tirsdag den 28. april 2020

2020.04.28 Forårsfinale - del 2

Det kunne simpelthen ikke passe at april igen skulle passere med mærkelige fisk, hvorfor jeg tog en hurtig beslutning med sommertidens pragtfulde gave, at have lys til efter 21. Ergo er der jo mere fisketid efter arbejde - selv på de dage hvor excel filerne ikke vil som du eller en kunde liiiige har et par ekstra spørgsmål.

Da jeg sad i bilen på vej hjem over sletten, burde jeg mest have styret bilen over i modsatte spor og påkørt den første og bedste lastbil og afslutte det hele. Ikke at jeg har den slags tanker, men endnu engang blev jeg taget godt og grundigt i røven af de ikke tilstedeværende fisk. Jeg er helt tom for ideer, lyst, tanker og faktisk... faktisk er jeg skuffet.

Den sødlige og let vamle duft fra rapsen fik mig på andre tanker. Foråret, det som ikke finder sted i vandet i fiskesammenhæng, sneg sig ind i min gamle Mazda med alle dets dufte. Udenpå sneg Mazdaen sig ind på en natsværmer af en art, der blev efterladt som en udtværet plet på ruden. Hvis bare man kunne påkøre hornfisk på samme måde.

Da jeg gik i vandet så det ellers godt ud. Det blev ikke dårligere da jeg så en pæn ørred hoppe helt fri af vandet et stykke ude. Men det blev hurtigt skidt igen, da fralandsvinden nu havde taget al den løsrevne tang og slik og ført det ud i striber. Der sad ikke bare lidt her og der, men overalt. Jeg gik længere ud, som på sidste tur og fik lidt flere kast, men alle endte med slik på linen da OLR wobleren kom til syne.
Jeg tog en tur ned af kysten, væk fra spidsen. Meget bedre her. Eller det vil sige... der skete så ikke noget, så jeg valgte at fiske spidsen af, fra den anden side, hvilket hurtigt resulterede i 2 rygkrogede klamme horn og ingen havørreder.

Endnu en plads blev indtaget. Jeg fiskede hele det brede rev af. Mellem sten, sandpletter, tang og dybt, såvel som lavt vand, kom min kutling mod mig uden noget som helst liv bag den eller på krogen. Her var ikke bare dødt - her var helt dødt.
Efter revet, gik jeg ned i bugten og tog en lang affiskning over de store sandpletter. Det er ikke ligeså oplagt en plads som revet, men hvem ved? Ikke mig i hvert fald, for efter den lange tur og de 1000 kast, stod jeg med samme resultat som inden og tænkte at hvis jeg tog hjem nu, var det i tide til at nå at vande haven - men i stedet kørte jeg til den fjerde plads. Ved ikke hvad der driver mig... men jeg er nok bare dum og stædig.

Og udvadet her, med fuglene siddende i træerne i baggrunden og hvor solen skabte en fantastisk solnedgang, tænkte jeg at det hele ikke var så dårligt endda (selvom det var det) og fiskede mig ind i tusmørket her på tærsklen til de lyse nætter der starter nu.
Og på vej hjem i bilen ville jeg såmænd ikke køre ind i nogen lastbil, men var bare lidt frustreret over april fiskeriet igen. Samtidigt var jeg enormt glad nu klokken var over 21, lyset i horisonten stadig tydeligt og den sødligt-vamle duft fra rapsen der væltede ind i kabinen.

Medmindre jeg kan minimere hornfiskens tilstedeværelse betragteligt, er det nok aftenfiskeriet fra slut maj der venter som det næste. Medmindre Listerlandet lokker mig ud i weekenden.

søndag den 26. april 2020

2020.04.26 Forårsfinalen på Sydkysten

En af grundene til at være på Lister sidste weekend, var en flugt fra hornfisken. Jeg afskyr dem og jeg håbede at havørreden var i bedre april humør, men som du måske læste... så var der ingen fisk deroppe. Hverken af de lange tynde eller de lange tykke.

Samtidigt troede jeg at Sydkysten var blevet svært forurenet, men det var slet ikke tilfældet, for mens vi andre bidrog til samfundet, så var Javier afsted og havde et fint havørredfiskeri i løbet af ugen, med kun meget få kontakter til horn. Jeg er i gang med alle forårsprojekterne herhjemme og har brugt tiden efter job, til at lave skur, stakit og terrasse. Sådan gik lørdagen også, da det alligevel blæste fralandsvind - men det var fiskene kun glade for erfarede jeg senere. Intet var mere naturligt end at give havørreden en skalle om søndagen, når Pythagoras og jeg var færdige med at lave skur i baghaven.

Men det var atter engang havørredguden, der endte med at give mig en skalle. Jeg ankom til min gamle kærlighed og forbløffedes over alle de grønne sten - det fik pladsen til at se ud som om der var strøet enorme mængder sand ud, men grønne sten var det og det var sket på kun 2 uger. Det grønne var det her slik, som klistrer til alt. Gad vide om det har med den overgødede Østersø at gøre, sammen med det solrige april vejr? Sådan en pludselig eksplosion af alger. Jeg ved det ikke, men jeg ved at jeg havde et klamt horn efter i de første kast på hjørnet. Siden skete der intet på strækket og jeg bestemte at bugten skulle have nogle kast, hvilket i de første kast resulterede i flere følgere af den rigtige slags. Jeg overvejede at køre hjem, for jeg har åbenbart helt tabt fiskeriet på gulvet. De skal hugge - ikke følge og da det havde stået på i 15 minutter, kom Javier og samtidigt forsvandt fiskene.

Sammen fiskede vi hjørnet af igen, men fiskene var væk og vi bestemte os for at prøve ny plads. Den plads havde også andre i tankerne og 5 mand var strøet ud - undtaget lige der hvor vi ville stå, hvorfor det fik chancen. I sådan cirka 10 minutter. Så kom 3 af gutterne længere nede fra og vadede ud lige bag os. Ikke bare lidt til den ene side, men lige klods op af os. Det overgik lidt mine distance regler og så sad jeg et øjeblik efter oppe på en sten og surmulede indtil Javier også fik nok og sammen bestemte vi en tredje plads.

Som var ledig. Det var derfor en fornøjelse at vade over revet og affiske det fuldt ud, men de eneste fisk der ville lege, var givetvis de lange tynde. Jeg fiskede en enorm strækning af. Vadede langt ud, fordi der nær land lå en masse slik i vandet, som klistrede til alt. Længere ude var der minimalt med slik, men også minimalt med havørred. Der var også minimalt til kanten på mine waders på et tidspunkt, men jeg kom forbi de store sten og fortsatte min lange vandring ned mod bugten langt borte. Vel fremme, kunne jeg konstatere at hernede var mindre slik, men ligeså lidt fisk.

Gad vide om forårsfinalen på Sydkysten lige blev afsluttet der på kanten til de grønne sten? Var det virkelig det? Allerede?

lørdag den 18. april 2020

2020.04.18 Listerlandet på vandet

Jeg havde længe været træt af Sydkystens sten. Ikke at jeg var træt af fiskeriet i nogen stor grad, men i og med der ikke rigtigt skete noget, så var det lidt kedeligt at igen og igen betræde de samme sten. Jeg trængte til noget nyt og Listerlandet fyldte mere og mere i tankerne. Siden fyldte kajakken tankerne og pludselig havde jeg en tur på hånden, da vinden ikke skulle blive for skarp. Så ville Javier ikke lade mig fiske i fred og sammen var på vej i det lækreste forårsvejr gennem Skåne.

Så stod vi på verdens smukkeste kystplads - min helt store drøm siden jeg fik kajak, at se den udefra. Og jeg kan allerede nu, afsløre at turen var en ubetinget succes, for hold nu fest mand, hvor jeg har fisket over lækkert vand i mange år. Jeg kastede lidt rådvildt her og der, fordi mit blik det meste af tiden gik gennem vandet under mig. Nuvel, det var mest brune sten der dekorerede vandskabet, men her og der var der pletter af sand, ålegræs, små muslinger og pludselig gik bunden fra 4 til 1,5 meter. Faktisk lige dér hvor David og jeg plejer at stå. Den store sandplet længere ude, der i mod. Den var væk. Men ternerne dykkede stadig i området, om end ikke i stor stil. Det var måske en forklaring til at vi havde lagt 3 timer bag os, fiskene over hele revet og ind i bugten, uden nogen kontakt?

