søndag den 18. april 2021

2021.04.18 Kajaktræf uden reklamer og salg for øje

Når man har kajak er man tit alene ude og ser kun sjældent andre sjælefrænder. Den er selvfølgelig nem at lave om på. "Du skal bare møde op til dét og dét event"... ja og så koster det liiiige 500 kr i startafgift og hvad ved jeg..

Jeg har aldrig været til det her topkommercielle fis. Det er hyggeligt at mødes, men hvorfor skal jeg for det første betale for det og siden fodres med reklamer? Det er desuden bare et show of force, blandt dem der står for det, så man skal føle at man mangler alt det de har.

Nu kan du mene at jeg er lidt dobbeltmoralsk, idet jeg selv har en konkurrence. Det har du også lidt ret i. Men du må gerne tænke tilbage til dengang konkurrencen ikke var stor. Da var det uden gebyr og reklamer. Bare grill og mødes. At det siden blev lidt udvandet, fordi vi havde 120 tilmeldte, hvor der dukkede 5 op, gjorde at deltagerafgiften blev indført. At vi siden manglede et sted at være og samtidigt ville hjælpe en lokal grejpusher, gjorde at der kom lidt reklamer med. Men pengene vi får ind går udelukkende til bevarelse af vores vande. Selv fra de pølser vi køber - der går indtægten i samme naturpulje. Men ja... jeg er nok lidt dobbeltmoralsk. Beklager.

Nå, men så stod jeg der med kajakken på taget og 3 pølser i hånden, mens John og Olof lige havde lagt låget på grillen. Til mit held var grillen varm endnu og de 3 pøller mødte deres forudbestemte skæbne, inden jeg som John og Olof, gled ud på det helt flade, ginklare og smukke vand. Det var rent discovejr og jeg må indrømme at troen på projektet var meget lille. Det korte af det lange, var også at der intet skete den næste time og så ville jeg over til vindspringet, der igen i dag lå som de foregående dage. Ret utroligt. Jeg var så ivrig for at komme på vandet at jeg slet ikke slog hjernen til og vel ude, indså jeg at jeg hverken kunne se bunden, trods jeg var langt ude og at søerne havde rejst sig alt for meget til at det var forsvarligt at ligge der alene. Vel inde ved land, blev jeg kæntret af en bølge hvorefter jeg havde tang over alt på kajak og tøj og hvad ved jeg.

Vinden øgede yderligere og jeg var lige ved at bare køre hjem, men tænkte at en plads i lidt læ måske kunne prøves og så gled jeg for tredje gang ud på voverne, med lidt mistænksom mine, fordi vinden var gået så hurtigt fra intet til mere end frisk vind. Men Hobien er skabt til det og jeg gav pladsen en chance, ikke mindst fordi jeg hurtigt fandt fisk, men bommede ikke bare 1 men 4 i træk, fordi kajakken blev flyttet rundt i det urolige hav. Var det ikke vinden, var det bølgerne og jeg skulle hele tiden skifte side for at have vinkel på endegrejet. Men jeg lykkedes til sidst at kroge 2 blankfisk der begge kæmpede vanvittigt godt, trods det var undermålere. Jeg havde også følgere, men alle var de små, hvorfor jeg søgte videre - ikke mindst for at få ankeret op og ligge bare nogenlunde stabilt op mod vinden i fri drift.

Det gav en større nedgænger og under fighten måtte jeg kaste anker igen, for ikke at komme i sten og vel færdig med afkrogningen, skulle ankeret op og så knækkede linen til ankersystemet på grund af presset fra bølger og vind. Nu sad jeg fast, mens tovet sad i et rulleøje nede bagerst - der hvor man ikke kan komme til og mit første forsøg var tæt på at smide mig i vandet, fordi søerne kom skævt ind. Der var lidt panik på må jeg indrømme, men jeg brugte øverste etage og min åre og fik til sidst fat i ankertovet og kunne redde resterne op. Der var ikke megen mening i at fortsætte selvom jeg gjorde det. Men uden fortøjningsmulighed, var det for svært at holde kajakken i ro, hvorfor jeg til sidst måtte kapitulere og køre hjem.

lørdag den 17. april 2021

2021.04.17 En udfordrende dag

Lad mig slå det fast endnu engang. Selvfølgelig fisker jeg for at fange fisk. Helst både store og blanke, men det er man ikke altid herre over. Så da jeg kom hjem fra dagens korte tur, blev jeg mødt med beskeder som "trist" og "surt" ovenpå dagens fiskeri. Men det er ikke trist eller surt. Det er bare sådan engang i mellem.

Jeg startede med at vade ud på revet jeg havde fisket på forleden. Ikke megen forskel, bortset fra at vinden var i nordøst. Vandet var stadig utroligt højt og tillige grumset. Nu med ophvirvlet tang inde foran, hvilket gjorde de fleste kast til irritation når der skulle pilles slik eller tang af knude og wobler.

Jeg bestemte at køre mere østpå. Det er et sjovt hjørne vi bor i af Skåne. Jeg har set det masser af gange før og fra min plads med let vind, kom jeg frem til en frisk vind og brækkende søer der rullede ind. Desværre var der også her grumset og tang i vandet, men jeg gik på revet og fik nogle kast, dog uden ønsket resultat, hvorefter jeg sad i bilen og rullede videre, for blot at stoppe længere nede da jeg igen blev lokket af bedraget om at "her burde jeg kunne nå fint vand" og igen havde glemt højvandet, der gjorde at jeg ikke kunne nå lidt bedre vand uden alt for meget tang i. Det var udfordrende at være ude i dag, ikke mindst fordi jeg skulle have haft kajakken med, men ombestemte mig i sidste sekund på grund af tiden og ikke mindst fordi jeg i morgen skal lege håndværker og derfor ville være bare en anelse frisk i kroppen. Kajakfiskeri er faktisk lidt hårdt, hvis du ikke troede det. Hårdt på en fed måde, vel at mærke.

Jeg forlod den vindblæste kyst og kørte tilbage efter hvor vindspringet sluttede. Som sagt, ingen vind. Uden vind, var min tro også relativt lille, men forsøgte gjorde jeg da. Men der var helt dødt i vandet. Og så begyndte det dæleme at regne, mens jeg stod i det helt stille vand. Altså rigtig regn. Ikke hornfisk, som jeg beskrev forleden, men helt almindelig sommeragtig regn. Det bare silede ned. Og det var egentlig fedt at stå der, selvom der intet skete.

Indtil jeg så heller ikke gad det mere og bestemte mig for at slutte på hjørnet af vindspringet. Men vinden havde lagt sig i forbindelse med regnbygen og nu var der kun gammel sø tilbage. Rå og grov gammel sø, der alle andre dage burde kaste en enorm sildeæder af sig, men som kun resulterede i en blank nedgænger til sidst. Da var jeg relativt våd af de store bølger der rullede ind, bestemte jeg mig for at stoppe for dagen. Specielt vejr og dejligt med regnen, sådan midt i det hele. Man mærker virkelig at foråret har fået fat nu. Og så dufter der så dejligt at grillet entrécote på min terrasse :-)

torsdag den 15. april 2021

2021.04.15 Højvande på sydkysten

Fiskeabstinenserne var ikke oppe i det røde felt, men den der fornemmelse man kan få inden regnvejret ruller ind over den solbeskinnede terrasse og ødelægger sommeren, gør at man lige skynder sig at nyde solen lidt mere.

Og fiskeriets regnvejr er på vej. Hornfisken er landet i Danmark og ser man på datoen, er der ikke noget specielt med det. Men hvert år står jeg og en masse andre tilbage og siger... "var det det"?
Foråret, der i år aldrig blev et rigtigt forår frem til nu, men blæste og frøs væk i snebyger, slud og hagl og som kom sidelæns ind fra alle verdenshjørner hernede i det vindblæste Skåne. Og så et fiskeri, der på de dage det var muligt har været fremragende på mange kanter, men som givetvis også efterlader mig med tanker om hvor meget mere det kunne være blevet til, hvis vejret havde spillet med.
Men jeg klager ikke. En god sæson indtil videre! Og med de lyse aftener, så skal det udnyttes så længe jeg kan få fred for hornfiskene, der endnu ikke er nået til mine vande.

Javier havde været ude med Stefan hele dagen. Derfor kørte jeg først lidt over 18, selvom jeg havde alt klar ved 16 tiden. De havde nemlig fisket overalt og ikke set skyggen af fisk nogen som helst steder. Ikke så meget som et hug eller en følger var det blevet til. Og så er det jeg kommer til det her med at nyde fiskeriet inden hornene kommer, for med ovenstående melding var det ikke med speederen i bund og afsted, men bare ned og fiske lidt. Nyde solen og dennes senere nedgang, samt se forårets udvikling på kysten, der altid er flere uger bagud på grund af nærheden til vandet.

Og ja, det var nyt forår på kysten. Alt det haven havde budt på i ugevis, var først dukket op hernede nu og det er jo egentlig meget fedt at kunne få lov at nyde den slags 2 gange. Indtil jeg kom til vandet. Her var det ikke forår... her var det februar. Mega højt, grumset og koldt. Den nordøstlige vind havde gjort som den plejer og skubbet vandet fra Österlen ned til os. Præcis som det plejer at ske i februar. Heldigvis kunne jeg konstatere at vandet længere ude var mere klart i det. I hvert fald så man kunne ane bunden. Og så tog jeg en kort runde på revet, mens jeg i tankerne lå oppe i sandet bag strandvolden og skød svaner med min riffel. Jeg er træt af svaner der konstant skal frem og tilbage og frem og tilbage, lige hvor jeg står. I kajakken kan man spille svaneskak - der har de respekt, men når man er udvadet er de bare irriterende.

Svanerne fik lov at svømme deres monotone vej frem og tilbage og jeg forlod revet uden at se fisk. Javier havde ret - der var ingen fisk, men jeg tog alligevel en plads til.

Og så er det at sjove ting sker - nogle gange. Første kast på den nye plads, resulterede i at en blank nedgænger tordnede på mit bedrag. Så kommer alle antenner ud og man skærper hvert kast. Men den næste lille time gik således:
Svanepar der svømmede frem og tilbage. 2 hug. Mega lede bølger der drønede ind, trods ingen vind. Snakke Jönsson der kom ned og brugte 20 minutters fisketid. Bølgefoto med længere lukketid efter solnedgang. En nyt blink til ting-finder-samlingen, samt oprydning af 20 meter line fra havet.

søndag den 11. april 2021

2021.04.11 Fisk i farten

April med alle sine vejrtyper, fortsatte som ventet da det blev søndag. Sne og slud piskede på ruderne allerede ved 6 tiden, så jeg vendte mig om og tog en time på den anden side.

Ikke nogen ændring ved hverken 8 eller 9 tiden heller udover at sne og slud var overgået i regn, da temperaturen samtidigt var steget. Efter middag skulle regnen ophøre, vinden flove og så kunne man da lige se om det var muligt med et par timer i vandet.

Og således blev det, da Javier og jeg ankom til tiltænkte plads, som lidt i læ, sagtens kunne fiskes når først vi var kommet ud på revet. Det vil sige, jeg var lidt tidligere fremme end Javier og gik derfor i vandet for at tage de første kast... det første kast med et hug og det andet kast med en følger helt inde foran. Det tredje kast med fast fisk og så var spansken ikke engang nået i vandet, mens jeg stod og fightede!

Han så det og han så også at jeg et par kast efter først havde fisk på og siden fightede endnu en, inden han var nået ud. Det er lige den slags fiskeri man vil gå ned til og jeg var helt oppe at køre.

Da Javier kom på talevenlig afstand, kunne jeg meddele at begge var blanke nedgængere og at jeg havde haft følgere og hug og så var vi ellers i gang. Begge tog vi hver vores fisk igen og så ville jeg på tur til de næste rev, da jeg fornemmede at fiskene gik langs kysten, men efter en lang tur og kun en nedgænger som resultat, kom jeg tilbage til Javier der lige havde nappet 4 fisk i streg, da en stime kom forbi ham. Selv havde jeg godt set og mærket dem, men mistænksomme var de pludselig blevet overfor mig.

Vi gav revet et par kast til og indså at kulden i den endnu stride vind, ikke var en stor hjælper for kropsvarmen og da fiskeriet alligevel var lidt dødt for en periode, tog vi en pause på stenene.

Pausen var både tiltrængt og behagelig og efter et par englehop, armbøjninger og diverse anden gymnastik, var vi klar til endnu en runde. Eller Javier var, for vel ude så fortsatte Javier med at fange fisk, hvor jeg igen kun havde følgere. Det var underligt, for vi fiskede med det samme, da jeg i frustration havde byttet endegrej, men fiskene ville mig ikke og pludselig havde Javier fanget 9 styk mens jeg stadig stod med de 4.

Det var ikke værre end at jeg mod slutningen af dagen, alligevel fik knækket koden, hvad den så end bestod i og tog 3 på hinanden. Det var alligevel en vild dag, med tanke på vejret de første par timer. Hårde vindstød og regn, med senere aftagende vind og regn igen. Åbenbart lige hvad fiskene kunne lide og hvad der var nok så relevant - østlig vind med sin tidligere forbandelse, som må siges at kunne skydes i sænk med i alt 16 fangede havørreder.

Vi manglede kun den eller de store blanke, men mon ikke vi fortsætter jagten så snart det er muligt igen :-)

2021.04.10 En dag i solen med masser af følgere

Dengang månedernes vejr skulle deles ud, stod lille april ikke i køen, men legede på græsset. Da vejret var delt ud havde april ikke fået sit eget vejr og blev rigtig ked af det, for det var ikke mere vejr tilbage. De andre måneder forbarmede sig over hende og gav hende derfor lidt af deres. Det er derfor april er  som den er. April har ikke sit eget vejr, men er en blanding af alle årets måneder.

Så da vi gik fra sne, snekorn, hagl, blæst og torden sidste weekend og ind i denne uge med blæsende vejr, var jeg spændt på om lørdagens prognose kunne holde. Der stod nemlig sol og ikke frygtelig meget vind på menuen. Og det holdt. Knastørre 4 grader og en vind fra sydvest, var helt klart kajakvejr med solcreme og så sad jeg der alene, fordi Javier desværre ikke ville tage kajakken frem i dag. Meningen var så at jeg ville fiske med ham fra vandsiden, men jeg blev lokket af andre pladser og allerede da jeg gled ud over sandet og revet, så var jeg i himlen. Det så forbandet godt ud i solen og jeg var sikker på at det nok skulle kaste fisk af sig.

De 2 første opankringspladser, var dog ikke enige med mig, men på den tredje, hvor jeg kunne fiske nær land, skete der noget. Først var der noget der tog wobleren og ligesom holdt den - og så var linen slap igen. Så havde jeg et forsigtigt hug og i kastet efter bøvlede en stor nedgænger på. Det var en generelt slap fight, fordi fisken ikke tog udløb eller hoppede, men samtidigt også en rigtigt tung fight, fordi det senere viste sig at jeg havde kroget en rigtigt grov nedgænger med en enorm halefinne. Fisken ville simpelthen ikke ind og da jeg endelig lykkedes med det, så vidste jeg godt at den fisk til sommer var en fulton 1,4 plus. I kastet efter, mistede jeg en fisk og så gik der lidt tid, inden jeg fik endnu en nedgænger. Denne med noget mere krudt i, men ... de blanke.

Fiskeriet ebbede ud og jeg søgte en ny plads, samtidigt som 2 vadende kom til længere ude på revet. De vadede lige ud i en fisk, for de havde ret hurtigt nettet fremme og derfor testede jeg i deres nærhed, men med 5-6 kastelængder ind til dem og så gik det ellers hurtigt. 1, 2, 3, 4 ...... ja op mod måske 20 følgere havde jeg pludselig i løbet af den næste time. Men i modsætning til timen før, var fiskene pludselig groft mistænksomme. De gik op til 2 meter bag wobleren og selvom flere viste hugvillig interesse, ville jeg mene de havde haft masser af tid til at tage mit bedrag, men alt der skete var kun forsigtige hug. Det mest absurde var at kun 3 af følgerne jeg havde, var fisk under eller omkring målet. Resten var rigtigt fine fisk på 2-3 kilo som jeg lige kunne vurdere det og så var der en enkelt som var noget større... men hugge... det var pludselig ikke interessant. 

Dybt begravet i følgershowet, gik der en time med det. Så forsvandt fiskene med et knips og lige koncentreret sad jeg stadig og bare kastede og lavede finlir med endegrejet, men fiskene var væk og først da jeg havde byttet plads et par gange indså jeg at aprildagen i solen, var ved at tage en ende.

På vej ind, fik et lille område et par kast, men attituden på de fisk jeg fandt der, var den samme som inden, hvorfor jeg igen havde følgere og kun forsigtige hug. Det var en dejlig dag på vandet og en nydelse at være mobil over de mange rev man kan afsøge hurtigt og effektivt i kajakken.

I morgen får april endnu en skud december vejr, da vinden går i øst, bliver hård og medbringer sne og slud, inden temperaturen i løbet af dagen skulle stige til en 8-10 grader og vinden aftage. Typisk april - typiske havørreder. 

Jeg glemte stort set at tage billeder i dag, fordi jeg var så optaget af alle følgerne, så du må nøjes med et enkelt...

søndag den 4. april 2021

2021.04.04 Der opstod en fejl under installationen af programmet FORÅR

Vi beklager. Der gik noget galt under installationen af programmet FORÅR 2021. Du må nøjes med at bruge den seneste version "Vintervejr med blæst - ekstra meget blæst"

At foråret er her, er der ingen tvivl om. Der er små knopper overalt på træer og buske. Vintergækkerne står i fuldt flor og diverse liljer og den slags fruentimmer grønt, dækker de brune og kedelige græstæpper, skråninger og rabatter og smukt ser det ud. Men der mangler noget... og det er at foråret også viser sig fra den pæne solrige side i mere end 1 dag af gangen. Det er nu fint nok for fiskeriet at temperaturen holdes nede i havet, for i går målte jeg kun 6 grader på flere pladser. Det var 8 i sidste uge, så når foråret en dag kan installeres, så ser jeg med optimisme på fiskeriet - hvis altså det skulle ske en dag jeg kan tage fri og nyde det i kajakken.

For kajakken skulle med ud, men så kom der byger og blæst på programmet og påsken er faktisk gået med den slags, undtaget den ene dag hvor det var næsten vindstille og forårsagtigt i luften - men da havde jeg aftalt at fiske med andre der ikke havde flydende remedier til rådighed. Det er som også fint nok, men det havde været rart med en forårstur på havet i noget mere forårsagtigt vejr end det vi har til rådighed lige nu.

Turen lørdag blev ikke til noget, fordi der var skaffet ægte dansk fedt med grever til påskefrokosten, der kunne laves den dag jeg var hjemme og så gik jeg i gang med at rydde op i garagen, så der var plads til at installere håndtag og låse på de nye dørrer og garageporten, når det kommer i næste uge. Jeg fik gipset, næsten færdigt, og sendt fruen på lossepladsen med alt skidtet. Og vinterdæk blev til sommerdæk på begge biler. En fornuftig dag hjemme der afsluttedes med en fantastisk påskefrokost - med tarteletter som afslutning.

Søndag skulle vejret slå om og det med et brag. Ikke at vi gik fra forårsvejr til vintervejr. Men fra koldt forårsvejr til vintervejr og ikke nok med det, det ville kun blive værre i dag, mandag hvor dette skrives. Der ville komme hvidt i bygerne... og det passede. Sammen med en led koldfront slog vinden skarpt om og kastede først regn, siden hagl og slutteligt sne ned over mig, mens vinden hyler fra nordvest og temperaturen dykkede til hele 1 grad.

Så var det ikke så skidt alligevel, da jeg i går gik ud på revet og havde klart vand foran mig, bølgerne til trods. Stefan havde været på plads en halv time og haft hug. Selv mistede jeg en fisk efter et par kast, som var tordnet på Sillingen helt ude i kastet. Siden havde jeg en følger og da jeg lykkedes at få Sillingen ud på samme plet igen, krogede jeg en flot blankfisk lige under målet der kom til genudsætning. Rigtigt fedt vejr at fiske i, måtte jeg indrømme, men fiskene var kun kortvarigt på besøg da den næste time ikke resulterede i noget. Så gik vi ned over revet og der lykkedes Stefan med en sortfisk, mens jeg havde et par hug i det mere og mere brune vand.

Vi blev enige om at skilles, for Stefan blev lokket af en kold øl og brændeovn, mens jeg blev lokket af flere fisk. Det måtte være muligt, hvorfor jeg kørte til den altid klare plads, men vel ankommet, så havde jeg givetvis ret i at det var klart, men samtidigt indså jeg at havet for det første manglede 30 centimeter i niveau og dernæst at tang var revet med ud af det pludselige lavvande. Jeg daffede vestpå igen og fandt en anden sikker "klarvands" plads. Her fik jeg kastet en del over de lækre sten rev og hvert kast var et sikkert "nu får jeg en fisk" kast. Men huggene udeblev og så kørte jeg retur til udgangspunktet, hvor jeg nu tydeligt så alle sten jeg timerne inden havde vadet på. Det er vel den hurtigste tilbagetrækning af vand, jeg nogensinde har oplevet. Jeg kom længere og længere ud, bølgerne til trods og kastede over lidt mere klart vand, men fiskene var bogstavelig talt blæst væk og drivende våd, måtte jeg til sidst kapitulere efter 6 timer i den stride vind.

God påske :-)

fredag den 2. april 2021

2021.04.02 Hier kommt die Sonne

Der var nybegynderen, den stædige og så den rigtigt stædige. Eller måske var de 2 sidste bare dumme. Nybegynderen var nybegynder, så det kan man ikke tage fra ham. Han kom, han så, han sejrede. Og så endda inden vi andre var kommet til vandet. Så kan vi lære det!

For vist søren havde Stefan taget 4 fisk da først Javier og siden jeg dukkede op. Det lovede godt, men skulle vise sig at ende i en dag af total stædighed og forbløffelse over den gentagne udeblivelse af hvad vi kom efter. Ikke engang et pladsbytte blev til noget. Men jeg var så også tidligt om morgenen blevet advaret om hvor jeg ikke skulle køre hen, idet min ældste datter så mindst 10 andre ude på en strækning og informerede mig herom. Tak!

Så jeg kørte til Stefan og Javier. Det var kun os på plads og forbavset over at vinden lå i vest og ikke nordvest, så vandet magisk godt ud. Og når solen ville komme frem... !

Og så gik vi ellers i gang. Kast på kast, stod vi i det lækre vand og troede på det. Det gik der 5 timer med. Vi havde forsigtige hug og enkelte følgere. Javier tog en lille og så tog jeg en lang vandring over revet og kastede i alle retninger muligt. Fandt nogle fisk der fulgte efter og huggede, men absolut ikke ville bide. Jeg var ved at vende hjem efter bombarda stangen, men opdagede så at der lå et stykke med blåt oppe nordpå. Det blå stykke rykkede nærmere og mens Rammstein´s "Sonne" begyndte at spille i baghovedet, forberedte jeg mig på hvad der helt sikkert nu ville ske!

Men det skete ikke. Solen kom frem og det så kun endnu bedre ud. Vinden gik i nordvest og vi fiskede i gammel sø. Javier kommenterede mine nye waders, da vi sad og havde hvile og ja, de var gode og tætte - men hvor var fisken? Og hvad ville de mon bide på? 

Javier fik nok, selvom han er stædig og så stod jeg der alene, mens der pludselig var 2 havfruer i vandet. Vinterbadere... og så lige hvor jeg skulle gå om et øjeblik.

Jeg tog den lange tur igen. Fordi jeg er havørredfisker og tror på det. Fordi jeg ville have en fisk. Det er april og de skal den ondelyneme gå til den. Fordi det så, så godt ud. Fordi jeg er stædig, men nok mest fordi jeg bare er dum.

Men jeg lykkedes til sidst at få et af de mange hug vekslet til hvad vi vidste var derude; en lille minihavørred der overhovedet ikke kæmpede, men bare fulgte med ind.

Stefan kom, så og sejrede... længe inden vi andre mødte op til kamp, på en dag hvor det hele ellers så ud til at spille. Men vi fandt aldrig melodien, trods et ihærdigt forsøg fra Rammstein.

torsdag den 1. april 2021

2021.04.01 Besøg fra østen

I dag fik vores vande besøg fra østen, nemlig Henrik som kom fra Österlen og ville fiske i syd. Det lød ellers eksotisk ikke? Vi bestemte at prøve lidt nye rev og mødtes et sted på midten for os alle sammen. Jeg var lidt senere end de andre og blev, netop som jeg havde fået kysthabitten på, mødt af 2 slukørede fiskere, der begge meddelte at vandet var grumset. Ikke bare lidt, men meget og langt ud... og så stod vi der i den tiltagende hårde og pivkolde vind fra nordøst. Dagen var ellers startet smukt, med 7 grader og svag vind. Solen kiggede endda frem, da jeg pakkede bilen og kørte til Coop for at hente mine waders.

Men fra jeg stod foran skiltet på den lukkede dør "Lukket til klokken 12 på grund af status" og til jeg sad i bilen igen, slog vejret om. Meget lig mit humør, fordi jeg ikke kunne få mine nye waders. Nuvel, vejret lignede mere og mere neoprenwaders vejr, så jeg skulle nok få glæde af dem endnu en dag.

Og så var det at vi kørte tilbage hvorfra Javier og jeg kom, for at lede efter fiskbart vand. Det fandt vi også i den nu kun 3 grader varme vind der piskede ud over vandet. Et lille vindspring over en time, havde lynhurtigt rejst søen og farvet vandet atter engang, men vi kunne da fiske og gav det lille rev en chance mens regnen også satte ind. Sikke et april vejr!

Vi kørte videre vestpå og vendte atter engang kareterne østpå, da vinden havde møget hele kysten til flere steder. Utroligt, så hurtigt det kan gå - men undervejs havde vi også set et par pladser med klart vand og stoppede derfor der i jagten på havørred. Mens Henrik og Javier sad i græsset, ville jeg fiske området til højre af og kortvarigt havde jeg en fisk på i et par sekunder og i kastene efter et hug. De andre lignede nogle der ville videre, så jeg drog ind og meddelte at kontakten til havørreden var etableret, hvorefter Javier fulgte med mig ud på sandrevlen.

Og så fik vi hul på bylden, samtidigt med at skyerne langsomt blev mindre og færre og vinden lagde sig. Efter et par timer på revet havde vi hevet 7 havørreder og haft adskillige hug. Desværre var det kun mindre fisk op til omkring målet og så fik jeg en enkelt nedgænger, da jeg kastede mod land over et af badekarrene bag mig.

Dagen endte egentlig meget godt, trods de små fisk, for vinden lagde sig fuldstændigt mens gammel sø trillede ind og trods at flere pladser var ufiskbare, tog vi solnedgangen på en lavvandet plads med klart vand. Jeg var lidt træt i koderne efter dagens fiskeri, så jeg fotograferede, imens Javier tog en lille blankfisk. Selv havde jeg senere en følger og så kunne vi kalde det for en dag.

onsdag den 31. marts 2021

2021.03.31 Magien fortsætter - solen ligeså

Det skete sidste år, forrige år og årene inden og så er vinden ikke engang gået i øst endnu. Men på den anden side, kan det måske være med til at skyde østenvindsteorien ned. En teori jeg ikke har givet det store for, men som er kommet belejligt når fiskene er blevet mærkelige.

For i dag var næsten en gentagelse af gårddagen. Med det til forskel at vi så lidt flere fisk i dag. Javier og Stefan startede tidligt og jeg lod dem gøre det. Sådan en hel dag i solen og ved vandet, tærer lidt på energien og jeg havde det fint med at afvente de første rapporter, som udeblev. Da jeg dukkede op ved middagstid, var der intet at rapportere udover en følger til hver. Jeg gik ud længere nede på revet og tænkte at en halv time var nok her og sådan blev det hurtigt, da der først dukkede en vinkefætter op og vadede ud på min tænkte tur over revet - tak for det idiot - og siden dukkede der 3 til op ude på højresiden.

Så stod vi altså 7 mand på revet... og så gik jeg af vandet. Jeg skulle bare videre og have noget fred på et andet rev, uanset hvor. Og det fik jeg - det lange bagland på det andet rev er ikke særligt velbesøgt. Jeg skal så også indrømme at jeg ikke selv helst fisker der, men man ved aldrig. Der er masser af sand, enkelte store sten og små tangpartier, hvilket gør det til en perfekt plads for tobisjægere, men dem så jeg ikke til. Ej heller tobiser og kun en slapt hug, indikerede at der måske var fisk på plads. Eftersom jeg havde hele østsiden for mig selv tog jeg en lang vadetur, men nok så flot og lækkert vandet var, nok så livløst var der desværre også.

Vi endte oppe i en gryde bag hvad man kunne kalde en sydkyst klit og fandt der en bænk at sidde på. Da vinden døde, tiltog temperaturen og storsvedende sad vi der i solen og nød foråret i fulde drag. Sikke en dag at være ude i. Ikke optimalt havørredvejr, nu vinden havde lagt sig, men optimalt udevejr. Derfor blev suppen også indtaget i god ro og orden og mens den sidste suppe gled ned, fik jeg en mail om at min pakke var ankommet. Min pakke med nye åndbare waders, som i dén grad var tiltrængt på denne dag. 

Overvejelserne var store om at køre hjem og hente dem, men jeg endte med at lande på en ny plads igen og i mellemtiden var vinden atter tiltaget. Det var altså dagen hvor de store blanke bare skulle gå til bidet, men tiden på revet endte med samme resultat som i går. Stefan tog en nedgænger og senere en blankfisk og jeg havde pludselig et hug, hvorefter jeg krogede en blank målsfisk lige ved stangtoppen, der gik fuldstændigt amok. Et par kast efter havde jeg hug igen og siden en følger og så skete der ikke mere.

Da nok var nok, rullede jeg hjem og så stoppede jeg alligevel på et lavvandet rev. Desværre var vinden død her og overfladen lå helt blank, men jeg noterede at der lå døde tanglopper i overfladen og vidste at fiskene gik nær her. Derfor skulle jeg liiiige... og det reddede egentlig dagen, den manøvre. Stående 2 meter fra strandkanten og med hurtig indspinning, lykkedes jeg at lokke 6 hemmelige følgere ind til mig. Kun den ene huggede, men hold nu k*** hvor var det spændende og fascinerende at være med til, fordi fiskene skabte store plove i det lave vand når de kom bankende efter wobleren. Jeg prøvede at gå ud og se om det ville skabe noget, men udvadet var det præcis ligeså dødt som andre steder. Ingen følgere eller noget og vel tilbage på stranden kunne jeg gentage følgershowet. Sjov og magisk afslutning på dagen.

tirsdag den 30. marts 2021

2021.03.30 Den magiske sydkyst

Som skrevet i går, så ville det vise sig om fiskene ville lege med i solen og om solen overhovedet kom frem. Solen kom i dén grad frem, så nu skulle der kranes fisk!

Men så skete det igen. Fiskeriet døde bare. Det var ikke engang kommet i gang for dagen. Det var ellers Javier og jeg, da jeg stod og nærmest trippede i min venten på ham. Jeg havde lige runderet nede ved vandet og nej, det var ikke superklart, men det burde kunne fiskes og ved spanjolerens ankomst, var vi begge enige. Dog for senere at konstatere at der var lidt meget drivende tang også. Men det fik chancen og så byttede vi plads. Her var vandet også grumset grundet det stigende vand, men det så fremragende ud.

Vi fiskede løs og Stefan der også var på plads gav den en skalle med bombardaen - altså 3 mand på rad på jagt efter sølvtøjet og i det fjerne så jeg en blank fisk hoppe ved siden af Javier. Fedt mand - her var de altså for blot senere at konstatere at det var det eneste der var sket og mine 2 forsigtige hug var ikke noget at prale af heller. Selv havde Stefan også haft hug og når vi kommer til hug på selv bombarda... 

Så vi skiftede plads igen og aftalte at gå hver til sit. Hver til sit rev, forstås. Men vi indså kort tid efter at det var godt vi havde bremser på bilerne, for begge havde vi konstateret at grumset virkelig herskede på hver vores side af revet og ville over til hinanden - hvorefter vi sad der med front af bil mod front af bil og gloede rådvildt på hinanden.

Det endte med at vi kørte tilbage til plads 2 og prøvede revene længere nede og fandme om ikke det så endnu bedre ud her og fandme om fiskene stadig ikke var det mindste på plads eller interesserede i vores endegrej. Det forblev helt stille og så fik jeg nok af det og ville hjem. 6 timer på Sydkysten i det mest pragtfulde vejr og ikke skyggen af fisk.

Dog stoppede jeg ved udgangspunktet for lige at tjekke morgendagens tiltænkte fiskeplads ud for tang og sørme om ikke vandet igen havde trukket sig tilbage og derfor renset vandet, så det var noget nær perfekt. Jeg tog hele turen ned over revet og gik tilbage igen, ringede til Javier for at høre om han også ville se guddommeligt vand og da han alligevel havde givet op og sad i bilen, så hvorfor ikke...

Hvorefter han også troppede op og kunne konstatere det samme. Desværre for også at konstatere at fiskene... var blæst væk. Magiske sydkyst...

mandag den 29. marts 2021

2021.03.29 Blæst, regn, kajak og ferie

Jeg føler mig måske lidt forfulgt, nu hvor jeg har taget fri et par dage igen og vejret så sætter ind med hårde vinde. Hårde vinde der ikke ligefrem kæler for Sydkysten, men pisker den op så man skal agere bølgebryder. Ikke at det gør noget, for det holder så en stor skare hjemme og man kan vælge frit, men når vandet samtidigt fyldes af ålegræs, så er det ikke så sjovt længere. Det blev til et par kast på et par forskellige pladser og så havde jeg brugt nogle timer på det uden at mærke noget. Lørdag blev til søndag og Javier og jeg talte om at tage til Österlen, men samtidigt så ville vinden nok få de fleste til at søge den østlige side og ikke mindst nord for og jeg valgte derfor at blive hjemme og lade lidt op.

Men det kunne jeg så ikke finde ud af, hvorfor jeg selvfølgelig skulle ud lige der hvor regnen begyndte. Trods endnu en nultur, så må jeg indrømme at det var fedt. Vinden var nemlig gået lidt sydligere og havet havde trukket sig tilbage, hvilket ofte indebærer klart vand trods hårde vinde og ja... det var klart og kunne i dén grad fiskes. Men søen var så grov at selv helt ude i kastet, brækkede bølgerne og sillingen fik vel næppe gjort sin pligt på en fyldestgørende måde, men det var fedt at være ude og drivende våd kom jeg hjem igen, med et smil på læben.

Så sagde Javier ordet "kajak". Yes... Sydkysten havde fået chancen fra land - nu var det fra vand det gjaldt. Således gled vi i går over den let skummede sø, mens vinden rev i kinderne, men i læ for bølger var vi og kunne derfor fiske.

Den første time skete der intet og det gjorde der egentlig heller ikke den næste. Vi ankrede op lidt her og lidt der, indtil jeg pludselig fik et mega tungt hug. Fisken stod helt stille i et sekund, hvorefter den langsomt men meget bestemt gik til siden, mens den trak line af hjulet. Det var en tung udgave jeg havde fået fat i og jeg nåede kun at se den plaske i overfladen, hvorefter linen blev slap. Formentlig en nedfaldsfisk, for den var særdeles rolig, hvilket de blanke ikke plejer. Men nøj for et hug og en vægt der lå bag. Opildnet klarede jeg en time til uden de handsker jeg havde glemt hjemme og så var det tid til læ og pause. Vinden var ikke en rar medspiller, selvom vi som sagt havde læ for bølger.

Pausen var et behageligt afbræk inden vi igen begav os ud på voverne, næsten enige om at vi ikke skulle blive så længe til, nu intet skete. Jeg var dog så heldig at ankre op, at jeg i første og andet kast nappede 2 nedgængere efter hinanden. Men de blanke? Dem så vi intet til.

Faktisk gik dagen med det. Vi var egentlig på vej hjem og alligevel ville vi lige se om ikke de gemte sig her eller der, eller derovre eller herhenne... men vi fandt dem ikke. Jeg fik mod slutningen en fantastisk fight med en solid nedgænger, der virkelig gav kamp til stregen og således sluttede en blæsende dag på vandet.

Tankerne gik hurtigt mod morgendagen, hvor det siges at solen skal komme frem. Det vil jeg se frem imod. Forårstakter eller ej, så er den sol stadig vigtig for at sætte gang i fiskene. Eller... det vil jo vise sig.. i morgen..

lørdag den 27. marts 2021

2021.03.26 Afterwork med drinks fra havet

Alle arbejdsuger har en afslutning og mange foretrækker at tage på afterwork med kollegerne. Det kan jeg også godt finde på en sjælden gang i mellem, men ovenpå endnu en arbejdsuge er det heller ikke fordi energiniveauet længere er på toppen. Divaen kalder sammen med musik ... men det gjorde kysten også og så stod jeg der igen. Desværre var pladsen fra i går optaget og jeg gider ikke fiske på et afsuttet bolsje, så jeg valgte en anden plads.

Det så helt enkelt glimragende ud, da jeg gik i vandet og jeg forventede fisk i første kast, men da jeg gik over revet, var der intet tegn på liv. Det var først da jeg kom ned i krogen ind mod bugten, at jeg mærkede pillerier på Sillingen. Jeg tog et par skridt til og fik så et ordentligt hug. Hugget blev afløst af en bastant følger jeg desværre ikke så tydeligt i modlyset fra solen, men det var modellen "ret så stor". I kastet efter var der mere pilleri og netop som jeg skulle gå længere ind i bugten... ja så vader der selvfølgelig en fluefisker ud. Men jeg kunne da også bare blive stående...

Eller finde en ny plads, hvilket jeg hurtigt bestemte mig for. Jeg behøver bevægelighed, når jeg leder efter fiskene. Er de på plads er det fint at stå "stille", men finder jeg dem ikke, så skal der gang i stængerne. (Dem med waders på altså)

På vej mod den planlagte næste plads stoppede jeg halvvejs, da en af mine gamle kendinge mod forventning, var tom for andre fiskere. Jeg klodsede bremserne og kørte ned for at tjekke om jeg havde set rigtigt. Det havde jeg. Ikke et øje, hvilket var overraskende. Jeg tog revet fra parkeringen og til spidsen en del meter fra revets ydre kanter, da fiskene også går tæt på land her, men havde kun et par forsigtige hug. Vandet så ellers fantastisk ud og da jeg var på vej tilbage var der endelig en fisk der forbarmede sig i et kanonhug. Hugget blev ikke afløst af mere, men i kastet efter sad den der og en fin fight begyndte med en målsfisk, der valgte at stå af inden jeg kunne have hjulpet den.

Flere fisk var på plads og inden for kort tid tog jeg 3 yderligere blanke, hvoraf den ene var fuldstændigt vild at fighte. Den huggede helt ude i kastet og fulgte nogenlunde pænt med ind, men så gik den ellers amok med luftspring, udløb og væltede rundt. Der var så meget power i den fisk at jeg blev helt forundret og samtidigt tænkte at skulle man møde en ligesindet med 5 kilo på ryggen, så ville det da blive en meget lang aften med at få den ind.

Hugperioden var hurtigt ovre, men jeg indså samtidigt at det var dagen også. Sådan 2 hurtige timer med saltstænk fra havet ovenpå en arbejdsuge - det er den bedste cocktail man kan få. Specielt når der blandes blanke havørreder i den.

torsdag den 25. marts 2021

2021.03.25 Aftentur med bølgestænk og sølvskær

De der dage på kontoret, hvor skyerne hænger lavt og det er gråt og kedeligt udenfor, så er den blå skærm ikke så ringe endda, selvom det er arbejde... men når den blå himmel fuldstændigt overgår skærmen, så er det ikke så sjovt længere og onsdag sad jeg alt for længe og gloede på den blå skærm. Men idag... dæleme om jeg skulle misse den ventede aftentur, som jeg havde truet med så længe!

Og solen blev ved. Selv da jeg sad i alt fisketøjet, undtaget waders og svedende svarede den sidste mail... men så var jeg også klar til en super-duper udrykning. Faktisk slog jeg ny tidsrekord fra at sidde på kontoret til at stå i vandet. Imponerende som jeg kan rykke, når det gælder :-)

Men fiskene var der også! Ikke at jeg vidste det, men sådan en 4 sekundmeter fra S og fuld sol i slutningen af marts, med tobiser på trapperne... der skal altså være fisk og jeg var ikke engang kommet i vandet da det første kast blev lagt og ja... fisk efter, helt inde på det lave. En sølvblank side vendte lige som en bølge slog over den og jeg var bare lykkelig. Fedt!!

Jeg listede ud på revet og jo, der var tang i vandet til at forstyrre kastene, men når fiskene er på plads, så glider den slags lidt i baggrunden. Så havde jeg hug - ikke sådan et dunderhug, men et forsigtigt af slagsen. Kastet efter afslørede at flere fisk kunne se mit kobberbedrag. Men hvad var det for en opførsel? De skulle ikke lege med blinket - tag det dog. Men det blev ved. Enten var der tang og ålegræs på krogen eller så skete der ingenting og ellers mega forsigtige hug. 

Jeg kom ned for enden af revet, hvor en blankfisk over halvmeteren tordnede ud af vandet i et kæmpehop. Mit kast susede direkte ud til åstedet, men igen... bare et forsigtigt nap og ellers intet.

Jeg stod rådvild og tænkte hvad der nu var hemmeligheden, og byttede så agn. Ikke at det hjalp, men man bliver jo febrilsk. Javier kom ned, som jeg var ved at afslutte turen tilbage fra enden på revet. Så jeg tog en patrulje til ned over revet igen. Lige der ved stenen ude i vandet, kunne jeg tydeligt mærke en helt andet opmærksomhed på wobleren. Flere gange blev der pillet og da wobleren var vel inde, så den kunne reddes hvis det blev bundhug, tog jeg et uhørt langt spinstop og fik som modsvar et kanonhug af olympiske dimensioner. Det nærmest sang i hele stangen, men det forblev ved hugget og så var alt normalt igen.

Mine blik mod Javier blev flere og flere. Havde han fundet melodien? Og midt i et sådan blik, sad der pludselig en fisk på, men da blev jeg måske lidt skuffet. Ikke kun fordi hugget var uhørt slapt, men også fordi der straks kom en nedgænger til syne i overfladen. Den kæmpede heller ikke det mindste og så kunne den få friheden tilbage kort efter. Det var lige godt ****** tænkte jeg. Her er fuldt af fisk, men de vil ikke lege med mig og så får man sådan en slap fisk midt i det hele.

Den slappe nedgænger blev afløst af en bomstærk blankfisk. En af den slags der bare kaster skæl til højre og venstre. Synd var det bare at den var under målet og havde hugget ligeså slapt. Jeg tog nogle kast mod Javier, der pludselig var kommet nærmere. Men vi fiskede os ind i aftenstunden med uforettet sag.

Det vil sige... jeg skulle liiiige ud på revet igen da solen var forsvundet under horisonten. I det første kast kom en rigtigt flot blankfisk efter wobleren og vendte i en stor hvirvel uden så meget som et hug.

Det var vist bare sådan en aften, men nu er aftenturene i gang!

søndag den 21. marts 2021

2021.03.21 Den desperate jagt på klart vand

Planen var atter engang at vi skulle fiske i løbet af ugen. Men også denne uges planer blev gruset af renovering, hvor jeg i stedet fik hjulpet Rickard med endnu mere af hans køkken.

Sådan er der så meget. Man vil det hele og når det halve og der i mellem skal arbejde, familie og måske også lidt søvn prioriteres. Nå ja... så er man måske også lidt slidt af knokleriet da det ikke kun er en gipsskrue eller 2 der skal sættes. Men vi hygger os og jeg får rørt på mig. Det er dejligt nok!

Og lørdagen blev brugt på at arbejde videre, hugge 2 stykker svensk kopi af en Dagmar tærte i hovedet tilsat 3 ristede fra grillen og skrue en masse loftsbrædder op og vel hjemme på egen matrikel, så dæleme om ikke jeg gik i gang med at gipse badeværelset oppe lørdag aften. Gør-det-selv-dagbog.

Javier var allerede ude, da jeg sad og talte blå mærker og diverse overfladiske sår i sofaen med søndags morgenkaffen. Da jeg kort efter sad i bilen ringede jeg for at få en status, men ak... lørdagens vind og den høje vandstand havde grumset vandet til og de få steder der var tæt på klart, var der enten folk på pladsen eller tang i vandet. Så vi nød solen og skulede over havet, mens tankerne gik på tænkbare pladser. Vi valgte en plads, som ingen af os havde fisket før. Det skulle nok blive spændende og i det klare vand, betrådte vi de første sten, hvor revet kommer tæt på land og gør det muligt at affiske andet end sand. Men hvad vandet havde i klarhed, havde det så også i drivende ålegræs og 7 af 10 kast var ødelagt relativt hurtigt og så var det ikke en hjælp med vinden der mere eller mindre kun muliggjorde kast i én retning.

Slukøret er måske for stort et ord, men knap så glade gik vi langs sandet tilbage til bilerne, mens diverse flanører, der alle var ude for første gang i år, gav os lange blikke. Hvad lavede sådanne 2 starutter på deres fine badestrand? En enkel var dog høflig nok til at spørge om torsken ikke var hjemme i dag. SUK

Vi endte på en lokal gammel kending og mens vinden tog yderligere til, konstaterede vi at også her var ålegræsset drivende, men med flere skridt ud i suppen, var der mindre og mindre og faktisk... så kunne vi endelig fiske lidt effektivt på revet der plejer at give 15 havørreder på 15 kast, bortset fra at jeg endnu har det til gode. Men i dag var da en god dag at bevise det på, syntes vi!

Og vi kastede og kastede og for hvert kast, forventede jeg en havørred efter, for det så drøngodt ud, men hvert kast uden fisk efter eller på, tog også en decimal eller 2 af kropstemperaturen og vel ovre på den anden siden af revet, hvor Javier som den eneste havde kontakt til en havørred han siden mistede, så vendte vi om og ville starte forfra, for de skulle være her.

Men det var de ikke. Godnat og sov godt!

søndag den 14. marts 2021

2021.03.14 Den blanke fest fortsætter

Nogle gange, når jeg bygger om og Henrik eller Rickard står med deres (i den forbindelse) forbandede svenske millimeter snak, så bliver jeg helt blank. Så skal der bruges en regel på 2393 millimeter og lige bagefter skal vi købe 26 styk 5,4 meters "bränne" i 95 mm. Det er ikke fordi den er gal med min regnemaskine, men jeg har lidt svært ved mål, når der sprøjtes tal ud fra andres hoveder og på andre sprog. Det minder faktisk lidt om mine børns ansigter, når de spørger mig om økonomi. Så ryger der en masse tal ud og alt giver jo for fanden da mening, måske lige bortset fra hos spørgeren. Der ser lidt blank ud...

Men det var slet ikke det jeg skulle skrive om. Eller jo... noget der var blankt. Men det kommer jeg til. For først skulle jeg lige krone en hel lørdags arbejde i Rickards kommende mega køkken, med at slæbe en masse gipsplader ind ude fra indkørslen. Ikke fordi jeg trængte til motionen, men så fik jeg da brugt den kommende uges energi. Hvis man bare kunne det - men beachbody 2021 er da på vej... måske...

Og da jeg endelig sad med et grillet kyllingelår, fik jeg kontakt med spanjoleren der allerede var ude, men som havde bortdømt den første plads. Det var dog ikke værre end at der var muligheder andre steder. De andre skulle vi bare finde hernede i syd, for grumset vand er en ting, men vand med grums en anden.

Og så stod vi der i vand med grums. Og tang der drev rundt lidt her og der. Det så faktisk pissegodt ud. Det var lige præcis klart nok til at kunne fiskes og lige nøjagtigt grumset nok til at fiskene burde tordne på, men nej... Javier havde intet mærket og ved min ankomst var det som om at tangen lige skulle være ekstra nærværende, for Javiers udtalelse om 9 ud af 10 kast ikke havde tang - var vist misforstået. Det var 1 ud af 10 kast der ikke havde tang eller andet fis på vej med ind. Jeg blev lidt ærgerlig for vandet så saftsuseme godt ud og vinden fra vest, riflede det på den lækreste måde. Det var havørredvejr, hvorfor jeg satte mig op og startede mit gasblus, for at lave noget suppe. En lille glemsomhed under renoveringen og gipspladeflytningen... mad!

Suppen sad fremragende og under måltidet kunne jeg se Javier længere nede af kysten, med fleks på klingen. Jeg var tæt på at hoppe i vandet, men besindede mig og nød foråret, der var lidt køligt i dag. Køligt blev det også et par minutter senere, for en ting er at besinde sig - men det kunne man fandme ikke sige om havørreden der huggede et par sekunder senere, da jeg havde pakket maden sammen og gik over til Javier for at få en status. Han havde fået 2 blanke nedgængere, der havde kæmpet fantastisk godt og mens hans fortalte tog jeg et kast... og så smadrede en havørred bare på for fulde gardiner. Et riffelskud af et hug, hvorefter en rigtigt godt konditioneret blankfisk pløjede rundt i vandet foran os. Efter en herlig fight, bestemte jeg mig for at genudsætte en ca 3 kilos blankfisk, med en foderstand lidt over standard for marts måned. Javier var så venlig at agere fotograf, hvilket jeg påskønnede, da jeg ofte er alene med kameraet og derfor bare kan tage billeder af fisk i vandet, medmindre de hjemtages.

Vi smilte over skønheden og gik siden et par meter til siden for at kaste videre i jagten på lykken og så ja... ja, så skete det i kastet efter igen. Præcis det samme scenarie gentog sig. En blankfisk hamrede på Mask wobleren for fuld kraft og tordnede ud af vandet - jeg var målløs. Helt paf. Og endnu en gang kunne jeg efter en fed fight løfte en 3 kilos blanko op til fotografering og det er så her de kolde fingre kom ind, for jeg tabte min handske, jeg havde taget af for ikke at skade den blanke skønhed til fotoet. Men en våd handske er ikke en varm handske, hvorfor jeg den følgende time måtte stå med en hånd uden handske i den endnu kølige vind. På den anden side... de 2 blankfisk havde fuldstændigt overtaget mit sind og jeg var boblende lykkelig indeni og havde en indre varme, der gjorde godt. Hvor tit får man lige 2 blanke på omkring 3 kilo samme dag? Hvor tit sker det i 2 kast på hinanden? Det har jeg ikke oplevet før og da dagen alligevel var ved at gå på hæld, gik Javier og jeg fra vandet med et stort smil på læben og med en tak til Henrik for hans wobler. Den virker bare i det endnu kølige vand!

Det er godt nok fedt at være havørredfisker nogle dage. Eller det er det så alle dage, meeeeen... visse dage er lidt sjovere end de andre. Jeg mener... Javier og jeg havde hver taget 4 havørreder, alle omkring 3 kilo på samme dag. Hvor vildt er det lige!

onsdag den 10. marts 2021

2021.03.10 2 x 3,5 kilo og 2 x stimer - halleluja forår!

Ovenpå 2 ret stille dage i vandet og tusindvis af kast, var det helt klart den falske vej at gå i samme fodspor som dagene inden. Men der er 2 scenarier der:

På et eller andet tidspunkt kommer fiskene eller så gentog fiskeriet sig dagene i forvejen. Og den sidste troede jeg ikke på. Jeg er alligevel blevet for gammel til det her og kan sagtens leve med at gå tom fra et rev eller 2, men jeg ved også at lige i denne periode, så sker det en af dagene og til midt held oprandt dagen i dag. Stimerne kom. Nu begynder den rigtigt sjove periode, hvis vejret ellers vil, for nu skal det blæse helt vildt og så er det bare farvel kystfiskeri... 

Nok om det. Stefan ville med ud og sammen gik vi over strandens sidste sten og ud til revet. Vinden var drejet i sydøst og tiltaget, samtidigt med at et tyndt skydække slørede solen. Perfekt, idet vandet var klaret mere op. Revet er til at affiske på under 1 time og det var lige hvad vi brugte, for så kunne vi let søge andre steder, men som sagt... det er ved at være tid, så jeg var lidt ekstra spændt. Måske også derfor ekstra skuffet, da jeg kom til revets ende uden så meget som en kontakt. Faktisk var jeg på vej op, da jeg noterede "noget" i vandet. Jeg lagde et kort kast langs land og havde omgående hug. Kastet efter, det lidt længere, resulterede i det fedeste syn længe. En havørred pløjede tværs igennem bølgerne i sin jagt på mit bedrag. Den huggede forbi lige foran mig, men ikke værre end at mit korte kast straks derefter, sikrede den en enkeltkrog lige i mundvigen. SÅ meget havørred på jagt. Fuck det var fedt. En flot blankfisk på målet kæmpede bravt indtil krogløseren atter gav den friheden igen. Jeg sagde til Stefan at han nok skulle gå lidt ind, da de gik tæt på land og så havde jeg først hug igen og siden en agresiv følger. Stefan piftede øjeblikket efter og havde følgende en fantastisk fight med en rigtigt flot havørred på 3,5 kilo. Fedt fedt fedt. Der var gang i fiskene og selvom det kun blev til de 2 landede, var der ingen tvivl om at vi havde mødt en stime. 

Unødigt længe blev vi på revet, for hvis nu... men "hvis nu" effekten udeblev. Siden var Stefan træt i ryggen og jeg var sulten, hvorfor jeg kørte efter mad og tænkte på hvilken plads jeg skulle møde næste stime på.

Den første halve time var som de andre dage og modløsheden var ikke langt væk, trods stimen tidligere på dagen. Men så skete det igen. Først et hårdt hug helt ude på distancen og i kastet efter knaldede en nedgænger på for fuld skrue. Ikke så meget pjat her! Fighten var som en nedgænger gør bedst - rulle rundt og plaske i vandet, men det gjorde intet, for kastet efter resulterede i en blank målsfisk, der behagede at hugge ligeså hårdt og så give den hele armen med luftspring og anden vandsport.

Der blev ikke lagt fingre imellem i de hug og det hårde vejr til trods, da vinden nu var tiltaget yderligere, gjorde bare fiskeriet så meget federe, for jeg kunne ikke se andre ude. Jeg håbede på flere fisk og havde også 1 følger og et par hug, inden endnu en udleget fisk huggede tæt på mig. Den var flot som jeg sjældent har set dem - helt bronzefarvet og med røde pletter mellem alle de sorte. Fighten der i mod, var en gentagelse af den anden udlegede fisk.

Der MÅ være en blanko af de bedre her. Den tanke stod i 1 sekund da wobleren blev taget så hårdt at stangtoppen nærmest blev flået ned i vandoverfladen. Tunge rusk forplantede sig gennem stangen og jeg troede et øjeblik at endnu en sort var gået til bidet. Så stak den af. Først hvinede hjulet, mens fisken pløjede gennem bølgerne, siden tog den et kæmpehop der resulterede i et stort plask. Nu var jeg slet ikke i tvivl om at det var en blank og jeg prøvede at få styr på fisken, men den var ikke færdig og tog først endnu et udløb, siden svømmede den mod land og så hoppede den 3 gange igen inden jeg havde den inde ved mig. Med et sikkert greb om haleroden, kunne jeg løfte en smuk blankfisk på 3,6 kilo op på det tørre og tænkte at det alligevel var lidt vildt det her.

Jeg tog en pause og lod fisk være fisk i vandet, mens jeg nød min fangst. Åbenbart var pausen for lang, for da jeg betrådte det oppiskede vand igen, var fiskene væk. Ikke skyggen af hug, følgere eller andet mens jeg tog den sidste time i solnedgangen og den stride vind.

Det var alligevel en dejlig afslutning på fiskeriet, for i morgen.. kan jeg næppe komme ud.

tirsdag den 9. marts 2021

2021.03.09 Traner, gæs, viber, lærk og en hemmelig havørred

Det var ikke de første jeg så i år, men sammen med gæssene, viberne og en enkelt lærk, kom tranerne i dag i store flokke over Javier og jeg. Vi stod med en let vind lige ind på en af Sydkystens fede pladser og vandet lignede vitterligt en million. En million af de helt store, hvis man kan sige det? Nøj hvor det så godt ud og dagen i dag var helt sikkert stor fanger dagen. I går var en lærestreg i at man ikke kan få indfriet sine forventninger hver gang og den slags "kold-spand-vand", skal man bare finde sig i engang imellem.

Jeg gik ned over engen og så hvordan bølgerne fint rullede ind - ja du kan jo selv se på billedet. Det er jo sådan det skal se ud? Under vandet var sandkorn hvirvlet op og skabte et let flimmer, som utvivlsomt ville udløse de magiske hug. I mængder.

Da jeg sad i bilen halvanden time senere, på vej for at hente mad - og siden mødes med Javier på en endnu ubestemt plads, var det med panderynker. Jeg er helt sikker på at Javier sad med samme fornemmelse efter en gennemfiskning af revet, hvor vi absolut intet havde mærket. Jeg havde måske haft et hug, men nej... det var tomt på fisk. Helt igennem magisk. Forbandet. Men ikke forbandet magisk.

Så begyndte gårddagen alligevel at spøge lidt. Kunne det blive til hele 2 kolde spande med vand? Vi håbede det ikke og indfandt os på det næste rev. Javier havde i min frokost pause, været på anden plads og konstateret at ikke alle pladser lignede millioner, som den vi kom fra. Ergo havde han kun fisket kortvarigt, uden resultat.

Og så var det på den igen ude på revet:

Det så godt ud - tjek!

Vandet var varmere - tjek!

Solen flimrede overfladen - tjek!

Alle blinkende knapper og flaps - tjek!

Og så fortsatte historien, mens vi undgik at stå for tæt sammen, for ikke at sige de ord vi begge vidste var sandheden: At det var sådan en dag. Igen. Mærkelige fisk. Forkert agn måske? Og alt det andet tvivl, der rumsterer i hovedet, når wobleren endnu en gang kommer til syne og vandet bagved bare ser ud som de foregående 200 kast.

Og så alligevel... ud af det blå, huggede det pludselig helt uventet. Ikke et hammerhug, men så kom tyngden og en større udleget havørred viftede pænt med halen til mig, mens den rodede rundt. Trak siden line af hjulet og bøvlede frem og tilbage en 20 meter ude og så var legen forbi mente den.

Det trak op til flere fisk. De går sammen. I flokke. Store flokke. Og jeg høvlede febrilsk wobleren afsted igen og igen, men det korte af det lange... jeg gik ind og holdt pause for ryggen, mens Javier passede revet med hans bombarda. Da jeg kom ud igen, tog vi en time sammen og siden fik Javier nok for i dag, hvorefter jeg tog solnedgangen og alt der skete var at jeg havde en følger.

Altså nogle dage... nogle gange - ja endda ofte flere dage i træk... - de er bare mærkelige.

Jeg ville smide mig i græsset og nyde solen da jeg kom ind fra revet, men indså at dagen var omme og det nok ville blive en kold fornøjelse. Men selvom dagen ikke fangstmæssigt blev indfriet, så er de her spæde forårsdage med store flokke af trækkende traner og diverse andre fugle, der bebuder foråret, bare så meget værd at være ude i. Solen der varmer, selvom frosten endnu ligger i de små vandhuller. Dansemyg der ... ja danser. Og små edderkopper der vover sig frem fra tang og græs, når man sidder og holder pause. Det er slet ikke så ringe endda.

Men i morgen måtte der gerne komme en fisk eller 22 på krogen.

mandag den 8. marts 2021

2021.03.08 Endelig forår og goddag igen frost

Weekenden stod for døren og dermed indgangen til lidt fiskeri. Troede jeg. For sørme om ikke vejrguderne spillede mig et puds og øgede vindhastigheden til noget nær sur og samtidigt sendte frost og endda lidt hagl ned over mig? Lige pludselig var det ok at slide og slæbe med verdens tungeste I-bjælke hos Rickard, for at få den indenfor og op. På den anden side, der var også pølser fra grillen til dem der lavede noget og så gik weekenden med renovering, grillpølser og huller/skrabesår på fingre og ben. Men man føler sig i live når man er i gang og mandag, med stille vejr og fuld sol, var lige en sådan dag man ville i gang. Med fiskeri.

Desværre havde weekendens vind, rørt havet så meget op, at grumset flere steder lå tæt. Javier og jeg ledte efter en plads, fandt en plads og jeg gik ud i den brune suppe, for kort efter at konstatere at jeg vist nok havde haft 2 følgere, da der var opstået hvirvler i vandet foran mig. Ikke at jeg så noget som helst til fisk, men hvirvlerne var gode nok. Selv havde Javier lykkedes med en mindre blank, hvilket skete lige efter min sidste følger, så fiskene var på plads, men åbenbart ikke super velvillige.

Jeg gik med ud på hans rev, hvor vandet så fantastisk ud. Man kunne se bunden og trods den øgende vind fra sydvest, som egentlig ikke skulle hverken øge eller være i nogle sydlige hjørner, så troede vi endnu mere på det. Igen nappede Javier en fisk - en flot tyk blanko på målet var kortvarigt inde for at få krogen ud og så bestemte jeg mig for at det var tid til at varme snitterne, nu fiskene ikke gad mig alligevel.

Vinden tiltog yderligere og skubbede noget af det brune vand rundt, hvorfor vi talte om et pladsskifte, som hurtigt blev en realitet. Det var ret sjovt, for Javier plejer kun at give høje lyde fra sig, når han netter en stor fisk eller taber en fisk - her var han hurtigst ude på den nye plads og selvom jeg ikke hørte hvad han sagde, så forstod jeg hans udbrud da også jeg nåede ud på kastevenlig dybde længere nede på revet. Helt suveræn farve i vandet. Det bare stank af fisk.

Som siden viste sig at ikke være til stede. Overhovedet.

Vi overvejede at køre hjem eller retur, men blev enige om at teste en sidste plads, hvorfor vi atter engang stod i superfint vand med nye forhåbninger og forventede dem indfriet for hvert kast vi tog. Men lad mig sige det med det samme. Som de 2 lykkeriddere vi er, kastede vi os troligt ind i den kolde og smukke skyfri aften, uden så meget som med et hug til følge. Det var alligevel lidt sært, men vi er i starten af marts. Solen har endnu mere magt, selvom frosten er kommet tilbage.

Og så prøver vi da bare i morgen!

søndag den 28. februar 2021

2021.02.28 Farvel vinter - velkommen... FORÅR

Dagen i går var endnu en velsignelse udi forårsvejr og ja, jeg elsker det. Det forstår du også nu. Men ok, forstod du det ikke, var du ikke her som læser heller. Jeg døsede i sofaen ovenpå en masse sol og gode oplevelser. Bedst havde døsen været med en 5 kilos på samvitttigheden, men tålmodighed kære havørredfisker... tålmodighed.

For så at stå op til alt andet end det DMI havde lovet. Eller helt præcist... skyet vejr og ikke solskin. det var derfor helt ok at være til hvalpetræning hele formiddagen og køre hjem i roligt tempo, i endnu skyet vejr. Og vel hjemkommen, at opdatere de seneste net-fiskeri-nyheder om at der ingen fisk var. Nej, det tro da fanden... solen var der ikke.

Og da jeg stod med alt grejet klart, for at bevise Javier og Stefan uret, så tog Stefan hjem fra det falske rev, hvor der i hvert fald ingen fisk var, mens Javier ville på et for mig, ligegyldigt rev. Og jeg ville alligevel ikke falde ned i sofaen igen, fordi jeg havde fri og det nu engang var fiskedag. Så jeg overtalte, på en meget sælgeragtig måde alligevel Javier til at følge med til lige netop dén plads "du-ved-nok" og dæleme om ikke jeg lykkedes!

Så der stod vi, med vandet omkring os og fuglene foroven og forude og ... kastede igen og igen og jeg følte mig lidt som ham der sælgeren der havde lovet lidt for meget og vist nok ikke helt kunne indfri det. Indtil Javier havde en følger. Så havde sælgeren alligevel haft lidt ret, men det var så hvad der skete i timen efter, hvorefter vi indfandt os på land og strækte de stænger vi ikke kastede med og plejede de ømme rygge. Nogen af os, fordi vi havde lidt ondt generelt og andre fordi de havde været fysisk aktive med nedrivning af køkken og den slags. Javier bekendtgjorde at det var sidste tur i vand - selv så var jeg frisk på et par kast til og huskede også lige at jeg ikke havde fanget noget endnu, hvorfor det blev en selvfølge at fortsætte.

Så med mig selv som selskab betrådte jeg igen vandet og var positiv over at de 2 andre spinnefiskere først var gået i en stor bue rundt om os og siden havde forladt etablissementet. Der er nogen der stadig har forståelse for andre fiskere - en fornøjelse at opleve.

Jeg nåede 7 kast imens jeg så Javiers baglygter blive tændt og så huggede det lige som det skulle. Sådan et rigtigt saftigt og dybt hårdt hug. Bang, på god gammeldags fiskemanér. Jeg havde en fed fight med en udleget og rigtigt flot nedgænger, som selvfølgelig blev genudsat. Nøj hvor det hug sad godt. Det lugtede af flere og et par kast efter skete præcis det samme, da jeg lagde et kast langs land. Denne gang var det et endnu større "bang" da fisken huggede. Den tordnede på, selvom jeg hverken så følger bølge eller hvirvler ved Henrik´s wobler. Alligevel var det et jagende hug og jeg udstødte en eller anden guteral lyd af bare fryd, som måske mest lød som om jeg kastede op. Desværre røg fisken af og som jeg senere skrev til gutterne... var begge fisk røget af, ville jeg sværge på at det var store fede blanke fisk - men hvad ved man om det, når man ikke ser dem?

Fiskeriet gik ind i tusmørket og ved siden af wobleren kom en stor hvirvel. Intet mere skete, udover jeg havde et godt hug hele ude på distancen, men sikke en aften... igen. Denne sidste vinter aften; For nu bliver det i kalenderen, forår! Dagen er tiltaget med 3 timer og 37 minutter per i dag. Det indebærer at det er muligt med en times fiskeri efter arbejde og med tanke på weekenden, mon så ikke man liiiige kan trække i det vandtætte bentøj og nappe et par kast i solnedgangen med håbet om en god oplevelse eller 2?

Ses vi derude? Det håber jeg - med afstand!

lørdag den 27. februar 2021

2021.02.27 På randen af forår

Den uge hvor man sidder inde på kontoret, hvadenten det er hjemme eller på det "rigtige" kontor, så fortsætter foråret sin fremmarch og koncentrationen omkring arbejdet er bare ikke den samme, mens solen sender sine livgivende stråler mod land og vand. Vand, der måske var grumset, men uanset hvad blev varmet op og satte gang i alt det man drømmer om, når man sidder og arbejder.

Drømme der skulle omsættes til fisk i massevis, når man endelig havde fri. Og fri tog jeg så allerede torsdag og fredag - sådan en halv dag, begge dage. Torsdag med hunden ud i det fri, hvor jeg burde havde fisket og fredag, hvor jeg så fiskede - indså det ikke gik på grund af vinden og burde have haft hunden med. Men sådan er det nu engang. Det blev til et par kast her og er par kast der og så satte jeg mig i divaen igen, for det trængte jeg til ovenpå endnu et halvår med alt for meget arbejde og så sad jeg og tænkte på ... arbejde...

Godt det blev lørdag. Sådan en pragtfuld forårsdag, hvor jeg kunne gengælde lidt af den tid jeg havde fået af Rickard til min renovering. Nu var det min tur til at smadre hans hus. Så det gjorde jeg. Med de bare næver rev jeg hans køkken ned, vægge og lister og fixede vandet, så der ikke var indendørs fontæner. Med gips i alle åbninger (!) forlod jeg Rickard med én ting i tankerne og det var havørred.

På revet stod stod kun Stefan, da Javier var ved at rigge om. Javier havde fanget en flot blankfisk, han ville have genudsat, men da krogen sad dybt og fisken blødte meget, var den aflivet. Ingen fejl på det. Det var en rigtigt flot blankfisk, men ja, lidt tynd i det. Med håbet om flere, tog vi jagten op, men vi endte med at blive de jagede da et par viftende fjollehoveder langsomt med sikkert, bekendtgjorde deres nærvær med at komme tættere og tættere på. Sjovt de bliver ved... men sådan er det blevet.

Vi gad ikke stå og trænges og blev enige om at søge nye vande, da vi heldigvis havde hjerne nok til at affiske pladser hvor der ikke var andre. Desværre for os, var fisken ikke hjemme, hvorfor først Javier kørte hjem og siden Stefan og så stod jeg der og ville fiske... og kørte ....

