mandag den 28. december 2020

2020.12.28 Ravturen

Som skrevet tidligere, så stod den på ravtur og jeg ville ikke have lavet et indlæg hvis jeg var kommet hjem med de sædvanlige mængder, men jeg ramte lidt rigtigt. Ikke helt rigtigt. Det gjorde nemlig damen der kom 10 minutter før mig og fiskede en enorm guldklump op af vandet på måske 300 gram. Den var større end min hånd og gul og rød og jeg stod længe bare og gloede på den. Tænk at finde sådan et monster en dag... 

Jeg fiskede løs i vandet foran mig og gik fra vandet i tiltagende mørke med 114 stykker guld i lommen af diverse størrelser. Det var fantastisk. Eftersom lyset havde stjålet mine muligheder for yderligere søgen, så bestemte jeg mig om aftenen at give det et skud mere og hjem fra stranden kom jeg sent, med yderligere 10 stykker i lommen. Ravet lå under et tykt tæppe af tang der lå i en over 100 meter bred bræmme og det var ikke muligt at se det, hvorfor der skulle fiskes. Da aftenen var fremskreden og ryggen gjorde ondt, måtte jeg til sidst stille mig tilfreds med de 10 stykker og håbe der var noget gemt til i morgen... hvor jeg skal ud igen. 

Selvfølgelig...

2020.12.28 Årets statistik

Jeg tror jeg vil begive mig ud på en rav tur nu... så må vi se om havet har kastet lidt guld op, som jeg kan samle sammen. Hvis man skulle være så heldig. Men det er dejligt ude og bedst er det i dagslys, selvom de natture tidligere på måneden også var sjove. Uanset er man udenfor og møder ikke særligt mange mennesker og det er godt i disse virus tider.

Corona har intet at gøre med fiskeri. Faktisk næsten modsat, så burde jeg netop have lagt mere tid på fiskeriet på grund af Corona. Jeg har kun rejst 3 gange i år og har ellers siddet og øvet mig på alderdommen i min alt for dårlige kontorstol hjemme. Kugrygget og hulbrystet er jeg blevet - stresset af et arbejde, som stort set ikke har været påvirket som andre steder. Men som sagt... I en ikke-ergonomisk stol, indså jeg i oktober at jeg havde siddet på min flade for længe. Manglet at fiske, gå i trapperne til arbejdet, cykle til stationen, træne... gøre noget... og nu er det for sent i 2020. Så såvel som med fiskeriet, så lad os få det her lorte år af vejen i en rygende fart.

Dagen er tiltaget med 3 minutter allerede nu. Herre gud... ingen mærker det, men at se det lille 3-tal inde på "dagens længde" giver så meget energi og håb, for den lysere tid vi nu går i møde. Dagens længde i lys er vi sikre på bliver længere, noget andet er fiskeriet. Gad hvordan 2021 bliver, jeg der håber på et par fede 5 og 6 kilos hvert år, men syntes at de udebliver ligeså sikkert som dagene bliver længere.

Nuvel... årets statistik i fisk...

24 ture

24 havørreder, hvoraf de 19 var blanke

4 ufrivilligt genudsat 

5 styk mistet endegrej

4 stykker rav på fisketur og 297 stykker på ravture.

onsdag den 16. december 2020

2020.12.07+09 Ud i mørket og lede

I sommers da jeg gik rundt i shorts på Fanø og nød det helt fabelagtige gode vejr, fik fruen den idé at købe mig en ravlygte. Ikke at den stod på nogen ønskeseddel eller for den sags skyld var i tankerne, men hun syntes jeg skulle have en tidlig fødselsdagsgave og så lå ravlygten ellers hjemme i skabet og ventede på... øh... mørket eller mig.

Det er som ikke fordi jeg er bange for mørket - jeg syntes bare at havet og naturen er flottest, eller dejligst om du vil, i dagslys, men så var det at vinden vendte. Du ved nok, sådan en mandag aften, hvor man sidder i sofaen og kan høre det blæser derude og ikke bare den sædvanlige vestenvind, men fra øst - det bemærker man hos mig, idet emhætten godt kan klapre lidt i det. Typisk... med en arbejdsdag dagen efter. Ja en hel uge med arbejde og al fritid forlagt i mørke.

Nuvel... man kunne da prøve en kort tur og se hvordan det var, så på med den kraftige pandelampe og ravlygten i hånden og afsted med mig. For at som det første, at overraske en rotte... klamt.

Det var faktisk ikke så slemt at være ude - de 2 hundeluftere havde begge deres hunde i snor og det er egentlig det eneste jeg er bange for. Løse hunde.

På den anden strand, nede ved kanalen, var der ingen ude. Jeg var lidt overrasket, men fik så alligevel forklaringen da jeg kom ned til vandet. Helt tomt for tang og andet - bare strand.

Nå men øhh... skulle jeg hjem eller videre? Turen gik ud til Falsterbo hvor der er øde. Jeg fik min tang, og jeg fik også prøvet min ravlygte, som så ikke lyste noget rav op denne aften. Det gjorde pandelampen dog og med et lille stykke i lommen havde jeg gjort mit første forsøg, hvilket faktisk var mega hyggeligt.

Et par dage efter, endnu med østlig vind, var det afsted igen. Samme tur blev gennemgået og allerede ved kanalen var der en enorm ændring, nu med store mængder tang. Ned til enden hvor alt guffet ligger, men der har helt sikkert været folk før mig. Der lå et enormt pindelag og trods en stor indsats, fandt jeg ikke så meget som et lille korn...

Jeg måtte ud til den øde strand og mens jeg gik i vandet, begyndte det fileme at sne. Eller slud var det vel mest, men ... og så var jeg alligevel ikke alene, men mødte en anden fyr ude med en ravlygte, der siden viste sig at være dansk og længe stod vi i mørket og talte om rav og pladser og fiskeri og så videre.

Turen gav 2 små stykker, så jeg har for det første ikke ramt rigtigt - ej heller været den første på plads og så skal jeg erkende at jeg bestemt også burde være kørt til Måkläppen, men der har nok været mange ude og hvorfor stå der og samle sig, hvis man nu kunne være heldig på en (næsten) øde strand?

Heldig var i hvert fald hvad jeg indbildte mig jeg kunne være...

søndag den 6. december 2020

2020.12.06 Ravtur i tiltagende østenvind

Uha det kan svide i fingrene for at komme ud igen, når man forlader vandet med 92 stykker guld i lommen. Desværre kunne de alle få plads i en og samme lomme, men jeg var lykkelig. Lykkelig for at igen have fundet en masse rav og tillige var helt alene ude. Måske derfor de 92 stykker ikke ligefrem tyngede min ene side af jakken ned? For de store stykker, ja dem leder jeg stadig efter.

Men jeg ved at min mor ville blive grøn af misundelse - hun der altid vil have rav og være med på tur, men når hun så ser vejret, så trækker hun i land. Men sådan er det. Det nytter desværre ikke at vente til det er blevet stille og fint vejr, for så har alle de andre været ude og har plukket alt det der ligger fremme, medmindre man er heldig at sparke en stor knold op under tangen.

Det venter jeg så også på sker en dag... 

Så med min kese var det ud og skovle i tang. Heldigt for mig, så havde havet bygget en bræmme af tang op og lige foran den var der flere steder masser af områder uden det store ålegræs eller det her brune tang. Jeg kunne med andre ord, gå lige til fadet, som jeg kom ned på stranden og allerede i første dyk, var der gevinst i form af en lille gul smuksak som glimtede i pindemøget. Og sådan gik det lidt slag i slag, mens min iver på at nette en enorm guldklump bare tiltog, som pindelaget blev bedre og bedre, for pludselig at være væk. Videre til næste hul - samme histore igen.

Og sådan blev det ved indtil dagen ikke havde mere lys at byde på og jeg måtte vende snuden hjem, mens vinden tiltog yderligere fra sydøst og gjorde at tankerne fløj over på alverdens undskyldninger for ikke at komme på arbejde mandag morgen. Hvor ville jeg gerne stå der igen.

Men jeg må tage til takke med shorts og varm kaffe indenfor på en kedelig mandag i computerens blå lys, mens jeg ved at andre tømmer havet for mig og håber de er så grådige at de gemmer de små stykker til mig, så jeg igen kan glædes når jeg får tid næste gang.

Dagens fangst af rav resulterede i øvrigt i en ravperle. Den er jeg ved at få undersøgt, først via nettet, om den kan have noget oldtid over sig. Hvis det viser sig at det er en mulighed, vil jeg gå til museet her for at vise den frem. Det ville være et fantastisk fund!

mandag den 2. november 2020

2020.11.01 Rav sæson - nu med endnu mere strand

Det er ikke tit det sker, men jeg prøver mindst 2 gange om måneden, at komme ud og lede efter lidt rav, hvis vejr og vind - samt weekenden - passer til det. Og for en gangs skyld passede weekenden endda med månedsskiftet til november, så der pludselig var en hel del mere strand at gå og lede på. Måkläppen åbnede nemlig portene for sæsonen og hvad kunne være mere belejligt end at komme derud og gå en lang tur?

Men da jeg sidste år noterede en enorm tilgang derude og hvad jeg ville kalde en rekord i antal biler, blev jeg i går endnu mere overrasket. Ikke bare ny rekord i antal biler, men også trafikkaos for bare at komme til parkeringen. Jeg gav op, uden at forlade bilen. Der var biler over alt og selvom måske 80 % af dem skulle ud se en fugl eller en sæl, så var det slet ikke foreneligt med en fredfyldt tur i det fri.

Så jeg kæmpede mig ud af parkeringskaoset og tilbage på kystvejen for at finde et sted hvor jeg måske ikke kunne finde så meget rav, men i det mindste få en tur i det fri og ikke mindst i fred og ro.

Det var så dagens eneste gevinst, så at sige. Jeg havde et stort stykke strand næsten for mig selv og fik gået en masse kilometer i vandet, hvor der var tykt af tang og endnu mere tang. Faktisk så lå der tang over det hele. På stranden, i vandkanten - både som store forhøjninger og som ruller af ålegræs og så lå der tang langt ud i vandet. Jeg var vist kommet på en umulig opgave i det fantastisk efterårsvejr. Et vejr så dejligt, at det selvfølgelig forklarede den enorme mængde af biler på Måkläppen. Sikke et vejr. Der var ikke meget rav at finde, faktisk intet - men jeg stod måske også og tog mig selv i at døse hen i solen, der varmede i den behagelige vind. Den slags dage er ikke ofte forekommende på denne årstid, hvor det mest af alt blæser og er trist vejr, men det er bare om at nyde og glad ved tanken om at vi nu skrev november, hvor der er under 2 måneder til vintersolhverv og lyset vender tilbage, så var det hele lidt nemmere!

Og så tog jeg endnu en tur gennem de store tang områder i håbet om at finde nogle af de lyse områder og under dem, som det er sket før, pindelaget af muslinger, træstykker og ikke mindst... rav.

Men jeg måtte efter en times trampen rundt, konstatere at hverken jeg eller den anden lykkesøger der var kommet til, havde heldet med os. Men jeg håber da at han såvel som jeg også tog sig tiden til at nyde den helt igennem fantastiske efterårsdag ude i det fri.

søndag den 25. oktober 2020

2020.10.25 Fulton og alle hans fisk

Her på det sidste er jeg blevet spammet af en person, som tror han er blevet både fiskegud og stormester på kysten. Det er ikke fordi jeg har noget problem med ham som sådan, men hans løgne... dem har jeg i min fremskredne alder svært ved. Jeg burde være meget mere voksen og overbærende, men da vedkommende også spammer andre - hele fiskegrupper og har egen facebookside - og har en del der ser op til ham, bliver jeg alligevel lidt stødt når der skal overdrives. Specielt når det kommer til fulton. Så her kommer et lille indlæg om hvordan rigtige fulton fisk ser ud.

Det sjove med personen er at han reelt set er en dygtig fisker, men det er åbenbart ikke nok i jagten på berømmelse. Jeg har fået billeder af helt almindelige havørreder, som han påstår har fulton 1,60 og 1,62. Endnu flere af andre fisk, der langt fra holder fulton 1,1 men som lyves op.

Så lad mig lige vise par billeder af fisk med ægte høj fulton værdi... bare lige for at hylde de tykke fisk og de fiskere (tykke som tynde) der faktisk har noget at have det i.

Vi starter med fulton 1,30 og op til 1,39


Flere kunne vises, men lad os konstatere at vi har med dejligt tykke havørreder at gøre.

Fulton 1,40 op til 1,49




Nu bliver det rigtigt sjovt. Fulton 1,60 rent - fanget af Henrik Ask tilbage dengang mobilkameraer ikke var noget at prale af - men det er fisken.
Henrik Ask - Fulton 1,50

Og så kongefisken over dem alle... med fulton 1,72... Jacob Schmidts drømmefisk fra Stevns.

Skal vi ikke bare lade de billeder stå lidt...

lørdag den 3. oktober 2020

2020.10.03 Glimmer på fingrene og en skummel lugt på stangen

Jeg ved ikke hvor mange år siden det sidst var, sådan seriøst og rigtigt. Det var måske heller ikke helt seriøst i dag, men det var uden unger - kun Ajes og jeg og så betalte vi endda for det!!

Ja da... Put & Take fiskeri på den gode gammeldags måde, oven på 2 Cote de Boeuf á 1400 gram dagen i forvejen og rigeligt med røde druer til.

Det var fandme rart med noget vind i garnet og bare sidde på en bænk ved den lille sø vi var taget til. Jeg havde helt savnet det. Bare stille og roligt hygge fiskeri i jeans og uden al udrustning, ingen tunge waders eller et koncentreret søgende blik over overfladen på konstant jagt efter fisk, markeringer, hvirler. Men ok, det behøvede vi heller ikke lede efter, for fiskene mere eller mindre væltede rundt hele tiden. Tog de ikke 3 spring på hinanden, så var de konstant oppe i overfladen og frustrationen var et øjeblik ved at tage over, da vi på tredje time ikke have fanget noget, indtil vi kom i tanke om at det var kun P&T fiskeri og det var for at hygge og slappe af og det var vi gode til.

Det endte i øvrigt med at fiskene endelig vågnede op til andet end luftakrobatik, som de ellers underholdt rigeligt med sammen med traner, musvåger, tårnfalke og duehøgen. Pludselig havde Ajes en fisk på og ikke bare på hvilken agn som helst, men sørme så... den gode gammeldaws PowerBait der stadig stinker præcis som den gjorde i gamle dage. Jeg var ikke forundret, som sådan - men måske lidt skuffet over at mine fluer forenden af buldoflådet kun havde kastet et hug af sig. Tænk at de gamle fluer jeg bandt engang i ... 90´erne tror jeg... stadig havde kroge der var skarpe og fjer der blafrede... men som ikke kunne fange fisk denne blæsende dag.

Mit bombarda var sådan et intermediate af slagsen og Ajes havde fået sin i overfladen. Typisk... jeg tænkte at en gang PowerBait på bunden som ALTID gav fisk i gamle dage, var lige så godt - men da vi havde en halv time tilbage på vores 4 timers kort, måtte jeg ty til noget der kunne flyde og fileme...

I Ajes grejboks fra før Berlinmuren blev bygget og med rum der alle var røde af rust fra millioner af kroge, spinnere og diverse ældre endegrej, lå der sådan en god gammeldags plasticboble fra dengang jeg var ung. Der var endda sådan en plastfætter til man kunne tråde linen gennem, så flådet kunne stoppe hvor man ville - men moderne som jeg var, kørte jeg jo med en svirvel og en perle, til at sikre gennemløbet i boblen. Hold kæft det var konge!

Ud med en klat pubæ og så skulle i andre fandme bare se løjer. Indtil jeg indså at jeg stod med glimmer mere eller mindre over det hele på mine hænder og stang. For satan da! Ikke nok med at jeg lignede en eller anden billig tøs fra Brønshøj, så lugtede jeg også som jeg havde haft hænderne i hende. Aj, den var lige grov nok... undskyld dig fra Brønshøj, der følte sig truffet. Jeg mente selvfølgelig en syd for Køge!

Nuvel... vi fiskede videre og Ajes lykkedes at fraviste søen endnu en regnbueørred, mens jeg måtte nøjes med et par forsigtige hug og så blev jeg egentlig lidt træt af at ikke fange noget og satte mig med en kage, mens jeg undgik at få glimmer i mundvigen.

Kønt syn med 2 fyre på fisketur, at komme tilbage med glimmer i mundvigen.

Det var nogle vildt gode bøffer og vanvittig god rødvin og aften, med en masse fiskesnak og fiskedrømme og den slags, inden alkoholen lod søvnen tage over. Og det var en dejlig dag i en eller anden sø uden for Næstved. Og vi hyggede os og vi vil gøre det igen.

mandag den 14. september 2020

2020.09.14 Lige før fredningen

Jeg havde planlagt en tur med Henrik, som aldrig blev til noget. Vejret spillede for stor rolle til at vi gad tage ud, ikke mindst fordi vores spejder Hashim ikke kunne holde sig hjemme og dermed scoutede at hele sydkysten var pløret til. Ingen overraskelse, med tanke på hvordan vinden havde været, men håbet levede frem til i går, søndag... 
Hvor Javier ville afslutte og jeg egentlig var enig i en tur. Hvis ikke lige han ville til Österlen og kaste, hvor jeg mere var til de hjemlige egne, som så var plumret til.... suk.

Så nej, du har ret... det blev ingen tur. Dårlige undskyldninger og lysten til at lave andet, fjernede viljen til fiskeriet, hvilket jeg er lidt ked af, nu jeg tænker over det. Nu kommer 3 måneder med aftagende lys og kulde. Jeg ser frem mod at lede efter rav og netop rav, har jeg i de blæsende dage her i starten af september også været og ledt efter. Ikke med det store held, må jeg erkende, men det jeg kalder blæsende har nok også nærmere været friskere vinde og fordi kysten var lukket for fiskeri, så fik ravet da en chance, så ude har jeg været! Jeg har også set havørne, rådyr og en masse måger :-)

Og så var jeg på jagt efter skypumper, da endnu en fisketurs dag måtte indstilles på grund af det grumsede vand. Og jeg så skypumper. Ingen nåede at blive så store at de kom helt til jorden, dertil var vinden for hård, men der var masser af begyndende tragter i skyerne. Alt det nåede jeg her i september, hvor det egentlig var fiskeri der skulle have været udøvet.

Så jeg må se om jeg kan nå en tur til Danmark efter havørreder eller til Blekinge efter gedder her til efteråret. Eller søge gedderne lokalt.

Vi skrives ved - og husk det der med sommertiden! Den skal ikke afskaffes - det skal vintertiden, så vi i de mørke måneder, kan have den time ekstra om eftermiddagen, hvor den gør noget mere gavn.

mandag den 31. august 2020

2020.08.31 Farvel sommer - goddag efterår... og fredning

Det kan føles en kende ærgerligt at allerede stå på randen af efterår. Pludselig er sommeren forbi og de sidste par års indlæg gentages, bare med nye datoer. Tiden der forsvandt, sommervejret der ikke blev som ønsket i fiske optikken... fiskene der ikke var på plads, når jeg var på plads.

Måske er det bare sådan det er?

Dagen i dag var i hvert fald. Præcis som de andre år. Sommeren i juni var jo pragtfuld med sommerøjne. Sol og varme - lækkert, trods arbejdet tog sin del af timerne mens solen stod på himlen. Men de lange lyse dage, opvejer alle negativer i sammenhængen. Det er lyst længe og man får nærmest en dag ekstra oveni hatten, når arbejdsdagen er slut. Så kom juli med et lidt usædvanligt vejr af det dårligere. Desværre var vinden ligeledes dårlig, så fiskeriet kunne ikke dyrkes i den udstrækning jeg havde håbet på og så blev det august... og tid til min sommerferie. Jeg klager bestemt ikke. Sådan et par uger i Blåvand med 30+ grader og fuld sol. Der var ikke noget andet at ønske. Men givetvis... gavnede det ikke heller fiskeriet, så da vi fik lidt mere, for årstiden, normale temperaturer, arbejdet igen kaldte og vinden gik i venlige fiskehjørner, var det tid til en længe ventet kysttur.

Og så stod jeg der med sveden drivende ned af ryggen i en bagende sol, trods klokken var over aftensmad.

Jeg så allerede fisk i overfladen da jeg gik i vandet for lidt afkøling. Det tegnede godt, men den første time forløb uden hug eller anden form for kontakt end tobiser der nysgerrigt fulgte med ind.

En pause i skyggen gjorde godt og jeg var klar til runde 2 - som desværre var en ren gentagelse af runde 1. Der skete absolut intet og det så ellers så fint ud. Masser af flimmer i vandet, solen var nu væk bag træerne og gjorde skyggerne lange. Temperaturen lige vel høj, men godkendt hvis du spørger mig... til et bad...

Men fiskene ville ikke være med, hvorfor jeg overvejede at afslutte tidligere og sætte mig i divaen derhjemme. Indtil jeg kom op til vejen og stadig havde sol på himlen, hvilket gjorde at et pladsbytte blev udskiftet med sofaen.

Men pladsbyttet var kun en god idé i mine tanker, for heller ikke her var fiskene til stede. Det vil sige, jeg havde pludselig en mindre følger, men efter den forsvandt, fortsatte de mange kast ud i diverse strømskel, over sandpletter, bag sten som i foråret havde gemt på fisk og lige lidt skete der.

Indtil jeg endelig måtte indse at jeg ikke kunne vende lykken for i dag og lod sofaen vinde. Nuvel, det var også blevet mørkt, så der var ikke megen mening videre fiskeri.

Det bliver nok til en tur og en til inden fredningen - men vinden får vel lov at afgøre det.

fredag den 17. juli 2020

2020.07.17 En årstid senere

Som sædvanlig er det ikke lysten der mangler, jeg er bare blevet ældre og har haft en del andet at se til. I særdeleshed i disse tider, hvor verden pludselig er blevet mere distanceret. Egentlig burde jeg derfor have fisket mere, for jeg undgår alle mennesker - nu også når jeg ikke fisker - men jeg har i stedet taget den med ro når arbejdet ikke kaldte og ellers været i haven og nydt solen og arbejdet.

Vist nok et helt normalt liv, men jeg savnede fiskeriet også selvom jeg bestemt ikke var lokket da vi i juni stod i 30 graders varme, hvor det ellers havde siddet fint med en aftentur eller 2.

Så blev det juli og sommeren skulle for alvor gøre sit indtog, men tværtimod er vi nu på vej mod den koldeste juli i mange år. Ikke at det er så koldt, men for årstiden er det. Haven er dog glad for al den skygge den får fra skyerne og kystvandet var på vej ned i temperatur igen. Og så var der ham Hashim. Han skrev igen og igen og til sidst fik han mig med på ideen.

Og så stod vi der. Waders på og 22 grader for oven, med en fantastisk udsigt over det smukke stille vand, der ikke skulle være så varmt.

