søndag den 21. april 2019

2019.04.21 Endnu mere solfaktor 30 - men nu uden disco

Jeg havde planlagt Listerlandet med David, men vi måtte i løbet af ugen sande at østenvinden, der måske ville gå i sydvest eller måske nord, eller måske tage af, eller måske nordvest, nok var for upålidelig, til at tage telt og det hele med. Én ting er at være på Listerlandet, noget andet er at der også godt må være lidt tro på projektet, så vi skød det simpelthen til næste weekend, hvor vi vil være på randen af maj og de første kanyler er landet på Sydkysten.

Så må vi håbe at vinden er med os...

Så Listerlandet blev til Sydkysten og Henrik meldte samtidigt sin ankomst, da han syntes at selskab og grill godt kunne kombineres. Lidt egoistisk valgte jeg kajakken, ud fra den tanke at den udlovede sydvesten vind der ville øge over middag, ville trække folk på kysten og derfor ville jeg ikke risikere at stå og nyde min plads og dernæst blive overrendt af andre fiskere, der liiiiiige...

Det viste sig senere at være et klogt valg.

Jeg er blevet helt god til det der kajak. Den kan pakkes og rulles til vandet på ingen tid. Søsættes og jeg er fiskeklar, uden det store problem. Det er også nødvendigt, da den trods alt er lidt mere tidskrævende uanset hvad, idet den skal en tur op på/ned fra taget og på- eller af-monteres ved pladsbytte,  hvis sådanne er nødvendige. Det blev det ikke i dag. Mest fordi jeg ikke gad og fordi vi troede vildt på pladsen. Javier havde taget 2 små da jeg ankom og som jeg gled i vandet, havde han hug, hvorfor jeg kun kort fik hilst på Henrik og ellers lagde mig ud foran dem. Der var ankommet 2 på spidsen, som stod og hev tang op i hvert andet kast, med hvad der lignede tungt endegrej.

Fiskene så vi ikke noget til, før jeg var drevet langt østover og kastede mig tilbage til grillen. Så fik jeg et hug, der kunne skrives historie om. Der var ingen tvivl fra havørredens side. At det siden viste sig at være en undermåler er en anden sag, men det hug... auch... et riffelskud. Fedt mand!

Sydvestenvinden var taget til og jeg gyngede lystigt på bølgerne, men fiskene udeblev. Det er sært, men jeg kan denne gang ikke finde andre forklaringer end at østenvinden igennem april måned har påvirket. Det siger Henrik´s fiske ven i øst også. Han sætter aldrig garn når det blæser fra øst. Men jeg syntes nu ikke jeg har oplevet decideret dårligt fiskeri i østenvind - kun når den er stædig og forbliver i det hjørne og det er da vist bekræftet i år.

Efter en god gang grillpølser i strandkanten, havde vi fået nyt selskab af 2 fiskere der gik på spidsen. Selv indtog vi området igen og jeg havde hurtigt 2 fine fisk efter i 2 kast. Men vinden til trods og med gang i vandet, var det alligevel sært at kun se dem efter uden at de viste tegn til hug. Jeg tog endnu et langt drev og fiskede tilbage igen, for igen at holde hyggelig pause på stranden, mens gæsterne så sit snit til at indtage vores pladser, hvorfor jeg var glad for min kajak dernæst, for Henrik gad ikke mere og Javier blev irriteret over deres påtrængenhed og kørte hjem. Selv nægtede jeg at give op og padlede derfor ud på toppen af revet, for at fiske hele bugten af og siden revet indefra og udefra.

Men ak... dagen blev som de andre i denne april måned, uendelig lang og uden det vilde fiskeri. Men givetvis også utrolig dejlig, både med selskab og på vandet i kajakken - som nu pakkes sammen for en stund, da arbejdet kalder på den anden side af 2. påskedag.

fredag den 19. april 2019

2019.04.19 Solfaktor 30 og disco

Der skete noget mærkeligt. Torsdagen blæste væk i den evige påskeøsten og det var som ikke fordi jeg skulle ud og fiske, men havde vinden været til det, så havde jeg ikke kørt 2 kolde ned hos Rickard sådan omkring 15 tiden. Så havde jeg drukket vand og været klar til kysten. Men vi sad der i solen og nød kolde pilsnere i læ og bare lavede ingenting. Det var altså også rart!

