søndag den 26. januar 2020

2020.01.26 Østersøen giver - Østersøen tar´... og i dag gav den...

... mig en kæmpe skovfuld vand og den tog jeg med hjem. Der var vand i alle lommer, ude og inde på mine waders og vand på tøjet et stykke ned af trøjen. Og jeg var ikke væltet - men jeg skal love for vandet var vådt og tungt i dag. Jeg der ellers havde drømt om en fantastisk dag på Sydkysten og som nu sad i en tung udgave af mig selv, med dug på alle ruder og havde rosinfingre mens varmen langsomt vendte tilbage til livet. Så var den der alligevel, varmen. Den varme der på de køligere januar dage blæser ud gennem jakke ærmet og forsvinder ud i atmosfæren... varmen der definitivt ikke lader til at vende tilbage. Nogensinde. Overhovedet.

Men det gjorde den. Javier kunne også mærke det - langsomt men stille kom den tilbage.

Vi kunne ellers godt være gået for et par mørkegrønne siv dernede på stranden. Urørlige, drivende våde og lidt kolde i det, sad vi der og kiggede på Sydkysten der brusede ind. Det var ikke lige sådan vi havde tænkt dagen skulle gå, men sådan er det jo tit med den vejrudsigt. Solen der blev til skyer. 7 meter i sekundet der blev til 10. Det klare vand der blev til uklart...

Ak ja... men Sydkysten. Dér var vi! Og på første plads behøvede vi ikke stige ud. Det gjorde vi heller ikke på plads 2, men nummer 3 fik da et kvarter i behagelige bølger, inden vi trampede ud på plads 4 og gav den en skalle i rå sø der kom ind. Jeg tog pålandsvinden og de dertil voksne bølger og lykkedes vist nok med et hug eller 2, men det var ikke sø man ville stå i medmindre den store huggede lige om øjeblik og da det ikke skete, så blev plads 5 næste stop. På grund af dybden ude foran var søerne rigeligt store da de kom ind og det var først halvvejs ude på revet at jeg indså at jeg ikke var lang nok til at komme ud til min sten. Stående i vand til skridtet fik jeg testet at vadejakken år 2020 stadig var vandtæt - hele vejen op. Det var den! I dén slags vejr, lige knap og nap, har jeg flere gange på den plads "skovlet" fisk ind, men tangen i vandet gjorde sit til at forstyrre og så var der de bølger der. Jeg måtte søge i læ inde i bugten, hvor Javier fornuftigt havde valgt at stille sig. Der var langt mere kvalitet for pengene bag revet, men fiskene ville ikke lege. Jeg fandt ellers en pragtfuld sten at stå på og jeg havde længe et par ultra fede kast med fede syner af en grov blank der tog bedraget og det var først da en stor bølge rev mig ned af stenen at jeg måtte indse at jeg bare var et mørkegrønt siv inde på land... halvslattent, drivende vådt og uden fisk...


Men jeg fik da noget Østersø med hjem i lommer og tøj og Javier fik en sortfisk på sidste plads, som havde hugget knaldhårdt. Det er lidt mærkeligt at stå ude en hel dag og give den fuld gas, for at indse at det bare ikke var besværet værd. Eller igen... det er jo altid en fornøjelse og alt det der, men for filan hvor havde en blankfisk siddet godt i dag.

søndag den 19. januar 2020

2020.01.19 Sol, sol og mere sol

Er der noget jeg kan lide, så er det sol. Sol over land, når man der i januar står udvadet i det kølige vand og næsen drypper i samme tempo som bassen pumper på et diskotek lørdag aften. Og så solen, der endelig overvinder det grå lag af inversions skyer og langt om længe lader sine stråler lyse over land - og vand.

Sådan startede dagen ikke, da Javier kom og hentede mig. Det var gråt og ingen udsigt til den gule deroppe, trods vejrudsigten havde lovet modsat. Selv kludemiklerne på DMI havde lovet sol, så det passede nok godt at den så ikke var der.

Vi stoppede selvfølgelig på de lokale pladser, allerede rådvilde om hvor vi skulle fiske i dag. Men vi blev alligevel enige om at blive i syd. Vores hjemmebane. Og vores hjemmebane i brunt vand. Det (føles det som) evige brune vand. Jeg var faktisk ude i går et par minutter. Det vil sige, jeg var længe væk hjemmefra, men selve fiskeriet blev udøvet relativt kort fortalt:

Plads 1: Rå vind der buldrede ind sammen med bølgerne. Klart vand og det så faktisk godt ud - sådan indtil blinket kom til syne og viste at der var rigeligt med tang til både blink og knuden ovenfor.

Plads 2: Rå vind der buldrede ind sammen med bølgerne. Spritklart vand og det så pikke hamrende mega skide godt ud. Surt var det at erfare at de samme forhold gjaldt her. Rigeligt med tang længere ude, hvilket spolerede min halve fiskedag mere eller mindre.

Plads 3: Ja, det var så der jeg indså at selvom jeg er sej og den eneste ude i det hårde vejr, så var der nok en grund til det. For også her måtte jeg trækkes med tangen igen. Hvor surt.

Og da fisketuren i dag blev aftalt og jeg fik "nyheden" om at vandet ville stige med 60 cm., så vidste jeg godt hvad der ventede. Brunt vand. Igen.

Så vi kørte videre til næste plads. Gik ud for at kigge. Japp... det var som ventet brunt og kørte videre igen. For så at gentage proceduren. Og så kunne vi ikke bare skimte, men tydeligt se klart vand et par kastelængder ude. For fanden altså!

Vi landede på en af de sikre. Selv her var der lidt grums, men ikke på samme måde - og så gennemfiskede vi strækningen indtil maven knurrede og den obligatoriske gullasch kom over blusset. Og så skete det... solen... den nærmest tvang sig adgang gennem de grå skyer og lyste lystigt over de 2 fugtige fiskere der sad i læ i det brune græs og nød deres mad. Solen varmede til med. Det var guddommeligt. Javier så en edderkop krybe frem og jeg en tangflue. Selv insekterne syntes om dagen og vi sad længe - altså Javier og jeg, ikke insekterne - og nød de lune stråler. Det var helt igennem outstanding.

Men... vi var på fisketur og lidt modvilligt rejste vi os fra vores leje i læ og gik til fiskeriet igen. Den sol der...

Og da jeg kastede over revet, lige dér hvor det breder sig ud, stod jeg og var lidt halvdøsig i solen. Lige dér huggede det. Jeg nåede at dreje 3 omgange på hjulet og var slet ikke forberedt på sådan et kanonhug. Jeg fik nærmest et chok og der gik tæt ved 1 sekund inden jeg faktisk fattede at jeg havde fisk på, som jeg dernæst begyndte at fighte ind. Desværre var mit sløvsind nok delvist skyld i at jeg tabte fisken, men fandme... vi havde fundet fisk. I solen!

Der skete ikke rigtigt mere på pladsen og vi kørte retur til det brunere vand, der efter en ordentlig gennemfiskning og tro på projektet blev afløst af endnu mere brunt vand.
Sådan nogle januar dage er ikke lette i fiskevej, men når solen er fremme og man hygger sig, er det nogle gange også mere end rigeligt.
Men derfor skal den der 6 kilos da ikke holde sig tilbage, hvis den skulle læse med her...

mandag den 6. januar 2020

2020.01.06 Sydkysten deroute

Den lange weekend skulle bruges på fiskeri. Om det var der ingen tvivl! Men hvor det om lørdagen var fint vejr, fiskevand, så stod søndagen for en ko-vendning. Ikke at det begyndte at sne eller den slags, men vinden tog kraftigt i en overgang og Østersøen syntes ikke at det skulle gå ubemærket hen på min sydkyst. Således vågnede jeg op til en besked om at de minus 20 centimeter, vi havde fisket i om lørdagen, var forvandlet til 70 cm plus. Altså 90 centimeters stigning, for den matematisk uddannede.
Det indebar, sammen med vinden, at alt det tang der havde ligget på land - atter engang var at finde i vand. Og så var det brunt til med...
Således fik jeg købt isolering og sat ny udluftning op på gæstetoilettet og ikke trukket i mine waders, som meningen var.