Vi stod og svedte da vi kom til vandet. Der var kun en form for afkøling der ville virke og det var ude i det. Og så stod man der klokken 18 en varm juli dag og kastede på en folketom kyst. Det var rart at være ude og uden varsel fik jeg allerede efter et par kast, et solidt hug ude ved en sandplet. En herlig fight afsluttedes med et par fine hop og udløb og så kunne jeg genudsætte en flot havørred under målet. Jeg var ikke forbløffet, men alligevel. Det er noget med min opdragelse, tror jeg. Havørredfiskeri er fra september og frem til april - og så et par afstikkere om natten (aftenen) i maj og juni. Midt på dagen i juli, vidste jeg godt er muligt, men i min verden er det alligevel fjernt og nu stod jeg i det og havde bevist det.

Hashim var glad. Vi havde fundet fisk og det lugtede faktisk af flere. Vi bestemte os for en lille pause og bagefter prøve det næste rev. Som velopdragen kystfisker har Hashim lært at ikke bare vælte ud i vandet, så vi sneg os langsomt over de første sten, da vi lagde det første kast ud. Jeg mærkede et stød i agnen og sagde til Hashim at der nok var fisk efter og ganske rigtigt kom der en bule på overfladen et par omdrejninger længere inde. Den vendte i nogle flotte hvirvler og mere så vi ikke til den.

Præcis det samme scenarie gentog sig på det næste rev, hvor jeg alene var trasket ned. Et stød i wobleren og en stor hvirvel inde foran, da jeg ikke havde mere line at spinne ind.

Hvad der var startet lovende, endte med en aften uden yderligere fisk, mens vores woblere ellers gennemsøgte hver en sandplet og sten effektivt langs kysten. Vi så hver vores fisk hoppe fri af vandet, men der skete ikke mere.

Da jeg drog hjem, var det med et smil på læben, for jeg havde været ude efter en alt for lang pause. Jeg havde fået fisk og vi havde haft en god tur. Der skal vel ikke gå så lang tid før næste tur igen, tænker jeg.

søndag den 3. maj 2020

2020.05.03 Forårsfinale del 3 - jeg kan åbenbart ikke forstå det

Spørgsmålet var om vi skulle svejse og regne Pythagoras ud eller om vi skulle fiske? Arbejde kan man altid og da vejret så rigtigt fint ud, bestemte vi os for at fiske og grille og bare tage dagen som den kom.

Henrik ventede i syd, hvor jeg atter engang blev overrasket over den lidt specielle landsdel jeg bor i. Hjemme i Trellehula var der ingen nævneværdig vind - her stod den skråt ind med "mere end nok" i vindstødene.
Fascinerende. Og hurtigt konstaterede vi at fiskeri givetvis ikke gik her, da den hårde østenvind forleden havde sørget for rigeligt med tang i vandet.

Så naturligvis måtte vi søge i læ og fandt den sædvanlige plads at udgå fra. Klokken blev hurtigt fremskreden, så efter jeg havde "fightet" årets mindste ørred ind - endelig... en havørred! - så måtte vi op i læ for vinden og sidde og slappe af til duften fra nogle af bedste pølser jeg har fået i mange år.
Der er ikke noget der slår godt gammeldags håndværk og det var en udsøgt fornøjelse for ganen at sætte 3 mobbedrenge til livs, mens vi havde en storslået udsigt over havet - det brunlige hav - og med fiskeørnen patrullerende langs kysten, for også den var på jagt.

Jeg håber ikke fiskeørnen gik sulten i seng - det gjorde vi ikke, men vi kunne også leve af de pølser og heldigvis ikke de havørreder vi alligevel ikke fangede.
Det blev til et pladsbytte, da vinden havde møjet vandet yderligere til, men vi kom fra uklart vand med gang, til spritklart vand uden den store fart og mistankerne til hvilke fisk der var på plads, blev besandet allerede i de første kast - og det fortsatte sådan uden undtagelse, indtil vi fik nok og ville prøve nyt igen - for der bare at gentage "successen".

Klokken blev aften og skyggerne længere, da Henrik skulle hjem og gøre plads i garagen. Selv stod jeg her i øst og tænkte... lige et par kast til, hvilket jeg tog, for kun at have mere kontakt med lange stinkende fisk, hvorefter jeg kørte tilbage til udgangspunktet for at afslutte der og håbe på det store dommedagshug, der som mange gange før, udeblev.

Men det var endnu en gang en dejlig dag ude, selvom jeg savner de havørreder mere og mere.

tirsdag den 28. april 2020

2020.04.28 Forårsfinale - del 2

Det kunne simpelthen ikke passe at april igen skulle passere med mærkelige fisk, hvorfor jeg tog en hurtig beslutning med sommertidens pragtfulde gave, at have lys til efter 21. Ergo er der jo mere fisketid efter arbejde - selv på de dage hvor excel filerne ikke vil som du eller en kunde liiiige har et par ekstra spørgsmål.

Da jeg sad i bilen på vej hjem over sletten, burde jeg mest have styret bilen over i modsatte spor og påkørt den første og bedste lastbil og afslutte det hele. Ikke at jeg har den slags tanker, men endnu engang blev jeg taget godt og grundigt i røven af de ikke tilstedeværende fisk. Jeg er helt tom for ideer, lyst, tanker og faktisk... faktisk er jeg skuffet.

Den sødlige og let vamle duft fra rapsen fik mig på andre tanker. Foråret, det som ikke finder sted i vandet i fiskesammenhæng, sneg sig ind i min gamle Mazda med alle dens dufte. Udenpå sneg Mazdaen sig ind på en natsværmer af en art, der blev efterladt som en udtværet plet på ruden. Hvis bare man kunne påkøre hornfisk på samme måde.

Da jeg gik i vandet så det ellers godt ud. Det blev ikke dårligere da jeg så en pæn ørred hoppe helt fri af vandet et stykke ude. Men det blev hurtigt skidt igen, da fralandsvinden nu havde taget al den løsrevne tang og slik og ført det ud i striber. Der sad ikke bare lidt her og der, men overalt. Jeg gik længere ud, som på sidste tur og fik lidt flere kast, men alle endte med slik på linen da OLR wobleren kom til syne.
Jeg tog en tur ned af kysten, væk fra spidsen. Meget bedre her. Eller det vil sige... der skete så ikke noget, så jeg valgte at fiske spidsen af, fra den anden side, hvilket hurtigt resulterede i 2 rygkrogede klamme horn og ingen havørreder.

Endnu en plads blev indtaget. Jeg fiskede hele det brede rev af. Mellem sten, sandpletter, tang og dybt, såvel som lavt vand, kom min kutling mod mig uden noget som helst liv bag den eller på krogen. Her var ikke bare dødt - her var helt dødt.
Efter revet, gik jeg ned i bugten og tog en lang affiskning over de store sandpletter. Det er ikke ligeså oplagt en plads som revet, men hvem ved? Ikke mig i hvert fald, for efter den lange tur og de 1000 kast, stod jeg med samme resultat som inden og tænkte at hvis jeg tog hjem nu, var det i tide til at nå at vande haven - men i stedet kørte jeg til den fjerde plads. Ved ikke hvad der driver mig... men jeg er nok bare dum og stædig.

Og udvadet her, med fuglene siddende i træerne i baggrunden og hvor solen skabte en fantastisk solnedgang, tænkte jeg at det hele ikke var så dårligt endda (selvom det var det) og fiskede mig ind i tusmørket her på tærsklen til de lyse nætter der starter nu.
Og på vej hjem i bilen ville jeg såmænd ikke køre ind i nogen lastbil, men var bare lidt frustreret over april fiskeriet igen. Samtidigt var jeg enormt glad nu klokken var over 21, lyset i horisonten stadig tydeligt og den sødligt-vamle duft fra rapsen der væltede ind i kabinen.

Medmindre jeg kan minimere hornfiskens tilstedeværelse betragteligt, er det nok aftenfiskeriet fra slut maj der venter som det næste. Medmindre Listerlandet lokker mig ud i weekenden.

søndag den 26. april 2020

2020.04.26 Forårsfinalen på Sydkysten

En af grundene til at være på Lister sidste weekend, var en flugt fra hornfisken. Jeg afskyr dem og jeg håbede at havørreden var i bedre april humør, men som du måske læste... så var der ingen fisk deroppe. Hverken af de lange tynde eller de lange tykke.

Samtidigt troede jeg at Sydkysten var blevet svært forurenet, men det var slet ikke tilfældet, for mens vi andre bidrog til samfundet, så var Javier afsted og havde et fint havørredfiskeri i løbet af ugen, med kun meget få kontakter til horn. Jeg er i gang med alle forårsprojekterne herhjemme og har brugt tiden efter job, til at lave skur, stakit og terrasse. Sådan gik lørdagen også, da det alligevel blæste fralandsvind - men det var fiskene kun glade for erfarede jeg senere. Intet var mere naturligt end at give havørreden en skalle om søndagen, når Pythagoras og jeg var færdige med at lave skur i baghaven.

Men det var atter engang havørredguden, der endte med at give mig en skalle. Jeg ankom til min gamle kærlighed og forbløffedes over alle de grønne sten - det fik pladsen til at se ud som om der var strøet enorme mængder sand ud, men grønne sten var det og det var sket på kun 2 uger. Det grønne var det her slik, som klistrer til alt. Gad vide om det har med den overgødede Østersø at gøre, sammen med det solrige april vejr? Sådan en pludselig eksplosion af alger. Jeg ved det ikke, men jeg ved at jeg havde et klamt horn efter i de første kast på hjørnet. Siden skete der intet på strækket og jeg bestemte at bugten skulle have nogle kast, hvilket i de første kast resulterede i flere følgere af den rigtige slags. Jeg overvejede at køre hjem, for jeg har åbenbart helt tabt fiskeriet på gulvet. De skal hugge - ikke følge og da det havde stået på i 15 minutter, kom Javier og samtidigt forsvandt fiskene.

Sammen fiskede vi hjørnet af igen, men fiskene var væk og vi bestemte os for at prøve ny plads. Den plads havde også andre i tankerne og 5 mand var strøet ud - undtaget lige der hvor vi ville stå, hvorfor det fik chancen. I sådan cirka 10 minutter. Så kom 3 af gutterne længere nede fra og vadede ud lige bag os. Ikke bare lidt til den ene side, men lige klods op af os. Det overgik lidt mine distance regler og så sad jeg et øjeblik efter oppe på en sten og surmulede indtil Javier også fik nok og sammen bestemte vi en tredje plads.

Som var ledig. Det var derfor en fornøjelse at vade over revet og affiske det fuldt ud, men de eneste fisk der ville lege, var givetvis de lange tynde. Jeg fiskede en enorm strækning af. Vadede langt ud, fordi der nær land lå en masse slik i vandet, som klistrede til alt. Længere ude var der minimalt med slik, men også minimalt med havørred. Der var også minimalt til kanten på mine waders på et tidspunkt, men jeg kom forbi de store sten og fortsatte min lange vandring ned mod bugten langt borte. Vel fremme, kunne jeg konstatere at hernede var mindre slik, men ligeså lidt fisk.

Gad vide om forårsfinalen på Sydkysten lige blev afsluttet der på kanten til de grønne sten? Var det virkelig det? Allerede?

lørdag den 18. april 2020

2020.04.18 Listerlandet på vandet

Jeg havde længe været træt af Sydkystens sten. Ikke at jeg var træt af fiskeriet i nogen stor grad, men i og med der ikke rigtigt skete noget, så var det lidt kedeligt at igen og igen betræde de samme sten. Jeg trængte til noget nyt og Listerlandet fyldte mere og mere i tankerne. Siden fyldte kajakken tankerne og pludselig havde jeg en tur på hånden, da vinden ikke skulle blive for skarp. Så ville Javier ikke lade mig fiske i fred og sammen var på vej i det lækreste forårsvejr gennem Skåne.

Så stod vi på verdens smukkeste kystplads - min helt store drøm siden jeg fik kajak, at se den udefra. Og jeg kan allerede nu, afsløre at turen var en ubetinget succes, for hold nu fest mand, hvor jeg har fisket over lækkert vand i mange år. Jeg kastede lidt rådvildt her og der, fordi mit blik det meste af tiden gik gennem vandet under mig. Nuvel, det var mest brune sten der dekorerede vandskabet, men her og der var der pletter af sand, ålegræs, små muslinger og pludselig gik bunden fra 4 til 1,5 meter. Faktisk lige dér hvor David og jeg plejer at stå. Den store sandplet længere ude, der i mod. Den var væk. Men ternerne dykkede stadig i området, om end ikke i stor stil. Det var måske en forklaring til at vi havde lagt 3 timer bag os, fiskene over hele revet og ind i bugten, uden nogen kontakt?

Grillen kom frem og sammen stod vi og nød stærke pølser, mens vi skuede over det blålige hav, hvor vinden cyklede lidt mellem sv og øst og skabte rifler, glat overflade og ind i mellem små krappe bølger. Jo, vi troede på det endnu. De skulle nok komme og lige dér, mellem pølse 2 og 3, blev vi enige om at blive på pladsen i stedet for at søge ny.

Så oplevede jeg det første af 2 temmelig sjældne vejrfænomener. Inde over land, opstod en enorm støvdjævel (dustdevil) og stod i et par sekunder og hvirvlede støv op. Har set dem mange gange før, men de er tit kortvarige og lynhurtige. Her fik jeg kameraet frem og violá.

Siden sad jeg længe og kiggede på den bræmme eller pølse af skyer, der lå på samme sted ude over havet. Den rullede hele tiden rundt om sig selv og blev ellers liggende i nærmest en time. Imens fangede vi ingenting, skal jeg lige tilføje - men Javier så en kongetobis under kajakken og jeg selv så en tobis i munden på en terne.
Så vendte vinden over land, for jeg så tydeligt røgen fra en skorsten som pludselig drejede 180 grader. Siden rykkede pølsen nærmere og så vidste jeg hvad der var i vente (som man siger...). Til vores held, lå vi nær land og da dravaten rykkede ind over os, slog vinden på et øjeblik om fra blid sydvesten vind, til en mere end frisk østenvind.

Det kan godt være at turen ikke var en succes i fangst, men jeg havde et mål inden jeg tog afsted. At se verdens smukkeste kystplads fra vandsiden. At jeg siden fik oplevet 2 sjældne vejrfænomener og havde en helt igennem mega hyggelig tur med Javier, var nok. Ja ja... selvfølgelig havde de blanke kronet dagen for os, men du ved godt at nulture også er gode ture. Der skal bare ikke være for mange af de nulture :-)

fredag den 17. april 2020

2020.04.17 En aftentur af de sædvanlige

Det var måske en lidt kedelig overskrift, nu jeg er inde i en enorm dal af "absolut ingen fisk" men jeg kan ikke gøre for det - hvis jeg kunne, så havde du fået billeder af fisk i stedet for solnedgang - og selvfølgelig... 6 kilos havørredER i mængder.

Men men... sådan skulle det ikke gå, selvom tankerne atter engang var at finde i sindet, som jeg gik over strandengen og så det flotte hav der smøg sig over revets sten. Der var uden tvivl fisk i suppen og de ville uden tvivl nappe alt der blev serveret.
Der gik også kun et par kast, så havde jeg en lille filur efter. Den kom ude fra stenen, der afslutter revets opbygning af sten her og der og siden flader ud. På det flade stykke har jeg fået mange fisk eller i det mindste set dem, de sidste par år. Men følgeren blev ikke fulgt op af andet og trods en langsom og grundig gennemfiskning af revet, startede jeg forfra. Denne gang med selskab af en anden fisker ude på spidsen. Der var også kommet en til længere nede, så det var spændende at se hvornår helvede brød løs og vi kunne stå med spændte klinger, men vi kørte alle revet synkront igennem, uden aftale herom, fra vest mod øst. Og hver gang jeg kiggede - og det gjorde jeg mere og mere, da huggene udeblev - stod de på samme måde som inden.

