søndag den 7. januar 2018

2018.01.07 Uden isolering

Min far ringede og spurgte hvordan det gik det med isoleringen af førstesalen. Jeg måtte fortælle at det gik som planlagt. Lidt bagud og endnu ikke færdigt.

"Men hey... solen skinner... skal du ikke ud"

Det var et sådan wake-up call, på moderne dansk. Uden fiskestang, men med kameraet i hånden, fulgte jeg det gode råd i det, i særdeleshed pragtfulde vejr. Helt igennem utroligt dejligt at være ude og bare gå en tur. Så det her er ikke en fisketur. Bare en gå tur...
Men jeg vil da godt lige slå et slag for hvor dejligt det var og hilse fra kysten at den er smuk som den plejer, at der ligger rav hvis man gider kigge efter det og at solen stadig går ned og er uendeligt smuk, selvom det måske lige var tidligt nok.

Indtil jeg kiggede på uret efter jeg var kommet hjem og indså at klokken var over halv fem... og der var stadig lys...

Til dig, der som mig, er lys-narkoman kan jeg anbefale Dagens Længde som er et boost, når ikke den gule klat hænger hvor den plejer, men er væk bag årstidens sædvanlige grå tæppe, der får en at tvivle på om der nogensinde kommer et forår igen.

Det er på vej og dagen er tiltaget med - i dag - hele 21 minutter. Jahuuuuuu