2009

2009 blev et år præget af for meget vind og for lidt fisk og generelt set alt for lidt tid til det hele. Jeg syntes året gik væsentligt hurtigere end nogle andre år, men jo... der var lige så mange dage i det gamle år som i de forgående.

Årets statistik er sølle og der er ikke engang en god fisk imellem jeg kan være ekstra begejstret for, men til gengæld havde jeg nogle fantastiske dage på Bornholm og på Listerlandet i selskab med vennerne. Det er absolut også en gevinst i sig at være med på disse ture!

• 30 ture
• 44 havørreder, hvoraf de 28 var blanke
• 12 mistede havørreder
• 1 mistet blink
• 7 stykker rav under fiskeriet
• 49 stykker rav under decideret ravjagt

Det nye år er startet koldt og jeg ønsker Jer alle en rigtig god start på det nye år. Selv bliver jeg hjemme så længe temperaturen ikke kommer op i nærheden af frysepunktet. Det er simpelthen for koldt for mig.

Godt nyt fiske år!
 

I november sidste år gik turen til Öland. Vejrudsigten var tjekket og selvom den stod på en hel del blæst, så forsikrede vi hinanden med at vi skulle til en ø og så kunne det være ligemeget hvor meget det blæste... vi blev klogere.

Fiskeriet gik ikke videre godt og i januar i år sad Johan Kohnke, Ajes, Ralf og jeg og talte om at Bornholm kunne være sjovt at prøve. Trætte var vi af at læse om de mange fisk og vide at det selvsamme fiskevand som er i Skåne, var åbent for fiskeri på Bornholm. Og som regel med færre fiskere.

26. og 27. november. Afgang og turens første dag

Som sidste år blev bilen pakket i øsende regnvejr og vind over 12 m/s. Ikke videre lovende, men "det kunne være ligemeget hvor meget det blæste - vi skulle jo til en ø" forsikrede vi hinanden. Johan blev opbragt i Ystad med et stort plaster på maven - søsygen blev ikke et problem og så sad vi ellers på færgen og guffede fiskefilet med pomfritter. Det var ren friture...

Ralf havde fikset hus og det hele kørte som smurt i vin om aftenen. Men så skulle vi finde os en plads dagen efter. Ingen af os havde fisket på Bornholm før, eller i det mindste ikke siden 6. klasse med folkeskolen, så ingen af os havde nogen som helst idé om hvor vi skulle hen, nu hvor hele vestkysten og sydkysten var totalt lukket pga. vejrliget. Østkysten så heller ikke for lækker ud, pga. høj sø og vupti endte vi langt om længe oppe på nordkysten i krystalklart vand og fralandsvind. Ikke lige den slags nogen af os bryder os om. Øv og lidt mere øv, men så viste den første fisk sig og glemt var det kedelige vejr - nu skulle de bare have på frakken, de bornholmere!

Efter jeg har set de første 10 fisk markere sig, skifter jeg til kasteflåddet og fluen. Stadig sker der intet - ikke så meget som en følger og så er vi glade for at Ralf har taget nogle store ostepølser med til grillen, der bliver nydt mens regnen langsomt tiltager. Dagen ender med en pæn torsk på en 2-3kg. til Ralf og ca. 10 mm. regn i nakken. Godt vi har en stor fed entrecoté at komme hjem til! Og vin...

Lørdag 28. november. Regn, lidt mere regn og sikke et vejr

Dagen må ikke ende som i går. Det nytter ikke at vi ikke kan finde en fiskeplads og dernæst spilder den på en intetsigende fralandskyst hvor fisken intet gider. Vi starter på et lovende stræk på østkysten, som vi har hørt positivt omtalt. Desværre har den stadigt hårde vind, grumset vandet en del til og det er svært at orientere sig mellem stenene. Med andre ord, dårlig sigt. Ikke desto mindre fanger Johan sig en farvet fisk. Så taler vi med nogle jyder der er på Bornholm hvert år - jamen vi skulle da bare være kørt længere østpå i går. Der var fisk. I dag er det ikke til at fiske på pladsen, men det er ellers et godt sted... ja, bare en smule lokalkendskab kan redde selv de mest kedelige dage. Bare man ved lidt om det i forvejen. Vi må trøste os med at vi ved lidt mere næste år, for det følgende pladsvalg gentager vi i hvert fald aldrig mere. Hvorfor vi endte på ren klippekyst med henved 9 meter vand foran os aner vi ikke, men vel på plads var det frokost tid og efter frokosten var det ikke meget tid til at skifte plads. Årstiden byder ikke ligefrem ind med lyse aftener og da det endnu engang begyndte at høvle ned... nå, ja... godt vi har en stor fed entrecoté at komme hjem til! Og noget vin...

Ajes fangede for i øvrigt sin første Bornholmerfisk fra klippekanten. Nok var de der, meeeen videre inspirerende var det ikke.

Søndag 29. november. Min første, Ralfs første og flere til de 2 andre

Jydepladsen skulle prøves. Vinden var drejet og taget lidt af, men ikke nok til at gøre hverken vest- eller sydkysten farbar. Vi tjekkede selv begge steder inden vi drog øst på igen. Sikke et sted vi kom til. Først på turens tredje dag følte jeg at jeg kom til en rigtig kyst som den skal se ud og som jeg havde forventet. Her måtte vi bare få fisk og jeg var ikke sen til at være først ude af bilen og over stranden.

Det var ret sjovt at se os dér; De første 15 minutter stod vi 4 mand på række med blikket stift rettet mod stangen, vandet foran os og blinket. De næste 15 minutter, begyndte hovederne at drejes fra den ene til den anden. Havde han fisk? Var det en følger han kastede til? Intet skete og det stank bare langt væk af fisk. Jeg gik lidt længere ud og lidt til venstre og lidt til højre. Som om det skulle hjælpe, men hvem ved? En lille sammenkomst på stranden og panderynker over de manglende fisk der ikke kunne være andre steder end her - eller? Nej, så byttede vi plads. Ajes stod pludselig og fightede fisk. Så havde jeg et hug. Så havde jeg en følger og så lavede Ajes burgere på grillen.

Vi havde da godt set den lokale længere nede syd på revet - jo tak. Vi havde da godt set han stod dobbelt så langt ude som os andre, så da han afslørede at den sten vi stod ved siden af og det rev vi ikke havde gået på længere nordpå, var nogle gode pladser - så traskede vi efter maden, derned hvor han havde stået.

Fisken var hjemme. Jeg fandt omgående vejen ud og kunne se Johans blink lande på bredde hvor jeg stod - da jeg havde flere hug og følgere måtte jeg hidkalde Johan, for nok var de interesserede i min bornholmerpil, men ikke nok. Lige indtil Johan kom. Da huggede det stenhårdt ude i bunden af kastet og jeg kunne efter en kedelig fight, afkroge en 1,5 kg´s blanko til genudsætning. Det måtte bare give flere fisk, men de forsvandt ligeså hurtigt som de var kommet og Johan nåede kun at kroge en farvet fisk til.

Imens Johan og jeg havde stået og hygget os på vores lille rev, havde Ralf fået en større farvet fisk. Ralfs fisk havde også taget helt ude i bunden af kastet, så han var lidt skuffet da han efter en god fight måtte konstatere at den skulle retur. Yderligere måtte Ralf konstatere at lokalkendskab virkelig var vigtigt. Det rev Johan havde begyndt sin færd på, men opgivet pga. lidt for højt vand, var blevet betrådt af et par lokale der lige zig-zaggede ud og de havde på 10 min. taget 3 fisk helt ude for enden af revet. Næste år ved vi det, men nu havde vi en plads vi kunne gense med glæde.

Godt vi har 2 store fede entrecotér at komme hjem til! Og det sidste vin...

Mandag 30. november. Skal vi allerede hjem?

Heldigvis sejlede færgen først ved 15 tiden, hvilket kunne give et par timer til revanche på sydkysten, nu vinden skulle lægge sig og gå i syd. Det var ikke fordi vinden var betydeligt svagere - ej heller bølgerne, men Johan og jeg valgte at lade os sætte af og så ville de andre køre videre, hvorefter vi sluttede os til dem efter en seriøs gennemfiskning af kysten. Lækker idé og er du tosset noget lækkert vand! Jeg havde i flere måneder drømt om den her tur - skuffet var jeg over vejret, da hverken vest- eller sydkysten kunne fiskes de forgående dage. Det var de steder jeg havde hørt mest om og jeg forstår til fulde dem der syntes om disse strækninger. Ikke at jeg så dem alle i dag, men dagene i forvejen havde vi kørt forbi hver dag hvis nu liiiiige vinden...

Johan tog midten af revet og jeg tog den sidste fjerdedel. Han skulle fiske mod mig og jeg mod slutningen af revet. Johan bevægede sig, jeg stod stille. Inde fra land så det enkelt ud, men jeg måtte erfare at bølgestørrelsen på Bornholm er af anden kaliber end derhjemme. De rejser sig hurtigt over kanterne ude foran og slår pænt igennem - da jeg stod i vand til skridtet var det derfor svært at komme frem, da jeg blev kastet lidt rundt mellem enorme sten og mindre huller i revet. Det tog ca. 5 min. så var jeg våd indenfor jakken og ned til benene. Surt, men den del af revet måtte jeg lade stå urørt, så jeg gik ind og fiskede bagvandet på højre side.

Jeg mærkede kun et lille puf og så tog fanden ellers ved fisken. Det gik så stærkt at jeg ikke fik lavet tilslag og ej heller løsnet bremsen. De der første nanosekunder plejer man ellers nok at huske det man har siddende på rygraden og jeg glemte det som heller ikke, men da jeg gik fra tanke til handling var fisken allerede flere meter ude og hvorfor så løsne bremsen nu den alligevel kunne trække linen af, som havde jeg ingen bremse? Det havde jeg, for lyden var ikke til at tage fejl af. Den pev godt og min stang fik også lov at arbejde - Johan forstod hurtigt at det var mere alvorligt end det plejer. Faktisk troede jeg at jeg havde fat i min længe ventede 5 plusser. Det kunne der ikke være tvivl om med det udløb på 50 meter uden stop. Så tog den 10 meter til, uden at jeg overhovedet kunne vinde noget line og så stoppede den endelig. Gid den ville vise sig, så jeg kunne se hvad jeg stod med. Frygten for at tabe fisken var stor, så jeg ville ønske jeg bare kunne se den. Så fik jeg line ind og lidt mere og fighten blev mere og mere slap - jeg frygtede pludselig for hvad der var sket og et par meter line i mit favør længere fremme, blev mine bange anelser virkeliggjort. En halekroget havørred - endda en farvet. Utroligt at jeg med en enkeltkrog havde kroget havørreden på højkanten af halen efter selve halerodens afslutning! Nøj, jeg var skuffet - nøj hvor mit hjerte bankede flere minutter efter.

Vinden der skulle tage af, tog til og så kom Johan og jeg langsomt men sikkert - og våde af bølgebank - rundt om pynten og kunne se Ajes og Ralf. De havde til en start ikke mærket noget, men så var de løbet ind i det der kunne minde om en stime og dagen endte med at Ralf havde fanget 3 og Ajes 2. Derudover havde Ajes mistet en lidt bedre fisk. Ingen fisk med hjem, men Bornholm... vi vender tilbage og det må gerne være i bedre vejr.

Godt vi har vores koner at komme hjem til - men først en omgang fiskefilet med pommes på færgen... uden vin.

Tak for en kanon tur gutter!

Jag hörde att det var nån ute redan igår. Fan va fräckt!

Damen er sur og det kan jeg godt forstå. Det er jeg faktisk også. Jeg går da ikke i 9 måneder og venter på at komme ud på nässet, for at andre skal snyde sig derud inden fredningen ophører. Det svarer sådan lidt til at jeg gik ned og fiskede nu og tog alle de blanke inden sæsonen gik igang. Ikke at det ville ske, men hvordan ville du have det?

Nå ja, det er rav det her. Sæsonen er gået i gang for dem der gerne vil lede ude på nässet i reservatet. Der er smukt og der er, til tider, rigtigt meget rav. Meningen var at jeg skulle tidligt op her til morgen og hvis jeg igår havde indgået væddemålet med Ralf om at jeg ikke kom tidligt op, så havde jeg sgu tabt. Da uret ringede ved 6 tiden lå jeg stiv som et brædt i sengen. Da jeg prøvede at rejse mig, knagede kroppen som var jeg en gammel mand og hovedet gjorde også ondt. Det var sådan set ikke så værst at lægge sig igen, selvom jeg længe havde bestemt mig for at være derudesom en af de første.

Da damen bander over dem der igår var derude før os, fortæller hun bagefter at der nok var 100 personer fra morgenstunden idag. Selv var hun der klokken 7, så måske gjorde de par timer ekstra i kassen ikke det store. Jeg gider da ikke dele naturen med så mange. Så kunne jeg ligeså godt opsøge en kø ude på E6´eren at sidde i.

Min ældste datter og jeg går videre langs stranden i håbet om lidt efterladenskaber. Jeg finder 6 stykker rav, men absolut ingen at prale af. Alle jeg møder kan enten fremvise eller fortælle om små stykker og det er alt hvad de har. Vinden har ikke været til det og så kan jeg genkende noget dér. Vindene har ikke blæst i fiske retningen i år og nu erfarer jeg at det samme gælder for ravet. En dejlig dag på nässet og der er et par weekender endnu inden det fredes igen og sæler og fugle kan få det for sig selv.

Efter at jeg endnu engang, ufrivilligt, har haft en alt for lang pause i fiskeriet, var det dejligt at DMI dagen før Ralf og jeg tog afsted, endeligt rettede vinden ind så den var mulig at forcere nede på Stevns. DMI havde inden da lovet alt mellem 3 og 10 m/s og det meste pegede på de 10m/s lige til det sidste, så ændringen kom min store glæde.

Faktisk var der stort set ingen vind da vi nærmede os kysten. Selvfølgelig kunne vi mærke lidt vind i håret ude ved kanten inden nedstigningen, men det hørte til i småtingsafdelingen og tanken om de mange timer der nu skulle tilbringes her på dette utroligt smukke sted, fik mig i virkeligt fiskehumør. Glemt (næsten) var den utroligt tunge rygsæk der var lastet med min nye optik i min nye kamerataske, pølser, vand, et par sodavand, sennep og ketchup og lidt andet. Den med optikken skal med her... jeg har i sommers ofret på en 18-50 mm i F2,8. Da jeg i sin tid købte mit første digitale spejlreflekskamera, købte jeg også en billig 300 mm optik, for lige at se om alt det her digitale halløj var noget for mig. Det var det, så eftersom jeg havde fået mig en lysfølsom 18-50 mm. i 2,8 var det nærliggende også at ofre på en 300 mm i 2,8. Men... jeg erfarede hurtigt at skal man have den lysfølsomhed, så koster det! Det blev til en 70-200 mm i F2,8 i stedet. Men så er det så sådan med optik at jo mere lysfølsomme de er, jo større er de. Ergo, havde jeg ikke plads i min kamerataske til min nye optik. En ny kamerataske måtte derfor indhandles, men så stod jeg igen med et problem, for nu var der ikke plads i min fisketaske til min nye kamerataske... ja, det måtte jeg nemlig! En ny fisketaske så dermed dagens lys,så nu har jeg plads til kamera og samtidigt vand og mad mv.

Men hvorfor går der pludselig kvindfolk i mig, bare fordi min taske er større? Den var pakket til tæt på randen og turen ned af trappen med en grill i hånden var ikke videre behagelig. Ej heller over de løse sten og nu syntes jeg nok det var lidt tungt der her projekt. Det blev hurtigt til et stop og til Ralf´s og min store glæde var vi først på plads. Det var bare at rigge til og kaste os op af kysten og således gik den første time. Da ingen af os mærkede andet end forsigtige hug, bestemte vi os for at gå videre. Ralf kender kysten godt og fortalte lidt om hvad han gennem tiden havde oplevet. Interessant og endnu en pulsforhøjer.Vi kom frem til et enormt skred, der skete for et par år siden og skulle bare hen over det. Jeg var lidt loren ved ideen med at tumle rundt mellem de store stykker klint der ikke ligefrem lå pænt faldet ned og samtidigt afslørede en masse huller man kunne falde dybt ned i. Da der for nyligt var sket endnu et skred i nærheden og vi ved turen over det gamle skred tydeligt kunne se løse sten og andet "ondt for hovedet" oppe på klinten, var jeg ikke skide begejstret for Ralf´s projekt. Nu har klinten givetvis stået der i rigtigt mange år og de nannosekunder vi mennesker bevæger os nedenfor den, betyder jo reelt set ingen risiko i den sammenhæng, men tanken om hvad der kan ske er nok til at få det til at løbe koldt ned af ryggen og så trådte jeg på et stykke kridt der knækkede under min vægt og væltede ned. Av... jeg kunne godt skrive en masse grimt, men dem der kender mig ved jeg ikke er så pivet, men her måtte jeg lige sidde i 3 minutter og genfinde følelsen i min arm. Min hofte fik et heftigt slag og resten af dagen kunne jeg så mærke den tydeligt. Nå ja, min fiskestang... den fik desværre 2 ridser og jeg frygtede da vi endelig kom over skredet at det sagde knæk i først kast, men heldigvis var det uden betydning.

Nu til fiskeriet, grillen, et par drøje hug fra Ralf og så en lille en fra Ajes. Ajes kom netop som Ralf og jeg havde sat 3 pølser i hovedet. Ajes havde kun fået morgenmad og var derfor sulten, men jeg undres over han først sagde det da han gik. Hvorom alting er, så havde Ralf inden maden taget en kanonflot og tyk blankfisk på 45 cm. Den var nærmest død da han tog den op, så den fik lov at følge med hjem. Ralf mistede også en fisk og havde lige frækheden at tage en til. Mig? Tja, jeg havde haft 3 hug, men dem kan man ikke rigtigt bruge til noget og da Ajes kom, mistede jeg fisk. Det kunne da kun blive bedre, eller?

Nej, for selvom jeg havde en blankfisk inde 2 gange der begge gange huggede lige foran mig, fik den aldrig fat i krogen. Og sådan gik resten af den dag, mens jeg kunne se Ralf stå og fighte fisk. Han tog så venligt 4 styk og mistede også et par. For at træde mighelt ned, så var Ajes så venlig at slutte dagen med også at tage en havørred, mens jeg kunne indkassere endnu en tur i jorden og ellers kun havde endnu et hug. Hvilken neder dag... 2 gange i jorden, ondt i hoften, ryggen, benene og højre arm og ingen fisk.

På den anden side... grillpølser fra Joe og godt selskab. Det skal man aldrig glemme og dagen var faktisk suveræn, nu jeg tænker efter.

Telefonen ringer og næsten samtidigt blinker baglysene rødt foran mig. Jeg når lige at tænke "klaphat" da Marcus´ stemme i telefonen spørger om det er mig der kører bag ham. Han får det lange lys og sammen kører vi mod dagens første fiskeplads der hurtigt bestemmes i telefonen.

Desværre indfries mine forventninger fra dagen i forvejen om lidt mere klart vand ikke. Det er for det første lige så højt som i går og desuden ligeså uklart. Øv, for en skuffelse. Det var ikke den sæsonafslutning jeg havde drømt om, men næbbet skal ikke hænge så tidligt på dagen - der er mange timer endnu.

Efter en mistet fisk, jeg havde på i maksimalt et sekund, bestemmer vi os for at køre videre for dér at møde Linus og spise nogle korv fra grillen. Jeg kommer sidst til vandet og bliver mødt af hvad jeg tror er en måge i alvorlig havsnød. Rundt om hjørnet står Linus og råber og skriger helt vildt - vel at mærke alene oppe på stranden. Det ligner en feberkrampe eller et alvorligt epiliptisk anfald, men viser sig heldigvis, i lyset af mine alternativer, bare at være Linus der har tabt sin spole til hjulet og derfor ridset den så meget at linen slides over. Helt nye spole, til helt nye hjul og med helt nye line, kan tilføjes oppe i ovenstående tekst.

Linus er på vej hjem. Han er desuden syg og dårlig og "varför i helvete skulle jag fiska i dag överhuvudtagit". Jeg ved ikke lige hvad ben jeg skal stå på, så jeg vælger dem med fødderne i wadestøvlen og smutter ud på næste pynt indenfor hørevidde af Linus´ fortsatte råberier. Foran mig hopper en farvet fisk fri af vandet og jeg ser flere der er oppe og markere. Intet sker - ej heller for Marcus der længere nede af kysten forsøger at bestride modvinden med energiske kast.

Da Linus har pakket så godt som alt sammen, bliver storebror barmhjertig. Lån min stang, så laver jeg dig en korv. Mens Marcus og jeg så sidder og venter på at pøllerne er færdige får Linus fisk på. Hvor stille der pludselig blev på kysten.

Med et snuptag kaner Linus dagens eneste fisk op og må derefter erkende at hans dårlige humør er forsvundet og afløst af et nervøst opadgående træk i mundvigen. Det hjælper vist altid med en havørred over målet...

Jeg bliver træt efter et par tomme timer i det stadigt mørkere vand og bestemmer mig for at fiske et lunt hjørne af Sydkysten af. Skrå fralandsvind og væsentligt klarere vand får mig så langt ud det går på revet. Allerede efter et par kast er der noget der piller ved snapsen. I kastet efter når jeg kun at få kontakt til blinket, da jeg mærker hugget. Følelsen i kroppen er som du måske kender den? Man fisker og fisker i dagene lange og venter på hugget... når det kommer... uha det er dejligt! Måske kender du følelsen når du erfarer at det er et skide horn der har hugget og ikke havørreden som du gik og ventede på?

Tak for denne sæson. Eller rettere... "for denne sæson"

Sæsonen slutter om 3 dage. Ralf og jeg er ved at skabe os en tradition med en afsluttende tur og lidt i 6 holdt Ralf udenfor køkkenvinduet mens jeg var ved at hælde 2 kopper kaffe op.

Sikke en morgen! Fuldstændig stille med morgendisen bølgende over vejen, mens solen langsomt begyndte sin stigning mod himlen, der blev mere og mere blå, fra det rødlige skær i de tidlige timer. Vandet var ligeså stille. Fuldstændig stille. Ikke en vind og strøm var der heller ingen af. Var det ikke for bilerne på vejen, der forsøgte at slå alle hastighedsrekorder, så havde morgenen været perfekt. Gad vide om man en dag sætter hegn op langs kysten for at beskytte de sarte fiskeres ører?

Foran mig går en farvet 2 kilos havørred helt fri af vandet i det der ligner et enormt plask på den flade og ellers ubevægelige overflade. Klart de ikke gider noget som helst. De venter på rigelige mængder vand og så er det op i åen - på de stille dage er det fluer der dur. På de blæsende dage er de mere til at komme i tale med. Blæst behøver vi, så da klokken nærmer sig 9 sætter vi kursen mod Österlen. Ikke fordi vi vil have farvede fisk, men det er ingen hemmelighed at fiskene er mere sky på dage med høj sol og helt klart vand. På østsiden blæser det fra NV og rifler vandet. Det ser lækkert ud med de lange dønninger der kommer rullende ind og vi er straks i vandet, selvom vi begge har et godt øje til grillen inde på stranden.

Der går ikke lang tid inden Ralf siger de forløsende ord. "Skal vi ikke spise"... jeg har ikke tænkt på andet den sidste time så hurtigere end du kan sige ostepølse, har vi lagt revet bag os og sidder sultne og venter på at kullene er klar. Det kan ikke siges mange gange nok... Pølser fra grillen i det fri, er simpelthen den bedste nydelse. At Ralf´s slagter pølser så smager gudeskønt, gør det ikke værre! 3 store bamser senere, indser jeg at de 5 timers søvn jeg fik i nat, ikke har glemt mig. Ralf vil fiske, mens jeg lige skal "slappe af" et øjeblik. Det bliver vist til et kvarter på langs, mens vinden i sivene, traktoren på marken og bølgerne på kysten fylder lydbilledet sammen med min højlydte snorken.

"Jeg havde en følger ude til venstre" siger Ralf. "Den fulgte med helt oppe i overfladen og så stod den ellers bare foran mig og ventede da jeg hev blinket op. Den skal vist have din flue, Anders." Nå ja... min nye kyststang skal da prøves. Jeg har været lidt træt af at jeg gentagne gange på Österlen og Listerlandet, tit har set fisk over en normal kastelængde ude. Fisk jeg ikke har kunne nå, men fisk som bl.a Harry engang imellem når og også får til at hugge. Hvorfor snydes for de fisk? 11" stangen tages frem og så bindes et 40 gr. kasteflåd på linen med min gode gamle Pilen flue forenden. Jøsses... jeg er da klar til fiskene på Listerlandet næste år! Umiddelbart vil jeg mene at jeg uden problemer kaster over 110 meter i hvert kast nu, hvor jeg tidligere generelt har ligget på 80 mtr. Intet sker... Ralfs følger er nok længe væk i det 17,5 gr. varme vand og hvad er nu det? Vinden er da vendt på de 15 minutter jeg lå og hvilede og blæser nu friskt fra SV. Et opkald til hhv. Linus og fruen for at få bekræftet hvad jeg ser, giver panderynken. Den skulle ligge i N og NV hele dagen.

Den komplette udeblivelse af fisk, fører os i første omgang videre nordpå til 2 forskellige pladser og imens går tiden stille og roligt (alt for hurtigt). Heller ikke længere oppe møder vi fisk, men til gengæld en del fiskere. Ingen har mærket noget - heller ikke dem der fiskede hele dagen i går. Og de 2 danskere der var ude og natfiske natten til i dag, havde så vidt vides intet heller fanget. Ralf og jeg mærker begge nogle mindre hug på alle pladserne. Da vi ser tobiserne der følger blinket er det nærliggende at tro det er dem der driller. Eller måske ikke?

Vi vil på Sydkysten igen. Linus fortæller at vandet er blevet brunt flere steder, men eftersom vi intet ser eller mærker her på østsiden, kan vi ligeså godt forberede os på det uundgåelige - hjemturen. Hvorfor ikke korte den af med et par stop på Sydkysten på vejen? Hvorfor ikke stoppe og mødes med Johan Kohnke der kommer og giver en hel kasse special øl til mig, som bytte for en fiskejakke. Øl for en jakke. Hvad holder mon længst?

På Sydkysten igen, vil Ralf have grillen med og de sidste pølser lader livet i vores mundvandsløbende gab. Fiskeriet går udemærket, men troen på det er ikke voldsom. Sigten er nede på under 20 cm. og ser ikke bedre ud, længere til havs. Linus fortæller at han netop har fået en på målet og så må vi alligevel tro på det lidt mere, men dagen ender endnu engang i et stort nul. På de 2 sidste timer drejer vinden igen i NV. Imorgen måske?

Det har været et mærkeligt år. Fiskeriet har ikke været godt og i særdeleshed ikke vejret. Lige nu skulle jeg være ude og fiske og selvfølgelig... jeg kan da sagtens tage ud, men troen på det er ikke videre stor efter 3 dage med over 10 m/s. Troen har generelt ikke haft de bedste vilkår i år heller. På tordenfronten måtte jeg som bekendt re-konvertere til Jyde for at opleve lidt bulder fra oven i år, men idag skete der endelig noget på de hjemlige jagtmarker. Bygerne havde ramt det meste af landet og nu kunne jeg pludselig høre rumlen i det fjerne. Kursen var ikke til at tage fejl af og på et øjeblik stod himmel og hav i et, mens det faktisk tordnede - altså et rigtigt tordenvejr. Af mærkelige årsager havde jeg bare en time forinden været nede og bruge knap 1.000 kr. på noget så utroligt ligegyldigt som et ND8 filter (gråfilter). Den eneste mening med filtret var at jeg ønskede at have muligheden for at tage billeder af lyn i dagslys - hvilke lyn? Det tordner jo ikke her mere...

Godt jeg havde filtret. Pengene var allerede godt givet ud, for 3 lyn måtte lade sig fotografere. Ikke lige den bedste kvalitet, men så lærer jeg de indstillinger til en anden dag.

Godt 2 timer efter lå der en stor CB syd for Trelleborg. Batteri-indikatoren på kameraet viste 15% og jeg blev derfor hjemme, selvom ønsket var stort efter et tordenvejr ude over havet. Fra haven kunne jeg i lidt over en time følge bygen langs Sydkysten inden den kom for langt væk. Det blev til lidt billeder af en oplyst sky, som helt sikkert havde gjort sig bedre ude fra kysten. Men pyt - 2 x tordenvejr på en dag. Det er jo uhørt!

Fiskeriet... jeg skulle være ude idag, skulle jeg ikke? Der kommer en weekend til inden fredningen og ellers så vil dette år gå i bogen som usædvanligt ringe i de fleste sammenhænge. Bornholm venter forude, men jeg vover ikke at sætte nogen former for lid til at det skal gå bedre derovre. Stevns venter også, men skal vi ikke bare sige at vi tager en dag af gangen til en start.

Der blev både rystet på hovedet og løftet "husk nu" pegefingre af mig. Ikke at det kan undre nogen at jeg er mærkelig, så kommentarerne var helt ok. Der er sgu også de færreste der sætter sig i bilen en torsdag aften og kører 350 km. til Jylland for at tage imod et tordenvejr, men ikke mig. Det var givetvis første gang jeg kørte så langt, men uvejret skulle også være ekstraordinært stort og jo det var det! Og hele oplevelsen værd, selvom jeg på en tordenskala fra 1 til 10 kun ville give min oplevelse en 4´er. Andre har sikkert haft noget højere point, men de var nok også midt i det hele hvilket Ajes og jeg lykkedes ikke at komme.

Ajes blev hentet i Vemmendrup og så var det afsted mod Jylland, efter at de seneste opdateringer fra DMI og alle de andre kanaler var lagret på nethinden. På motorvejen kunne uvejret ses i det fjerne og temperaturen var omkring 22 gr. men jo længere vestpå vi kom, jo højere blev det. Da vi stod med lyn om ørene og i en tiltagende regn var temperaturen krøbet op på imponerende 27 gr. kl. 22 om aftenen! Det her var helt sikkert stort - der var lagt i ovnen til en gang festfyrværkeri og trods et fald til 23 gr. efter det første tordenvejr, som var opstået foran frontbølgen, så vibrerede luften nærmest af energi.

På en landevejsbro kunne vi mod NØ tydeligt se og høre det første uvejr. Vinden var taget helt af og luften var meget tung. Fra syd til nord i vestgående retning blinkede det konstant og en ny nordligere kurs fra Kolding egnen mod Grindsted blev lagt. Landevejen mod Ribe blev lagt bag os og så gik jagten ellers på et ståsted til den omrejsende lysshow der alt alt for sjældent rammer mig. Nåletræer blev afløst af alleer og birkelunde. Ingen skove i Danmark, sagde nordmanden grinende? Nej, muligvis ikke, men når du skal se på tordenvejr savnede jeg nogle flere åbne pladser i det mørke Jylland. Ihvertfald der hvor vi kørte. Så var vi pludselig kommet til Vorbasse. Et skilt mod Nemb blev fulgt, da kortet viste åbent fladt terræn og imens blinkede det mere og mere, tættere og tættere på. Hastede det, mon? Ville vi finde en plads og ville vi komme i tide?

Grusvejen ned til bondegården passer perfekt! En helt øde vej og fri udsigt hele vejen rundt. Fra SV til NV lyner det hele tiden og videokameraet tages frem. Desværre kan mit videokamera ikke stille skarpt, når det ikke kan fokusere - og her hvor vi stod, var der intet at fokusere på i det tætte mørke. Eller mørke og mørke... når det ikke blinkede, var det mørkt. Og det blinkede en del - bare ikke nok til videoen. Kameraet tager en masse billeder, men alt der ses er oplyste skyer. Lynene enten gemmer sig bag regnen der hastigt nærmer sig, eller så udløses de kun i højden bag skyerne. Tordenvejret er en skuffelse på dette tidspunkt, for nu hvor det er over os, aftager lynene nærmest totalt. Til gengæld oplever vi et voldsomt skybrud inde fra bilen.

Da vinden langsomt tager til fra S og SV bliver vi enige om at vende bilen så vi kan sidde i bagagerummet og hhv. filme og fotografere uden at blive våde. Desuden befinder de mest aktive celler sig nu fra NV til NØ for os. Jeg får et par lyn billeder, men da klokken nærmer sig midnat og vi skal hjem fra Jylland igen, ignoreres de fåtallige blink der er tilbage og næsen vendes hjemover.

Jeg vil bemærke at prikkerne på DMI´s lynkort, hvis du skulle få for dig at se dem fra idag, ikke er så tætte som de giver udtryk for.

Det var faktisk over 3 måneder siden jeg fiskede sidst, sådan rigtigt. Den ene tur i juni med de 3 kast tæller knapt som en fisketur.

Kunne jeg huske hvordan man gjorde? Er der stadig fisk i havet? Hvordan fanger man en ørred?

Jeg kunne ikke huske hvordan man gik, ellers så var det pga. mine nye vadestøvler at jeg flere gange snublede på vejen til pladsen. Jeg tror på det sidste. Nye sko og støvler skal altid lige gåes til - også mine nye (utroligt) tunge støvler, som efter sigende skulle være fremtidssikrede og det hele. De var ihvertfald varme, men det var næppe noget køligt problem at fiske i bare tæer i det 17 gr. varme vand. Kan ørreden lide det, mon?

Da Harry ringede havde jeg netop overstået vejen mellem Trelleborg og Ystad på rekordtid. Nu kørte jeg paradekørsel gennem Ystad med en gammel gubbe og en enormt stor lastbil i front. De kørte ikke særligt stærkt og da Harry ringede og fortalte at han allerede var på plads og netop havde tabt en stor blankfisk, kørte de ufatteligt langsomt. Resten af turen blev et mareridt på vejene, for en yderst fiskeklar person som mig der ville ud nu. NU! Campingvogne, turister og sight-seeing folk der alle læser vejskiltet 90 som "fri hastighed" - vel at mærke alt under 90, som fri hastighed. De har nok ret, turisterne og alle de andre... det er mere sikkert at køre lidt langsommere og jeg var ikke den mest sikre igår, med den fart jeg prøvede at skyde for at komme frem hurtigst muligt. Uanset hvad jeg gør, skal det tage mindst 1,5 time at køre til Österlen når jeg ikke lige kører tidligt om morgenen.

Sveden har gjort min trøje helt våd og der er ingen tvivl om at jeg holder regnskovsfugtige niveauer i mine waders, da jeg endelig tropper op hos Harry der sidder og drikker kaffe. Nej, det var ikke blevet til flere fisk. Jo han havde fanget en på 2,5 kg. og mistet en på ca. 2 og så den store på måske 5 kg.

Nå, så det har du? Jeg havde ikke tid til at snakke så meget. + 3 måneders indestængt fisker, skulle i vandet og det var helst for en time siden. Ingenting sker og vi flytter lidt rundt på stenene. Harry står med bøjet stang, men forsøger at råbe noget i modvinden om en sten og den tog line ud? Det viser sig at han fik bundhug, men at bunden så tog lidt line ud da den kom fri. Ikke at jeg helt forstod det, men det gør ingenting for nu hugger det hos mig - men hva´ fa´en... en hornfisk? Af alle onde ånder, skal jeg rammes af den, nu hvor jeg mest af alt har brug for en havørred. Jeg undgår med peangen i hånden at røre det stinkende bæst og kan derefter fortsætte fiskeriet. Tobiser mangler der ikke på kysten - men hvor er ørreden?

Jo, ørreden vil lege med Harry. Givetvis mister han de 2 han har på, men jeg mærker intet. Er man kommet ud af form, mon? Jeg finder ikke ud af det - på den anden side, havde jeg fået en fisk, var jeg så tilbage i formen? Hvem er i form? Harry er i form!

Vi kører hjem et stykke tid efter mørkets frembrud. Turen hjem er mørk - både i sindet og udenfor. Hvorfor fisker jeg ikke så meget mere? Har jeg ikke lyst? Hvor er fiskene? Hvorfor fangede jeg ingen? Spørgsmålene hober sig ikke op, for jeg kender svarene på dem alle.

Inden det bliver for helligt det hele, vil jeg gerne lige skynde mig at skrive at fiskedagbog.dk nu engang er en fiskedagbog. Jeg fisker, omend i meget mindre udstrækning, stadig havørred fra Sydkysten i Skåne og jeg fisker stadig med spin efter havørred. Havørred, havørred og atter havørred. Men... jeg kan ikke længere acceptere de forhold der råder langs Sydkysten og jeg kan absolut heller ikke acceptere det fiskeri vi har været vidner til, de sidste par år.

Ja, jeg ved godt at din onkel sidste år tog 400 havørreder på en uge og at de alle var blanke - der hvor du kommer fra. Men sandheden er at fiskeriet er blevet væsentlig ringere de sidste par år. Det samme er forholdene for os der færdes ofte på Sydkysten. Det er blandt andet din skyld. "Mig?" tænker du. Ja, dig, din makker, din revnabo og alle os andre, uanset hvad sprog vi taler og hvorfra vi kommer. Lad nu være med at se så uskyldig ud, for du ved nok hvad jeg taler om.

Hvis ikke, så er det heldigvis sådan at jeg ikke er ene om at have det på den måde og vi er på den måde gået sammen i en gruppe der i fællesskab - med sådan cirka en 130 andre (til en start) i ryggen - vil skabe en bedre kyst for os alle der færdes der. Og det gælder for alt - og alle. Nu syntes du sikkert det lyder lige lovligt smart, det hele. Men så spørger jeg en gang til; Hvornår var du sidst på kysten, alene eller alene med dine venner, og kunne fiske favoritrevene som du/I ville og fik en masse blanke (altså de rigtigt blanke) på den rigtige side af 50 cm.? Lad være med at sende en mail - eller vent... jo, send en mail og gerne med billeder. Har jeg taget fejl, skal jeg være den første til at erkende det, og det bliver her på siden, men jeg gætter på at jeg maksimalt vil modtage 2 mails.

Jan Jönsson (Janne Blanking), Kasper Mühlbach og jeg, Anders F. Dahl, har hermed, som selvudnævnte repræsentanter for Skånes kyst, valgt at etablere en arbejdsgruppe for havørredens og havørredfiskerens ve og vel. Du er hjerteligt velkommen til at deltage. Du kan også sende mig en mail med forslag til hvad lige netop du syntes kunne være lækkert at mødes af på kysten. Hvad er dine tanker? Hvad er dine ideer? Send en mail - alle forslag er velkommen.

Vores forslag, sagde du? De kommer... men ikke idag, ikke lige nu... men de er lavet.

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte, men det bliver nok her et sted...

Husk følgende; Foreningen "Levande Vatten" og så gruppen for en bedre kyst at fiske på i Skåne, men som endnu ikke har et navn. Og vi kan passende starte med Levande Vatten, for det er lige nu det der tager kortest tid at skrive om - men sådan vil det absolut ikke forblive.

I mandags var undertegnede, Micke, Anna, Belker (Dennis) og John ude ved 2 åer langs Sydkysten. De 2 åer er ikke de eneste med opgang af fisk og knap nogen som helst vandpleje, men det er dem vi til en start har valgt at "se på". Nu skriver jeg "vi" selvom det primært bliver mine 4 nye bekendte der til en start vil gå i gang med projektet, som indebærer omstrukturering af et vandløb. Vandpleje, miljøpleje... naturvård, hedder det. Foreningen er ikke officielt en forening endnu, men den etableres i disse dage. Formålet er at skabe, ja gæt selv... en levende natur - levende vand.

Å nr. 1: Vi har en lang rende hvori der for længe siden er lagt både gydegrus og store sten, som gavner betingelserne for havørreden. Åens vand løber meget langsomt, hvilket primært skyldes en meget lang tørkeperiode i dette område, men også fordi den mere eller mindre kan kaldes en kanal de sidste hundrede meter mod havet - havet, hvori der alt for ofte står en del net lige ved udløbet. Det skal ikke handle om net i dette afsnit, men forleden udtalte en jysk garnfisker at han "ville skide på lovgivningen og de små bøder han fik, når han fiskede ulovligt - (hvilket han ville fortsætte med.) Når fisken kom ud fra åen kunne de fanges". Sådan en forpulet idiot fortjener intet andet end en ordenlig gang tæsk. At være så ligeglad med naturen og de mennesker der lægger uhyggeligt meget tid på at genoprette en fiskebestand, for at lægge lidt kroner i egen lomme, forager mig dybt. Sjovt nok sker nøjagtigt det samme hernede på Sydkysten - men her er det lovligt... Skid på naturen og tjen penge på det.

Vi kom fra åen - rent fysisk faktisk og op til bilerne igen. Åen er overgødet og naturlige såvel som mekaniske filtre til vandrensning for kvælstoffer samt mere "læ" til fiskene, etablering af sving, ville hjælpe. Alt sammen noget der skulle undersøges - ikke lige sådan hen over sommeren. Det skal undersøges NU! Nu skal der ske noget - ikke imorgen eller i næste uge.

A nr. 2: Vi har en meget svagt vandførende bæk, som flere steder er helt overgroet af div. planter. Til dels til skade for evt. opgang af fisk. Å 2 skal, såvel som Å 1, beskæres. Vi er i tvivl om hvorvidt ørredbestanden er selvreproducerende, men noget har de gang i, de kære fedtfinner.

Som afslutning på aftenen, besluttes det at etablere foreningen "Levande Vatten" og mine 4 bekendte er glade - det er jeg også, selvom jeg må tage det hele med et gran salt. Jeg er nemlig igang med et andet projekt og det kan umiddelbart godt lægges sammen med ovenstående, men det er endnu for tidligt i forløbet.

Fångad av en fluga.

Om flugfiskarens fantastiska värld.

28 juni – 30 augusti 2009

Landskrona museum

Att fiska med fluga handlar om glädje, spänning och passion! I utställningen får vi får ta del av historiken bakom flugfiske och hur utrustning och material utvecklats genom århundradena. Visste du att i Kina, 200 f.Kr. användes fiskekrokar klädda med fjädrar från Kungsfiskare. Att det ”engelska” flugfisket är förebild för sportfisket idag, och att de flesta flugorna har engelska namn. Att året 1946 tillverkades de första spöna av glasfiber, och att flugfisket då började bli mer folkligt.

I utställningen visas exempel på vackra, namngivna flugor bundna av kända flugbindare som Håkan Karsnäser, Bengt Öste, Poul Jörgensen och Dave Wittlock. Med hjälp av instruktioner kan du själv prova på att binda en fluga.

I utställningen finns också flera äldre Splitcane-spön, både franska och engelska samt rullar med bl.a. silkelina. Till exempel visas spö och rulle som tillhört den kände ”Tunakungen” Mogens Mogensen, som fiskade tonfisk i Öresund.  Utrustning som tillhört Robert Weisz, Borstahusbo och flugfiskinstruktör för Hardy i Norge under 1970-90-tal, finns också i utställningen. I utställningen beskrivs hur de vackra Splicanespöna tillverkas. Nya, lätta spön och nybundna flugor hittar du givetvis också i utställningen.

Följ med in i flugfiskarena fantastiska värld! Lär dig hur man kastar med fluga och få en inblick i hantverket att binda en fluga. Under utställningens gång arrangeras olika program, se nedan.

Utställningen producerades ursprungligen av Trelleborgs museum i samarbete med Per Göran Jönsson. På Landskrona museum har utställningen kompletterats i samarbete med Landskrona Sportfiskeklubb.

Program i anslutning till utställningen.

• Utställningen invigs söndagen den 28 juni kl.14.00 på Landskrona museum. Per Göran Jönsson berättar om utställningens tillkomst. Landskrona Sportfiskeklubb visar hur man binder en fluga.
• Prova att kasta med fluga – Trädgårdsgillet i Landskrona, lördagen den 15 augusti kl. 13.00-15.00. Plats: inre vallgraven runt Landskrona Citadell. I samarrangemang med Dan-Tackel och Landskrona Sportfiskeklubb.
• Konsten att binda en fluga. Håkan Karsnäser förvisar på storbildsskärm. Lördagen den 29 augusti kl.14.00. Plats: Landskrona museum, filmsalen.

Därefter finns Håkan tillgänglig i utställningen.

Glad sommer...

Jeg ved ikke om det bare er mig, men har det ikke blæst og blæst og blæst de sidste mange uger? Jeg har haft flere planlagte ture og kun en af dem blev til noget, hvilken er omtalt tidligere i denne måned. Hele 3 kast på en aftentur på 2 pladser og ellers er vandet bare grumset, hvis ikke det blæser. Det er lidt en kedelig omgang og jeg går lige nu og frygter at sommersæsonen er væk allerede inden den kom igang, for et kig i prognoserne for den kommende uge, giver temperaturen et ordentlig hug opad. De snakker om sommervejr, så langt øjet rækker. Mellem 25 og 30 gr., giver fantastiske sommerdage på terrassen og sikkert også på kysten, men nu hvor kystvandet allerede er oppe på 12-14 gr., er der ikke langt til badedagene men rigtigt langt til fiskedagene. Sådan er det bare. En eller anden har sagt at "vi skal være glade for vejret, så længe vi kan trække det"...

Jeg ligger snart en lille reklame ud for en fluefiskere. Der er udstilling i Landskrona om fluefiskeriets historie og hvis det er noget for dig, burde du tage et smut forbi. Jeg blev kontaktet af en af gutterne bag om jeg ikke ville omtale det på siden og selvfølgelig. Undres dog at der ikke var noget der spurgte om det samme, da udstillingen gik i Trelleborg. Du kan både binde fluer og du kan prøve at kaste med flue, hvis det kan lokke.

Og ellers går det som meget godt. Alt for meget arbejde og suverænt for lidt fiskeri, men fanen holdes højt og lidt farve på næsen har jeg da fået, da jeg forleden var på Christiansø. Hvilken fantastisk smuk ø vi danskere har ude i Østersøen. Prøv at besøge den en dag - altså dig med interesse for naturen. Øen er 700 mtr. lang så du kan gå rundt om den et par gange på de timer du får til rådighed, inden færgen sejler igen. Ellers kan du gøre som jeg. Sætte dig på byens kro og spise et megastort stykke smørrebrød med røget kartoffel og bacon. Og så lige hjemmelavet brændevin til - Christiansø Slåensnaps og en stor fadbamse... Se, det er godt!

Nå jo. Spørger du måske om hvordan det går med projektet om fiskeetik og regler for Skåne? Jo, men det er igang. Janne Blanking, Kasper Mühlbach og jeg har haft vores første møde og fået de første ting på plads. Der kommer snart lidt information fra os, men forvent nu ikke at der fra imorgen står ordensvagter på Sydkysten ved hvert rev. Ting tager tid og i særdeleshed hvis man har ønsker der kun går at ændre på "regeringsniveau" - og her taler jeg ikke fisketure, der skal meddeles ministeren herhjemme, men den rigtige regering i landet. Det nytter sgu ikke noget at der står en sur gubbe i plasticwaders og skælder på en lokalpolitiker, fordi hans fiskeplads er optaget af (lovlige) net... Så tålmodighed, ikke alene gennem forsøget på at fange en 5+´er, men i særdeleshed i at få ændret lovgivningen. (Jeg håber så ikke politikerne er lige så længe om at ændre noget, hvis muligt, som jeg er om at fange en blank på over 5kg.)

Nå jo igen... idag er det 17 år siden at......

3 kast - 4 fisk?

Nej, nej... fruen kommer nogle gange med uforklarlige udtalelser til mine fisketure eller ansigtsudtryk. De er nok ikke særligt tydelige... ansigtsudtrykkene. Eller det kunne også være fisketurene, men det er vist mere bogstaveligt.

Der er gået næsten en måned uden fiskeri. Det er den sædvanlige med arbejde og vejret - og så lige horn. Men nu skulle jeg ud og prøve. Vinden har ligget på fra N og NV en par dage og når jeg er kørt både til og fra jobbet, har jeg langs Trelleborgbugten ikke set andet end fladt vand. Ergo, fiskeklart til en aftentur?

Den nye plads dunker. Jeg ved ikke om jeg skal gå til højre eller venstre for det er fladt med fladt på og længere ude kan jeg se lidt småbølger der bryder over det der ligner et rev. Går jeg til højre bliver dunkene højere, så jeg vælger at prøve til venstre hvor en lang arm fra en lille odde stikker ud i havet. Der skulle være dybt herude i modsætning til resten af området. Og netop dybden skulle trække fisk ind på denne årstid, så det er spændende om de så er på plads. For mig ligner det verdens største horn magnet så på vej til nærmeste odde mod venstre ringer jeg lige og forhører mig om det nu også er klogt at vade hele vejen ud og ganske rigtigt, nej det er det ikke. Tilbage til parkeringspladsen og bilen og så i vandet lige foran, hvor dunkene nu afslører at en fest er igang. Festens dunk følges af duften fra et overdrevent stort forbrug af tændvæske til grillen. Forbruget afsløres også af meterhøje flammer fra en grill der næppe holder mere end 4 tynde pølser på en gang. Skal der være fest, så lad der være fest - bare I ikke brænder huset af.

Efter at have vadet en 40 meter i vand til lårene, er hverken sigt eller bund ændret. Gad vide om jeg vil stå her til midnat med et par fulde unge i baggrunden og på ukendt terræn 100 meter ude i vandet - helt alene? Nej, så enkelt er svaret. Jeg går yderligere nogle meter ud og forsøger med det første kast. Bundhugget og det efterfølgende tunge slæb med at hive en del tang ind, giver mig syvmile skoene på længere ud i vandet. Jeg har vist fundet en ende på dette flade helvede. Kastet afslører horn i overfladen og blinket bliver kun tungere og tungere, men det er ikke horn. Det er massive mængder af det her fine tang der hænger til tørre på linen og klæber til blinket. Nej, det gider jeg ikke. Så hellere bruge tiden på en kendt plads, så jeg forlader festen efter de 2 kast.

Så er det at dette tredje kast må være det der giver hele 4 fisk, hvis fruen skal have ret. Det gør det langtfra. På den nye plads er tangen lige så nærværende og linen klippes over blinket for at trække al tangen hurtigere af. Blinket lægges i æsken og så går jeg mod bilen igen. Kører hjem med et trist og skuffet ansigtsudtryk. Hvordan det tolkes til 4 fisk, ved jeg ikke, men måske er fruen også bare ude i et forsøg på at gøre mig glad, eftersom jeg er hjemme en hel del tidligere.

Det er strømmen og det er vejret. Sine steder på Österlen giver de rette forhold i vind og vejr, nogle forudsætninger i vandet der trækker fisk til. På den rette dag kan du fange 15 havørreder på et par timer, som Harry gjorde forleden. Harry mistede også 5 fisk hvoraf de 2 nok ikke var dem man mest af alt ønskede at miste. Vi snakker 7+ på dem begge, men alt der kom med hjem var en fin blanko på 3,5 kg.

Hvordan så det mon ud idag? Forholdende var faktisk suveræne, men der manglede lidt i strømmen, men mon ikke man kunne lokke havørreden til hug alligevel? Ralf og jeg stod på pladsen kl. lidt over 8. En præstation at lokke Ralf ud, så man kan være på pladsen kl. 8! En præstation jeg ikke skal håne for meget, jeg med et ligeså godt sovehjerte. Men sovehjertet vidste godt hvad dagen stod på, for 45 min. inden uret ringede alt for tidligt, var jeg allerede vågen og jeg kunne ikke sove igen. Jeg skulle på fisketur!

Lige som vi gik igang, så jeg fisk i overfladen. Sikkert de forbandede horn der lå og hyggede, selvom det absolut ikke lignede horn. Kast i retningen gav heller ingen horn. Gad vide om Harry havde talt sandt, da han sagde han kun havde fanget en forleden? Et horn på en hel dag... det er også en præstation! Så fik Ralf en fisk - en havørred, må jeg hellere tilføje. Jeg så en fisk springe og så havde jeg 2 hug. Flere fisk var i overfladen og da jeg byttede sten for at kaste lidt bedre, fik jeg også dagens første fisk - havørred altså. Et par kast efter huggede det igennem længst ude igen. Et par kast inden havde jeg netop mistet en fisk, men nu sad den der. Den tog line de første par sekunder og så fulgte den ellers pænt med ind til stranden 50 meter fra mig, hvor den begyndte at rode rundt i sten og tang. Langsomt fik jeg bakset fisken til mig og så begyndte et postyr uden lige i vandet foran mig. En smukker blankfisk på 55 cm., blank og fed kunne afkroges efter en let blodig operation, fordi krogen sad helt nede i svælget på den - de fisk ville bare have agnen!

Foran Ralf og piben snuppede jeg en til og så syntes Ralf det var på tide at afskære mig kasteretningen. Da han gjorde det vendte han min 3-1 føring til en 3-4 i hans favør. Fiskene kom fra venstre... jeg stod til højre.

Heldigvis er piberygere magelige mennesker så mens Ralf endnu engang sad og sugede i piben, fik jeg lov at komme til igen hvilket gav mig årets mindste ørred. Den har næppe været over 10 cm. og var sandsynligvis lige kommet ud fra åen. Den blev byttet med en langt bedre fisk et par kast efter. En blank nedfaldsfisk som kæmpede som besat med udløb og hop inden den kom til afkrogning. Til de af Jer der hvert år siger "den skulle lige have 14 dage til" kan jeg sige at det ikke går så stærkt. Nok var fisken blank og smed skæl, men som den jeg tog i kastene efter og dem Ralf også tog, var der ingen tvivl. Fiskene var meget tyndere end de blanke fede grise vi også tog. Mon ikke de skal have til sommeren, før de opnår en status hvor man kan tage dem med, med stolthed?

Dagen endte 5-5, selvom jeg var lidt led ved at tage min utroligt lille ørred med i beregningen. Ralf og jeg nød et par pølser lavet på bedste vis på min nye Smokey Joe kuglegrill. Lækkerier!

Som vi skulle til at gå, kom Harry forbi. Han havde aftale andetsteds, men den mand holder du ikke fra kysten hvis der er 30 min. at fiske i... Harry stod på pladsen i 10 min. og havde dernæst fisk på. Ralf og jeg blev lidt lange i næbbet, men kunne ånde lidt lettet op, da fisken kom op med hans krog i halen. Følgende fik jeg en sms fra Harry om at han havde snuppet en lille blank og en blank nedfaldsfisk på målet, da vi var kørt.

Nye strømme og vindforhold råder - indtil det ændrer sig, sparer jeg fisketuren. Så kan du måske læse om hvorfor, en anden god fiskedag

Horn...  masser af horn... "Hej Anders, det er ikke kun fortropperne der er kommet. Det er dem alle! Jeg var nede her til aften og de huggede i hvert kast." Det stod der i en mail til mig, som jeg så belejligt kunne læse her til aften - sådan ca. 24 timer efter den var skrevet. Altså efter jeg havde fisket på pladsen og næsten konstateret det samme. SUK!

Med andre ord, fik jeg idag afviklet forårssæsonens sidste heldagstur. Det har været et sølle år, men jeg må hellere skrive at det kun har været det for mig, for forleden skrev jeg på en hjemmeside at sæsonen atter engang ikke tilhørte den bedste og fik straks svaret at den havde været super. En enkelt fyr havde nemlig fanget 40 havørreder og derfor var sæsonen reddet. Nå ja, hvis det bare var ham der reddede den for os alle. Det vidste jeg ikke. Nej, jeg må hellere læse på nogle af de andre hjemmesider, hvor danskere har fanget 200 fisk på en weekend herovre. Uha ja... 200 blanke grise! Alle sammen! Lige til kummefryseren, så de er klar til konfirmationen, familien, naboerne, vennerne og selvfølgelig... vejfesten!

Gylle! (En by uden for Trelleborg)

Dagen endte med en nulbon, så det er nemt at pege fingre af andres pral. Jeg havde aftalt at mødes med Harry og fiske på en af hans pladser, hvor der burde være en chance for en blank eller 2 af de bedre. Eller i det mindste bare en blank. Vi fiskede og vi fiskede rigtigt længe, da vi kom ud på kysten. Horn var der nok af og så havde vi nogle mistænkte hug og følgere der opførte sig mere som havørred end som horn, men vi fangede ingen. Harry så en rigtig fisk der hoppede og mistede senere en. Dagen endte med en ufattelig solbrændt pande, en meget øm ryg og nogle ildelugtende fingre, selvom jeg gjorde alt der stod i min magt for at undgå at pille ved de slimede horn der huggede i hvert andet kast. Enkeltkrog? Jo, det virker... hornene hugger derfor dobbelt så meget og når de så sidder der, så bliver de der.

Nu står den på natfiskeri, aftenfiskeri og ahemmm... "morgen"fiskeri.

Det er ikke kun Lars, der har reageret på den seneste tids "debat" om fiskeriet og fiskerne. Også Ralf har sendt mig en mail og ligeledes har jeg fået lov at offentligøre denne.

"Hvorfor rejser man helt fra Nordjylland til Sydsverige for at fiske? Absolut naturen men selvfølgelig også historierne om de mange fangster af blanke havørreder. Det hele startede oprindeligt for en del år siden med at vi kun fiskede i Mørrumsåen. Det blev vi på et tidspunkt trætte af. Det var køfiskeri og næsten ingen fangster. I stedet for begyndte vi at udforske kysterne i Blekinge. Det var ikke de store fangster vi løb ind i, men hellere gå i Blekinges natur end skulder ved skulder
langs Mørrums åen.

Rygterne om de mange fangster på sydkysten nåede os på et tidspunkt, så et år planlagde vi en kombitur til Blekinge og Sydkysten. Og rygterne talte sandt, der var masser af fisk på sydkysten og ikke så mange lystfiskere. Vi droppede Blekinges kyster og satsede kun på Sydkysten, og siden da er det kun gået opad m.h.t. antallet af "lystfiskere" og nedad med fangsterne. Med det stigende antal lystfiskere er der næsten altid lystfiskere på de gode pladser, og det stiller jo krav
til moral og god opførsel. Det er da klart, at når man er gæst, bliver der lagt ekstra mærke til ens opføresel, og det er nemt at pege fingre af de "fremmede" - det flytter lige som fokus fra ens egne rækker.

Der er masser af kystlinie i Sverige, og der er plads til os alle. Alle kan bare ikke kun stå på de gode pladser. Vi er ikke de mest seje morgenfiskere, så derfor er dagens udsete pladser som regel optaget. I stedet for har vi ofte hellere fundet et andet og mindre besøgt sted at fiske end lige at dumpe ned, hvor der er optaget i forvejen. Det giver måske ikke det samme antal fisk, men det giver fred og ro til at nyde fiskeriet og i ny og næ at vade i land og sidde og nyde naturen uden at der er en lystfisker, der drøner ud på ens plads.

I år, og det er ikke første gang, var der en af gutterne, der fangede en fisk på en plads, og skulle efterfølgende lige ind og skifte blink, hvorefter en svensker nappede pladsen lige foran næsen på ham. Det er ikke for at pege fingre, men vi danskere bliver ofte beskyldt for at opføre os dårligt ved kysten i Sverige, men på det område er nationaliteten underordnet. Der er idioter i begge lejre.
 
En ting der altid har undret os er, at alle andre end os fanger masser af blankfisk, så det er sgu helt befriende at se Lars bruge udtrykket svenskerblank, for det er jo det de andre kalder blankfisk !
 
Sjovt nok nævner Lars en fangst på 200 fisk, det er også mange gange det tal vi hører, når vi spørger andre om deres fangster. Enten er de mange afsted eller også er de bare dygtigere end os til fiske. Men at fange 200 fisk, hvoraf som regel halvdelen er "blanfisk" og sikkert er røget hjem i fryseren, og hvordan er genudsætterne så lige blevet behandlet, der er sikkert ikke mange af dem der klarer det. Joh, Sydkysten virker til at være i knæ af fiskepresset fra alle sider.

Måske bliver der lidt mere plads fremover. Jeg vil nødig undvære den skønne svenske natur, men et sceneskift er på tale i vores gruppe.

Hermed en turrapport fra Lars i Århus, der har nogle yderst interessante og højaktuelle synspunkter på mine hjemlige kyster. Meninger og indtryk (udtryk) der genkendes fra ikke bare mine egne fisketurer, men også fra diverse hjemmesider.

Till svensken; Innan du börjar läsa vill jag gärna påpeka att uttrycket "lorteland" inte bör uppfattas som det låter. Det är det mycket dansk som inte bör, men det är en annan grej

"Lorteland......

Besøgte sydkysten den 22. april efter nogle års fravær grundet børn og en følelse af at det ikke var besværet værd, men nu stod jeg der så igen. Det var nok den indre jæger og håbet om noget særligt og stort der igen bragte mig herover, derudover var det svært at sige nej tak til en tur til fantastiske kyster og hygge med drengene.

Efter et par dage at være fartet rundt på må og få gik det dog efterhånden op for os, at der var langt mellem fiskene i år. Spredte nedgængere eller små stimer af mindre fisk var hvad det gav. Vejrforholdene var ellers ok, men efter 5 timers morgenfiskeri på en af sydkystens bedste pladser, på den rette sten, men fine forhold osv. knækkede jeg psykisk torsdag morgen efter intet at have mærket eller set.

Om aftenen drog vi dog vestover til Löderup, men desværre stod der allerede to fiskere ved bunkeren. Så vi satte en mand af som observatør forud morgenfisket som vi ville tage der. Knap havde vi andre forladt pladsen før garnbåden fra Kåse (Kåseberga red.) kom rundt om hjørnet for at lukke pladsen for lystfiskeri ved at sætte 5 garn mellem bunkeren og p-pladsen.......  (Hørte fra en dansker at garnene var spækket med fisk og at garnfiskeren satte ca. hver 3. ud igen. Disse fisk lå så og drev rundt halvdøde nær stranden). Der stod derefter garn på pladsen den resterende tid.

På Skillinge fiskede vi fra sidste rev og sydover på sandstrækket. Faktisk så fandt vi en lidt hemmelig plads ca. 300 meter inde i vigen hvor et stort stenrev pludselig dukkede op af sandet. Der fik vi to lige under målet. På det sidste rigtige rev så vi, at der stod tre mand og tog fisk. Det havde der for øvrigt gjort hele ugen, altså tre mand og tre mand osv... noget lumsk og med kraftig lugt af fisk. Næste morgen stod vi klar klokken 04.50 i blik vand på denne plads. Mistede to gode fisk på de første 5 min og så døde det. Klokken 5.20 kom de tre mand som plejede at fiske der. To stillede sig ca 30 meter til venstre og fandeme om ikke den sidste mand pludselig dukkede op af disen mellem os. Han stod så 10 meter fra mig og kunne så lige afskære mine kast til badekarret...... jeg var total målløs, og på grænsen til bare at tage direkte hjem til Danmark.

Jeg valgte dog at tage dialogen op med den (a)sociale klaptorsk.

- "hvad fanden laver du?"
- "godmorgen" sagde klaptorsken bare.
- "du kan sku da ikke stille dig der 10 meter fra mig, når du har tre km frit rev at fiske på!"
- "Sådan er det"........ sagde klaptorsken og fortsatte ufortrødent.

Herefter valgte jeg så at skifte plads til en sten 2 meter foran ham.

- "Hvordan har du tænkt dig at jeg skulle kaste?" sagde klaptorsken så....
- "Sådan er det".... svarede jeg rystet.

Kraftedme en klaptorsk.......

Jeg snakkede med en svensker, som havde fisket med de tre gutter på samme plads to dage før, hvor der som de foregående dage havde været et kanonfiskeri. De tre havde efter sigende taget omkring 200 fisk på under 1 uge, hvoraf mange havde været fine blanke eller sikkert "svenskerblanke". (Svenskerblank = en nedgænger som er ved at komme sig og har en kondi lige under eller på 1 med løse skæld og næsten fin hale). Vi forlod pladsen klokken 9.30, her stod vi nu 7 fiskere indenfor 100 meter kyst.  Mon det var en god plads ?

Nå men vi fik på turen ikke eneste blank over målet, skulle kæmpe med garnkongerne om de få fisk der var og ellers med den ene klaptorsk efter den anden, som åbenbart sidestiller kystfiskeri med sildefestivalen i Hvide Sande..... Alt i alt en større skuffelsen end jeg havde turde frygte. Det blev for os den sidste tur derover med mindre der dukker noget
lukrativt fiskeri op, uden alt bøvlet og med fisk..........

Anders, har du tænkt over om ikke kurven er knækket for sydkysten......
Alle snakker om, at fiskeriet ikke er det samme længere. Trods bedre viden om fiskeriet, langtkastende agn, de rette farver og uendelige fisketimer er fiskene der bare ikke længere. Hver eneste dag er stort set alle de gode pladser besatte at fiskere der dunker deres blink længere end nogensinde før, der køres næsten skiftehold på pladserne, og der er altid nye folk til
at tage over. De stakkels fisk bliver jaget stort set hver eneste dag i 4 mdr.og dette krydret med et tiltagende og mere ihærdigt garnfiskeri har for mig at se bragt især sydkysten i knæ.
Derudover er prisen for et garn faldet med ca 80 %.

Jeg tror at bestandene i syd er ved at kollapse efter broen er kommet. Gydemulighederne i vandløbene er de samme og produktionen af fisk skulle dermed ligeledes være det. Men hvor er fiskene så henne. Gad vide om ikke der efterhånden kan være så få fisk der vender tilbage til vandløbene, at det ikke er nok med disse for at opretholde deres normale bestande. Er dette en realitet tror jeg at vi står overfor nogle virkelig dårlige år, hvor kampen om fiskene vil bringe Sydkysten alvorligt i knæ."

Far er ikke sur, far er skuffet.... lorteland ;-)

Med venlig hilsen

Lars Spring

Tak for sidst

For knap 3 år siden stod Linus og jeg på kysten en sommermorgen. Vi havde hver vores fiskeri, så at sige, og fik begge lidt fisk, men det var Linus der løb med sejren da han frækt nok kastede efter en følger jeg netop havde haft. Snydefisken - læs mere her. I dag fik jeg gengældt det tarvelige trick som jeg siden da har båret "frygteligt nag" over...

Da Linus om morgenen skrev at vandet var grumset og ikke fiskbart, blev jeg sur. Her havde jeg droppet en ellers planlagt tur til Listerlandet og så mødes man af en så negativ sms når man står op? Efter en time, 3 kopper kaffe og et dårligt fiskeblad, måtte jeg lige høre om han var kørt hjem. "Nej... jeg står og fisker. Det var kun inde ved land det var grumset". Så meget for den sms. Bilen kom i gear og afsted over slätten. En frygtelig masse mennesker + en meget langsom traktor, fyldte op på vejene. Ved kysten så det straks bedre ud, selvom der stadig var mange mennesker ude. Sjovt så mange der tror at ugen efter påske er tidspunktet de kan fiske hvor de vil på. Forleden talte Linus 29 mand mellem Ystad og Charlottenlund. Så meget for den plads, hva´? Og Kasper kom op på 37 dagen efter - på samme strækning!

Så farligt var det ikke idag. Der stod et par stykker her og der og hvor Linus netop kom fra, ja der var ingen. Men han ville nu gerne bytte plads og så trissede vi ned over sandet for blot at konstatere at vandet var fyldt med det der klæbrige og slimede tang der sidder på line og blink hele tiden. Det sidder endda fast på hjul og øjer, hvis bare det kommer i nærheden af det. Og så sad der en stor iglebefængt sortfisk på Linus blink et par kast efter. Nej, det var ikke pladsen vi havde drømt om, det her. Måske til sommer. Måske en dag med højere og mere rent vand. Måske måske... men ikke i dag.

Så stod vi på et af de rigtige hotspots og følte os som konger - revkonger, måske? Min ellers så stensikre plads viste ikke skyggen af fisk. Ikke så meget som et hug eller en følger. Der var bare dødt. Vi var længe ikke de første på pladsen denne dag. Både Linus og andre havde set masser af folk stå og fiske. Nå ja, det forklarer en del. I weekenden går fiskene langt ude efter kl. 11 om lørdagen. Forklaringen er simpel. Alle turisterne vælter jo i baljen, for NU skal der fiskes! Fiskene er væk og kommer først ind igen efter lang tids ro. Medmindre der kommer en stime forbi... det gjorde der ikke. Kasper kom forbi og eftersom ingen af os var særligt dygtige til at fange fisk idag, var det på sin plads at Kasper bød på kaffe fra sin havudsigts-terrasse. Som sagt så gjort, da jeg havde afkroget en lille blankfisk der mente at mit blink alligevel var godt nok.

Efter kaffepausen, der mere var et stop i dagens fiskeri, end en pause, var det på den igen. Kasper valgte at koncentrere sig om nogle asparges, så det var Linus og jeg igen. Eftersom jeg tidligere fik tildelt min yndlingssten på det første rev, var det naturligt - men mod min vilje - at tilbyde Linus hans supersten på det næste rev. Jeg måtte tage til takke med indløbshullet (hvor der ret tit kommer fisk helt ind under land) Ingenting skete og alt jeg så var isser på bunden. Den skal lige forklares; En isse er en alge begroet sten hvorpå en fisker har stået og skrabet algerne af. Stenen ligner derfor en isse og med andre ord, havde der været mange før os, for der var mange friske isser.

Et hug og så en følger der vendte langt ude var alt jeg kunne skrabe sammen, inden Linus fik fisk på. I modlyset kunne jeg kun se en bøjet stang og en fisk tages op, så jeg blev overrasket da jeg kom over og så fisken hænge i hans waders. Jo fisken var blank og over målet og selvom Linus ville genudsætte den, så kunne han ikke da krogen havde smadret gællerne. Og så kommer hævnen, for da Linus lige havde fået fisk, gik jeg ud for at tale med ham om fangsten og hvorfor ikke tage stangen med? 8 meter bag ham tager jeg et kast ud over ham og fortæller at jeg nu vil fange en blankfisk, hvorefter en fisk tager mit blink og efter en god fight kan kanes op på det tørre. En smukker blankfisk på 2,2 kg. og med mange prikker, får en grøn sten i nakken. Tak for sidst, Linus!

Der er åbenbart kommet fisk ind, for et par kast efter mister jeg en fisk i samme størrelse. Linus får en blank målsfisk og jeg gør ham derefter kunsten efter. Og så gentager vi lige det hele en gang til efter et par minutter. Udemærket plads her! Senere misser jeg totalt en fisk i hugget og så syntes vi at solen har gjort rigeligt for at gøre os brune hvorefter vi beslutter at køre hjem.

Sådan en dag som i dag, med SV vind istedet for den irriterende SØ vind, havde givet rigtigt mange fisk.

Tirsdag 07. april

Solen skinner da jeg henter David og på turen mod Listerlandet sidder vi og glædes over hvor varmt det er og hvor perfekte vindforholdende er. Meldingerne fra Jim og Michael lyder på lidt revkonger, men David og jeg er sikre på at vores ankomst vil sætte fiskene i gang. Altså de store!

Skuffet er udtrykket i ansigterne da skyerne i samme øjeblik vi ankommer, trækker for solen og giver fiskedagen et anderledes udseende. Når vandet er 6 grader og vinden kommer fra havet, skal solen helst være på, for at jeg tror på det. Handskerne ligger kun 30 minutter i rygsækken før de kommer i brug og fiskene... dem ser vi ikke skyggen af. En lidt sur måde at begynde 4 dages fiskeri på, i og med at dagen fortsætter på denne måde. David slutter dagen med at fange en revkonge på en ny plads og vi har begge lidt følgere. Rapporten for i dag er kort for det er mere eller mindre hvad der skete.

Onsdag 08. april

Da fiskene nærmest helt var forsvundet fra kysten i går, var vi i tvivl om hvor vi turde starte. Hvad er godt og hvor? Af mærkelige årsager er vi begge og mest jeg, meget i tvivl om hvor vi skal fiske. Jeg tror på alle pladser og jeg tror på ingen pladser. Det ene sted er det 5 grader i vandet, det andet er det 8. Fiskeriet er alvorligt når temperaturen svinger sig op over 6 grader. Er der fisk ved de 8 grader eller kommer de på pladsen hvor der er 5 gr., når solen får varmet vandet op? Og vinden... den ligger på fra SØ igen og er ikke særlig varm. Til gengæld er solen mere fremme og mon ikke den kan gøre noget ved musikken? Vildrede og pladsvalget bliver lidt tilfældigt, men vi ved også godt at alle pladser heroppe kaster fisk af sig og ofte gælder det bare om at være på pletten når de store trækker forbi. Men det gør nu ikke noget at man også tror på det - for fiskeriet bliver derefter.

Måske er det derfor vi ikke fanger noget de første timer? David og jeg besøger kortvarigt en af favoritpladserne, men uden held. Dernæst vender vi tilbage til revet vi startede på. Vi plejer altid at fange noget der og eftersom vi tidligere på dagen så fisk, kunne det være de var mere i hopla nu? Jo, det er de. Jeg har hug i første kast og ser på lang afstand fisken vende i overfladen. Et nyt kast lægges i samme retning og så sidder der en revkonge for enden af linen. Efter den hugger det endnu en gang i samme område og så dør fiskeriet igen. Men troen på pladsen gør at vi fortsætter. Og vi fortsætter længe endnu, for fiskene MÅ komme ind, i forhold der bliver bedre og bedre at se på. Faktisk så fisker vi frem til kl. 20 uden længere pauser og vi oplever absolut ingenting. Der ligger efterhånden nogle fisketimer på det rev, der gerne snart må udbetales i form af en rigtig stor blanko.

Torsdag 09. april

Vi starter hvor vi sluttede. Hvorfor ikke gøre det når man har troen? Resultatløst kører vi efter en time til en ny plads vi aldrig har betrådt. Dér får jeg mig en revkonge. Vandet er ganske klart, men i modsætning til områdets lyse pladser, er denne helt mørk hvilket gør at genskinnet fra bunden ikke er lige så kraftigt og agnen derfor ikke gennemskues lige så let. Andre fordele med mørk bund, er at de varmes op meget hurtigere. Jeg måler 8 grader i vandet allerede om formiddagen, men eftersom min revkonge er den eneste vi mærker står vi igen med pladsproblemer. De andre har som det eneste mærket større fisk i form af en tabt på et andet rev og ellers kører vi alle i samme spor. Hvor skal vi fiske, for hvor er der godt? Vi kører til vores fælles storfavorit på østsiden. Vinden er drejet i S og SV og det ser egentlig kedeligt ud, men en redegørelse over de sidste par års bedre fisk, viser hurtigt at vi faktisk har fanget flere fisk i diskovejr end i det de fleste vil kalde rigtigt havørred vejr.

Lavvande og dermed større muligheder for at vadefiske fører os længere ud på revet end jeg før har været. I medvinden kan vi kaste rigtigt langt så det gør David, mens jeg kaster på tværs af ham og hans line i sidevinden. En klage fra David over at jeg står og driller ham med at hive i hans line fører til et modhug og så har han fast fisk. Det var ikke mig der pillede ved hans line, som han ellers troede. Det var smukker blankfisk på 3,6 kg. der giver David en fornøjelig fight som jeg kan følge på helt nært hold. Det eneste der ærger mig, er at vi står så langt ude i vandet for jeg har ikke mit kamera med. Med sikker hånd nettes fisken og jeg beslutter mig at blive stående nu jeg er kommet helt herud. Allerede i kastet efter hugger det hårdt ude på distancen. Der er tydeligvis fisk inde. Et par kast efter igen kroger jeg en fisk der går helt grassat med flere høje spring på fuld line. Fisken ryger af og det er der bare ikke noget at gøre ved. Ikke så heldig jeg har været her på det sidste med de springende fisk over målet...

Dagen udvikler sig til det bedste vi oplever på Listerlandet i denne omgang og inden du læser videre, skal du vide at vi faktisk ikke får flere fisk over målet. Det eneste der holder dagen oppe er et par revkonger og så har jeg en del hug helt ude i enden af kastet. Ikke en af fiskene bliver siddende, hvilket jeg finder meget mærkeligt.

Fredag 10. april

Naturligvis starter vi på revet vi sluttede på igår. Vinden har lagt sig fuldstændigt og vandet er spritklart. Var jeg en fisk, ville jeg have svært ved at tro på noget som helst metal der blev kastet efter mig. Derfor diskuterer vi også fjer istedet for metal men det er kun Michael og David der gør noget ved det. Jim gider ikke fiske og jeg tager kun et par sølle kast. David har faktisk en følger, selvom han mistænker det er en gedde og Michael ser tobiser springe forvildet omkring lige foran sig. Jeg følger det hele oppe fra en stor sten mellem dem og håber at de begge får fisk på, men der sker intet. Det er helt helt stille.

