2019.03.18 Endelig tilbage - men det var så igen kun mig

Efter en hård arbejdsuge i Holland og siden en hård weekend med familien (det sidste var mest hårdt for nattesøvnen) så kunne jeg endelig tage hul på min ferie. En mandag der startede som mandage startede bedst; Psykopat hjernedød sindssyg lortevind med slagregn. Jeg vågnede i nat af de vildeste vindstød og det første jeg tænkte var; Der røg den fiskedag.

Jeg havde lidt ret. Det var i hvert fald ikke med tilfredse miner jeg stod op og så hvordan træerne nærmest lagde ned for vinden og regnen tordnede på ruden. At vinden var i SV ødelagde det hele. Der kom mere kaffe i koppen og jeg lavede alt andet end at fiske. Jeg prøvede at komme på en masse tanker, men jeg ville så gerne ud og til sidst tog jeg bilnøglen og daffede til Østersøen derude østpå.

Uundgåeligt at fiske andre steder, efter den tornado-orkan-storm der ramte. Og selv øst på var vandet præget af den lede vind. Jeg måtte nordpå. Helt op til klart vand og ... stille vand med rifler fra den lede vind. Eneste positive at sige om dette, var at der var kommet tobiser. En lille stime susede foran mig, som jeg gik over sandbunden. Dejligt. Gad vide om mine havørreder vidste det? Ikke i dag, måtte jeg siden erfare.

Jeg dyttede sydover. Stadig klart, men nu med lidt sø udefra og drivende skyer med regn og solglimt. Faktisk så det utroligt godt ud her, men hvor meget jeg end troede på det, så skete der intet. Jeg var rådvild. Skulle jeg blive og tro på det eller køre videre og håbe på opklaret sø? Jeg kørte...

... lige ned til den grumsede sydlige del. Jeg gik og jeg gik. Kastede og vadede og gik videre. Der var klart vand på spidsen og et par livsfarlige kast med rigtigt grov sø der buldrede ind, blev taget. Men det forblev lige dødt for enden.

Dagen måtte tage en slutning. Et sats. En chance mod endnu mere syd. Min forbavselse var stor da jeg kom til mere klart vand end jeg var kørt fra. Det så OGSÅ godt ud her og selvom den gamle sø, gjorde min vadetur temmelig besværlig lykkedes jeg med masser af kast og masser af tro. Hvis ikke lige det fordi jeg så atter engang var ene om det. Igen...

Dagen sluttede da jeg stadig intet havde fanget. Havde kolde fingre af den stadigt bistre vind, der nu også var blevet kold og smed endnu et blink væk.

I morgen... !