Axel Dahl

Min fiskeinteresse begyndte i 6-7 års alderen, hvor jeg var med nogle større drenge på en ikke helt lovlig fisketur ved Lilleåen syd for Øster Lindet. Her blev jeg fascineret af ørredernes spring i vandet og hvordan man kunne snyde dem med en melbolle på krog. Da familien år senere flytte til Syd Als fik jeg min egen fiskestang (bambus) med tilhørende amatørhjul, der lignede en forvokset garntrisse med håndtag. Linen var grøn spundet snor og kastelængden maks. 5 mtr. Det var ren tidsfordriv og kun håbet om en fisk gjorde at jeg blev ved. En aften kom jeg så stolt hjem med 5 flotte torsk, som mor straks gav sig i kast med at gøre i stand. Hun kunne ikke forstå mit held, men jeg måtte forklare at en barmhjertig voksen lystfisker syntes min ihærdighed skulle belønnes med nogle af de mange fisk han havde fanget i løbet af dagen.

Så flyttede familien til Nord Als og fiskeriet var på ”stand by” i mange år. Det var først i 17 års alderen, der kom gang i den igen gennem en af mine gamle skolekammerater, Allan. Han syntes vi skulle prøve at tage på kysten omkring Als. Udstyret havde han, indtil jeg var så bidt af det igen, at jeg måtte have min egen stang (ABU Atlantic) og fastspolehjul (BMV, model D), som jeg i øvrigt købte af hans far. Med dette udstyr har jeg fisket kysterne tynde omkring Als, hvor hovedgevinsten en tidlig forårsdag var en tyk og blank basse på 4,2 kg. Den rakte også til 1. præmien for årets fisk i den lokale klub. Fiskeri i forskellige Sønderjydske åer blev der også plads til. Allan og jeg har trasket op og ned langs Kongeåen, Gels å og Gram å med forskelligt held i sprøjten. Under mange af turene drømte vi om ”den helt store tur”, som vi havde læst meget om i ”Nap og Nyt”, nemlig Mörrum – men det blev ved drømmen. Og så pludselig fik vi andet at tænke på. På en fælles ferie på Fanø mødte vi 2 søde piger, som kom til at optage en hel del (det hele) af vores tid. For mit vedkommende optager en af dem stadig min tid – ja, vi har faktisk haft 40 års ”jubilæum” efter Fanø i år (2007), så lige nu går vi efter guldet. Det blev også begyndelsen til, at Allans og mine veje langsomt skiltes. Interesserne blev ligesom lidt anderledes, nu drejede det sig for mit vedkommende om at stifte hjem sammen med Lisbeth. Det gjorde vi i Haderslev, hvor der hastigt kom bil, hus og børn til i nævnte rækkefølge.

Efter mange år i Haderslev lokkede min arbejdsplads med et godt tilbud på Sjælland. Vi slog til og flyttede til Farum, hvor Furesøen lå lige ”udenfor døren”. Her fik vi sat lidt gang i sønnens interesse for fiskeri – og du milde, det har da udviklet sig siden, men det er nok bedre, at læse det under hans profil.

Men en lille ting vil jeg alligevel slutte med. Jeg satte på et tidligt tidspunkt min 1. præmie fra Als på højkant til den af os, der hvert år fangede den største fisk. Den (en porcelænsørred fra ”den kgl.”) har nu stået ved ham de sidste 15 år.

Billede er på vej