gipsformen

Emnet er klar og vi skal til at forberede den første afstøbning i gips. Start med at rul modellervoks ud på en plade og sørg for at den er lige og så pæn som mulig i overfladen. Tryk emnet halvvejs ned i modellervoksen og glat forsigtigt ud omkring kanterne. Lav en kasse af pap og sæt den ned over modellervoksen og hæld derefter gipsen i.

Vi venter lige på at gipsen tørrer...

Når gipsen er tør, skal den fri af modellervoksen - lad emnet sidde. Skulle det alligevel ryge af, hvilket jeg ofte oplever, så få det på plads så godt det går og vær forsigtig med ikke at ødelægge kanterne på den første gipshalvdel. Nu skal du lave den anden halvdel af gipsformen. Her er det vigtigt at du smører emnesiden af gipsformen ind i vaseline - og det er ligeså vigtigt ikke at smøre emnet ind. Dernæst sætter du gipshalvdelen tilbage i kassen du lavede og hælder gips over.

Formen er tør og du kan forsigtigt skille de 2 formhalvdele ad. Nu kan du tage emnet ud og så skal du til at skære støbehullet. Det gøres bedst med en hobbykniv eller skalpel, men vær omhyggelig med ikke at skære for hårdt i gipsen, der ellers vil flække. Start med at skære i den ene halvdel og sod dernæst området omkring støbehullet med et stearinlys, for at "kopiere" støbehullet til den anden formhalvdel, som du efterfølgende presser mod den første.

Tips: Inden du hælder gipsen i formen, er det en rigtig god idé at gentagne gange banke glasset med gips let mod bordet, for at få så mange luftbobler ud. Luftbobler, der ellers vil sidde på dine formhalvdele og gøre din gipsafstøbning mere grim end nødvendigt.