søndag den 31. januar 2021

2021.01.31 Høj sol og blå himmel

Jeg havde en aftale med familien og venner til familien, om at lufte vores hunde oppe i istidsbakkerne. Det var en dejlig tur. Lidt blæsende og kold, men dejlig. Elsker at gå deroppe, hvor dyrelivet kommer tæt på, omend jeg endnu ikke har set havørn, som ellers plejer at være en flittig vintergæst. Den fløj så over huset forleden, mens jeg sad på hjemmekontoret.

Javier havde fået et opkald fra Stefan der ville ud og mens jeg legede hundefører, indtog de den første plads, der hurtigt viste sig at være ufiskbar på grund af grums. Den næste plads var isbelagt og da jeg kom hjem, var seneste melding at de nu stod lokalt, hvorfor jeg pakkede kysthabitten og drog ud til dem. Måske der skete noget på det lange rev, men ak... Stefan var hurtig til at ryste på hovedet og så fik vi snakket lidt, men han effektivt fiskede vandet foran sig af. Javier stod længere ude og viste heller ikke tegn på kontakt til noget, hvilket siden blev bekræftet da han også kom ind for at snakke lidt.

Sammen blev vi alligevel enige om at give pladsen en tur til, men ak... efter måske 50 kast, hvor samtlige var med ålegræs, fik jeg også nok og så skiltes vore veje igen. Jeg kunne enten tage hjem og sidde og være nervøs før dagens finale i håndbold eller drage videre og på den måde få tiden til at gå.

Så jeg landede østpå, hvor der var lidt læ for den kolde vestenvind. For varmt var det bestemt ikke, men det var en utroligt smuk dag med høj sol og dybblå himmel. Perfekt ude dag.

Selvom bølgerne slog lidt hårdt ind, lykkedes jeg at affiske både siden og bagsiden af revet længere ude, ret effektivt. Vandet var helt perfekt i farven, med hvirvlende sand for hver bølge og ellers klart. Og så var det hele 3 grader her i forhold til derfra jeg kom, med kun 2 grader i vandet. Muligvis kun én grad til forskel, men det kan godt have meget at sige. Men det var fiskene ikke med på. De vidste måske heller ikke at der 50 kilometer vestpå var koldere omgivelser?

Jeg satte mig op til et par træer og nød udsigten, solen og fik lidt læ. Rigtigt dejlig afslutning på januar hvis jeg selv skal sige det. Selvfølgelig havde en havørred da gjort lykken komplet, men jeg havde det rigtigt hyggeligt ved mit træ med solen i fjæset et godt stykke tid.

Revet fik en sidste tur, men der var ingen fisk hjemme i dag eller så fandt jeg dem ikke.

Og vel hjemme... så sidder jeg og skriver her, midt i håndboldkampen. Jeg er for nervøs til at se den ha ha

søndag den 24. januar 2021

2021.01.24 En smuk eftermiddag på det blå og grå kontor

Med gårdagens fiskeri i tankerne eller rettere fisk, var jeg i dag væbnet med andre hjemmebunde kreationer for enden af linen. Jeg var også væbnet med Javier, for både at dele den forhåbentligt kommende fede oplevelse og have 2 chancer i vandet, hvor den ene måske viste sig bedre end den anden, for på den måde at knække den hemmelige kode.

Begge dele var i hvert fald i tankerne og jeg følte mig en smule sejrssikker, da vi listede os i vandet.
Der gik heller ikke mange kast, før jeg så bevægelse på det lave vand. En bølge rejste sig kortvarigt og forsvandt - ikke bag min flue, men bare midt i det hele. Jeg lagde et par kast i retningen, men intet skete de første 10 minutter og så alligevel - et stød i fluen og en hvirvel bag. Så kørte jeg jævnt ind og dæleme om ikke fisken viste interesse for Willy med ræv i røven. Den huggede hårdt og så var den fiskehistorie slut, for den næste time.

Vi gik ind for at få lidt varme oppe på det tørre. Vind var der ikke meget af og egentlig var det ikke så koldt på denne stille grå dag, selvom der var højt til loftet. Lidt snak og en cola sidder altid godt og sammen listede vi os igen ud på revet for at se om den sidste halve time kunne kaste en fisk af sig. Men allerede inden vi gik i vandet, bemærkede jeg at alle rifler var væk. Vinden havde lagt sig fuldstændigt. 

Nu blev det svært! I forvejen vældigt forsigtige fisk på lavt vand, der skulle lokkes af et stykke plastic der trak et par fjer og hundehår der lignede jeg ved ikke hvad... og vandet var klaret op fra i går, hvor der i det mindste var lidt grums...

Jeg håbede at der ville komme en head & tail, et par hvirvler her og der, for jeg var helt overbevist om at fiskene var der, men nu gik på listesko. Men der var stille - helt stille. Og så alligevel... pludselig huggede det hårdt 2 gange i fluen og så sad den der - ud af vandet strøg en havørred med siden til, men linen blev atter engang slap. Samtidigt havde Javier en hvirvel ved hans flue og et hug og så troede vi lidt på det igen, men troen var svær at holde. Det forblev ved vores gyldne minut og da blodet alligevel var forsvundet fra vores fødder, bestemte vi at nok var nok for i dag.

I det mindste havde jeg tørre tæer da jeg kom hjem - men jeg havde så også uniformeret mig med de gode gamle Bare neopren waders i dag. Tænk at de stadig både holder og er tætte. 

lørdag den 23. januar 2021

2021.01.23 En hemmelig runde fisk

Jeg har slået mig ned som fluebinder for en kort periode. Blev vældigt træt af de små kroge, halvrustne kroge og kroge der har været i sten og som allesammen sad med diverse fjer på i en flueboks der har så mange år på bagen at jeg er imponeret over at den stadig holder.

Så jeg drog atter en gang til Henrik ovre i øst og sammen sad vi og nød en gigantisk smörgåstårta der er skånes svar på smørrebrød, som tidligere omtalt. Det smagte så fuglene sang og jeg var propmæt halvvejs gennem stykket. Da jeg kørte fra Henrik havde jeg hans kasse med diverse fluebinder materialer med og så var det bare at se om jeg helt havde glemt hvordan man gjorde. Det havde jeg ikke, omend lidt øvelse gjorde underværker. Jeg fik lavet en masse kreationer. Mest noget med lyserød krop og så noget hackel i gråt langs kroppen. Og så noget reje noget, lavet af hundehår fra Henriks hund og med rød ræv i nummi. Det blev en "Willy med ræv i røven". 

Kunne de så fange noget? Jeg var tæt på allerede i de første kast, da jeg havde 2 hug på hinanden. Jeg undrede hvad søren der holdt dem tilbage, men tænkte ikke mere på det. Svaret fik jeg aldrig, for det skete ikke mere før klokken slog 16 og jeg i den stadigt lyse aften, pludselig så en hvirvel bag fluen. Dernæst begyndte flere fisk at head & taile og flere hvirvler kom til syne både tæt på og længere fra mig. Så tæt som måske 4 meter kom en fisk op med hele ryggen og så var der endda en der hoppede og 3 gange havde jeg klare hug i fluen, men åbenbart var det lyserøde ikke hvad fiskene ville have.

Det blev en magisk fiskeløs januar eftermiddag i løbet af de 20 minutter det stod på. Vildt imponeret over de plettede sølvfisk, der drog rundt i jagt på et eller andet og mig der langsomt, men helt sikkert, stod og frøs tæerne af mig selv, i stilhedens tjeneste for ikke at skræmme fiskene. Hvor var det fedt at stå midt i og samtidigt frustrerende at man endelig har taget sig sammen til at stå med bombarda og så alligevel blive fusket. Fingrene var relativt kolde, så mine tanker på en rejeflue, blev ved tankerne - deroppe hvor der stadig var lidt varme tilbage.

Vel hjemme og efter et bad, samt den nu sædvanlige gennemgang af mine Simms waders for at konstatere præcis det samme som de andre gange - at de lækker, skrev Henrik det samme som jeg havde tænkt. Rejeflue... 

Så de der "Willy med ræv i røven" skal ud og bade i morgen. Så må vi se om Henriks hund kan fange en fisk, nu et eller andet lyserødt kunststof med en grå fjer over, ikke kunne i denne runde.

søndag den 10. januar 2021

2021.01.10 Og idag med vinden som ledsager

Den lille forskel fra i går var ikke temperaturen, trods en vinddrejning over i sydvest, der ofte er det varme hjørne på denne årstid. Næh... vinden tiltog og løb med en 10-12 sekundmeter ude fra havet, hvilket umuliggjorde at komme til i syd, hvorfor Javier og jeg bestemte at prøve nyt i dag.

Vi tog over på vestsiden for at se om vi kunne finde læ, men det skal man kigge langt efter i Skåne - såvel som i Danmark. Der er ikke læ at hente i flade landskaber, men vinden kom da fra siden, vel på plads og sammen gik vi i vandet og gik... og gik og sad fast. Så gik vi ikke længere men stod og gloede lidt fjollet på hinanden. Nu var vi vadet helt herud og så sidder vi fast i vand til knæene og stadig med 100 meter ud til en vanddybe der indbød til et par kast. For mit vedkommende blev det et enkelt kast, Javier satsede på det og tog en del flere kast, mens jeg i sneflokke der kom vrimlende søgte mig længere nordover. Mere fast bund skulle jeg have under fødderne, før jeg syntes det var sjovt - men turen blev lang og undervejs i en pause ringede jeg til Javier der havde bestemt det, jeg nok også skulle have gjort. Han drog hjem igen, ovenpå vores totalt forfejlede sats, mens jeg, nu jeg alligevel var ude, lige ville gå turen jeg plejer at gå i sensommeren. Omend denne tur var i waders og med mudder, ler og tang til anklerne hele vejen.

Lad det være sagt med det samme. Jeg gik langt. Helt ud. Jeg var ret flad, med andre ord, men jeg var også rigeligt varm og havde derfor masser med overskudsvarme til at fiske temmelig længe i den stride vind, hvor jeg fuldstændigt blottet, stod og lod sneen hvirvle omkring mig. Det havde sgu siddet fint med en grov havørred, men har det ikke altid passet ind? Den huggede ikke og der skete ikke andet end at jeg langsomt fik forvandlet min overskudsvarme til en snigende kulde, der startede i fingrene for siden at krybe op af armene. Det var bestemt ikke en hyggetur og i rygsækken lå endda mit stormkøkken med gullasch. Men jeg opgav alle tanker på at lave mad ude på dette vindblæste sted - desuden var det nok 300 meter ind til nogenlunde tørt underlag og så tænkte jeg at sådan en march tilbage til bilen nok skulle give varme og ekstra meget sult.

Med varmen tilbage i kroppen og et blik der var helt frossent, sad jeg i bagagerummet på bilen en halv time efter og følte mig lidt sej. Ok, måske også lidt sølle... men jeg var gået direkte tilbage uden stop og med vinden lige i masken. Det kunne godt mærkes i kroppen og ansigtet.

Suppen gjorde underværker og et øjeblik sad jeg og nød det, mens sneen var overgået i slud. Men når man har svedt og siden sidder stille udenfor, så trænger kulden igennem, når ens åndbare undertøj og overtøj ikke kan klare kapaciteten fra en heftig tur og jeg fortrak til sidst til bilen for at køre hjem.

Billeder... ikke idag.

lørdag den 9. januar 2021

2021.01.09 Med solen som ledsager

Ovenpå en lang periode med gråvejr, der afsluttedes med sne og let frost, var det helt magisk at se solen. Ikke at januarsolen kan mærkes - knap nok i kinderne, men alligevel. Lidt indbildsk kunne man mærke den gennem de sorte handsker, men der var ingen nåde forneden.

Udvadet i vand der var lige lidt over 1 grad, var det en påmindelse om seneste tur, der sneg sig ind efter at have stået udvadet en lille time. Kulden. Langsomt men sikkert kom den i tæerne og selvom jeg lige havde haft 2 forsigtige hug og et par kast efter et rigtigt hårdt af slagsen, vidste jeg godt at "på land" var en vinder for at redde lidt liv.

Derinde gik jeg Javier og Stefan i møde, der havde stået lidt længere oppe på strækningen. De var ikke frosne som mig - men havde så også lige indtaget gullaschsuppe, som jeg ikke havde med i dag - og det får man varme af. De havde så heller ikke hul i deres vaders, som jeg alligevel ikke havde lykkedes at lave, trods endnu et ihærdigt forsøg. Nuvel, det stod ikke ind, men varmer gør det altså heller ikke, hvilket nok forklarer en del af den frossenpind periode jeg pludselig er kommet ind i.

Javier havde taget en blank på målet og mistet en stor nedfaldsfisk - Stefan haft et hug, som jeg - og ellers var der ikke sket mere.

Selv havde jeg stået med mit nye bombarda rig, inspireret af "Havørredens hemmeligheder" og nej, jeg havde ikke kludder kast, kulden til trods. Kun en enkelt gang fik forfanget fat, men det kan jeg leve med. Hvad jeg ikke kunne leve med, var det gennemløb, der nu var sat en stopper for. Hele min idé med bombarda er at der er gennemløb mellem hovedline og kreationen forenden. Men det set-up jeg havde lokket mig ud i og som var smart i alle kanter, havde fjernet gennemløbet.

Måske jeg bare skal lappe de vaders og lade være at fryse, så kan jeg jo kaste normalt uden at skulle sidde hjemme og lære alle mulige nye løsninger.

Jeg gik ud på revet igen og så stod vi 3 mand på række mens vores bedrag ploppede i vandet foran os, da næste kast måtte give en fisk mere. Men udover endnu et forsigtigt hug, så stod vi vel mest bare og slikkede sol. Vinden tiltog fra nord og så til at varmesystemet ikke kom helt i gang og gav tæerne det blod de behøvede og til sidst gik jeg op for at gå en tur og få lidt gang i kroppen. Det endte med at blive sidste tur på land, for mens jeg gik og fotograferede kom de 2 andre ind, idet de også syntes at nok var nok, nu der ikke havde været flere hug eller fisk på land.

Dagens længde er tiltaget 23 minutter og det kunne godt mærkes, stående ved bilerne i snak frem til 16:25 uden at det var helt mørkt da. Dejlig årstid der er på vej - bare gerne med lidt mindre frost og tørre vaders.

søndag den 3. januar 2021

2021.01.03 En endnu koldere dag på kontoret

Endnu engang var der planlægning og ønsker aftenen i forvejen fra forskellig side. Dog blev jeg ikke spammet af alle a-vennerne, der nok havde indset at "mig tidligt op og i januar"... nytteløst. (Det er det så også i februar ha ha)

At der desuden blæste en temmelig frisk vind fra nordøst, samt at der var frost i luften, gjorde bestemt ikke sagen bedre, så efter endnu en dejlig formiddag i sofaen med kaffekoppen og det uendelige internet, så bestemte jeg mig der lidt i middag at nu skulle jeg ud og se om der var lidt fisk i denne "herlige" fralandsvind.

Javier og Stefan var på samme tanker og var landet på min tænkte fiskeplads, allerede udvadet ved min ankomst, men uden noget resultat indtil. Ikke så overraskende måske, for vandet var dykket reelt til kun 2 grader og den der fralandsvind kan være god nogle gange, meeeen... rart var det fandme ikke i den styrke og hele 1 grad i luften. Det var faktisk bistert og alene fordi solen kom frem, lod jeg bombardaen tordne langt ud over det i håbet om en lille fisk eller 2.

Vi fiskede længe med ryggen til vinden og genfandt lidt varme i det læ vi kunne opbygge med ryggen og hænderne så tæt på kroppen som muligt. Vi vadede op over revet og pludselig skreg Stefan "JAAA"... han er ret ny til det der fiskeri, så jeg spurgte om jeg skulle komme og hjælpe med noget. Net og den slags, men han svarede at det nok skulle gå, så jeg fiskede videre mens jeg kiggede på hans fight, der trak lidt ud i forhold til den fisk jeg første gang så vende i overfladen. Nuvel, måske stangen var lidt blød i det, for op ville den ikke og slet ikke ind til netkanten, som den ellers flere gange var ved at besøge. Mens han stod og fightede, fik jeg et ordentlig hug på en eller anden ligegyldig flue jeg havde sat på bombardaen. Fisken fightede kanon, vandets temperatur til trods, men til sammenligning med den Stefan nu endelig havde i nettet, var det ikke en ligeså skøn og konditioneret havørred. Jeg valgte at genudsætte den, for de der blanke skønheder på 3,7 kg og med fulton 1,2 i januar, er svære at slå. Sikke en fiskelykke der indfandt sig.

Javier og jeg fiskede videre og pludselig foran mig kom et hul i vandet fra en følger der ville have fluen ligesom jeg skulle lægge et nyt kast. Jeg kastede på langs med land og fik kort derefter endnu en fisk på i samme kaliber som den første jeg tog. Den så nu blank ud, men grundet mine manglende skills i knudebinding af fluer, tabte jeg den da den kom ind. Jeg kan bare ikke de der knuder, men har indset at det skal læres NU. Jeg tabte også en rigtigt flot blank i foråret sidste år og jeg er ret sikker på at fordi mine fluer ligger på siden og ryggen og hvad ved jeg, fordi jeg ikke kan de knuder, så kroges de forkert.

Og fileme... så huggede det igen en halv time efter, da den første frost havde indfundet sig i mine tæer. Men det forblev ved hugget på langs med land og Javier og jeg blev enige om at der skulle varme i kroppen nu - og den kom kun ved en march tilbage til bilen. 

Jeg genfandt ikke varmen i tæerne - indså siden at begge mine sokker i mine waders lækker og kunne derfor tømme varmtvandsbeholderen da jeg kom hjem, med et langt bad til følge. Min hæl, fodsålen og mine tæer var helt hvide af kulde - det er ikke særligt sundt faktisk, så jeg må nok ty til mine gamle neopren waders på næste tur, hvis kulden og vinden holder i sig.

Uanset... sikke en fed dag trods alt. Vi fandt fisk, fangede fisk og så endda en flot blank af slagsen.

Det skal prøves igen!

lørdag den 2. januar 2021

2021.01.02 En kold dag på kontoret

Allerede i går blev de første spadestik taget for morgendagen. Der blev talt om her og der og alle vegne, men det værste var de der A-mennesker jeg kalder for venner. Altså klokken 06.30 ligger jeg og sover. Det gør jeg også klokken 8 - eller der står jeg som regel op og i dag var der, de 9 minutters mere dagslys til trods, stadig mørkt udenfor. Hvad skal man op så tidligt for i januar? Det er mørkt, koldt og i dag... tåget tilmed.

Næh du! Sengen gjorde godt. Det gjorde de mange kopper kaffe i sofaen også i de følgende timer, mens jeg ventede på de første desinner fra alle mine morgenfriske fiskekammerater. Men der var tyst på tråden.

Først ved 11 tiden kom der liv i kludene. Ingen fisk det ene sted og en enkelt mistet det andet sted. Det var også der omkring tågen lettede og jeg daffede udover sletten, mens bilens termometer viste 1 grad. Heldigvis var det udenfor. Vel ankommet til vandet, kunne Javier berette at det stadig stod 1-0 til fiskene og at han havde haft en følger. Jeg syntes det så ud som om han havde 10 følgere, for fiskerne stod på række i vandet og oppe på land. Jeg gad ikke fiske. Der var stille og der var mange ude. Ikke så meget spas der og et øjeblik overvejede jeg at køre hjem igen, men så kom jeg i tanke om den mad jeg havde liggende med Skagenröra (det er sådan hen af rejesalat) og så kunne jeg da lige nyde den, mens Johnny og hans søn kom forbi og talte lidt.

Mens vi talte, kom de andre fiskere på andre tanker for pludselig var der tomt på strækningen og så kunne der alligevel tages et par kast. Det stille vejr til ære, så havde jeg været forudseende nok til at medbringe bombarda stangen og allerede efter et par kast, huggede det helt ude. Det var årets første fisk der dér kom til afkrogning et par minutter efter. En lille blank filur med en Grå Magnus (vist nok) i munden.

Jeg troede på mange flere og hvis tro kunne varme, havde jeg helt sikkert også nydt den følgende time udvadet i det kolde vand og med den kolde vind i nakken. Men tro varmer ikke og kold begav jeg mig til sidst på land, mens jeg lige nåede at se at Javier også han kunne sætte kryds på årets første fisk.

Vi stod længe og talte os varme eller prøvede i hvert fald at få varmen mens vi talte. Han havde haft en følger af pænere størrelse, men ellers var hans fangst af samme karakter som min. Men enige var vi om at der måtte være flere på plads vi kunne lure. Vi lurede kun os selv til at tro på det og at varmen ville komme tilbage, men det gjorde den ikke. Fingrene bed, tæerne var følelsesløse og ørerne dunkede. Et pladsbytte med fuld blus på blæseren og sædevarmen i gang, gjorde underværker. Det lille rev vi indtog kunne affiskes på max 30 minutter og det bestemte vi os at give det, inden hjemturen kaldte med noget lokkende varme. Ingen af os mærkede noget som helst og sådan går januar ofte. Nogle gange er man heldig at løbe ind i en stime, men i dag var heller ikke en sådan.

fredag den 1. januar 2021

2021.01.01 Premieren

Det var en klassisk premiere tur. Lige som den skulle være. Ingen fisk, tungt hoved og et mistet blink... Og... så tager jeg 2 venstre handsker med ud. Fååårking typisk!

Hashim havde allerede nytårsaften spammet mig med spørgsmål om plads, tid, afhentning og hvad ved jeg. De unge mennesker... ak ja... selv holdte jeg, både på grund af Corona, men også belejligt nok på grund af hundehvalpen, nytår hjemme. Det var absolut ikke med min gode vilje. Siden jeg blev født, har jeg holdt nytår med mine forældre. Jeg er ikke mors dreng eller forældre syg, men jeg gider ikke en eller anden mega fest eller andet pjank nytårsaften. Jeg er en dreng... en fyrværkeri dreng og er aldrig blevet ældre på dét område. Jeg nyder at være hos mine forældre, ikke mindst fordi de, men også min søster og hendes familie, samt min egen familie elsker at spise sønderjysk grønlangkål med kålpølser til. Hamburgerryg og snaps - og så skal der fandme skydes krudt af. Det har jeg gjort gennem 46 år - måske ikke lige med snaps alle årene, men det er en tradition og den blev på grund af pandemien og det nye danske ord, samfundssind, brudt. Jeg ville heller ikke have mine forældre på besøg, siden blev de også nægtet adgang ind i landet, som alle andre besøgende og så stod vi der... men havde da løst problemet med hvalpen.

Så nytårsaften... uden så meget som et heksehyl, sad vi der og havde spist den traditionsrige middag og kiggede så ellers på klokken, der kun var 21...

Vi havde en god aften, men lad det være sagt med det samme. Det var ikke det samme.

Så selvom jeg vågnede lidt sent på årets første dag, var jeg klar til en tur ud i det fri, nu jeg havde en del ekstra tid. Hashim var selvfølgelig allerede ude og sad i bilen og tørrede sig efter de første bølgers indtog mod kysten og ikke mindst ham. En anden spinnefisker havde taget en undermåler lidt tidligere - ellers var der ikke sket noget, men jeg må indrømme at jeg troede på det. Vandet så rigtigt fint ud med let grums længere ude og så var det hele 5 grader varmt. Javier syntes det var så varmt at han havde badet i det - dermed blev hans premieretur lidt kortere end forventet. Men det er stadig januar og fiskeriet er svært - således gik det også for os.

Først havde jeg over 2 kast tydeligt hug og fisk der nappede til OLR wobleren. Siden skiftede jeg til den anden side på revet og stående der, råbte Hashim pludselig på mig. En flot blank havde nappet hans gennemløber og blev fightet ind. Så var hans premiere afklaret. Vi tog en tørn til over revet og efter jeg havde skiftet plads, endnu en tur - men som det plejer i januar... så kan der være langt mellem snapsene, hvorfor vi valgte at køre til en anden plads.

Jeg havde håbet at revet var intakt, men desværre var stort set alt dækket af sand, hvorfor mit håb om en kystnær havørred hurtigt forsvandt. De plejede ellers at stå her, men nu var det lidt meget at kaste på sand alene, hvorfor vi gik ud til første revle hvor der så i stedet var dukket et mindre rev op. Og dér kronede jeg premiereturen på bedste vis ved at sætte min OLR wobler i en sten længst ude og så var slaget tabt. De kolde fingre bedyrede at det der med knuder var lige meget nu, samtidigt som en mindre front med slud trak over os og gjorde det kolde vejr, endnu køligere.

Så langs stranden gik jeg med mit sædvanlige premiere smil på læben - uden fisk, med det sædvanlige tabte stykke endegrej og havde alligevel haft en dejlig dag ude. Det skal man sige, er der nogen der siger - men os der mener det... vi siger det altså også :-)

I morgen skal jeg prøve noget vestpå - det har de sidste år sikret masser af havørreder, hvorfor der ingen grund er til at stå nede i syd, når nu vinden alligevel går i nord.