Ikke hjem! Fandme nej om en så gudsbenådet forårsdag skulle spildes i divaen, når man nu stod der med kysthabitten på. Så jeg endte på det lange rev med de små fisk. Og forventningerne blev indfriet. Jeg gik langt og jeg fik små fisk, men det var sjovt fordi jeg endelig fik kontakt til de sølvblanke skabninger og det var ikke bare kontakt, men masser af kontakter. Først havde jeg et par mistænkte hug, men samtidigt stod jeg med en masse sten og tang foran mig. Siden gjorde spinstoppet sit arbejde og krogede en gudeskøn blankfisk under målet. De er bare flotte, de små filurer. I kastene efter gik det helt amok. Eller for fiskeren gik det amok - for læseren, der skete der ikke det store - men der kom virkelig fisk ind og med kolde fingre havde jeg ikke modet eller tålmodigheden til at skifte til bombarda, men nøj hvor de huggede og fulgte efter. Jeg havde vildt mange hug og følgere og i et kast hele 2 følgere. Det var rigtigt fint. At jeg kun lykkedes med endnu en lille blank, kan jeg takke mig selv for, men sådan er det med kolde fingre og knuder og den slags. Jeg var alligevel lykkelig da jeg gik fra revet, for sådan en begyndende forårsaften... den er guld værd.

søndag den 21. februar 2021

2021.02.21 En forårsdag i februar

Hvor dagen i går, blændede mig med en flot sol, højt til himlen og smagsprøver på foråret, blev dagen i dag lige toppet med lidt mere af det hele. Pludselig sidder man i sofaen, lidt stram i masken men er sprængfyldt med energi. Eller ok... jeg er nok lidt træt efter en dag ude, men det er slet ikke det samme slidte indre man sidder med. I januar, ville jeg sådan en søndag sidde i divaen og hænge ovenpå en dag ved vandet. Nu sidder jeg oppe i min man-cave på førstesalen af garagen, hvor jeg har installeret de højtalere som ikke må stå fremme i huset og så kom jeg til at supplere dem med en ret så aktiv subwoofer og pludselig kunne jeg i dén grad matche vores nye "skråt-over-gaden-naboer" og deres hang til discomusik. Forskellen mellem dem og jeg, er at jeg har døre og vinduer lukket.

Og så hører jeg rigtigt musik. Ikke ungabunga-tam-tam. Volbeat - KAN I HØRE DET?

Det kunne et eller andet sted være så fedt at smide et par mega højtalere ned til vandet og så bare fyre af. Det ville, erkendt, ødelægge idyllen ved at være ude, men samtidigt... nogle gange når man står i det lækreste vand, så er det også så opløftende at jeg kunne tænke mig netop et par møgsvin af et par højtalere stående og bare rocke sammen med mig, under fiskeriet. Måske lidt bizart, men sådan kan jeg have det netop en sådan dag som i dag. Solen der brager ned og i dén grad varmer. Nej, jeg havde ikke engang handsker på de første timer. Vandet var mere grumset i dag, men det så stadig godt ud og så var temperaturen lige krøbet op på 3 grader.

Rock on!

Faktisk var jeg startet inden jeg mødte Javier og Stefan. Men vandet var desværre rigtigt grumset på min første plads, så jeg tøffede hurtigt over til dem. Der mødte jeg en gut der sad og nød solen og sammen faldt vi i snak om Corona, Skellefteå (hvorend det nu kom fra) og selvfølgelig havørredfiskeri.

Javier og Stefan kom slukørede ind. Heller ikke de havde mærket noget som helst og det var unægtelig lidt mærkeligt, med dagens forhold. Jeg nød lidt mere sol, for det der med at være ude og bare sidde og nyde havet er så givende på sådanne forårsdage, som denne var.

På mærkelig vis lykkedes samtlige fiskere at undgå vores uhørt kendte plads i dag og jeg tog mig til sidst sammen og sneg mig ud i det våde element. På listefødder prøvede jeg at få vadeskoene til at være stille mod bundens sten og dermed kunne jeg lægge de første korte kast ud over tangkanten, hvor jeg på forventelig vis straks havde en følger. De står bare altid der, når det er som det er i dag og så huggede den lille blanke filur sørme også, men af årsager jeg ikke kan forklare, så havde jeg ikke byttet krog fra det bundhug jeg havde tidligere og ja, krogen var bøjet. Nogen gange er man bare lidt for doven eller så gider man ikke fange fisk. Sådan gik det i hvert fald et par minutter efter, da jeg fik en på som kortvarigt lod sig bemærke på stangens fleksibilitet. Den røg af og så tænkte jeg over fejlen med krogen, hvilket givetvis førte til et omgående krogbytte. Men da var det lis´som for sent med de 2 første. Jeg tog en lille blank, som med sin nærmest overforsølvede side, lod sig fighte relativt roligt ind og i et par kast efter var det hug, men fiskene var træge. Blinket var helt nede i tempo og slet ikke i det forårsmode som jeg.

Sammen sad Javier og jeg i tangen og nød vejret og lidt læ, fra den endnu kølige vind fra havet. Tangfluer fløj omkring os og jeg forstod dem godt. Tangen, der lå i store bræmmer var fulde af is og sne nedenunder, men tangfluerne havde overlevet og sammen kunne vi mærke solens varme.

Alt det liv der var - pånær i vandet. Eller... jeg tog i første kast efter pausen faktisk en til. Det lovede jo godt, men den må have gået og ventet på mig alene, for der var ikke flere - lige bortset fra den følger jeg senere havde, men det var så også det.

Javier havde ondt i ryggen. Jeg havde ondt af mig selv over alle de store fisk der bare ventede derude, men endte med at køre mit slowmotion fiskeri så langt ned i tempo, at jeg til sidst smed 2 blink væk på hinanden og så mente jeg at det var på tide med noget Volbeat oppe på garagen. Og de spiller endnu... mens jeg sidder her og er sprængfyldt af energi ovenpå en helt igennem fantastisk dejlig dag ved havet.

lørdag den 20. februar 2021

2021.02.20 Med en smag af forår

Åhhhh... den her årstid altså! Tiden går pludselig stærkt. Lyset har ved dette skriv, vundet 3 timer rent på mørket og det kan i dén grad mærkes, både på de dage hvor man tjener til dagen og vejen, men i særdeleshed når man står derude på det blå kontor og nyder.

Og man ved også godt at det gælder om at holde fast, for nu går det stærkt. Februar er snart marts. Marts er forår. Så kommer der et par blæse dage - måske går vinden i nord og lidt vinter vil bide fra sig - så er det april og i slut april begynder invasionen af de ærgerlige fisk. Så var den forårssæson pludselig forbi. Det er om at nyde det nu - men uden stress... nyde, som i, slappe af og nå at se det hele. Også selvom det er brunt de fleste steder. 

Det var også brunt i vandet. Det her underlige alge-værk jeg ikke helt kan greje hvad er for noget.

Når vandet bliver koldt, er der en masse af de her brune runde ting, der hvirvler rundt. Sammen med en frisk vind, er det hurtigt sket for det kystnære og således var det ikke så fiskbart som ønsket, ovenpå de sidste par ugers vinter.

Jeg var ellers lige ved at opgive et indlæg i februar, da jeg i sidste weekend noterede minus 11 grader herhjemme. Vejrudsigten var ikke lovende for os med forårstanker heller, så det var bare om at nyde vinteren, hvorfor jeg fik gået nogle lange ture med hunden og dens familie (kone + børn) og sammen gik vi i det bistre vejr, både på frosne enge ved havet og på selve havet. Jeg har altid elsket vinter. Sne og hård frost er bare lækkert, men det behøver ikke indtræffe i februar, når man mest tænker på forår - men det kan man jo altid skrige af, uden det hjælper en fis. Så ud og gå på det stive hav. Langt ud. Fedt.

Men så med ét stoppede vinteren. Det blev tåget og sneen smeltede. Pludselig var der forår i luften og selvom havet stadig er stift nogle steder, så var det muligt at fiske på andre pladser. Så jeg søgte mig ud på den lidt grovere kyst. Men som sagt var vandet brunt og efter 20 minutter var jeg på vej mod Javier, der også var ude i dag. Dog stoppede jeg igen på endnu en af mine små perler. Her var vandet noget nær perfekt, men trods en times indsats, så var der stadig ingen tegn på liv. Mine fingre var dog i live. Ligeså med mine tæer. Forårsvarmen var ikke til stede ved kysten, men de 2 grader vi kunne holde nede i syd og som var det samme som havet havde, var mærkbart i solen. Det var nydelse på højt plan og ja ja... selvfølgelig havde en tyksak på den rigtige side af 4 kilo stadig været det ultimative, men du ved jo hvordan klaveret spiller.

Så opsøgte jeg Javier. Han kom fra vandet, netop som jeg kørte forbi. Ingen line i øjerne, så jeg undrede hvad der var sket. Først havde han tabt en fisk og i kastet efter var linen knækket. Med en OLR ude i en sten. Ak...

Sammen gik vi på revet med hver vores bombarda og tæskede igennem til højre og venstre og tilbage. Det jeg kom fra var som sagt noget nær perfekt. Det her var helt perfekt. Det stank af havørred og det var kun de 2 grader i det våde element, der lod mig forstå at mine kåde forårstanker på masser af blanke havørreder, nok trivedes bedst i netop tankerne. Fisken var der sikkert, men det blev ved den mistede til Javier. Selv efter han var kørt hvor jeg mest tænkte at sådan en "sidste-kast-i-solnedgangen-5-kilos-motherfucker-bamse-jeg-slår-alle-fulton-rekorder" fisk, ellers havde siddet allerbedst. 

Men det var en smuk dag og jeg nød det. Og så huskede jeg hue OG handsker, fordi jeg klog af skade fra samtlige af de tidligere år, nu har forstået at foråret er fake ned ved kysten, når vinden står lige ind.