onsdag den 8. april 2020

2020.04.08 Tobiser og kolde fingre

Er det ikke nordvest er det åbenbart kun øst, der er i vindposen i disse dage. Så efter gårdagens nordvesten vind, var vinden så møvet om i øst igen. Hvad nu?

Javier ville alligevel med og jeg ventede på hans klartegn, hvorefter vi valgte en lokal plads, for blot at konstatere at vandet var klart og der ingen fisk var hjemme. Næste plads: Samme resultat.
Ikke uventet, men nøj hvor vi gerne ville det her.

Dagens mål blev sat. Jeg ville se nye sten og så rullede vi derover hvor danskerne plejer at være, men ikke er i år. Der var dejligt fredeligt. Stort set ikke et øje i sigte. Som i gamle dage. En ting er omtalen af tobiser, men at se dem selv... endelig, i stimer tilmed. Min forventning i kroppen er altid at når de sådan rigtigt er kystnært, så eksploderer det hele. Ikke at jeg kan huske det er sket, men det er bare en ting jeg tror på. Så da det ikke skete i dag heller, var det ikke specielt overraskende. Dog stod Javier det rigtige sted og smed 2 og fik en indenfor 3 kast. Selv havde jeg et mindre hug og så var der gået halvanden time på pladsen.

Vi valgte næste turist plads - uden turister. Vinden fik riflet overfladen og det så faktisk skidegodt ud. Da vi kom til vandet stod en spinnefisker og var ved at rense fisk. Det lovede godt. Vi gik til næste rev og startede og så fik jeg årets hug. Det var et fuldstændigt sindsygt hug, som slet ikke kan beskrives, men som tidligere omtalt... et riffelskud. Jeg lavede et kort spinstop og så blev min stang flået mod overfladen. Jeg ELSKER det! Fighten blev hård, men relativt kort og op kom en rigtigt flot blank... nedgænger? Den røg uanset ud igen, fordi fulton ikke var over 1,30. Men hold nu kæft et drømmehug altså.

Jeg stod længe og håbede på den næste, men den udeblev. Javier så ud til at være tomhændet og det samme med mine revkammerater, hvor i mod Javiers revkammerater langt nede hev en fisk på land.
Indtil jeg atter engang fik flået skulderen af led, i endnu et hamrende hårdt hug. En tyk blankfisk strøg ud af vandet 3 gange på kort tid og væltede rundt, mens den hev line af hjulet. Den var helt vild og endte efter 5 yderligere hop endelig til afkrogning. Den model dér, bare i 6 kilos klassen... suuuuk altså! Men måske den var derude, hvorefter fiskeriet fortsatte.

Næh du... jeg ved godt hvad der skal til! Efter yderligere 30 resultatløse minutter stod jeg og viftede med en pakke 5J skinke i hånden og så skulle du fandme se Javier forlade vandet i en fart ha ha
Med skinketrævler i tænderne, sad vi og nød aftenens indtog og aftalte en halv time til inden afgang.

Så blev det mærkeligt igen. Javier vadede ud lige i en stime og tog på kort tid 6 fisk, mens jeg intet mærkede. Havde en følger og et forsigtigt hug og ellers intet. Det var også der jeg fik kolde fingre og tænkte at nok kunne være nok, nu solen alligevel var gået ned.

tirsdag den 7. april 2020

2020.04.07 Nordvest i rent sommervejr

Det var lidt trist vejr i går... østenvind der ikke var direkte rar og slet ikke befordrende for fiskeriet, så da den skulle vende til nordvest i dag, var jeg faktisk glad. Ikke at det er den bedste, men noget fra vest kan man altid være glad for, for så er fiskene ikke så mærkelige. Vist nok.

Men det var de!

På den første plads, måtte jeg erfare at ikke bare ålegræs, men også det her "slik" der klistrer til alt, var spredt rigeligt ud langs kysten. Så havde jeg ikke slik på, så var det ålegræs og nogle gange begge dele.
Jeg tog ned til fluefiskernes yndling og sørme... der sad 3 af de hellige og havde pause. En af dem kunne dog nedlade sig til at udveksle et par ord med en kystrytter af knap så fin rang som dem og fortalte at de havde fået en hver inden for et par minutter og ellers var det dødt. Jeg strøg revet igennem og havde en følger, hvorefter jeg satte mig i bilen igen.

Det var tid til den gamle dame. Det er gjort besværligt derude, da flere veje er lukkede og man skal gå. Ergo er det kun dem der gider, der fisker her. Derfor var jeg heller ikke specielt overrasket over at have denne smukke strækning helt for mig selv. Men jeg var måske også lidt for alene. Fiskene var i hvert fald ikke hjemme, før jeg kom ned til hjørnet, hvor vinden i dén grad gjorde sig bemærket. Der var lidt fisk hjemme og jeg havde inden for kort tid en masse små ørreder inde og markere i agnen - men tage agnen, dét gad de ikke. Jeg tog en lang gå tur og forsøgte på flere små rev, men der var dødt udover en enkelt mini følger igen.

Gode dyr var rådne, for åbenbart var noget fra vest heller ikke godt nok.
I mens jeg sad i bilen igen, tog vinden lidt af og bevægede sig over i nord. Det indebar at jeg stod på en kystplads med spritklart vand og fralandsvind på næste stop. Det var ikke vildt overbevisende, men indgroet er de obligatoriske kast på lavt vand og mens jeg stod i vand til anklerne i første kast, huggede en fisk sørme - den fulgte siden med ind på det lave og lavede den fedeste plov i vandet bag OLR wobleren. Det så hammer godt ud og jeg kunne fange den i kastet efter, hvorefter jeg fik fuld fleks på klingen, for senere at erfare at det var en tynd blankfisk - eller sikkert en nedgænger i sølvdragt, da den ingen skader havde, men ellers var blank.

Dagen gik på hæld og den ene fisk forblev udbyttet, hvilket vel egentlig var lidt mærkeligt, men det er ikke første og slet ikke sidste gang, det sker.

søndag den 5. april 2020

2020.04.05 Kajak eller Sydkysten?

Det gode med ferie er alt det man kan nå og alt det man vil nå. Jeg vil gerne nå det hele og samtidigt skal jeg ikke nå det, men jeg er også klog nok til at vide, at er ikke jeg primus motor på hvad der skal laves hjemme, så sker der absolut intet.
På den måde fik ungerne plukket forårsløg op fra indkørslen, fruen handlet til mig og projekterne og jeg fik slået græs, gravet, revet og anlagt diverse og alt i mens det stod på, var Javier tidligt ude med kajakken. Det havde han meldt allerede dagen i forvejen og jeg var til dels lidt misundelig, da jeg også ville ud og flyde, men samtidigt var lidt tvivlende til forehavendet over en hel dag på samme plads.
Så jeg valgte at tage den med ro hjemme indtil jeg havde fået nok af det. Dernæst skulle jeg på fisketur - hvor end det så skulle foregå. Indtil jeg fik en ophidset Javier i telefonen, der på sin fiskeplads havde oplevet intet i en time og så pludselig haft et kanonhug, der omgående var vendt med grejet i munden og derefter forsvundet med 150 meter line indtil den knækkede. Han kunne intet stille op, men tænk lige over sådan en fiskehistorie og oplevelse. Mit have arbejde var ikke helt det samme dernæst.

Jeg ville ud og jeg behøvede jo ikke nå alt det hjemme allerede i dag, men mit senere opkald til Javier afslørede hvad jeg allerede tidligt havde frygtet. Det var det eneste der var sket siden da og derfor var det på med kysthabitten og ned til sydkysten i østenvinden. Eftersom vinden ikke har været som i fjor, hvor det konstant blæste øst i april, så troede jeg på projektet og da jeg så vandet, der var klaret en del op, var mine forventninger pludseligt høje.

