søndag den 10. januar 2021

2021.01.10 Og idag med vinden som ledsager

Den lille forskel fra i går var ikke temperaturen, trods en vinddrejning over i sydvest, der ofte er det varme hjørne på denne årstid. Næh... vinden tiltog og løb med en 10-12 sekundmeter ude fra havet, hvilket umuliggjorde at komme til i syd, hvorfor Javier og jeg bestemte at prøve nyt i dag.

Vi tog over på vestsiden for at se om vi kunne finde læ, men det skal man kigge langt efter i Skåne - såvel som i Danmark. Der er ikke læ at hente i flade landskaber, men vinden kom da fra siden, vel på plads og sammen gik vi i vandet og gik... og gik og sad fast. Så gik vi ikke længere men stod og gloede lidt fjollet på hinanden. Nu var vi vadet helt herud og så sidder vi fast i vand til knæene og stadig med 100 meter ud til en vanddybe der indbød til et par kast. For mit vedkommende blev det et enkelt kast, Javier satsede på det og tog en del flere kast, mens jeg i sneflokke der kom vrimlende søgte mig længere nordover. Mere fast bund skulle jeg have under fødderne, før jeg syntes det var sjovt - men turen blev lang og undervejs i en pause ringede jeg til Javier der havde bestemt det, jeg nok også skulle have gjort. Han drog hjem igen, ovenpå vores totalt forfejlede sats, mens jeg, nu jeg alligevel var ude, lige ville gå turen jeg plejer at gå i sensommeren. Omend denne tur var i waders og med mudder, ler og tang til anklerne hele vejen.

Lad det være sagt med det samme. Jeg gik langt. Helt ud. Jeg var ret flad, med andre ord, men jeg var også rigeligt varm og havde derfor masser med overskudsvarme til at fiske temmelig længe i den stride vind, hvor jeg fuldstændigt blottet, stod og lod sneen hvirvle omkring mig. Det havde sgu siddet fint med en grov havørred, men har det ikke altid passet ind? Den huggede ikke og der skete ikke andet end at jeg langsomt fik forvandlet min overskudsvarme til en snigende kulde, der startede i fingrene for siden at krybe op af armene. Det var bestemt ikke en hyggetur og i rygsækken lå endda mit stormkøkken med gullasch. Men jeg opgav alle tanker på at lave mad ude på dette vindblæste sted - desuden var det nok 300 meter ind til nogenlunde tørt underlag og så tænkte jeg at sådan en march tilbage til bilen nok skulle give varme og ekstra meget sult.

Med varmen tilbage i kroppen og et blik der var helt frossent, sad jeg i bagagerummet på bilen en halv time efter og følte mig lidt sej. Ok, måske også lidt sølle... men jeg var gået direkte tilbage uden stop og med vinden lige i masken. Det kunne godt mærkes i kroppen og ansigtet.

Suppen gjorde underværker og et øjeblik sad jeg og nød det, mens sneen var overgået i slud. Men når man har svedt og siden sidder stille udenfor, så trænger kulden igennem, når ens åndbare undertøj og overtøj ikke kan klare kapaciteten fra en heftig tur og jeg fortrak til sidst til bilen for at køre hjem.

Billeder... ikke idag.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar