lørdag den 19. januar 2019

2019.01.19 Med vinden i ryggen

Sammen talte vi om kajakken, Javier og jeg. Vinden, solen og vandet på dagen måtte afgøre det. Men som så mange gange før, vågnede jeg op til en lidt for frisk vind, siden en melding om temmelig brunt vand og som jeg forstod det, ikke fiskbart eller kajakvenligt på Sydkysten.
Så blev morgenen til formiddag og formiddag til middag og jeg vidste ikke rigtigt om det skulle blive eller ikke. Og så blev det alligevel, da jeg i en pludselig indskydelse tænkte, at ok... det kan jo ikke gå værre end det har gjort indtil videre og samtidigt får jeg en tur ud af det.

Således trampede jeg over engene med seneste melding fra østsiden, hvor der var helt stille i vandet og fuldstændigt glatbarberet for fisk. Ak ja... jeg sparede da de kilometer i det mindste og trampede mine egne i håbet om at jeg kunne finde en lille havørred. Eller måske endda en stor!

Støvletrampene blev mange, men ikke så lange. Så kunne jeg skimte lidt mørkere bund og lagde de første kast ud i området. Som forventet, men ikke pessimistisk ment, udeblev al kontakt til liv. Jeg gik videre. Målte temperaturen. Min forbavselse var stor. 1 sølle grad i vandet. Suk. Det måtte godt være lidt varmere, specielt nu solen ikke var fremme. Men jeg troede faktisk lidt på mit projekt og gik videre. Skræmte en havørn, der var i gang med sin middag. Den lettede ud over vandet og da jeg nåede dens seneste position på land, kunne jeg godt se at det havde været en sulten en af slagsen. Der lå kun fjer tilbage. Resten var nok endt i dunken.

Jeg trampede rundt. Fik tilbagelagt en 7-8 kilometer. Gå-fiske-natur-tur. Det var dejligt. Jeg stod med vinden i ryggen. Vinden der kørte med en 8-9 sekundmeter fra vest og var 2 grader. Ikke det fedeste at stå med lige i masken, medmindre der var fisk på vind siden. Jeg fandt ikke ud af det.

Et opkald om at bil nummer 2 - den uden turbo - ikke ville starte mere, grusede morgendagens planer for fiskeri og afgjorde dagens plan for fortsat fiskeri, fordi jeg måtte tage hjem og lege assistance.
Hvad gør vi nu, lille du...

lørdag den 12. januar 2019

2019.01.19 Forunderlige januar - mærkelige fisk - dårlige kystfiskere

Der skal så lidt til. Så lidt - og alligevel så meget. Fryden ved at køre hjem med enten en stor fisk i bagagerummet eller i det mindste et par fisk i hånden under dagen, havde ændret alt.
Alt, der ville afgøre en dag fra at have været god, underholdende, våd... kold... til at være helt suveræn. Ikke mindst... i særdeleshed ikke mindst, fordi man næsten er alene ude i det rå vejr.

Men suveræn blev den aldrig. Desværre. Det så ellers sådan ud. Som så mange gange før.

Eller det er måske også at tage i - ligesom vinden. Faktisk var det sådan at jeg havde alt kajakgrejet klar. Bilen var ved at blive pakket, da vinden alligevel vendte. Tog i. Kajak udrustningen blev liggende. Jeg blev siddende i sofaen. Igen. Så ringede jeg til Javier, fordi han også havde indtaget den samme position som jeg - stik mod forventning - da han dagen i forvejen nærmest var ved at købe hus på Österlen med kajak port ned til havet. Nææh... han sad derhjemme, da dagens vand nåede ham og jeg. Jeg forstår ham. Vi aftalte at jeg hentede ham 30 minutter senere, så kunne vi køre ud i verden og tjekke vores kyst. Vi kørte den ene vej. Så vendte vi min bil og kørte den anden vej. Mørkt, grumset, sort, mørkegråt, møg-hamrende sort. Mørkt med mørkt på. Vi blev ved at køre. Talte om at vende kareten igen. Rådvilde.

Det var faktisk ude på overdrevet da vi ville køre sten-saks-papir for pladsvalg. Det kom aldrig dertil. Vi landede på den vel nok, eneste mulige plads. Og så var vandet slet ikke så ringe endda. Faktisk langt fra.

Faktisk så det kanon godt ud og der stod kun 2 flue tosser og prøvede at forcere vinden i bagkastet. Der var bestemt heller ikke rart uden for bilens vindstille miljø. Vinden tog i og regnen begyndte at stå sidelæns. Men vi var på revet. Fluerne gik hjem. der var kun en tilbage og han stod længere inde. Her måtte der være en tyksak på den anden side af 4 kilo som kun ventede på at få præsenteret vores endegrej. Vandet var let farvet og der var tryk på hver eneste skæve bølge, hvilket gjorde vadningen usikker over revet. Og så havde jeg et klokkeklart hug. YES... de var der, præcis som jeg havde regnet med. Minutterne gik. Minutterne blev til kvarter. Kvarteret til halve timer og til sidst en time. Mindst. Fingrene gjorde ondt. Jeg måtte gå op og holde en pause i læ.

Pausen gjorde godt i ben og fingre. Så stod jeg der igen. I en time. 2 timer og lidt mere. Pludselig var dagen ved at gå på hæld. De tunge regnskyer hjalp givetvis heller ikke på dagslyset. Jeg blev derude. Jeg ville fandme have den skide havørred. Havørreden var ikke min ven mere - nærmere en fjende der SKULLE besejres. Men havørreden vandt i dag. Igen. De 4 grader i vandet, den let grumsede høje urolige sø. Den mørke januar himmel. Den besværlige vind. Ingredienser der kan fryse din næse og overlæbe så meget, at du har svært ved at udtale ordene korrekt. Ingredienser der kan kaste et par fede havørreder af sig.

Men ikke ingredienser der i dag kunne blandes i den store gryde og bruges til noget. Desværre.

Hvad så med i morgen Anders? Jo.... med de 15 sekundmeter, så bliver det nok lidt svært. Lad os se! Der er noget viking over at være ude, når alle andre er hjemme. Også selvom fiskene ikke er hjemme :-)

søndag den 6. januar 2019

2019.01.06 En fantastisk dag på Sydkysten og så alligevel... måske ikke...

Bilen uden turbo kunne lige klare opstarten og heldigt for det, for her havde jeg pakket den og skrabet ruderne fri og så skulle det da lige passe at den ikke ville starte. Men vi tøffede over sletten med østlige pladser som destination, Mazdaen og jeg. Javier var taget ud lidt før mig, så jeg kunne ikke tilbyde ham at køre med, men ham ville jeg møde senere når/hvis vi kom frem.

Hvis altså ikke det lige var for det der vand dernede i bugten. Hvorfor var der ingen der fiskede der og hvorfor blev folk ved med at skrive om grumset vand? Det så perfekt ud og da jeg trådte ud for at kontrollere at det jeg havde set fra vejen også passede - ja, så skulle du se en fisker flyve. Flyve fra vandet, tilbage til bilen og ned til vandet igen. Nu med komplet kysthabit.

Hold kæft det så godt ud. Det var slet ikke grumset. Der var svæv i vandet, men det var klart og vinden stod på med en 4 sekundmeter fra VSV. Med solen fremme, skulle jeg kun kaste 1 gang, så fik jeg en 4 kilos fuldfed bamse. Og hvor fanden var alle de andre henne?

Jeg tog kast nummer 20. Stadig ingen fisk. Længere ud, længere hen. Langs kysten. Bag stenene. De var der. Ingen tvivl om det. Men jeg trak en nitte, for nu at være ærlig. Der kom "endelig" 2 andre fiskere ned. De kiggede på mig, på afstand og gik til min glæde den modsatte vej. Jeg havde 2 kilometer havørred vand i topklasse for mig selv. Ventede på at jeg blev afsløret fra vejen, men det var vel mest folk på søndagstur og folk med trailere der var ude, for alene forblev jeg.

Jeg bestemte mig for at indtage noget mad. Lade solen varme det kystnære lidt op og give de store havørreder noget fred, så de var mere klar til anden runde. Jeg var i hvert fald mere klar end vandet og med sejren indenfor rækkevidde satte jeg mig op til bilen for at køre en gang gullasch ind. I mens jeg spiste afventede jeg Javier der fra Østfronten intet havde mærket og derfor valgte at gøre mig selskab.

Da Javier så vandet, bekræftede han mit syn på det. Der var kun et spørgsmål om tid og hvor stor den var. Men sammen kastede de mere og mere kolde lykkeriddere sig gennem hver kubikmeter vand, for kun at indse at det var havørreden der atter engang vidste bedst i dag.
Der var en fantastisk dag på Sydkysten og så alligevel ikke helt, for går man fra vandet tomhændet i den slags forhold kan ikke lade være med at være en smule ærgerlig.

Aj altså... det var en fantastisk dag. Et brag af en vinterdag med forårsfornemmelser.

lørdag den 5. januar 2019

2019.01.05 Premieren

Fiskeåret 2019 tog fat, der hvor det gamle sluttede. Ikke i en håndfuld fisk til manden fra savværket (3 styk ha ha... den var dårlig) Næææhh... ingen fisk overhovedet. Sådan lidt derhen ad; Det bliver et lorte år og fiskene hader mig og jeg gider ikke fiske mere eller noget!

Men det var nu slet ikke sådan det var. Weekenden skulle bruges ved vandet og på denne første weekend dag, sled jeg mig ud af døren henad middag og havde en bil ventende i indkørslen. Javier mente ikke jeg måtte fiske alene og det er nok godt det samme, for havde jeg fisket alene, var 4 fluefiskere afgået ved døden. I hvert fald mindst den ene af dem.

Sammen kørte vi over sletten østpå og prøvede at gennemskue højvandets vandkvalitet. Den ene sagde vandet var sort, den anden at det var brunt - de fleste kaldte det grumset. Men jeg havde så talt med en der sagde at det var helt fint og derfor sad vi i bilen. Og helt fint var vandet. Endda forbavsende fint. Så fint, at jeg allerede i første kast krogede og landede en 4 kilos fuldfed blankfisk. Det var i hvert fald det jeg mente skulle ske, indtil bombardaen dukkede op uden fisk for enden ved fluen. Ikke desto mindre havde jeg fisk efter i andet kast, som huggede... sad på sådan lidt tungt... og var væk igen. Fluen blev tjekket og ganske rigtigt... krogen var mindre skarp en børsterne på min hårbørste. Suk. De satans sten. Fluen blev skiftet og på kom en med en krog så spids, at jeg blødte på den højre pegefinger, da jeg testede den på den venstre! Dét er spidst, min ven!

Det holdt cirka 6 kast. Så havde jeg haft bombardaen nede omkring yderligere et par sten og krogen var nu rettet ud i en 90 grader vinkel. Suk!

Vi kastede os igennem revet og fik hurtigt selskab af 4 fluefiskere. De der viftere... de minder lidt om Jehovas vidner. De kommer bare tættere og tættere på. De kan ikke lade være. "Jamen vi gør ikke noget"... nej nej.. men må jeg ikke godt få mit rev i fred?

Jeg pakkede gårddagens lækkerier op. Javier gjorde store øjne. Tapas! Hjemmelavet oliven-tapanade, Manchego ost, soltørret tomatmix med mandler og hvidløg, grillede artiskokker, artiskok creme, blandede pølser og tørret skinke, mozarella ost... mangler du noget?
Maden sad ualmindelig godt i maven - hvidløgene fra tapanaden blev måske lidt mange, men hvad søren.

Vandet skulle betrædes igen. Flue-Jehovas-vidner-sutterne havde i hemmelighed rykket ENDNU nærmere. Fandme om vi skulle have lov at fiske i fred! Nææhh... vi skulle omvendes så vores grimme spinnestænger kunne skiftes ud med det langt mere ædle fluegrej og så vi sammen - en dag når vi havde set lyset - kunne ligge og kramme oppe i sivene med vores elskede fluestænger.

Revene vest for - alle indenfor gå afstand, selv for en dværg - var helt fri. Vi gav op og lod Jehovas Vidner få vores lille rev. De var 4 - vi var 2. Alene havde jeg i min voldsverden nok slået dem ihjel, men må erkende at jeg i virkelighedens verden ikke ville gå så langt alligevel. Men hvorfor... hvorfor gå ned hvor vi står? Hvorfor fiske lige ved os? Revet til venstre = frit. Alle revene til højre = fri!

Som sagt fortrak vi til de ledige rev mod højre. Mod vest. Vi fiskede igennem, men fiskene ville os ikke i dag. Sælen der i mod... den ville os. Den jagtede vel det samme som vi, for pludselig sprøjtede det til i overfladen og jeg var rigtigt hurtigt til at lægge an til et kast, indtil det store runde hoved dukkede op. Sælen fortsatte sin plyndring på pladsen jeg havde stået på og derfor tog dagen en lidt hurtigere afslutning end planlagt var.
Det gjorde egentlig heller ikke det store. Det var blevet koldt og selvom Javier mistede en lille til sidst, var vi enige om at det var på tide at pakke sammen. Også selvom vi stinkende af hvidløg, sikkert godt kunne bruge et par timer til i den friske luft.