2020.03.08 En kort eftermiddagstur

Det var en lang dag i går og min alder lader "dagen derpå kajakture" mærke i kroppen. Ikke at jeg var smadret, men jeg kunne godt mærke det. Lidt træt... lidt slidt. Det var i hvert fald ikke op med hanen, som om det nogensinde skulle ske ha ha...

Uanset, så blev det en stille morgen. Morgenen overgik i formiddag og jeg gik i gang med at pakke til en eftermiddagstur, men skulle også lige pakke kajakgrejet helt ud. Og så skulle jeg lige have ryddet op i garagen og så skulle jeg lige......

Men jeg tog afsted og kunne langs Sydkysten se det faldende og klare vand. Også selvom søen gik ret så grov. Men med gårdagens fiskeri i tankerne, var det fristende at tage et par kast.

Men ak... kajakken skulle have været med. Det er nu engang nøglen til at komme mest effektivt omkring på vandet og jeg savnede den, efter jeg endelig var kommet frem og havde lagt 3 kilometer bag mig. Jeg vadede rundt, frem og tilbage, men jeg var ene. Ene på pladsen og ene med mit endegrej i vandet, hvor der ikke var fisk til syne eller som gad hugge. Jeg satte mig op og nød naturen i læ for den stride vind. Den var ikke kold, men de der 7-9 sekundmeter kunne godt mærkes. Havørnen kom ikke på visit i dag, så der var masser af fugle at kigge på, hvis så bare jeg kunne navnene på dem.

Efter en lille tid som ornitolog, bestemte jeg mig for at trække mig. Gik den lange vej tilbage og satte mig i bilen med vinduet åbent. Skulle jeg hjem eller skulle jeg prøve en anden plads?

Jeg bestemte mig for en anden plads, nu dagen ikke var gået helt på hæld. Det er bare om at nyde, mens man kan. Om ikke andet, så få en gåtur ud af det, så bilen rullede et ukendt sted hen og jeg valgte at stoppe sådan midt i det hele.

Det var alligevel lidt mærkeligt. Inden jeg var kommet ud, havde jeg en følger helt inde på det lave som vendte brutalt da den så mig. Kastet efter huggede det ude på distancen og endnu en følger kom med. Hvad var nu det? I går kunne de knap vente til wobleren var landet (sådan lige knap og nap) og så i dag, i mere havørred agtigt vejr, så følger de kun efter? Det gentog sig en del gange - hug og følgere og intet mere. Indtil en havørred glemte at være sky i den hylende vind. Den huggede rigtigt tungt og spinstoppet havde gjort sit. Det viste sig siden at være lidt synd for fisken, for krogen sad helt nede i bagerste gælle - men sådan er spinstoppet så effektivt, nogle gange. Surt det ikke var den der 6 kilos bamse, men jeg kunne med peangen let få enkeltkrogen ud og genudsætte en flot blankfisk over målet. Følgeriet fortsatte og det samme gjorde huggene. Indtil jeg igen tog en fisk. Denne en slank, blank... tjah... måske nedgænger, som kæmpede bravt inden den også fik vand under finnerne igen.

Og så døde fiskeriet i det tiltagende mørke. Jeg kastede og gjorde ved, men med ét var fiskene væk igen. Min gyldne time var ovre. En time med kølige tæer og fingre. En time med herlig underholdning, trods fiskene var lidt sky. En time i det fri.