Så i dag... fandme om fiskene skulle have fred! Javier og jeg var lidt sene, idet vandet stadig stod højt, dog kun 30 cm over, men vi vidste godt det ville blive en svær dag. Og således fik vi kørt langs kystvejen helt til Ystad - kastet et par steder og faktisk ikke fisket, sådan rigtigt. For var det ikke højt og uklart, så var det uklart og højt - eller med tang. Det var simpelthen ikke muligt.

Indtil vi fandt en af de fælles favoritter og tænkte at fandme nej... det eller sofaen og det så faktisk rigtigt godt ud, da vi endelig var møvet ud på revet. Nitten var de mega bølger der rullede ind og gjorde det til en balancekunst at holde grejet under kontrol, samtidigt som kroppen skulle holdes tør - og helst stående lodret. Jeg fik nok efter 10 minutter. Ikke fordi jeg ikke kunne klare det, men det er januar og der er ofte langt mellem huggene og så fedt er det ikke at stå i, når det ikke vælter ind med store fede blankfisk.

Vi kørte til dagens første plads vi havde stoppet ved. Det så faktisk fiskbart ud. Tænk at vi skulle til Ystad for at vende tilbage igen. Suk!
Revet fik en ordentlig tur og vi troede rigtigt meget på det - ikke mindst fordi vi her kun skulle hoppe lidt for de store søer der kom ind.

Da vi sad med en yderst velfortjent varm skål suppe, ringede telefon pludselig flere gange. Siden begyndte Javiers at ringe.
Ok ok ok... slap af... vi tjekker... og op dukker et billede af en blankfisk på land. Min nye ven Hashim havde begivet sig ud på egen hånd og havde i andet kast taget en rigtigt flot blankfisk på omkring 60 cm. Jeg måtte ringe til ham med det samme - og i røret fik jeg verdens lykkeligste gut. Han var så stolt og hold fest hvor blev Javier og jeg glade. Sådan en gejst og glød og så får han allerede sin første rigtige blankfisk så tidligt på året. Mega fedt det der! Stort tillykke igen min ven!

Med en blankfisk i tankerne, fræsede vi revet igennem igen og igen, men hvad Hashim havde lykkedes med, kunne vi ikke gøre kunsten efter. Jeg havde givetvis fisk der helt tydeligt huggede, men det var alt hvad der skete frem til solen gik ned et sted omme bag alle skyer og dis.

Sådan er januar på kysten :-)

Ingen fisk kom til skade fra vores hænder i dag!

lørdag den 4. januar 2020

2020.01.04 Koldt og blæsende, men smukt - og så en premierefisk oven i hatten!

Javier troede ikke på mig, så jeg måtte sætte en pølse på højkant, da jeg sagde at Sydkysten gik at fiske dagen efter - altså i dag. Og havde vi væddet sådan rigtigt, så havde Javier skyldt mig en pølse, men det gjorde nu ikke så meget på denne blæsende dag, for den plads jeg påstod ville være fiskeklar til os, kom vi aldrig til, idet vandet også var klaret op andre steder og derfor lokkede os ud af bilen tidligere end forventet. Det var en belønning i sig, ovenpå den stride vind der havde revet alt tilgængeligt tang op og ladet det drive rundt lige der hvor jeg skulle fiske, indbildte jeg mig.

Nu stod vi heller ikke i særligt klart vand - men fiskbart var det absolut. Desværre så valgte jeg forkert udgangspunkt, da jeg mere eller mindre vadede ud i en tangbræmme, så forventningerne om at fiske færdigt her var ikke store, indtil jeg nåede ud til spidsen. Så forsvandt tangen og vandet var endnu mindre grumset her. Faktisk noget nær perfekt og da solen slap taget i de sidste store sludbyger, var jeg pludselig en anden igen.
Ok da... lidt stiv i skelettet efter en alt for lang pause. Der var nogle kast der ikke sad lige hvor de skulle. Min vadning langs kysten var heller ikke den mest yndefulde på første tur, men jeg kom frem og jeg fik kastet. Og så fik jeg dæleme en fisk. En flot undermåler havde forelsket sig i min OLR Kutling / miss sunshine. Den er jeg glad for på sådanne dage, så jeg var ikke videre begejstret da jeg et par kast efter, og traditionen tro, mistede den til en sten.

Det er lidt typisk mig i januar. Jeg smider som regel et par blink væk. Men jeg plejer faktisk også at tabe den første fisk - så helt skidt var det måske ikke?

Javier kom vadende tilbage fra hans rev. Ingen tang, men heller ingen fisk. Vi tog en runde til og bestemte siden at varm mad ville sidde noget så perfekt i blæsten. Jo, solen var stadig fremme, men det var ikke fordi vi sad og ledte efter solcremen ligefrem...

Maden sad præcis som den skulle og gjorde godt. Nu var det tid til mere klart vand og helt sikkert også en havørred til eller 2. Vandet var alligevel både 4 grader, stigende og nu var bølgerne også væsentligt mindre. Hvad kunne gå galt?

Jo... at det er januar som januar er bedst. Vi gav den en skalle, men lige lidt hjalp det. Jeg smed endnu et blink væk - denne gang ikke en OLR - og ellers så kunne vi nyde en fantastisk smuk solnedgang med flotte skyer foroven, inden vi måtte krybe til bilen for lidt læ og varme.

Premieren vel overstået. Nullet er væk. Tjek.
Dagen er tiltaget med 11 minutter allerede nu. TJEK!

onsdag den 1. januar 2020

2020.01.01 Årets premiere køretur

Efter en længere nats søvn, kombineret med en formiddagslur, for nu at dække mig ind, var det hjemad med lidt tungt hoved - men ikke bagstiv - og en hel morgenbolle i maven.

Det var lidt rekordtempo over det. Bilen trillede ind i indkørselen lidt over 15, jeg var på vej ud igen inden 15:30 - nu med kysthabitten på. Selvfølgelig var jeg det. Ikke så meget for at fiske, omend et par kast havde været sjovt at få med, men mest fordi min nye ven Hashim var kommet til kysten og egentlig ikke vidste sine levende råd. Men som de venner de er, havde både Henrik og Javier taget sig af den nyfødte havørredfisker og vist ham lidt rundt, så han kunne tage de første spæde skridt. Hashim er ikke ung i fiskeriet eller ung... han har bare ikke fisket havørred på kysten før, sådan rigtigt og da han henvendte sig til mig sidste år i et ydmygt forsøg på at få lidt tips, er det gået slag i slag med vores konversationer og hjælp til diverse grej indkøb og hvad ved jeg. Ja, jeg er næsten ved at sige at jeg blevet brugt som leksikon, men tro ikke at jeg føler mig som et sådan eller har lært ud som et sådan. Til det er havørredfiskeriet alligevel lidt for mystisk, selvom det egentlig bare handler om et dyr man jagter.

Hvorom alting er... Hashim havde fået en velkomst og var vist til vandet og jeg dukkede ikke op, fordi jeg atter engang havde fejret nytår som nytår skal fejres, med masser af druk og masser af fyrværkeri. MASSER af fyrværkeri, krudtgal som jeg er.
Det kan man - og MÅ man - i Danmark, uden at få dårligt samvittighed og det kan man hele nytårsaften, selvom jeg plejer at gemme det meste til efter 24 som alle andre der fejrer. Det var et smukt nytår, skal jeg hilse og sige. Og det blev sent.

Så sent at da min søvn var overgået i formiddagslur, så kunne jeg godt se at turen ud blev særdeles kort, men jeg følte at jeg skyldte Hashim et besøg for at høre hvordan det var gået og da jeg troppede op, blev jeg mødt af 2 smil. Ikke på grund af fisk desværre, men fordi Javier og Hashim havde haft en god dag trods alt. Det vil sige, Javier havde taget fisk tidligere på dagen inden han mødte de andre, så hans premiere var jo fint overstået.
Men de havde fået fisket og jeg kunne se glæden hos min nye ven. Det var sgu fedt at se! En ny havørredfisker er født og jeg glæder mig til at se hans fremgang, hvis jeg får lov at følge med.
Eller kan følge med... mig der sætter afbrændning af krudt før havørredfiskeri ha ha ha...
Der røg den 5 kilos!

Godt nyt fiske år!