lørdag den 15. juni 2019

2019.06.15 Jaaah mand!!!

Jeg er tæt ved tom for ord. Tordenvejr nummer 6 eller 7 har forladt mit område og som jeg i forrige indlæg skrev, er tordensæsonen i dén grad en succes. I særdeleshed efter i dag, hvor hele 4 celler byggede op syd for Trelleborg og i modsætning til seneste indlæg, ikke indholdt flashende sky-til-sky lyn der ikke er fotogene, men stort set kun med sky-til-jord lyn der i dybe og øresønderrivende brag, forlod mig mundlam tilbage.
Således kunne jeg til en start allerede over Øresundsbroen se de første lyn i det fjerne. Slet ikke så tidligt ventet, i det jeg var i Danmark og hente 17 kilo Iberico gris og oksekød i diverse mundsvandsløbende udskæringer. Tordenvejret skulle ankomme klokken 19 sådan cirka og her var klokken 13 og lynene udløb bag den smalle gustfront, der nærmede sig Sydkysten.

Mazdaen uden turbo fik prygl på E6 og jeg har sikkert ikke noget kørekort mere, hvis Polis Mats har været ude og måle, men jeg skulle hjem og have kød på frost og køl og shorts på - og afsted med kamera.
Foran fronten stod de vildeste mammatus skyer, som jeg aldrig nåede at fotografere. Til gengæld fik jeg over 40 lyn i kassen af i alt ca. 4.000 billeder. Skåre stod for det første besøg. Siden kørte jeg til Golfklubben. Da lynene aftog, kørte jeg op ad 108´eren og så der en ny byge tage form nede sydvest på. Jeg kørte til Vellinge og fik bagsiden og et lyn i Øresundsbroen, for at slutte med at tage i mod en rigtig hidsig satan der 3 gange lod lynene slå ned tæt på mig. Vi taler et par hundrede meter, hvor luften bare knasede i den hidsige eksplosion. Det var helt vildt. Jeg er SÅ glad. Bring it on!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar