lørdag den 20. oktober 2018

2018.10.20 Gi´ en gedde

Jeg vågnede med et tungt hoved. En af den slags dage, hvor øjnene ikke rigtigt kan åbnes helt og hovedet vejer det dobbelte af hvad det plejer. Jeg havde slet ikke lyst til noget som helst og det var ærligt ikke begejstringen der strålede ud af mig mens jeg, næsten modvilligt, pakkede kajakken og det dertilhørende udstyr. Jeg vidste godt at der lå en gulerod når jeg lå på vandet, men som sagt...

...Ovenpå 300 meter kajaktræk på land. Dernæst 50 meter kajaktræk i vand. Slutteligt 300 meter kajak padling over lavt vand, for så endelig at kunne sætte Hobie drive i hullet og trampe ud.... da kom guleroden.
Javier blev indhentet i modvinden på et øjeblik og sammen bestemte vi en slagplan for hvordan gedderne skulle pelses. Jeg søgte rundt i området på må og få, mens Javier var mere taktisk og lagde sig i drev over den brede rende. En anden båd havde gang i samme taktik, men ingen så ud til at fange noget og stille og roligt trampede jeg nordover, mens jeg affiskede til højre og venstre.

Men der var dødt. Ikke skyggen af fisk og ingen hug heller. Måske jeg heller ikke brugte det rigtige grej - erfarede jeg senere - men jeg kunne samtidigt erindre at gedderne sagtens kunne følge efter mit havørred grej og tillige hugge på dem, når det var sæson for havørred.
På toppen fløj 2 havørne ud på hver deres sten. De fortsatte senere længere nordpå, mens jeg søgte sundet igennem. Her havde jeg set flere gedder før, men ingen var hjemme i dag. Eller ingen jeg kunne lokke. Jeg drev langsomt nedover. Vinden skubbede mig på tværs af sundet og sådan zig-zaggede jeg hele vejen ned til Javier, mens jeg kastede og gjorde ved - uden så meget som et hug.

Javier sad i sin egen verden og fik et chok da jeg smøg mig ind på ham. Han havde haft et hug på sin gedde wobler jig, eller hvad det nu var for en grøn filur han kastede med.
Selv søgte jeg videre syd på og endte til slut nede i bunden. Bunden begyndte også at skrabe på Hobie drevet, så jeg kastede anker da jeg ikke ville drive for langt og så... pludselig... et hug.

Men hugget forblev kun et hug og jeg kæmpede mig videre over det lave område igen, mens jeg tænkte på hvad de gedder egentlig krævede? Da jeg havde hug igen sejlede jeg langsomt videre og tænkte at NU havde jeg fundet området.

Men det eneste der videre skete var at jeg pludselig mærkede et stød i wobleren og havde så en rigtigt fin havørred efter, som huggede helt inde ved kajakken. Den var pænt bred over ryggen og gik sikkert og ventede på at der kom vand i åerne igen. Havørreden så jeg ikke mere til, ej heller nogle gedder og langsomt trampede jeg op til Javier mens vi affiskede tilbage til vores udgangspunkt.

Vi mødte nogle vadende gutter der viste deres gedde grej frem. Med woblere på 50 til 90 gram og længere end de fleste normale agn jeg har brugt, kunne jeg godt se at min Gladsax wobler måske ikke var den vildeste agn. Men billederne de fremviste på tidligere fangster løj ikke, så når jeg en sådan dag ikke kunne bruge fluen, så kunne det være jeg skulle købe en enkelt wobler eller 2 til fremtidig jagt, nu vi måtte padle tomhændede i land. Igen.

Men hovedet... det havde det bestemt bedre og jeg var nærmest i hopla da jeg kom i land. Det er altid dejligt at være ude med kajakken.

søndag den 14. oktober 2018

2018.10.14 På søen!

Så blev der alligevel plads til en fisketur. Egentlig skulle jeg være med kajakken, men jeg måtte sande at vinden fra syd blev en kende skarp og sammen med solen, virkede det ikke rigtigt gedde agtigt inde i vigen. Der i mod kunne en sø lokke og pludselig stod jeg sammen med Javier og Henrik, i gang med at pakke båd og det hele.

Og så lå vi der. Midt på en for mig ukendt sø i Skåne. Der var fisk i søen. Tydeligvis MASSER af fisk. En prøvefiskning med not havde givet 50 ton fredfisk. Tænk lige over den mængde. Dét og så de effekter de giver. Søen var derfor ikke klarvandet. Det er der vist ingen der er her i Skåne. Jeg ærgede mig lidt. Det behøver ikke være spritklart, men jeg kunne først se wobbleren 20 cm fra overfladen, så den var vel ret grumset den her sø.
Men i den grumsede sø fandtes der også gedder, sandart og aborre, sagde de kloge. De førstnævnte var målet for jagten.
Uden kig til bunden nogen steder, uden søkort og uden ekkolod, måtte vi lade ankeret føle dybden.

Vi fandt et sted hvor der var en meter og lige ude foran måske 4 meter. Ok en ler skrænt med muslinger. Vi fiskede løs og glemte at fiskeklubben havde haft 20 mand ude om formiddagen med kun 1 gedde som resultat. Jeg tænkte at gedderne var til møde og havde samlet sig et sted hvor ingen kunne finde dem. Vi flyttede os rundt her og der, men resultaterne udeblev. Indtil jeg pludselig havde andet end den bløde bund, som "huggede" på wobbleren. En flot aborre kom op til afkrogning og så blev det område så kastet igennem ekstra koncentreret. Men resultatløst.

Henrik hørte maven knurre og enige med ham, satte vi gang i grillen. Meningen var at vi skulle spise på land, men båden strandsattes allerede 30 meter før land, så grillen kom i gang i båden. Ikke helt tryg ved situationen med en varm grill midt i det hele, lykkedes vi at lave de sædvanlige gode pølser og havde en pragtfuld pause i det for årstiden fantastiske efterårs vejr. Solen bragede ned fra en skyfri himmel og kun vinden gjorde dagen knap så varm, som den sikkert havde været i læ.

Vi indså at dagen var ved at gå på hæld og bestemte os for at fiske hjemover. Glenten drillede nogle gråkrager. Spurvehøgen drillede mågerne, gedderne drillede os, men havørnen som stille fløj tæt over vores hoveder, var der ingen der drillede. Mægtigt gled majestæten langs bredden og ind mellem træerne.

Hvilken fryd det var at være ude. På en sø. Midt i Skåne. Aborrerne jagtede småfisk på livet løs i skumringen, men intet ville som vi og stramme i huden, lagde vi til på bådebroen, som næppe holder mange år til. Det kunne godt være en gentagelse værd. Bare for fredens skyld.

lørdag den 6. oktober 2018

2018.10.06 Ängarna fra øst og vest

Endnu en weekend, endnu en gang dejligt efterårsvejr. Endnu en gå tur. Endnu ikke noget fiskeri, men det lokkede.

Jeg var på jagt efter en gå tur. Efterårets varme, som var lidt usædvanligt for årstiden, lokkede mig ud i shorts og nærmest helt sommeragtigt gik jeg gennem siv og tang langs Øresund op mod toppen af Foteviken. Så langt man nu kan komme til fods tørskoet. Der stod nogle ordentlige drøn af et par køer derude og græssede. Flotte så de ud - også selvom den slags er fløjtende ligeglade med vejr og vind. De står altid bare og græsser og kigger kun dovent op med et par bedårende øjne, hvis man kommer dem lidt for nær.
Sådan nogle lækre bøffer man kunne skære ud af dem, tænkte jeg. Men det var nok bedst ikke at nedlægge 400 kg. muuuh for samtidigt at risikere helbredet, ved angrebet. Jeg havde heller ikke nogen kniv med, så jeg fandt en rest kød i kindtanden og gumlede lidt på den, mens jeg tænkte hvor meget reelt kød der egentlig var i mit tarvelige, men desperate besøg hos Sybilla, for at få en "bacon surprise" burger, inden jeg begav mig ud på min natur tur.

Gæssene skræppede på livet løs. Store flokke lettede og landede i et væk. De er på vej væk, men mon ikke de alligevel bliver lidt endnu? Der er jo næsten sommer på vejrkortet. Ikke bare i dag, men også flere dage frem. Hvad skete der egentlig med det efterår? Udover de par dråber regn der kom her til morgen, så har efteråret været tørt, som sommeren var det og som sagt er sommeren nu på vej tilbage.

Jeg jokkede i en næsten tør kokasse, hoppede over afvandingskanalen på det smalleste sted og gik mod bilen igen. Egentlig på vej hjem, men så kom jeg i tanke om at jeg længe havde ledt efter en lettere vej til vandet, når jeg nu ville ud og fiske kajak. At kunne spare de der 5 kilometer eller hvor meget det nu er frem og tilbage, ville give mere fisketid og mindre sved. Og fisketiden, på de dage hvor der nu er fisketid, skal ikke bruges på opsøgende arbejde mere. Det var dengang.

Og så mødte jeg en flinker gut der viste hvor jeg kunne køre ned. En flad eng med endnu flere gæs og lige bag de gæs... vandet. Hvor svært kunne det være? Flere planer blev lagt om fremtidige fisketure. Måske allerede i morgen, hvis vinden ikke bliver for skarp fra nord. Vi får se. Ellers går jeg en tur igen.

Der var i øvrigt ingen bacon overraskelse i min burger. Det var bare bacon.