Jeg satte mig op. Bestemte siden at gå til bilen og finde en anden plads, men opdagede så at mit selskab på spidsen var en bekendt, der ofte fiskede på min næste udsete plads. Hvis han var her, så var den udsete plads enten tom for fisk eller fuld af fiskere. Det var det sidste.
Ergo kunne jeg ligeså godt blive, for det var ved at blive aften og måske kom de alligevel ind her i den sidste time? Det var vi enige om at de gjorde og med lidt mindre afstand, kørte vi revet igennem igen.

Men resultaterne udeblev og det var først da jeg kom hjem, revkammeraten fortalte at han havde fået 2 lige som jeg gik. På det tidspunkt var solen længe gået ned og jeg havde mistet troen.
Måske er det min tro der fejler? Jeg var lidt rådvild, for fiskene plejer ikke udeblive i sådan en grad som de gør nu, men jeg har nu ikke mistet troen. Jeg fanger bare ikke noget, selvom min agn er i vandet, vinden fra sydvest, vandet er 12 grader med lidt svæv og alt det andet gode.

lørdag den 11. april 2020

2020.04.11 Så er det snart hornfiske tid!

De vedholdne rygter bragte mig ud igen. Både fordi jeg gerne ville de havørreder, der for tiden ikke rigtigt gider mig, men specielt fordi der atter engang løb rygter om at de lange sataner var ved at nærme sig. For hvert rygte, tættere og tættere på. Desværre.

Og det ville da sidde fint med en omgang godt havørredfiskeri, lige inden kysten blev invaderet. Specielt fordi foråret, som jeg ellers spåede så godt, slet ikke kom rigtigt i gang. Mest på grund af vinden, der blæste rigtigt mange dage væk, men også de sidste dages underlige fisk, der er på plads og alligevel ikke rigtigt gider noget.

Og da jeg i en eftermiddagstime sad med kaffen og vidste at Javier var ude, ville jeg lige høre hvordan det gik. Han havde mistet en fin fisk og ellers intet, men han var alene ude - sikkert fordi alle var til påskefrokost.
Så et par minutter efter stod jeg udvadet på hans plads - i dag garderet med bombardaen, fordi fiskene fandme ikke skulle spille mig et puds igen. Det var længe siden jeg havde haft bombarda på, men fiskeriet gik forbavsende godt. Eller... der var ingen fisk hjemme og vi blev enige om at afsøge nye jagtmarker. Ej heller her skete der noget og dagen tegnede allerede hvad vi atter engang var bange for.
Det var derfor heller ikke en overraskelse at jeg efter en times tomt fiskeri på den tredje plads, fik et opkald fra Javier der havde stået ude på spidsen, nu ville køre hjem. Jeg overvejede det samme, men skulle lige have et kast langs land og så huggede det stenhårdt. En fisk væltede rundt og så blev linen slap. Jeg nåede lige at bande, inden jeg indså den svømmede mod mig og tordnede line på hjulet - havørreden havde åbenbart udset sig kilden til irritationen i mundvigen og dukkede op ved min side, uden at gøre noget væsen af sig - nu så jeg også fisken og kunne se en hamrende blank fisk på mindst 3 kilo og jeg ventede bare på det gode udløb, men i stedet valgte den at lave et mega hop og med det fløj fluen den ene vej og fisken den anden. Fighten havde fået en vinder - fisken.

Jeg stod og grinte lidt. De var ikke mærkelige nok til bombarda og da jeg endelig fandt en fisk, så røg den af. Jeg fiskede videre og havde senere et hug og da solen nærmede sig horisonten bag skydækket gik jeg op og byttede stang så jeg kunne afsøge sandpletterne, hvis nu...

Men frem til 20.30 hvor det blev for mørkt, skete der intet - som i nul og niks.
Billeder... well, der var intet at tage billeder af i dag.

fredag den 10. april 2020

2020.04.10 Gentagelsen

Det var helt umådeligt fine forhold. SV i styrke 5-6 og fuld sol, hvilket fik kysten til at se meget mere end indbydende ud. Det var ikke bare havørred vejr, men storørred vejr. Men hold nu kæft en kold spand vand, dagen endte med at blive.

Så kold at jeg stadig her dagen derpå sidder og overvejer om jeg ikke bare skulle starte til det der golf der... eller det kan jeg så heller ikke finde ud. Bare starte til noget hvor jeg ikke skal føle jeg er til grin.

Dagen startede som rimelig godt. Sammen gik Javier og jeg ud på det lille rev og efter 10 kast havde jeg en temmelig voldsom følger. Så den aldrig, men så skyggen og de enorme hvirvler den efterlod og som længe lå i vandet inde i næste kast. Sådan en havde siddet fint som en starter fisk. Men dens barnebarn dukkede op lidt efter og lavede samme show og så byttede jeg endegrej, for blot at have endnu en følger. Javier havde et hug og vi blev enige om et pladsbytte, som hurtigt blev forladt igen, da der ingen tegn på liv var.

Så stod vi der. Havet brusede ind, farven var grønlig med svæv og ellers klart. Det så så godt ud af jeg glemte jeg skulle tisse og jeg fiskede allerede inden jeg kom i vandet. Hvert kast var med sådan en tro at jeg kunne have flyttet bjerge - altså i virkeligheden. Men hvert kast, der intet gav, fjernede også langsomt toppen af bjerget, der blev mindre og mindre og til sidst var væk og så var der ikke noget at tro på. Bortset fra at vi blev, for det kunne da ikke passe at...

Jo... der kom 4 mand til pladsen og forsøgte sit, men også de kunne kun måbende se det vildeste havørred vand uden havørreder.

Overdrevet skuffede, som i virkelig-meget-helt-ud-til-fingerspidserne-skuffede og overraskede, valgte vi at forlade pladsen og køre hjemover. Skulle vi lige stoppe på vejen? Javier syntes det og i vandet foran mig, kom en tynd men lang havørred. Det var nok den der havde hugget længere ude, men mere skete der ikke og da Javier havde fanget en revkonge længere nede, var jeg egentlig klar til at tage rigtigt meget hjem. Meeeeen vi skulle lige - og det var faktisk mest mig der lige skulle, for "det kan ikke passe" sagde jeg. Men fiskeguden, der virkelig hader mig for tiden, svarede med et enormt og rungende "JO!"

Jeg havde en følger, mens jeg så Javier fightede en fisk. Ellers skete der intet. Så jeg gik over mod Javier, der havde sandet i nærheden i solnedgangen. Imens fightede han endnu en og da jeg kom ud var han færdig med den tredje. Selv... ja gæt en gang. Skulle jeg ikke starte med at flette bøger mon?
Jeg kan i hvert fald ikke finde ud af at fiske. Er du gal en spand koldt vand.

onsdag den 8. april 2020

2020.04.08 Tobiser og kolde fingre

Er det ikke nordvest er det åbenbart kun øst, der er i vindposen i disse dage. Så efter gårdagens nordvesten vind, var vinden så møvet om i øst igen. Hvad nu?

Javier ville alligevel med og jeg ventede på hans klartegn, hvorefter vi valgte en lokal plads, for blot at konstatere at vandet var klart og der ingen fisk var hjemme. Næste plads: Samme resultat.
Ikke uventet, men nøj hvor vi gerne ville det her.