Grillen kom frem og sammen stod vi og nød stærke pølser, mens vi skuede over det blålige hav, hvor vinden cyklede lidt mellem sv og øst og skabte rifler, glat overflade og ind i mellem små krappe bølger. Jo, vi troede på det endnu. De skulle nok komme og lige dér, mellem pølse 2 og 3, blev vi enige om at blive på pladsen i stedet for at søge ny.

Så oplevede jeg det første af 2 temmelig sjældne vejrfænomener. Inde over land, opstod en enorm støvdjævel (dustdevil) og stod i et par sekunder og hvirvlede støv op. Har set dem mange gange før, men de er tit kortvarige og lynhurtige. Her fik jeg kameraet frem og violá.

Siden sad jeg længe og kiggede på den bræmme eller pølse af skyer, der lå på samme sted ude over havet. Den rullede hele tiden rundt om sig selv og blev ellers liggende i nærmest en time. Imens fangede vi ingenting, skal jeg lige tilføje - men Javier så en kongetobis under kajakken og jeg selv så en tobis i munden på en terne.
Så vendte vinden over land, for jeg så tydeligt røgen fra en skorsten som pludselig drejede 180 grader. Siden rykkede pølsen nærmere og så vidste jeg hvad der var i vente (som man siger...). Til vores held, lå vi nær land og da dravaten rykkede ind over os, slog vinden på et øjeblik om fra blid sydvesten vind, til en mere end frisk østenvind.

Det kan godt være at turen ikke var en succes i fangst, men jeg havde et mål inden jeg tog afsted. At se verdens smukkeste kystplads fra vandsiden. At jeg siden fik oplevet 2 sjældne vejrfænomener og havde en helt igennem mega hyggelig tur med Javier, var nok. Ja ja... selvfølgelig havde de blanke kronet dagen for os, men du ved godt at nulture også er gode ture. Der skal bare ikke være for mange af de nulture :-)

fredag den 17. april 2020

2020.04.17 En aftentur af de sædvanlige

Det var måske en lidt kedelig overskrift, nu jeg er inde i en enorm dal af "absolut ingen fisk" men jeg kan ikke gøre for det - hvis jeg kunne, så havde du fået billeder af fisk i stedet for solnedgang - og selvfølgelig... 6 kilos havørredER i mængder.

Men men... sådan skulle det ikke gå, selvom tankerne atter engang var at finde i sindet, som jeg gik over strandengen og så det flotte hav der smøg sig over revets sten. Der var uden tvivl fisk i suppen og de ville uden tvivl nappe alt der blev serveret.
Der gik også kun et par kast, så havde jeg en lille filur efter. Den kom ude fra stenen, der afslutter revets opbygning af sten her og der og siden flader ud. På det flade stykke har jeg fået mange fisk eller i det mindste set dem, de sidste par år. Men følgeren blev ikke fulgt op af andet og trods en langsom og grundig gennemfiskning af revet, startede jeg forfra. Denne gang med selskab af en anden fisker ude på spidsen. Der var også kommet en til længere nede, så det var spændende at se hvornår helvede brød løs og vi kunne stå med spændte klinger, men vi kørte alle revet synkront igennem, uden aftale herom, fra vest mod øst. Og hver gang jeg kiggede - og det gjorde jeg mere og mere, da huggene udeblev - stod de på samme måde som inden.

Jeg satte mig op. Bestemte siden at gå til bilen og finde en anden plads, men opdagede så at mit selskab på spidsen var en bekendt, der ofte fiskede på min næste udsete plads. Hvis han var her, så var den udsete plads enten tom for fisk eller fuld af fiskere. Det var det sidste.
Ergo kunne jeg ligeså godt blive, for det var ved at blive aften og måske kom de alligevel ind her i den sidste time? Det var vi enige om at de gjorde og med lidt mindre afstand, kørte vi revet igennem igen.

Men resultaterne udeblev og det var først da jeg kom hjem, revkammeraten fortalte at han havde fået 2 lige som jeg gik. På det tidspunkt var solen længe gået ned og jeg havde mistet troen.
Måske er det min tro der fejler? Jeg var lidt rådvild, for fiskene plejer ikke udeblive i sådan en grad som de gør nu, men jeg har nu ikke mistet troen. Jeg fanger bare ikke noget, selvom min agn er i vandet, vinden fra sydvest, vandet er 12 grader med lidt svæv og alt det andet gode.

lørdag den 11. april 2020

2020.04.11 Så er det snart hornfiske tid!

De vedholdne rygter bragte mig ud igen. Både fordi jeg gerne ville de havørreder, der for tiden ikke rigtigt gider mig, men specielt fordi der atter engang løb rygter om at de lange sataner var ved at nærme sig. For hvert rygte, tættere og tættere på. Desværre.

Og det ville da sidde fint med en omgang godt havørredfiskeri, lige inden kysten blev invaderet. Specielt fordi foråret, som jeg ellers spåede så godt, slet ikke kom rigtigt i gang. Mest på grund af vinden, der blæste rigtigt mange dage væk, men også de sidste dages underlige fisk, der er på plads og alligevel ikke rigtigt gider noget.

Og da jeg i en eftermiddagstime sad med kaffen og vidste at Javier var ude, ville jeg lige høre hvordan det gik. Han havde mistet en fin fisk og ellers intet, men han var alene ude - sikkert fordi alle var til påskefrokost.
Så et par minutter efter stod jeg udvadet på hans plads - i dag garderet med bombardaen, fordi fiskene fandme ikke skulle spille mig et puds igen. Det var længe siden jeg havde haft bombarda på, men fiskeriet gik forbavsende godt. Eller... der var ingen fisk hjemme og vi blev enige om at afsøge nye jagtmarker. Ej heller her skete der noget og dagen tegnede allerede hvad vi atter engang var bange for.
Det var derfor heller ikke en overraskelse at jeg efter en times tomt fiskeri på den tredje plads, fik et opkald fra Javier der havde stået ude på spidsen, nu ville køre hjem. Jeg overvejede det samme, men skulle lige have et kast langs land og så huggede det stenhårdt. En fisk væltede rundt og så blev linen slap. Jeg nåede lige at bande, inden jeg indså den svømmede mod mig og tordnede line på hjulet - havørreden havde åbenbart udset sig kilden til irritationen i mundvigen og dukkede op ved min side, uden at gøre noget væsen af sig - nu så jeg også fisken og kunne se en hamrende blank fisk på mindst 3 kilo og jeg ventede bare på det gode udløb, men i stedet valgte den at lave et mega hop og med det fløj fluen den ene vej og fisken den anden. Fighten havde fået en vinder - fisken.

Jeg stod og grinte lidt. De var ikke mærkelige nok til bombarda og da jeg endelig fandt en fisk, så røg den af. Jeg fiskede videre og havde senere et hug og da solen nærmede sig horisonten bag skydækket gik jeg op og byttede stang så jeg kunne afsøge sandpletterne, hvis nu...

Men frem til 20.30 hvor det blev for mørkt, skete der intet - som i nul og niks.
Billeder... well, der var intet at tage billeder af i dag.

fredag den 10. april 2020

2020.04.10 Gentagelsen

Det var helt umådeligt fine forhold. SV i styrke 5-6 og fuld sol, hvilket fik kysten til at se meget mere end indbydende ud. Det var ikke bare havørred vejr, men storørred vejr. Men hold nu kæft en kold spand vand, dagen endte med at blive.

Så kold at jeg stadig her dagen derpå sidder og overvejer om jeg ikke bare skulle starte til det der golf der... eller det kan jeg så heller ikke finde ud. Bare starte til noget hvor jeg ikke skal føle jeg er til grin.

Dagen startede som rimelig godt. Sammen gik Javier og jeg ud på det lille rev og efter 10 kast havde jeg en temmelig voldsom følger. Så den aldrig, men så skyggen og de enorme hvirvler den efterlod og som længe lå i vandet inde i næste kast. Sådan en havde siddet fint som en starter fisk. Men dens barnebarn dukkede op lidt efter og lavede samme show og så byttede jeg endegrej, for blot at have endnu en følger. Javier havde et hug og vi blev enige om et pladsbytte, som hurtigt blev forladt igen, da der ingen tegn på liv var.

Så stod vi der. Havet brusede ind, farven var grønlig med svæv og ellers klart. Det så så godt ud af jeg glemte jeg skulle tisse og jeg fiskede allerede inden jeg kom i vandet. Hvert kast var med sådan en tro at jeg kunne have flyttet bjerge - altså i virkeligheden. Men hvert kast, der intet gav, fjernede også langsomt toppen af bjerget, der blev mindre og mindre og til sidst var væk og så var der ikke noget at tro på. Bortset fra at vi blev, for det kunne da ikke passe at...

Jo... der kom 4 mand til pladsen og forsøgte sit, men også de kunne kun måbende se det vildeste havørred vand uden havørreder.

Overdrevet skuffede, som i virkelig-meget-helt-ud-til-fingerspidserne-skuffede og overraskede, valgte vi at forlade pladsen og køre hjemover. Skulle vi lige stoppe på vejen? Javier syntes det og i vandet foran mig, kom en tynd men lang havørred. Det var nok den der havde hugget længere ude, men mere skete der ikke og da Javier havde fanget en revkonge længere nede, var jeg egentlig klar til at tage rigtigt meget hjem. Meeeeen vi skulle lige - og det var faktisk mest mig der lige skulle, for "det kan ikke passe" sagde jeg. Men fiskeguden, der virkelig hader mig for tiden, svarede med et enormt og rungende "JO!"

Jeg havde en følger, mens jeg så Javier fightede en fisk. Ellers skete der intet. Så jeg gik over mod Javier, der havde sandet i nærheden i solnedgangen. Imens fightede han endnu en og da jeg kom ud var han færdig med den tredje. Selv... ja gæt en gang. Skulle jeg ikke starte med at flette bøger mon?
Jeg kan i hvert fald ikke finde ud af at fiske. Er du gal en spand koldt vand.

onsdag den 8. april 2020

2020.04.08 Tobiser og kolde fingre

Er det ikke nordvest er det åbenbart kun øst, der er i vindposen i disse dage. Så efter gårdagens nordvesten vind, var vinden så møvet om i øst igen. Hvad nu?

Javier ville alligevel med og jeg ventede på hans klartegn, hvorefter vi valgte en lokal plads, for blot at konstatere at vandet var klart og der ingen fisk var hjemme. Næste plads: Samme resultat.
Ikke uventet, men nøj hvor vi gerne ville det her.

Dagens mål blev sat. Jeg ville se nye sten og så rullede vi derover hvor danskerne plejer at være, men ikke er i år. Der var dejligt fredeligt. Stort set ikke et øje i sigte. Som i gamle dage. En ting er omtalen af tobiser, men at se dem selv... endelig, i stimer tilmed. Min forventning i kroppen er altid at når de sådan rigtigt er kystnært, så eksploderer det hele. Ikke at jeg kan huske det er sket, men det er bare en ting jeg tror på. Så da det ikke skete i dag heller, var det ikke specielt overraskende. Dog stod Javier det rigtige sted og smed 2 og fik en indenfor 3 kast. Selv havde jeg et mindre hug og så var der gået halvanden time på pladsen.

Vi valgte næste turist plads - uden turister. Vinden fik riflet overfladen og det så faktisk skidegodt ud. Da vi kom til vandet stod en spinnefisker og var ved at rense fisk. Det lovede godt. Vi gik til næste rev og startede og så fik jeg årets hug. Det var et fuldstændigt sindsygt hug, som slet ikke kan beskrives, men som tidligere omtalt... et riffelskud. Jeg lavede et kort spinstop og så blev min stang flået mod overfladen. Jeg ELSKER det! Fighten blev hård, men relativt kort og op kom en rigtigt flot blank... nedgænger? Den røg uanset ud igen, fordi fulton ikke var over 1,30. Men hold nu kæft et drømmehug altså.

Jeg stod længe og håbede på den næste, men den udeblev. Javier så ud til at være tomhændet og det samme med mine revkammerater, hvor i mod Javiers revkammerater langt nede hev en fisk på land.
Indtil jeg atter engang fik flået skulderen af led, i endnu et hamrende hårdt hug. En tyk blankfisk strøg ud af vandet 3 gange på kort tid og væltede rundt, mens den hev line af hjulet. Den var helt vild og endte efter 5 yderligere hop endelig til afkrogning. Den model dér, bare i 6 kilos klassen... suuuuk altså! Men måske den var derude, hvorefter fiskeriet fortsatte.

Næh du... jeg ved godt hvad der skal til! Efter yderligere 30 resultatløse minutter stod jeg og viftede med en pakke 5J skinke i hånden og så skulle du fandme se Javier forlade vandet i en fart ha ha
Med skinketrævler i tænderne, sad vi og nød aftenens indtog og aftalte en halv time til inden afgang.

Så blev det mærkeligt igen. Javier vadede ud lige i en stime og tog på kort tid 6 fisk, mens jeg intet mærkede. Havde en følger og et forsigtigt hug og ellers intet. Det var også der jeg fik kolde fingre og tænkte at nok kunne være nok, nu solen alligevel var gået ned.

tirsdag den 7. april 2020

2020.04.07 Nordvest i rent sommervejr

Det var lidt trist vejr i går... østenvind der ikke var direkte rar og slet ikke befordrende for fiskeriet, så da den skulle vende til nordvest i dag, var jeg faktisk glad. Ikke at det er den bedste, men noget fra vest kan man altid være glad for, for så er fiskene ikke så mærkelige. Vist nok.

Men det var de!

På den første plads, måtte jeg erfare at ikke bare ålegræs, men også det her "slik" der klistrer til alt, var spredt rigeligt ud langs kysten. Så havde jeg ikke slik på, så var det ålegræs og nogle gange begge dele.
Jeg tog ned til fluefiskernes yndling og sørme... der sad 3 af de hellige og havde pause. En af dem kunne dog nedlade sig til at udveksle et par ord med en kystrytter af knap så fin rang som dem og fortalte at de havde fået en hver inden for et par minutter og ellers var det dødt. Jeg strøg revet igennem og havde en følger, hvorefter jeg satte mig i bilen igen.

Det var tid til den gamle dame. Det er gjort besværligt derude, da flere veje er lukkede og man skal gå. Ergo er det kun dem der gider, der fisker her. Derfor var jeg heller ikke specielt overrasket over at have denne smukke strækning helt for mig selv. Men jeg var måske også lidt for alene. Fiskene var i hvert fald ikke hjemme, før jeg kom ned til hjørnet, hvor vinden i dén grad gjorde sig bemærket. Der var lidt fisk hjemme og jeg havde inden for kort tid en masse små ørreder inde og markere i agnen - men tage agnen, dét gad de ikke. Jeg tog en lang gå tur og forsøgte på flere små rev, men der var dødt udover en enkelt mini følger igen.

Gode dyr var rådne, for åbenbart var noget fra vest heller ikke godt nok.
I mens jeg sad i bilen igen, tog vinden lidt af og bevægede sig over i nord. Det indebar at jeg stod på en kystplads med spritklart vand og fralandsvind på næste stop. Det var ikke vildt overbevisende, men indgroet er de obligatoriske kast på lavt vand og mens jeg stod i vand til anklerne i første kast, huggede en fisk sørme - den fulgte siden med ind på det lave og lavede den fedeste plov i vandet bag OLR wobleren. Det så hammer godt ud og jeg kunne fange den i kastet efter, hvorefter jeg fik fuld fleks på klingen, for senere at erfare at det var en tynd blankfisk - eller sikkert en nedgænger i sølvdragt, da den ingen skader havde, men ellers var blank.

Dagen gik på hæld og den ene fisk forblev udbyttet, hvilket vel egentlig var lidt mærkeligt, men det er ikke første og slet ikke sidste gang, det sker.

søndag den 5. april 2020

2020.04.05 Kajak eller Sydkysten?

Det gode med ferie er alt det man kan nå og alt det man vil nå. Jeg vil gerne nå det hele og samtidigt skal jeg ikke nå det, men jeg er også klog nok til at vide, at er ikke jeg primus motor på hvad der skal laves hjemme, så sker der absolut intet.
På den måde fik ungerne plukket forårsløg op fra indkørslen, fruen handlet til mig og projekterne og jeg fik slået græs, gravet, revet og anlagt diverse og alt i mens det stod på, var Javier tidligt ude med kajakken. Det havde han meldt allerede dagen i forvejen og jeg var til dels lidt misundelig, da jeg også ville ud og flyde, men samtidigt var lidt tvivlende til forehavendet over en hel dag på samme plads.
Så jeg valgte at tage den med ro hjemme indtil jeg havde fået nok af det. Dernæst skulle jeg på fisketur - hvor end det så skulle foregå. Indtil jeg fik en ophidset Javier i telefonen, der på sin fiskeplads havde oplevet intet i en time og så pludselig haft et kanonhug, der omgående var vendt med grejet i munden og derefter forsvundet med 150 meter line indtil den knækkede. Han kunne intet stille op, men tænk lige over sådan en fiskehistorie og oplevelse. Mit have arbejde var ikke helt det samme dernæst.

Jeg ville ud og jeg behøvede jo ikke nå alt det hjemme allerede i dag, men mit senere opkald til Javier afslørede hvad jeg allerede tidligt havde frygtet. Det var det eneste der var sket siden da og derfor var det på med kysthabitten og ned til sydkysten i østenvinden. Eftersom vinden ikke har været som i fjor, hvor det konstant blæste øst i april, så troede jeg på projektet og da jeg så vandet, der var klaret en del op, var mine forventninger pludseligt høje.

Jeg mødte da også fisk på alle 4 pladser. Men det var små fisk der fulgte med eller huggede forsigtigt og ingen linetømmere. Endda havde jeg 3 fisk efter i 3 kast. Muligvis den samme, men alligevel.

Så med en lille havørred oppe og vende, tog jeg tidligt hjem igen og håbede på at den østenvind ville forsvinde og med vejrudsigten... ser det sådan ud i ugens løb.

lørdag den 4. april 2020

2020.04.04 Endnu en aftentur

Så startede ferien og med den en vejrudsigt der i flere dage kunne få mit mundvand til at løbe. Den der sydøsten- og østenvind var måske ikke krydderiet jeg ventede mest på, men solen skulle være fremme og der var ingen storme i sigte.

Så lørdag eftermiddag, efter en endnu en session i haven, skulle Javier og jeg lige mærke kysten af, nu de hjemlige pligter var overstået.

Men stik mod min forventning kom vi ned til en omgang kaffe med fløde over det hele. Det var måske ikke så overraskende, da jeg tænkte over fredagens lede vind. Men det havde jeg faktisk glemt, da jeg gik i haven i fuld sol og lækker vind fra vest. Jeg troede det var kongevejr og nu her... grumset. Det var lidt ærgerligt, men samtidigt, så var der sparet på fiskene til en anden dag.

Vi trodsede søerne, da vi kunne se klarere vand længere ude og begav os ud på revet for at gøre vores pligt. Det var stadig brunt, men der var tro på projektet, indtil vi havde fået nok af ingenting og jeg lige ville have et par kast med Sillingen i stedet. Det vil sige, et kast var nok - så tordnede en større sortfisk på helt inde ved stangtoppen og med den, blev vi lidt længere, men forgæves.

Ny plads blev indtaget og allerede efter et par minutter mistede jeg en fisk langt ude. Vi gav den en skalle, men lad det være sagt med det samme... det var ikke vores dag i det kaffe-med-fløde farvede vand.

Jeg glemte mit kamera og sådan blev du sparet for et "bølge, sol og modlys" billede.