fredag den 27. marts 2020

2020.03.27 + 28 To aftener i træk - med en masse line på stræk

Fredag aften og lørdag ditto... et par timer til overs, hvorfor jeg valgte at holde kysten selskab.

Fredag var lidt underlig, for efter jeg kunne lukke min computer lå vinden stadig på fra øst, selvom den burde have vendt til sydvest og vest. Det forholdt sig faktisk også sådan - bare på den anden side af Trelleborg, hvor Javier valgte at fiske. Selv tog jeg til en gammel kending, som jeg har lidt for mig selv og mødtes glædeligt af en tom strækning som jeg næsten plejer. Som sagt var vinden i øst og løb langs kysten, hvilket skabte bølger og fin bevægelse, men der var bare tomt i havet. Helt tomt.

For at sige det mildt, så skete der ikke og en skid frem til solnedgangen. Der havde jeg en følger og det var så det.
I mens stod Javier på den anden side af Trelleborg og havde sydvest vind - totalt underligt. Vandet var ikke klart på samme måde som østpå hvor jeg stod og han sagde at forudsætningerne var på plads. Men han og de andre ude, oplevede alle det samme. Der skete heller ikke noget som helst.
Lige frem til solnedgang: Som den eneste på strækningen fik Javier pludselig et kanonhug og kunne efter en drabelig fight lande en blankfisk på 3,6 kilo.

Det var det eneste der skete - men det var også nok!

Lørdag... jeg havde lige 17 meter opgravning foran mig. Sådan du ved... nåletræer der stod ud til vejen og en masse buske med pigge, som havde vokset vildt siden vi flyttede ind i 2015. Jeg kan ikke både lave hele haven OG huset samtidigt. Og fiske... så haven kunne være have sine steder, indtil i går, hvor jeg med økse og spade gik i gang. Faktisk var jeg ret dygtig, for bare 4 timer efter var hele området ryddet. Med blod og vabler på hænder og ben, stavrede jeg indenfor for blot at lade min indre fiskedjævel overtale mig til en time ved vandet.

Hvor stædig er man lige - og hvor kom energien fra? Jeg var faktisk også ved at vende om, på vej ud. Javier der havde været ude længe talte om en mistet og en følger, men hvad nu hvis... ?

"Hvad nu hvis", var ikke tilstede. Kort fortalt, så havde jeg en flot følger i et af de første kast. Flere pillerier ved blinket der mindede om nogle lange fisk der snart invaderer kysten og der ud over lidt flere følgere. Vildt mærkelige fisk, der på sådan en rigtig forårsaften burde være i humør.

Det var nu rart at være ude, men man kan godt blive lidt lang i ansigtet når man tror på det over 2 aftener, men fiskene bare er nysgerrige på endegrejet og ikke gider hugge.

Nu er det snart ferietid - og på grund af grænselukninger - så tyder det på lidt mere plads på kysten i påskeugen. Det er jo at glæde sig over og så alligevel ikke, med tanke på årsagen.

Hvad man kan glæde sig rent over: SOMMERTID! Nu kan der fiskes efter arbejde, hver dag. Yes!
Lad nu den sommertid blive permanent for hulen!

søndag den 22. marts 2020

2020.03.22 En kort eftermiddagstur med frosne fingre

Det var varmt derhjemme. Indenfor. Vist nok en 24-25 grader i læ for vinden derude. Vinden der løb over sletten under en flot dyb blå himmel, som gjorde at jeg flere gange løftede blikket fra sofaen og bare drømte mig til kysten. Men jeg vidste også godt hvad der ventede ude på den anden side af vinduet.

Til en start satte Lærke og jeg os på et par hynder ude på terrassen og spillede Casino. Det var varmt nok på den her vestside, undtaget lige for de lange stænger der var i skygge for havebordet. Jeg tabte i øvrigt til hende.

Men efter den lille udendørs prøve, var jeg overbevist. Jeg skulle ud og kaste lidt. Eller forsøge på det i hvert fald.

Og som ventet var det en helt anden verden ved kysten. Her var ikke behageligt læ bag et vindue eller bag en gavl. Her var det lige på og råt. 2 grader i luften og så var vandet faldet med med mindst en halv meter og samtidigt godt brunt inde foran. Men jeg kunne også se sandpletterne længere ude og med lavvandet, var det muligt at komme til, hvorfor jeg gik i vandet for i det mindste at give det et par kast. Og sørme... det brune vand til trods og tangen der drev langs kysten, var ingen hindring. Så var spørgsmålet om der var fisk hjemme, hvilket jeg fik svar på et par kast efter. En følger. Fandme om ikke jeg havde en følger i dette vand, hvor de ukritisk burde tordne på Sillingen.

Det skete et par kast efter. Faktisk lige det hug jeg havde ventet længe på. Ude på distancen og et kraftigt af slagsen. Følgende de savnede tunge rusk i stangen, der indledte en fight med hvad der senere viste sig at være en blank nedgænger. Det er ikke mange af dem man fanger mere.
Og selvom sølvtøjet er det evige mål, så er der altid lidt glæde over sådan en sortfisk der tordner på, men de sidste par år har sælerne vist fået nem mad ved å-mundingen når de udlegede havørreder, afkræftede og udmagrede, glider tilbage i havet igen. Jeg tror ikke det kan forklares anderledes, for sælerne er øget kraftigt i antal og flere har set dem ligge foran åerne. Det ville jeg da også gøre, hvis jeg skulle have noget nem mad - og hvor er ellers alle de farvede fisk henne?

Uanset... et par kast efter huggede en lille havørred kanonhårdt helt ude i bunden af kastet. Den var i modsætning til dens udlegede fætter, noget af et fyrværkeri at have på. Fulton på den var skyhøj, men med maks 40 cm i længden, var det ikke heller den jeg var på jagt efter.

Med stivfrosne fingre gik jeg atter engang over revet, men nu var der ingen fisk. Jeg måtte op i læ og have varmen. Det er marts og solen kan for alvor mærkes uanset hvor meget det blæser. Det var en tiltrængt pause med opvarmning og atter engang betrådte jeg vandet - med det eneste resultat at jeg havde en "drømmefight" med en plastikpose jeg havde kroget i hanken. Det er faktisk en del hårdere end man skulle tro, siger det bare!

Jeg fik nok. Nok af kulden og vinden der susede i ørerne og nok af fisk der ikke huggede som jeg ville og kørte hjem til noget varme, der i dén grad var tiltrængt.

lørdag den 21. marts 2020

2020.03.21 De 4 verdenshjørner

Det har jeg alligevel ikke prøvet før! Samtlige 4 verdenshjørner i vindretning! Hvad kunne gå galt?

Udover det meste...

Jeg var som sædvanligt sen til at komme ud. Ikke fordi jeg ikke gad, men jeg håbede så inderligt på at Javier efter sin tidligere afgang, ville skrive ordet "kajak" til mig, for så skulle du den ondelynemig se en der fik travlt. Men det skete ikke. I stedet sendte han et billede på den første fisk og så var der ingen vej tilbage. Ind i bilen med kysthabitten og afsted. Jeg var hurtigt i vandet, men siden billedet var eksponeret var der intet sket og med min ankomst kunne Javier indtage sin mad i ro, mens jeg passede på revet med mine lange kast. Mine lange kast der i de følgende minutter afslørede at der var fisk på plads. Fedt mand! Jeg havde hele arsenalet med og i dag skulle de fandme ikke drive gæk med mig!

Men det gjorde de. De fulgte efter. Huggede venligt og vendte i fine hvirvler inde foran mig.

Så kom svanerne. De næstmest latterlige lortefugle efter duen. Jeg blev så sur over dem at jeg kastede mod den ene der lagde bare 15 meter fra mig, for at skræmme den. Tog min Silling hjem hurtigt og fandme om ikke jeg tog en fisk på det tåbelige kast. Den var lille, men den var gået til biddet!

Nu skulle de have! Men ... men... men... vinden der var startet i nordøst, lagde nu på fra øst. Den var på vej om i sydøst, mens Javier igen gjorde mig selskab udvadet i den smukke Østersø. Vi fiskede revet af igen og jeg tog en lang tørn nedover, men mens vinden siden drejede videre mod syd, skete der stadig intet.

Maverne knurrede og vi blev enige om at flå den lokale købmand for chokolade. Da vi kom til havet igen, var vinden nu i sydvest og vi gav en ny plads chancen mens vi alligevel var i bilerne. En grumset Østersø blev pisket igennem, men lige lidt hjalp det og mens vinden drejede over i sydvest, blev vi enige om at den første plads selvfølgelig måtte kaste fisk af sig.

Og med en vestenvind, ankom vi atter engang til pladsen. Fulde af chokolade og positiv energi tyrede vi revet igennem gang på gang. Men i takt med at vinden blev koldere og solen valgte sin bane på dette forårsjævndøgn, blev vi koldere og stadig uden fangst. Da Javier besluttede sig for at tage hjem, var vinden i nordvest og jeg var på vej nedover revet igen.

Men der var atter engang ingen fisk der ville lege med mig og mens solen solen gik ned, var vinden nu gået i nord.

Det var en sær dag på kysten. Så smukt, så grønt, så perfekt i farven og med så mange fisk i starten. Med vind fra alle hjørner, hvilket jo ikke kan give nogen anledning til undskyldninger nu solen endda var på og alligevel kunne vi ikke lure de blanke basser fra havet i de mængder vi havde tænkt.
Men det var nu stadig dejligt at være ude.

fredag den 20. marts 2020

2020.03.20 Den dårligste AfterWork nogensinde

Jeg var lidt stolt af mig selv og min hurtighed igen - specielt fordi jeg stort set overholdt fartgrænsen hele vejen! Men fra jeg havde talt med Javier og sad foran computeren i shorts på min hjemmearbejdsplads, til jeg parkerede bilen i fuld mundering, var der ikke gået mange minutter.

Men ham der stod der med den store blinkende gennemløber... det var da ikke Javier, var det?

Det var først da jeg vadede ud, at jeg så det faktisk var ham. Ham og hans OLR woblere, der i dag var byttet ud med en større gennemløber i krads farve. Jeg tænkte ikke mere over det - hvilket var dumt - men gik nedover revet med hans "jeg har taget 4 i dag og 1 til mens du var på vej" i tankerne.

Der skete ikke en skid. Jeg kastede og pillede ålegræs af. Måske var der noget der mindede om en følger og så fløjtede Javier - dagens sjette fisk var gået til biddet. Så kunne jeg også, tænkte jeg, og fortsatte nedover.

Tilbage, efter en lang affiskning, fik jeg en våd karklud i ansigtet. "Ja, jeg har taget 5 mens du gik dernede". Javier var oppe på 10 nu - 5 styk mens jeg gik med ryggen til.

Jeg gloede dumt på hans skinnende bedrag og tænkte om det virkelig var det de ville have i dag og byttede min OLR Kutling ud med Slim Tobis. Men det var tydligtvis ikke min dag. Under min affiskning den anden vej, havde jeg givetvis en følger som også huggede - Javier tog endnu en fisk og bestemte sig for at nok var nok. Tilbage stod jeg og gloede lidt fåret ud på havet. Det er godt nok ikke ofte jeg får prygl, men i dag var en sådan dag. Jeg bestemte mig for at give det et par minutter til på netop Javiers standplads og dæleme om ikke fiskene var her. På 4 kast havde jeg 4 hug og en følger - men ingen der på nogen måde stolede på min mørkt skinnende bedrag, som var det eneste "blanke" jeg havde med ud.

Det er da sidste gang jeg har så travlt ud af døren at jeg glemmer mine Silling derhjemme - men sådan er livet på kysten og selvom jeg var lidt forundret da jeg gik af vandet, smilte jeg også. De der havørreder er ikke altid lige nemme og det er lidt charmerende et eller andet meget lille sted ;-)

mandag den 16. marts 2020

2020.03.16 Konkurrencen aflyst!

På grund af de rådende omstændigheder og almen forsigtighed, har vi været nødsaget til at aflyse konkurrencen. Det beklager vi rigtigt meget, men grundlaget for at gennemføre er forsvundet som situationen ser ud lige nu.

Deltagerne der har betalt, får selvfølgelig deres gebyr tilbage!

Læs eventuelt mere her.

lørdag den 14. marts 2020

2020.03.14 Koldt og klart - eller klart, men koldt

Meningen var en lidt tidligere afgang end hvad det blev, men da jeg var bekendt med vinden fra i går og det kraftige højvande der var presset ind mod kysten, var det ligeså tiltalende at sidde i sofaen. Eller, det er jo løgn fra ende til anden.

Men det var ikke sådan at jeg var fyr og flamme og så var sneen ikke engang smeltet ude på terrassebordet. Men da solens stråler nåede hjørnet på bordet, forsvandt der mere og mere af det hvide og trods Javier´s melding om uklart vand og ingen fisk, så var det vist kajakken der lokkede mere end sofaen. Sådan en flot høj blå himmel skal man være et skarn at takke nej til.

Og så lå vi der. Midt i det hele med en tiltagende bister vind fra syd og fangede ingenting. Det var en del varmere i sofaen derhjemme, det måtte jeg erkende. Jeg savnede den ikke, men siddende her og pille ålegræs af og ellers intet mærke, var en kontrast til sidste weekend og en del koldere.

Vi skøjtede rundt på den rå overflade. Vandet var udover megahøjt også faldet i temperatur. Grumset og koldere, var måske ikke en faktor vi skulle regne med, trods at det egentlig så rigtigt godt ud?

Så satte vi os i sivene og indtog 5J skinke, Gullasch suppe fra trangiaen og et par æbler, mens tranerne i enorme flokke indtog himlen med deres skræppen. Gæssene, de på en del lavere flyvehøjde, kom også forbi i uendelige formationer. Og så havørnen, der i dag var taget op i den tynde luft og længe lå og spejdede ned over os, gæssene og alt det andet den kunne se deroppefra.
Dejligt fredfyldt i læ for vinden og med solen næsten bagende ned. Omend... så varmt var det stadig ikke da vinden tiltog yderligere, men det var uanset rart med en pause og få strukket stængerne. Altså dem på kroppen.

Vi gjorde det vi var kommet for og gentog vores arbejde fra før pausen. Til sidst lykkedes Javier at kroge en lille filur, der dog hoppede af. Han meldte også om en stor følger, der absolut ikke gad noget som helst. Selv kunne jeg mærke lidt småhug på Sillingen og ellers skete der intet. Det var nytteløst arbejde, der begyndte at svide i fingrene på grund af kulden.

Mens solen langsomt forsvandt under horisonten, trak vi vores kajakker gennem græsset og stod en tid og nød at have fået lidt varme tilbage i kroppen, inden vi kørte hjemover med uforettet sag, men med røde næser og fingre.

fredag den 13. marts 2020

2020.03.13 Österlen T/R

Altså ja... jo, det startede faktisk i onsdags. Hjemkommen fra Holland tirsdag aften og så fri resten af ugen. Egentlig skulle jeg have haft fri hele ugen, men så var der lige et møde med håndtryk og den slags i Holland. Så jeg valgte at droppe ferien på de 2 dage hvor vejret var til at holde ud.

Så fri onsdag og med en tiltagende vind, var ikke noget der lokkede - og alligevel havde jeg sgu ikke ferie for at sidde hjemme og kede mig. Det blev til en time i det lave vand og ingen kontakt til fisk.

Torsdag... ja, du ved vel selv hvordan vejret var, da der var gule og røde advarselslamper her og der omkring vind og vand og så var den dag lis´som blæst væk...

Så i dag... med aftagende vind - ikke stille - men mindre af slagsen, mente jeg at Österlen burde være fiskbart, for Sydkysten ville i hvert fald ikke være det.

Og så kørte Mazda ellers østover. God vind i posen, men væk fra land på de tiltænkte pladser. Efter en time og lidt mere, ankom jeg til Simrishamn og kørte sydover. Glem det. Det var mørkt med mega store søer. Nordpå i stedet. Her stod en flugrunkar o 2 danskere var lige kommet. Nå men videre.
Til hvad...?

Jeg valgte at besøge verdens mest kendte fiskeplads, udover Kronborgpynten og tog 10 kast i et uinspirerende klart og stille vand. Så fik jeg nok af det. Gik i stedet en lang tur i sandet og tænkte på de gamle dage, hvor min far og jeg sov i telt her og stedet var knap så kendt, omend... kendt. Det var dengang der stod æbletræer lidt her og der og man kunne slå teltet op uden at frygte for sit liv, af alle de nye "gæster" der er kommet til landet siden da.

Søgte mig sydpå igen, men indså at kaffe med fløde herskede her og der og alle vegne og 600 meter ud. Og så kunne jeg ikke engang se Bornholm for regnbyger.

Jeg bestemte mig for at besøge nogle helleristninger i stedet. Ikke bare nogle tilfældige, men selve grobunden for min seneste tatovering og der lå den... øksen... mejslet i sten for 100-vis af år siden af mine forfædre på deres rejser rundt omkring i Østersøen inden de søgte vestpå. De andre motiver der pryder mit ben, ligger i original på Madses Bakke på Bornholm. Det kunne være man skulle besøge Bornholm snart, nu fiskeriet alligevel blæser væk?

Turen hjem, blev en stille og rolig færden langs kystvejen. Det var en lang dag for 10 kast.

søndag den 8. marts 2020

2020.03.08 En kort eftermiddagstur

Det var en lang dag i går og min alder lader "dagen derpå kajakture" mærke i kroppen. Ikke at jeg var smadret, men jeg kunne godt mærke det. Lidt træt... lidt slidt. Det var i hvert fald ikke op med hanen, som om det nogensinde skulle ske ha ha...

Uanset, så blev det en stille morgen. Morgenen overgik i formiddag og jeg gik i gang med at pakke til en eftermiddagstur, men skulle også lige pakke kajakgrejet helt ud. Og så skulle jeg lige have ryddet op i garagen og så skulle jeg lige......

Men jeg tog afsted og kunne langs Sydkysten se det faldende og klare vand. Også selvom søen gik ret så grov. Men med gårdagens fiskeri i tankerne, var det fristende at tage et par kast.

Men ak... kajakken skulle have været med. Det er nu engang nøglen til at komme mest effektivt omkring på vandet og jeg savnede den, efter jeg endelig var kommet frem og havde lagt 3 kilometer bag mig. Jeg vadede rundt, frem og tilbage, men jeg var ene. Ene på pladsen og ene med mit endegrej i vandet, hvor der ikke var fisk til syne eller som gad hugge. Jeg satte mig op og nød naturen i læ for den stride vind. Den var ikke kold, men de der 7-9 sekundmeter kunne godt mærkes. Havørnen kom ikke på visit i dag, så der var masser af fugle at kigge på, hvis så bare jeg kunne navnene på dem.

Efter en lille tid som ornitolog, bestemte jeg mig for at trække mig. Gik den lange vej tilbage og satte mig i bilen med vinduet åbent. Skulle jeg hjem eller skulle jeg prøve en anden plads?

Jeg bestemte mig for en anden plads, nu dagen ikke var gået helt på hæld. Det er bare om at nyde, mens man kan. Om ikke andet, så få en gåtur ud af det, så bilen rullede et ukendt sted hen og jeg valgte at stoppe sådan midt i det hele.

Det var alligevel lidt mærkeligt. Inden jeg var kommet ud, havde jeg en følger helt inde på det lave som vendte brutalt da den så mig. Kastet efter huggede det ude på distancen og endnu en følger kom med. Hvad var nu det? I går kunne de knap vente til wobleren var landet (sådan lige knap og nap) og så i dag, i mere havørred agtigt vejr, så følger de kun efter? Det gentog sig en del gange - hug og følgere og intet mere. Indtil en havørred glemte at være sky i den hylende vind. Den huggede rigtigt tungt og spinstoppet havde gjort sit. Det viste sig siden at være lidt synd for fisken, for krogen sad helt nede i bagerste gælle - men sådan er spinstoppet så effektivt, nogle gange. Surt det ikke var den der 6 kilos bamse, men jeg kunne med peangen let få enkeltkrogen ud og genudsætte en flot blankfisk over målet. Følgeriet fortsatte og det samme gjorde huggene. Indtil jeg igen tog en fisk. Denne en slank, blank... tjah... måske nedgænger, som kæmpede bravt inden den også fik vand under finnerne igen.

Og så døde fiskeriet i det tiltagende mørke. Jeg kastede og gjorde ved, men med ét var fiskene væk igen. Min gyldne time var ovre. En time med kølige tæer og fingre. En time med herlig underholdning, trods fiskene var lidt sky. En time i det fri.

lørdag den 7. marts 2020

2020.03.07 En dag på vandet - med blanke overraskelser

Det var en af de dage hvor solen alligevel ikke så ud til at bryde frem og kulden fra nordenvinden sagtens kunne mærkes på de bare arme og mine bare tæer. Lysten fejlede faktisk noget og da Javier ringede og meldte første plads ude af kampen på grund af grums, stod jeg lidt og tænkte om det bare var endnu en weekend derhjemme efter en vildt mærkelig og blæsende vinter. Javier gad ikke køre langt og det gjorde jeg heller ikke, samtidigt som vi vidste at sydkysten mere eller mindre var smadret hele vejen, på grund af østenvinden. Måske jeg skulle lede efter rav i stedet?
Nej, fandme nej... og så foreslog Javier at komme forbi for at tale ansigt til ansigt i stedet for i telefonen.

Det trak blikke fra gaden i disse corona tider, da der stod en gul rum-mand i min indkørsel.
Så fik de noget nyt at tale om, alle de nysgerrige.

Men for Javier og jeg var det vigtigst at tale om hvad vi nu gjorde og fandme om ikke jeg allerede dér fangede den første fisk - Javier gik nemlig på krogen til mit forslag!

Erkendt så var mine tanker lidt som hans: Det ville blive en lang dag, lang gåtur med kajakken på slæb og vi ville sikkert ikke opleve det store. Forkert på flere punkter, heldigvis!

Først så fik ham hurtigløberen i vand til livet, en fisk på. Det så jeg godt, selvom du prøvede at skjule det du! Så rykkede kajakken lidt nærmere hans område, men lad det være sagt med det samme - der var 4 kastelængder ind og så fik jeg et kanonhug, hvor fisken tordnede på oppe i overfladen og slap. Et par kast efter sad den der i et smæld af hug. Efter en fin fight kunne jeg genudsætte en flot blankfisk. Javier ville også være med og bragte sig op 1-1 da også han kom lidt nærmere mig.
Men føringen skulle ikke stå sådan længe, da jeg igen kom i front med en tynd, men rigtigt flot blank havørred, der også denne var tordnet på i et nådesløst hug. Ikke noget pille-nusse-rageri her... det var bare mad ... NU!

Men min føring måtte jeg ikke beholde, for igen fik Javier også fisk og denne gang en rigtigt flot blanko på 2,5 kilo. Den kastede hundestejler op som bare den og vores gætterier var korrekte. De jagtede dem selvfølgelig på pladsen vi var!

Solen kom frem. Den varmede virkelig i den kolde nordenvind og fiskedagen var for længe siden reddet, med allerede 4 fisk og et par hug. Vi tog en pause siddende i kajakkerne og bare nød det pragtfulde vejr - men det varede ikke mange øjeblikke, for hvem turde misse det her fiskeri?

Men solen havde måske også gjort lidt skade i vandet, forstået på den måde at lyset nu viste alt. Fiskene udeblev i deres hug og vi sad længe og kastede ud i tomheden, lidt som vi måske havde frygtet inden turen. Men igen... solen og de allerede fangede fisk, havde længe reddet dagen.