Dagens mål blev sat. Jeg ville se nye sten og så rullede vi derover hvor danskerne plejer at være, men ikke er i år. Der var dejligt fredeligt. Stort set ikke et øje i sigte. Som i gamle dage. En ting er omtalen af tobiser, men at se dem selv... endelig, i stimer tilmed. Min forventning i kroppen er altid at når de sådan rigtigt er kystnært, så eksploderer det hele. Ikke at jeg kan huske det er sket, men det er bare en ting jeg tror på. Så da det ikke skete i dag heller, var det ikke specielt overraskende. Dog stod Javier det rigtige sted og smed 2 og fik en indenfor 3 kast. Selv havde jeg et mindre hug og så var der gået halvanden time på pladsen.

Vi valgte næste turist plads - uden turister. Vinden fik riflet overfladen og det så faktisk skidegodt ud. Da vi kom til vandet stod en spinnefisker og var ved at rense fisk. Det lovede godt. Vi gik til næste rev og startede og så fik jeg årets hug. Det var et fuldstændigt sindsygt hug, som slet ikke kan beskrives, men som tidligere omtalt... et riffelskud. Jeg lavede et kort spinstop og så blev min stang flået mod overfladen. Jeg ELSKER det! Fighten blev hård, men relativt kort og op kom en rigtigt flot blank... nedgænger? Den røg uanset ud igen, fordi fulton ikke var over 1,30. Men hold nu kæft et drømmehug altså.

Jeg stod længe og håbede på den næste, men den udeblev. Javier så ud til at være tomhændet og det samme med mine revkammerater, hvor i mod Javiers revkammerater langt nede hev en fisk på land.
Indtil jeg atter engang fik flået skulderen af led, i endnu et hamrende hårdt hug. En tyk blankfisk strøg ud af vandet 3 gange på kort tid og væltede rundt, mens den hev line af hjulet. Den var helt vild og endte efter 5 yderligere hop endelig til afkrogning. Den model dér, bare i 6 kilos klassen... suuuuk altså! Men måske den var derude, hvorefter fiskeriet fortsatte.

Næh du... jeg ved godt hvad der skal til! Efter yderligere 30 resultatløse minutter stod jeg og viftede med en pakke 5J skinke i hånden og så skulle du fandme se Javier forlade vandet i en fart ha ha
Med skinketrævler i tænderne, sad vi og nød aftenens indtog og aftalte en halv time til inden afgang.

Så blev det mærkeligt igen. Javier vadede ud lige i en stime og tog på kort tid 6 fisk, mens jeg intet mærkede. Havde en følger og et forsigtigt hug og ellers intet. Det var også der jeg fik kolde fingre og tænkte at nok kunne være nok, nu solen alligevel var gået ned.

tirsdag den 7. april 2020

2020.04.07 Nordvest i rent sommervejr

Det var lidt trist vejr i går... østenvind der ikke var direkte rar og slet ikke befordrende for fiskeriet, så da den skulle vende til nordvest i dag, var jeg faktisk glad. Ikke at det er den bedste, men noget fra vest kan man altid være glad for, for så er fiskene ikke så mærkelige. Vist nok.

Men det var de!

På den første plads, måtte jeg erfare at ikke bare ålegræs, men også det her "slik" der klistrer til alt, var spredt rigeligt ud langs kysten. Så havde jeg ikke slik på, så var det ålegræs og nogle gange begge dele.
Jeg tog ned til fluefiskernes yndling og sørme... der sad 3 af de hellige og havde pause. En af dem kunne dog nedlade sig til at udveksle et par ord med en kystrytter af knap så fin rang som dem og fortalte at de havde fået en hver inden for et par minutter og ellers var det dødt. Jeg strøg revet igennem og havde en følger, hvorefter jeg satte mig i bilen igen.

Det var tid til den gamle dame. Det er gjort besværligt derude, da flere veje er lukkede og man skal gå. Ergo er det kun dem der gider, der fisker her. Derfor var jeg heller ikke specielt overrasket over at have denne smukke strækning helt for mig selv. Men jeg var måske også lidt for alene. Fiskene var i hvert fald ikke hjemme, før jeg kom ned til hjørnet, hvor vinden i dén grad gjorde sig bemærket. Der var lidt fisk hjemme og jeg havde inden for kort tid en masse små ørreder inde og markere i agnen - men tage agnen, dét gad de ikke. Jeg tog en lang gå tur og forsøgte på flere små rev, men der var dødt udover en enkelt mini følger igen.

Gode dyr var rådne, for åbenbart var noget fra vest heller ikke godt nok.
I mens jeg sad i bilen igen, tog vinden lidt af og bevægede sig over i nord. Det indebar at jeg stod på en kystplads med spritklart vand og fralandsvind på næste stop. Det var ikke vildt overbevisende, men indgroet er de obligatoriske kast på lavt vand og mens jeg stod i vand til anklerne i første kast, huggede en fisk sørme - den fulgte siden med ind på det lave og lavede den fedeste plov i vandet bag OLR wobleren. Det så hammer godt ud og jeg kunne fange den i kastet efter, hvorefter jeg fik fuld fleks på klingen, for senere at erfare at det var en tynd blankfisk - eller sikkert en nedgænger i sølvdragt, da den ingen skader havde, men ellers var blank.

Dagen gik på hæld og den ene fisk forblev udbyttet, hvilket vel egentlig var lidt mærkeligt, men det er ikke første og slet ikke sidste gang, det sker.

søndag den 5. april 2020

2020.04.05 Kajak eller Sydkysten?

Det gode med ferie er alt det man kan nå og alt det man vil nå. Jeg vil gerne nå det hele og samtidigt skal jeg ikke nå det, men jeg er også klog nok til at vide, at er ikke jeg primus motor på hvad der skal laves hjemme, så sker der absolut intet.
På den måde fik ungerne plukket forårsløg op fra indkørslen, fruen handlet til mig og projekterne og jeg fik slået græs, gravet, revet og anlagt diverse og alt i mens det stod på, var Javier tidligt ude med kajakken. Det havde han meldt allerede dagen i forvejen og jeg var til dels lidt misundelig, da jeg også ville ud og flyde, men samtidigt var lidt tvivlende til forehavendet over en hel dag på samme plads.
Så jeg valgte at tage den med ro hjemme indtil jeg havde fået nok af det. Dernæst skulle jeg på fisketur - hvor end det så skulle foregå. Indtil jeg fik en ophidset Javier i telefonen, der på sin fiskeplads havde oplevet intet i en time og så pludselig haft et kanonhug, der omgående var vendt med grejet i munden og derefter forsvundet med 150 meter line indtil den knækkede. Han kunne intet stille op, men tænk lige over sådan en fiskehistorie og oplevelse. Mit have arbejde var ikke helt det samme dernæst.

Jeg ville ud og jeg behøvede jo ikke nå alt det hjemme allerede i dag, men mit senere opkald til Javier afslørede hvad jeg allerede tidligt havde frygtet. Det var det eneste der var sket siden da og derfor var det på med kysthabitten og ned til sydkysten i østenvinden. Eftersom vinden ikke har været som i fjor, hvor det konstant blæste øst i april, så troede jeg på projektet og da jeg så vandet, der var klaret en del op, var mine forventninger pludseligt høje.

Jeg mødte da også fisk på alle 4 pladser. Men det var små fisk der fulgte med eller huggede forsigtigt og ingen linetømmere. Endda havde jeg 3 fisk efter i 3 kast. Muligvis den samme, men alligevel.

Så med en lille havørred oppe og vende, tog jeg tidligt hjem igen og håbede på at den østenvind ville forsvinde og med vejrudsigten... ser det sådan ud i ugens løb.

lørdag den 4. april 2020

2020.04.04 Endnu en aftentur

Så startede ferien og med den en vejrudsigt der i flere dage kunne få mit mundvand til at løbe. Den der sydøsten- og østenvind var måske ikke krydderiet jeg ventede mest på, men solen skulle være fremme og der var ingen storme i sigte.

Så lørdag eftermiddag, efter en endnu en session i haven, skulle Javier og jeg lige mærke kysten af, nu de hjemlige pligter var overstået.

Men stik mod min forventning kom vi ned til en omgang kaffe med fløde over det hele. Det var måske ikke så overraskende, da jeg tænkte over fredagens lede vind. Men det havde jeg faktisk glemt, da jeg gik i haven i fuld sol og lækker vind fra vest. Jeg troede det var kongevejr og nu her... grumset. Det var lidt ærgerligt, men samtidigt, så var der sparet på fiskene til en anden dag.

Vi trodsede søerne, da vi kunne se klarere vand længere ude og begav os ud på revet for at gøre vores pligt. Det var stadig brunt, men der var tro på projektet, indtil vi havde fået nok af ingenting og jeg lige ville have et par kast med Sillingen i stedet. Det vil sige, et kast var nok - så tordnede en større sortfisk på helt inde ved stangtoppen og med den, blev vi lidt længere, men forgæves.

Ny plads blev indtaget og allerede efter et par minutter mistede jeg en fisk langt ude. Vi gav den en skalle, men lad det være sagt med det samme... det var ikke vores dag i det kaffe-med-fløde farvede vand.

Jeg glemte mit kamera og sådan blev du sparet for et "bølge, sol og modlys" billede.

fredag den 27. marts 2020

2020.03.27 + 28 To aftener i træk - med en masse line på stræk

Fredag aften og lørdag ditto... et par timer til overs, hvorfor jeg valgte at holde kysten selskab.

Fredag var lidt underlig, for efter jeg kunne lukke min computer lå vinden stadig på fra øst, selvom den burde have vendt til sydvest og vest. Det forholdt sig faktisk også sådan - bare på den anden side af Trelleborg, hvor Javier valgte at fiske. Selv tog jeg til en gammel kending, som jeg har lidt for mig selv og mødtes glædeligt af en tom strækning som jeg næsten plejer. Som sagt var vinden i øst og løb langs kysten, hvilket skabte bølger og fin bevægelse, men der var bare tomt i havet. Helt tomt.

For at sige det mildt, så skete der ikke og en skid frem til solnedgangen. Der havde jeg en følger og det var så det.
I mens stod Javier på den anden side af Trelleborg og havde sydvest vind - totalt underligt. Vandet var ikke klart på samme måde som østpå hvor jeg stod og han sagde at forudsætningerne var på plads. Men han og de andre ude, oplevede alle det samme. Der skete heller ikke noget som helst.
Lige frem til solnedgang: Som den eneste på strækningen fik Javier pludselig et kanonhug og kunne efter en drabelig fight lande en blankfisk på 3,6 kilo.

Det var det eneste der skete - men det var også nok!

Lørdag... jeg havde lige 17 meter opgravning foran mig. Sådan du ved... nåletræer der stod ud til vejen og en masse buske med pigge, som havde vokset vildt siden vi flyttede ind i 2015. Jeg kan ikke både lave hele haven OG huset samtidigt. Og fiske... så haven kunne være have sine steder, indtil i går, hvor jeg med økse og spade gik i gang. Faktisk var jeg ret dygtig, for bare 4 timer efter var hele området ryddet. Med blod og vabler på hænder og ben, stavrede jeg indenfor for blot at lade min indre fiskedjævel overtale mig til en time ved vandet.

Hvor stædig er man lige - og hvor kom energien fra? Jeg var faktisk også ved at vende om, på vej ud. Javier der havde været ude længe talte om en mistet og en følger, men hvad nu hvis... ?

"Hvad nu hvis", var ikke tilstede. Kort fortalt, så havde jeg en flot følger i et af de første kast. Flere pillerier ved blinket der mindede om nogle lange fisk der snart invaderer kysten og der ud over lidt flere følgere. Vildt mærkelige fisk, der på sådan en rigtig forårsaften burde være i humør.

Det var nu rart at være ude, men man kan godt blive lidt lang i ansigtet når man tror på det over 2 aftener, men fiskene bare er nysgerrige på endegrejet og ikke gider hugge.

Nu er det snart ferietid - og på grund af grænselukninger - så tyder det på lidt mere plads på kysten i påskeugen. Det er jo at glæde sig over og så alligevel ikke, med tanke på årsagen.

Hvad man kan glæde sig rent over: SOMMERTID! Nu kan der fiskes efter arbejde, hver dag. Yes!
Lad nu den sommertid blive permanent for hulen!

søndag den 22. marts 2020

2020.03.22 En kort eftermiddagstur med frosne fingre

Det var varmt derhjemme. Indenfor. Vist nok en 24-25 grader og i læ for vinden derude. Vinden, der løb over sletten under en flot dyb blå himmel og som gjorde at jeg flere gange løftede blikket fra sofaen og bare drømte mig til kysten. Men jeg vidste også godt hvad der ventede ude på den anden side af vinduet.

Til en start satte Lærke og jeg os på et par hynder ude på terrassen og spillede Casino. Det var varmt nok på den her vestside, undtaget lige for de lange stænger der var i skygge for havebordet. Jeg tabte i øvrigt til hende.

Men efter den lille udendørs prøve, var jeg overbevist. Jeg skulle ud og kaste lidt. Eller forsøge på det i hvert fald.

Og som ventet var det en helt anden verden ved kysten. Her var ikke behageligt læ bag et vindue eller bag en gavl. Her var det lige på og råt. 2 grader i luften og så var vandet faldet med med mindst en halv meter og samtidigt godt brunt inde foran. Men jeg kunne også se sandpletterne længere ude og med lavvandet, var det muligt at komme til, hvorfor jeg gik i vandet for i det mindste at give det et par kast. Og sørme... det brune vand til trods og tangen der drev langs kysten, var ingen hindring. Så var spørgsmålet om der var fisk hjemme, hvilket jeg fik svar på et par kast efter. En følger. Fandme om ikke jeg havde en følger i dette vand, hvor de ukritisk burde tordne på Sillingen.

Det skete et par kast efter. Faktisk lige det hug jeg havde ventet længe på. Ude på distancen og et kraftigt af slagsen. Følgende de savnede tunge rusk i stangen, der indledte en fight med hvad der senere viste sig at være en blank nedgænger. Det er ikke mange af dem man fanger mere.
Og selvom sølvtøjet er det evige mål, så er der altid lidt glæde over sådan en sortfisk der tordner på, men de sidste par år har sælerne vist fået nem mad ved å-mundingen når de udlegede havørreder, afkræftede og udmagrede, glider tilbage i havet igen. Jeg tror ikke det kan forklares anderledes, for sælerne er øget kraftigt i antal og flere har set dem ligge foran åerne. Det ville jeg da også gøre, hvis jeg skulle have noget nem mad - og hvor er ellers alle de farvede fisk henne?

Uanset... et par kast efter huggede en lille havørred kanonhårdt helt ude i bunden af kastet. Den var i modsætning til dens udlegede fætter, noget af et fyrværkeri at have på. Fulton på den var skyhøj, men med maks 40 cm i længden, var det ikke heller den jeg var på jagt efter.

Med stivfrosne fingre gik jeg atter engang over revet, men nu var der ingen fisk. Jeg måtte op i læ og have varmen. Det er marts og solen kan for alvor mærkes uanset hvor meget det blæser. Det var en tiltrængt pause med opvarmning og atter engang betrådte jeg vandet - med det eneste resultat at jeg havde en "drømmefight" med en plastikpose jeg havde kroget i hanken. Det er faktisk en del hårdere end man skulle tro, siger det bare!

Jeg fik nok. Nok af kulden og vinden der susede i ørerne og nok af fisk der ikke huggede som jeg ville og kørte hjem til noget varme, der i dén grad var tiltrængt.