Jeg mødte da også fisk på alle 4 pladser. Men det var små fisk der fulgte med eller huggede forsigtigt og ingen linetømmere. Endda havde jeg 3 fisk efter i 3 kast. Muligvis den samme, men alligevel.

Så med en lille havørred oppe og vende, tog jeg tidligt hjem igen og håbede på at den østenvind ville forsvinde og med vejrudsigten... ser det sådan ud i ugens løb.

lørdag den 4. april 2020

2020.04.04 Endnu en aftentur

Så startede ferien og med den en vejrudsigt der i flere dage kunne få mit mundvand til at løbe. Den der sydøsten- og østenvind var måske ikke krydderiet jeg ventede mest på, men solen skulle være fremme og der var ingen storme i sigte.

Så lørdag eftermiddag, efter en endnu en session i haven, skulle Javier og jeg lige mærke kysten af, nu de hjemlige pligter var overstået.

Men stik mod min forventning kom vi ned til en omgang kaffe med fløde over det hele. Det var måske ikke så overraskende, da jeg tænkte over fredagens lede vind. Men det havde jeg faktisk glemt, da jeg gik i haven i fuld sol og lækker vind fra vest. Jeg troede det var kongevejr og nu her... grumset. Det var lidt ærgerligt, men samtidigt, så var der sparet på fiskene til en anden dag.

Vi trodsede søerne, da vi kunne se klarere vand længere ude og begav os ud på revet for at gøre vores pligt. Det var stadig brunt, men der var tro på projektet, indtil vi havde fået nok af ingenting og jeg lige ville have et par kast med Sillingen i stedet. Det vil sige, et kast var nok - så tordnede en større sortfisk på helt inde ved stangtoppen og med den, blev vi lidt længere, men forgæves.

Ny plads blev indtaget og allerede efter et par minutter mistede jeg en fisk langt ude. Vi gav den en skalle, men lad det være sagt med det samme... det var ikke vores dag i det kaffe-med-fløde farvede vand.

Jeg glemte mit kamera og sådan blev du sparet for et "bølge, sol og modlys" billede.

fredag den 27. marts 2020

2020.03.27 + 28 To aftener i træk - med en masse line på stræk

Fredag aften og lørdag ditto... et par timer til overs, hvorfor jeg valgte at holde kysten selskab.

Fredag var lidt underlig, for efter jeg kunne lukke min computer lå vinden stadig på fra øst, selvom den burde have vendt til sydvest og vest. Det forholdt sig faktisk også sådan - bare på den anden side af Trelleborg, hvor Javier valgte at fiske. Selv tog jeg til en gammel kending, som jeg har lidt for mig selv og mødtes glædeligt af en tom strækning som jeg næsten plejer. Som sagt var vinden i øst og løb langs kysten, hvilket skabte bølger og fin bevægelse, men der var bare tomt i havet. Helt tomt.

For at sige det mildt, så skete der ikke og en skid frem til solnedgangen. Der havde jeg en følger og det var så det.
I mens stod Javier på den anden side af Trelleborg og havde sydvest vind - totalt underligt. Vandet var ikke klart på samme måde som østpå hvor jeg stod og han sagde at forudsætningerne var på plads. Men han og de andre ude, oplevede alle det samme. Der skete heller ikke noget som helst.
Lige frem til solnedgang: Som den eneste på strækningen fik Javier pludselig et kanonhug og kunne efter en drabelig fight lande en blankfisk på 3,6 kilo.

Det var det eneste der skete - men det var også nok!

Lørdag... jeg havde lige 17 meter opgravning foran mig. Sådan du ved... nåletræer der stod ud til vejen og en masse buske med pigge, som havde vokset vildt siden vi flyttede ind i 2015. Jeg kan ikke både lave hele haven OG huset samtidigt. Og fiske... så haven kunne være have sine steder, indtil i går, hvor jeg med økse og spade gik i gang. Faktisk var jeg ret dygtig, for bare 4 timer efter var hele området ryddet. Med blod og vabler på hænder og ben, stavrede jeg indenfor for blot at lade min indre fiskedjævel overtale mig til en time ved vandet.

Hvor stædig er man lige - og hvor kom energien fra? Jeg var faktisk også ved at vende om, på vej ud. Javier der havde været ude længe talte om en mistet og en følger, men hvad nu hvis... ?

"Hvad nu hvis", var ikke tilstede. Kort fortalt, så havde jeg en flot følger i et af de første kast. Flere pillerier ved blinket der mindede om nogle lange fisk der snart invaderer kysten og der ud over lidt flere følgere. Vildt mærkelige fisk, der på sådan en rigtig forårsaften burde være i humør.

Det var nu rart at være ude, men man kan godt blive lidt lang i ansigtet når man tror på det over 2 aftener, men fiskene bare er nysgerrige på endegrejet og ikke gider hugge.

Nu er det snart ferietid - og på grund af grænselukninger - så tyder det på lidt mere plads på kysten i påskeugen. Det er jo at glæde sig over og så alligevel ikke, med tanke på årsagen.

Hvad man kan glæde sig rent over: SOMMERTID! Nu kan der fiskes efter arbejde, hver dag. Yes!
Lad nu den sommertid blive permanent for hulen!

søndag den 22. marts 2020

2020.03.22 En kort eftermiddagstur med frosne fingre

Det var varmt derhjemme. Indenfor. Vist nok en 24-25 grader i læ for vinden derude. Vinden der løb over sletten under en flot dyb blå himmel, som gjorde at jeg flere gange løftede blikket fra sofaen og bare drømte mig til kysten. Men jeg vidste også godt hvad der ventede ude på den anden side af vinduet.

Til en start satte Lærke og jeg os på et par hynder ude på terrassen og spillede Casino. Det var varmt nok på den her vestside, undtaget lige for de lange stænger der var i skygge for havebordet. Jeg tabte i øvrigt til hende.

Men efter den lille udendørs prøve, var jeg overbevist. Jeg skulle ud og kaste lidt. Eller forsøge på det i hvert fald.

Og som ventet var det en helt anden verden ved kysten. Her var ikke behageligt læ bag et vindue eller bag en gavl. Her var det lige på og råt. 2 grader i luften og så var vandet faldet med med mindst en halv meter og samtidigt godt brunt inde foran. Men jeg kunne også se sandpletterne længere ude og med lavvandet, var det muligt at komme til, hvorfor jeg gik i vandet for i det mindste at give det et par kast. Og sørme... det brune vand til trods og tangen der drev langs kysten, var ingen hindring. Så var spørgsmålet om der var fisk hjemme, hvilket jeg fik svar på et par kast efter. En følger. Fandme om ikke jeg havde en følger i dette vand, hvor de ukritisk burde tordne på Sillingen.

Det skete et par kast efter. Faktisk lige det hug jeg havde ventet længe på. Ude på distancen og et kraftigt af slagsen. Følgende de savnede tunge rusk i stangen, der indledte en fight med hvad der senere viste sig at være en blank nedgænger. Det er ikke mange af dem man fanger mere.
Og selvom sølvtøjet er det evige mål, så er der altid lidt glæde over sådan en sortfisk der tordner på, men de sidste par år har sælerne vist fået nem mad ved å-mundingen når de udlegede havørreder, afkræftede og udmagrede, glider tilbage i havet igen. Jeg tror ikke det kan forklares anderledes, for sælerne er øget kraftigt i antal og flere har set dem ligge foran åerne. Det ville jeg da også gøre, hvis jeg skulle have noget nem mad - og hvor er ellers alle de farvede fisk henne?

Uanset... et par kast efter huggede en lille havørred kanonhårdt helt ude i bunden af kastet. Den var i modsætning til dens udlegede fætter, noget af et fyrværkeri at have på. Fulton på den var skyhøj, men med maks 40 cm i længden, var det ikke heller den jeg var på jagt efter.

Med stivfrosne fingre gik jeg atter engang over revet, men nu var der ingen fisk. Jeg måtte op i læ og have varmen. Det er marts og solen kan for alvor mærkes uanset hvor meget det blæser. Det var en tiltrængt pause med opvarmning og atter engang betrådte jeg vandet - med det eneste resultat at jeg havde en "drømmefight" med en plastikpose jeg havde kroget i hanken. Det er faktisk en del hårdere end man skulle tro, siger det bare!

Jeg fik nok. Nok af kulden og vinden der susede i ørerne og nok af fisk der ikke huggede som jeg ville og kørte hjem til noget varme, der i dén grad var tiltrængt.

lørdag den 21. marts 2020

2020.03.21 De 4 verdenshjørner

Det har jeg alligevel ikke prøvet før! Samtlige 4 verdenshjørner i vindretning! Hvad kunne gå galt?

Udover det meste...

Jeg var som sædvanligt sen til at komme ud. Ikke fordi jeg ikke gad, men jeg håbede så inderligt på at Javier efter sin tidligere afgang, ville skrive ordet "kajak" til mig, for så skulle du den ondelynemig se en der fik travlt. Men det skete ikke. I stedet sendte han et billede på den første fisk og så var der ingen vej tilbage. Ind i bilen med kysthabitten og afsted. Jeg var hurtigt i vandet, men siden billedet var eksponeret var der intet sket og med min ankomst kunne Javier indtage sin mad i ro, mens jeg passede på revet med mine lange kast. Mine lange kast der i de følgende minutter afslørede at der var fisk på plads. Fedt mand! Jeg havde hele arsenalet med og i dag skulle de fandme ikke drive gæk med mig!

Men det gjorde de. De fulgte efter. Huggede venligt og vendte i fine hvirvler inde foran mig.

Så kom svanerne. De næstmest latterlige lortefugle efter duen. Jeg blev så sur over dem at jeg kastede mod den ene der lagde bare 15 meter fra mig, for at skræmme den. Tog min Silling hjem hurtigt og fandme om ikke jeg tog en fisk på det tåbelige kast. Den var lille, men den var gået til biddet!

Nu skulle de have! Men ... men... men... vinden der var startet i nordøst, lagde nu på fra øst. Den var på vej om i sydøst, mens Javier igen gjorde mig selskab udvadet i den smukke Østersø. Vi fiskede revet af igen og jeg tog en lang tørn nedover, men mens vinden siden drejede videre mod syd, skete der stadig intet.

Maverne knurrede og vi blev enige om at flå den lokale købmand for chokolade. Da vi kom til havet igen, var vinden nu i sydvest og vi gav en ny plads chancen mens vi alligevel var i bilerne. En grumset Østersø blev pisket igennem, men lige lidt hjalp det og mens vinden drejede over i sydvest, blev vi enige om at den første plads selvfølgelig måtte kaste fisk af sig.

Og med en vestenvind, ankom vi atter engang til pladsen. Fulde af chokolade og positiv energi tyrede vi revet igennem gang på gang. Men i takt med at vinden blev koldere og solen valgte sin bane på dette forårsjævndøgn, blev vi koldere og stadig uden fangst. Da Javier besluttede sig for at tage hjem, var vinden i nordvest og jeg var på vej nedover revet igen.

Men der var atter engang ingen fisk der ville lege med mig og mens solen solen gik ned, var vinden nu gået i nord.

Det var en sær dag på kysten. Så smukt, så grønt, så perfekt i farven og med så mange fisk i starten. Med vind fra alle hjørner, hvilket jo ikke kan give nogen anledning til undskyldninger nu solen endda var på og alligevel kunne vi ikke lure de blanke basser fra havet i de mængder vi havde tænkt.
Men det var nu stadig dejligt at være ude.

fredag den 20. marts 2020

2020.03.20 Den dårligste AfterWork nogensinde

Jeg var lidt stolt af mig selv og min hurtighed igen - specielt fordi jeg stort set overholdt fartgrænsen hele vejen! Men fra jeg havde talt med Javier og sad foran computeren i shorts på min hjemmearbejdsplads, til jeg parkerede bilen i fuld mundering, var der ikke gået mange minutter.

Men ham der stod der med den store blinkende gennemløber... det var da ikke Javier, var det?

Det var først da jeg vadede ud, at jeg så det faktisk var ham. Ham og hans OLR woblere, der i dag var byttet ud med en større gennemløber i krads farve. Jeg tænkte ikke mere over det - hvilket var dumt - men gik nedover revet med hans "jeg har taget 4 i dag og 1 til mens du var på vej" i tankerne.

Der skete ikke en skid. Jeg kastede og pillede ålegræs af. Måske var der noget der mindede om en følger og så fløjtede Javier - dagens sjette fisk var gået til biddet. Så kunne jeg også, tænkte jeg, og fortsatte nedover.

Tilbage, efter en lang affiskning, fik jeg en våd karklud i ansigtet. "Ja, jeg har taget 5 mens du gik dernede". Javier var oppe på 10 nu - 5 styk mens jeg gik med ryggen til.

Jeg gloede dumt på hans skinnende bedrag og tænkte om det virkelig var det de ville have i dag og byttede min OLR Kutling ud med Slim Tobis. Men det var tydligtvis ikke min dag. Under min affiskning den anden vej, havde jeg givetvis en følger som også huggede - Javier tog endnu en fisk og bestemte sig for at nok var nok. Tilbage stod jeg og gloede lidt fåret ud på havet. Det er godt nok ikke ofte jeg får prygl, men i dag var en sådan dag. Jeg bestemte mig for at give det et par minutter til på netop Javiers standplads og dæleme om ikke fiskene var her. På 4 kast havde jeg 4 hug og en følger - men ingen der på nogen måde stolede på min mørkt skinnende bedrag, som var det eneste "blanke" jeg havde med ud.

Det er da sidste gang jeg har så travlt ud af døren at jeg glemmer mine Silling derhjemme - men sådan er livet på kysten og selvom jeg var lidt forundret da jeg gik af vandet, smilte jeg også. De der havørreder er ikke altid lige nemme og det er lidt charmerende et eller andet meget lille sted ;-)

mandag den 16. marts 2020

2020.03.16 Konkurrencen aflyst!

På grund af de rådende omstændigheder og almen forsigtighed, har vi været nødsaget til at aflyse konkurrencen. Det beklager vi rigtigt meget, men grundlaget for at gennemføre er forsvundet som situationen ser ud lige nu.

Deltagerne der har betalt, får selvfølgelig deres gebyr tilbage!

Læs eventuelt mere her.

lørdag den 14. marts 2020

2020.03.14 Koldt og klart - eller klart, men koldt

Meningen var en lidt tidligere afgang end hvad det blev, men da jeg var bekendt med vinden fra i går og det kraftige højvande der var presset ind mod kysten, var det ligeså tiltalende at sidde i sofaen. Eller, det er jo løgn fra ende til anden.

Men det var ikke sådan at jeg var fyr og flamme og så var sneen ikke engang smeltet ude på terrassebordet. Men da solens stråler nåede hjørnet på bordet, forsvandt der mere og mere af det hvide og trods Javier´s melding om uklart vand og ingen fisk, så var det vist kajakken der lokkede mere end sofaen. Sådan en flot høj blå himmel skal man være et skarn at takke nej til.

Og så lå vi der. Midt i det hele med en tiltagende bister vind fra syd og fangede ingenting. Det var en del varmere i sofaen derhjemme, det måtte jeg erkende. Jeg savnede den ikke, men siddende her og pille ålegræs af og ellers intet mærke, var en kontrast til sidste weekend og en del koldere.

Vi skøjtede rundt på den rå overflade. Vandet var udover megahøjt også faldet i temperatur. Grumset og koldere, var måske ikke en faktor vi skulle regne med, trods at det egentlig så rigtigt godt ud?

Så satte vi os i sivene og indtog 5J skinke, Gullasch suppe fra trangiaen og et par æbler, mens tranerne i enorme flokke indtog himlen med deres skræppen. Gæssene, de på en del lavere flyvehøjde, kom også forbi i uendelige formationer. Og så havørnen, der i dag var taget op i den tynde luft og længe lå og spejdede ned over os, gæssene og alt det andet den kunne se deroppefra.
Dejligt fredfyldt i læ for vinden og med solen næsten bagende ned. Omend... så varmt var det stadig ikke da vinden tiltog yderligere, men det var uanset rart med en pause og få strukket stængerne. Altså dem på kroppen.

Vi gjorde det vi var kommet for og gentog vores arbejde fra før pausen. Til sidst lykkedes Javier at kroge en lille filur, der dog hoppede af. Han meldte også om en stor følger, der absolut ikke gad noget som helst. Selv kunne jeg mærke lidt småhug på Sillingen og ellers skete der intet. Det var nytteløst arbejde, der begyndte at svide i fingrene på grund af kulden.

Mens solen langsomt forsvandt under horisonten, trak vi vores kajakker gennem græsset og stod en tid og nød at have fået lidt varme tilbage i kroppen, inden vi kørte hjemover med uforettet sag, men med røde næser og fingre.

fredag den 13. marts 2020

2020.03.13 Österlen T/R

Altså ja... jo, det startede faktisk i onsdags. Hjemkommen fra Holland tirsdag aften og så fri resten af ugen. Egentlig skulle jeg have haft fri hele ugen, men så var der lige et møde med håndtryk og den slags i Holland. Så jeg valgte at droppe ferien på de 2 dage hvor vejret var til at holde ud.

Så fri onsdag og med en tiltagende vind, var ikke noget der lokkede - og alligevel havde jeg sgu ikke ferie for at sidde hjemme og kede mig. Det blev til en time i det lave vand og ingen kontakt til fisk.

Torsdag... ja, du ved vel selv hvordan vejret var, da der var gule og røde advarselslamper her og der omkring vind og vand og så var den dag lis´som blæst væk...

Så i dag... med aftagende vind - ikke stille - men mindre af slagsen, mente jeg at Österlen burde være fiskbart, for Sydkysten ville i hvert fald ikke være det.

Og så kørte Mazda ellers østover. God vind i posen, men væk fra land på de tiltænkte pladser. Efter en time og lidt mere, ankom jeg til Simrishamn og kørte sydover. Glem det. Det var mørkt med mega store søer. Nordpå i stedet. Her stod en flugrunkar o 2 danskere var lige kommet. Nå men videre.
Til hvad...?

Jeg valgte at besøge verdens mest kendte fiskeplads, udover Kronborgpynten og tog 10 kast i et uinspirerende klart og stille vand. Så fik jeg nok af det. Gik i stedet en lang tur i sandet og tænkte på de gamle dage, hvor min far og jeg sov i telt her og stedet var knap så kendt, omend... kendt. Det var dengang der stod æbletræer lidt her og der og man kunne slå teltet op uden at frygte for sit liv, af alle de nye "gæster" der er kommet til landet siden da.

Søgte mig sydpå igen, men indså at kaffe med fløde herskede her og der og alle vegne og 600 meter ud. Og så kunne jeg ikke engang se Bornholm for regnbyger.

Jeg bestemte mig for at besøge nogle helleristninger i stedet. Ikke bare nogle tilfældige, men selve grobunden for min seneste tatovering og der lå den... øksen... mejslet i sten for 100-vis af år siden af mine forfædre på deres rejser rundt omkring i Østersøen inden de søgte vestpå. De andre motiver der pryder mit ben, ligger i original på Madses Bakke på Bornholm. Det kunne være man skulle besøge Bornholm snart, nu fiskeriet alligevel blæser væk?

Turen hjem, blev en stille og rolig færden langs kystvejen. Det var en lang dag for 10 kast.

søndag den 8. marts 2020

2020.03.08 En kort eftermiddagstur

Det var en lang dag i går og min alder lader "dagen derpå kajakture" mærke i kroppen. Ikke at jeg var smadret, men jeg kunne godt mærke det. Lidt træt... lidt slidt. Det var i hvert fald ikke op med hanen, som om det nogensinde skulle ske ha ha...

Uanset, så blev det en stille morgen. Morgenen overgik i formiddag og jeg gik i gang med at pakke til en eftermiddagstur, men skulle også lige pakke kajakgrejet helt ud. Og så skulle jeg lige have ryddet op i garagen og så skulle jeg lige......

Men jeg tog afsted og kunne langs Sydkysten se det faldende og klare vand. Også selvom søen gik ret så grov. Men med gårdagens fiskeri i tankerne, var det fristende at tage et par kast.

Men ak... kajakken skulle have været med. Det er nu engang nøglen til at komme mest effektivt omkring på vandet og jeg savnede den, efter jeg endelig var kommet frem og havde lagt 3 kilometer bag mig. Jeg vadede rundt, frem og tilbage, men jeg var ene. Ene på pladsen og ene med mit endegrej i vandet, hvor der ikke var fisk til syne eller som gad hugge. Jeg satte mig op og nød naturen i læ for den stride vind. Den var ikke kold, men de der 7-9 sekundmeter kunne godt mærkes. Havørnen kom ikke på visit i dag, så der var masser af fugle at kigge på, hvis så bare jeg kunne navnene på dem.

Efter en lille tid som ornitolog, bestemte jeg mig for at trække mig. Gik den lange vej tilbage og satte mig i bilen med vinduet åbent. Skulle jeg hjem eller skulle jeg prøve en anden plads?

Jeg bestemte mig for en anden plads, nu dagen ikke var gået helt på hæld. Det er bare om at nyde, mens man kan. Om ikke andet, så få en gåtur ud af det, så bilen rullede et ukendt sted hen og jeg valgte at stoppe sådan midt i det hele.

Det var alligevel lidt mærkeligt. Inden jeg var kommet ud, havde jeg en følger helt inde på det lave som vendte brutalt da den så mig. Kastet efter huggede det ude på distancen og endnu en følger kom med. Hvad var nu det? I går kunne de knap vente til wobleren var landet (sådan lige knap og nap) og så i dag, i mere havørred agtigt vejr, så følger de kun efter? Det gentog sig en del gange - hug og følgere og intet mere. Indtil en havørred glemte at være sky i den hylende vind. Den huggede rigtigt tungt og spinstoppet havde gjort sit. Det viste sig siden at være lidt synd for fisken, for krogen sad helt nede i bagerste gælle - men sådan er spinstoppet så effektivt, nogle gange. Surt det ikke var den der 6 kilos bamse, men jeg kunne med peangen let få enkeltkrogen ud og genudsætte en flot blankfisk over målet. Følgeriet fortsatte og det samme gjorde huggene. Indtil jeg igen tog en fisk. Denne en slank, blank... tjah... måske nedgænger, som kæmpede bravt inden den også fik vand under finnerne igen.

Og så døde fiskeriet i det tiltagende mørke. Jeg kastede og gjorde ved, men med ét var fiskene væk igen. Min gyldne time var ovre. En time med kølige tæer og fingre. En time med herlig underholdning, trods fiskene var lidt sky. En time i det fri.

lørdag den 7. marts 2020

2020.03.07 En dag på vandet - med blanke overraskelser

Det var en af de dage hvor solen alligevel ikke så ud til at bryde frem og kulden fra nordenvinden sagtens kunne mærkes på de bare arme og mine bare tæer. Lysten fejlede faktisk noget og da Javier ringede og meldte første plads ude af kampen på grund af grums, stod jeg lidt og tænkte om det bare var endnu en weekend derhjemme efter en vildt mærkelig og blæsende vinter. Javier gad ikke køre langt og det gjorde jeg heller ikke, samtidigt som vi vidste at sydkysten mere eller mindre var smadret hele vejen, på grund af østenvinden. Måske jeg skulle lede efter rav i stedet?
Nej, fandme nej... og så foreslog Javier at komme forbi for at tale ansigt til ansigt i stedet for i telefonen.

Det trak blikke fra gaden i disse corona tider, da der stod en gul rum-mand i min indkørsel.
Så fik de noget nyt at tale om, alle de nysgerrige.

Men for Javier og jeg var det vigtigst at tale om hvad vi nu gjorde og fandme om ikke jeg allerede dér fangede den første fisk - Javier gik nemlig på krogen til mit forslag!

Erkendt så var mine tanker lidt som hans: Det ville blive en lang dag, lang gåtur med kajakken på slæb og vi ville sikkert ikke opleve det store. Forkert på flere punkter, heldigvis!

Først så fik ham hurtigløberen i vand til livet, en fisk på. Det så jeg godt, selvom du prøvede at skjule det du! Så rykkede kajakken lidt nærmere hans område, men lad det være sagt med det samme - der var 4 kastelængder ind og så fik jeg et kanonhug, hvor fisken tordnede på oppe i overfladen og slap. Et par kast efter sad den der i et smæld af hug. Efter en fin fight kunne jeg genudsætte en flot blankfisk. Javier ville også være med og bragte sig op 1-1 da også han kom lidt nærmere mig.
Men føringen skulle ikke stå sådan længe, da jeg igen kom i front med en tynd, men rigtigt flot blank havørred, der også denne var tordnet på i et nådesløst hug. Ikke noget pille-nusse-rageri her... det var bare mad ... NU!

Men min føring måtte jeg ikke beholde, for igen fik Javier også fisk og denne gang en rigtigt flot blanko på 2,5 kilo. Den kastede hundestejler op som bare den og vores gætterier var korrekte. De jagtede dem selvfølgelig på pladsen vi var!

Solen kom frem. Den varmede virkelig i den kolde nordenvind og fiskedagen var for længe siden reddet, med allerede 4 fisk og et par hug. Vi tog en pause siddende i kajakkerne og bare nød det pragtfulde vejr - men det varede ikke mange øjeblikke, for hvem turde misse det her fiskeri?

Men solen havde måske også gjort lidt skade i vandet, forstået på den måde at lyset nu viste alt. Fiskene udeblev i deres hug og vi sad længe og kastede ud i tomheden, lidt som vi måske havde frygtet inden turen. Men igen... solen og de allerede fangede fisk, havde længe reddet dagen.

Indtil jeg søgte mig videre, for der skulle bare være flere fisk her... og ja. Det var der!
Først huggede en blankfisk hamrende hårdt under min søgen af området. Jeg kastede anker og fightede den ind til afkrogning - var de her nu? Kastet efter, helt ude, knaldede endnu en fisk stenhårdt på krogen og lod sig kun modvilligt hale ind. Så havde jeg en følger - så fik jeg et hug. Endnu et hug og så i fjerde kast endnu en fisk. Jamen altså...

Den lange historie kort: Det blev til 8 havørreder til sidst. Kun 2 var under målet, hvoraf den ene var en nedgænger. Resten var på eller over målet, med den største på omkring 2 kilo og magen til Javiers flotte havørred. Javier stod for 5 i løbet af dage - så med 13 fisk til afkrogning, 1 mistet og utallige hug... havde vi haft en drømmetur uden lige.

Havørnen fulgte os hele dagen - jagede også over vandet. Nøj hvor jeg elsker det her.

søndag den 1. marts 2020

2020.03.01 Velkommen forår - hjerteligt velkommen

Da jeg i løbet af formiddagen havde skåret mig igennem lidt over 2 kilo højreb med en halvsløv køkkenkniv, der mest mindede om en fil og siden tilsat alt det der skulle til + en hel flaske rødvin, stod jeg med en i særdeleshed velsmagende boeuf bourguignon som slutresultat. Den var jeg tæt på at sætte til livs, men kom lige til at kigge ud af vinduet og så genopstod den der følelse...

Og så gik der ikke så lang tid, før jeg stod nede i gangen med kysthabitten på. Javier havde meddelt at hans område givetvis var klart, men at søen også gik temmelig hårdt dernede, hvorfor jeg valgte at søge nye veje. Eller nye og nye... det var ikke noget nyt i det som sådan, men dagens første stop som siden blev det eneste og dermed sidste, har jeg faktisk aldrig fisket på, trods jeg kender pladsen fra utallige beretninger og andre gode løgnehistorier. Nuvel... bring it on.

Så mødte jeg en dansker, som også han, var relativt ny på pladsen. Han havde ikke mærket noget de minutter han havde fisket før mig, men det skulle være en god plads og jeg måtte gerne fiske ved hans side, nu der stod en anden på spidsen og 2 folk længere inde der stod og vinkede hele tiden.

Ingen havde fanget noget, så det var nok ikke så pænt af mig at jeg efter 10 kast fik den første. Den hamrede på i et hårdt hug helt inde, men hugget og fighten hængte ikke sammen. Den plaskede rundt foran mig, men bød ikke op til en mindeværdig fight og efter en del plaskeri kunne jeg genudsætte en megatynd blankfisk.

Det måtte byde på mere og troligt kastede jeg over revet igen, længere ud, længere ind, langs med land og så kom der den mest fantastisk smukke regnbyge forbi, der mest mindede om en tordencelle, bortset fra at der ingen lyn var. Regnen piskede ned og vinden tog voldsomt i de minutter det varede og imens havde jeg pludselig masser af fisk nær mig. De huggede 10 gange i alt, men det blev ved enten hårde hug eller bare hug og kun en enkelt gang lykkedes jeg at kroge en, der siden faldt af. Det blev en sær fiskedag efter det. Der var fisk, men de ville ikke rigtigt noget og jeg stod og forbandede at det åbenlyse bombarda bevidst var glemt derhjemme. Mest fordi jeg ikke gad, da jeg tog afsted - men det savnede jeg nu... den ene dag ud af hundrede ture.


Da de kraftige bygeskyer forsvandt, forsvandt min varme samtidigt og egentlig stod jeg og frøs længe efter de sidste fisk havde hugget, men som den havørredfisker jeg er, så er det svært at løsrive sig fra kysten... men til sidst, med stive stænger og kolde tæer... fandt jeg Mazdaen og tøffede hjem til Trelleborg med et stort smil på læben, efter en dejlig dag ude i det kommende forår. For det er marts og marts er lig med forår! Lad det komme :-)

lørdag den 29. februar 2020

2020.02.29 Skuddag - skoddag?

Det var en sådan dag vinden ikke rigtigt ville om i det sydøstlige hjørne. Den lå og kørte lidt i syd-sydøst og syd og skulle senere vride til sydvest, men farten på vinden var som god nok og jeg bestemte mig for at sammen med regnen, gå en tur på stranden igen, nu det atter en engang ikke var muligt at fiske på Sydkysten.
Og du har ret, langs vestsiden var det selvfølgelig muligt - også oppe i det østlige hjørne, men jeg er ikke ene om de muligheder og tænkte at rav nu engang skulle være kilden til en tur i det fri.

Regnen havde gjort sit. Der var ikke et øje på stranden. Der var endda masser af opskyl, men det der var kommet op, var mest en masse ragelse fordi vandet stod enormt højt. Så højt at stranden flere steder var væk og ellers havde vandet påbegyndt sin erosion af de små klitter. Det var næsten som en ny strand. Helt ændret landskab og mens jeg gik videre ud af med regnen piskende ned, tænkte jeg på om ikke et par plastsække også havde været fine at have med på tur. Jeg kunne sikkert fylde et par stykker med glas, plastik og diverse andet affald. Det var egentlig lidt synd, det skulle se sådan ud.

Og så var der ikke noget rav.

Eftersom vandet stod så højt, tog revlerne længere ude, slet ikke farten af søen og strømmen var derfor hård tæt på land. Det er ikke sådan rav lander i tangen eller på stranden her. Men jeg gik videre, for tænk nu hvis!

Men der var ikke noget "tænk nu hvis" længere fremme. Jeg gik og jeg gik og kom til sidst til enden, hvor jeg også der ledte alt jeg kunne, men med tom lomme måtte jeg returnere til en lidt mindre sjov tur tilbage. Du ved, man har jo lige gået der, så nye skatte dukker næppe op og således forblev det.
Jeg fandt da godt nok 2 stykker på det lidt dybere vand, som lå blandt en masse tang og muslinger, men indsatsen for de 2 stykker stod bestemt ikke til måls.

Således tilbragte jeg lørdag eftermiddag en masse timer i regnen, helt alene på en af de mest populære strande og havde en rigtigt dejlig tur ud, trods alt.

Jeg kan i øvrigt ikke rigtigt finde ud af det der Instagram... men vi lader lige tiden gå og ser om det skulle lykkes. Om ikke andet, så er jeg så gammel, at jeg bare er endnu ældre når jeg indser at det ikke går.

søndag den 23. februar 2020

2020.02.23 På guldjagt med mindsteguldet

Det var den omvendte verden - jeg skulle ikke overtale, hvilket jeg egentlig også forlængst har opgivet, men blev spurgt "må jeg ikke komme med på stranden og lede efter rav?". Nuvel, der har været lidt stiklinger til ungernes udseende - de æblerøde kinders tid er forbi i mit hjem, når det kommer til ungerne. Jeg ved ikke med dine - men her er det en lille firkantet skærm der på magisk vis fratager naturen den magt den har. Skønheden. Stilheden. Vandet. Fuglene...

Men hun forstod det, som vi stod i det. Det var faktisk rart at være ude og det var faktisk flot nede på stranden og mon vi kunne finde noget rav, far? Jeg havde advaret om at stængerne skulle strækkes en del. Den første del af stranden er velbesøgt og det er kun mig med waders der har en chance i vandet - på stranden skal man være først, hvis der overhovedet er kommet lidt guld ind. Det var der ikke og jo længere vi gik, jo mere håbløst så det ud, fordi tangen var revet ud med det ultra lave vand der herskede under kuling nummer 200 der rev i kysten i går. Men vandet var ved at stige og med det kom tangen tilbage. Der er områder hvor det er tyk tang. Ålegræs og den slags, som er umuligt at lede i fordi det fylder enormt meget og er meget tungt. Men på kanterne af plamagerne, ofte mod land, samles de lettere dele og der finder jeg nogle gange lidt guld.

Hvis altså ikke det ligger på land og så var jeg bagud 0-1 fordi ungen havde fundet det første. Det var olie til maskinen og hun kunne saaaaaagtens gå meget mere. Jeg var tilfreds med svaret, for længere ude kommer der stort set aldrig nogen og da vi nærmede os, var Lærkes mave begyndt at snakke, fortalte hun. Jeg vidste det trak op til pause og spurgte om ikke vi lige kunne tage den næste lille spids. Modvilligt gik hun med, for nu var det også koldt.

Og så landede vi lige i det jeg havde ventet på. Alt bagkantsmaterialet, både skyllet op på stranden og noget som stadig lå i vandet. Perfekt fordeling til vores udstyr - mit i vand, der skovlede op til ungen og mig selv og hende på land der gravede frem med kratten. Det blev til 41 stykker i alt og vejen hjem var slet ikke så kold alligevel. Det luner også altid med rav i lommen!

onsdag den 19. februar 2020

2020.02.19 Se mig... se mig... se mig... eller ikke

Bare rolig... jeg går IKKE imod mit tidligere indlæg og skal til at være influencer og have gratis gaver og få gratis mad fordi jeg anser mig selv for kendt - det gør jeg nemlig ikke.

Nej, jeg lever mit stille liv og behøver som ikke gøre et stort nummer ud af det. Og dog... Jeg har jo statistikker på min blog og kan godt se at jeg i Rusland og andre suspekte lande er meget populær. Du ved som jeg, at det er alle de her søgemaskiner der bare ligger og tøffer rundt på nettet i en uendelighed, nogle til skade - andre til absolut ingenting. I hvert fald ikke for en lystfisker uden fisk, som jeg.

Men, statistikkerne siger også alt det, som taler imod mig - men følger tidens tand. Hjemmesider/blogs er ikke særligt stigende i popularitet desværre. Jo ok... hvis du lever det vildeste luksusliv, som andre kun kan kigge langt efter, så måske. Men for mig... Nej.

Nu til dags, er det "nu og her" medier og som sagt gerne det bedste, vildeste, sejeste og så videre.
Jeg har ikke det bedste, sejeste eller vildeste - altså målt med andre. Men jeg vil gerne dele det jeg har, da jeg også laver andet end at fiske. Derfor har jeg tilmeldt mig noget så moderne som Instagram. Fy for helvede!

Men da jeg ved at I trofaste læsere, kun udgør en mindre skare og at jeg kun en sjælden gang i mellem får lidt ekstra besøg, hvis andre reklamerer for min blog, så kan jeg ligeså godt dele lidt på Instagram også. Statistikkerne siger jo også at I som regel kun læser seneste indlæg og klikker på seneste billeder - hvilket er helt naturligt.

Så mere eksponering - men det er nu kun fordi jeg i min egoistiske lille verden ikke syntes at mine ord skal gå til spilde, nu jeg alligevel har skrevet fiskedagbog i ... øh... faktisk 15 år. Shit mand!

Lad mig se hvordan det går... du kan følge mig under... næh det må du selv gætte ha ha

Mad, grill, øl, fiskeri, havørred, rav, uvejr, Østersøen, Vesterhavet, Hobiekajak... flere tags kommer, som jeg lærer dem at kende, MEN... det går ikke ud over fiskedagbog.dk

Det er bare et ekstra krydderi - et moderne et af slagsen.

Alternativet er næsten at lukke bloggen helt og gå super-duper nu-og-her online, men som tidligere skrevet, er jeg tilhænger af en gammeldags hjemmeside/blog, omend jeg nok er den største læser i sidste ende.

lørdag den 8. februar 2020

2020.02.08 Syd i syd

I starten af februar er 4 timers fiskeri og 2 blanke ikke at kimse af meeeen... dig der havde set det vand jeg fiskede i i dag, havde været helt enig i at der endnu en gang var noget at brokke sig over. Brok, brok og mere brok!

Eller skal vi tage den positive?

Ok så... jeg fik et afbud fra Javier (måske ikke så positivt) som først ville komme ud senere, hvorfor jeg drønede til Sydkysten alene. Vinden stod i ren syd og solen var fremme. Hvis lige det der højvande kunne holde vandet klart fordi vinden var i syd, så... og fandme så! Jeg tvivlede, trods øjnene ikke tog fejl oppe fra parkeringen. Men det stemte og jeg var lige ved at skrige da jeg gik i  vandet. Det var så hamrende fedt i farven at jeg næppe skulle vente længe på det første hug.

Og sådan blev det! Inden for 10 kast havde jeg haft flere hug og på mellemdistancen nappet en rigtigt flot - men tynd - blankfisk over målet. Nøøøøj hvor det så godt ud og for fanden i helvede hvor det ville give fisk det her! Jeg måtte skrive til Javier at han skulle aflevere ungen til svømning omgående og komme afsted. Det var i dag vi kunne og skulle tømme Østersøen! Og så gik jeg tilbage i den grove sø der umuliggjorde vadning mere end 20 meter fra stranden. Jeg tog imod den ene bølge efter den anden, men fordi solen var fremme og vandet så ud som det gjorde, så mærkede jeg aldrig at der gik halvanden time uden så meget som et hug. Jeg frøs heller ikke, men stod bare og dampede det ene kast afsted efter det andet i min venten på alle de hug, der ikke kom.

Da jeg indså at jeg havde ramt en stime og at det kun var mig der havde været oppe i højeste gear, begyndte maven af få mere og mere plads i tankerne.

Jeg tog revet fra ende til anden igen, men endte til sidst i bilen i min jagt på de blanke. I dag var det den omvendte verden. Den forladte fiskeplads, var fiskbar - de andre var knapt fiskbare, men jeg endte med at lukke munden på min mave, eller det kan man egentlig ikke sige, idet jeg måtte åbne munden for at lukke munden på maven... eller... ja jeg spiste min mad for fanden da!

Tilbage på startpladsen, var det med fornyet energi og en svagt aftagende vind, samt søer. Ikke at jeg kunne komme længere ud, men det var ikke samme våde omgang. Men fiskene kunne slet ikke følge mine forårstanker. En enkelt huggede helt ude i bunden af kastet og bød på en god fight i starten, men fulgte siden pænt med og jeg kunne dernæst afkroge en fed blankfisk under målet. Og så endte dagen, da jeg en halv time smed min Silling væk til en sten.
Men hvilken fed dag på kysten - alene på grund af farven i vandet og solen der var fremme.
FEDT!

onsdag den 5. februar 2020

2020.02.05 Konkurrencen Blänkaren 2020



Klik på billedet eller HER og du kommer til info siden. Hvis sproget er lidt for svært, så sender du bare en mail.
Har du ikke min mail - skal du have en Google konto for at skrive en kommentar nedenfor, så kontakter jeg dig :-)
Det der "Swisha" er bare Mobilepay på dansk. Jeg skal nok sørge for tilmelding, hvilket jeg gør for et par stykker hvert år.

lørdag den 1. februar 2020

2020.02.01 I nye vande

Det var en af de weekender, hvor vejr og familie og tildelt fritid skulle gå op i et.
Det lykkedes også med lidt planlægning - måske ikke lige planlægning af vejret, men det fik så Javier og jeg på nye veje, til pladser jeg ikke har set i mange år eller aldrig set. Vejret skubbede os derop og vi fik en udmærket start på dagen i nyt set-up, helt alene ude.

Javiers gamle hjemmebane - for mig ny strækning. Hvor fint her var. Og vinden løb perfekt ind skråt udefra, men vandet var godt nok specielt på overfladen. Man kunne ikke rigtigt se igennem det, trods det var klart. Skyerne hang også tungt og truede for hver 7. sekundmeter med regn. Den kom også, men ikke i de mængder skyerne ellers ville vise de kunne sende ned. De pustede sig op, gjorde de! Indtil solen kortvarigt kiggede lidt skævt igennem og gav os endnu mere håb, på denne faktisk ret så fede fiskedag. Havørreden kan jo godt lide det her grå vejr vejr - selvom solen altid ville være bedst at have med fra oven i det tidlige forår.

Men havørreden har sit eget liv. Mærkelige fisk, som vanligt. Allerede i tredje kast, inden jeg var kommet i vandet, havde jeg en mindre følger langs land. Tænkte det nok. Der er ikke rigtigt tobiser endnu, ej heller sild i mængder og alle de andre større byttedyr, så havørreden ynder at gå tæt på land, således også denne som sikkert har tænkt at den der Silling vist ikke var en reje. Jeg så ikke mere til den fisk og knoklede mig ud med mine nye vadestøvler med Wibram sål. Det er ikke fordi jeg er fan af det der gummi fis. Men efter sidste gang jeg havde den slags og heller ikke var tilfreds, så bestemte jeg mig for at lade alle de positive kommentarer om sålens effekt, komme et nyt par til gode, nu filtsålen på de gamle var mere eller mindre revet af.

Ude bag stenene, kom en underlig bølge bag blinket. Sig mig, var det fisk? Så mærkede jeg et let stød og da blinket var inde, vendte en flot havørred bag blinket i et stort skvulp. Det så fedt ud, men den kunne godt have åbnet munden lidt mere! Den så jeg heller ikke mere til - og det samme gjaldt den lille ørred der lavede en lille hvirvel langs land, da jeg var på vej op igen. Op til Javier der med buldoflådet intet havde set eller mærket - jeg der ellers tænkte at han slog mig med længder i dag.

Men sådan er de fisk jo nogle gange. Vi fiskede os over revet - valgte et nyt syd for havnen og efter grundig gennemfiskning og selskab af 6 andre, valgte vi at køre til hjemmebanen, fordi der gik rygter om klart vand, vinden til trods. Vores rygtesmed skylder en omgang. Vandet var langt fra klart. Det gik vel at fiske, men efter en gang bølgebrydning på revet og 4 andre rev var kørt til beskuelse og vi intet havde mærket, bestemte vi os for at afslutte fiskedagen med resterne af den 5J skinke jeg kom til at købe fra Spanien. Det var nu ikke så ringe endda heller!

Vi må se med de nye støvler der. Måske kommer de til salg snart. Det er størrelse 13 og de er vildt fede at have på, men filt er og bliver vist min favorit - nu skal jeg dog lige prøve at vænne mig til Wibram igen. Så må vi se om du kan købe dem billigt om et par ture.

En lille hilsen til dem der lader det der plastik sidde på deres korkhåndtag når de køber ny stang... :-)

søndag den 26. januar 2020

2020.01.26 Østersøen giver - Østersøen tar´... og i dag gav den...

... mig en kæmpe skovfuld vand og den tog jeg med hjem. Der var vand i alle lommer, ude og inde på mine waders og vand på tøjet et stykke ned af trøjen. Og jeg var ikke væltet - men jeg skal love for vandet var vådt og tungt i dag. Jeg der ellers havde drømt om en fantastisk dag på Sydkysten og som nu sad i en tung udgave af mig selv, med dug på alle ruder og havde rosinfingre mens varmen langsomt vendte tilbage til livet. Så var den der alligevel, varmen. Den varme der på de køligere januar dage blæser ud gennem jakke ærmet og forsvinder ud i atmosfæren... varmen der definitivt ikke lader til at vende tilbage. Nogensinde. Overhovedet.

Men det gjorde den. Javier kunne også mærke det - langsomt men stille kom den tilbage.

Vi kunne ellers godt være gået for et par mørkegrønne siv dernede på stranden. Urørlige, drivende våde og lidt kolde i det, sad vi der og kiggede på Sydkysten der brusede ind. Det var ikke lige sådan vi havde tænkt dagen skulle gå, men sådan er det jo tit med den vejrudsigt. Solen der blev til skyer. 7 meter i sekundet der blev til 10. Det klare vand der blev til uklart...

Ak ja... men Sydkysten. Dér var vi! Og på første plads behøvede vi ikke stige ud. Det gjorde vi heller ikke på plads 2, men nummer 3 fik da et kvarter i behagelige bølger, inden vi trampede ud på plads 4 og gav den en skalle i rå sø der kom ind. Jeg tog pålandsvinden og de dertil voksne bølger og lykkedes vist nok med et hug eller 2, men det var ikke sø man ville stå i medmindre den store huggede lige om øjeblik og da det ikke skete, så blev plads 5 næste stop. På grund af dybden ude foran var søerne rigeligt store da de kom ind og det var først halvvejs ude på revet at jeg indså at jeg ikke var lang nok til at komme ud til min sten. Stående i vand til skridtet fik jeg testet at vadejakken år 2020 stadig var vandtæt - hele vejen op. Det var den! I dén slags vejr, lige knap og nap, har jeg flere gange på den plads "skovlet" fisk ind, men tangen i vandet gjorde sit til at forstyrre og så var der de bølger der. Jeg måtte søge i læ inde i bugten, hvor Javier fornuftigt havde valgt at stille sig. Der var langt mere kvalitet for pengene bag revet, men fiskene ville ikke lege. Jeg fandt ellers en pragtfuld sten at stå på og jeg havde længe et par ultra fede kast med fede syner af en grov blank der tog bedraget og det var først da en stor bølge rev mig ned af stenen at jeg måtte indse at jeg bare var et mørkegrønt siv inde på land... halvslattent, drivende vådt og uden fisk...


Men jeg fik da noget Østersø med hjem i lommer og tøj og Javier fik en sortfisk på sidste plads, som havde hugget knaldhårdt. Det er lidt mærkeligt at stå ude en hel dag og give den fuld gas, for at indse at det bare ikke var besværet værd. Eller igen... det er jo altid en fornøjelse og alt det der, men for filan hvor havde en blankfisk siddet godt i dag.

søndag den 19. januar 2020

2020.01.19 Sol, sol og mere sol

Er der noget jeg kan lide, så er det sol. Sol over land, når man der i januar står udvadet i det kølige vand og næsen drypper i samme tempo som bassen pumper på et diskotek lørdag aften. Og så solen, der endelig overvinder det grå lag af inversions skyer og langt om længe lader sine stråler lyse over land - og vand.

Sådan startede dagen ikke, da Javier kom og hentede mig. Det var gråt og ingen udsigt til den gule deroppe, trods vejrudsigten havde lovet modsat. Selv kludemiklerne på DMI havde lovet sol, så det passede nok godt at den så ikke var der.

Vi stoppede selvfølgelig på de lokale pladser, allerede rådvilde om hvor vi skulle fiske i dag. Men vi blev alligevel enige om at blive i syd. Vores hjemmebane. Og vores hjemmebane i brunt vand. Det (føles det som) evige brune vand. Jeg var faktisk ude i går et par minutter. Det vil sige, jeg var længe væk hjemmefra, men selve fiskeriet blev udøvet relativt kort fortalt:

Plads 1: Rå vind der buldrede ind sammen med bølgerne. Klart vand og det så faktisk godt ud - sådan indtil blinket kom til syne og viste at der var rigeligt med tang til både blink og knuden ovenfor.

Plads 2: Rå vind der buldrede ind sammen med bølgerne. Spritklart vand og det så pikke hamrende mega skide godt ud. Surt var det at erfare at de samme forhold gjaldt her. Rigeligt med tang længere ude, hvilket spolerede min halve fiskedag mere eller mindre.

Plads 3: Ja, det var så der jeg indså at selvom jeg er sej og den eneste ude i det hårde vejr, så var der nok en grund til det. For også her måtte jeg trækkes med tangen igen. Hvor surt.

Og da fisketuren i dag blev aftalt og jeg fik "nyheden" om at vandet ville stige med 60 cm., så vidste jeg godt hvad der ventede. Brunt vand. Igen.

Så vi kørte videre til næste plads. Gik ud for at kigge. Japp... det var som ventet brunt og kørte videre igen. For så at gentage proceduren. Og så kunne vi ikke bare skimte, men tydeligt se klart vand et par kastelængder ude. For fanden altså!

Vi landede på en af de sikre. Selv her var der lidt grums, men ikke på samme måde - og så gennemfiskede vi strækningen indtil maven knurrede og den obligatoriske gullasch kom over blusset. Og så skete det... solen... den nærmest tvang sig adgang gennem de grå skyer og lyste lystigt over de 2 fugtige fiskere der sad i læ i det brune græs og nød deres mad. Solen varmede til med. Det var guddommeligt. Javier så en edderkop krybe frem og jeg en tangflue. Selv insekterne syntes om dagen og vi sad længe - altså Javier og jeg, ikke insekterne - og nød de lune stråler. Det var helt igennem outstanding.

Men... vi var på fisketur og lidt modvilligt rejste vi os fra vores leje i læ og gik til fiskeriet igen. Den sol der...

Og da jeg kastede over revet, lige dér hvor det breder sig ud, stod jeg og var lidt halvdøsig i solen. Lige dér huggede det. Jeg nåede at dreje 3 omgange på hjulet og var slet ikke forberedt på sådan et kanonhug. Jeg fik nærmest et chok og der gik tæt ved 1 sekund inden jeg faktisk fattede at jeg havde fisk på, som jeg dernæst begyndte at fighte ind. Desværre var mit sløvsind nok delvist skyld i at jeg tabte fisken, men fandme... vi havde fundet fisk. I solen!

Der skete ikke rigtigt mere på pladsen og vi kørte retur til det brunere vand, der efter en ordentlig gennemfiskning og tro på projektet blev afløst af endnu mere brunt vand.
Sådan nogle januar dage er ikke lette i fiskevej, men når solen er fremme og man hygger sig, er det nogle gange også mere end rigeligt.
Men derfor skal den der 6 kilos da ikke holde sig tilbage, hvis den skulle læse med her...

mandag den 6. januar 2020

2020.01.06 Sydkysten deroute

Den lange weekend skulle bruges på fiskeri. Om det var der ingen tvivl! Men hvor det om lørdagen var fint vejr, fiskevand, så stod søndagen for en ko-vendning. Ikke at det begyndte at sne eller den slags, men vinden tog kraftigt i en overgang og Østersøen syntes ikke at det skulle gå ubemærket hen på min sydkyst. Således vågnede jeg op til en besked om at de minus 20 centimeter, vi havde fisket i om lørdagen, var forvandlet til 70 cm plus. Altså 90 centimeters stigning, for den matematisk uddannede.
Det indebar, sammen med vinden, at alt det tang der havde ligget på land - atter engang var at finde i vand. Og så var det brunt til med...
Således fik jeg købt isolering og sat ny udluftning op på gæstetoilettet og ikke trukket i mine waders, som meningen var.

Så i dag... fandme om fiskene skulle have fred! Javier og jeg var lidt sene, idet vandet stadig stod højt, dog kun 30 cm over, men vi vidste godt det ville blive en svær dag. Og således fik vi kørt langs kystvejen helt til Ystad - kastet et par steder og faktisk ikke fisket, sådan rigtigt. For var det ikke højt og uklart, så var det uklart og højt - eller med tang. Det var simpelthen ikke muligt.

Indtil vi fandt en af de fælles favoritter og tænkte at fandme nej... det eller sofaen og det så faktisk rigtigt godt ud, da vi endelig var møvet ud på revet. Nitten var de mega bølger der rullede ind og gjorde det til en balancekunst at holde grejet under kontrol, samtidigt som kroppen skulle holdes tør - og helst stående lodret. Jeg fik nok efter 10 minutter. Ikke fordi jeg ikke kunne klare det, men det er januar og der er ofte langt mellem huggene og så fedt er det ikke at stå i, når det ikke vælter ind med store fede blankfisk.

Vi kørte til dagens første plads vi havde stoppet ved. Det så faktisk fiskbart ud. Tænk at vi skulle til Ystad for at vende tilbage igen. Suk!
Revet fik en ordentlig tur og vi troede rigtigt meget på det - ikke mindst fordi vi her kun skulle hoppe lidt for de store søer der kom ind.

Da vi sad med en yderst velfortjent varm skål suppe, ringede telefon pludselig flere gange. Siden begyndte Javiers at ringe.
Ok ok ok... slap af... vi tjekker... og op dukker et billede af en blankfisk på land. Min nye ven Hashim havde begivet sig ud på egen hånd og havde i andet kast taget en rigtigt flot blankfisk på omkring 60 cm. Jeg måtte ringe til ham med det samme - og i røret fik jeg verdens lykkeligste gut. Han var så stolt og hold fest hvor blev Javier og jeg glade. Sådan en gejst og glød og så får han allerede sin første rigtige blankfisk så tidligt på året. Mega fedt det der! Stort tillykke igen min ven!

Med en blankfisk i tankerne, fræsede vi revet igennem igen og igen, men hvad Hashim havde lykkedes med, kunne vi ikke gøre kunsten efter. Jeg havde givetvis fisk der helt tydeligt huggede, men det var alt hvad der skete frem til solen gik ned et sted omme bag alle skyer og dis.

Sådan er januar på kysten :-)

Ingen fisk kom til skade fra vores hænder i dag!