2008

Et fiskeår går på hæld.

Som de senere par år, er fisketiden med i nytårstalen. Jeg beklager ikke længere, men konstaterer det bare. Antallet fisk i år og årets samlede antal ture har været det laveste længe. Sølle 24 kystture er det blevet til. At jeg så har fisket lidt mere gedde og tilbragte en uge i Norge har selvfølgelig bidraget til at jeg ikke føler det så usselt endda, men jeg erindrer tydeligt vejret i januar og februar i år som værende rav-vejr og ikke fiskeditto.

Næste år... ja, næste år ser ikke ligefrem lyst ud heller hvad tiden angår, men det må jeg tage som det kommer. Til at starte med kan vi håbe på at vejrudsigterne virkelig ikke mener det de lover. Eller er det bare ved at blive en en tradition at det nye år skal starte med frost?

Årets statistik;

• 24 ture
• 40 havørreder, hvoraf de 28 var blanke
• 9 mistede fisk
• 5 mistede blink
• 24 stykker rav under fiskeriet
  
• 118 stykker rav, under ravjagt

Ja, under favoritter kunne jeg skrive fiskeri, rav, foto, uvejr og en masse andet, men stod der jordskælv, vil folk tro at jeg ikke bare er syg, men også lettere forstyrret. Det vil I have ret i, for hvordan kan man syntes om noget man hverken har oplevet før og som desuden er en ødelæggende naturkraft?

Jo, det kan man fordi mennesket ikke betyder en fis i Moder Naturs store næver. Så kan du lære det!

Jeg vågnede kl. 06:15 hvilket var helt planlagt, idet endnu en af de der nødvendige dage på kontoret lurede efter solopgangen. Min yngste pige var vågen og skulle skiftes, hvorfor jeg vendte bagdelen mod øst og hvilede mine øjenlåg indtil badeværelset blev ledigt. Og så skete det... sengen begyndte at ryste. Jeg ville så gerne sige at jeg røg ud af den eller over på fruens side, men det skete ikke - det føltes bare sådan. Huset knagede, som under en storm, og glas klirrede samtidigt som en meget dyb rumlen fyldte baggrunden. Hold kæft hvor blev jeg bange! Jeg vidste omgående at det var et jordskælv, trods min totalt manglende erfaring på området. Ikke desto mindre røg jeg ud af sengen i en ny rekordtid og havde ord som "eksplosion" og "færge ind i molen" i tankerne. Men inden jeg nåede op, var fruen - også hun i en ny rekordtid - færdig på badeværelset. Hun kom styrtende mod mig og var skræmt fra livet, af det hun først troede var en stor lastbil det kørte forbi. Ude på badeværelset havde alt selvfølgelig også rystet og fruen slog efter lastbilen, tankerne over på varmepumpen der var røget en tur (og lidt til) og på de følgende sekunder, hvor skælvet fortsatte, over på det der var værre.

Man tænker meget i sådan et par sekunder. Rigtigt meget... jeg blev fyldt med ærefrygt og havde kuldegysninger timerne efter. En helt utrolig fed oplevelse og jeg er selvfølgelig glad for at ingen kom til skade i det jordskælv der i disse timer beskrives som det største i over 100 år for vores område.

Moder natur - du styrer!

Rav!

Nu bliver jeg tit spurgt hvad jeg dog gør med de fisk jeg fanger (jeg var lige ved at skrive "med ALLE de fisk jeg fanger...") Svaret bliver tit humoristisk modtaget, idet jeg som bekendt sætter langt de fleste fisk ud igen. Jeg spiser ikke fisk og hvorfor så tage dem med hjem? Jeg vil hellere fange dem igen om et år, når de er (endnu) større.

Hvad rav angår, spørges jeg også tit hvad jeg så gør med (alt) mit rav. Jo deeet... det ligger altsammen i et par krukker og ser lækkert ud. Så tager jeg det op engang imellem og nyder synet og aer lidt på det, mens jeg tænker over hvor gammelt det er og hvilken fantastisk historie og tidsrejse det har haft, inden jeg samlede det op. Men jeg har faktisk ikke ladet alt ravet ligge i krukkerne. 2 stykker er brugt til ravhjerter som jeg selv har slebet til hhv. min lillesøster og min ægtefælle. Et ovenud utroligt smukt resultat, med tanke på at jeg slet ikke har hverken udstyr eller erfaring i at slibe rav. Indrømmet - mine 2 hjertesmykker var næppe endt i nogen butik, medmindre man ville vise amatørsliberens arbejde og sammenligne med de ægte sliberes håndværk. Nuvel, jeg kan ihvertfald prale af at mine ravsmykker er 100% danske, idet stykket til min søster er fundet på Falsters sydkyst og stykket til min frue kommer fra Nordkysten. Altså ikke importeret rav fra en mafiastyret mine ovre østfra.

Nå, men man kan andet med rav. Jeg har overvejet at lave ravlak. Det er ikke en helt nem proces og hvis jeg endelig fik lavet min lak, skulle den bruges til et ædelt foremål og ikke bare til at lakere dørtærsklen - ihvertfald ikke i mit almindelige typehus.

Men så forleden kom mine kære forældre med en opskrift de havde fundet på ravsnaps. Hov hov... det er jo lige noget for mig. Rav og så snaps. Det er noget jeg kan lide, så det gik jeg i gang med. Resultatet var fantastisk! Derfor følger her opskriften til hvordan man laver ravsnaps.

Du skal bruge 1 del ravspåner og så en 3-4 dele klar snaps. Jeg brugte, som anbefalet i opskriften, en klar Svendborg da den ikke indeholder krydderier. Blandingen trækker i 3 uger og filtreres inden du nyder den.

Fremgangsmåden er enkel. I opskriften står der godt nok at du skal bruge ravspåner, som du får ved simpelthen at skære i dine større ravstykker. Idet jeg ikke ville skære i mine store ravstykker, valgte jeg at bruge de helt små, som jeg oprindeligt havde tiltænkt lakken. Dem knuste jeg med en hammer og hældte dem så i et syltetøjsglas hvor de, sammen med snapsen, kunne trække. Opskriften anbefaler at man ikke bruger det yderste lag af ravet, idet det kan indeholde uvedkommende stoffer, men der valgte jeg altså at skylle ravet og tørre det igen, inden jeg som sagt knuste det. Det filtreres jo alligevel i slutningen af processen. Desuden er der kun sjældent snavs på ravet og det der var, blev sorteret fra inden hammeren fik lov at tale.

Luk øjnene og nyd smagen af en 35 millioner år gammel historie. Det smager pragtfuldt og længe.

Den ungdommelige og vovemodige kan lave en ravsnaps som mexicanerne laver Tequila. Brug de ravstykker med myg og insekter i... tør du?

Livet er som det er og familien ligger altid før alt andet, så året 2008 bliver en lang klagesang på manglende tid til fiskeri og når der er tid, en klagesang på manglende vejr til fiskeri. Det er ikke noget at gøre ved det og jeg er hverken sur eller skuffet. Jeg er bare lidt træt og ærgerlig over at min hobby i den grad bliver tilsidesat. Tør ikke tænke på hvordan 2009 former sig. Umiddelbart sidder jeg som det glade barn og venter på det bliver fiskesæson igen, men samtidigt har jeg svært ved at tro at jeg får tid til at fiske som jeg vil. I de første 2 måneder er weekenderne helliget fiskeriet, som det ser ud lige nu. Men bliver det nu også sådan?

Nå, det jeg ville sige var, at jeg forleden hørte nogen klage over sommertiden. Overfor dig vil jeg godt sige, at du med din protesthjemmeside mod sommertid, kan smutte. Jeg skriver ikke under! Hvorfor skulle jeg skrive under på at vintertid er den rigtige tid? Det bliver lyst tidligere og mørkt tidligere - givetvis. Hvem fanden kan bruge det til noget? Sommertiden ved vi hvad er. Jeg vil da 1000 gange hellere sidde en sommeraften og have solen på himmelen frem til kl. 21.30 end at vide at solen står op kl. 2.30 om natten fordi din sol skal gå ned kl. 20.30. Hvor er du kl. 2.30 om natten? Det kan kun være de reneste A-mennesker der syntes at vintertid er pragtfuldt. Desuden kan jeg slet ikke se meningen i at det skal være mørkt kl. 15.30 i december. Hvor fedt er det? "Jamen så bliver det lyst kl. 7 om morgenen..." Ja, det er flot makker. Det er også virkelig noget at glæde sig over en regnvåd mandag morgen i december......

Det er ikke med egen god vilje at der mangler en måned, men det gør der. Det ville ikke være fusk at oprette d. 31.10.2008 som et dagbogsindlæg og så alligevel... ganske vist blev det en fiskedag, men vi fiskede stort set ikke. Og hvem vi er; Ajes, Jacob Schmidt og Johan Kohnke samt undertegnede naturligvis.

Vi er taget til Öland efter længere tids planlægning og det er ikke turen derop der er specielt planlagt, det er bare længe siden turen er planlagt, hvis du forstår.

Torsdag starter med regnvejr inden afgang. Et lavtryk, der i en rigtig vintertid ville have givet snemængder af 80´er dimensioner, sender kaskader af vand over mig, mens jeg pakker bilen. Afgang mod Ystad og ophentning af Johan, mens temperaturen faretruende daler mod frysepunktet. At der er kommet slud i luften, vælger jeg ikke at se, med tanke på den forestående færd mod Öland. Ikke desto mindre er det slud der kommer ned og da Johan og jeg drejer køretøjet nordover, går det over i sne. "Juhuu"... lige hvad der manglede. Vi har kun 450 km. foran os og af alle dage, begynder det at sne nu. Turen tager et væsentligt langsommere afsæt end jeg havde planlagt med min højre fod, men efter Skåne er ved at blive til Blekinge stiger temperaturen og sne bliver langsomt til slud igen. Efter det sædvanlige stop på McDonalds møder Johan og jeg på vejen ud, Jacob og Ajes der er på vej ind. Med andre ord er vi foran og dem der først kan vælge soveplads - men også dem der så skal sørge for at der er tændt op i ovnen i hytten, der atter engang ligger lige ned til Grankullaviken. Turen går gnidningsfrit i silende regn og slud og efter alle er ankommet går vi til ro og håber at den buldren der kommer fra havet ikke har ødelagt alle chancer for fiskeri dagen efter.

Fredag 31. oktober

Desværre har lavtrykket ødelagt alle chancer for fiskeri dagen efter... det passerede sydfra og lige over Öland fra bund til top. Med andre ord, har Öland først fået kraftig vind fra øst, der siden er drejet i nord en kort overgang, for så at gå i vest i løbet af natten - og ingen af delene har været svag vind. Bemærkelsesværdig oplevelse da vi havde kraftig nordlig vind da vi passerede Ölandsbroen, absolut vindstille vejr da vi ankom til Grankullavik - stormens øje - og en time efter fik kraftig vind fra vest.

Vestkysten er næsten et skumhav og fyldt med ålegræs. Østkysten er mudret til og nordkysten har bølger i størrelsesordenen store. Det er ikke den bedste start på turen og selvom vi får fisket lidt alle sammen, er det ikke den store gennemfiskning revene bliver udsat for - vi kan knap kaste ud til dem. De der fiskede på den modsatte side af nordkysten, lykkedes heller ikke med gedderne der går derinde. Ajes reddede en fiaskodag ved at diske op med hjemmelavede burger tilberedt på bål. De 2 timers fisketid, der blev brugt ved bålet var givet godt ud på det måltid!

Om aftenen erfarer vi at Ölandsbroen om torsdagen har været lukket i 6 timer pga. nordlig snefygning. Det kunne da lige passe at vi havde siddet der og gloet...

Lørdag 01. november

Dampbarnet Jacob havde julelys i øjnene da vi kom ind på at stå tidligt op lørdag morgen, for at fiske fredagens tabte tid ind. Som sagt, så næsten gjort. Opklaring om natten og tilhørende frostvejr havde gjort bilerne hvide og vejene glatte, så turen ud tog vi forsigtigt, men da kysten åbenbarede sig for os, glemte vi alt om sommerdæk på bilerne. Det var ud og det var nu!

Rigtig mange kast senere, må vi konstatere at forventningerne ikke er indfriet. Utroligt nok er vinden fuldstændigt taget af og havet har lagt sig helt. Det er svært at forestille sig efter gårddagens frådende hav, men samtidigt godt at vide til en anden god gang. Bålet bliver "samlet" og pølsepinde skåret til. Det er altid et højdepunkt at indtage bålmad på kysten og dette er ingen undtagelse. Efter maden prøver vi pladsen igen og både Jacob og jeg oplever hver vores følger og Jacob ryg-kroger endda en fisk, men der sker ikke mere og vi bliver enige om pladsskifte. Der er jo nok at tage af heroppe!

På næste plads er forudsætningerne lidt bedre, da der ruller en svag gammel sø ind. Vandet er en smule uklart og det ser faktisk fantastisk godt ud. Hurtigt spredes vi i jagten på vores bytte, men endnu engang samles vi uden byttet i hus. Jacob har haft en følger der lavede en ordentlig bule på overfladen og fangede i kastene efter en gedde - om det var samme fisk, kunne han ikke sige og jeg havde noget der mindede om et hug, men det kan vi ikke tage billeder af, så humøret er lidt svingende over dagens fiskeri, da vi igen sidder i hytten om aftenen.

Sådan går der 2 dage på Öland - i november - hvor dagene bare er alt for korte.

Søndag 02. november

Ajes er desværre taget hjem pga. en barnedåb der vist nok var puttet ind i kalenderen under Ölandsturen, eller så havde han misforstået datoerne? Hvorom alting er, så pakker vi 3 tilbageværende sammen, gør rent, tager afsked med Grankullavik og kører ud på den sidste dags mission. Aftalen bliver at jeg sætter Johan og Jacob af lidt nordpå, hvorefter de går sydover for at mødes med mig hvor jeg har parkeret. På den måde kan vi fiske en stor strækning af, effektivt.

Men hvor fanden bliver de af? Johan står det samme sted og har lige været inde på kysten og bukket sig ned i et par minutter og hvorfor går Jacob rundt på samme sted? Jeg kan kun se deres skikkelser, men ikke hvad de foretager sig. Mine tanker kører og jeg er sikker på landing af fisk fra Johans side og at Jacob har haft en følger, for han står efterhånden helt oppe på land. Mine antagelser er rigtige. Da jeg møder Jacob har han ikke kun haft en følger - han har haft 3 på en gang, og også landet en undermåler. Fiskene er tændte på tobisblink og jeg bytter hurtigt til mit søm. Efter 2 kast har jeg fisk efter der lynhurtigt kommer efter blinket og vender foran mig. Det er samme størrelse som dem Jacob har haft kontakt med, men hvad er det Johan har fanget? På vejen mod ham, ser jeg endnu en følger der afslører sig med en hvirvel i overfladen. Jeg får den til at hugge og kan på lavt vand fighte en smuk blankfisk lige under målet, der hurtigt bliver genudsat.

Johan... Han står næsten oppe på land og kaster snapsen mod horisonten. Fisken han har taget er "en blank strax över måttet", siger han. Alligevel skal jeg lige se den og til min overraskelse lyver Johan ganske enkelt. På land ligger der en gudeskøn blankfisk på 3,2 kg. fyldt med store prikker. "Jamen, den huggede lige som jeg kom ned, og så kunne jeg ligeså godt blive stående" siger han. Johans første havørred fra Öland - det er en god snitvægt han kan prale af det næste års tid! Og så med en fulton på 1,22!

Resten af den ellers lovende dag resulterer desværre kun i endnu en følger og så er det tid til en alt for tidlig hjemtur. Jeg kunne være blevet en uge til, men hvem kunne ikke det?

Johans fangst i egne ord:

"Det var tryck i den och bena skakade i säkert 5 minuter. Så lång tid tog landningen. Det jag minns tydligast är hugget, kort och hårt. Nästa tiondelar rullning, vridning och slag med huvudet och sedan pang upp i luften. Det blev liksom en baklängessalto, och då såg jag bara den svart ryggen. Va fan är det en gädda, pang så flög den upp igen och visade sin silverdräkt. Nä jävlar i helvetet, den måste upp, hoppas knuten håller. Var det ett eller två år sedan jag band fast beteslåset? Hoppade två gånger till och sedan blev det två rusningar och en seg brottningskamp ända upp på land. Hade den lossnat på land hade jag slängt mig efter den. Det var fanemaj riktigt kul.

Det første jeg tænker, er at det er en bjørn, men jeg ved udmærket godt at de ikke kommer herned sydpå. Så siger Johan Kohnke at det var et vildsvin og selvfølgelig... jeg der ikke ser vildsvin i det daglige, tænker ikke på dem som det første, når den i mørket krydser vejen i lygteskæret. Så har jeg set det med!

Jeg ved ikke hvor glad Johan er for min kørsel, for det går lidt stærkt på vejen til Blekinge, men vi har en aftale med Jim kl. 7.30 og der er solen stået op her i slutningen af september, selvom dagene desværre allerede er kortere end nætterne - men jeg vil ud og fiske rigtigt meget. Om det er lysten fra den lange sommer hvor jeg ikke har haft så forbasket meget tid, ved jeg ikke, men jeg er klar til en hel dag i vandet, svingende med fluestangen.

Lige indtil kontorarmen beder om en pause... hvad er nu det? Har jeg virkelig siddet ned så længe at jeg ikke engang kan svinge fluestangen i en time, uden det kan mærkes? Ja, det har jeg faktisk! Det er aldrig værre end at jeg kan fortsætte igen, men utroligt at kroppen og konditionen kan blive så ringe. Så er det godt jeg har en skridttæller på, der kan fortælle hvor meget jeg bevæger mig i løbet af dagen og hvor meget jeg bør bevæge mig. Skridttælleren er en ting mit arbejde har fundet på, fordi vi skal røre os så meget som muligt. Sært at fruen ikke hoppede på den, da jeg fortalte at det selvfølgelig var i fiskeriet, som jeg kunne bevæge mig mest. Nå, men skridttælleren kommer på arbejde, da jeg hopper videre til de næste par sten og så har jeg fisk på. En flot gedde hugger min hurtigt hjemtagne flue og følger pænt med ind til mig, hvor fluen af sig selv glider ud af munden på den. Dagen tegner til en rekord med allerede en gedde fanget, for det har jeg kun præsteret en gang tidligere. Ja, du læste rigtigt - min bedste geddetur til Blekinge har givet mig en gedde tidligere. Erfarer at det er hurtig hjemtagning der får gedden i hugget, for bare 10 minutter efter er rekorden i hus. 2 gedder på en tur! Hurraaaa

Jeg får endda muligheden for gedde nr. 3 og 4, men de bøjer af lige foran mig, uden at hugge. Jim er god til gedder og han har hurtigt indhentet mit lille forspring og vendt det til en føring på 1 gedde. Johan mærker intet, men fuglene omkring ham fløjter og synger også så meget, at de optager ligeså meget tid som fiskeriet.

Pladsskifte er lig med mad. Med lidt besvær får vi startet et bål på en lille ø. De sædvanlige pølser er klar til at stoppes på en pind og mens vi venter på at gløderne er klar, sejler havørnen over os. Der er simpelthen så dejligt udenfor. Hvorfor sidder man på kontor, når man har alt dette på den anden side af døren?

En god time senere står vi alle udvadet på Jim´s sikre plads, på hver vores område, der helt sikkert byder på en gedde eller 2. Til Jim... for Johan og jeg gennemfisker vores pladser og fanger ingenting overhovedet, mens Jim i den sædvanlige stil, fanger gedder som han lyster.

Vi var ellers enige om at det var dagens sidste plads, men det manglende udbytte i store gedder får os ud på den sidste plads. Jeg er ikke engang kommet i vandet, før Jim igen har fisk. Johan skræmmer en fisk og jeg fanger en ordentlig gang kludder i min line - med tang i! Men så sker der endelig det jeg har ventet på - ud fra en stensætning kommer en gedde pløjende gennem det øverste vandlag. Den er lige i hælende på min flue, som jeg når at tage den helt ind, før hugget kommer. En mindre gedde, der giver en god oplevelse. I kastet efter sker det igen, men denne gang får jeg ikke gedden til at hugge og alt jeg ser er et par store hvirvler i overfladen.

En dag med Jim som sædvanlig geddekonge - til gengæld fik jeg slået min rekord i antal gedder og så er næste mål vel en stor gedde på over 100 cm.

Lidt usædvanligt er det at havørreden springer på Listerlandet. Det er også rimelig usædvanligt at man fanger gedder på søm og ikke mindst at man ingen havørred fanger - efterhånden. Ikke desto mindre... ja, netop!

Sig til Ralf at han skal køre mod Lund og han drejer mod Trelleborg? Små 20 min. senere står han ved Statoil i Lund og kan ikke forklare hvorfor han kørte sydover, men det er også ligemeget, for nu skal vi samkøre mod Listerlandet og afslutte havørredsæsonen. Det har jeg ikke prøvet før, så det bliver interessant at se Listerlandet på denne årstid og finde ud af om der er havørreder i farvandet.

Favoritpladsen ligger hen i en let nordøstenvind, mens gammel sø bryder revet og de store sten længere ude. Det ser langt bedre ud end jeg regnede med, ovenpå de sidste par dages blæst. Vandet er også spritklart og selvom vinden ikke er den bedste, så lugter det langt væk af havørred. Spritklart vand er normalt heroppe, bare lige så du ved det. Ralf rigger til og eftersom jeg har fået en aha-oplevelse ved synet af de lækre forhold, er han allerede langt bagud inden han når ud i vandet, hvor jeg nærmest fløj ud. Jeg var helt bange for at glemme at tage waders på eller sætte krog på gennemløberen (!) men det hele blev husket og nu er jeg ca. 20 kast foran Ralf, hvilket må være det samme som at være en havørred foran og så hugger det voldsomt bare 20 meter ude. Jeg er i splitsekundet ikke i tvivl om at det er en god fisk der har taget sømmet. Den plasker godt i vandet, men udløbet udebliver og så ser jeg en smukt grøn- og sortmarmoreret ryg vride sig bag stenen, hvor gedden huggede. Øv og nu mister jeg sikkert mit søm, fordi jeg har monofil forfang på. Men krogen sidder helt yderst i munden og langsomt får jeg gedden ind til afkrogning. En fantastisk smuk brakvandsgedde over 5 kg. genudsættes og jeg er lidt målløs, for sømmet blev ikke taget langsomt hjem i det 14 gr. varme vand. Ralf minder mig om at jeg netop har sagt at vi stort set aldrig har taget gedder på havørredfiskeriet heroppe og så sker dette. 10 min. efter sker det igen. En gedde kommer mod mit søm, med en fart jeg sjældent før har set og vandet eksploderer, inden det jeg før var bange for, netop sker. Linen skæres over, hurtigere end du kan sige "skarpe tænder". Kommentaren fra Ralf er overflødig.

Ralf får senere også en rigtig fed gedde, men hvor er havørreden? Ganske vist er nordlig vind ikke af det bedste, men vi har før fanget fisk i den vind og vejret er heller ikke så ringe endda. Videre færd over revene resulterer ikke i flere gedder og da slet ingen havørreder. Men så reddes fiskedagen. Ralf nævner ordet mad og jo, sulten gnaver da forresten 40 cm. syd for næsen.

En bålplads ryddes og gøres klar og mens vi pakker det spiselige ud, indser vi at vi mangler noget at sidde på. Længere nede af stranden står der et par solstole, men vi er lidt lede ved at nuppe dem - det skal ikke misforståes som tyveri, vel. Men i et krat har nogen smidt 3 stole, hvoraf den ene intet fejler og med lidt behændighed får Ralf ordnet en af de andre og så... en kold pilsner, bål, stærke pølser med sennep og ketchup og en fantastisk udsigt over fiskepladsen i læ for den tiltagende vind, redder hele dagen. Sjældent har vi siddet så godt og sjældent har vi nydt en tur uden fisk, så meget. Det er så godt at jeg er ved at falde i søvn - af behag, ikke kedsomhed forståes.

"Nå, Anders"... Ralf rusker op i hanken på mig og siger vi skal videre. Nuvel, det er trods alt for fiskeriet vi er her og han får ret. Nye rev opsøges og jagten forsætter med en svær prøve på et rev, hvor dønningerne er ret store og ret lange. Stadig tror jeg på lykken, men der sker simpelthen intet. Ralf ser en fisk springe helt fri af vandet - det er ligeså sjældent at se, som at fange en gedde på et søm, fastslår jeg. Men så sker der endelig noget nyt, for pludselig råber Ralf om en følger og denne af arten salmo. Ukoncentreret efter adskillige fisketomme timer, er det først da den vender foran ham han ser den og det bliver desværre også sidste gang. Men vi får lige 10% mere skarphed for nu er der noget af det vi vil have i farvandet og så skal de bare ha´.

Men ak... Der sker ikke så meget mere. Jeg har en pænt stor gedde efter sømmet og mens solen går ned ude vestpå, bestemmer vi os for at takke af for denne gang.

Fik lige en irettesættelse af Harry. Det Nordvestskånske er ikke helt nemt og nu var det sådan at Harry havde fået over 100 havørreder i år, og ikke i juli som jeg ganske overdrevent skrev. Det lød ellers skidegodt, ikke?

Harry har fået sin egen hjemmeside og den er lagt ud på links siden... tjek den og hans billeder af årets fangster. Han er dygtig, ham Harry!

Nu forstår jeg... det er jo mig der skal opdatere på hjemmesiden. Har længe siddet og trykket F5 og ventet på nyt fra kysten, men der er ikke rigtigt sket noget siden starten af juli, og så slog det mig at F5 sad her - herhjemme i stuen og skulle ud og fiske før der skete nyt på siden.

Dér var Johan´s hoved og en stang - nu er han væk igen. Nej, der kom han igen og så forsvinder han igen. Med sveden løbende ned af ryggen, hopper jeg op og ned fra sten til sten på vej ud til Johan og venner. Turen fra Trelleborg har taget længere tid end beregnet og flere gange undervejs har jeg været ved at vende om. Hvilket tal på 90-skiltene fatter folk ikke? Når jeg skal på fisketur skal du køre 90 - mindst. Den beregnede fisketid er allerede kortet 45 min. af!

Over hegnet har jeg bestemt mig. Skal jeg til Österlen senere i år bliver det ikke en hverdag, medmindre afgangen kan sikres kl. 14-15 senest. Jeg har også bestemt mig for at jeg skal fange en havørred her til aften. Da jeg kommer frem til selskabet overraskes jeg over at det bl.a består af selveste Harry. Snak om en kystfisker der ligger i Harry. Mens Johan og jeg har snublet rundt på de glatte sten på Sydkysten har Harry i løbet af sommeren fanget mængder (LÆS: MÆNGDER) af havørreder på Österlen. Så vidt jeg forstod på det nordvestskånske var det blevet over 30 havørreder i juli. Når der samtidigt var flere over 4 og et par over 5 kg., så snakker vi virkelig seriøst fiskeri. Det "sjove" er at flere af Harry´s fisk har hugget før kl. 21. Nej her, der har jeg misset noget - og det var lige i perioden jeg blev far, det meste skete. Næste år er der booket fuld fisketid, så godt det nu går, i juli.

Nå, snakke kan vi altid - nu skal der fiskes. Jeg når kun ud og siger hej, mens stangen rigges til og så er det i vandet. Jeg har en aftale med en havørred og eftersom det er så længe siden, så skal den sidde der i aften. Intet sker... jeg ser en fisk lave noget ravage langt ude og endnu en der er oppe i overfladen på den halve distance, men vi fanger ingenting. Da maven knurrer, kommer maden og fiskehistorierne frem. Harry har set fisk markere flere gange foran sin sten og også haft en følger, men han tror ikke der sker mere før det bliver lidt mørkere. Harry med hans meritliste - ham lytter man til! Så da vi har spist, står jeg i vandet igen. Jeg når ikke engang ud og stå før en fisk tager snapsen helt ude i kastet. Et par rusk og så står den af - det er jeg også ved at gøre på de glatte sten, men fodfæstet må vente for nu er der noget derude. Med røven i vandskorpen er al fokus rettet på stangen og vandet foran mig, men min fisk er længe skræmt væk. Vel oppe på en mere sikker sten, kan jeg lægge bedre kast ud og efter 10 min. sidder den der. Et kraftigt hug og så starter en fight, der mest er en torsk værdig - eftersom Harry minutterne inden har taget en torsk, er tankerne også mere på det, end hvad det viser sig at være - en havørred. En yderst smuk havørred, faktisk. Prik magen til den Harry tog inden vi andre kom til kysten. Fed, let farvet og fuld af store sorte prikker og lige under de 60 cm.

Fisken genudsættes og jagten fortsætter. Da jeg har flere hug og også ser fisk ude på distancen er det bare at vente, men alt der sker er at Harry og jeg tager hver sin torsk og så når det at blive mørkt. Johan, Harry og jeg tager hjem fra kysten og var det ikke fordi der var noget der hed arbejde, så kan jeg love dig for at det hed fiskeri resten af aftenen... ugen... nej, forresten... måneden... Oj vent, resten af året. Hmm.. resten af dette årti? Eller hvorfor ikke resten af livet, egentlig?

Hvem der bare kunne...

Alt i mens Harry kører sit onemanshow ovre på Österlen med adskillige flotte og fuldfede blankfisk, er jeg blevet far igen. Min kone har født os en smuk og velskabt datter på 3,896 kg. og 53 cm.

Da min første datter kom til verden, blev fiskeriet sat lidt i stand-by, og således også nu. Men jeg vender frygteligt tilbage, omend jeg må erkende at fremtidsudsigterne med en fiskestang i hånden hver weekend, virker lidt mere uklare nu hvor jeg har 3 høner i kurven.

God sommer 

Jävla turgubbe!

Sandet piver under støvlerne mens jeg går op til bilen, frysende og træt. Det der natfiskeri kræver sin mand og jeg er allerede træt efter lidt aftenfiskeri. Johan er stadig på plads og sikkert med et lille smil på læben... eller rettere et stort smil nu hvor jeg er gået og det med god grund.

Dette er endnu en fisketur uden den store fede. Det er endnu en fisketur uden den store fede blanke... men at få fisk om sommeren efter solnedgang er bare så fedt og i dag løb Johan med guldet, sølvet og så endnu et stykke sølv. Vi startede tidligt, grundet fiskene forleden - ja, samme plads selvfølgelig - men fiskene var ikke inde eller så ville de ikke lege med så tidligt. Johan fangede dog en sild på kasteflåd og dermed det første stykke sølv. Selv havde jeg lige skiftet til snapsen, men jeg har været med for længe til at vide at det ikke er lig med store fede fisk på plads. Men hold kæft hvor man håber det netop er i dag det sker, ikke? Sild og tobiser sprang rundt i vandet, ikke for livet desværre og der var åbenbart også sultne sild inde på det kystnære.

"16 gr." siger Johan. Jeg tjekker efter og jo, den er god nok. Den første tomme time får os på andre tanker og sammen vader vi igennem et stort område fuldt af utrolig rådden tang, ud på en lille odde. Her dropper temperaturen til 14,5 gr. og altimens solen går ned, strammer jeg langsomt grebet om stangen, klar til det første voldsomme hug. Silden er der, tobisen er der, vandtemperaturen er der. Selv lyset og fornemmelsen er der og netop nu; tidspunktet er der - og der sker intet. Endnu en time med lange "velplacerede" kast ud i det store tomme hav.

Tilbage til udgangspunktet og vi stiller os begge på favoritten, Övergångstället, som vi har døbt det. Overgangen mellem det store sandområde og stenene med masser af tang at gemme sig i. Måske er de sent på den i dag, men Johan vil hellere spise sig en mad og efter den vader han ud på revet til venstre. Det er rigtig god vinterplads og nu er det også en god sommerplads, for efter få kast kroger han et rigtigt godt fightende ørred på 1,7 kg. i den smukkeste sommerkondition. Guldmedalje! Jeg vader over mod ham og tyvfisker hans plads mens han er inde og fotografere og ser straks en fin fisk gå fri af vandet, men så er det bare en af de dage man ikke kan. Ikke så meget som en fisk eller en følger har jeg og alt jeg mærker er lille hug. Johan derimod, går ud og tager endnu en fisk foran mig - en bette pjevs ganske vist - men alligevel og endnu en sølvmedalje. Tjek fisken på hans hjemmeside

Jävla turgubbe!

På vej hjem fra arbejde, tilfældigvis med kameraet med i bilen, så jeg en skypumpe fra de store skyer der havde præget hele dagen. Nok kan man ikke fiske på Sydkysten lige nu, men så kan man se skypumper hvis man er heldig. Billedet er ikke det bedste, men sådan er det med 120 i timen på Amagermotorvejen i myldretiden. På tidspunktet var skypumpen også ved at gå i opløsning, men nok er den der!

Det klappede! Vinden blev ikke så slem som ventet og dermed var risikoen for mørkt vand væk. Johan Häkkinen havde tilfældigvis skrevet at han ville ud og fiske og så var det nærliggende at slå pjalterne sammen og komme afsted. Jeg var først på den udsete plads og nåede at affiske en lille halv time inden Johan dukkede op. Ingen fisk, selvom det var utroligt lækre forhold - men ikke forhold jeg ville natfiske i, idet vinden på havet havde været hårdere end ved kysten. Store bølger slog nemlig ind og havde det været april... men det er en anden sag!

Vi blev enige om pladsskifte og var kun lige kommet på plads ved hver vores sten, da jeg havde kontakt ude for enden af linen. Hornfisk var en nærliggende tanke, men så huggede det igennem og en havørred sprøjtede fri af vandet, for derefter at tage et godt langt udløb. Jeg så ikke fisken helt og troede straks at en sommerfisk i modellen god var på. Fighten og udløbene var derefter, men da jeg fik den ind forstod jeg hvordan havørreden på omkring 50 cm. havde formået at kæmpe så godt. Den var kroget lige i dunken... suk. Det var en rigtig tyksak og så huggede den lige hvor den skulle, på kanten mellen sten og sand. Med en på plads, måtte der være flere og Johan og jeg fortsatte jagten. Igen havde jeg hug og et par kast efter sad den der igen. En lille årsfisk kom ind og fik løsnet sig selv foran mig og så var det Johans tur til at fighte fisk. Hans var endnu mindre end min, men vi var glade nu - fisk på plads og i noget nær perfekte forhold. Hvordan ville natten ikke blive?

Mørk! Lysende natskyer, lækkert vand og godt selskab, men ingen fisk. Surt. Her troede vi lige at vi skulle til at have godt sommerfiske med fisk på land, men fiskene forsvandt - til gengæld vågnede vinden ligeså langsomt og i skrivende stund er det igen mørkt vand på sydkysten.

P.s. Det er i dag 16 år siden at.... 

Plads 1 så perfekt ud. Jeg var tidligt på kysten så jeg kunne fiske mig på plads, hvilket jeg bedst kan lide om sommeren. Vandet var klaret op og selvom det så ud som om der kun lå lidt tang inde ved kystlinjen måtte jeg erfare at der også var tang længere ude. Højvandet havde været inde og efter en lille time måtte jeg skifte plads, for ålegræs og hornfisk er 2 tynde ting jeg ikke gider have hængende på krogen hele tiden.

Plads 2 så også perfekt ud, men det var først nede ved i vandet jeg kunne se at jeg tog fejl. Ikke engang 5 cm sigt var der og så var det videre. Gad vide om jeg skulle været blevet hjemme for at se semifinale i stedet? Ja, det skulle jeg nok, for selvom jeg endelig fandt en lækker plads med klart vand - uden tang - og endda med en temperatur på 14 gr., så ville fisken ikke lege med. Tanken om en arbejdsdag et par timer senere fik mig hjem. Imorgen skal jeg ud efter jobbet, hvis det hele klapper!

Som jeg skrev for længe siden, byttede jeg efter årsskiftet til Shimano´s nye Stella 3000 hjul. En specialmodel der skulle være lidt mere speciel end de andre - det kan så godt være det var det, men det ændrer ikke på at jeg ikke kunne fiske med det. Det var alt for småt og håndtaget alt for stort. Nej, jeg gider ikke det der, så det er solgt for et par dage siden og nu har jeg fået det nye Stradic 4000FB - det passer kanongodt på min nye stang.

Mangler bare lige en rigtig fisk der kan teste det i aktion.

Der var 20 gr. i forskel på nordnorge og Danmark. Et højtryk havde lagt sig lige som det skulle og solen gav ny rekord i antal timer den var fri af skyerne. Desværre betød det gode vejr også at vinden enten hylede fra øst af eller så stod den helt stille og ingen af delene var særligt fremmende for fiskeriet de dage jeg så kunne bedrive det på og så gik det meste af juni med det. Enten er det hammergodt vejr og blæsende fra en umulig retning eller så er det dårligt fiske-(sommer)vejr og endnu mere blæsende fra en umulig retning. Sydkysten er igen lukket og helt møjet til.

Selv var jeg på vej 2 gange, men blev stoppet på vejen til kysten af omkring 200 meter brunt vand. I onsdags var undtagelsen kun antallet meter brunt vand og det fik chancen i 2 timer. Jeg så flere fisk oppe i overfladen nær blinket, men intet der huggede, så jeg undrer om ikke det var min ven, hornfisken. Muligvis torsk, men uanset hvad - ingen havørred der huggede og så tog vinden til - igen, og dagen efter var det brunt 200 meter ud fra kysten - igen.

Forleden kom der et tordenvejr forbi. Det var ret lille og gav ingen regn i Trelleborg - men en enkelt lyn uden for selve bygeskyen nåede jeg at fange på kameralinsen.

Der ligger 2 både nede i Murmanskvigen og fisker. De fanger vist ingenting, men de er da ude og fiske og det er vi ikke. Dønningerne er enorme, syntes jeg, men da havet over middag efterhånden er ved at have lagt sig stævner Anders og jeg ud. Dennis og Henrik er taget på fjeldet og bliver der næsten hele dagen. Håbet om en sej eller en flynder får os ud på havet, men det er svært at holde kontakt til bunden i dag, da der nok er over 3 meter mellem dal og top på bølgerne. Egentlig ubehageligt at sidde nede i en dal med en stor bølge foran dig, men når du øjeblikket efter løftes op - og næsten kan se hjem - så mærker man det ikke andre steder end i maven.

Sejen var væk og der kom kun lidt småtorsk til båden. Flynderfiskeri i sandvigen var næste punkt. Om det var stædighed eller bare for at få lidt valuta for pengene, ved jeg ikke. Men vi blev ude på vigen hele dagen uden at fange noget specielt. Altså, du fanger altid noget heroppe, men størrelsen og arten kan godt variere en del. En havkat sluttede turen af, samtidigt som det trak op til et nyt blæsevejr med regn og så tog vi hjem for at pakke.

Jeg kan så absolut godt anbefale en tur til Sørøya. Det er fiskeri noget udover det sædvanlige. Vil du læse og vide mere, så tjek Nordic Sea Anglings hjemmeside.

En utrolig passende dag at få et lavtryk ind med kuling i. Kroppen værker og døgnrytmen er spoleret. Kulingen sendte enorme bølger, der sikkert kan blive endnu større i en storm, ind over klipperne og alle blev på land i dag. Vi satte os og så 2-3 film og så kørte vi en tur på fjeldet i regn og blæst og gennem skyerne oppe på toppen. En lige lovlig spændende tur, syntes jeg, for pludselig kom vi på en vej der ikke var kørt på med almindelige køretøjer i år, så vidt vi kunne se. En snevæg på over 3 meter rejste sig på begge sider af bilen og så gled vi ellers ned af bakke i det fedtede føre. "Kommer vi op af den igen" spurgte Henrik og jeg omme fra bagsædet. Det gjorde vi - efter at have rundet den smukke Dønnesfjord og bl.a set tjur, rensdyr med små kalve, vandfald og vilde snemængder var det retur til huset og aftensmaden, der for en gangs skyld ikke skulle bestå af fisk. Dvs. Anders, Henrik og Dennis skulle da lige smide en gang sej ovenpå deres pizza. Jeg nød min pepperoni pizza med bacon og ekstra ost i fred! I seng til næsten normal tid ovenpå en kasse øl og så kom der ro i huset, mens regnen forsatte med at piske på ruderne udenfor.

Døgnrytme? Sagde du døgnrytme? Jeg kan ikke kende forskel på hverken dag eller nat mere og hvis morgenmaden glider ned kl. 13 og aftensmaden indtages kl. 03, så er det vel bare fordi man er sulten og spiser når man skal? Egentlig et fedt liv. Ingen larm, ingen trafik og ingenting at lave udover at fiske. Jo, prøv det lige en gang og nyd det.

I dag fiskede vi pladserne uden for øen igen. Anders havde bestemt at Kveitesund skulle prøves og det gjorde vi så. Anders havde også bestemt at vi skulle kaste drivankeret ud, det uundværlige drivanker, og det gjorde han så. Ydermere havde Anders bestemt at drivankeret ikke skulle tøjres til båden og så forsvandt det i dybet. Det var helt igennem ikke rigtigt Anders dag i dag, men han fik et plaster på såret da vi sidst på eftermiddagen, eller var det aften (?) kom ind i en stime sej. Den stime hvor størrelsen var af bedre klasse. Begge stod vi med kastegrejet og så gik sejene til biddet. Hvis en fight med en havørred er god, så skulle du prøve en sej! Sjældent har en fisk taget så mange og lange udløb som den jeg tog - og så vejede den "kun" 6,3 kg. En absolut PR for mig, men de kan blive meget meget større. Hvor vildt! Anders gjorde mig kunsten efter og så fik jeg endnu en der desværre røg af efter en god lang fight. Da den tredje huggede var jeg godt flad i armene efter endnu en sindsyg fight. Fantastisk fiskeri!

Dagen gav mig også en helleflynder på ca. 3 kg. på kastegrejet, som jeg genudsatte.

Dagen skulle bruges på det store plateau igen. Tænk hvis fiskeriet var lige så godt igen i dag? Turen derud tog 2 timer pga. dønninger og bølger der kom skævt på dønningerne. Det var absolut ikke en sjov tur derud og jeg var helt sikker på at jeg ville tisse blod i en uge efter de mange nyrehug jeg fik, hver gang båden næsten gik fri af vandet og knaldede på den næste skæve bølge. Øv.. det giver hovedpine, ømme ben og kolde fingre, for man rejser sig op noget af vejen for at afbøde nogle af slagene og i 4 gr. "varmt" snebyge vejr med 30-40 km/t, bliver snitterne hurtigt kølet ned. Men vi kom, sammen med 8 andre både, ud til pladsen efter 2 timer og så manglede vi bare fisken. Nu var dagen ikke tom, men det var ekkoloddet. Ikke at ekkoloddet skulle bestemme om vi skulle fiske eller ej, men med tanke på hvordan det havde set ud i fredags, var vi lidt nervøse for den blanke skærm der tegnede perfekte toppe under os. Selvfølgelig var fisken der - også nogle af dem man kunne være stolt af. Anders og jeg blev enige om at det var kastefiskeriets dag og efter en time uden det store knaldede en flynder på. Sikke en fight! 8 kg. og så på let grej! Anders var forståeligt pavestolt - men også noget slidt i overarmen. Jeg var helt med på fidusen og fiskede intensivt efter hvad der nu måtte komme på og så kom hugget - ikke af en flynder, desværre, men en torsk. Nærmere bestemt - efter et lille kvarter - en torsk på 14 kg. Sagde jeg igen at torskefiskeri var kedeligt? Der var bare sprøjt på denne fisk, som absolut ikke ville med op i båden. Vi satte gaffen forsigtigt i undermunden og løftede den ind. Hvad jeg troede var en sten, viste sig at være en stor brosme der lå i munden på torsken. Den blev spyttet ud, så vejede torsken 14 eller 15 kg.? Du bestemmer, for 14 kg. gik vægten til, uden brosme i munden og så satte jeg dem begge ud - dvs. brosmen var færdig, men det var torsken ikke heldigvis. Fed fight!

En anden fight der kunne have været fuldt fed, men desværre kun blev halvt fed, stod Anders for. Midt i kastefiskeriet, fik han et voldsomt hug tæt på båden. Fisken søgte omgående mod bunden og stod et øjeblik stille inden den stak af i et langt udløb. Jeg havde min jig ved bunden da det skete men fik hurtigt hevet grejerne op. Anders kunne slet ikke holde fisken - overhovedet slet ikke og linen kom nærmere og nærmere tovet til slæbeankeret. Det fik jeg halvvejs hevet op, da Anders line desværre sprang nede ved krogen. Jeg er lige ved at tro at hans bremse kunne ryge hvis vi hældte vand på. Surt at miste sådan en fisk, men trods alt - hvilken oplevelse at stå med sådan et dyr på!

Fiskeriet i dag blev ikke så vildt som i forgårs da vi var på grunden, men det var i dag alt ekstra spændende skete. Henrik hev først en sej op, der var fuldstændig skambidt. I perfekt foderstand havde den vejet over 5 kg., men angrebsfisken havde lemlæstet den godt og grundigt - sikkert en flynder. Så mistede Anders sin fisk på kastegrejet og bare et par minutter efter fik Henrik en lille torsk på. Den fulgte pænt med indtil et par meter fra overfladen, så fik Henrik et chok da hans stang pludselig dykkede voldsomt og linen blev flået af hjulet - det lyder som en rigtig fiskerhistorie, men det er det også. Desværre fik krogen i torsken aldrig fat i den angribende fisk og den slap efter et kort øjeblik og Henrik kunne fight sin torsk færdig. En torsk der var blevet godt tygget i, da den kom op.

I dag kom vi i land omkring midnat, med 3 store torsk og 3 helleflyndere i kassen. Jeg har indtil videre sat alle mine fisk ud, på nær den store flynder. De andre fiskespisende skulle have lidt med hjem og så smagte jeg helleflynder for første gang. Nu tror jeg at jeg godt kan spise lidt mere fisk, hvis det smager SÅ godt som det gjorde. Hvilken fryd at indtage. Ingen undren over kiloprisen på den fisk! Rensebordet var fuldt af glade fiskegæster som alle var i gang med at rense dagens fangst. Det er helt i orden forhold! Fryserum til fiskene med faste hylder til gæsterne, tørrerum (med faste pladser) til fiskegrej og påklædning og så er der også en lille fiskebiks der både sælger og lejer grej ud - og nej, det er faktisk ikke dyrt. Tværtimod var flere af priserne lig med eller endda lavere end dem vi havde set hjemme.

Trætheden i armene og kroppen til trods, så tog Henrik og Dennis en løbetur på fjeldet. Jeg er imponeret over mennesker der har så meget overskud! Fiskeriet i dag ville blive på pladserne rundt om øen og aftalen lød på en tur efter flade - altså de mere almindelige velkendte flade. Jeg ville kastefiske med kystgrejet og så måtte vi se om der kunne være lidt sej i nærheden. Dagen blev noget mærkelig. Der var stort set ingen fisk at finde eller fange og vi endte med at komme i land med en havkat og en lille fladfisk. Dennis var endda så venlig at forfodre i dag, men det havde ingen effekt på fiskeriet. Sjovt som det kan vende - alle drømte om fiskeriet på plateauet men det var udelukket pga. store dønninger denne dag. Desuden kostede det en mindre formue at sejle bådene derud, for benzin er for egen regning og der er ikke mange der gætter forkert hvis I tror at benzinen lige er en lille smule dyrere herude på en ø, med kun en tankstation i byen...

Nå ja... der var fisk nogen steder i dag. En båd kom ind med en flynder på hele 54 kg. Snak om en stor fladfisk!

Kl. 4 eller 5 lå jeg i sengen. Torsk, brosme, helleflynder (til Henrik) og kuller havde villigt bidt på vores agn aftenen i forvejen og så glemte solen helt at gå ned. Meget mærkeligt at stå kl. 2 om natten, hvor det plejer at være mørkt og fiske i fuld sol. Vi sov vist til langt op af formiddagen og havde en langtur planlagt i dag. Efter morgenmad kl. 13 var det af sted til bådene. Turen gik lidt over 30 sømil til havs og derude er man meget lille, hvorfor vi ikke måtte tage af sted alene. Guidebåden, for en sådan var der og de passer på dig, var med på turen og så var det bare om at læne sig tilbage og lade motoren arbejde på højtryk, mens dybder ned til 400 meter passerede under skroget. Fiskepladsen, et stort plateau midt ude i ingenting, skulle være et helt fantastisk sted - som om fjeldene og naturen ved campen ikke var det - men selvfølgelig, er man vant til det, så er det altid rart at prøve noget nyt.

Jeg skal være den første til at erkende at jeg ikke er tryg på vandet. Nordatlanten er ikke for børn og jeg er et barn i denne sammenhæng. Jeg er søstærk nok, såmænd, men du er bare langt væk fra fastlandet og heroppe kan søen rejse sig hurtigere end man fighter en brosme og hvad gør man så? Man lytter til vejrudsigterne og guiderne - hele tiden. Som før nævnt havde vi også en særdeles veludstyret båd og der hjælper på det hele. Alt i absolut fineste orden, fik mig ud til rælingen og pilken kørte ned på 35 meter. Jeg havde kun lige ramt bunden 5-6 gange før jeg fik et mega hug. Et rigtigt knald af et hug og så forsvandt min line bare. Jeg havde lånt en pirkestang og et kraftigt havhjul af Jim, men det var fisken dernede ikke særligt imponeret af. Så stoppede den og så var det ret stille et par sekunder. Nogle vuggende bevægelser gennem stangen og så afsted igen. Ingen line vundet - overhovedet. Hvad fanden var det for en fisk? Jeg troede at det her havfiskeri var hårdt og brutalt og at fisken var lidt hurtigt oppe, samt at man ingen større nydelse havde af de fisk man fik på. Ommer! Linen kom langsomt på hjulet og måske halvvejs var jeg godt træt i kontorarmen - og så forsvandt fisken igen i et langt udløb, der fik stangen til at slå mod rælingen. Nu var de andre blevet interesserede i hvad jeg havde på. De syntes det lugtede af helleflynder og da jeg endelig fik fisken til overfladen stod Anders og Dennis med gaf og spyd, parat til at hugge en stor flad indenbords. Første kast og ikke bare ny art for mig, men også ny rekord i vægt for gutterne. 10,1 kg. helleflynder. Sikke en fight!

I det hele taget var mit billede på havfiskeri noget forskruet, for jeg havde ikke opfattelsen af at man kunne have sjov med torsk, sej eller fladfisk, men det lærte jeg lige på en uge. Dagen på plateauet gik hurtigt og fiskene bare væltede ind. En fiskerigdom jeg aldrig havde troet mulig. Ekkoloddet var flere gange proppet med fisk og havde der været alarm på, var en tidlig tinnitus en realitet. Dennis brillerede med en stor torsk på 17 kg. og Anders knaldede en på 23 kg. Personlige rekorder og stor glæde i båden! Endnu en flynder gik til hugget og ja, det var bare fantastisk. At det så skulle være den bedste dag på ugen, vidste vi ikke - men ifølge guiden var det langt fra unormalt fiskeri heroppe.

For 10 måneder siden planlagde og aftalte min daværende kollega Anders og jeg turen til Sørøya. Et for mig helt ukendt sted, hvilket fiskeriet for så vidt også var. Fiskeri fra "egen" båd efter alle de store fisk der går rundt oppe i nordatlanten. Anders bombede mig næsten dagligt med mails om at der nu var fanget så og så mange store torsk og en og anden stor helleflynder. Jo, det lød godt det hele, men det var først ugerne inden jeg kunne begynde at glæde mig rigtigt.

Men så kom strejken... jo, lige det der manglede! "Vi strejker og i morgen lukker vi Alta lufthavn" lød meldingen 4 dage før jeg skulle afsted. Hold fast hvor var jeg knotten! Selv Gardermoen, som jeg skulle mellemlande på, ville blive inddraget i strejken. Rådne dyr var gode, for Anders & co. tog bilen derop og der kunne med lidt snilde nok klemmes en plads ind til mig, men de tog afsted 2 dage før selve afrejse dagen så jeg indså at en aflysning kunne blive en realitet - en aflysning som også Jimmy på campen vi skulle bo på, havde indstillet mig på.

Nå! 

Strejken afblæstes i går og kl. 4 her til morgen var det op. Jeg lærer vist aldrig den der med at gå tidligt i seng, når man skal tidligt op, selvom jeg siger det hver gang det sker. Ud til Kastrup og hen til check-in. Flyet til Gardermoen og videre derfra fungerede perfekt. Nu stod jeg i Alta, 2400 km. hjemmefra og var glad for at jeg havde en flistrøje på. På grund af faste sejltider, havde buschaufføren indlagt et stop i Alta "by" så vi ikke skulle sidde ved færgelejet og vente på afgangen. Alta er kedelig - Alta er mega kedelig... jeg havde ventet at se laksefiskere overalt og fokus på naturen, men lad det være sagt med det samme. Alta består af grus og sorthårede dødsmetal teenagere. Dagens første måltid blev indtaget i en kiosk sammen med nogle norske rejsevenner. En baconpølse med rejesalat ovenpå. Næst efter fåremaver, må det være tæt på en norsk nationalret, for de bestilte alle sådan en, hvorfor jeg ikke ville afvige gruppen og også indtog min pølse med rejesalat.

Endelig kørte bussen ud og sms´er strømmede ind fra Anders & co. om deres fiskeri. De var længe ankommet og var igang med fiskeriet. Jeg havde 2,5 times bustur til færgen, dernæst 1,5 times sejllads og så yderligere 1 time i bussen inden jeg endelig var fremme. Kl. blev 19:40 da jeg endelig stod på campen. Effektiv rejsetid - 8 timer. Tænk hvis det hele bare kørte på skinner...

Anders´s co. var hhv. Dennis og Henrik. Stærke jydedrenge med hang til løbeture på fjeldet og så fiskeri. De var i gang med aftensmaden da jeg kom ind og sørme om ikke vi skulle spise fisk. De af Jer der kender mig, kender også mit forhold til fisk. En del af planlægningen med indkøb osv. var ikke mit bord, hvorfor de 3 fiskespisende jyder havde handlet pasta og ris, samt diverse sovser (saucer?) og så forventet frisk fisk hver dag... jaha....

Efter et, ærligt og redeligt, godt måltid bestående af sej og pasta, måtte det være tid til en fisketur. Det var stadig lyst udenfor, så hvorfor ikke bare komme i gang! Der blev tændt for 135 heste i en fuldt veludstyret og møglækker Arronet alubåd og eventyret kunne begynde.

Så blev det tid til hornfisk, det blev tid til at indvie min nye kyststang og det blev tid til at være ude efter mørkets frembrud.

Hvem vil indvie sin nye stang med et horn? Ikke mig, men det er lidt svært at selektere ude på det dybe. Hvis man i det mindste bare kunne bestemme arten der huggede, så kunne vi altid snakke om den ønskede størrelse på et senere tidspunkt.

Heldigvis er ikke alle pladser befængte med den tynde og ildelugtende fjende fra de varme himmelstrøg (det er hornfisken jeg taler om, hvis nogen skulle tvivle) så jeg var mellemfornøjet da jeg gik ud i det stille vand. Mellemfornøjet fordi det lugtede af horn og ikke havørred, men man kan jo altid håbe. Efter det første kast, var der 9 horn tilbage at fange og min tur ville helt automatisk tage en ende. Jeg mener, 10 horn må være nok! Så er det ikke sjovt mere, vel. Igen i år var hverken den første eller den sidste sjov at fange og sådan forbliver det nok en rum tid fremover og nu fik jeg sølet min nye smækre stang ind i lugten fra dem. Øv...

Johan kom og så glad til mens jeg fightede det tredje horn, men vandet havde ændret sig på de 30 min. jeg havde været alene på kysten. Nu lugtede der af havørred og selvom vi ingen fangede eller så, så kom troen på havørred snigende. Om det var troen eller bare pladsen, der næsten fjernede hornfisken ved jeg ikke, men jeg fangede kun 1 til i løbet af aftenen, og alt var ved det gamle igen. Lækker plads, næsten ikke skyggen af et horn og duften af fedtfinner, der på magisk vis ikke var til stede. Hvorfor er det magisk? Jo, de burde jo være der, men det var de ikke - det kan kun være magi der afholdt dem fra at indtage Johans og min plads!

Vi sluttede af et stykke efter solnedgang og var det ikke fordi arbejdet kaldte 6 timer på den anden side af midnat så ville jeg have kørt på nye pladser, men det bliver en anden dag.

Vejret ville det således at kysten skulle lægges helt flad under et stort højtryk i efterhånden et par uger. Det er noget der gavner hornfisken! Ikke at jeg har mødt dem, for jeg har ikke været ude. Det har jeg hverken haft tid eller lyst til. Sikkert er det at havørreden er på plads, men mellem alle hornene kender jeg mig selv for godt til at vide at jeg ikke holder det ud særligt længe.

Og så sidder jeg ellers her og gynger. Mig, søens folk griner af, fordi jeg ikke så bevandret på vandet. Jeg der ellers taler om havkajak i tide og utide... jeg ville have sø-ben hveranden weekend.

Vinden var taget til og var også lidt køligere. Jim og jeg havde det ikke så varmt ude på Farum Sø så det var dejligt, lige bortset fra at huden føles et nummer for lille i ansigtet nu, for solen har så sandelig været fremme, selvom vinden også endelig var det. Så stram i betrækket sidder jeg her og skriver, mens stolen under mig gynger noget i det.

Fisk fik jeg ingen af. Jim nuppede 2 helt tilfældige fisk over dagen. Ikke at det var tilfældigt at Jim fangede dem - han er dygtig til gedderne og forstår at kaste uanset vejr og vind. Jeg måtte trækkes med at kaste skydelinen næsten helt ud - og kun næsten. Enten sad den fast i min sko, ellers stod jeg på den. Jeg havde også fat i bundproppen i båden, min taske, Jim´s stang og årene. Jo, det gik sørme godt derude på søen! Men vi hyggede os og endnu engang slap jeg for en ufrivillig krogning i enten ører eller kind af mine flotte kast (!) og havde en dejlig dag i pinsesolen.

Årets geddetur? Eller årets første geddetur?

Jeg vil gerne dyrke geddefluefiskeriet meget mere end jeg allerede gør. Om det så er i båd på en idyllisk Nordsjællandsk sø eller fra kysten oppe i Skærgården et sted, er egentlig ligegyldigt. Det er gedder på flue det handler om, men der er også de kære havbasser der skal passes.

Hvorom alting er, havde Michael været forudseende engang i marts måned og lokket mig med på geddepremiere. Eller en dagen-efter-geddepremiere-tur, for den 1. maj havde Michael været ude i selskab med Brian og de havde lykkedes med 12 gedder i løbet af dagen. Det lovede godt, for nu vidste jeg hvor fiskene var og så var det bare at svinge fluestangen et par gange og så var den tur reddet. Men nej... sådan går det aldrig - det ved du også udmærket godt!

Vi startede i den smukke stille morgen og lagde fra broen ud på den silkeglatte overflade. Jeg kender ikke søen, så det var en sær fornemmelse at begive sig ud på noget man ikke kendte størrelsen af, fordi det var så tåget at man ikke kunne se land andre steder end hvor vi lagde fra. Men tågen, eller rettere disen, lettede hurtigt og kortlagde langsomt søen og imens kiggede jeg spændt på ekkoloddet og ventede på at de første kurver blev tegnet på skærmen. Den flade bund nede på 3 meter forblev flad... det gjorde den faktisk ret længe og imens fortalte Michael om gårddagens fangster lige netop her og der, og jeg må indrømme at mine lærebøger om gedder i hvert fald ikke har sagt noget om at gedden bare stod dér på den flade bund, men det gjorde den altså i går og det ville den også gøre i dag. Nå, men kastene forblev hugløse, og så fik kaptajnen besked om at begive sig langs kanten mens jeg kastede til sivene. Sådan fangede jeg den første gedde. En lille en af slagsen, men ikke desto mindre en gedde - på flue!

Michael og jeg endte oppe i et "hjørne" og havde pludselig en masse fisk omkring os. Hug og følgere og hvirvler, samt et par fisk på og oppe i båden og vende. Men ligeså hurtigt som vi troede det var det fede fiskeri der begyndte, ligeså hurtigt døde det bare og sådan forblev det! I går da Michael og Brian var ude, oplevede de nøjagtigt det samme. En masse fisk om formiddagen og så var resten af dagen (helt frem til kl. 18) bare fuldstændig bortblæst for fisk.

Lad mig sige med det samme, at dagen i dag ikke blev meget anderledes. I jagten på gedden og med diverse knep i baglommen prøvede vi ellers lidt overalt og på forskellig dybde. Jeg var måske mest ivrig, for mine arme værker lidt i dag, af alt den roning - som siges at være sund... men vi lykkedes da også at finde 2 mindre gedder senere på dagen, inde ved bredden.

Men hvad søen ikke kunne levere i større gedder, hvilket heller ikke ses på billederne (?) kunne så opmåles i lækker natur. Af undren over manglende fisk, tog vi en lang tur langs kanten af søen i det meget klare vand. Flere mindre gedder blev observeret inde i sivene, ja nærmest oppe på land, og så pludselig kom der en mega fisk svømmende imod os. Jeg fik et chok da øjnene var indstillet på de små gedder og det gjorde karpen så også, da den opdagede båden. En fed oplevelse og så gør det ikke noget at fiskene svigter, når man har en smuk dag på en sø.

Heldigvis er det stadig april når aftenturene for mit vedkommende, så småt kan begynde. Den første afvikledes her til aften, men ved fisk nr. 3 indser jeg at det ikke var den mest heldige af slagsen.

Jeg står med foden oppe på en sten og river trekrogen ud af mine gravelgards. De foregående minutter var lige til en hjemmevideo. Selve fighten forløb forholdsvis normalt, indtil fisken kommer ind til mig. Først da, bruger den de ressourcer den kan trække på i kraft af dens størrelse. Flere gange har jeg den inde, men jeg får den ikke op til afkrogning. Det føles som om min stang er blevet til kogt spaghetti og mens jeg overvejer at gå ind og lande fisken, svømmer den lige ind i mig - og bliver siddende. Jeg står i vand til skridtet og har pludselig fået et ekstra ben i sølv på 70 cm. Hvad fanden gør man så? Havde det nu været drømmefisken var den forlængst væk, men nu det kun er en nedgænger så bliver den selvfølgelig siddende nede ved toppen af min gravelgard og slår vildt med halen - den mandlige læser kan selv tænke sig hvilken kropsdel der sidder i vejen i dette tilfælde...

Et forsøg på at løfte benet og på den måde få fisk og krog fri, bringer mig ud af balance og mit ben med fisken må ned og finde støtte igen. Hvad gør man? Du kan altså ikke gå så nemt med en fisk på slæb imellem store sten og den er ikke stille heller. Jeg beslutter mig for at prøve at trække fisken fri, da krogen sidder yderligt - aktionen lykkedes og nu er der kun en torsk på krogen. Endnu et forsøg på at løfte benet og vandoverfladen nærmer sig hastigt mit korpus, men reddet på stregen genfinder jeg igen balancen og så er det ind og få den krog ud.

Marcus og jeg mødtes efter fodring af vores respektive børn og afklaring med de respektive ægtefæller kl. 18 og bestemte os for et par timer på kysten. Forholdende så perfekte ud til store blankfisk, men da tiden er udløbet har Marcus haft et par følgere og jeg har landet 2 mørke og en blank undermåler. Den blanke tog langt ude og viklede sig selv fuldstændigt ind min monofilspids. Ny linespids på og ud igen. Et par hug og så sidder der endnu en fisk for enden - også denne langt ude fra. Sortfisken har nærmest slugt mit søm, og en stor operation - uden store skader heldigvis - må foregå inde i vandkanten og så fanger jeg støvlefisken.

Nej, næste aftentur skal foregå andetsteds og med andre forudsætninger. Store blanke fisk venter derude og de hedder hornfisk... øv, de er kommet til Øresund har jeg hørt. Det var nærmest den sæson - med henblik på fiskeri hele dagen.