Indtil jeg søgte mig videre, for der skulle bare være flere fisk her... og ja. Det var der!
Først huggede en blankfisk hamrende hårdt under min søgen af området. Jeg kastede anker og fightede den ind til afkrogning - var de her nu? Kastet efter, helt ude, knaldede endnu en fisk stenhårdt på krogen og lod sig kun modvilligt hale ind. Så havde jeg en følger - så fik jeg et hug. Endnu et hug og så i fjerde kast endnu en fisk. Jamen altså...

Den lange historie kort: Det blev til 8 havørreder til sidst. Kun 2 var under målet, hvoraf den ene var en nedgænger. Resten var på eller over målet, med den største på omkring 2 kilo og magen til Javiers flotte havørred. Javier stod for 5 i løbet af dage - så med 13 fisk til afkrogning, 1 mistet og utallige hug... havde vi haft en drømmetur uden lige.

Havørnen fulgte os hele dagen - jagede også over vandet. Nøj hvor jeg elsker det her.

søndag den 1. marts 2020

2020.03.01 Velkommen forår - hjerteligt velkommen

Da jeg i løbet af formiddagen havde skåret mig igennem lidt over 2 kilo højreb med en halvsløv køkkenkniv, der mest mindede om en fil og siden tilsat alt det der skulle til + en hel flaske rødvin, stod jeg med en i særdeleshed velsmagende boeuf bourguignon som slutresultat. Den var jeg tæt på at sætte til livs, men kom lige til at kigge ud af vinduet og så genopstod den der følelse...

Og så gik der ikke så lang tid, før jeg stod nede i gangen med kysthabitten på. Javier havde meddelt at hans område givetvis var klart, men at søen også gik temmelig hårdt dernede, hvorfor jeg valgte at søge nye veje. Eller nye og nye... det var ikke noget nyt i det som sådan, men dagens første stop som siden blev det eneste og dermed sidste, har jeg faktisk aldrig fisket på, trods jeg kender pladsen fra utallige beretninger og andre gode løgnehistorier. Nuvel... bring it on.

Så mødte jeg en dansker, som også han, var relativt ny på pladsen. Han havde ikke mærket noget de minutter han havde fisket før mig, men det skulle være en god plads og jeg måtte gerne fiske ved hans side, nu der stod en anden på spidsen og 2 folk længere inde der stod og vinkede hele tiden.

Ingen havde fanget noget, så det var nok ikke så pænt af mig at jeg efter 10 kast fik den første. Den hamrede på i et hårdt hug helt inde, men hugget og fighten hængte ikke sammen. Den plaskede rundt foran mig, men bød ikke op til en mindeværdig fight og efter en del plaskeri kunne jeg genudsætte en megatynd blankfisk.

Det måtte byde på mere og troligt kastede jeg over revet igen, længere ud, længere ind, langs med land og så kom der den mest fantastisk smukke regnbyge forbi, der mest mindede om en tordencelle, bortset fra at der ingen lyn var. Regnen piskede ned og vinden tog voldsomt i de minutter det varede og imens havde jeg pludselig masser af fisk nær mig. De huggede 10 gange i alt, men det blev ved enten hårde hug eller bare hug og kun en enkelt gang lykkedes jeg at kroge en, der siden faldt af. Det blev en sær fiskedag efter det. Der var fisk, men de ville ikke rigtigt noget og jeg stod og forbandede at det åbenlyse bombarda bevidst var glemt derhjemme. Mest fordi jeg ikke gad, da jeg tog afsted - men det savnede jeg nu... den ene dag ud af hundrede ture.


Da de kraftige bygeskyer forsvandt, forsvandt min varme samtidigt og egentlig stod jeg og frøs længe efter de sidste fisk havde hugget, men som den havørredfisker jeg er, så er det svært at løsrive sig fra kysten... men til sidst, med stive stænger og kolde tæer... fandt jeg Mazdaen og tøffede hjem til Trelleborg med et stort smil på læben, efter en dejlig dag ude i det kommende forår. For det er marts og marts er lig med forår! Lad det komme :-)