Så da jeg vågnede i dag og det mærkelige indtraf; "Vinden" gik i syd... så var jeg ikke sen til at pakke grejet, omend jeg tog sent afsted, men det skyldtes mere solen der bagte ned fra den evigt blå april himmel med fuld styrke. Så fantastisk herligt det var udenfor. Fuglene der sang, blomsterne der nu sprang ud overalt, naboen der var ude i shorts, som så er min foretrukne beklædning året om, omend man ikke ser mine underbukser, som naboens... men det er så en anden sag... og så alle de andre der ellers var i gang med diverse sysler rundt omkring, hvis ikke de skulle stå og glo med nysgerrige blikke over hvad andre lavede. Jeg bestemte mig for at takke nej til en 8 cl Gammel Dansk hos naboen og tog i stedet tørdragten på. Nu skulle fiskene ha´ bank!

Javier var lige ankommet og på rekord tid fik jeg kajakken i vandet. Det gik så stærkt at jeg først ude, opdagede at jeg havde glemt at lukke lynlåsene. Ikke så smart, men fiske iveren trak mig ud. Omend... den iver gik så over igen, da jeg mødte Javier, der givetvis havde haft et hug men ellers intet set eller mærket. Arghhh... ikke igen. Kom nu havørreder. Det kan ikke være rigtigt at vi på randen til invasionen af de klamme kanyler mister det gode april fiskeri?

Men sådan en dag blev det. Ok... jeg sad godt nok nede på "mit" stræk, der hvor der intet er specielt anderledes end resten af den mega lange plads og havde pludselig 3 havørreder efter på en gang! Med en trekrog var jeg utvivlsomt blevet sydkystmester i havørreder, men enkeltkrogen kunne kun magte en fisk af gangen og denne, en fed blank undermåler, fik friheden dernæst. Siden skete der intet. Som i OVERHOVEDET ingenting.

Jeg bøvlede ned langs kysten. Tilbage igen. Kastede og fandt enorme sten der smukt lå nede på bunden (hvor ellers) og fiskede kubikmeter efter kubikmeter vand af. Der var helt dødt og det samme kunne Javier melde da jeg svedig og stegt kom tilbage igen.

Discovejret måtte passe sig selv. Vi ville på andre pladser og kom atter engang af vandet, af sted og i vandet på ny plads på super rekord tid. Men til vores store forbavselse måtte vi her, efter komplet gennemfiskning af revet fra den ene ende til den anden og tilbage igen og med stormester tro og det hele, atter engang indse at de havørreder der... de ville os bare ikke. Og så havde jeg 3 efter i 1 enkelt kast tidligere. Er du gal hvor er det mærkeligt nogle gange... ret ofte... egentlig hele tiden, lige for tiden... Men så kommer de nok en anden dag.

onsdag den 17. april 2019

2019.04.17 Påskeøsten

Det er en årlig tilbagevendende begivenhed. Påskeøsten. Den har så vidt jeg lige husker, aldrig slået fejl. Den eneste forskel er hvor længe den varer ved. I år har den varet ved længe. ALT for længe.

Således måtte jeg se april starte med østenvind og op til ferien, se østenvinden fortsætte. Heldigvis for mig, havde jeg et fuldt program med en masse fornøjligheder som fødselsdag, Em-håndbold kvalifikation, mere fødselsdag, besøg fra familie og en tur til København at fornøje mig...

Ok... håndboldkampen i Royal Arena var rigtigt fed og turen til København lækker som altid. Alt det andet var... nu skal jeg vare mine ord.. hyggeligt. :-)

I dag skulle Henrik, Javier og jeg have haft et særdeles velkommen besøg fra Danmark. Planlagt var det at Ole og Jan skulle besøge vores kyster og jeg havde til lejligheden sørget for at genudsætte masser af havørreder gennem de sidste mange år og der ud over ikke fange de store, hvorfor det for Ole og Jan bare var at komme forbi og fange/genfange dem. Hvad jeg ikke er herre over, er vinden. Desværre. Som dagen i dag sig nærmede, ville den stædige påskeøsten ikke lægge sig eller tage et par grader i en anden retning. Nej, dæleme nej! Den ville fortsætte, hvorfor planerne mere og mere så ud til at blive skrinlagte, idet vi sydkystere kun kunne byde på de vestlige pladser. Alternativt de pladser der rent faktisk peger mod vest.

Surt var det derfor at droppe fællesturen til sidst, men på den anden side... så fik jeg fisket i kajakken i dag, for den var eneste alternativ og da jeg syntes det var tid, ringede jeg til Javier der til min store forbavselse allerede var ude. Han havde lige set sit snit til at køre uden om mig og teste en af de lokale pladser, der så godt ud. Da han efter en halv time ringede og meldte at resultatet var et stort nul, aftalte vi at mødes med kajakkerne i stedet og således gled jeg over et nyt vestligt rev, med et stort smil på læben.

Smilet stivnede aldrig, for det der kajak... det er bare mig. Men efter 2 timer med fuld knald på og en tiltagende strid østenvind, så måtte vi resultatløse lægge til land og der indtage den medbragte mad. Der var ingen af os der var synderligt fiske ivrige. Vandet foran os så kanon godt ud. Det stank af fisk, men det var helt utroligt dødt. Overraskende dødt. Alligevel sadlede vi om og drog til vestsiden.

Den evige trækken ud med kajakken og ingen pedaler før efter 200 meter og intet ror før efter 100 meter, har aldrig været min favorit, men sådan er det her. Det er lavvandet et langt stykke og da jeg endelig kom på Hobie venlig dybde, skød kajakken over det flade og meget klare vand.

Vi fiskede meget. Sådan rigtigt meget. Kom ud på toppen. Ind forbi. Så skete det... beklager virkelig, men jeg fangede et forpulet horn. Heldigvis for den, røg den af inden jeg fik min kølle frem. Det er bare SÅ ærgerligt. Midt i gudesæsonen, så kommer de lange kanyler og ødelægger alt. Hvorfor er der ingen der fisker dem op og bruger dem til industrien i stedet for at tage tobiserne? Hornfisk er ikke sjove. Slet ikke!

Jeg var ved at give op. Spritklart vand og næsten helt stille. Så mistede Javier et eller andet. Hans "neeeej" antydede at det næppe kunne være ærgelsen over en klam hornfisk. Så ganske rigtigt; I kastet efter, kom 2 havørreder i modellerne små efter OLR Kutlingen.
Jaaaaaa mand! Ægte fisk! Hold fest hvor blev jeg glad over bare at SE dem. Så fik Javier en. Så meldte jeg mig også ind og pludselig havde vi fanget 7 af de blanke sådan midt i det hele. Vi havde mange følgere, men de fleste tog uden dikkedarer og vi så ikke mere til de klamme horn heldigvis.
En lidt mærkelig dag endte lykkeligt og med et smil på læben, over endelig at møde vores elskede havørreder, drog vi tilbage til det flade område for at trække vores kajakker op. Det var alligevel 7 timer på vandet.

mandag den 8. april 2019

2019.04.08 Afvist i døren

Jeg sad på kontorstolen og havde som mit at se til - men der var også tid til at kigge ud af vinduet i det multikulturelle Malmø. Heldigvis for mig, kunne jeg også kigge op og der nyde noget knapt så tvunget ligestillet og blødsødent som den blå himmel. Helt almindelig himmelsblå med hvide skyer - godt at både hvide skyer og himmelsblå ikke er faldet offer for en eller anden krænkelseskultur. Desuden var der i perioder mere hvidt end blåt!! Men det sluttede med mest blåt og da jeg tjekkede vinden for Sydkysten, tænkte jeg at arbejde kunne være arbejde og at der lige skulle lægges en time på kysten, ovenpå weekendens lurendrejeri.

Så da jeg havde sagt det obligatoriske "hej" i hoveddøren derhjemme, var det med et fast blik at grejet igen blev pakket og så ellers endnu et obligatorisk "hej hej" da jeg straks derpå strøg ud af døren med kysthabitten på.

Det er nok en måned siden jeg sidst var tør i skridtet. Tro nu ikke at jeg går og sjatpisser, men jeg har bare ikke rigtigt haft hverken tid eller tørre waders til lige at tænke på det, men inden min ferie i næste uge skal jeg altså lige have noget aquaseal eller hvad det hedder smurt godt og grundigt rundt i de nedre regioner.

På mine waders!

Men alt det tænkte jeg ikke på, da jeg gik over den lille strandkant som bølgerne og det afsindige højvande havde skubbet op. Nej, tankerne var på de kære havørreder og deres hyggelige selskab. Hvis de altså havde savnet mig? De havde de, for jeg nåede kun at tage et par omdrejninger da den første fisk tordnede på i et drøn af et hug. En fin lille blanko kom til afkrogning og inden jeg var vadet helt ud, kunne jeg i andet kast mærke hvordan det bare sugede til i stangen. Fuck mand... der er vist fisk hjemme i dag! Den stod af, men jeg kunne så i tredje kast, igen mærke hvordan næste fisk markerede agnen og så var telefonen på vej op at lommen for lige at informere Javier, hvis nu han alligevel sad i sofaen med en Sangria eller hvad spanjoleren nu lavede her til aften, meeeeen...

Jeg skulle lige have et par kast til og så indtraf det store øjeblik!

Det døde...

Det var ellers sådan en aften man tænkte at det nok skulle blive sjovt, men det varede sådan cirka de 3 kast. Givetvis havde jeg da 2 yderligere hug og et par følgere, men med kolde fingre måtte jeg 1 time senere forlade stranden med et noget mærkelig udtryk i ansigtet. Jeg var vist blevet afvist i døren inden jeg kom ind til det fine selskab med de blanke havørreder, men hey... så prøver jeg da bare en anden dag!

På vej til bilen fandt jeg en i særdeleshed udtørret fladfisk. Der skal nok sidde en grønlænder og ryste på hovedet af mig over at lade den ligge, men du kan få dine tørfisk for dig selv og hvis du spørger, skal jeg nok sige hvor jeg efterlod den.

søndag den 7. april 2019

2019.04.07 På vandet i forårssolen

Der var meget der skulle nåes på mine tildelte minutter i weekenden. Lørdagen blev afsat til Blänkaren, så søndagen var sådan lidt hektisk, men en ting var helt sikker! Hobie og jeg skulle på tur. Spørgsmålet var alene hvornår. Et af gøremålene var at skifte til sommerdæk på bil 2, og så kunne prøveturen ligeså godt klares med kajakken på taget. Så i 14-15 graders varme, sad jeg i bilen med tørdragten på og bare længtes helt vildt til vandet. Vinden skulle hele dagen løbe med en 3 meter fra SØ, men vel ankommet til vandet, var der ikke mange rifler i overfladen, der afslørede nogen form for vind. Faktisk, så lå det helt stille hen. Bugten så ellers fin ud, men det glasklare vand lokkede ikke nu der ingen vind var, så jeg vendte og kørte retur til den plads Javier ikke kunne fiske på i går.

Det måtte have klaret lidt op og hellere vindstille med lidt grums, end ginklart vand nu det alligevel havde bestemt sig for at være ren disco.

Jeg havde da heldigvis ret i den antagelse. Vandet var ikke klart, men havde det her lækre svæv der på en sådan solbeskinnet pragtfuld forårsdag, måske kunne lokke de kære pletsild ud af starthullerne.

Men jeg glemte alt om havørreder og discovejr, da jeg fik kajakken i vandet. ENDELIG. Årets første tur, så sent som det nu blev og så lå jeg her. Jeg var egentlig fiskeklar ud til spidsen på min krog, men mest af alt... nød jeg bare at glide ud blandt de store sten og se min kyst lidt bedre fra oven.

Jeg fiskede til en start mere af pligt end lyst, men lysten overtog hurtigt og jeg kørte det første stræk igennem. Mærkeligt. Ikke et hug. Her plejer ellers... og så fiskede jeg videre. Længere ude. Så kom en eller anden filur og stod med sin stang som han førte frem og tilbage i hurtige bevægelser. Så kom Javier i hans kajak. Sammen fiskede vi revet af igen. Han tog spidsen og jeg det lange stræk. Stadig lige så stille som vandoverfladen. Jeg tog en tur ud i det blå. 2 gråsæler lå langt ude og der var måger omkring dem. Der var sikkert laks i 20 kilos klassen, samt en masse havørreder på de 10 kilo og opefter der svømmede herude. De store går altid langt ude, indbilder man sig. Jeg lagde kysten bag mig. Javier var pludselig meget lille. Husene små gule og røde firkanter. Sælerne forsvandt. Mågerne ligeså... det var bare mig og flokke af edderfugle der ikke længere trak langs kysten langt ude, men over mig - langs kysten. Det var dejligt bare at ligge her og lysten til at fortsætte fandtes, men desværre havde jeg stadig signal til min fornuft og bestemte mig for at jeg var kommet langt nok ud.

Det så ellers godt ud herude. Vandet var spritklart og 2 grader koldere end det kystnære. Jeg tog nogle kast, men når man er ude på det dybe, er det som at fiske fra en klippe... det er ikke rigtigt det samme. Lidt for tilfældigt, selvom jeg sad med det evige håb om at der kom en kleppert - sådan helt tilfældigt - og i et udløb ville trække mig endnu længere ud, mens jeg langsomt men sikkert vandt linen på hjulet igen. Jeg burde sgu have taget i Bordershop nu jeg alligevel var der. Der kan sagtens stå 9 rammer øl på Hobien.

Det dybe blev til det lave igen og en halv sovende Javier kunne afsløre at han havde fanget lige så meget som mig. Sammen tog vi atter en gang revet på kryds og tværs og jeg endte denne gang nede i den anden ende, men ak... størst succes havde jeg med at padle mod svanerne, som ikke har den store respekt for en vadende fisker, men dæleme nok skal flytte sig når du er i kajak. Så mens jeg morede mig med lidt svane skak, for at få dem over til den sure hansvane, der pustede sig op og afviste alle der kom nær - undtaget mig til sidst - så fiskede jeg også det lave vand af igen. Og trampede tilbage til Javier der nu var temmelig stram i masken af den dejlige sol. Vi kunne knapt smile af frygt for at vores læber ville sprække, men endte alligevel med netop et smil over de finurlige havørreder, der endnu engang løb med sejren.

Hvilket i øvrigt burde være ulovligt på sådan en dag!

lørdag den 6. april 2019

2019.04.06 Jubilæum, fiskekonkurrence og lidt ulovligheder

Så var det tid til den årlige konkurrence, Blänkaren, der i år kunne fejre 10 års jubilæum. I hvert fald i det nuværende regi, med Per-Olof ved roret og officiel indvejning ved Engelska Bryggan i Ystad. Det var et jubilæum der ikke blev overrendt af store blankfisk, men nærmere en helt sædvanlig opvisning af hvad der var fanget. Havørreden vidste åbenbart ikke hvilken fokus den var i. Igen.

Tjek eventuelt vores officielle side om konkurrencen her og se billeder fra de foregående år.

Der er noget kriminelt over at være kystfisker. Jeg plejer at køre pænt nu hvor jeg er kommet op i alderen, men det var vist ikke til køreprøven jeg lærte halve håndbremsevendinger og race, som det nu går med bil uden turbo, gennem den lille skov, men nu skulle der altså fiskes. Sådan på rigtigt!
Jeg startede ellers med at stå tidligt op, sætte mig i bilen med kysthabitten på og transporterede mig til Ystad for at starte grillen op, hvor Per-Olof stod og ventede ved klubhuset. Der var indløbet diverse sms´er og rapporter om fanget fisk og mange mennesker ude. Det var også en umådelig smuk forårsdag, med kun let sløret sol, 12 grader og jævn vind fra Ø og NØ. Vandet lå gudesmukt hen med lette søer der knækkede over revet og bodybuilderen havde lige mistet en fin fisk ude på revet.

Grillen kom i gang og det gjorde snakken også fra alle der ikke gad køre Skåne tyndt for at finde fiskevand. Selv blev jeg bevilget lidt fritid på revet, væk fra grillens stank af fugtige briketter og svensk tændvæske, der består af 95% vand og måske lidt madolie. Makværk at tænde op med for en grill entusiast som mig. Makværk var det også at betræde revet for at konstatere at vandet var pivhamrende klart og derfor ikke have kontakten til noget som helst. Jeg tog et par søer fra Bornholmer færgen og håbede det ruskede gang i fiskene, men der stod vi 10 mand på rad og fangede intet.

Pølserne bar kun let præg af briket stanken og da jeg havde trykket 3 af dem i halsen, var det tæt på slutsignalet for konkurrencen. Som tidligere skrevet, er det ikke en fang-mest konkurrence. Vi forventer os der i mod at vores medfiskere langs kysten har pli til kun at tage blankfisk og ikke flå hver enkelt af dem op, men fremvise det rette og fede eksemplar... og det har vi gennem årene lykkedes ganske godt med. Jeg hørte også fra flere at de havde fået en del fisk, men de savnede lidt bug, hvorfor de var genudsat.

Lars Ipsens fisk havde bug. Den havde lige præcis den pasform jeg syntes havørreder skal have og det rakte også rigeligt til at vinde konkurrencen. At det samtidigt var en fisk på 4,1 kg gjorde ikke tingene værre. Respekt Lars, for at for anden gang vinde Blänkaren med Fulton 1,38!

Bemærk teksten på rullen
Da Javier, Henrik og jeg havde talt færdigt, startede jagten på fiskevand. Nu var det nok med Zoega´s og skinkesøm. Nu ville jeg ikke høre om andres fiske, men selv udøve det og motoren var knapt slukket, før jeg stod i vandet og tonsede OLR lang pokker i vold, i håbet om hugget der ude for enden.
Men efter at have vadet hele strækningen igennem, der hvor sandet går i dybden og tobiserne kommer ind mellem støvlerne, var det bare at konstatere at vi ikke skulle have fisk her.

Og så opstod der endnu en ulovlighed. Javier og jeg landede på et af Sydkystens mest sikre kort, fiskede igennem, så mindre fisk der markerede i overfladen og gik atter fra vandet uden en fisk. Den slags er dæleme ulovligt i april måned! Men det var nu alligevel en fantastisk dag ude i foråret og i morgen... skal kajakken nok frem, hvis jeg vil have lov til andet end at kaste lige ud, som vejrudsigten ser ud lige nu.