tirsdag den 31. december 2019

2019.12.31 Årets statistik

Da jeg tjekkede min SAS app blev jeg lidt forundret. I disse klimatider, hvilket jeg så ikke har den store tiltro til, så havde jeg lykkedes at flyve 43 % jorden rundt i år, alene på at drage til Holland og Tyskland i embeds medfør. Ikke at det skal være en undskyldning, men med så mange rejsedage, et mærkeligt forår ved vandet og så lidt nye projekter herhjemme, så skete der præcis det samme som de andre år: Tiden forsvandt og jeg fik atter engang fisket for lidt. Fundet for lidt rav, slappet for lidt af, gået til for mange fødselsdage, familiefester... ja hvad ved jeg...

Og som jeg plejer at sige, jagten på den store går i gang i morgen. Den der blanke skønhed på +5 kilo. De samme forhåbninger, som nogle gange - nogle steder - lyder som en floskel der bare gentages. Men en drøm, der forbliver en drøm er en løgn. Så jeg drømmer videre... på endnu et år af løgne om at jeg dér skulle tage den store havørred :-)

Til gengæld blev jeg belønnet med masser af torden i år. Det var fedt - mere af den slags tak.

Godt nytår - godt nyt fiske år!

27 ture
26 havørreder, hvoraf de 21 var blanke
10 ufrivilligt genudsat
5 mistede stykker endegrej
23 stykker nordisk guld

Og nu til vejret:
Regn... vejret.

2019 Målt, middel SMHI Middel
  48,6


35,9
40
49,8


27,5
26
79,4


33,2
33
13


26,0
33
36,2


29,2
37
76,6


50,0
45
54


45,8
50
53,8


79,7
49
66,2


39,7
53
59


59,4
49
49,4


57,3
52
41,4


50,4
49
627,4


519,76
516

tirsdag den 10. december 2019

2019.12.10 Ravtur, gåtur, arbejde og alt det andet mellem søvn og arbejde

Egentlig skulle jeg kunne afslutte allerede her, fordi alt det andet mellem arbejde og søvn på denne årstid, er særdeles begrænset primært grundet manglende dagslys. Og uden lys forsvinder min lyst til en del ting. Nuvel, jeg har startet et nyt projekt i garagen - ikke ombygning - men med resin (Epoxy produkt) hvor jeg skal forsøge mig med lidt kunst, hvis man kan tillade sig at kalde det amatørarbejde jeg udfører, for det...

Jeg er også i gang med at lave gæstetoilettet og få koblet mit nye vandsystem til, men det er afhængigt af min VVS mand og eftersom han også har et liv, så indebærer det for nærværende en del ventetid. Så heldigvis har jeg mit arbejde at bruge ventetiden på, når den ikke fordrives i Kastrup eller Schiphol og hvor jeg sidder og glor mellem mine afgange til og fra Holland og kontoret.

Men så går der tid med det. Fordi vintermørket alligevel er så langvarigt som det kan blive. Man må ikke fiske på en af de bedste årstider, hvor de fisk man vil beskytte til stor del alligevel er i åen. Det er stadig en mærkelig regel.
Men så må man lede efter rav - dog også det i en årstidsbestemt periode på visse steder. Det er så på grund af beskyttelsen af fugle og sæler, der er lukket det meste af året. Men når man endelig må troppe op ude på Måkläppen, kan man se at der har været folk og rode i området inden fredningen er ophørt. Hvor sjovt er det så lige?

Skal man slutte med lovlydigheden?

Jeg har lidt svært ved den slags. Jeg kan ikke fiske, fordi alle ved at jeg ikke fisker efter regnbueørreder. Eller torsk, hvis der var nogen. Gedder, givetvis - men så skal vinden lige slappe lidt mere af, så kajakken atter engang kan få vand under bugen og glide over det sumpede område.
Men jeg kan da gå efter rav på de pladser der ikke er ligeså familiære og velbesøgte som de andre. Så må jeg måske tage til takke med lidt færre stykker i lommen. Det gør jeg også gerne. Jeg er jo ude og nyde. Hvis altså ikke jeg står i garagen og blander resin til et eller andet skærebræt eller hvad jeg nu kan finde på i ventetiden til fiskeriet starter igen - og vinteren sikkert også starter - og vi får noget lys tilbage.

Det var nok bare det jeg ville sige. Mens solen skinner fra en smuk blå december himmel derude.
Om 11 dage er det vintersolhverv! Om 11 dage vender lyset langsomt men helt sikkert tilbage.

søndag den 27. oktober 2019

2019.10.27 Ud i solen

Til forskel fra lørdagens grå og triste, men varme vejr, var søndagen som vejret skulle være, når man igen har brug for at komme ud og få noget luft og samtidigt glemmer listen med gøremål derhjemme.

Køligere, klart og knap så blæsende. Og med solen fremme på en skyfri himmel, var det derfor en større fornøjelse at lægge kilometer efter kilometer af sandstrand bag mig. Der lå tang mere eller mindre over det hele. Masser af tang, ålegræs og hvad ved jeg. Men rav... det lå der ikke noget af. Jeg gik knap 10 kilometer og fandt 3 små turist stykker, hvilket måske var lidt skuffende set i betragtning af indsatsen, men samtidigt lidt ventet, set i betragtning af vindretningen, der ikke var så rav venlig trods alt. Men man ved aldrig rigtigt med det rav og mens solens stråler glitrede i det lave vand og gæs, ænder, svaner og tårnfalke fløj forbi i en uendelighed, nød jeg i fulde drag min tur i det fri, for måske lå der alligevel en mega børge henne ved det næste område?

Men det blev ved tankerne om det store stykke guld. Ligesom sidste gang og gangen før den. Lidt ligesom tankerne om den store blanke, når man fisker. Det der driver værket. Det der gør at man tager ud igen og igen og ikke lader sig slå ud, for det er ikke en konkurrence. Det gælder alene om at nyde det man laver og så er sidegevinsten vel egentlig bare det man er på jagt efter. Men som visse dage kroner det hele... hvilket jeg så venter på lidt endnu.

lørdag den 26. oktober 2019

2019.10.26 Farvel sommertid - farvel lys

Det var den sidste dag med sommertid for dette år. Lyst til cirka 18 tiden og så skal vi til det igen. Stille havemøblerne tilbage. Det var naboen i øvrigt glad for... aj den var dårlig ha ha

Jeg er som altid muggen over vintertiden og er i øvrigt ligeglad med at det ikke hedder vintertid, men skal kaldes normaltid - men tager du ordet vintertid i munden er det en anden klang end normaltid. Normaltid lyder ... normalt. Så er det trygt, så er det som det skal være... det er normalt.
Vintertid der i mod. Koldt, mørkt og øv. Og det er lige hvad det er. Nu skal vi ikke diskutere om en time. Det er jo ikke sådan vi har fået en time mindre i døgnet, men bare tiden der er forskudt, som den bliver 2 gange om året. Egentlig en god ordning. Jeg kan godt indstille både uret og mig selv. Syntes det er fint som det er nu. Men når man på EU basis diskuterer at man vil afskaffe sommertiden, så farer jeg i flint. Fandme nej! Jeg har gentaget det i alle årene at det på vores nordiske breddegrader, ikke er ligegyldigt. Det kan være de ikke mærker det i Tyskland eller længere sydpå, men det gør vi her og nordover. Og der er en forskel om sommeren, hvis du skal lade solen gå ned klokken 21  i stedet for 22 og igen op klokken 3 i stedet for klokken 4. Tænk nu over det, hvis det kommer dertil at vi skal stemme om det. Du har lige en times ekstra lys allerede i slutningen af januar, ved permanent sommertid. Så kan du måske lige nå på kysten et smut. Ved nuværende ordning, er en aftentur først muligt i slutningen af februar. Og ja ja... du er A-menneske.. tillykke. Men hvad så med din løbetur, fodboldtræningen med ungerne, indbruddet du slap for, fordi der stadig var lidt lys da du kom hjem?

Tankerne om permanent vintertid løb koldt ned af ryggen på mig. Fy for helvede siger jeg bare. Men det var så det eneste kolde, på denne blæsende dag på stranden, med min ældste datter, der efter 10 minutters forhandling, endelig kunne snøvle den ny indkøbte jakke på og følge med ud i det fri. Det trængte jeg godt nok også til. Både en ny jakke og en tur i det fri. Det sker hvert år og bliver nærmest kun værre det med turen udenfor. Arbejdet tager al tiden, men fordi det er sjovt, som nu kun et arbejde kan kaldes sjovt, så mærker man det ikke på samme måde. Undtaget lige når weekenden banker på døren og man indser alt det man faktisk også skal nå, men slet ikke har tid til fordi der er en lang liste med gøremål fra sidste weekend.
Men nu var det altså tid til lidt luft i uldtrøjen og sammen gik vi på stranden og håbede på lidt rav. Om ikke andet, så bare en dejlig tur i det varme efterårsvejr.

Og en sådan blev det. Vi fik sparket til noget tang. Kigget på insekter der forvildet var kommet til kysten og ikke havde det så varmt uden uldtrøje. Mågerne der pløjede i vandet derude hvor alle lækkerierne var hvirvlet op af havet - og ravet sikkert lå - og snakket en masse. Og så fandt jeg et flot mindre stykke der lag-på-lag var smidt op af havet på det tørre.

Vi var hjemme inden det blev mørkt, men... sådan vil det ikke være i morgen, hvis vi var ude i samme tidsrum. Stem for permanent sommertid, skulle vi komme dertil.

søndag den 8. september 2019

2019.09.08 Nå! - Runde 2

Sydkysten fik sit farvel kys. Men det forblev ved et af dem oppe på det tørre. Det der vand dér, var ikke noget at stikke hovedet i. Overhovedet. En nærmest ikke tilstedeværende vind, havde alligevel fået vandet til at stige og som det gør sig på denne årstid, så trækker det alt det rådne gamle og klamme tang ud i store klaser. Vandet var med andre ikke kun brunt. Det var fuldt af tang og ålegræs og Javier og jeg stod med meget tvivlsomme miner på første plads og tænkte det samme: Ville det blive en fiskedag trods alt?

I hvert fald lige indtil Javier stod med en undermåler på. Så var de der alligevel. Vi kørte videre, selvom vi måske skulle være blevet, nu der var fisk? Men vandet på den anden side, trak i os. Det vand med de store fisk. Det vand der endnu engang var grumset, fuldt af ålegræs og rådden tang og som efter 1 time førte os endnu mere videre.

Det blev sådan en dag. En dag med kørsel, gang, lidt kast her og der. Slet ikke det vi havde drømt om eller ønsket. Eller håbet på.

Men sådan blev det. Grumset, ålegræs befængt, rådden tang agtigt. Man burde kende sin besøgstid. Eller bare finde en ny hobby frem til det nye år. Sådan et fiskeår kan gang på gang, hænge mig ud af halsen, når det går på hæld alt for tidligt, fordi man ikke føler man har nået at fange fisk nok eller for den sags skyld, store fisk nok.

Nuvel, vi skal være positive og det prøver jeg at være i denne deprimerende tid, hvor lyset forsvinder lidt mere hver dag. Om 3,5 måned går vi atter mod lysere tider, når det er solhverv igen. Frem til det har jeg vel fisket lidt i kajak, efter gedder, lært at bruge min drejebænk og en masse andre positive ting - og ikke mindst ledt efter rav. Gode positive tanker... efterår... bring it on! Næste weekend er sidste chance, men da har jeg måske ikke tid... så ...

fredag den 6. september 2019

2019.09.06 Nå?

Der er nogle gange hvor tiden bare går og siden forsvinder. Hvor tiden antager en dimension der ikke er til at tage og føle på eller så er det bare så plausibelt at vejret har været så ulideligt varmt - men lækkert - at årstiden, der er ved at gå på hæld, bare ikke har indbudt til fiskeri.
En kombination af ovenstående, altså noget med fritiden og arbejdet, der ikke hænger sammen og så den varme vi har haft i lang tid, afholdte mig fra kysten. Siden er jeg blevet gammel nok til at indse at jeg godt kan blive en smule deprimeret når sommeren er ved at være slut. Ikke udpræget negativt, men de lyse aftener er forbi og vi går mod mørkere tider. Jeg får ikke lyst til noget som helst lige i den periode. Jeg gider ikke mørket. Når det vel er vinter, er frost og kulde lækkert nok - men når man står i haven eller ved kysten en lun sommeraften... så er det sidste jeg tænker på, vinter og mørke.

Og så er der sommertiden. Henrik og jeg havde bestemt at "afterwork" sagtens kunne holdes på kysten, hvorfor vi drog afsted på, hvad der pludselig kunne være, årets sidste fisketur. Sådan lidt skyndsomt planlagt, fordi tiden nu engang bare var gået "siden sidst".

Da uret nærmede sig 20 og lyset var kraftigt aftagende, indså jeg at der var politikere der faktisk mener det, når de kæmper mod det vi kalder sommertid. Med andre ord, havde vores afterwork fiskeri, være afsluttet allerede lidt efter 19, ved så latterligt et tiltag.
Må i aldrig nogensinde vinde kampen mod sommertid, i blasfemiske mørke elskere!

Apropos mørke, så var det de farver vi havde valgt til sandet. Ikke af nogen anledning, men bare forbi. Men det var fiskene komplet ligeglade med. Der var i hvert fald ikke nogen og så kunne det måske være lige meget hvad man fiskede med trods alt. Der var heller ingen sidste gang vi var her, men det vidste vi godt et sted oppe i baghovedet. Det var en fisketur for hyggens skyld en fredag aften. Og hygge, det gjorde vi. Henrik havde været så venlig at brygge kaffe og medbringe det svenske svar på smørrebrød = smörgåstårta og med hver vores 4 lag tykke smörgåstårta sad vi på en træstamme og nød den stille aften, det stille vand og en kop varm kaffe. Vandet var kun 10 grader varmt, så kaffen var særdeles velkommen.


Læste forresten en interessant artikel forleden om en stor del bloggere der rendte rundt og indbildte ikke bare sig selv, men også deres omverden om at de var influencere og derfor anså sig selv som tilpas vigtige at de var tiltænkt gratis måltider, gaver, tøj, sko og hvad ved jeg, alene fordi de kunne skrive om andres produkter og derigennem påvirke salget!
Hvor sejt!! Hvor mega overdrevent skide hamrende... ufedt.

Tænk at selvudnævne sig til en titel hvor man anser at man bør have ting gratis.

Men nu vi er ved det, kunne nogen så ikke sende nogle lommepenge til mig? Jeg mener, du læser jo det her og kom du hertil, har du ligesom fået noget - men hvad med mig? Jeg vil gerne have en Mercedes, men har lige betalt for en ny bundrem til huset - det er ikke noget du kan køre i eller se... så hvis du lige overfører lidt Euro... så skriver jeg igen! Og jeg skal nok omtale dig på en eller anden måde!

Jeg kørte hjem i et par heftige byger og funderede om det virkelig var årets sidste tur. Pludselig var tiden gået og de sædvanlige efterårsløfter om at jeg både skal til Danmark, Blekinge og hvad ved jeg, sad jeg og grinte lidt af... det siger jeg hvert år, men tag ikke fejl! Det er ikke lysten der fejler, men jeg arbejder hele tiden og når en hel masse af det der ikke kunne klares fra stolen ude i haven i løbet af sommeren. Nu skal jeg til at lave gæstetoilet, have og så kom jeg til at købe en drejebænk...

Vi ses nok om et par dage. Sydkysten skal sgu lige have et farvel kys. Vil du med?

torsdag den 8. august 2019

2019.08.08 En fiske/torden tur... eller bare køretur...

Der var nogen der havde sat et net og et til over et par dage. Og der var nogen med de net, der havde revet et par store havørreder op. Der var flere op til 5, nogle over 5 og så var der den der fisk dér... 9,8 kilo og MEGET kort. Tænk at få en havørred på 9,8 kg. Så nær de 10 kilo. Ville man ikke et sted inderst inde, være lidt skuffet... nej, ærgerlig måske, over at man ikke lige kom over de 10 kilo?
Jeg var i hvert fald ikke ham der behøvede at tænke den slags tanker - desværre eller heldigvis?

Uanset, så var rygterne sande... og jeg havde siddet på min stol på terrassen i Blåvand og nydt solen i fulde drag, hvis ikke jeg havde siddet i tatovør stolen, ligeledes i Blåvand, mens dette skete...

Tankerne om at fiske området af ved hjemkomst var ikke fjerne og da jeg alligevel skulle køre en større runde for at hente diverse ting i både Danmark og på Österlen, var fiskegrejet pakket med til en roadtrip. Og så var jeg endelig fremme og Henrik stod med friskgrillet nakke kotelet, samt pølser. Et herligt måltid ovenpå en lang dag med masser af køren rundt og tordenbyger som kom og gik.

