lørdag den 5. januar 2019

2019.01.05 Premieren

Fiskeåret 2019 tog fat, der hvor det gamle sluttede. Ikke i en håndfuld fisk til manden fra savværket (3 styk ha ha... den var dårlig) Næææhh... ingen fisk overhovedet. Sådan lidt derhen ad; Det bliver et lorte år og fiskene hader mig og jeg gider ikke fiske mere eller noget!

Men det var nu slet ikke sådan det var. Weekenden skulle bruges ved vandet og på denne første weekend dag, sled jeg mig ud af døren henad middag og havde en bil ventende i indkørslen. Javier mente ikke jeg måtte fiske alene og det er nok godt det samme, for havde jeg fisket alene, var 4 fluefiskere afgået ved døden. I hvert fald mindst den ene af dem.

Sammen kørte vi over sletten østpå og prøvede at gennemskue højvandets vandkvalitet. Den ene sagde vandet var sort, den anden at det var brunt - de fleste kaldte det grumset. Men jeg havde så talt med en der sagde at det var helt fint og derfor sad vi i bilen. Og helt fint var vandet. Endda forbavsende fint. Så fint, at jeg allerede i første kast krogede og landede en 4 kilos fuldfed blankfisk. Det var i hvert fald det jeg mente skulle ske, indtil bombardaen dukkede op uden fisk for enden ved fluen. Ikke desto mindre havde jeg fisk efter i andet kast, som huggede... sad på sådan lidt tungt... og var væk igen. Fluen blev tjekket og ganske rigtigt... krogen var mindre skarp en børsterne på min hårbørste. Suk. De satans sten. Fluen blev skiftet og på kom en med en krog så spids, at jeg blødte på den højre pegefinger, da jeg testede den på den venstre! Dét er spidst, min ven!

Det holdt cirka 6 kast. Så havde jeg haft bombardaen nede omkring yderligere et par sten og krogen var nu rettet ud i en 90 grader vinkel. Suk!

Vi kastede os igennem revet og fik hurtigt selskab af 4 fluefiskere. De der viftere... de minder lidt om Jehovas vidner. De kommer bare tættere og tættere på. De kan ikke lade være. "Jamen vi gør ikke noget"... nej nej.. men må jeg ikke godt få mit rev i fred?

Jeg pakkede gårddagens lækkerier op. Javier gjorde store øjne. Tapas! Hjemmelavet oliven-tapanade, Manchego ost, soltørret tomatmix med mandler og hvidløg, grillede artiskokker, artiskok creme, blandede pølser og tørret skinke, mozarella ost... mangler du noget?
Maden sad ualmindelig godt i maven - hvidløgene fra tapanaden blev måske lidt mange, men hvad søren.

Vandet skulle betrædes igen. Flue-Jehovas-vidner-sutterne havde i hemmelighed rykket ENDNU nærmere. Fandme om vi skulle have lov at fiske i fred! Nææhh... vi skulle omvendes så vores grimme spinnestænger kunne skiftes ud med det langt mere ædle fluegrej og så vi sammen - en dag når vi havde set lyset - kunne ligge og kramme oppe i sivene med vores elskede fluestænger.

Revene vest for - alle indenfor gå afstand, selv for en dværg - var helt fri. Vi gav op og lod Jehovas Vidner få vores lille rev. De var 4 - vi var 2. Alene havde jeg i min voldsverden nok slået dem ihjel, men må erkende at jeg i virkelighedens verden ikke ville gå så langt alligevel. Men hvorfor... hvorfor gå ned hvor vi står? Hvorfor fiske lige ved os? Revet til venstre = frit. Alle revene til højre = fri!

Som sagt fortrak vi til de ledige rev mod højre. Mod vest. Vi fiskede igennem, men fiskene ville os ikke i dag. Sælen der i mod... den ville os. Den jagtede vel det samme som vi, for pludselig sprøjtede det til i overfladen og jeg var rigtigt hurtigt til at lægge an til et kast, indtil det store runde hoved dukkede op. Sælen fortsatte sin plyndring på pladsen jeg havde stået på og derfor tog dagen en lidt hurtigere afslutning end planlagt var.
Det gjorde egentlig heller ikke det store. Det var blevet koldt og selvom Javier mistede en lille til sidst, var vi enige om at det var på tide at pakke sammen. Også selvom vi stinkende af hvidløg, sikkert godt kunne bruge et par timer til i den friske luft.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar