søndag den 30. maj 2021

2021.05.29 Mörrum

For et år siden, da laksefiskeriet kom i gang i de vestvendte danske åer, talte Henrik og jeg om en tur, men diverse restriktioner gjorde at vi holdt os hjemme og derfor aftalte at 2021 når covid-19 var ovre, SÅ skulle vi til Danmark og fiske laks. Jeg havde endda fået en guide på, da min ene kollega er lokalkendt i vandene i vest. Men corona mig her og der og alle vegne, gjorde at vi ikke kunne satse på en tur med god samvittighed og så faldt valget på Mörrum for et par dage siden.

Så fredag eftermiddag kørte jeg til Henrik mens et tordenvejr drog ned over Österlen, hvilket gav en fantastisk gustfront over de gule rapsmarker. Laksefeberen blev bygget op med diverse film fra Mörrum og så var det ellers til ro, inden Henrik startede hans seneste indkøb op, en god gammeldags Ford Mercury V8 som var det selvskrevne valg at tage på tur i. I hvilken bil kan du ellers have en 11 fods stang liggende på tværs i bagagerummet ha ha...

Gode gamle Mörrum. Jeg har været der en del og i de helt unge år, var jeg og fiske flere gange med min far. Det var givetvis sommerfiskeri i forbindelse med sommerferien, hvor vandføringen var lav og laksene træge. Ikke at jeg havde en chance med min 7 fods ABU stang og indkapslede hjul, men som dreng er drømmen den vigtigste og de store laks der hoppede indgød håb. Nu var det majlaksens tid. Sølvblanke fede torpedoer, friske fra havet og de sidste dages fangstrapporter, gav os yderligere et skud tro på det hele, selvom vores erfaring var mere eller mindre lig nul. Men som en fisker senere på dagen meddelte, så var der størst chance med agnen i vandet og nå ja...

Så med en kondom spinner og Henrik med spin-flue, gik vi opstrøms og fiskede i både stille pools og mere rivende strømme, hvor vi kunne komme til for buske og nyudsprungne bøgetræer og andre fiskere. Ingen tvivl om at laksefiskeriet er populært, for der var en del ude, men systemet er at man fisker en strækning af, går af vandet og så kommer næste til. Så selvom der var mange, så fungerede systemet og vi kom aldrig til at mangle fiskevand eller opleve fastgroede fiskere.

Men fiskene mærkede ingen til. Der var så smukt som der kan blive ved en å der løber gennem skov og landskab og vi nød vejret til fulde, da dagen berigede os med rigeligt med sol, hvorfor træerne gav dejlig skygge. Men de der laks der...

Mercuryen fik en tur sydover, grillen kom frem og vi stod og nød grillede vildsvinepølser med udsigt over åen, mens fisketursystemet kørte sin gang. Siden kunne vi indtage en plads ved et af åens første stryg og mødte der en fisker der havde fisket laks i mange år, aldrig fanget nogen og som ellers uddelte tips. Vores strategi var rigtig nok, men når fiskene ikke vil, så er det som det er. 

Mens vi talte gik flere laks i overfladen med plask eller markeringer, så der var ingen tvivl om at der var fisk på plads, men gentagne gange gik vi strækningen igennem og lod vores endegrej afsøge hvert hul, stryg, bagvand og forvand og uden resultat, men vi havde en fantastisk dag ved Mörrum og der var ingen tvivl om det var en tur der skulle gentages, nu vi var blevet lidt klogere på det der laks...

torsdag den 20. maj 2021

2021.05.20 Jeg vovede mig ud

Der er intet federe end når man gennem en periode har fisket meget og fået en god fornemmelse for fiskeriet. Man kommer ned, vandet ligner lort og alligevel ved man at der er fisk, fordi man er inde i stime. Ikke en stime af blanke, men du ved hvad jeg mener.

Så da jeg i går efter gentagne beskeder fra Stefan, der savnede selskab, lod mig lokke ud, så var der intet u-federe end at komme til vandet midt i højsæsonen for alle tiders pestfisk. For nu var jeg pludselig lokket ud efter jeg indvilgede i at holde pause. Lokket ud i det der stadig kunne være godt havørredfiskeri, hvis de var hvor vi fiskede eller måske lokket ud til at holdes for nar af hornene. Og rytmen på havørredfiskeriet, havde jeg ikke længere. Huggede de klokken 18.30? Gik de hvor de plejede? Kom de i stimer - senere? Tobiser og terner?

Slettens landskab åbenbarede sig i et væld af farver. De fleste gule og hvide og udsigten var ikke længere så stor, da der nu var kommet blade på træerne siden sidst. Foråret, der endnu er rigtigt koldt, havde langt om længe holdt sit indtog på kysten og selv ved vandet, var der tydelige tegn på forår idet der nu var kommet der her grønne slimede tang på alle sten. Det lå sågar udtørret som et tæppe oppe i strandkanten da jeg trådte ud i det lave vand. De sidste dages vind havde givetvis også revet noget af fedtemøjet løs og derfor var første plads hurtigt afklaret, efter jeg havde tørret tang på linen i hvert kast.

Stefan stod på sin sædvanlige plads og kastede den sædvanlige vej. Han var måske stadig i rytmen fra april? Eller bare vant til at stå der og kaste den vej? Det var det sidste, men det havde faktisk også resulteret i en blank under målet, hvorfor jeg gik ham i møde og kastede den anden vej i håbet om at flere var på plads, men der skete ikke rigtigt noget, andet end de sædvanlige tunge hug, når pestfisken tager wobleren og holder den fast. Vi blev enige om at opsøge oprindeligt tiltænkte plads - der hvor der er meget mere sand.

Min erfaring er at der længe ikke er så mange horn, hvor der er meget sand. Samtidigt er fordelen med sandet at der er tobis. Og hvor der er tobis, går der gerne havørred. Så vi tog ned til endnu mere sand, men ak... de sidste dages vind havde plumret vandet i bugten til og sandpletterne kunne ikke ses fra vejen, men vi ville give det en chance og gik i vandet, der givetvis klarede lidt op, jo længere ud vi kom.

Men men... det var det med rytmen... stimen... for fiskene, de rigtige altså, udeblev og i stedet måtte vi trækkes med de ærgerlige horn. Jeg havde håbet på lidt terner der dykkede eller tobiser der ploppede, men det var så livløst som det kunne blive og så endte vi til sidst oppe ved bilerne, hvor jeg bestemte mig for at køre hjem og Stefan ville give spidsen et par kast til. Disse uden fisk, erfarede jeg senere.

Koldt forår. Det var ikke hvad jeg længtes efter, men der har været gavnligt for vandet. Der var kun 13 grader og selvom vi skal trækkes med mere vind lige nu, så går der ikke længe før næste tur finder sted.

mandag den 3. maj 2021

2021.05.03 Et stort tillykke

Torsdag ringede Javier og spurgte om vi skulle på kysten på en lille aftentur. Jeg var faktisk tændt på en aftentur, men afbøjede fordi jeg gerne undgår de horn. Jeg ved ikke om mit afslag måske gjorde krudtet vådt hos Javier, for han gav mig ret og blev siden selv hjemme.
Så da det blev fredag og han igen spurgte, følte jeg mig lidt tarvelig, men på den anden side... der stod en weekend med en del arbejde for døren og jeg ville faktisk gerne ud, men var stadig alt for irriteret over de horn der ødelægger alt. Et afslag jeg kom til at fortryde, da fredags turen senere viste sig at byde på en flot 3 kilos som huggede i stedet for hornfiskene.

Så lørdag, da jeg stod i haven og havde 2 måneders forsinket havearbejde foran mig, ringede Javier naturligvis ikke, for jeg var jo i gang her og han ville fiske, hvorfor han gik til kysten og tog de første kast. Der var givetvis horn på plads, men kun et enkelt efter. Hvad der også var på plads, var den fisk vi jagter dag ud og dag ind, når vi er ude.

Det sagde "booom" i følge Javier - og da jeg fik telefonsamtalen, var det fra en forpustet Javier. Han havde lige landet en ny PR. Han kunne slet ikke styre sig i telefonen, men jeg hørte ordene: Den vildeste fight, vanvittige udløb, stor og tyk, ny PR, smældfed, tobiser i munden... mens jeg stod og grinte højlydt. Der var ingen tvivl om at han havde landet en superfisk og efter samtalen, tikkede billedet ved siden af ind. 5,3 kilos kystbombe!

Så et stort tillykke med din PR fisk Javier - det er fandme godt kæmpet!

Du kan læse hans egen beretning på hans blog, hvis link står til højre på siden :-)