Mindre skypumpe over Øresund
Efter et solidt måltid var det fisketid og vi daffede til vandet, for blot at konstatere at den sølle sønden vind der kortvarigt havde været, havde rørt rigeligt om i suppen, til at det var grumset op. Så grumset at vi efter et kast hver, helt ude, bare måtte indse at det var ikke den rette dag alligevel.

Vi blev overrumplede af adskillige tordenbyger og et stort skybrud og vel hjemme på Henriks veranda sad vi og nød kaffe, såvel som lyn der flænsede himlen tæt på og i det fjerne.

Det var en sær dag. Fiskeri uden egentlig fiskeri. Lyn jagt uden egentlige lyn... alt for meget kørsel og alt for sen hjemkomst til sidst. Men jeg var ude, det var dejligt og Thor slog på sin ambolt i stor stil!

tirsdag den 2. juli 2019

2019.07.02 Fugl eller fisk?

Netop som jeg sad på kontoret og undrede over om den forventede NV vind virkelig også var i NV, så fik jeg samtidigt gruppe spam meddelelser fra Henrik og Javier om ikke vi skulle ud, nu vinden var gået i NV. Et, for sydkystfiskeren, venligt hjørne på denne årstid, hvor vandet normalt ved den mindste krusning fra syd, grumses til og er fuldt af slik flere uger frem.
Jo, men selvfølgelig. Jeg var egentlig på vej til Österlen, men det var mere for hyggens skyld fordi Henrik også ville ud. Endestationen blev Sydkysten fordi jeg troede mest på det og fordi vinden netop var i NV som nu er engang er bedst hernede i sommertiden.

Meeeen... nordvest og nordvest. Det var vel egentlig vest, med en nordlig drejning og i tankerne var stadig Österlen, fordi vinden først TIL i dag var vendt fra sydvest.
Meget snak om de vindretninger, jeg ved det... men det er virkelig en udfordring når der er sydlige vinde. Temperaturen stiger og samtidigt er der slik over alt.

Det var også hvad der mødte mig på de første pladser. Grumset vand og tydeligt kunne man se de store klaser af grønt og brunt slik.
Bilen fortsatte østpå hvor der langsomt kom mere klart vand og da jeg nåede til en af de lavvandede favoritter, var det ved frisk mod. Som så varede 15 kast ovenpå den varme vadetur. Tangen klistrede til wobler, krog, knude, topøje, på stangen og ikke mindst på linerullen. Ikke så sjovt.

Næste plads var næsten lige sådan. Det var i en bugt og håbet var egentlig at skaden ikke var så stor her. Til dels også korrekt idet kun hvert andet kast var ødelagt.

Jeg bestemte mig egentlig for at køre hjem, men lavede en hurtig lodtrækning med mig selv. Var der biler på vejen kørende mod vest - skulle jeg køre videre mod øst. Kørte bilerne øst over, skulle jeg vest på - og hjem. Helst ikke følge flokken!

Så jeg endte øst på og fandt noget sand, med knap så mange sten og dermed risiko for det klistrede slik. Endelig prikkede jeg korrekt. Klart vand og sø udefra. Jeg burde have startet tidligere, nu det så så godt ud, som den evigt bagkloge sagde...

Og så fangede jeg lige en havørred! Den huggede på distancen og bød op til en lækker fight, trods den manglede nogle centimeter i længden. Det gjorde den som ikke rundt om bugen og efter afkrogning, håbede jeg inderligt på flere, men aftenen var allerede fremskreden og et par turer over revet, resulterede ikke i flere fisk. Til gengæld var jeg tæt på at kroge en terne. Den dykkede efter nedslaget fra min OLR og tog fileme også wobleren op, men slap den heldigvis da den mærkede bedraget.

lørdag den 15. juni 2019

2019.06.15 Jaaah mand!!!

Jeg er tæt ved tom for ord. Tordenvejr nummer 6 eller 7 har forladt mit område og som jeg i forrige indlæg skrev, er tordensæsonen i dén grad en succes. I særdeleshed efter i dag, hvor hele 4 celler byggede op syd for Trelleborg og i modsætning til seneste indlæg, ikke indholdt flashende sky-til-sky lyn der ikke er fotogene, men stort set kun med sky-til-jord lyn der i dybe og øresønderrivende brag, forlod mig mundlam tilbage.
Således kunne jeg til en start allerede over Øresundsbroen se de første lyn i det fjerne. Slet ikke så tidligt ventet, i det jeg var i Danmark og hente 17 kilo Iberico gris og oksekød i diverse mundsvandsløbende udskæringer. Tordenvejret skulle ankomme klokken 19 sådan cirka og her var klokken 13 og lynene udløb bag den smalle gustfront, der nærmede sig Sydkysten.

Mazdaen uden turbo fik prygl på E6 og jeg har sikkert ikke noget kørekort mere, hvis Polis Mats har været ude og måle, men jeg skulle hjem og have kød på frost og køl og shorts på - og afsted med kamera.
Foran fronten stod de vildeste mammatus skyer, som jeg aldrig nåede at fotografere. Til gengæld fik jeg over 40 lyn i kassen af i alt ca. 4.000 billeder. Skåre stod for det første besøg. Siden kørte jeg til Golfklubben. Da lynene aftog, kørte jeg op ad 108´eren og så der en ny byge tage form nede sydvest på. Jeg kørte til Vellinge og fik bagsiden og et lyn i Øresundsbroen, for at slutte med at tage i mod en rigtig hidsig satan der 3 gange lod lynene slå ned tæt på mig. Vi taler et par hundrede meter, hvor luften bare knasede i den hidsige eksplosion. Det var helt vildt. Jeg er SÅ glad. Bring it on!

onsdag den 12. juni 2019

2019.06.12 Tordensæsonen er allerede en succes

Det må jeg sige! Jeg kan sagtens finde noget at være utilfreds over. Eksempelvis at tordenvejret i går nat først startede nord for mig og selvfølgelig vest for. Skybrud, lyn og voldsomt vejr gled bare forbi, som det plejer. Jeg stod op klokken 3 om natten og oplevede det mest intense lynshow nogensinde. Det lynede hvert sekund i et kvarter og overgik siden i et mere, for landsdelen, normalt lynshow, der stadig var uhørt kraftigt. Min datter sad oppe med mig og sammen sad vi bare og gloede med betagede øjne ud i sommernatten - der slet ikke var mørk mere end et sekund af gangen.
Lidt skuffet gik jeg alligevel i seng. For at vågne op til dagens nyheder om at endnu et uvejr atter engang var under udvikling.
Da klokken var 20 og jeg troede jeg skulle vente 2 timer til, udvikledes uvejret pludselig i en ny retning. Mod mig! Min telefon begyndte at sende lyn sms´er (det er nu mest til om natten jeg har den app.) og jeg røg ud i haven. På få minutter havde uvejret skudt en kegle frem mod Trelleborg. Lige i masken og inden jeg nåede ud i bilen, tordnede det over hovedet på mig og regnen faldt med tunge dråber.
Så kørte jeg til havet og håbede at tage den første hastigt udviklet celle bagfra (lidt kinky hva´) og samtidigt få den store inden den med garanti ville lade sit skybrud vælte udover det hele.
Det lykkedes, omend lynene primært var sky til sky lyn og udløstes så mange gange at selv den højeste F faktor på kameraet ikke kunne undgå overbelysning. Lukketiden var endda kun på 1 sekund.
Inden det store uvejr kom, sad jeg allerede i bilen. Regnen havde i den grad gjort sit indtog og i hvad der lød som et kæmpe stenskred, kunne jeg ikke rigtig gå ud og fotografere. Det piskede ubønhørligt ned og selvom jeg selvfølgelig gik ud - så var alle billeder stadig overbelyste og kamera samt optik, fulde af dråber fra den rivende vind og skybruddet.
Bilen blev kørt til plads 3 og plads 4 og først der, ophørte regnen og jeg havde endelig lidt eksemplarisk lyntid. Desværre ville uvejret det således at lynene både aftog, men stadig udløstes masser af gange til at jeg ikke kunne undgå overbelysning. Nuvel... det var et fedt tordenvejr og med så mange allerede i år er tordensæsonen en succes. Men der må da gerne komme mere...

torsdag den 6. juni 2019

2019.06.06 Koldfront

Der har allerede været et par dage med torden her i byen. 3 faktisk. Det er LANGT mere end sidste år - og forrige. Alligevel var jeg så arrogant at da nummer 2 kom, valgte jeg at tage til træning, fordi der lå mere sydpå som var endnu større. Så mens jeg gik ind til træningen, for dernæst at gå ud igen og se 5 mega lyn flække himlen, hvor det ene ramte et hus rent, så kunne jeg svedig tage hjem en time efter for der at konstatere at det hele var faldet sammen. Igen.

Så blev det i dag. En koldfront skulle ligge stille på tværs af landet. En usædvanlig situation, idet vi ville have lummer luft på østsiden og køligere vejr vest på - men fronten ville knap flytte sig, hvorfor det var ventet at linjen ville ligge i flere timer og bare generere tordenbyger på stribe. Det gjorde den!
Problemet var bare at turen over Rügen tog flere timer, siden vendte koldfronten mere nordlig og den planlagte tur med Ajes i Danmark, blev udskudt et par halve timer, timer... og pludselig forsvandt solen bag en enorm skærm sydvest fra. Bilen var klar, jeg var klar... hvor skulle jeg hen?

Jeg valgte sydkysten fordi det var blevet dygtigt antracit gråt dernede. Danmark var indenfor rækkevidde med en brobizz, men det virkede ikke meningsfuldt, som den store bas konstant spillede ude over vandet. Der rumlede konstant. Dybt, hårdt og jeg kunne se flere og flere lyn i det fjerne. Gudesmukt vejr på vej også selvom lyset ikke tillod at tage billeder gode nok til at gemme. Alligevel forsøgte jeg og reddede da lidt lyn. Siden kom regnen. Vinden tiltog til hård kuling, mens den vendte fra øst til vest. Så satte jeg mig i bilen og rullede op mod Malmø, for det var pludselig stoppet med at lyne og jeg kunne se fronten havde ny kurs, men ak... den nærmest fravalgte hvor jeg stod og var. Da jeg stod i Malmø, var det blot for at konstatere at det havde vendt rent vestligt nu, men nu var det for sent at tage til Danmark.


Jeg valgte atter engang Sydkysten, nu efter Smygehuk. Der var mere på vej, men efter en halv time ved kysten, var det bare at konstatere at tordenvejret aldrig kom til mig og lidt skuffet (kun lidt) kørte jeg hjem for at sortere en 1.000 billeder.

tirsdag den 28. maj 2019

2019.05.28 En af de dage der

Det var en af de dage, hvor man tog lidt tidligere fri fra arbejdet fordi vinden havde ændret kurs og lå i et for årstiden, gavmildt hjørne der kunne skubbe overflade vand ud og køligt vand ind. Og på vejen hjem i toget, så det lige præcis ud som jeg havde ønsket. Spørgsmålet var så om det var klaret op efter weekendens søndenhyler. Det er jo også ved at være de dage, hvor der virkelig er sat gang i algeproduktionen og den mindste vind, løsner en masse slik der klistrer til linen og endegrejet i hvert kast. Så ømtålelig en kyst det nogen gange kan være. Såvel som fiskene kan være det og ikke mindst fiskeren.

Men det var ikke i tankerne da jeg drønede ud. Det var kun havørreder. Så da jeg kom til den første af forårets gavmilde pladser, var det skuffende at vandet her stadig var brunt. Ikke helt uventet, men togets udkigsplads, som ligger ikke så mange mil fra hvor jeg stod, havde vist klart vand.
Ak ja... videre til næste, der havde tonen lysebrun. Tanken var at fiske ind i aftenen og det er som ikke fordi jeg er sippet over farvet vand, men jeg ville virkelig gerne vide hvad der foregik lige nu og her og satte derfor bilen i yderligere en østgående bevægelse langs den nu fuldt blomstrende sydkyst.
For en måned siden, stod træerne længst nede stadig blege og grenede. Nu var der også her kommet forår til vandet, trods at maj i år ikke har vist sig fra den lune side. Det er så til gengæld til gavn for vandet, der skulle ligge på 12-13 grader og netop den temperatur, viste termometeret da jeg udvadet stod på pladsen hvor jeg havde en fed bamse efter for noget tid siden.

Drømmen om bamsen varede cirka 2 omdrejninger på hjulet i første kast. Så blev den knust af et latterligt horn på sandpletten... suk... men ok, det var tidligt og jeg havde nok lige ramt den i panden. De har været her i en måned nu og deres upassende tilstedeværelse plejer at aftage i slutningen af maj og forsvinde helt om aftenen. Drømmen om bamsen blev genoptaget.

Indtil kast nummer 2.

Således gik jeg revet igennem i hastige skridt og havde horn efter i hvert kast, eller horn på for den sags skyld og havørreden så jeg ikke til.

Det var ikke fordi jeg var skuffet. Jeg var kun pissesur. Ny plads blev udtænkt. Sand og lidt mere sand med enkelte sten og mindre rev, skulle findes og den slags pladser er der et par stykker af, hvorfor jeg udvadet til knæene efter små 100 meter kunne konstatere at mine udtænkte strategi atter engang blev knust af de lange kanyler. Uden fred for dem og uden synet eller følelsen af havørred, satte jeg mig på stranden og tænkte på bedre tider, men fiske ville jeg og ventede til solen langsomt forsvandt bag træerne.

Med lidt fornyet energi og håb betrådte jeg igen vandet og havde faktisk hurtigt et hårdt hug der ikke overhovedet mindede om horn. Straks dernæst hoppede en mindre havørred fri af vandet og de kølige fingre fik hurtigt varmen igen. Men ak... det var alt hvad der skete og imens jeg drømte om flere havørreder, kom der til min store overraskelse kun endnu flere horn der begyndte at lave kog foran mig og over det hele.

Så fik vi da det på plads. Nye aftenture venter, hvis vinden ellers vil. Nok skal jeg ikke starte ved 19 tiden, men vente til efter 20 og samtidigt give det endnu et par dage, for at få de fleste horn af vejen. Og så skal jeg ellers fiske til 23 tiden mindst, men det er noget med alderen og nattesøvnen der lis´som stopper mig lidt der.

søndag den 28. april 2019

2019.04.28 Snublende tæt på sølvet

Som tidligere skrevet, var det Listerlandet der stod for døren denne weekend. Dog havde jeg ikke 2 afvigelser med i min beregning. Den ene var vinden, der næsten selvfølgeligt skulle løbe fra NV og være ret svag, den anden... var at jeg fredag efter en uge med masser af møder, måtte mødes af en SMS fra SAS om at mit fly var aflyst og siddende i Holland, se en weekend minimeres. Jeg var ved at købe billetter til Zurich, Bruxelles, London, Prag, Frankurt og hvad ved jeg, men i takt med at strejken fra SAS bredte sig til folket, forsvandt samtlige alternativer for at komme hjem til Danmark/Kastrup. Det endte med at min kollega og jeg valgte at leje en bil og køre den til Kastrup, så efter 10 timers kørsel, kun afbrudt af en schnitzel i Tyskland og optankning, "landede" vi i Kastrup natten til lørdag efter klokken 01 og lidt i 3, kunne jeg endelig finde dynen i Trelleborg.

Frisk som en havørn, var jeg med andre ord IKKE lørdag og da jeg stod op søndag, var jeg evigt glad for nordvestenvinden. Jeg hang til lidt i 12 og da jeg ville ud, var Javier allerede på vej. Vi mødtes på vores lokale plads og kunne der konstatere at der på 1 uge var kommet uendelige mængder med slik og nu også de mest ulækre og ærgerlige fisk... heldigvis huggede de ikke. Og så var der en havørred efter. Måske de... men nej..
Vi tog til den gamle dame, som ikke plejer at holde de store mængder horn, men netop her, var der af alle dage netop horn. Jeg tog 3 og var rasende. De forpulede lortedyr er noget af det mest irriterende der nogensinde er skabt og mit havørred hjerte blødte indtil der troppede en ganske pæn ørred op efter wobleren. Måske der alligevel var en lille chance?
Endnu en havørred dukkede op, men hugge ville de ikke og efter 3 horn og ingen havørreder, var jeg klar til at sælge fiskegrejet.

I stedet tog vi til sandbunden og startede en jagt på havørreden, men der var ikke nogen fisk der ville lege. Det eneste positive var at der heller ingen horn var her. Overhovedet. Så jeg gik sådan lidt halvtilfreds op langs sandstranden og kastede til de mørke pletter og var egentlig lidt træt i det, da der pludselig og uden hug eller andet, dukkede en temmelig stor havørred op bag OLR wobleren og fulgte med hele vejen ind. Den var ikke engang skræmt eller noget, men gik bare bag wobleren dette ene kast og vendte langsomt ud mod det mørke igen. Jeg var målløs. Kastede på langs, lige ud, kort, langt og gjorde alt hvad jeg kunne for at få wobleren til at se endnu mere fristende ud, men fisken var væk og resultatløse mødtes vi begge senere oppe ved bilen og for hjem for at tage et skud narko direkte i blodårene, fordi forårsfiskeret lige pludselig var væk... Pludselig var der klamme horn på kysten. Pludselig var havørreden mistænksom. Pludselig indser man at dagsfiskeriet er en saga blot og man skal til at indstille sig på aftenfiskeri og nat-ditto. Ikke at det gør noget som sådan, men det er lidt vemodigt at inden det kom i gang, så sluttede det pludselig.
Man er snublende tæt på sølvet - FCK er snublende tæt på guldet.

På gensyn i solnedgangens land!

søndag den 21. april 2019

2019.04.21 Endnu mere solfaktor 30 - men nu uden disco

Jeg havde planlagt Listerlandet med David, men vi måtte i løbet af ugen sande at østenvinden, der måske ville gå i sydvest eller måske nord, eller måske tage af, eller måske nordvest, nok var for upålidelig, til at tage telt og det hele med. Én ting er at være på Listerlandet, noget andet er at der også godt må være lidt tro på projektet, så vi skød det simpelthen til næste weekend, hvor vi vil være på randen af maj og de første kanyler er landet på Sydkysten.

Så må vi håbe at vinden er med os...

Så Listerlandet blev til Sydkysten og Henrik meldte samtidigt sin ankomst, da han syntes at selskab og grill godt kunne kombineres. Lidt egoistisk valgte jeg kajakken, ud fra den tanke at den udlovede sydvesten vind der ville øge over middag, ville trække folk på kysten og derfor ville jeg ikke risikere at stå og nyde min plads og dernæst blive overrendt af andre fiskere, der liiiiiige...

Det viste sig senere at være et klogt valg.

Jeg er blevet helt god til det der kajak. Den kan pakkes og rulles til vandet på ingen tid. Søsættes og jeg er fiskeklar, uden det store problem. Det er også nødvendigt, da den trods alt er lidt mere tidskrævende uanset hvad, idet den skal en tur op på/ned fra taget og på- eller af-monteres ved pladsbytte,  hvis sådanne er nødvendige. Det blev det ikke i dag. Mest fordi jeg ikke gad og fordi vi troede vildt på pladsen. Javier havde taget 2 små da jeg ankom og som jeg gled i vandet, havde han hug, hvorfor jeg kun kort fik hilst på Henrik og ellers lagde mig ud foran dem. Der var ankommet 2 på spidsen, som stod og hev tang op i hvert andet kast, med hvad der lignede tungt endegrej.

Fiskene så vi ikke noget til, før jeg var drevet langt østover og kastede mig tilbage til grillen. Så fik jeg et hug, der kunne skrives historie om. Der var ingen tvivl fra havørredens side. At det siden viste sig at være en undermåler er en anden sag, men det hug... auch... et riffelskud. Fedt mand!

Sydvestenvinden var taget til og jeg gyngede lystigt på bølgerne, men fiskene udeblev. Det er sært, men jeg kan denne gang ikke finde andre forklaringer end at østenvinden igennem april måned har påvirket. Det siger Henrik´s fiske ven i øst også. Han sætter aldrig garn når det blæser fra øst. Men jeg syntes nu ikke jeg har oplevet decideret dårligt fiskeri i østenvind - kun når den er stædig og forbliver i det hjørne og det er da vist bekræftet i år.

Efter en god gang grillpølser i strandkanten, havde vi fået nyt selskab af 2 fiskere der gik på spidsen. Selv indtog vi området igen og jeg havde hurtigt 2 fine fisk efter i 2 kast. Men vinden til trods og med gang i vandet, var det alligevel sært at kun se dem efter uden at de viste tegn til hug. Jeg tog endnu et langt drev og fiskede tilbage igen, for igen at holde hyggelig pause på stranden, mens gæsterne så sit snit til at indtage vores pladser, hvorfor jeg var glad for min kajak dernæst, for Henrik gad ikke mere og Javier blev irriteret over deres påtrængenhed og kørte hjem. Selv nægtede jeg at give op og padlede derfor ud på toppen af revet, for at fiske hele bugten af og siden revet indefra og udefra.

Men ak... dagen blev som de andre i denne april måned, uendelig lang og uden det vilde fiskeri. Men givetvis også utrolig dejlig, både med selskab og på vandet i kajakken - som nu pakkes sammen for en stund, da arbejdet kalder på den anden side af 2. påskedag.

fredag den 19. april 2019

2019.04.19 Solfaktor 30 og disco

Der skete noget mærkeligt. Torsdagen blæste væk i den evige påskeøsten og det var som ikke fordi jeg skulle ud og fiske, men havde vinden været til det, så havde jeg ikke kørt 2 kolde ned hos Rickard sådan omkring 15 tiden. Så havde jeg drukket vand og været klar til kysten. Men vi sad der i solen og nød kolde pilsnere i læ og bare lavede ingenting. Det var altså også rart!

Så da jeg vågnede i dag og det mærkelige indtraf; "Vinden" gik i syd... så var jeg ikke sen til at pakke grejet, omend jeg tog sent afsted, men det skyldtes mere solen der bagte ned fra den evigt blå april himmel med fuld styrke. Så fantastisk herligt det var udenfor. Fuglene der sang, blomsterne der nu sprang ud overalt, naboen der var ude i shorts, som så er min foretrukne beklædning året om, omend man ikke ser mine underbukser, som naboens... men det er så en anden sag... og så alle de andre der ellers var i gang med diverse sysler rundt omkring, hvis ikke de skulle stå og glo med nysgerrige blikke over hvad andre lavede. Jeg bestemte mig for at takke nej til en 8 cl Gammel Dansk hos naboen og tog i stedet tørdragten på. Nu skulle fiskene ha´ bank!

Javier var lige ankommet og på rekord tid fik jeg kajakken i vandet. Det gik så stærkt at jeg først ude, opdagede at jeg havde glemt at lukke lynlåsene. Ikke så smart, men fiske iveren trak mig ud. Omend... den iver gik så over igen, da jeg mødte Javier, der givetvis havde haft et hug men ellers intet set eller mærket. Arghhh... ikke igen. Kom nu havørreder. Det kan ikke være rigtigt at vi på randen til invasionen af de klamme kanyler mister det gode april fiskeri?

Men sådan en dag blev det. Ok... jeg sad godt nok nede på "mit" stræk, der hvor der intet er specielt anderledes end resten af den mega lange plads og havde pludselig 3 havørreder efter på en gang! Med en trekrog var jeg utvivlsomt blevet sydkystmester i havørreder, men enkeltkrogen kunne kun magte en fisk af gangen og denne, en fed blank undermåler, fik friheden dernæst. Siden skete der intet. Som i OVERHOVEDET ingenting.

Jeg bøvlede ned langs kysten. Tilbage igen. Kastede og fandt enorme sten der smukt lå nede på bunden (hvor ellers) og fiskede kubikmeter efter kubikmeter vand af. Der var helt dødt og det samme kunne Javier melde da jeg svedig og stegt kom tilbage igen.

Discovejret måtte passe sig selv. Vi ville på andre pladser og kom atter engang af vandet, af sted og i vandet på ny plads på super rekord tid. Men til vores store forbavselse måtte vi her, efter komplet gennemfiskning af revet fra den ene ende til den anden og tilbage igen og med stormester tro og det hele, atter engang indse at de havørreder der... de ville os bare ikke. Og så havde jeg 3 efter i 1 enkelt kast tidligere. Er du gal hvor er det mærkeligt nogle gange... ret ofte... egentlig hele tiden, lige for tiden... Men så kommer de nok en anden dag.

onsdag den 17. april 2019

2019.04.17 Påskeøsten

Det er en årlig tilbagevendende begivenhed. Påskeøsten. Den har så vidt jeg lige husker, aldrig slået fejl. Den eneste forskel er hvor længe den varer ved. I år har den varet ved længe. ALT for længe.

Således måtte jeg se april starte med østenvind og op til ferien, se østenvinden fortsætte. Heldigvis for mig, havde jeg et fuldt program med en masse fornøjligheder som fødselsdag, Em-håndbold kvalifikation, mere fødselsdag, besøg fra familie og en tur til København at fornøje mig...

Ok... håndboldkampen i Royal Arena var rigtigt fed og turen til København lækker som altid. Alt det andet var... nu skal jeg vare mine ord.. hyggeligt. :-)

I dag skulle Henrik, Javier og jeg have haft et særdeles velkommen besøg fra Danmark. Planlagt var det at Ole og Jan skulle besøge vores kyster og jeg havde til lejligheden sørget for at genudsætte masser af havørreder gennem de sidste mange år og der ud over ikke fange de store, hvorfor det for Ole og Jan bare var at komme forbi og fange/genfange dem. Hvad jeg ikke er herre over, er vinden. Desværre. Som dagen i dag sig nærmede, ville den stædige påskeøsten ikke lægge sig eller tage et par grader i en anden retning. Nej, dæleme nej! Den ville fortsætte, hvorfor planerne mere og mere så ud til at blive skrinlagte, idet vi sydkystere kun kunne byde på de vestlige pladser. Alternativt de pladser der rent faktisk peger mod vest.

Surt var det derfor at droppe fællesturen til sidst, men på den anden side... så fik jeg fisket i kajakken i dag, for den var eneste alternativ og da jeg syntes det var tid, ringede jeg til Javier der til min store forbavselse allerede var ude. Han havde lige set sit snit til at køre uden om mig og teste en af de lokale pladser, der så godt ud. Da han efter en halv time ringede og meldte at resultatet var et stort nul, aftalte vi at mødes med kajakkerne i stedet og således gled jeg over et nyt vestligt rev, med et stort smil på læben.

Smilet stivnede aldrig, for det der kajak... det er bare mig. Men efter 2 timer med fuld knald på og en tiltagende strid østenvind, så måtte vi resultatløse lægge til land og der indtage den medbragte mad. Der var ingen af os der var synderligt fiske ivrige. Vandet foran os så kanon godt ud. Det stank af fisk, men det var helt utroligt dødt. Overraskende dødt. Alligevel sadlede vi om og drog til vestsiden.

Den evige trækken ud med kajakken og ingen pedaler før efter 200 meter og intet ror før efter 100 meter, har aldrig været min favorit, men sådan er det her. Det er lavvandet et langt stykke og da jeg endelig kom på Hobie venlig dybde, skød kajakken over det flade og meget klare vand.

Vi fiskede meget. Sådan rigtigt meget. Kom ud på toppen. Ind forbi. Så skete det... beklager virkelig, men jeg fangede et forpulet horn. Heldigvis for den, røg den af inden jeg fik min kølle frem. Det er bare SÅ ærgerligt. Midt i gudesæsonen, så kommer de lange kanyler og ødelægger alt. Hvorfor er der ingen der fisker dem op og bruger dem til industrien i stedet for at tage tobiserne? Hornfisk er ikke sjove. Slet ikke!

Jeg var ved at give op. Spritklart vand og næsten helt stille. Så mistede Javier et eller andet. Hans "neeeej" antydede at det næppe kunne være ærgelsen over en klam hornfisk. Så ganske rigtigt; I kastet efter, kom 2 havørreder i modellerne små efter OLR Kutlingen.
Jaaaaaa mand! Ægte fisk! Hold fest hvor blev jeg glad over bare at SE dem. Så fik Javier en. Så meldte jeg mig også ind og pludselig havde vi fanget 7 af de blanke sådan midt i det hele. Vi havde mange følgere, men de fleste tog uden dikkedarer og vi så ikke mere til de klamme horn heldigvis.
En lidt mærkelig dag endte lykkeligt og med et smil på læben, over endelig at møde vores elskede havørreder, drog vi tilbage til det flade område for at trække vores kajakker op. Det var alligevel 7 timer på vandet.

mandag den 8. april 2019

2019.04.08 Afvist i døren

Jeg sad på kontorstolen og havde som mit at se til - men der var også tid til at kigge ud af vinduet i det multikulturelle Malmø. Heldigvis for mig, kunne jeg også kigge op og der nyde noget knapt så tvunget ligestillet og blødsødent som den blå himmel. Helt almindelig himmelsblå med hvide skyer - godt at både hvide skyer og himmelsblå ikke er faldet offer for en eller anden krænkelseskultur. Desuden var der i perioder mere hvidt end blåt!! Men det sluttede med mest blåt og da jeg tjekkede vinden for Sydkysten, tænkte jeg at arbejde kunne være arbejde og at der lige skulle lægges en time på kysten, ovenpå weekendens lurendrejeri.

Så da jeg havde sagt det obligatoriske "hej" i hoveddøren derhjemme, var det med et fast blik at grejet igen blev pakket og så ellers endnu et obligatorisk "hej hej" da jeg straks derpå strøg ud af døren med kysthabitten på.

Det er nok en måned siden jeg sidst var tør i skridtet. Tro nu ikke at jeg går og sjatpisser, men jeg har bare ikke rigtigt haft hverken tid eller tørre waders til lige at tænke på det, men inden min ferie i næste uge skal jeg altså lige have noget aquaseal eller hvad det hedder smurt godt og grundigt rundt i de nedre regioner.

På mine waders!

Men alt det tænkte jeg ikke på, da jeg gik over den lille strandkant som bølgerne og det afsindige højvande havde skubbet op. Nej, tankerne var på de kære havørreder og deres hyggelige selskab. Hvis de altså havde savnet mig? De havde de, for jeg nåede kun at tage et par omdrejninger da den første fisk tordnede på i et drøn af et hug. En fin lille blanko kom til afkrogning og inden jeg var vadet helt ud, kunne jeg i andet kast mærke hvordan det bare sugede til i stangen. Fuck mand... der er vist fisk hjemme i dag! Den stod af, men jeg kunne så i tredje kast, igen mærke hvordan næste fisk markerede agnen og så var telefonen på vej op at lommen for lige at informere Javier, hvis nu han alligevel sad i sofaen med en Sangria eller hvad spanjoleren nu lavede her til aften, meeeeen...

Jeg skulle lige have et par kast til og så indtraf det store øjeblik!

Det døde...

Det var ellers sådan en aften man tænkte at det nok skulle blive sjovt, men det varede sådan cirka de 3 kast. Givetvis havde jeg da 2 yderligere hug og et par følgere, men med kolde fingre måtte jeg 1 time senere forlade stranden med et noget mærkelig udtryk i ansigtet. Jeg var vist blevet afvist i døren inden jeg kom ind til det fine selskab med de blanke havørreder, men hey... så prøver jeg da bare en anden dag!

På vej til bilen fandt jeg en i særdeleshed udtørret fladfisk. Der skal nok sidde en grønlænder og ryste på hovedet af mig over at lade den ligge, men du kan få dine tørfisk for dig selv og hvis du spørger, skal jeg nok sige hvor jeg efterlod den.

søndag den 7. april 2019

2019.04.07 På vandet i forårssolen

Der var meget der skulle nåes på mine tildelte minutter i weekenden. Lørdagen blev afsat til Blänkaren, så søndagen var sådan lidt hektisk, men en ting var helt sikker! Hobie og jeg skulle på tur. Spørgsmålet var alene hvornår. Et af gøremålene var at skifte til sommerdæk på bil 2, og så kunne prøveturen ligeså godt klares med kajakken på taget. Så i 14-15 graders varme, sad jeg i bilen med tørdragten på og bare længtes helt vildt til vandet. Vinden skulle hele dagen løbe med en 3 meter fra SØ, men vel ankommet til vandet, var der ikke mange rifler i overfladen, der afslørede nogen form for vind. Faktisk, så lå det helt stille hen. Bugten så ellers fin ud, men det glasklare vand lokkede ikke nu der ingen vind var, så jeg vendte og kørte retur til den plads Javier ikke kunne fiske på i går.

Det måtte have klaret lidt op og hellere vindstille med lidt grums, end ginklart vand nu det alligevel havde bestemt sig for at være ren disco.

Jeg havde da heldigvis ret i den antagelse. Vandet var ikke klart, men havde det her lækre svæv der på en sådan solbeskinnet pragtfuld forårsdag, måske kunne lokke de kære pletsild ud af starthullerne.

Men jeg glemte alt om havørreder og discovejr, da jeg fik kajakken i vandet. ENDELIG. Årets første tur, så sent som det nu blev og så lå jeg her. Jeg var egentlig fiskeklar ud til spidsen på min krog, men mest af alt... nød jeg bare at glide ud blandt de store sten og se min kyst lidt bedre fra oven.

Jeg fiskede til en start mere af pligt end lyst, men lysten overtog hurtigt og jeg kørte det første stræk igennem. Mærkeligt. Ikke et hug. Her plejer ellers... og så fiskede jeg videre. Længere ude. Så kom en eller anden filur og stod med sin stang som han førte frem og tilbage i hurtige bevægelser. Så kom Javier i hans kajak. Sammen fiskede vi revet af igen. Han tog spidsen og jeg det lange stræk. Stadig lige så stille som vandoverfladen. Jeg tog en tur ud i det blå. 2 gråsæler lå langt ude og der var måger omkring dem. Der var sikkert laks i 20 kilos klassen, samt en masse havørreder på de 10 kilo og opefter der svømmede herude. De store går altid langt ude, indbilder man sig. Jeg lagde kysten bag mig. Javier var pludselig meget lille. Husene små gule og røde firkanter. Sælerne forsvandt. Mågerne ligeså... det var bare mig og flokke af edderfugle der ikke længere trak langs kysten langt ude, men over mig - langs kysten. Det var dejligt bare at ligge her og lysten til at fortsætte fandtes, men desværre havde jeg stadig signal til min fornuft og bestemte mig for at jeg var kommet langt nok ud.

Det så ellers godt ud herude. Vandet var spritklart og 2 grader koldere end det kystnære. Jeg tog nogle kast, men når man er ude på det dybe, er det som at fiske fra en klippe... det er ikke rigtigt det samme. Lidt for tilfældigt, selvom jeg sad med det evige håb om at der kom en kleppert - sådan helt tilfældigt - og i et udløb ville trække mig endnu længere ud, mens jeg langsomt men sikkert vandt linen på hjulet igen. Jeg burde sgu have taget i Bordershop nu jeg alligevel var der. Der kan sagtens stå 9 rammer øl på Hobien.

Det dybe blev til det lave igen og en halv sovende Javier kunne afsløre at han havde fanget lige så meget som mig. Sammen tog vi atter en gang revet på kryds og tværs og jeg endte denne gang nede i den anden ende, men ak... størst succes havde jeg med at padle mod svanerne, som ikke har den store respekt for en vadende fisker, men dæleme nok skal flytte sig når du er i kajak. Så mens jeg morede mig med lidt svane skak, for at få dem over til den sure hansvane, der pustede sig op og afviste alle der kom nær - undtaget mig til sidst - så fiskede jeg også det lave vand af igen. Og trampede tilbage til Javier der nu var temmelig stram i masken af den dejlige sol. Vi kunne knapt smile af frygt for at vores læber ville sprække, men endte alligevel med netop et smil over de finurlige havørreder, der endnu engang løb med sejren.

Hvilket i øvrigt burde være ulovligt på sådan en dag!

lørdag den 6. april 2019

2019.04.06 Jubilæum, fiskekonkurrence og lidt ulovligheder

Så var det tid til den årlige konkurrence, Blänkaren, der i år kunne fejre 10 års jubilæum. I hvert fald i det nuværende regi, med Per-Olof ved roret og officiel indvejning ved Engelska Bryggan i Ystad. Det var et jubilæum der ikke blev overrendt af store blankfisk, men nærmere en helt sædvanlig opvisning af hvad der var fanget. Havørreden vidste åbenbart ikke hvilken fokus den var i. Igen.

Tjek eventuelt vores officielle side om konkurrencen her og se billeder fra de foregående år.

Der er noget kriminelt over at være kystfisker. Jeg plejer at køre pænt nu hvor jeg er kommet op i alderen, men det var vist ikke til køreprøven jeg lærte halve håndbremsevendinger og race, som det nu går med bil uden turbo, gennem den lille skov, men nu skulle der altså fiskes. Sådan på rigtigt!
Jeg startede ellers med at stå tidligt op, sætte mig i bilen med kysthabitten på og transporterede mig til Ystad for at starte grillen op, hvor Per-Olof stod og ventede ved klubhuset. Der var indløbet diverse sms´er og rapporter om fanget fisk og mange mennesker ude. Det var også en umådelig smuk forårsdag, med kun let sløret sol, 12 grader og jævn vind fra Ø og NØ. Vandet lå gudesmukt hen med lette søer der knækkede over revet og bodybuilderen havde lige mistet en fin fisk ude på revet.

Grillen kom i gang og det gjorde snakken også fra alle der ikke gad køre Skåne tyndt for at finde fiskevand. Selv blev jeg bevilget lidt fritid på revet, væk fra grillens stank af fugtige briketter og svensk tændvæske, der består af 95% vand og måske lidt madolie. Makværk at tænde op med for en grill entusiast som mig. Makværk var det også at betræde revet for at konstatere at vandet var pivhamrende klart og derfor ikke have kontakten til noget som helst. Jeg tog et par søer fra Bornholmer færgen og håbede det ruskede gang i fiskene, men der stod vi 10 mand på rad og fangede intet.

Pølserne bar kun let præg af briket stanken og da jeg havde trykket 3 af dem i halsen, var det tæt på slutsignalet for konkurrencen. Som tidligere skrevet, er det ikke en fang-mest konkurrence. Vi forventer os der i mod at vores medfiskere langs kysten har pli til kun at tage blankfisk og ikke flå hver enkelt af dem op, men fremvise det rette og fede eksemplar... og det har vi gennem årene lykkedes ganske godt med. Jeg hørte også fra flere at de havde fået en del fisk, men de savnede lidt bug, hvorfor de var genudsat.

Lars Ipsens fisk havde bug. Den havde lige præcis den pasform jeg syntes havørreder skal have og det rakte også rigeligt til at vinde konkurrencen. At det samtidigt var en fisk på 4,1 kg gjorde ikke tingene værre. Respekt Lars, for at for anden gang vinde Blänkaren. Denne gang med Fulton 1,38!

Bemærk teksten på rullen
Da Javier, Henrik og jeg havde talt færdigt, startede jagten på fiskevand. Nu var det nok med Zoega´s og skinkesøm. Nu ville jeg ikke høre om andres fiske, men selv udøve det og motoren var knapt slukket, før jeg stod i vandet og tonsede OLR lang pokker i vold, i håbet om hugget der ude for enden.
Men efter at have vadet hele strækningen igennem, der hvor sandet går i dybden og tobiserne kommer ind mellem støvlerne, var det bare at konstatere at vi ikke skulle have fisk her.

Og så opstod der endnu en ulovlighed. Javier og jeg landede på et af Sydkystens mest sikre kort, fiskede igennem, så mindre fisk der markerede i overfladen og gik atter fra vandet uden en fisk. Den slags er dæleme ulovligt i april måned! Men det var nu alligevel en fantastisk dag ude i foråret og i morgen... skal kajakken nok frem, hvis jeg vil have lov til andet end at kaste lige ud, som vejrudsigten ser ud lige nu.

søndag den 24. marts 2019

2019.03.24 Så startede festen endelig!

Ajes og jeg havde talt om en tur og selvom jeg havde advaret om fiskeriet, var det alligevel en alt for frisk fyr der stod klar udenfor klokken 8... nuvel.. frisk som jeg var (NOT) pakkede jeg grejet om og fulgte med. Er du gal jeg var slidt. Tyndslidt, ondt i ryggen, træt i kroppen... helt færdig, efter 6 dages fiskeri. Havde fiskeriet været mere på toppen, havde lysten være mere til stede. Jeg havde lyst, men det var måske ikke det første jeg tænkte da jeg stod op. Nærmere noget i stil med hvorfor helvede Ajes skulle komme klokken 8, hvor jeg havde en aftale med dynen...

Og så kom vi til revet. Så var jeg pludselig en helt anden igen. Nu ville jeg fiske. Meget gerne... sådan er det tit, når vandet ser ud som den koldeste fad-øl i Indre By en varm maj dag. ALLE VIL HAVE DEN!

Så vi indtog revet, fordi vi ville have det og alle fiskene der måtte være, men første runde fra vest til øst, var resultatløs, bortset fra den fisk der havde hugget på den hængende tobis.
Forklaring: David og jeg har fisket utallige timer sammen gennem livet. På Listerlandet har vi gennem årene fisket vores agn på alle måder. Der er den sløve tobis, der er på vej til arbejde mandag. Der er den hurtige tobis, der skal hjem til lillekone aften onsdag og så er der blandt andet også den stående tobis, der faktisk står stille foran stangtoppen, netop som du har rullet den ind. Og den stående tobis huggede en mini på, på første tur.

Den stående tobis sikrede mig på anden tur en mini der ikke kunne lade være. Yderligere en rigtigt flot nedgænger faldt for den i kastene efter. Det var fisk der ville mere i dag. FEDT!
Længere nede af kysten hamrede en fisk på. Den fightede rigtigt godt og ind kom en flot blankfisk på målet, som jeg lod svømme videre. De er større og de skulle dæleme hugge!

Javier kom frem - siden kom solen frem. 3 mand på revet, klar med fuld udrustning = Så tag nogle flere havørreder frem! Og de kom igen. Vi nappede 9 fisk på revet over de næste timer i den lækre sol, der en overgang viste en flot halo bag et par slørskyer.

Men fiskeriet var ikke det samme, efter solen kom frem. De blev mere sky, stik mod vores forventning og enige var vi om at prøve en ny plads, for altid at kunne vende tilbage senere, hvis vi bommede eller fortrød.

Jeg stod og talte med en bekendt fluefisker der havde gået over det nye rev. Han havde fået en 4 kilos nedgænger der ikke manglede meget for at han havde taget den med, men en nedgænger var det og han havde genudsat den. I mens vi talte stod jeg og frøs og var irriteret over at mine waders åbenbart lækkede, for jeg var våd og det forklarede den snigende kulde jeg havde følt de sidste par timer. Jeg gik alligevel i vandet og i mens havde Ajes taget spidsen af revet og Javier det næste rev.

Så blev det forår i vandet... i tredje kast hamrede en blankfisk på helt ude i kastet. Den væltede rundt, tog udløb og fulgte siden med, for igen at tage kampen op nær mig. Det var en fed fight og en gudesmuk blankfisk på ca. 60 cm., fik lov at svømme videre, da jeg mente der var større derude.

Det var der!

I kastet efter kom et mindre hug et par meter ude. Siden så jeg en bamse bag OLR wobleren og som huggede igen i en vending. Netop som jeg troede den var væk, kom bamsen helt ind til mig og en stålblank skønhed på nok 4 kg., vendte i et mega skvulp - uden min krog i munden. Nøøøøøj jeg glemte alt om kulde der! Kastet efter, kom den igen på fuld hammer, men kun en gang og var siden væk. Fuck mand... hele ugen var pludselig reddet alene på de 2 fisk. Det er NU det sker. Det jeg hele tiden har ventet på. Men som fiskeriet nu engang er, så er disse perioder stadig korte. Jeg havde kort efter en fisk efter magen til den første jeg tog - siden skete der ikke mere.

Tilbage i sofaen... endelig... sidder jeg med et stort minde på nethinden af den fede blankfisk der gik lige bag min wobler og 2 gange huggede vildt efter den. Uha... det så godt ud!

lørdag den 23. marts 2019

2019.03.23 En kort - en lang... en blankfisk - min stang... en fyr der si´r ding-dang...

Jeg var endnu engang længe om at komme ud, men denne dag var det ikke kun træthed, det var også af familiære hensyn, da der var opstået lidt grynten i krogene om ham der "far" der var ude og fiske hele tiden. Det endte så med - i øvrigt som det plejer - at jeg sad alene i sofaen og alle råb om hjælp til oprydning, støvsugning og de andre nødvendigheder forblev ubesvaret oppe fra førstesalen - og at jeg til sidst, igen, sad alene i sofaen, men i det mindste "var hjemme"...

Men så kunne det ikke holdes længere. Solen skulle dukke op ved 13 tiden og derfor stod jeg selvfølgelig udvadet lige deromkring. Det så bragende godt ud. Vandet løb over revet og stenene med den giftigste grønne farve og jeg ville have væddet skødet på huset væk om at det nok skulle holde fisk.

Jeg skylder ikke nogen noget hus. Der var mange fisk! Alle 12-14 følgere, som heldigvis var små følgere, for ellers havde jeg været endnu mere ærgerlig. Mærkeligt alligevel at de kun fulgte efter. Jeg gav revet en del tid, men fiskene var lige ubeslutsomme og fulgte som sagt bare efter eller huggede yderst forsigtigt.

Battleplan 2 blev taget i brug. Revet Javier indtog i går, da jeg valgte de østlige pladser, blev besøgt. Han havde mødt fisk! Det gjorde jeg også. En stime tobis yngel, såmænd... der ud over var der knaldhamrende dødt og jeg havde dernæst det første rev i tankerne, fordi vinden nu ret så pludseligt, men i følge vejrudsigten, havde vendt til NV og derfor blæste fra land. Det vil sige; Gammel sø, grønt vand og nu medvind.

Det var fiskene så enige i. Sådan lidt da. Jeg var knap nået ned til området, som ligger midt i det hele og intet ligner i forhold til resten af revet, da en fisk hamrede på OLR Kutlingen. Så røg den af. Sørens! Et nyt kast blev lagt og så hamrede endnu en fisk på. Denne en model lille, men så røg den sgu også af! Jeg tjekkede krogen - kastede igen - havde hug og i kastene efter flere hug, indtil den næste smadrede på krogen... og røg af!!!

Så blev jeg sgu sur, indtil jeg opdagede at krogen jeg brugte ikke var min Mustad Tarpon, men den billige Daiwa efterligning - og vist ligner den, meeen... de er ikke ens. Jeg byttede straks krog, men så var fiskene væk. Der skete ikke en skid og jeg fiskede mig ind i den forårssmukke aften, med lun vind fra land og lykkedes til sidst med en lille prutfis der, som de andre, hamrede på ude i enden af kastet.

Meget mærkelige fisk. Og mærkelig krog. Eller hvad det nu er...

fredag den 22. marts 2019

2019.03.22 En fuldblodsfiasko?

Normalt plejer jeg at skrive samme dage jeg har været ude, men i går - da jeg endelig kom hjem - var der kun en ting i der gjaldt og det var at sætte sig i sofaen med en GT og glo ud i luften. Lige indtil min ældste datter spurgte om vi skulle spille Matador. Det siger jeg aldrig nej til og det var så dagens eneste positive ting. Altså i går...

I dag var gårddagen ikke så tosset alligevel. Jeg mener, hvad kan man forvente sig? Der er gået en uge med tosset vejr. I mandags stormede det og jeg blev blæst om på Österlen. Tirsdag fik vi sol, men vinden der alt for sent aftog, gjorde at jeg netop ikke kunne fiske på Sydkysten andet et par kast i grov sø. Onsdag og torsdag tilbage i den grå, kedelige og disede trummerum i piv blæse vejr og så i går... da vinden endelig tog af, var det stadig gråt. Det er nok for meget at forlange at kræve fisk på hver tur, men når man så gerne vil det, kan det være svært at indse nederlag på nederlag.

Javier skulle igen hente unger, så han kørte et morgenshow. Jeg ville faktisk have været med, men var samtidigt temmelig slidt og lod vækkeuret være og tog en time til. Da jeg kom ud, havde Javier affisket 2 rev. Det ene fik 4 kast, så var han træt af at pille ålegræs af krogen - det andet var dødt. Vi mødtes på en af de gode favoritter, men der var mange ude denne grå og stille fredag. Vi lod de andre fiskere være og kørte til vores eget sted i fred og ro. Allerede i fjerde kast havde jeg en lille følger, som slog til wobleren og gav mig lidt tænding. Måske de ville lege i dag? Men den lille følger var alt der skete for 2 dedikerede kystfiskere i den lille time vi stod på hvert vores rev.

Da vi gik til bilerne, havde jeg kun et sted i tankerne. Jeg kunne sagtens overtales til en masse andre, men jeg var så tændt på pladsen, at jeg til sidste kørte alene afsted, fordi Javier ville skulle bruge for meget køretid i forhold til hans tidlige afgang. Jeg fortrød flere gange undervejs - måske var jeg alligevel i tvivl, men fastholdt beslutningen. På vej til fiskevandet mødte jeg en anden fisker. Jo, de var 4 mand med deres fluevifte grej. Der var små havørreder der hoppede på lavt vand og ellers var der intet sket. Heller ikke for de 8 der stod der da de kom.

Jeg gik til vandet fast i troen at det måtte vende. Men for at gøre en hel halv fiskedag kort, så gennemfiskede jeg strækningen fra klokken 13 til klokken 18, med kun 2 pauser. Jeg havde ikke så meget som en følger eller et hug og det eneste der skete var at jeg pludselig havde en uhørt sløv fisk på, der røg af lige så tilfældigt som den (ikke) havde hugget. Der var jeg måske en smule frustreret.

Men som sagt... her dagen derpå... hvad forlanger man? Ingen sol og næsten intet liv i vandet. I dag skulle solen komme frem. Når det sker, her om 2 timer i dette skrevne øjeblik, så står jeg nede på kysten og håber der er en plads. Kajakken skulle være med, men jeg gider ikke lige nu. Vil være mobil, så længe fiskeriet ikke rigtigt er kommet i gang.