det var ok.

Jan kom på arbejde bag de første store sten. Der var lidt tang og lidt sten, der gerne ville påminde mig om at tempoet på pladsen skulle være lidt højere end vanligt. Lidt modsat vejret og temperaturen i vandet, der påmindede mig om at kulde = lidt sløvhed. Men Jan kom susende mod mig og var det ikke et hug der over sandet? Eller var det stenen og mit blik der bare gerne ville at nummer 1 ud af 16 huggede i et af de første kast?

Kastene blev længere og længere i takt med at jeg kom længere ud på revet og turde give den mere gas, da stenenes tæthed og tangbuskenes højde, forsvandt fra overfladen. Der burde fandme vimse en flok sølvblanke skønheder rundt her, nåede jeg at tænke... DA......

...jeg stadig intet havde mærket efter 23 minutter. Døden var knap så dødelig. Bortset lige fra de der tykke pølser der med et fast greb om stangen og håndtaget, trofast og taktfast kørte den ene meter line hjem efter den anden. Fingrene var døde og fiskene var de udeblevne festdeltagere, der med et hug kunne vække liv i dem igen.

Og så sidder jeg igen i stolen herhjemme. Det nåede lige at blive mørkt, men jeg transmogriffede mig hjem, efter jeg først var gået skuffet fra "16 havørreder på en time" revet, sammen med Jan og dernæst havde fisket det andet rev af. Du ved, dét der rev med blæretangen helt oppe i overfladen og sandet inde bag ved. Det rev der i marts, når solen begynder at få magten og varmer vandet, får store flokke af mine sølvblanke venner til at flokkes om mit endegrej. Det bilder jeg mig i hvert fald ind. Altså fiskene er der, men om de er mine venner og gider flokkes om mit grej, er ikke noget jeg styrer.

Mens snefnuggende bøvlede ned på vej til bilen, tænkte jeg på DMI. Nu skal vi have vinter. Det bliver koldt og alle sagde at vinden i dag skulle være en skiderik. Det skulle tågen også. Men vinden tog først til sent. Tågen var der aldrig. Jeg kunne for hulen da have været ude i kajakken igen idag. Suk. Men man skal ikke ærge sig over en fiskedag. Man skal glæde sig, så med stivfrosne fingre, slud og sne langt ned af nakken og absolut ikke skyggen af fisk på bagen, lod jeg Mazdaen fragte mig tilbage til de 21 graders plusgrader. Det der med radiatorer, er slet ikke så tosset endda! Bare spørg ham der har været uden, et pænt stykke tid!

2017.02.04 Væk i tågen - med kajakken

Jeg havde luret hele ugen. DMI holdt fast i mellem 5 og 7 meter i sekundet. De 5 var perfekt til kajakken. De 7 lidt i overkanten, men med en skrå fralandsvind på den tænkte plads, skulle det gå. Uanset stod jeg fredag aften og pakkede og gjorde ved. Jeg glædede mig! Fiske i fred, uden at skulle overrendes. Det var bare at få fredag overstået og erfare at lørdag startede med en gang dis. Ok, dis kan jeg leve med. Jeg pakkede det sidste, gjorde bilen klar og lagde fra land.

Det gjorde jeg også med kajakken en halv time efter, men med en mindre panderynke da disen var blevet lige vel tæt. Nærmest tåge agtig. Men jeg kunne se land. Og jeg kunne bunde eller hurtigt finde bund. Jeg var tryg og jeg var alene og ikke mindst... på vandet. Hvor har jeg savnet det.

Gennemgang af udstyr førte 2 ting med sig. Den ene var uopmærksomhed, hvorfor jeg "lynhurtigt" befandt mig på et andet sted, end tjekket var påbegyndt. Jeg havde glemt den lumske rygvind, der i dén grad kunne skubbe mig afsted og pludselig var jeg ikke på min kurs. Ingen skade sket - jeg kunne se land og jeg var kommet lidt på afveje. Reddet. Og grejet var klar.

Så kom jeg frem. Det gjorde tågen så også af disen. For helvede. Det blæste også mere herude på pladsen, hvor der ikke var læ fra land og vinden desuden havde 2 muligheder for at piske mig. Tågen blev kun værre og inden den blev helt tæt, forsvandt sømærket, sælen foran mig og stenene på holmen, der vist nok skulle ligge der foran mig.

Eller hvor var jeg nu. For land kunne jeg ikke se mere og sømærket stod heller hvor jeg sidst forlod det med blikket. Jeg vidste hvad der var op og ned og øst og vest, for kompasset der var limet til skroget hjalp mig, men jeg var pludselig ikke så tryg mere. Faktisk ikke overhovedet. Jeg kunne sagtens fiske og tog også en 20-30 kast, men det var uden koncentration og lyst, for den sags skyld, til at flytte mig fra de kystnære sten og så var det jeg bestemte mig for at tage hjem igen.
Det ville aldrig blive en god fiskedag, siddende der i tågen og ikke lave andet end at spekulere på hvor jeg var og hvor meget vinden tog yderligere til og hvor tæt tågen blev. Delvist ærgerlig og alligevel glad for at være ude, tog jeg den lange tur hjem igen - nu i modvind og med mindre syn til kysten, men med retningssansen i behold. Øv også. Jeg havde sat dagen til det her, men sidder nu i den trygge varme læderstol og skriver. Det er endda stadig lyst ude... på den anden side. Havde min mor opdaget jeg var ude alene. I tågen. Så havde jeg nok fået skældud...

Gad vide om den kommende uges udlovede vinter, bliver rocker hård? Det ville være synd for fiskeriet, men med en "ENDELIG" som kommentar herfra, i stedet for det der fesne 2 graders disede og forblæste skod-vinter vejr vi har lige nu. Eller i dag var det hele 3 grader... wayyy...