Som jeg har skrevet en del gange før, så har jeg en flirt med Listerlandet. Måske håber jeg en dag at flirten kan udvikle sig mere alvorligt, selvom der vil være tale om et langdistanceforhold. Det gik i gamle dage med "pennevenner" i Jylland og det kan gå nu med fiskevande i Blekinge. Men der er som om at Listerlandet ikke rigtigt gider... Listerlandet disker op med at være lækker. Helt vild lækker, og man går til fadet med stort gå-på-mod og begejstring, men får ikke det ud af det som man forventer eller bare håber på. Tag nu min weekend tur:

Lørdag: Afgang fra bopælen på et normaltidligt tidspunkt. Jim og David var på plads og ventede på at jeg havde morgenbrød med til dem. De havde fisket dagen i forvejen med et par revkonger og andet småt fra kysten som resultat. Forudsætningerne var ikke de bedste, men absolut heller ikke ringe. De samme gjaldt for dagen i dag og ville gælde for i morgen med.

På den første plads havde jeg hug i det andet kast. I kastene efter viste en følger sig i det let humusfarvede vand. David havde ingen kontakt og Jim fik en revkonge. Videre til plads 2 som i min verden er pladsen over alle pladser, hvor jeg efter at have haft en følger på 40 cm, vælter og ødelægger spolekanten på mit hjul. Mens jeg bytter spole fighter David en blank nedgænger. Han får hurtigt en fisk til og ender med at tage 3 inden for 15 min. inden jeg når ud til ham på revet og da er fiskene væk...

Frokosten indtages og nye pladser diskuteres. Skulle vi måske køre tilbage og fiske hvor vi var, eller prøve noget nyt? Forholdende er ikke de optimale, men som tidligere skrevet, langt fra dårlige heller. Vi ender med at vælge en ny plads og efter 30 min. har jeg en flot fisk efter på omkring 3 kg. Jeg ser kun fisken en gang, da den hugger og forsvinder i en hvirvel. Sådan kender jeg Listerlandet - god størrelse på fisken og (desværre) en del følgere i de pænere vægtklasser. Et pladsskifte over mod Jim og David giver en solbrændt næse og en følger til Jim og David, hvorefter jeg vil tilbage og se om følgeren fra før, af mærkelige årsager stadig skulle være på pladsen. Det er nemlig ikke som mange andre steder heroppe på Lister. Du kan fiske på de lækreste kystpladser i det lækreste vejr og i fantasien se de største havørreder komme buldrene efter blinket. Du kan i fantasien fange den ene enorme havørred efter den anden. Du kan fange havørred i helt stille vejr og spritklart vand, for pludselig er fiskene der, for at være væk 20 minutter efter. Men jeg håbede nu at "min" fisk stadig var på plads.

Det var den ikke, men det var dens storebror på ca. 4 kg. der gik en meter bag mit blink og vendte i en stor hvirvel 10 meter ude. Hmm... efter 10 minutter hugger det helt ude i kastet langs kysten. En tyk blankfisk lige under målet er oppe og vende. For i øvrigt en af de få fisk i år der har haft en krop man kun kan elske. Senere får jeg en blank nedgænger der fighter suverænt, og så sker det endelig... hugget, lige derude hvor den store kom fra. Jeg er overbevist om at det er den jeg har fat og er helt oppe at ringe da den tager det første udløb af en masse forventede ditto. Men fighten bliver en anelse sløv og ender med at jeg 2 gange taber fisken på vej ind til land. Jeg har ikke noget net og håndtailingen gik ikke, såvel som nakkegrebet også smuttede - klovn... men fisken kommer med en del held på land blandt de glatte sten og jeg kan nyde en spejlblank havørred på 2,3 kg. med få sorte prikker. Såvel som den fisk jeg tog i onsdags, er også denne utroligt tynd. Fulton kan næppe ligge på meget over 1,10.

Resten af dagen ser det kun bedre og bedre ud, ude på kysten, men fiskene lyser med sit fravær. Da Jim siger entrecoté af oksefilet, er vi enige om at næste stop er huset og grillen!

Søndag: Som en lille hævn fra min tur med David sidste år i marts, hvor jeg ofrede mig på kysten, var det naturligt at grine af David der forsøgte at vælte en træstamme mens han yoghurt kom op igen - netop som vi skulle ud og fiske. David måtte efterlades oppe ved bilen, og lignede mest af alt noget der trængte til at blive skiftet ud. Jim og jeg fik en time til at gå på den vindstille kyst uden kontakt til fisk. Da vi kommer op til bilen, har David fundet en bænk at sove på. Et sølle syn, og var det ikke fordi han havde waders på, kunne det have været en hvilken hjemløs som helst, der lå der. Vi beslutter at vi trods alt gerne vil have David med i bilen og inden vi tager frokosten skal vi prøve en plads til. En af de pladser der altid plejer at holde fisk, men lad det være sagt med det samme... det gjorde den ikke.

Efter frokost og oprydning er vinden taget lidt til og det begynder at ligne noget fiskeri man kan tro på. Favoritrevet indtages og Jim har en undermåler efter. Jeg ser noget bevægelse i overfladen og har et yderst forsigtigt hug, men ellers sker der intet. Fiskedagen ender for mit vedkommende her, mens Jim og David vil prøve pladsen fra i går. Jeg lykkedes at have 2 små følgere med ind i den sidste halve time og har også et hug, men må sande at flirten med Listerlandet ikke altid går som forventet. Et forhold der er svært at udvikle.

Nuvel... hornfisken er på trapperne, eller hvordan ser det ud? Jeg håber de venter et årtusinde med at komme, men ved godt at der næppe går lang tid før de indtager kysten og dermed slutter de dagslange ture derude. Til gengæld starter natfiskeriet for mit vedkommende snart og der ligger også nogle aftenture på hverdagene og venter.

Vejret så ikke så super ud, men jeg havde fri og meningen var at der skulle fiskes, så efter lidt roden rundt herhjemme med en masse ret ligegyldige ting, tog jeg på kysten. På den første plads kunne jeg konstatere at garnfiskerne havde været tidligere ude end mig. Halvdelen af pladsen var klistret ind i net, men så var den anden halvdel jo fiskbar... dvs. jeg tog 2 kast langs kysten for at fiske lidt af og da det tredje kast blev sendt mod Tyskland fik jeg et mærkeligt "bundhug" på et, for mig, ukendt sted. Da opdagede jeg at markeringsbøjen der stod langt ovre til venstre havde en søster der stod langt ovre til højre. Aha... et net. Men hvad så med det flag der står derude, og jeg kiggede ca. 100 meter bag den venstre bøje. Har det så også en fjern søster, og så opdagede jeg båden med den enlige fisker der netop i det øjeblik var ved at sætte endnu et garn ud. Fedt manner... mellem de 2 bøjer var der omkring 100 meter vand at fiske på. Blinket blev siddende i nettet og i morgen eller en dag det passer hr. "husbehovsfisker" at røgte sit lortegarn, sidder der en hilsen fra mig. Værsgo!

Skuffet over den slappe lovgivning der råder i dette land, begav jeg mig til andre pladser, blot for at konstatere at garnfiskerne så sandelig ikke ligger lade hen i hverdagene. Gad vide om det er bevidst? Man ser længe ikke så mange net i weekenden og jeg kan fra tidligere år godt erindre at det ikke er noget nyt. Mon der er nogen der ikke vil vise deres grådighed? Tør de ikke fiske med deres garn i weekenden, af frygt for reprisallier? I hvertfald fortalte hr. og fru hundelufter mig, at det bl.a var deres nabo der satte garn tæt på land. Jo jo... 48 laks (havørreder), og dem solgte han til alle og enhver. Røget, speget, stegt og sort...

De garn dér, de sorterer ikke på undermålere eller sortfisk, men det skulle da lige være mig der nakkede hver en fisk jeg fik - så havde jeg haft 9 med hjem i dag. Nej, 10, for jeg krogede også en i bugen.

Fiskeriet: Egentlig ville jeg ikke køre så langt, for jeg havde ikke planlagt nogen større tur i dag. Havde heller ikke mad eller drikke med, men som så ofte før, endte jeg med at stå med en voldsom sult der blev glemt hver gang der kom fisk. Det første kast på dagens tredje plads, gav et hug. Eller hug var det faktisk ikke, nærmere noget sutten på blinket. Et øjeblik frygtede jeg det var hornfisk, men blev klogere 3 kast efter da en havørred gentagne gange huggede hele vejen ind, for til sidst at kroge sig selv i bugen efter spinstoppet. Dagens første fisk, og så alligevel ikke.

Efter 30 min. uden fisk gik jeg ned over revet og lagde et kast langs land. Efter 10 omgange på hjulet knaldede en blankfisk på og sprang 4 gange helt fri af vandet. Den var vild og meget større i fighten, end til afkrogningen. Men en 50+ var det dog. Længere nede af kysten ligger der nogle sten der plejer at gemme en fisk - det gjorde de ikke i dag, i hvertfald ikke de første 20 minutter. Nej, i stedet huggede det stenhårdt helt ude på distancen igen. Fisken tog et kort udløb og væltede rundt i overfladen. Derefter fulgte den med noget af vejen og gik med siden til resten af vejen og så kunne jeg lande en smuk blankfisk på 2,8 kg. Vel på land startede så fighten for fisken. Den blev helt vild og væltede rundt uden jeg kunne få ordenligt fat i den, eftersom jeg sad med stang og line i hånden. Inden jeg fik set mig om, havde den rodet alt sammen, men så fik den også et hug med en sten. Krogen var svær at få ud, men da det lykkedes begyndte fisken igen at skabe sig - denne gang fik den et større hug med en sten og denne gang kom min lillefinger i vejen for stenen - det gjorde sådan set rigtigt ondt, men vi udelader bandeordene her.

Efter at have byttet det stykke line ud som fisken havde skrabet i stykker, var det ud igen og så skete der noget jeg ikke har oplevet på denne plads før. En stor fisk! Kastet ud til de føromtalte sten gav bonus i form af et hårdt hug, uden fast kontakt til fisken. Men så huggede det igen og da blinket kom ind, vendte der en meget stor fisk foran mig. Desværre så jeg aldrig fisken, men jeg tvivler ikke på at den var med inde mere end een gang, for hver gang den kom, så havde den og havet sit helt eget liv. Det så bare så vildt ud med de mega bølger og strømhvirvler den lavede. Jeg gad fandme godt at have bare set den fisk, men verden ville det således at jeg i de følgende 20 minutter tog 3 fisk til, men i noget mindre størrelse end følgeren. En blank og 2 meget smukke nedgængere.

Sidst på eftermiddagen var det tid at pakke sammen, for sulten havde gjort så frygteligt et indtog at jeg ikke kunne tænke på andet end burgere og lign. snask, i stedet for at koncentrere mig om fisket. Det berømte sidste kast blev lagt hvor jeg tog blankfisken tidligere og så fik jeg, igen helt ude i kastet, en blankfisk på 55cm. der kæmpede for livet som besat. 2 (sidste) kast efter fik jeg endnu et voldsomt hug og da troede jeg et øjeblik at fisken vi alle venter på, endelig sad der. Den tog et kanonlangt udløb over 2 omgange og ville slet ikke med ind, men da det lykkedes var det med meget måbende mine at jeg kunne afkroge en sortfisk i god form på "kun" 3 kg. anslået. Kastet efter gav endnu en fisk, denne en blank på ca. 60 cm. og med store sorte pletter. Det aller aller aller aller sidste kast gav sørme endnu en fisk, men så var det også tid til at vende snuden hjem og få noget foder!

Fantastisk som fisken huggede i dag. Der blev virkelig ikke lagt fingre imellem, men surt at den store følger kun forblev en følger.

Dagen i går var i min verden helt vild. Så mange fisk på så kort tid, kvaliteten af fisken til trods. Igen i dag var jeg ikke den første mand oppe, men det tager jeg helt roligt. Jim var allerede på plads og selvom mine spådomme om Jim´s fiskeri inden jeg kom - 2 nedgængere og 2 blanke - ikke var gået i opfyldelse, så blev jeg noget vild da jeg så vandet. Dette måtte bare give den fisk jeg ventede på! Micke var lige ankommet og gik i vandet mens jeg riggede grejet til. Tænk engang hvordan hele sæsonen har været, rent vejrmæssigt. Jovist, jeg har tidligere haft et luksusarbejde med en fridag en gang i ugen, hvilket gav mig en hel del flere muligheder for at fiske når jeg ville, men jeg erindrer ikke at vejret i den grad har været så ringe som i år, og så står jeg her og kigger på let grumset vand i SV vind på 5 m/s og med sol på. Kan det blive bedre? Ja, det var kun os 3 ude, endda...

I første kast har jeg fisk efter og efter et par minutter fanger jeg dagens første. En smuk blankfisk der, i modsætning til i går, gik klokkerent til biddet. Det glemte jeg at nævne med i går. Fiskene suttede sådan set bare blinket i sig, når de huggede. Ingen større voldsomme hug, de bare åbnede munden og stod stille et øjeblik. Sådan gjorde de ikke i dag! Micke får en fisk og så har jeg hug igen og i kastene efter endnu en følger, der virker meget interesseret i blinket. Men selvom vi kaster alt det vi kan, så sker der ikke rigtigt noget. Jim kommer vadende og fortæller om 2 fisk tidligere på formiddagen, men ikke noget at tage med hjem, og så står vi ellers der og kaster alle 3. Vi kaster længe og vandet ser bare godt ud. Solen gasser fra en blå himmel og det hele stemmer, bortset fra at ingen af os har fleks på klingen. Ikke havde jeg regnet med at fiskeriet skulle være som i går. Det er det aldrig 2 dage i træk. Men at det er helt dødt under de her forhold, forstår jeg ikke. (heller ikke)

Micke fanger pludselig 2 mindre blanke, men festen uden deltagere forsætter atter engang. Efter et par timer som et par store spørgsmålstegn, bliver vi enige om at hente Jim og bortføre ham til en anden plads, selvom det skærer i hjertet at forlade disse forhold. På vej til Jim, ser vi ham fighte fisk. Ok, det må være tilfældigt, tænker jeg, men da han får endnu en i kastet efter, bliver skridtene pludselig længere - hurtigt. Jeg vælger kameraet før stangen, da jeg vader ud. Vil lige have lidt billeder af Jim der fighter fisk og i de 5 minutter jeg står der, får Jim en fisk og mister 2.

Det kan jeg ikke holde ud at kigge på og inden længe har jeg gjort Jim selskab på revet. Første kast resulterer i et voldsomt hug. Kastet efter har jeg fisk på og i tredje kast sidder der endelig en for enden af linen. En gudeskøn blankfisk afkroges, og jeg undrer mig over størrelse på fisken, der fightede voldsomt godt. Indenfor 10 minutter tager jeg 4 fisk. Alle hugger sindsygt hårdt, så man tror det er den helt store hver gang, men desværre er de alle blanke på målet og en enkelt sort er også oppe og vende. Jim fighter, Micke fighter og jeg fighter. Micke nupper en blank skønhed på 2,5 kg., der senere viser sig at blive dagens største. Undren, for alt er stadig perfekt, men størrelsen på fiskene er vi ikke enige om.

Et dyp med termometeret om formiddagen viste 7 grader. Det var 6 i går, men da jeg senere på dagen igen har måleren i vandet er temperaturen steget til 10 grader. Det er simpelthen perfekt, men fiskene er kun små i dag. Jeg tænker om vi har valgt forkert plads, for de store ser vi bare intet til. Det tætteste jeg kommer på en ordentlig fisk, er da Jim, Micke og jeg netop taler om "den store" og det hugger nådesløst hårdt tæt på mig. En blanko tager et spring og flår line af hjulet og er væk. Dagens eneste mistede fisk, var den vi alle ventede på.

Men tilfredse, trods alt, kan vi 3 gå hjem med 26 fisk på samvittigheden.

Öringens Dag, arrangeret af Skånska Kustfiske Klubben, er en traditionsrig konkurrence som jeg hellere end gerne deltager i pga. måden man konkurrerer på. Fulton og atter fulton. Det er for mig det eneste der gælder, når det kommer til den rene "tag fisk med hjem" oplevelse.

Så gælder det bare om at fange dem! Men det er så en helt anden sag... i dag vadede jeg alene ud på revet. Mystisk at der ikke var andre ude, men glædeligt. At have det hele for sig selv når man starter, er det bedste jeg ved. Et ufisket rev giver lige troen et par procent ekstra, men så var der lige noget jeg havde glemt. Der er nemlig mange ting jeg ikke ved - dem prøver jeg så at lære mig når de kommer til mig. Men så sker det også at jeg tidligere har lært noget og så glemt det igen. Dagens lektie var at huske at fiske af inden man bare vader ud. Spinnefisker eller ej, så kunne jeg godt have haft sømmet i vandet der hvor jeg stod nu, og foran mig så jeg tydeligt en pæn havørred svømme forbi i roligt tempo. Heldigvis skræmte jeg den ikke, og jeg fik omgående lagt et kort kast ud. Den huggede prompte på kort line, men hvad jeg troede var en blank på 2,5 kg. viste sig at være en blank nedfaldsfisk i samme vægtklasse. Det startede godt og bare 15 minutter efter fik jeg en blank lige under målet. Så stod jeg en halv times tid uden kontakt, men så tog min dag en drejning mod noget jeg sjældent har oplevet. Bare rolig, jeg fangede ikke drømmefisken, oplevede heller ikke noget du sikkert ikke har oplevet før - men for mig, var det vildt!

Det bare væltede ind med fisk over revet. Jeg har aldrig nogensinde haft så mange følgere før og ej heller så mange fisk der huggede. Det var helt vildt. Det stod på i 3 timer og selvom jeg kun fangede 9 fisk, og ingen af dem var noget af gå til konkurrence på, så var jeg helt oppe at køre. En kort sammentælling gav følgende cifre: 3 blanke, hvoraf den ene var omkring 60 cm og tæt på at ryge med hjem. Den var dog noget smal (men en ren blankfisk, uden tvivl) og så 2 blanke omkring målet, der svømmer derude igen fordi tvivlen kom dem til gode. Derudover 3 blanke under målet og 3 mørke fisk. Og så tror jeg godt jeg kan sige at jeg havde hen ved 6-7 følgere for hver fisk jeg fik og så adskillige fisk i overfladen, men når alt kommer til alt... ingen fede blanke og da jeg tog til indvejning efter 5 timers fiskeri, kunne jeg konstatere at Jonny Andersson havde vundet konkurrencen med en blank på 1,9 kg. og 57 cm. Tillykke til Jonny, der som den eneste kunne veje fisk ind!

En regnfuld dag med svag østlig vind og gammel sø fra dagen i forvejen, var åbenbart noget der virkede. Vandet var 6 grader og svagt grumset. Gad vide om fiskene i morgen ville være på plads igen? Jim kommer og Micke og jeg skal mødes derude.

Så var det endelig tid til at få set hvor skabet skal stå! Dette års konkurrence skulle ikke gerne blive en gentagelse af sidste år, hvor vi ikke havde nogen fisk til indvejning, men jo... sådan blev det.

Hvad der efterhånden er blevet til hverdag, eller rettere hvad der er blevet til weekend (for nu at få sandheden frem) er blæsevejret. Onsdag så fed ud, torsdag så fed ud og fredag så fed ud. Faktisk var lørdagen ikke så ringe endda, men søndag, ja i dag blæste det så 10-12 m/s fra S og SØ. Det er imponerende! Til gengæld var mine bange anelser for grumset vand gjort til skamme allerede da jeg kørte ud af byen.

En samtale med Urban og vandet var klart, sagde han. Godt nok grov sø, men klart vand og uden tang - videre østpå for at finde et rev, men Urban og jeg er enige om at det er for vildt, da vi mødes lidt senere. Jeg står med mine ben i 2 lejre. Skal jeg lyne op og trykke huen fast om skallen og så bare gå til den eller prøve noget helt nyt: havørredfiskeri på Øresundskysten? Det sidstnævnte lyder mest tillokkende, da denne uges sygdom er halsbetændelse. Den har jeg fået af min datter, som er meget gavmild for tiden - men hun lærer at dele og det er også godt! Et stop for at få mad, inden jeg overhovedet har fisket, og så står den på lang gåtur. Geddehalvøen viste sidste år at der nok var havørred i området og da vi efterhånden er så langt henne på året, må der være kommet tobiser til landet, hvorfor pladsen naturligtvis kan fiskes af. Jeg mener, hvorfor ikke, selvom det ikke er den mest oplagte havørredplads? Men først var der lige gåturen.

Vi aflægger en meget lang strækning i blød bund og i vand til knæene visse steder. Urban stiger af og jeg fortsætter. Jeg vil helt ud og fiske. Af med tasken og så videre gennem et par hundrede meter knædybt vand, for efter 4 kast at konstatere at der er drivende tang i vandet. Nå, men så er det retur - denne gang mod strømmen og i strid modvind. Jeg er fuldstændig smadret da jeg indhenter Urban. Storsvedende og lidt skuffet sætter jeg mig i bilen og har bestemt kursen mod Sydkysten - ondt i halsen eller ej. Urban lægges bag mig og så afsted!

Bølgerne hamrer ind på kysten, men vandet holder stadig den fantastiske farve jeg havde håbet på at se. Hvis bare jeg kan komme ud bag knækket, er der chance for fisk. Men adskillige kast senere, må jeg sande at det er svært at komme langt nok. Først og fremmest kan jeg langt fra komme ud på revet hvor jeg plejer at stå, desuden er bølgerne så svære at de knækker langt ude og så kommer de fra 2 sider, hvilket gør halvdelen af mine kast helt forgæves og sidst men ikke mindst, så knækker de igen foran mig og skubber mig rundt på de glatte sten. Ikke lette forhold, men det forlanger jeg heller ikke.

Jeg bliver enig med mig selv om at prøve længere nede, selvom jeg har set at pladsen var optaget af 2 andre - måske var de gået hjem? Men nej, den ene sidder i bilen og den anden er stadig på plads. Det er Nikolai og en kammerat der er ude. De har stået i et "hul" i revet hvor der er langt roligere forhold og har der plukket 3 sortfisk. Så det kunne sagtens lade sig gøre, men det er lige om at finde de rette steder!

Desværre løber tiden fra mig i fiskeriet, men nu skulle jeg op og se de andres præstationer fra dagens anstrengelser og så skulle der grilles og nydes. Af 26 tilmeldte, dukker 14 op - nogle af dem for bare at hilse på og så køre igen. Det skal I have tak for - altså for at hilse på, forståes! Vi var 11 mand tilbage, inkluderet arrangørene, da vi kunne sætte tænderne i de lækre pølser og nyde hinandens fisk. Det er egentlig en halv sandhed - men den med pølserne er god nok.

Ærgerligt med en gentagelse af sidste års resultat, men fedt at så mange viste interesse for konkurrencen.

Tak for en hyggelig dag og bedre held næste år! Næste weekend er det tid til den anden af Skånes Fultonkonkurrencer, hvor Skånska Kustfiske Klubben afholder Öringens Dag. Ses vi? Det tror jeg nok du tør!

Fiskekonkurrence 30. marts 2008 fra 05 til 19

I samarbejde med Henric, Jonne, Johan og Anders indbydes du hermed til fiskekonkurrence.

Konkurrencen er en gentagelse af sidste års succes "blänkaren 2007" der trods den manglende fangst, fortjener en gentagelse. Alle deltagende havde nemlig en overordentlig hyggelig dag der sluttede med "indvejning" i Abbekås, hvor der blev trukket lod om præmierne og grillet til den store kokkehue.

Igen i år konkurrerer vi på konditionsfaktoren hos havørreden i flg. 2 kategorier:

Tykkeste havørred på flue
Tykkeste havørred på spin

 
Fiskeri er tilladt på de skånske kyster. Indvejning bliver i Abbekås.

Tilmeld dig her.

Vel mødt til en forhåbentlig spændende og fangstrig dag. Husk grillpølser - vi har grillen klar fra omkring kl. 18.

Venlig hilsen

Henric.nu, Spinnstopp.se, Lustfiskarna.com, Kustfiskedagboken og fiskedagbog.dk

forts: ...sådan blev det ikke. For i dag stod Linus og jeg nede på Sydkysten og havde begge set vandet dagen i forvejen og var begge enige om at det ville være kanon til fiskeri i morgen - altså i dag.

Så hvorfor blev det ikke det? Vandet var brunt flere hundrede meter ud. Linus der allerede var i waders gik i vandet for at måle temperaturen og bekræfte mine anelser. De var helt sande... strømmen og vinden fra dagen i forvejen havde ført koldt og beskidt Österlen vand ned til os. 3,5 gr. var det og ufiskbart. Jeg tog hjem fra kysten for 7. gang i år uden at have fisket.

Lige nu glæder jeg mig til forsommeren og de aftenture man kan tage midt på ugen. De virker pt. mere lokkende end disse tider, hvor forventningerne til vejret bare slet ikke bliver indfriet og man gang på gang bliver blæst væk fra kysten.

En hurtig samtale aftenen i forvejen, og pludselig var Jacob på vej herover.

Jeg havde egentlig sagt at jeg ville ud og fiske om torsdagen, men det blev aldrig til noget, fordi der var så mange andre ting jeg også gerne ville have klaret, og inden jeg fik set mig om, var der ikke mange timer tilbage af dagen. Men om om fredagen ville vinden tage til fra syd og dreje i først sydøst og øst, for om aftenen at slutte i en hyler fra nordøst. Men den hyler ville være ligemeget, når bare vi fik fisket hele dagen i den tiltagende vind.

Hvorfor blev det ikke sådan? Mens Jacob var på vej og jeg var nede og handle til grillen, begyndte vinden. Da Jacob var kommet og mens vi spiste, havde jeg passet grillen i regnvejr (det er ok) og så frisk til hård vind fra syd (det er ikke ok) Og vinden fortsatte bare med at tage til, så det var med bange anelser vi gik i seng.

Ganske rigtigt så stod vi op til en strid vind fra syd-sydøst. Turen til kysten var spændt, men vi kunne skuffede konstatere at meteorologerne fuldstændigt havde skudt forbi i deres prognoser. Faktisk endte vi med at køre hele vejen til Kivik, for der at bevidne at en hævn uden videre havde ramt os. Selv heroppe stod vinden næsten lige på kysten og farvede vandet brunt. Der var intet andet at gøre end at køre hjem. Jeg var skuffet - Jacob sur...

For at træde på os, var turen tilbage langs Sydkysten selvfølgelig i let solskin og mærkbar aftagende vind. Vejret var perfekt at fiske i, og havde det ikke været for de store bølger i det meget høje vand, var vi fløjet ud af bilen for at prøve, for selv vandet var klart. Jeg tænkte at lørdagens fiskeri kunne blive interessant, når bølgerne havde lagt sig lidt mere, men... forts.

Så er vi halvvejs gennem påsken. En, traditionelt set, hektisk fiskeuge med mange folk på kysterne rundt i landet. Jeg har ikke været en af dem, hvilket jeg er lidt ærgerlig over. Atter en gang blev jeg syg, men nu hvor det er overstået skal jeg nok ud en tur, mens temperaturen udenfor er ved at krybe over frysepunktet.

I dag vender vinden til syd og en smule varme i den nye vind kan godt sætte lidt fisk i gang. Dagen må vise det, men året har indtil videre været træls som bare pokker. Hvis ikke jeg har været syg, har datteren været det. Når tiden har været til at fiske - for der er også kommet andre boller på suppen - så har vinden lukket kysten, i en ellers lækker varm vintersæson, set med havørredfiskerens øjne. Nej, det første kvartal af 2008 vil jeg nok hurtigt glemme. Heldig, må jeg erkende at have været, sådan at have stødt på en smukker fisk oppe i Blekinge d. 9 marts - den husker jeg til gengæld!

Manglende fisketid - det var den med andre boller på suppen. Ungerne (der er kun 1, men hun fylder for 2) tager tid, men jeg vil også gerne give hende den tid - jeg syntes også selv det er skidesjovt. Arbejdet tager tid, men den kan ikke forhandles. Huset tager tid, for der er altid noget at lave og en lejlighed vil fruen ikke høre tale om. Der var ellers et par ekstra timer man kunne hente ugentligt ved en lejlighed (og 1000 vis af kroner). På den anden side, hvor skulle man så være om sommeren? Hvor skulle man grille og hvad skulle man lave? Havearbejde er ok, trods alt(!) Nej, at bo i hus er nok meget godt når det kommer til stykket... specielt for den lille.

Jeg tror bare at jeg er ved at være rigtigt inde i det der familie tam-tam som på en gang er hyggeligt og sjovt, men også utroligt tidskrævende. Fisketiden forsvinder, som mine lommepenge gjorde det hos slikmutter dengang jeg var 10 år.

fiskedagbog.dk kommer i tiden fremover, ikke til at være så opdateret som den en gang var. Det kan kaldes prioriteringer, men kan oversættes til tid. 8 timers søvn, 8 timers arbejde og 8 timer til at lege med ungen, indtage nødvendig mad, være nødvendigt sammen med konen (ups) og så kan de sidste minutter fordeles på huset og haven samt fiskeriet. Måske man skulle gå på deltid og sende barnet på kostskole i en tidlig alder? Jeg foreslår at næste gang der skal stemmes om timer i døgnet, så laver man 36 af dem. Det kræver ganske vist lidt justeringer i jordens omdrejningstid, men det kunne kompenseres således at vinteren kun bestod af 12 døgntimer, så der ikke kom for meget uorden i det hele.

Nej, nu skal jeg til Ystad og hente nogle blink og så skal jeg se på den kyst. Undrer for i øvrigt om der har været så mange ude i påsken i år? Og har I fanget noget? Det er jo ikke ligefrem det bedste fangstvejr på sydkysten med nordlig vind, sne og frost hver dag. Bemærk jeg skrev fangstvejr, for fiskevejr kan man vel godt kalde det? Det er jo trods alt vildt lækkert udenfor i solen, selvom temperaturen ikke er fulgt med.

Hej på dig... og tak fordi du stadig er med på min side, selvom fiskeriet er faldet lidt. Det kommer igen, med tiden.

På rygtebørsen var der kommet informationer om godt fiskeri i Blekinge. Så på ægte rygtebasis bestemte Anders, Jacob og jeg, os for at tage en tur forbi derop i stedet for den planlagte sydkysttur. Det var alligevel weekend og der ville sikkert være mange ude på hjemmebanen, så Blekinge var et attraktivt alternativ.

I weekenderne skal jeg gerne lige indhente et par af de timer, jeg er gået glip af i ugens løb, så da jeg stod op lidt i 5 lørdag morgen, syntes jeg der var noget der manglede. Kaffe i koppen og så ud i bilen med grejet. På den sædvanlige tankstation var der lukket, så morgenmaden måtte vi køre til byen og hente. Men skiltet "nattlucka" var permanent lukket og det andet skilt "vi har öppet för dig" har Statoil vist ikke ment noget seriøst med. Der var simpelthen lukket i byen, og ingen morgenmad kunne findes, indtil vi valgte at følge efter en bil der førte os til en konditor - redningen!

Ud på kysten for at konstatere at der holdt hele 4 biler i forvejen, og så sent var vi heller ikke på den. Vi overvejede en anden plads, men valgte alligevel at blive da området er stort. Og ganske rigtigt, ikke et øje på kysten hvorfor vi kunne indlede dagens fiskeri på favoritten. Vandet så hammergodt ud, selvom der manglede lidt vind - solen manglede også, men begge dele var lovet i dagens løb. Det var faktisk den slags vejr hvor man tænker "når sol og vind kommer, så kommer fisken". Det stemte 100%.

Jacob, det er kendt som et dampbarn fik hurtigt ben at gå på og forsvandt rundt om revene, mens Anders og jeg kun rykkede os ned af kysten i mageligt tempo. Et udset rev skulle nåes inden solen kom frem. Men da skyerne pludselig forsvandt, valgte vi det næste rev i rækken - og den sol fik bare mit fiskehumør i top. Efter et par kast måtte jeg ind og hente min pol-briller, for at kunne følge med i den våde verden og allerede i kastet efter kom der 2 ret gode fisk efter blinket på samme tid. De kom med fuld bulder på og forsvandt lige så hurtigt - fisk på jagt! Kastet efter havde Anders hug og jeg følte også lidt pilleri, men intet skete. Endnu en fisk fulgte med ind, men denne i modellen målsfisk. Efter 10 minutter overvejede jeg at gå ind og få forfangsline på, hvis det var det der afholdt fiskene fra at hugge, men netop som jeg skulle gå ind, huggede fisken. Ikke specielt hårdt, og så gik den i gang med at vælte rundt i vandet bare en 15 meter ude på bedste sortfisk manér. Jeg kunne ikke se fiskens farve, men kunne mærke det var en bedre af slagsen. Anders, der netop havde kastet ud, måtte pludselig stoppe indspinningen da fisken valgte at stikke af i langt udløb forbi ham. Fisken blev vendt og fightet mod land, hvorefter den igen begyndte at vælte rundt, men denne gang så jeg tydeligt den knitrende blanke side og så fik jeg gummiben. Fisken valgte dernæst at svømme mod land og vælte rundt i stenene, dernæst indenom mig og rundt igen - jeg tror nok jeg mistede den fisk i tankerne en 3-4 gange - men et godt greb om halen reddede det hele og oppe på land kunne jeg konstatere at 3-krogen sad perfekt i saksen. Yes! Årets første gode fisk og en yderst smuk en af slagsen.

Den næste halve time fiskede jeg ikke, men stod bare og var glad. Anders, derimod, fiskede lystigt videre og mistede desværre en fisk efter et halvt minuts fight. Jeg gik langsomt i vandet og havde hurtigt hug igen og også fisk efter en gang til, og det var tydeligt at fisken var i forårshumør. Desværre lykkedes Anders og jeg ikke med flere, hvorimod Jacob indfandt sig på mit tidligere udsete rev, og der fik 2 blanke omkring målet samt en sortfisk.

På sådan en tur, skal maden indtages i det fri og helst som pølser over åben ild. Ingen undtagelse i dag, hvor Jacob havde sørget for at handle et par ordentligt store og stærke pølser ind, og Anders havde sørget for drikkevarene. Guddommeligt som altid, ude i det fri! Og bedst med fisk på land...

Senere bestemte vi os for at flytte plads, idet den yderligt tiltagende vind havde fået en masse ålegræs til at drive omkring. Den nye plads var alt for stille og med for lidt tid tilbage, ville vi alligevel prøve en tredje, hvor ålegræsset mod forventning ikke var til stede. Bølgerne gjorde det svært at komme på plads, men vi fik da fisket en halv time, inden trætheden slog igennem og det var på tide at tage hjem.

Hjemme blev fisken vejet og målt til 4 kg. fordelt på 67 cm.

Velkommen til forår!

Det blev indledt allerede i mandags, d. 25 februar, da jeg var på ravjagt langs Sydkysten. Jeg fandt kun 2 små stykker, for højvandet dagen i forvejen (pga. blæsten) havde skyllet alt tangen ud, så jeg gik en lang tur i det lækreste vejr uden handsker og hue, men fandt altså ikke noget rav af betydning. Til gengæld så jeg en lærke, der på bedste sommermanér legede helikopter over engene og fløjtede så man fik lyst til at kaste sig i sandet og tage sol.

Vejrudsigten ser ikke videre lækker ud for de kommende dage og nu skal vi åbenbart smage lidt vinter netop som vi forbereder os på foråret. Men selvom vandet langs kysten har været mere mørkt end klart i år, så glæder jeg mig til det bliver lidt varmere og forhåbentligt bedre vejr, for nu starter fiskeriet rigtigt. Vi ses derude.

Mere vil have mere og nu da kontakten til havørreden var etableret, var der intet der var mere naturligt end at tage en tur til Österlen igen. Mon der var flere fisk, man kunne få i tale?

Jim stod udvadet da jeg ankom og havde intet mærket den sidste time. Fra om morgenen havde de 3 gutter fisket lige foran deres hus og fået nogle små blanke og et par sorte. Jeg gik straks igang med at kaste og havde allerede i første kast fisk der huggede. For at gøre 2 timer meget korte, så gentog historien sig fra igår. Altså, jeg mistede et par fisk og havde adskillige hug. De andre fangede ganske vist ingenting, men så forsigtigt plejer havørreden ikke at hugge.

En hurtig frokost i huset bag os og så ned på kysten igen. Hvad der var sket med fiskene ved jeg ikke, men nu var de hugvillige. I første kast får jeg fisk helt ude. En lille blank er oppe og får hele 3-krogen ud af munden. Det samme sker i andet kast. I tredje kast et forsigtigt puf og i fjerde kast mister jeg en fisk. Det gik stærkt, og ligeså hurtigt som de kom med åbne munde, ligeså hurtigt forsvandt de igen. Senere fighter jeg en blank helt ind til mig og ser den kaste 3 store rejer op. Det er måske det de går og guffer nu?

Men hugvilligheden fortsætter når fiskene er der, for vi fanger flere. Men resultaterne er nedslående med tanke på hvad vi drømmer om. Der er ingen store blanke grise på 5 kg og derover. Alt hvad der mærkes af interesse, er Michaels heftige hug helt ude i kastet. En fisk der springer og flår line af hjulet, og er væk...

Endelig lidt fisk, men størrelsen var ikke noget at tale om.

Jeg fik nærmest dårlig samvittighed da jeg kom frem. Vandet ser fedt ud, det har lige den rigtige farve og der er tomt på pladsen - det har der faktisk været hele vejen, og det er endda lørdag! Jim og Michael sidder og skuler i deres bil, mens David og jeg stiger ud af vores, på en af Österlens kendte pladser. Jep, Österlen... den dårlige samvittighed sidder i baghovedet, for det var her jeg ikke skulle over i år. Men af 2 årsager er jeg endt her. Den ene er vejret, for dagen i forvejen har det blæst vanvittigt meget. Der er målt 39 m/s i vindstødende på Hanö og selvom det ikke lige er i nærheden, siger det noget om hvor meget det har blæst. Den anden årsag er selskabet. Jeg har ikke set de 3 føromtalte gutter i noget tid og eftersom jeg blev inviteret med på lidt fiskeri, så var det svært at sige nej. 4 mand skal nok finde fiskene!

På den første plads, ser vandet som sagt fedt ud, men det lyver en smule, for da vi betræder det er sigten ikke videre god og minder mest om "Møn-vand" på en god blæsedag. Fisk fanger vi ingen af, men Michael og jeg har hver vores hug, og så er jeg så heldig at jeg i et kast med lidt løsline fanger mig en måge. God start!

Nordpå lyder ordren. Folk er blevet hjemme, og det er først på den mest kendte plads af dem alle, vi ser andre mennesker ude. Gad vide hvor mange der ikke vidste at det var fiskbart i dag? David og jeg smutter ud på en anden kendt plads, hvor der plejer at være proppet med folk og den mennesketomme kyst får mig kortvarigt til at tænke på en genovervejelse af mit nytårsfortsæt. Nej, vinden har skræmt folk til at blive hjemme, hvilket jeg sikkert også var, hvis ikke jeg havde denne aftale. Igen møder vi ikke nogen fisk, så da vi får en sms om at Jim og Michael har oplevet lidt liv på deres plads, suser vi ned til dem.

Og så vågnede kysten for første gang for mig i år. Først ser jeg David kaste til en følger - det plejer han at skjule, men falkeblikket følger hans bevægelser og et par sekunder efter har jeg hug. Så får David fisk, men mister den. Jeg fanger fisk og er lige ved at sende et par hånlige ord afsted til David, da jeg også mister min. Flere hug og David har følger igen, og mister igen en fisk. Det samme sker for mig, og efter 5 minutter står vi med 3 mistede fisk hver og begynder at grine over situationen. Det er godt nok mærkeligt, for fiskene var kortvarigt forbi og var bidelystne, men så sultne var de åbenbart heller ikke. Heldigvis kan vi håndtere situationen som voksne mennesker og fisker videre uden psykologhjælp - dvs. jeg bliver godt gnaven over de mistede fisk, men det siger vi ikke til David, vel.

Så sad den der! David får endelig en fisk hele vejen med ind og afkroger en lille blank. Da han gentager proceduren efter 3 minutter, beslutter hans revkammerat (mig) sig for at skifte sten. Tilfældigvis ligger den nye sten tættere på David og på turen til ham får han dæleme en fisk til. Lige dér, ville jeg ønske jeg kunne gå på vandet, for David har i medvinden, kontakt til fiskene helt ude i enden af kastet og jeg når ikke derud på min side af revet. Men gudinden over Salmo Trutta tilsmiler mig et svagt øjeblik og lader mig kroge en tynd blank nedgænger der "heldigvis" afkroger sig selv foran mig. Resten af dagen sker der ikke det store. Vi har et par hug og en følger og så er dagen bare gået med lidt små blanke og et par sortfisk.

Nej, nej, nej, tjoo, måske, øv optaget, nej, nææh, nej, heller ikke dér, nej, nej... nå, så blev det Ystad. Ringer til Per og hører om han er hjemme, så jeg kan hente de Snaps jeg har bestilt 100 af. Heller ikke der er jeg heldig.

Revene glider forbi ruden og vandet på Sydkysten er som det har været længe: Grumset og trist. Men fiske, det skal jeg. Fruen er sendt udenlands for en dag og har taget den lille med, så det er bare om at bruge tiden fornuftigt. F.eks 45 min. på at skifte batteri i regnmåleren. Til gengæld tog det kun 2 minutter at tjekke musefælderne for de var for en gangs skyld tomme.

Det er ellers noget jeg har været god til at fange i år. Mus! 11 stk. er jeg oppe på, og var der en konditionsfaktor for mus, havde jeg forlængst vundet med den første der gik i fælden. Sådan en kornfed lille gnaver, der troede at mine brunkager lige var noget den kunne få - klap, sagde det...

Nå, men jeg kan da kigge til den enlige fisker der stod på strækningen Hörte-Ystad, på vejen tilbage mod Trelleborg. Måske er det en man kender og måske har han endda fanget noget? Uden at rigge til, går jeg i vandet og kan til min glæde se at det er Micke der står udvadet. Fisk har han ikke fået, men vandet er en smule mere klart her, end nogle af de andre steder jeg har set. Det gode ved at møde nogen man kender på kysten, er at man kan få en hyggesnak og måske få lov at fiske på den anden side af revet, uden sure miner. Men inden jeg kommer så langt, så kan jeg ikke lade være med at kigge efter rav. Så godt er fiskevejret heller ikke, så jeg når at finde 21 stykker, inden jeg har bevæget mig ud på revets anden side. Det ser ikke særlig godt ud. Klart vand inde ved land, men så snart man bevæger sig ud i brændingen, er vandet gråt af sand og skidt, og så flyder der en del tang rundt. Nordenvinden fra de foregående dage, førte højvande med sig. Vandet tog det opskyllede tang på stranden og førte det ud igen. Ikke til glæde for nogen, vel.

Micke og jeg ender med at lave en mindre "pub-crawl" eller rettere en "rev-crawl" i jagten på mere klart vand og ikke mindst fisk! Men uanset hvor dybt vi vader, hvor langt vi vader, hvor meget vi end prøver at vade, så er jagten forgæves. Vandet er og forbliver uklart og jeg må indse at endnu en dag er gået uden fisk. Micke havde et mindre hug på den sidste plads, men mærker som jeg, ellers ingenting.

Jeg fatter det ikke, men DMI´s 5 døgnsprognose har 2 dage i træk vist vindstyrker under de 10 m/s. Det kan jeg ærligt talt ikke huske hvornår jeg sidst så. Men mere stille vejr har jeg ventet længe på, for nu kunne jeg endelig komme på Sydkysten. Med Møn i baghovedet satte jeg mig i bilen et godt stykke op af formiddagen. Jeg tror ikke der er mange andre end Ralf, der ville være enig med mig i at det var et passende tidspunkt at køre på.

På vej til kysten, i sms-pauserne til fiskegutterne der allerede er ude, kom jeg til at tænke på meldingerne fra lørdagens sydkystfiskeri. Der stod vist ingenting, nogen steder. Var der virkelig ingen der havde fanget noget og hvad mente de med grumset vand? Linus bil var parkeret ved en forårsklassiker og jeg måtte lige ned og hilse på. Jeg forstod straks den med det grumsede vand, men hvor dælen kom det fra? En blank undermåler og en sortfisk var gået til biddet og det var alt. Videre i teksten - jeg havde havørred i tankerne og mente bestemt at min udsete plads ville byde på tilfredsstillende flex på klingen.

Alle kender det der med at køre på landet. Der er ikke så megen bebyggelse, men jo tættere man kommer på en storby, jo flere huse... kender I så den med kystfiskerne? Hvorfor var I alle sammen overalt i dag og var der fisk der hvor I stod og klumpede sammen? Man skulle tro det var påske. Af endnu uopklarede årsager, så var min udsete plads faktisk ledig. Helt ledig... ikke skyggen af andre fiskere til hverken højre eller venstre. Meget meget mærkeligt, for her var vandet ikke mindre uklart end andre steder. Jeg vandrede yderst glad og tilfreds mod revet, og glædede mig til den første fisk. Var den blank? Over målet, måske? Der plejer jo at være godt med fisk der! Efter en halv time er der intet sket, men de kommer nok lige straks. Observerer at der en anden fisker på vej mod revet. Da han stiller sin taske 10 meter fra min, bliver jeg lidt mistænksom, for det er ikke nogen jeg kender. Måske fornemmer han mit blik, for han rykker op i tasken og går videre - for så at stille den 40 meter på den anden side. Aha... han vil også fiske her, hvilket er forståeligt. Men hvad jeg så ikke forstår, er hvorfor han absolut skal fiske så tæt på mig. Fjolset stiller sig nemlig 30 meter fra mig og begynder at kaste der hvor jeg fisker. Et "hallå du" virker ikke. Jeg prøver med "haaallåååå - kan du flytta dig lite" men hans hørelse må ikke være for god. Jeg opfører mig barnligt og giver ham fingeren, inden jeg går ind og kører min vej.

Gad vide hvorfor folk gør det der? Hvorfor går folk ud, på en mennesketom kyst og stiller sig lige ved siden af en medfisker? Hvis der sidder en derude og har dårlig samvittighed over at have gjort det en gang, så skriv lige og fortæl hvorfor du gjorde det, for jeg fatter det simpelthen ikke. Jeg garanterer dig anonymitet, bare du krænger dit indelukkede hjerte ud og vrider dig i dårlig samvittighed...

Sidste år lovede jeg Johan H. et brugt fiskehjul af mit. Han smiler da jeg kommer gående med 2 hjul på stangen. Ham og gutterne har ikke fanget noget, men haft et enkelt hug. Vandet er mere klart her og en grad varmere. Det ser faktisk bedre ud end ventet og jeg når også kun at fiske i 15 min. inden jeg mærker kontakten. Den starter et stykke ude og bliver ved i form af hug og slag til blinket - uhhh hvor jeg elsker det. Hugget mangler, men det er fedt og pulsen er helt i top. Spinstoppet kommer, hugget følger efter... slap line og så sidder den der alligevel. Mærkeligt hug, men fighten bliver endnu mere besynderlig og det er først efter et par minutter jeg forstår hvad der sker. Jeg havde regnet med at krogen sad i munden og at linen bare havde viklet sig om fisken, men hvad jeg får op er en blankfisk kroget i halen. Det forklarer det mærkelige hug og alligevel ikke hug, som igen blev et hug. Det er surt... årets første og så kroger man den i halen. Endda en smuk blank på omkring 2 kg., men eftersom den ikke er kroget rent sætter jeg den ud igen.

Johan forstod budskabet og kastede dernæst meget koncentreret, hvilket gav ham dagens første fisk. Desværre en lille blank, men fisk var der i hvertfald. Selv havde jeg 2 hug til og så måtte jeg ellers pakke sydfrugterne og tage hjem uden en blank på tasken.

I efteråret mødtes Ralf og jeg efter mere end 6 måneders mail frem og tilbage. Det blev til en kort efterårstur hvor Ralf nuppede 2 mindre fisk. Ralf var dermed i førerposition og følte sig absolut ovenpå til at gentage "succesen" hvorfor vi aftalte at tage på endnu en tur. Det gjorde vi så endelig i dag efter et utal af forslag... Ralf er ligeså heldig med tiden til rådighed, som jeg.

Møn blev aftalt for en måned siden og det var bare at krydse fingre for at vejret holdt. Meldingerne dernede fra var ikke begejstrende, men det er nu heller ikke dem vi fisker efter - så skulle vi alle tage til Bornholm i stedet, hvis ellers der er nogen der tjekker "din-fangst.dk". Nej, Møn er bare et lækkert sted og da Ralf har sommerhus dernede kender han lidt til området og lokalkendskab er ikke af det dårlige. Jeg husker tydeligt engang først i 90´erne hvor jeg var på klubtur til Møn og sammen med 3 andre venner endte med at køre i ring omkring en by der hedder Hårbølle. Alle skilte viste til Hårbølle, men der var ikke rigtigt nogen der viste ud derfra.

Så var der Jacob. Jacob havde snakket om en fisketur snart og jeg havde havde snakket om det samme - meget heldigt at jeg sådan skulle til Møn og at Ralf havde plads til en til i bilen. Så kl. 7 mødtes vi alle på en skummel parkeringsplads nær den sydgående motorvej og læssede alt grejet ind i Ralf´s bil.

Første stop tog næsten pusten fra mig. Vandet var lidt uklart og vinden kom langs kysten, hvilket gav lidt gang i vandet. Det lugtede af forår og havørred og det så bare hammergodt ud, men efter et par meter i vandet, erfarede jeg hurtigt at det kun var under land, det var uklart. Længere ude var vandet spritklart og det med fuld sol på. Fisken skulle nok være svær idag, hvis de var hjemme. Det var de så ikke, fandt vi ud af efter et par timer. Jacobs mave knurrede og min begyndte også at hjemsøge mig.

En tur mod Hårbølle området bragte dårlige minder frem, men vi drejede af inden vi kom så langt. Det første vi gjorde var at sætte ild til noget træ og så kunne vi lige nå at fiske en halv time, mens vi ventede på gløderne. Her skete der heller ikke rigtigt noget. Hmm... var det et hug jeg havde ovre på den første plads, eller bare en sten? Skulle vi være blevet dér? Nå, nu var bålet nedbrændt og nu skulle de pølser bare på!

Efter et lækkert måltid var det i gang igen. Ralf fandt rav og jeg må indrømme at blikket mere og mere blev rettet nedad, i stedet for mod vandet. Der skete ingenting... hverken i vandet eller oppe på stranden. Møn er smukt - utroligt smukt, og det er perfekte omgivelser at fange nogle ordentlige fisk i, men vi måtte i dag nøjes med en fantastisk smag på det kommende forår.

Hermed den første korte information om fiskekonkurrencen "Blänkaren" som Henric.nu, Kustfiskedagboken, Jonne Spinnstopp og i år Lustfiskerna samt undertegnede igen afholder.

Konkurrencen løber af søndag d. 30 marts fra kl. 05 til kl. 19. Det er samtidigt dagen for sommertid, så husk at uret skal frem - ligesom havemøblerne.

Der må fiskes på hele den skånske kyst. Konkurrencen er gratis. Indvejning bliver i Abbekås. Vi opstiller grill til medbragt mad og der vil være præmier til fedeste fisk (Fultonværdi) i flue og spin, samt præmiering til største blankfisk.

Mere information følger.

Opsummering: Det er helt til grin, og så er jeg alt for stædig. Januar går hermed ud, med kun en tur på kontoen. Vinden har skylden og så var der den om stædigheden, for jeg gider ikke tage om på Österlen. Slut!

Februar: Byder på en mindre tjenesterejse, familie tam-tam, en tur til Danmark (på fiskeri!!!) og så skal jeg faktisk have besøg af ingen ringere end en anden fisker. Han kan, i modsætning til mig, godt abstrahere fra horderne af fiskere på Österlen og har snakket om at vi skal derom, hvis vinden fortsætter sin afstrafning af Sydkysten. Jeg har endda lovet ham at tage med, selvom det er mod min vilje lige nu... men fortsætter vinden, er jeg sikkert så desperat i midten af februar at jeg er klar til at fiske guldfisk i en sø af middelmådig størrelse.

Fiskekonkurrence: Jeg har sendt mail til Kustfiskedagboken, Henric og Spinnstopp for at forberede årets konkurrence "Blänkaren".

Datoen er ikke fastsat, men vi har et forslag til slutningen af marts. Det skal lige på plads, og så skal vi se til at konkurrencen selvfølgelig ikke skærer ind over andre konkurrencer. Men nu ved I at den kommer igen i år - så langt så godt. Jeg vil allerede nu huske Jer på at komme til "indvejning" selvom I måske ingen fisk har med. Sidste år var vi en del tilmeldte, men der dukkede kun godt 1/4 del op. I gik glip af hyggeligt selskab, fiskesnak og ikke mindst grill og godis... og det vil I vel ikke misse?

Forårsturen: Jeg er ikke kommet en dyt videre i mine tanker. Jacob tager til Gotland - jeg er misundelig, men det er for sent at arrangere sådan en tur nu, tror jeg. Listerlandet spøger hele tiden i tankerne, men jeg er også bare så klar på at give Öland en skalle i stedet. Overvejer at droppe det hele og blive hjemme, men så går der bare hurtigt fjol i den, selvom Sydkysten de sidste par år har kastet både større og flere fisk af sig, end Listerlandet har formået. Det burde ikke være så svært at vælge på det grundlag, men der er lige tvisten med naturen, traditionen på Lister og antallet af fiskere deroppe og her.

Forresten: Jeg har bestilt en bunke Snaps i egne "farver". De kommer snart til salg i Fiske- og sportboden i Ystad. De er egentlig ikke noget specielt, hvis jeg skal være helt ærlig - men de er netop noget specielt, fordi de er blevet som jeg vil have dem. Ganske enkelt, så har jeg bestilt en omgang sølv- og kobbersnaps uden lak, som bliver slidte i farven, hurtigere end vinden blæser. Og de der matte farver dér... prøv dem og find ud af det.

Generelt brok: Nuvel... jeg er træt af vinden og ikke mindst vejret. Altså, når det alligevel blæser som det gør, så kunne der ligeså godt være en ordentlig røvfuld sne og frost i det, så man kunne få en rigtig vinter i stedet for det her slask. Jeg læste lige på Henric´s side at der var nogen der allerede nu havde fundet kantareller i skoven... flot natur! Så er der sikkert også en masse skovflåter klar derude.

Suk og et gammelt ordsprog: Nå, men jeg kan da også bare lede efter rav hvis det skal være. Har lavet 2 keser i forskellige størrelser - de skal lige prøvekøres, så ordsproget om at "der ikke er noget der er så dårligt, at det ikke er godt for noget" kan jeg for en gangs skyld godt bruge.

Hejsan...

Årets første tur... og så ved jeg ikke lige hvordan jeg ellers skal starte dette indlæg.

Johnny og jeg havde aftalt at mødes, når han var færdig med fodbolden. Afgang fra Trelleborg omkring middag, og østover. I går var jeg ude fordi jeg ville fiske, men det var lidt nedslående at se kysten. Man kunne sagtens fiske på pladserne, men med en sigt på under 10 cm. og en del tang flere steder, gad jeg ikke engang overveje at gå i mine waders. Det blev til billeder og et par kilometer på vejene langs Sydkysten.

Til dagen i dag burde sigten være mærkbart bedre, men der var ikke den store forskel mens kystpladserne gled forbi bilen, der i rasende fart slugte kilometer efter kilometer. "Aha... her er der kun brunt" tænkte jeg, og stoppede bilen hos danskeren. Vi måtte prøve, for ellers var der kun udsigt til 2 alternativer, hvoraf det ene indebar at køre til Österlen. Jeg ved ikke hvad man skal sige om sigten, men Johnny og jeg holdt os nok lidt oppe på at der måske var mere klart derude hvor blinkene landede. Tvivler på at det forholdt sig sådan, for det var ikke til at se forskel, men jeg kunne ikke se mine støvler i knædybt vand, så tvivlen har nok været rimelig. Det blev til et par hurtige kast med nogle tunge blink der kom godt afsted og så blev vi enige om at skifte plads.

Jeg havde mit Ferrari sæde med, hvilket Johnny kiggede misundeligt på, mens han måtte afmontere sig selv før billetten til bilen kunne indløses. Sådan et Ferrari sæde skal vist indhandles hurtigst muligt, hvis jeg tolkede sidekammeraten korrekt.

Med i hånden havde vi hver vores madpakke og sad og guffede "macka" i bilen, mens vi fortsatte vores færd forbi de brune pladser. Jeg havde en lille destination jeg ville prøve - regnede ikke med at den var ledig - men heldet var med os, og pludselig var jeg ved at få ost og skinke galt i halsen, for nu ville jeg altså ud og fange årets første. Det så faktisk godt ud og vandet var en del mere klart her. Støvlesnuder i sigte med vand til livet - men så kom der en bølge og 2 til, og jeg kom ind på lavere vand igen, hvor dagens første fisk gav mig tegnet til at jeg bare kunne fortsætte. Desværre mistede jeg fisken, eller mistede er nok for meget sagt, for den sad aldrig rigtig fast på krogen, men fisk var det og med lidt held kunne der være flere derude? Dem (eller den) sørgede vores "kammi" længere nede på revet for at fange. Ganske vist ingen stor fisk, men det er fuldstændigt ligemeget når jagten går på årets første.

Nå, dagen endte med at jeg vadede pænt ud på revet og tog mig af et par bølger med både ryg og bryst. Fedt med lidt hårdt vejr og gang i vandet - og fast grund under fødderne.

Selvfølgelig... hjulet! Jeg har jo købt mig en Stella 3000FD som jeg premierefiskede i dag. Det er et uhyggeligt lækkert hjul, men det komplet fjollede megahåndtag, er da en lam opfindelse. Der går noget tid før jeg vænner mig til det. Derudover syntes jeg godt nok at sådan et 3000 er lidt klejnt til mit fiskeri i den slags vejr, men det skal lige prøves et par ture endnu.

Billederne er fra i går, lørdag. Af en eller anden grund fotograferede jeg ikke i dag.

Kloge hoveder på det biologiske område er der nok af. I hvertfald har jeg fået 3 mails fra kammerater der hver især ville give deres bud på hvad det var for et dyr jeg havde set. Den ene af dem var godt nok forkert på den, men det betyder ikke så meget - det er glædeligt når I gider hjælpe, så tak for det!

Saduria Entomon hedder kræet. Den er ikke så sjælden som jeg mistænke, men arten jeg så er heller ikke helt almindelig. Ellers drejer det sig faktisk om noget så banalt som en tanglus (aka. Østersøkrebs eller Østersøtanglus) - godt nok nogle store lus, altså...

Det er en isopod og den lever almindeligtvis i netop hele Østersøen, til det sydligste Øresund. Tanglusen anses for at være et af Østersøens istidsrelikter fra den sidste istid. Østersøtanglusen er et af de største krebsdyr i Østersøen og kan blive op til 7 cm. lang. (Wikipedia)

Hvem har mod på at binde sådan en flue og fiske med den?

Jacob Schmidt får lige det sidste ord. Jeg syntes nemlig at de tanglus jeg kender, plejer at være en del mindre:

"De fleste tanglus (isopoder) man ser er 1-2cm. Denne her er lidt speciel. Den er et såkaldt relikt, og findes udelukkende i Østersøen. Og så er den kæmpestor i forhold til den typiske tanglus - op til 7-8 cm. I øvrigt hedder tanglopper amfipoder på biologsk :-)"

Det er godt nok sølle... Både DMI og jeg, må jeg vel sige. Først lover DMI temmelig hård vind, og eftersom det har blæst hårdt fra S og SV hele ugen, vælger jeg at tro på dem op til weekenden. Men når man så får øjne sådan henover 10 tiden, så vågner man op til solskin, og ikke særlig meget vind. Jeg var ikke nede og tjekke, for jeg havde lovet at gå tur og være familieagtig i dag (pga, vejrudsigten), men fruen kunne da fortælle at Sydkysten ikke så så skidt ud heller. Godt så... var det ikke fordi man var far, så kunne den gåtur godt have ventet til efter arbejde på mandag. Ja, det ville nok være mørkt på det tidspunkt, men hey... jeg ville komme ud og fiske måske!

En tur til Falsterbo, for nu skulle vi kigge på sæler. Vandet var steget en del og vi kunne ikke komme ud til sælerne, fordi der var for langt udenom for datterens ben, der ellers gik som trommestikker nede i sandet. Nå, men så fandt jeg 4 stk. rav og så kørte vi hjem.

Søndag = fiske! Ja, efter rav, for mon ikke den hårde vind der tog godt til om eftermiddagen og aftenen havde rørt godt om i suppen igen? Næhh... og nu stod jeg her med Johnny og knægten på vej, og vi kunne da godt fiske, sådan som vi så på vandet. Igen, det kunne sådan set godt have været grumset, men jeg er lidt træt af at læse vejrudsigter der lover hård vind til kuling, og så får man det ikke.

Hvad jeg fik, det var rav - igen. I dag fiskede jeg 29 stykker op, hvoraf det ene var omkring 5 cm. Mens jeg gjorde det, havde jeg en masse sæler inde og kigge på. Nogle så tæt på som 10 mtr. Søde dyr, nu hvor man alligevel ikke står og fisker, og hold da op hvor de snakker! Jeg troede "oink" var opfundet i en eller andet tegneserie for at give dyrene lidt mere personlighed, men nej. De siger ret meget "oink".

Vejrudsigten for den kommende uge? Tja... blæsende (dvs. 9-14 m/s) fra S og SØ. Det er godt for rav den med SØ og 14 m/s, men ikke for fisket. Ender januar med nul ture mon? Narrj... for nu er jeg ret ligeglad med vejrudsigten. I weekenden skal jeg så meget ud og fiske - men jeg har kesen med i bilen også.

Billedet med "dyret". Er der nogen der kan fortælle hvad det er for en? Den lå sammen med ravpindelaget et par cm. nede i tangen. Den så ikke så frisk ud, men den levede da. Jeg syntes den virker lidt fortidsagtig.

Så fik vi nytåret overstået og er startet på en frisk. Nytårstankerne gik på en stor blank havørred over 5 kg. Dvs. tankerne gik på flere af dem, hvis jeg skal være helt ærlig. Nu må vi se hvordan det kommer til at gå, for jeg skal som udgangspunkt fiske efter dem, hvis jeg skal have en chance for at fange dem. Det var ikke hvad jeg gjorde i dag.

Premieren havde jeg en plan om at gøre til tradition, men hvis noget skal kaldes tradition skal det jo følges - dvs. gentages og ikke brydes, og det gjorde jeg så i år. Jeg havde fået rigeligt med lækker snaps og kolde øl nytårsaften, så jeg var ikke videre frisk på en tur da jeg kom hjem. Burde have taget ud, for der kom fisk på land, og da vejret samtidigt bestemte sig for at blæse op fra øst og sydøst i løbet af ugen, fik den ødelagt kystvandet godt og grundigt, så jeg endte med at lede efter rav i dag i stedet for at komme ud på årets første fisketur. Men tro nu ikke det var en straf for mig - det var selvvalgt.

Min tidligere kollega Lennart og jeg havde aftalt træf oppe på tanken kl. 10. Afsted til kysten med waders, kes og "kratte". Det første vi møder er et par danskere der havde været i vandet og ledt. De var kommet fra Danmark om morgenen, kun for at lede efter rav - det havde de så gjort de sidste 20 år for det var godt her. Med andre ord, bor jeg ikke så langt fra en guldåre af rav, og jeg var ikke klar over at det var så godt.

61 stykker rav senere er jeg klar over hvad jeg er gået glip af de sidste 4 år. Overvejede et øjeblik at lægge fiskeriet på hylden for i år, men bare rolig... dette bliver kun en beskæftigelse, ligeså snart vinden lukker kysten eller jeg ikke gider fiske. Hmm... www.fiskeravbog.dk var måske værd at overveje?

I sidste uge blev der fundet et stykke rav på 700 gram, samt 3 mellem 200 og 350 gram. Dem er der ikke meget kamp om, så jeg vil så absolut satse alt på at finde en sådan klump. Pludselig gør det ikke noget hvis det blæser af hulen til fra sydlige retninger i weekenden.