2008.05.18

Så blev det tid til hornfisk, det blev tid til at indvie min nye kyststang og det blev tid til at være ude efter mørkets frembrud.

Hvem vil indvie sin nye stang med et horn? Ikke mig, men det er lidt svært at selektere ude på det dybe. Hvis man i det mindste bare kunne bestemme arten der huggede, så kunne vi altid snakke om den ønskede størrelse på et senere tidspunkt.

Heldigvis er ikke alle pladser befængte med den tynde og ildelugtende fjende fra de varme himmelstrøg (det er hornfisken jeg taler om, hvis nogen skulle tvivle) så jeg var mellemfornøjet da jeg gik ud i det stille vand. Mellemfornøjet fordi det lugtede af horn og ikke havørred, men man kan jo altid håbe. Efter det første kast, var der 9 horn tilbage at fange og min tur ville helt automatisk tage en ende. Jeg mener, 10 horn må være nok! Så er det ikke sjovt mere, vel. Igen i år var hverken den første eller den sidste sjov at fange og sådan forbliver det nok en rum tid fremover og nu fik jeg sølet min nye smækre stang ind i lugten fra dem. Øv...

Johan kom og så glad til mens jeg fightede det tredje horn, men vandet havde ændret sig på de 30 min. jeg havde været alene på kysten. Nu lugtede der af havørred og selvom vi ingen fangede eller så, så kom troen på havørred snigende. Om det var troen eller bare pladsen, der næsten fjernede hornfisken ved jeg ikke, men jeg fangede kun 1 til i løbet af aftenen, og alt var ved det gamle igen. Lækker plads, næsten ikke skyggen af et horn og duften af fedtfinner, der på magisk vis ikke var til stede. Hvorfor er det magisk? Jo, de burde jo være der, men det var de ikke - det kan kun være magi der afholdt dem fra at indtage Johans og min plads!

Vi sluttede af et stykke efter solnedgang og var det ikke fordi arbejdet kaldte 6 timer på den anden side af midnat så ville jeg have kørt på nye pladser, men det bliver en anden dag.

» Maj