søndag den 23. februar 2020

2020.02.23 På guldjagt med mindsteguldet

Det var den omvendte verden - jeg skulle ikke overtale, hvilket jeg egentlig også forlængst har opgivet, men blev spurgt "må jeg ikke komme med på stranden og lede efter rav?". Nuvel, der har været lidt stiklinger til ungernes udseende - de æblerøde kinders tid er forbi i mit hjem, når det kommer til ungerne. Jeg ved ikke med dine - men her er det en lille firkantet skærm der på magisk vis fratager naturen den magt den har. Skønheden. Stilheden. Vandet. Fuglene...

Men hun forstod det, som vi stod i det. Det var faktisk rart at være ude og det var faktisk flot nede på stranden og mon vi kunne finde noget rav, far? Jeg havde advaret om at stængerne skulle strækkes en del. Den første del af stranden er velbesøgt og det er kun mig med waders der har en chance i vandet - på stranden skal man være først, hvis der overhovedet er kommet lidt guld ind. Det var der ikke og jo længere vi gik, jo mere håbløst så det ud, fordi tangen var revet ud med det ultra lave vand der herskede under kuling nummer 200 der rev i kysten i går. Men vandet var ved at stige og med det kom tangen tilbage. Der er områder hvor det er tyk tang. Ålegræs og den slags, som er umuligt at lede i fordi det fylder enormt meget og er meget tungt. Men på kanterne af plamagerne, ofte mod land, samles de lettere dele og der finder jeg nogle gange lidt guld.

Hvis altså ikke det ligger på land og så var jeg bagud 0-1 fordi ungen havde fundet det første. Det var olie til maskinen og hun kunne saaaaaagtens gå meget mere. Jeg var tilfreds med svaret, for længere ude kommer der stort set aldrig nogen og da vi nærmede os, var Lærkes mave begyndt at snakke, fortalte hun. Jeg vidste det trak op til pause og spurgte om ikke vi lige kunne tage den næste lille spids. Modvilligt gik hun med, for nu var det også koldt.

Og så landede vi lige i det jeg havde ventet på. Alt bagkantsmaterialet, både skyllet op på stranden og noget som stadig lå i vandet. Perfekt fordeling til vores udstyr - mit i vand, der skovlede op til ungen og mig selv og hende på land der gravede frem med kratten. Det blev til 41 stykker i alt og vejen hjem var slet ikke så kold alligevel. Det luner også altid med rav i lommen!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar