søndag den 28. februar 2021

2021.02.28 Farvel vinter - velkommen... FORÅR

Dagen i går var endnu en velsignelse udi forårsvejr og ja, jeg elsker det. Det forstår du også nu. Men ok, forstod du det ikke, var du ikke her som læser heller. Jeg døsede i sofaen ovenpå en masse sol og gode oplevelser. Bedst havde døsen været med en 5 kilos på samvitttigheden, men tålmodighed kære havørredfisker... tålmodighed.

For så at stå op til alt andet end det DMI havde lovet. Eller helt præcist... skyet vejr og ikke solskin. det var derfor helt ok at være til hvalpetræning hele formiddagen og køre hjem i roligt tempo, i endnu skyet vejr. Og vel hjemkommen, at opdatere de seneste net-fiskeri-nyheder om at der ingen fisk var. Nej, det tro da fanden... solen var der ikke.

Og da jeg stod med alt grejet klart, for at bevise Javier og Stefan uret, så tog Stefan hjem fra det falske rev, hvor der i hvert fald ingen fisk var, mens Javier ville på et for mig, ligegyldigt rev. Og jeg ville alligevel ikke falde ned i sofaen igen, fordi jeg havde fri og det nu engang var fiskedag. Så jeg overtalte, på en meget sælgeragtig måde alligevel Javier til at følge med til lige netop dén plads "du-ved-nok" og dæleme om ikke jeg lykkedes!

Så der stod vi, med vandet omkring os og fuglene foroven og forude og ... kastede igen og igen og jeg følte mig lidt som ham der sælgeren der havde lovet lidt for meget og vist nok ikke helt kunne indfri det. Indtil Javier havde en følger. Så havde sælgeren alligevel haft lidt ret, men det var så hvad der skete i timen efter, hvorefter vi indfandt os på land og strækte de stænger vi ikke kastede med og plejede de ømme rygge. Nogen af os, fordi vi havde lidt ondt generelt og andre fordi de havde været fysisk aktive med nedrivning af køkken og den slags. Javier bekendtgjorde at det var sidste tur i vand - selv så var jeg frisk på et par kast til og huskede også lige at jeg ikke havde fanget noget endnu, hvorfor det blev en selvfølge at fortsætte.

Så med mig selv som selskab betrådte jeg igen vandet og var positiv over at de 2 andre spinnefiskere først var gået i en stor bue rundt om os og siden havde forladt etablissementet. Der er nogen der stadig har forståelse for andre fiskere - en fornøjelse at opleve.

Jeg nåede 7 kast imens jeg så Javiers baglygter blive tændt og så huggede det lige som det skulle. Sådan et rigtigt saftigt og dybt hårdt hug. Bang, på god gammeldags fiskemanér. Jeg havde en fed fight med en udleget og rigtigt flot nedgænger, som selvfølgelig blev genudsat. Nøj hvor det hug sad godt. Det lugtede af flere og et par kast efter skete præcis det samme, da jeg lagde et kast langs land. Denne gang var det et endnu større "bang" da fisken huggede. Den tordnede på, selvom jeg hverken så følger bølge eller hvirvler ved Henrik´s wobler. Alligevel var det et jagende hug og jeg udstødte en eller anden guteral lyd af bare fryd, som måske mest lød som om jeg kastede op. Desværre røg fisken af og som jeg senere skrev til gutterne... var begge fisk røget af, ville jeg sværge på at det var store fede blanke fisk - men hvad ved man om det, når man ikke ser dem?

Fiskeriet gik ind i tusmørket og ved siden af wobleren kom en stor hvirvel. Intet mere skete, udover jeg havde et godt hug hele ude på distancen, men sikke en aften... igen. Denne sidste vinter aften; For nu bliver det i kalenderen, forår! Dagen er tiltaget med 3 timer og 37 minutter per i dag. Det indebærer at det er muligt med en times fiskeri efter arbejde og med tanke på weekenden, mon så ikke man liiiige kan trække i det vandtætte bentøj og nappe et par kast i solnedgangen med håbet om en god oplevelse eller 2?

Ses vi derude? Det håber jeg - med afstand!

lørdag den 27. februar 2021

2021.02.27 På randen af forår

Den uge hvor man sidder inde på kontoret, hvadenten det er hjemme eller på det "rigtige" kontor, så fortsætter foråret sin fremmarch og koncentrationen omkring arbejdet er bare ikke den samme, mens solen sender sine livgivende stråler mod land og vand. Vand, der måske var grumset, men uanset hvad blev varmet op og satte gang i alt det man drømmer om, når man sidder og arbejder.

Drømme der skulle omsættes til fisk i massevis, når man endelig havde fri. Og fri tog jeg så allerede torsdag og fredag - sådan en halv dag, begge dage. Torsdag med hunden ud i det fri, hvor jeg burde havde fisket og fredag, hvor jeg så fiskede - indså det ikke gik på grund af vinden og burde have haft hunden med. Men sådan er det nu engang. Det blev til et par kast her og er par kast der og så satte jeg mig i divaen igen, for det trængte jeg til ovenpå endnu et halvår med alt for meget arbejde og så sad jeg og tænkte på ... arbejde...

Godt det blev lørdag. Sådan en pragtfuld forårsdag, hvor jeg kunne gengælde lidt af den tid jeg havde fået af Rickard til min renovering. Nu var det min tur til at smadre hans hus. Så det gjorde jeg. Med de bare næver rev jeg hans køkken ned, vægge og lister og fixede vandet, så der ikke var indendørs fontæner. Med gips i alle åbninger (!) forlod jeg Rickard med én ting i tankerne og det var havørred.

På revet stod stod kun Stefan, da Javier var ved at rigge om. Javier havde fanget en flot blankfisk, han ville have genudsat, men da krogen sad dybt og fisken blødte meget, var den aflivet. Ingen fejl på det. Det var en rigtigt flot blankfisk, men ja, lidt tynd i det. Med håbet om flere, tog vi jagten op, men vi endte med at blive de jagede da et par viftende fjollehoveder langsomt med sikkert, bekendtgjorde deres nærvær med at komme tættere og tættere på. Sjovt de bliver ved... men sådan er det blevet.

Vi gad ikke stå og trænges og blev enige om at søge nye vande, da vi heldigvis havde hjerne nok til at affiske pladser hvor der ikke var andre. Desværre for os, var fisken ikke hjemme, hvorfor først Javier kørte hjem og siden Stefan og så stod jeg der og ville fiske... og kørte ....

Ikke hjem! Fandme nej om en så gudsbenådet forårsdag skulle spildes i divaen, når man nu stod der med kysthabitten på. Så jeg endte på det lange rev med de små fisk. Og forventningerne blev indfriet. Jeg gik langt og jeg fik små fisk, men det var sjovt fordi jeg endelig fik kontakt til de sølvblanke skabninger og det var ikke bare kontakt, men masser af kontakter. Først havde jeg et par mistænkte hug, men samtidigt stod jeg med en masse sten og tang foran mig. Siden gjorde spinstoppet sit arbejde og krogede en gudeskøn blankfisk under målet. De er bare flotte, de små filurer. I kastene efter gik det helt amok. Eller for fiskeren gik det amok - for læseren, der skete der ikke det store - men der kom virkelig fisk ind og med kolde fingre havde jeg ikke modet eller tålmodigheden til at skifte til bombarda, men nøj hvor de huggede og fulgte efter. Jeg havde vildt mange hug og følgere og i et kast hele 2 følgere. Det var rigtigt fint. At jeg kun lykkedes med endnu en lille blank, kan jeg takke mig selv for, men sådan er det med kolde fingre og knuder og den slags. Jeg var alligevel lykkelig da jeg gik fra revet, for sådan en begyndende forårsaften... den er guld værd.

søndag den 21. februar 2021

2021.02.21 En forårsdag i februar

Hvor dagen i går, blændede mig med en flot sol, højt til himlen og smagsprøver på foråret, blev dagen i dag lige toppet med lidt mere af det hele. Pludselig sidder man i sofaen, lidt stram i masken men er sprængfyldt med energi. Eller ok... jeg er nok lidt træt efter en dag ude, men det er slet ikke det samme slidte indre man sidder med. I januar, ville jeg sådan en søndag sidde i divaen og hænge ovenpå en dag ved vandet. Nu sidder jeg oppe i min man-cave på førstesalen af garagen, hvor jeg har installeret de højtalere som ikke må stå fremme i huset og så kom jeg til at supplere dem med en ret så aktiv subwoofer og pludselig kunne jeg i dén grad matche vores nye "skråt-over-gaden-naboer" og deres hang til discomusik. Forskellen mellem dem og jeg, er at jeg har døre og vinduer lukket.

Og så hører jeg rigtigt musik. Ikke ungabunga-tam-tam. Volbeat - KAN I HØRE DET?

Det kunne et eller andet sted være så fedt at smide et par mega højtalere ned til vandet og så bare fyre af. Det ville, erkendt, ødelægge idyllen ved at være ude, men samtidigt... nogle gange når man står i det lækreste vand, så er det også så opløftende at jeg kunne tænke mig netop et par møgsvin af et par højtalere stående og bare rocke sammen med mig, under fiskeriet. Måske lidt bizart, men sådan kan jeg have det netop en sådan dag som i dag. Solen der brager ned og i dén grad varmer. Nej, jeg havde ikke engang handsker på de første timer. Vandet var mere grumset i dag, men det så stadig godt ud og så var temperaturen lige krøbet op på 3 grader.

Rock on!

Faktisk var jeg startet inden jeg mødte Javier og Stefan. Men vandet var desværre rigtigt grumset på min første plads, så jeg tøffede hurtigt over til dem. Der mødte jeg en gut der sad og nød solen og sammen faldt vi i snak om Corona, Skellefteå (hvorend det nu kom fra) og selvfølgelig havørredfiskeri.

Javier og Stefan kom slukørede ind. Heller ikke de havde mærket noget som helst og det var unægtelig lidt mærkeligt, med dagens forhold. Jeg nød lidt mere sol, for det der med at være ude og bare sidde og nyde havet er så givende på sådanne forårsdage, som denne var.

På mærkelig vis lykkedes samtlige fiskere at undgå vores uhørt kendte plads i dag og jeg tog mig til sidst sammen og sneg mig ud i det våde element. På listefødder prøvede jeg at få vadeskoene til at være stille mod bundens sten og dermed kunne jeg lægge de første korte kast ud over tangkanten, hvor jeg på forventelig vis straks havde en følger. De står bare altid der, når det er som det er i dag og så huggede den lille blanke filur sørme også, men af årsager jeg ikke kan forklare, så havde jeg ikke byttet krog fra det bundhug jeg havde tidligere og ja, krogen var bøjet. Nogen gange er man bare lidt for doven eller så gider man ikke fange fisk. Sådan gik det i hvert fald et par minutter efter, da jeg fik en på som kortvarigt lod sig bemærke på stangens fleksibilitet. Den røg af og så tænkte jeg over fejlen med krogen, hvilket givetvis førte til et omgående krogbytte. Men da var det lis´som for sent med de 2 første. Jeg tog en lille blank, som med sin nærmest overforsølvede side, lod sig fighte relativt roligt ind og i et par kast efter var det hug, men fiskene var træge. Blinket var helt nede i tempo og slet ikke i det forårsmode som jeg.

Sammen sad Javier og jeg i tangen og nød vejret og lidt læ, fra den endnu kølige vind fra havet. Tangfluer fløj omkring os og jeg forstod dem godt. Tangen, der lå i store bræmmer var fulde af is og sne nedenunder, men tangfluerne havde overlevet og sammen kunne vi mærke solens varme.

Alt det liv der var - pånær i vandet. Eller... jeg tog i første kast efter pausen faktisk en til. Det lovede jo godt, men den må have gået og ventet på mig alene, for der var ikke flere - lige bortset fra den følger jeg senere havde, men det var så også det.

Javier havde ondt i ryggen. Jeg havde ondt af mig selv over alle de store fisk der bare ventede derude, men endte med at køre mit slowmotion fiskeri så langt ned i tempo, at jeg til sidst smed 2 blink væk på hinanden og så mente jeg at det var på tide med noget Volbeat oppe på garagen. Og de spiller endnu... mens jeg sidder her og er sprængfyldt af energi ovenpå en helt igennem fantastisk dejlig dag ved havet.

lørdag den 20. februar 2021

2021.02.20 Med en smag af forår

Åhhhh... den her årstid altså! Tiden går pludselig stærkt. Lyset har ved dette skriv, vundet 3 timer rent på mørket og det kan i dén grad mærkes, både på de dage hvor man tjener til dagen og vejen, men i særdeleshed når man står derude på det blå kontor og nyder.

Og man ved også godt at det gælder om at holde fast, for nu går det stærkt. Februar er snart marts. Marts er forår. Så kommer der et par blæse dage - måske går vinden i nord og lidt vinter vil bide fra sig - så er det april og i slut april begynder invasionen af de ærgerlige fisk. Så var den forårssæson pludselig forbi. Det er om at nyde det nu - men uden stress... nyde, som i, slappe af og nå at se det hele. Også selvom det er brunt de fleste steder. 

Det var også brunt i vandet. Det her underlige alge-værk jeg ikke helt kan greje hvad er for noget.

Når vandet bliver koldt, er der en masse af de her brune runde ting, der hvirvler rundt. Sammen med en frisk vind, er det hurtigt sket for det kystnære og således var det ikke så fiskbart som ønsket, ovenpå de sidste par ugers vinter.

Jeg var ellers lige ved at opgive et indlæg i februar, da jeg i sidste weekend noterede minus 11 grader herhjemme. Vejrudsigten var ikke lovende for os med forårstanker heller, så det var bare om at nyde vinteren, hvorfor jeg fik gået nogle lange ture med hunden og dens familie (kone + børn) og sammen gik vi i det bistre vejr, både på frosne enge ved havet og på selve havet. Jeg har altid elsket vinter. Sne og hård frost er bare lækkert, men det behøver ikke indtræffe i februar, når man mest tænker på forår - men det kan man jo altid skrige af, uden det hjælper en fis. Så ud og gå på det stive hav. Langt ud. Fedt.

Men så med ét stoppede vinteren. Det blev tåget og sneen smeltede. Pludselig var der forår i luften og selvom havet stadig er stift nogle steder, så var det muligt at fiske på andre pladser. Så jeg søgte mig ud på den lidt grovere kyst. Men som sagt var vandet brunt og efter 20 minutter var jeg på vej mod Javier, der også var ude i dag. Dog stoppede jeg igen på endnu en af mine små perler. Her var vandet noget nær perfekt, men trods en times indsats, så var der stadig ingen tegn på liv. Mine fingre var dog i live. Ligeså med mine tæer. Forårsvarmen var ikke til stede ved kysten, men de 2 grader vi kunne holde nede i syd og som var det samme som havet havde, var mærkbart i solen. Det var nydelse på højt plan og ja ja... selvfølgelig havde en tyksak på den rigtige side af 4 kilo stadig været det ultimative, men du ved jo hvordan klaveret spiller.

Så opsøgte jeg Javier. Han kom fra vandet, netop som jeg kørte forbi. Ingen line i øjerne, så jeg undrede hvad der var sket. Først havde han tabt en fisk og i kastet efter var linen knækket. Med en OLR ude i en sten. Ak...

Sammen gik vi på revet med hver vores bombarda og tæskede igennem til højre og venstre og tilbage. Det jeg kom fra var som sagt noget nær perfekt. Det her var helt perfekt. Det stank af havørred og det var kun de 2 grader i det våde element, der lod mig forstå at mine kåde forårstanker på masser af blanke havørreder, nok trivedes bedst i netop tankerne. Fisken var der sikkert, men det blev ved den mistede til Javier. Selv efter han var kørt hvor jeg mest tænkte at sådan en "sidste-kast-i-solnedgangen-5-kilos-motherfucker-bamse-jeg-slår-alle-fulton-rekorder" fisk, ellers havde siddet allerbedst. 

Men det var en smuk dag og jeg nød det. Og så huskede jeg hue OG handsker, fordi jeg klog af skade fra samtlige af de tidligere år, nu har forstået at foråret er fake ned ved kysten, når vinden står lige ind.