Vinden tager langsomt til og pludselig forandres fiskepladsen fra et vindstille og varmt smørhul til en rigtig fiskeplads. Selv Jim går i vandet og så fisker vi alle 4 inden det er tid til frokost. Efter frokost skal det ikke blive noget problem at finde fiskevand, men der sker det som der plejer at ske... vinden har lagt sig igen og vandet ligger endnu engang fladt hen.

Opdelingen fører Jim og Michael sydpå og David og jeg prøver næsten det samme. Den sidste dags sidste mange timer ender resultatløst. Kun et par følgere og et par hug indikerer at vi ikke er helt alene på pladserne, men ingen fisk vil med op og lege.

Listerlandet... jeg elsker det stadig, men det gælder så sandelig om at være der i de rette forhold på de rette tidspunkter. Vi er kun lige taget hjem da der kommer 2 rapporter på havørredfangst på hhv. 4,3 og 3,8 kg.

Dagen var udset til en tur til Danmark eller egentlig blev det lavet om til en retur til Blekinge, men ingen af delene blev til noget. "Hej. Jeg er 34 år og hedder Anders DK. Jeg har tabt noget luft i min ballon. Kan du hjælpe?" Det og så er det påske, hvilket indebærer en anseelig mængde fiskere på kysten - ihvertfald hernede. Det var så ikke lige hvad Kasper kunne berette. Ihvertfald ikke i den første samtale, hvorimod antallet fiskere betragteligt var steget efter den anden samtale. Sikkert, havde heller ikke de fanget noget af betydning hvorend de havde været inden - jeg mener, hvad skifter man ellers plads for? Jeg skifter ikke plads, hvis jeg har fiskene hos mig. På den anden side, hvem har egentlig fiskene? Hvem har fisk på sig?

Nå, men den der retur til Blekinge havde måske ikke været så sølle endda. En sms fra en bekendt i de tidlige morgentimer (altså omkring kl. 10...) bekendtgjorde fangsten af en 4,5 kg´s fisk. Med søvnen i øjnene satte jeg mig med min kaffe og redegjorde for gårddagens fiskeri på siden. Skulle jeg have sparet det sidste opkald til Janne og Kasper og have mødtes med dem på udvalgte strategiske steder for at "samåka" til Blekinge? Vinden udenfor eller rettere, manglen på samme, fik mig i bedre humør. Nej, fisken fra Blekinge var sandsynligvis nok bare en enlig svale. En fisk som ligeså vel kunne komme op her som i Danmark på sådan en smuk forårsdag.

Vandet lå helt fladt hen. Helt fladt! For sjov skulle jeg lige måle temperaturen under land og til min glæde viste det 9 grader. Dæleme noget af et spring på få dage og hen over bunden væltede det rundt med dyr af diverse karater. De fleste vandlevende - hermed udelader jeg ikke at der fandtes andet i vandet som ikke hørte hjemme her! Bl.a en grævling som jeg blev noget så forbandet bange for, da jeg opdagede den alt for tæt på. Nu er det sådan med grævlinger at de ikke lever i vand, men har du nogensinde set en "komme imod dig"?

På listefødder sneg jeg mig ud over kanten af blæretang. Lavt vand afslørede hver en busk og hver en sten, på vejen mod det dybe. Det stille og utroligt klare vand til trods - fisken måtte være hjemme og med en perfekt sol ind fra siden og det levende vand var det bare at vente, som jeg nu engang er så dygtig til.. (I stil med andre med samme hobby) Den totale mangel på liv længere ude fremkaldte en panderynken. Jo, vandet var stille... jo, det var godt nok klart... nøøjjjj vandet var faktisk også varmt herude - hele 8 grader... jo, det kunne give fisk... Nej, det gjorde det ikke.

Tankestreger... for et par år siden på samme plads med samme forhold:

"Tobisen er netop vågnet og dagen har givet et par mindre blanke samt nogle sortfisk. Hen under aften står Lotti og jeg fiskende på revet mens solen gør som den plejer. Den sidste halve time viser fisk under land, men det er først da tobisstimen jages op i overfladen at vi er klar over at der virkelig er en jagt igang. Lyden glemmer jeg aldrig. Tobiser der flygter fra jagende havørred lyder i skrift nogenlunde sådan her; Plop plop plop plop plop plop - der er mange flere "plops" for der var mange flere tobiser. Den er svær at forklare, men jeg kan forestille mig at en dartpil der kastes mod vandet, lyder som en tobis der dykker efter at have taget en flyvetur fra den jagtende fjende i dybet. Det er vildt at se på og da kastet lægges i retning mod tobiserne kommer et voldsomt hug der flexer stangen i bund. Fisken vender og knaser i øjerne på stangen inden stangen rettes op og en bøjet krog kommer op."

Det er 4-5 år siden og nu her, mens jeg levende genkalder det lækre (og ærgelige) minde "plopper" tobiserne ikke som jeg havde håbet. Alligevel hugger det, selvom hugget nok ikke kan kaldes specielt hårdt. En sortfisk har, i samme stil som fiskene igår, suttet blinket PÅ sig - ikke I sig, for så var den sgu ikke røget af, og jeg kan fighte en halvdød fisk i et par sekunder inden den genudsætter sig selv.

Det er en smuk aften og da revkammeraterne forsvinder kommer den totale ro op i mig. Pyt med fisk, pyt med fulton, pyt med trofæer (som om jeg havde nogen) pyt med det hele. Det er mig, det er vandet, det er solnedgangen. Behøver jeg mere? Nå jo, det skulle da lige være et par fingervanter og min hue, for det er ikke specielt varmt her 10 minutter i solnedgang. Kast efter kast lægges mod Tyskland, Danmark og Polen (det hedder vifteform) men der sker ikke det fjerneste. Da jeg kaster mod Polen, ser jeg en stor hvirvel i overfladen efter mit seneste kast mod Tyskland. Hvad fa´en... jeg har haft fisk efter og det ser jeg først nu? Hvorfor huggede ikke den? Mange kast senere er jeg klar over at det var en enlig svale. Jeg aner ikke hvor den blev af, men den kom fra Tyskland og stående hvor jeg står, er kast mod Tyskland og Danmark altid gode. Specielt når der er tobiser...

Mine fingre ligner tobiser. Jeg må hellere gå op til grævlingen og sige tak for i aften.

Det var fiskeri lørdag, der var planlagt. Det blev søndag af diverse familiære årsager og godt det samme, for lørdag viste sig fra en grim fiskemæssig side, med vindstille vejr og swimmingpool på kysten. Til forskel fra den dag hvor vi havde Blänkeren, med samme vindforhold - men godt fiskeri - var den direkte sol og vandtemperaturen. D. 14 marts havde vi en temperatur på omkring 4 gr., men da vendte foråret tilbage til os - derfor var det tåget. I går var solen direkte på og vandet er allerede mere varmet op - lyset er stærkt og fisken dermed sky. Det er min teori på hvorfor det blev som det blev.

Hvorom alting er, så skulle jeg have fisket om aftenen men da der kom en kalveculotte på grillen og en Amarone blev åbnet, så blev fiskeriet udsat til i dag. Ikke så dårligt et valg, hverken med Amarone eller fiskeri.

Jeg hentede Kasper kl. 7. Ferietid og så skal jeg tidligere op end når jeg arbejder... men det er noget andet at tage på fisketur og derfor stå tidligt op, ikke? Blekinge var målet og da vi stod på kysten ved halv ni tiden kunne jeg egentlig godt tænkte mig at jeg var vågnet kl. 4 i stedet. På den anden side, ville jeg være så frygtelig træt sidst på eftermiddagen at hjemturen ville blive et helvede.

Intet skete de første par timer. Vi havde ikke det bedste vejr med en rimelig hård vestlig vind, men den var bedre end ingen vind. Et pladsbytte blev kort diskuteret og inden vi stod på det nye rev havde vi handlet diverse mad og sad så ellers op af bilen og guffede rejesalat, rullepølse, leverpostej, slik og drak både sodavand og drikkeyoghurt. Super hyggeligt, selvom den hårde vind var kold. Det skulle gøre godt med en lang gåtur ud til revet så varmen kunne fordeles i kroppen igen. Allerede efter et par kast ser jeg en skygge bag blinket - eller er der 2? Fisken vender foran mig, men hvad var det bagved? Var der ikke 2 der fulgte efter? Kasper står langt ude på revet og jeg kan ikke signalere at kontakten til salmo trutta er etableret. Endnu engang har jeg fisk efter, men den hugger først - ikke specielt hårdt, det er nærmere et puf og så er den også væk. Gad vide om det klare vand får fisken til at mistænke alt? Jeg overvejer at sætte monofil forfang på, men vil først lige prøve et nyt sted, da jeg får noget på krogen der får blinket til at stoppe den vrikkende gang. Op kommer en stor hundestejle kroget midt i bugen. Den bliver kastet ud i igen og så tager jeg et par kast til. Bag blinket kommer en fisk pludselig buldrende - den hugger voldsomt i en stor virvel og er væk igen.

Den anden spids på revet plads giver ikke så meget som et hug og Kasper og jeg tænker længe over hvad der skal få fisken frem. Kasper vælger at prøve mit udgangspunkt, hvis nu fiskene er der endnu. Imens fisker jeg en anden strækning af helt uden resultat. Tilbage til udgangspunktet - nu med monofilforfang og et mindre blink. Så kommer piftet fra Kasper. Fluestangen bukker sammen og jeg er glad. Fisk der hugger - kanon, selvom Kasper er utilfreds med sin fisk. Jeg har netop fortalt ham at der godt kan gå en 10-15 blanke på en nedfaldsfisk og hvad afkroger han? En nedgænger. På den anden side, så vil de næste 14 fisk heroppe fra være blanke!

Et par kast bliver lagt i retning mod hans område og efter et spinstop sidder der "bare" en fisk på. Den hverken huggede eller stødte til blinket, den bare sidder der ligeså forsigtigt. Men hvad der var forsigtigt i hugget er det ikke de følgende 30 sekunder. Fisken går fuldstændig amok og er helt fri af vandet 7 gange i store solide plask. Det 7.ende hop giver en + 4 kg´s fuldfed og skinnede blank havørred friheden igen. Hvor surt... Da jeg tager et par kast i den anden retning sker det samme igen. Det hugger yderst forsigtigt tæt på og en blankfisk vrider sig i vandet 10 meter foran mig. Fandme om ikke også denne vælger at blive genudsat lidt for tidligt. Så blev jeg noget muggen! Krog, line og det hele bliver skiftet og et par kast efter hugger en fisk endelig ordentligt og til min glæde, noget længere ude end de andre. Desværre er den ikke i nærheden af de 2 jeg lige har mistet og efter en benhård fight med udløb og hop kan jeg afkroge en blankfisk på målet så smuk som jeg sjældent har set dem. Enkelte store sorte prikker og knitrende blank og helt lyse finner. Den lignede en laks - gad vide om... ?

Resten af dagen er Kasper og jeg på helspænd efter fiskene men alt der sker er en følger hos mig. Det virker som om fiskene er vågnet lidt, både i Blekinge og derhjemme. Nu afgør vejret om vi kan fange dem. Solskin med vind giver fisk. Overskyet med regn giver fisk. Men diskovejr (sol og vindstille) er nærmest umulige forhold.

Det med vejret - igen. 5 døgnsudsigten bliver altid nærstuderet for at vurdere om vinden på dagen og de foregående dages vind, kan have en positiv eller negativ effekt på fiskeriet. Jeg vurderede at 9 m/s fra hhv. SØ og SV 2 dage før fiskedagen, ikke ville være af det bedre til Sydkysten og gjorde dermed alvor af min trussel om at køre til Stevns. Ikke fordi jeg er farlig på Stevns, men det der med at gå over åen efter vand... Jeg bor trods alt, i mine øjne, tæt på noget af det fineste fiskevand med utrolige mængder af fiskemuligheder. Men jeg må også erkende at jeg løbet lidt træt dernede. Mine rapporter fra sidste uge forklarer det, for du ser ingen billeder af større blankfisk, vel? Det gør jeg heller ikke og jeg har ikke glemt at uploade noget.

Det var ikke sådan at jeg regnede med at fange en af de store, men det er ikke nogen hemmelighed at Stevns ofte leverer drømmefiskeri og klokken lidt over 8 stod Ajes og jeg på den udvalgte plads. Kun en bil stod parkeret og jeg kiggede forundret rundt for at finde de andre, der burde være på plads. Ingen i sigte. Var vi kørt ned det forkerte sted eller... ? Fremme ved kysten åbenbarede den smukkeste strækning sig for os. Ejeren af den enlige bil stod udvadet hvor vi havde tænkt at fiske, men Stevns er stort - enormt faktisk, så vi gik bare den anden vej. Rundt om hver en pynt og store sten ventede jeg at se andre ude, men alt jeg så var den ene overdådige fiskeplads efter den anden. Vandet var let uklart og det stank langt væk af havørred. Ajes og jeg talte allerede inden vi gik igang med fisket, om at det her da var noget at det vildeste og lækreste vi længe havde set. 15 kast efter blev pladsen udødeliggjort i erindringen. Det var ikke bamsen, men når man står i disse omgivelser og alt ser rigtigt ud, så bliver det hele bare guddommeligt når fisken hugger fuldstændigt som forventet.

En tykker gris af en blankfisk på mit eget mål, kom op til afkrogning. Ajes havde hug og jeg fangede en til. Så måtte den store komme snart! Ajes fik sig en fisk magen til min og så satte han 2 i træk, der havde væsentligt større finner at bevæge sig rundt med, end dem vi hidtil havde mærket. Stimen forsvandt efter jeg tog fisk nr. 3 og Ajes og jeg satte os op for at spise kiks og kokosmakroner. Nå, ja... vi kunne da ligeså godt bevæge os længere ned af kysten, for det så ud som om pynterne bare fortsatte. At gå med flere meter klint hængede ud i det fri over hovedet og mange steder i adskillige meters tykkelse, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Man kunne tydeligt se at der flere steder jævnligt faldt sten ned. Sten i fodbold størrelse, hvilket rækker til at trykke dit hovede ned i mavesækken. De større sten ville mase dig fuldstændigt, så jeg havde fokus på vandet og forsøgte at vade lidt længere ud, for ikke at vende mig om hele tiden og tænke "det der ser lidt løst ud, gad vide om det holder".

At holde fokus på vandet var nu heller ikke noget problem. Vinden holdt vandet i gang længere ude og sendte bølger og dønninger ind mod os. Det så bedre og bedre ud for hvert kast vi tog - faktisk så godt at Ajes bestemte sig for at bade og da han så skulle op og tørres efter et par timer uden kontakt til fisk, ja da huggede det selvfølgelig hos mig. Endnu en af de mange målsfisk var gået ukritisk til bidet og havde nærmest slugt alle krogene på mit blink. Fisk nr. 5 huggede i kastet derefter. Den huggede helt ude og jeg kunne med det samme mærke at der endelig var tale om en større fisk. Fighten blev noget kedelig, da det mest var rusken frem og tilbage og kun et mindre udløb. Inde ved land vågnede den lidt op, men da havde den kun få kræfter tilbage og jeg kunne dernæst håndtaile den op på det tørre. Endelig en lidt sjovere fisk fra Stevns, selvom den godt kunne have haft lidt mere mave. Ajes fik travlt med at komme i tøjet igen og mens han gik ud snuppede jeg en til på målet og så døde fiskeriet igen. Det er bare om at være der, når de kommer skal jeg love for. 4 kast = 3 fisk.

Grundet barnepasning måtte Ajes forlade kysten før tid. Jeg bestemte mig for at blive og få noget mere ud af kysten og samtidigt var vinden vendt og øget i styrke. Hvad der før så lækkert ud var nu drømmevandet, men et eller andet sted gled luften ud af ballonen. Jeg havde ikke den samme tro på det mere og den med troen er utrolig vigtig for at fiske ordentligt. 2 kolde timer med kun et enkelt hug og en genudsætter på max. 40 cm. gjorde at jeg valgte at takke lidt tidligere af og begive mig hjemover.

Lidt tal:

Afstand fra Trelleborg til Stevns = 125 km. og det tog ca. 1 time og 20 minutter.

Afstand fra Trelleborg til Listerlandet = øhh... vist nok 100 km, men det tager ligeså lang tid.

Hvad vil jeg sige med det? Jo, Stevns er i samme afstand for mig, som Listerlandet er. Der er kun en brobizz til forskel.

Fisken vejede for i øvrigt 3,2 kg og havde en Fulton på 1,23

Den dag internettet og telefonen stoppede med at fungere, fandt jeg ud af hvor afhængig jeg var af det.

Det gik ned d. 16. marts. Samme dag som min ferie startede og i den uge, hvor jeg ville have skrevet for hver fiskedag til glæde for dig og alle de andre. Men så lærer man hvor afhængig man bliver. Prøv det selv og se hvor længe du holder. Vi fik lov at holde 9 dage, så virkede det igen - vi kunne ikke holde i 9 dage, men det blev vi nødt til.

Pga. min manglende forbindelse har jeg ikke kunne rette de småting jeg gerne ville have på plads. Der var i alt 122 tilmeldte til vores konkurrence. Derudover var den lykkelige fanger af havørreden lige efter konkurrencens afslutning, Peter Salomonsson.

Nedenfor står 4 ture fra ugen der gik. Jeg fiskede ikke tirsdag pga. uduligt vejr og træthed og den seneste weekend stod i familiens tegn. Det der med at tage fri en hel uge for at fiske, mærkes ikke som ferie hos familien. Jeg er jo væk lige så længe som på en arbejdsdag - og apropos arbejdsdag, så er en fiskedag noget hårdere. Ihvertfald med det stillesiddende kontorarbejde jeg har.

God læsning, hvis du gider...

Vejret var til en start ikke noget jeg så frem til at fiske i. Helt stille og sol fra en skyfri himmel, men med udsigt til 5-6 m/s fra V, var jeg mere end klar på at komme af sted. Mens min far og jeg kørte langs kysten var vinden ved at tænde op og fremme på den første plads åbenbarede kysten sig som jeg vil have den. Let farvet vand, ”klart med svæv” som Kasper ville sige det, og bølger fra vest blandet med små dønninger fra sydøst. Helt igennem en dag der ville bringe fisk på fad og sikkert ganske hurtigt, eftersom vi var først på plads.

Uden handsker og hue stod jeg hurtigt klar på revet. Min far kom ud i samme tempo og så huggede vi ellers vores blink ud i horisonten, klar på det første tunge hug. Med det gik der nok en halv time, så måtte jeg ind og have handsker og hue på. Vinden var bidende kold og mine fingre helt stive. Havet er trods alt kun omkring 4 grader og eftersom det havde frosset 5 minus om natten var det ikke så varmt som jeg troede. Alligevel skulle fiskene bare være på plads. Ud igen og straks derefter så jeg en skygge i bølgerne bag blinket. Fisken huggede ikke, men forsvandt i en hvirvel foran mig. Så var de plads, men lidt svære pga. kulden i nat eller…?

Efter en pause og en varm pølse fra termoen gik vi ud på nye pladser på revet. Helt ude i kastet kom hugget endelig. Fisken fightede rigtigt godt og til sidst kom en flot nedfaldsfisk på et par kilo op. Måske følgeren fra før? Der var ikke skyggen af fisk i den næste time og da vinden bed mere og mere, blev min far og jeg enige om at skifte plads.

Nyt rev og med en mere skæv vind ude fra havet, gjorde ikke fornøjelsen varmere, men det så så drønhamrende godt ud, at jeg endnu engang forventede det gode hug i hvert kast. Endnu engang måtte vi skuffede forlade et lækkert rev med kolde snitter og ikke skyggen af fisk.

Dagens sidste plads var en del mere klar i vandet og vinden længe ikke så skarp, da den lå i læ. Samtidigt har jeg gode erfaringer herfra på den højre side af revet for der plejer, som så mange andre steder, at stå en fisk i den rigtige farve. Men som så mange andre gange før, døde ”plejer” efter 30 minutter. Ikke så meget som et hug og ikke skyggen af fisk. Et øjeblik overvejede min far og jeg at tage tidligt fyraften, men det kunne simpelthen ikke passe at vi ikke kunne lokke fiskene frem i dag. Vi holdt en god pause, ledte efter rav og sad og snakkede lidt, inden vi igen stod på revet. Endelig huggede en fisk. Den havde jeg på i 5 sekunder, så var den væk igen. Med frisk fisk på CV´et kunne jeg fiske lidt mere, så jeg gik længere ud og fiskede revet af 4 gange. 4 gange, med samme resultat som tidligere på dagen. Ikke en fisk i sigte – ikke engang en sølle følger. Nej, dagen ville ikke rigtigt som vi ville og min far og jeg sluttede da solen gik ned.

Nu er det weekend og den vil jeg holde som almindelig familiefar uden fiskeri.

Min far og jeg havde aftalt at nu hvor jeg havde ferie, så skulle han forbi og fiske en par dage som han plejer. Vel ankommet til den anden side af Øresund, sad vi sammen i bilen og kiggede på vimplerne der pegede samme vej som vi kørte – sydpå. Nordlig vind er ikke af det bedre, som jeg tidligere har været inde på. Det er sgu ikke min fan, det der.

Kysten var, i modsætning til i går, klar som sprit stort set alle steder. Den aftalte plads, hvor også Janne Blanking ville befinde sig på, var ikke helt klar i vandet og det var nok det der fik min tro til at stige et par grader, for da solen var fremme kunne vandet gøre det samme. Og ganske rigtigt… 6 grader viste termometret inde ved vandlinjen. Det var 5 grader længere ude, så det var jo en god stigning siden i går. Det er noget fiskene kan lide, så var de så med på den? Som sæd-næsten-vanlig; nej. Dagen blev på ingen måde gennembruddet eller "hu-hej hvor det går". Janne havde fanget årets første sortfisk tidligere på dagen og noget af det første min far og jeg så, var 2 sorte der gik fri af vandet. Der er kommet flere og flere af dem på kysten de sidste par dage. I takt med at temperaturen stiger, øges antallet fisk også. Det gælder også for det blanke.

Janne havde taget sin Trangia med og lavet suppe, som han bød på. Hvor fantastisk at få lækker varm suppe på kysten! Janne, endnu engang tak for mad!

Med helt fuld mave var det på den igen. Foran mig sprang en fisk fri af vandet og jeg kastede omgående til den, hvorefter den huggede nærmest inden jeg nåede at tage en omgang på hjulet. Sortfisken kæmpede godt og jeg troede et øjeblik på at jeg havde trukket blankt. Et par kast efter havde jeg en følger der kom efter blinket helt oppe i overfladen. Den missede. Den gjorde en anden fisk et par kast efter også – og begge huggede tydeligt efter blinket. Surt, men størrelsen var nu ikke noget at skrive hjem om.

Min far kom ud og skulle se hvad jeg lavede og oplevede at jeg i de følgende kast sørme havde yderligere 2 fisk efter, der denne gang ikke huggede. Kanon nervepirrende at stå og se på og kanonfrustrerende at være med til. Når fisken kommer pløjende efter blinket i overfladen og bare ikke hugger…

Janne skulle hjem og han var kun lige forsvundet fra kysten da jeg endelig krogede en blank, der kom drønende på samme måde som de andre. Det hjalp en del på humøret! Den sidste time bød på en enkelt mistet fisk og ellers skete der ikke noget som helst mere, selvom forventningerne til et super aftenfiskeri var rigtigt høje i betragtning af stigningen i vandtemperaturen.

I morgen skal nyt vand betrædes.

Ferietid - og i sidste uge var vejrudsigten bare lovende, lige indtil jeg gik på ferie. Så kunne den ændres og som jeg skrev for et par indlæg siden, så er en ting sikker; Ændres den til det dårlige, så passer det, så med en træls og hård nordlig vind drog jeg på fisketur og håbede at fiskene var ligeglade. Hvorvidt de var ligeglade ved jeg ikke, men vinden fra i går, den der kørte af sted med en 12-14 m/s, havde rørt så pas meget rundt i suppen at vandet på den udvalgte plads, stik modsat mine forventninger, var totalt rørt op og så grumset at sigten var under 5 cm. ved land. Over en kastelængde ude, kunne lidt sandpletter skimtes men heller ikke mere end det og hvorfor jeg blev på pladsen ved jeg egentlig ikke, men jeg troede og håbede rigtigt meget på at strømmen kunne hjælpe på sigten. Efter 4 timer forstod jeg at det ikke ville ske og jeg fik endelig taget mig sammen og forlod pladsen, for kun at spilde tid på at opsøge endnu en med samme problem.

Gad vide om det hele så sådan ud? Heldigvis ikke. Et besøg på et lille rev beviste at det ikke var håbløst, så jeg besluttede at bruge en time på revet, der plejer at holde fisk. På vejen ned mødte jeg en fyr der havde brugt 3 timer på pladsen. Han havde intet set eller mærket, men jeg mente nu at der burde være fisk og 10 kast efter havde jeg en pæn følger helt inde og vende. Den huggede ikke efter blinket, så den var nok bare nysgerrig. Efter 10 minutter skete der sørme igen og jeg overvejede at prøve med boble og flue, men ville lige fiske det hele ordentlig af. Der skete ikke mere før jeg var på vej ind og ville spise. Da huggede en sortfisk helt tæt på og væltede rundt i overfalden indtil den røg af. Nå, maden ventede og det gjorde en anden lystfisker også, da jeg kom op. Det viste sig at være en dansker, der ligesom mig havde valgt at bo på den anden side af Øresund. Vi fik os en lang snak inden han valgte at fiske og jeg valgte at sluge 2 pølser fra termokanden. (Det er en ret god idé det der)

Da jeg kom ud igen havde noget ændret sig. Jeg ved ikke hvad det var men jeg troede pludselig rigtigt meget på det og nåede kun at sige til min revkammerat at nu fik vi fisk, da det huggede. En sortfisk fik stangen på arbejde og da den kom op til afkrogning, blev den i kastet efter afløst af en smuk blankfisk lige over målet. Et par kast efter fik jeg endnu en blank på målet og så var dagen pludselig vendt til det bedre. Christoffer havde også fisk der huggede, men ingen der ville blive på krogen. Jeg sluttede dagen med en følger som jeg fik til at hugge i det korte kast lige efter. Også denne var blank, men under målet.

Janne Blanking, The artist formaly known as Janne Besa, beviste i lørdags at vejret bare er noget vi skal være glade for, så længe vi kan trække det. Der er ikke mange kystfiskere der gladelig ser frem til en fiskedag i dis og tåge og helt fladt vand. Jeg tror ikke jeg kender nogen overhovedet – den eneste der egentlig syntes en smule om det, er mig selv. Jeg ved ikke hvorfor, men det er nok fornemmelsen af at være helt alene på kysten der spiller ind. Eller så er det bare sådan at jeg før har haft udmærket fiskeri i den slags vejr – det har jeg faktisk. Nuvel, jeg foretrækker vind på eller langs med kysten, som jeg antager I også gør. Og sådan var vejret i dag.Langt federe forhold end på rigtigt længe og så var vandet endda en smule grumset, men langtfra så meget at sigten var dårlig. Det jeg ville kalde det fede havørredvejr. Solen, som jeg igen og igen mangler, manglede givetvis også i dag, men så galt kunne det alligevel ikke gå – men det gjorde det. Næsten.

Jeg startede med at fiske det lave område på revet af. Ingen fisk inde og så kunne jeg komme ud på den anden side af stenene. Skulle jeg egentlig starte her? Kysten er en perle af en fiskeplads, med den eneste forskel at tykkelse på revet varierer over en lang strækning. Enkelte steder er det en smule lavere, andre lidt dybere og ellers så er det nogenlunde det samme hele vejen.

Jeg ser jeg først alt for sent havørreden der er efter blinket. Den er helt inde ved stangtoppen og viser sin blanke side, lidt for provokerende. ”Blink blink blink blink” for hvert skæl der bare lyser frækt gennem det mørke vand, da den vender foran mig. Den huggede og så var den væk. Jeg kaster længe efter fisken, men ser den ikke igen. Efter 3 timer med rygsækken på vadefiskeri langs kysten, er det tid til mad. En sortfisk hopper lige der hvor jeg ikke havde fisket og den gør det selvfølgelig igen, da jeg sidder med min mad halvvejs inde i munden. Nu spiser jeg og så må den sgu vente.

I første kast ud mod sandet har jeg atter engang en følger. Den hugger 2 gange tæt på mig og er ikke sort – det ser jeg da også den vender inde foran. Jeg bliver irriteret over fiskene og mig selv, for hvordan kan de fisk følge efter og hugge så ivrigt uden at tage blinket. Det er jo ikke noget nyt for dem, det her med at jage. Resten af dagen sker der absolut intet. Jeg er for træt og stædig til at bytte plads og der vil alligevel ikke være meget tid at fiske i hvis jeg byttede.

Da mørket er ved at lægge sig tager jeg et par af de berømte sidste og næstsidste kast over et dybere og dermed stille område på revet, hvor bølgerne pga. den tiltagende vind ikke hærger så meget. Og så hugger det. 8 timers fiskeri uden så meget som et ordentligt hug og så nu, endelig. I kastet efter sidder den der og så ryger den af. Jeg når næsten at blive sur over mit uhørte "held" på denne dag, da jeg i det tredje kast har fast fisk igen. En sortfisk er oppe og vende – måske ikke lige det jeg håbede på. I fjerde kast får jeg endnu en sort og i femte kast har jeg igen fisk der hugger. Tydeligt at der kommet fisk på revet og hjemturen forsinkes en smule nu hvor der skal smedes mens jernet er varmt. Efter et par kast i området lægger jeg kastet langs land og så ser jeg fisken i overfladen. Den hugger 2 gange i nogle pæne virvler, men misser krogen totalt. Kastet lægges ud igen og jeg når knapt at få kontakt til blinket inden en blankfisk vælter fri af vandet. Den er ikke stor, men rigtig fed. Med tanke på fisken der huggede halvvejs inde, så må der være mange fisk inde nu og så ringer telefonen. Normalt ville jeg ikke svare, men jeg venter desværre et opkald og må stoppe fiskeriet et par minutter. Da jeg igen er i vandet hugger det tungt ude på distancen. Denne fisk opfører sig ikke som de andre og går dybt og med siden til. Jeg er fuldt klar over at det er en større fisk og jeg håber virkelig den er blank. Desværre bliver fighten kortet noget af efter den første seriøse og tunge start og jeg må slutte dagen med en stor sortfisk der havde kræfterne i behold.

Mørket har sænket sig og 8 timers resultatløst fiskeri, bliver ændret til 20 minutters spænding, trods det kun var sortfisk og en enkelt blank der ville lege med.

Så vidt jeg kan forstå på diverse fora, så er jeg ikke ene om at være tilfreds med gårddagens konkurrence. Jeg vil gerne lige påpege at konkurrencen givetvis er formuleret og udtænkt af os bag den, men at det Jer der gør den til hvad den blev i går. Med andre ord vil jeg gerne sige at jeg ikke klapper af andre end Jer, for uden Jer - ingen konkurrence.

Uha... klokken blev vist "lidt over 7" da jeg stod op. Jeg var træt, med pålæg på. Linus havde sidste dag i Skåne, og vi havde aftalt at mødes derude på et tidspunkt, så klokken 11 var jeg klar og så tæt på frisk som muligt. Dagens fangst var indtil videre en rygkroget blankfisk og ellers var intet sket. Ikke at vi havde troet på gentagelser fra igår, eller rettere - gentagelser som andre fiskere bedrev, men et kig på vinden og vandet gjorde håbet noget større. Det var vi så ene om. At rygkroge en fisk er ikke at fange den og med nul fisk på kontoen gik vi så igang med at afsøge revet for fisk. Ryggen værkede og selvom alt så ud til at være i top, så manglede lige det sidste, nemlig solen. Da Linus fik en blank undermåler steg håbet til dramatiske højder, men det blev ved den og vi satte os op til parkeringen med ryggen mod havet og snakkede mens vi spiste.

Nye rev og nyt håb, så længe vi holdt det ud i den tiltagende vind. Jeg snuppede en flot undermåler på mit nye snaps, som jeg fik fra Gladsax Fiske igår, så nu kan jeg også skrive under på at det virker! Derudover skete der ikke en dyt mere og vi blev næsten enige om at stoppe. Linus ville nemlig hjem og jeg ville lige give et andet rev en time mere. Det var ikke tiden værd målt i fisk på land, men i oplevelser var den helt ok. Jeg så nemlig hele 6 havørreder inde på lavt vand, mens jeg gik langs kysten. Hverken blankfisk eller til at fange for mig med spinnegrejet, men det er på en måde lidt hyggeligt at gå og spotte fisk, mens man venter på det forår der står og banker på. Foråret der ligger lige for døren og som sandsynligvis bliver slået hjem igen i løbet af ugen, hvor vejret peger på nordlige vinde og frostvejr. Nu skal man ikke være så negativ, men en ting plejer at være sikker... lover de den slags vejr, så holder det. Lover de sydlige vinde op til 8 m/s som igår, så kan det laves om - også på selve dagen og det bliver alligevel aldrig sådan. Med andre ord, det er nemt at love lortevejr og utroligt svært at holde fiskevejr, hvis du forstår.

Dagens billeder er lagt bagerst, så at sige, da Janne Blanking´s vinderfisk sagtens kan tåle at ligge på forsiden noget tid endnu!

Blänkaren 2009

Hvilken fantastisk dag og hvis jeg selv må have lov at sige det, hvilken fantastisk konkurrence (det var Jeres fortjeneste den blev det). Vi har fået kåret konkurrencens første vinder i de nu 3 (officielle) år vi har prøvet og vi havde et fremmøde uden lige.

I går ved optællingen var jeg nået frem til 113 tilmeldte. Faktisk kom der 2 til på falderebet, så vi endte med 115. Nu gælder det ikke om at samle mailadresser og tilmeldinger, men om folk kommer til indvejningen. 100 var der ikke, men der var rigtigt mange. Stort tak for det!

Planen der gik i fiskeri

Hensigten var at stå op på et normaltidligt tidspunkt og så køre direkte til Ystad og hilse på Per-Olof. Det med at stå op gik meget godt, men så kæntrede tidsplanen. På vej ud havde telefonen ringet 4 gange og sms´er med spørgsmål om Fulton og andet kom ind. Aftalte med Johan Kohnke at tage en kop kaffe i Ystad og se hvad vi kunne finde på. På vejen dertil står Linus ganske uventet helt alene på et rev. Selvfølgelig skal jeg lige hilse på ham og på den måde formøblede jeg 3 timer, hvoraf kun den halve blev brugt på fiskeri. Vandet var 3 grader og vinden rørte sig overhovedet ikke. Solen forsøgte hele tiden at komme igennem de tynde skyer, men varmen nåede ikke rigtigt frem. Den udlovede forårsdag lod vente på sig, men med udsigt til sol senere og op mod 8 m/s fra S var forventningerne store trods alt. Intet skete... Linus og jeg skræmte en fisk på meget lavt vand og siden kom Marcus og ville vise os hvordan. Så drak vi kaffe og sådan gik tiden indtil Jonne og Micke også dukkede op. På det tidspunkt var Marcus blevet enormt sur over nogle netfiskere i en båd og var kørt sin vej, mens jeg bestemte mig for at prøve at være lidt seriøs ved vandet. Det holdt ca. 15 min. så kunne jeg ikke det mere.

Harry´s kanonfisk på "min" plads

Nuvel, dagen var faktisk forberedt til hygge og ikke så meget fiske. Jeg bestemte mig for at køre forbi Johan Häkkinen som stod på en anden plads. Med sig havde han Harry Körkkö og da jeg ankom stod de begge på land. Intet underligt med det, indtil græsset foran dem bevægede sig og så opdagede jeg fisken... Netop som jeg var ankommet, havde Harry landet en utroligt smuk blankfisk på 4,66 kg. og bare 71 cm. Det er utroligt. Den plads jeg ofte fisker på, men aldrig har hverken fået eller og set nogen større fisk fra, har Harry kastet 3 kast på for første gang nogensinde og "plop"... så får han sådan en kanonfisk. Jeg gratulerer med fisken og fortæller at han nok er en sikker vinder. Først og fremmest kan vi ikke ligefrem prale af at have haft fiskelykke på vores tidligere konkurrencer, men at stå med en havørred på 4,6 kg og med fulton 1,30 - der skal noget til at slå den!

Billedsession og en grim nedgænger

Efter billedsession står jeg i vandet og håber på flere fisk inde. I andet kast viser en hvirvel sig bag blinket - intet mere sker. Vi fisker 3 mand høj i det disede vejr, men Harry´s fisk er, som så mange andre før, en enlig svale. Efter lidt snak bestemmer de 2 andre sig for at gå videre. Jeg ser dem kun forsvinde i det der nu mere kan kaldes tåge end dis, da der viser sig en plov skråt ved siden af mit blink. Fisken tordner frem mod blinket og misser helt i en stor hvirvel, men det får den ikke til at give op. Min puls stiger omgående og al fokus er rettet mod vandet bag blinket, hvor endnu en hvirvel dukker op - fisken er på helt rette vej nu og så knalder den på med kun 3 meter tilbage. Hvad jeg troede og håbede var et blank gris på jagt, viser sig at være en overraskende tynd og grim nedgænger. Surt show, men hey... jeg har fanget en fisk og skulle egentlig ikke fiske idag. Efter et kvarter bestemmer jeg mig for at slutte og køre til Ystad og på vejen tilbage møder jeg Johan der har fortrudt pladsskiftet. Der var meget tåget videre over og det gad han alligevel ikke fiske i.

Engelska Bryggan og klubhuset

Er der nogen der altid har været trofast til at dukke op til vores fælles arrangerede kystture og fiskekonkurrencer, så er det Janne Besa. Janne er nok en af de mest behagelige og ydmyge mennesker jeg kender og så er han kanonhyggelig. Navnet stammer fra adskillige ture med adskillige mørke fisk. 2009 har været et anderledes år for Janne. I år har Janne taget 10 fisk indtil videre - 10 blanke, altså. Dagen idag er ingen undtagelse. Blankfisken der ligger på terassen foran klubhuset er grov og ufattelig smuk og så er det vinderfisken - nu er der ingen tvivl, tænker jeg. 6,2 kg og fulton 1,40. I munden kan man se et par sild der har været på vej op. Magen til fisk skal man lede længe efter - jeg skal ihvertfald!

En time før indvejningen står der vel en 15 mand og snakker. Jeg undres over der ikke er flere, men de er nok alle ude med håbet om en fisk til dagen. Der kommer flere og flere og da konkurrencen nærmer sig afslutningen står vi vel en 50-60 mand og venter på afgørelsen. Janne vinder ikke overraskende med sin fantastiske fangst. Eftersom fisken ikke alene er den tykkeste men også den klart største, river han 2 af de 3 førstpræmier hjem. Harry´s superfisk må se sig slået og hvor tit sker mon det i en konkurrence?

De andre og 2 x klapsalver

Efter velfortjente klapsalver fik de fleste en god snak med hinanden. Det har tilsyneladende været en god dag og hvad gør det at dukke op uden fisk, når man bare man har haft det godt?

En meget meget stor tak skal lyde herfra til Per-Olof i Ystad. Uden din hjælp havde vi aldrig fået sådan et super arrangement på benene! Derudover stor tak til mine "kolleger" som har hjulpet med alt muligt og lidt til og sidst men ikke mindst, tak til alle Jer der dukkede op til indvejningen.

Krøllen på halen

Udover nogle overordentligt fine præmier til vinderne havde Per-Olof sat et lamineret kystnet fra Grey´s op til lodtrækning blandt de tilmeldte og fremmødte. Shaban var den glade vinder af denne præmie. Alle fremmødte fik også et speciallavet Snaps fra Gladsax - lavet kun til denne dag - og det Snaps valgte en af de resterende deltagere at sætte for enden af linen og gå ned og kaste lidt med. Der gik 15 min., så kom han tilbage med en glinsende blankfisk hængende. Jo, han ville da prøve sit nye snaps og havde kastet med det 5 gange - så sad fisken der. En blank skønhed på 3,2 kg. For at gøre historien ekstra god, så var Shaban tilfældigvis lige i nærheden og hvem havde net-op lige vundet sig et net?

Det er vist ikke så tit du oplever den slags

113 tilmeldte!

Det er suverænt mange og jeg vil hermed ønske Jer alle knæk og bræk imorgen. Håber I alle kommer til indvejning uanset om I har haft fiskelykke eller ej. Vi ses!

For dig der læser dagbogen velvidende der kan stå lidt tekst uden tilhørende billeder, så kan jeg oplyse at vi nu er 49 tilmeldte til konkurrencen. Det er alene dem der har tilmeldt sig til mig. Per-Olof har også tilmeldinger i butikken og hvad det endelige resultat bliver ved vi først på fredag. Eller så hører du det på lørdag, for du kommer da selvfølgelig?

I vandet er det stadig vinter. De sidste par år har vandtemperaturen omkring årsskiftet været højere end den har været resten af vinteren. Nu skriver vi marts, vandtemperaturen er stadig på januar niveau og der lugter ikke specielt af forår udenfor. Det mærker fiskene og dig der fisker efter dem. Men engang imellem render man ind i lidt fisk, måske endda en blank af de fine, men generelt er der ret stille derude. Det er solen der mangler. Solen og nogle dage med lidt varmere sydlige vinde, men dem har jeg endnu ikke set en eneste af i år.

Listerlandet? Jeg har aldrig rigtigt prøvet det så tidligt før - er kun endt deroppe på blæsende dage hvor alt andet var lukket. På Listerlandet er der heller ikke forår. Der ligger endda sne nogle steder. Ikke overraskende, var der noget koldere deroppe. 2 grader sagde måleren og så stod der en jævn vind ind ude fra søen og gjorde fornøjelsen lidt kold når bølgerne havde gjort sit for at gøre mig våd. Sammen med dagsregn og endda lidt slud, skulle der nogle store gennemsigtige finner på land for at varmen kunne få lov at indfinde sig.

Anders pifter efter 10 min. og i vandet foran ham plasker det godt. Jeg tror det er en sortfisk han har på, men da han bevæger sig mod land er jeg klar over at det er en "ta-med-hjem" fisk. Pludselig står Anders med en tangbusk på krogen, fisken er væk og Anders er på vej ud igen. Hvad skete der? Lidt senere fortælles jeg at da 3kg´s fisken var klar til landning lavede den et værre postyr mellem stenene. Krogen sad meget yderligt og så røg den desværre af - det havde ellers været årets første blanke fra kysten for Anders. Vi overvejer et pladsbytte, men da de andre snakker om at tage grillen frem er vi ikke sene til at bestemme os for at blive lidt endnu. De andre har fisket både havørred og gedder, men kun geddefiskerne har haft held i spøjten. Over 10 gedder har de landet, men nu vil de godt ud og fiske havørred også.

Selvom vinden er fra NØ og nabberne derfor vil være ret stille ender vi dagen nede sydpå i håbet om at de blanke kan findes her. Vandtemperaturen er 3 gr. mod 2 gr. på den forrige plads. Måske man skal finde håbet frem alligevel?

Inden vi andre kommer i vandet står Peter med fisk på. Hans fluestang får lov at arbejde og vi når ud for at se fighten på nært hold inden fisken må overgive sig. Jeg der håbede på en havørred, ser en flot regnbue med hele finner få friheden tilbage. Måske er der flere? Nej, de gider sjældendt andet end lækre fluer, så jeg retter blikket mod det ufiskede rev og kaster snapsen afsted. Intet sker og efter en time giver 3 af gutterne op. Nu har de fisket hvad de behøvede for idag. Anders og jeg fortsætter langs kysten og ender med at sidde og snakke i over en time. Da vi opdager hvad klokken er, bliver det kun til et par kast inden turen går hjem.

En herlig dag med Skånska Kustfiske Klubben

Velkommen forår, der blev indledt med den udlovede vind fra SØ og Ø. Lidt hårdt vejr, men rigtigt hårdt blev det aldrig. Det var meget mærkeligt at køre på kysten i dag. Søndag er bigtime fiskedag og jeg havde sagt til fruen at jeg nok snart kom hjem igen, for en ting var vinden, en anden den forventede omgang turistfiskere og så kørte jeg helt frem til dagens plads og observerede kun 1 mand ude på vejen dertil - og han var ikke turist. Meget mærkeligt!

På min vej over Sydkysten ringede jeg til Kasper og ville høre om han var klar på lidt fiskeri. Så sent som igår havde Kasper proklameret at han ville være ude sålænge det ikke blæste 10 ms lige i hovedet på ham og her var chancen. 8-9 ms som maks. og så kom den skråt fra siden. Altså ingen dårlige undskyldninger nu! Jo, jeg kunne da komme op og få kaffe hvis jeg ikke lige kunne fiske, men da jeg i dagens første kast havde hug var en friskbrygget varm kop kaffe lidt fjernt fra mig. I det andet kast huggede det igen og jeg kunne tydeligt mærke fisken flere gange på vej ind, indtil det frygtede spinstop flyttede uvisheden over på fast fisk. Sejr! En sortfisk dunkede godt i stangen og kom op til afkrogning efter en kort kamp. Lækkert at starte dagen med fisk og hvis der var flere var det om at få kastet af på revet så længe det gik for bølger og uklart vand. Jeg tog lige præcis 2 kast til, så sad den der igen - igen efter spinstop - og denne gang var det ikke en sort der havde taget mit blink. Et godt udløb og så tog fisken østpå. Dernæst sydpå med min bremse som baggrundsmusik og så fik jeg den ind til afkrogning - på land naturligvis. Min tradition byder at jeg tager årets første blankfisk med hjem. Således også i dag, hvor årets første viste sig at være en rigtig flot en af slagsen, men som desværre også havde måtte opgive fighten før tid, fordi min line havde pakket den godt ind under et af de utallige forsøg på at rulle sig sejrrigt ud af kampen.

Da jeg stod på revet igen var jeg allerede godt tilfreds med dagens forløb. Ikke havde jeg ventet mig at jeg i det næste kast skulle have en følger og i kastet efter et hug, for i det følgende kast igen at stå med fisk på. Endnu en sortfisk kom op til afkrogning og nu måtte jeg også hellere ringe til Kasper. 10 min. fiskeri og så meget gang i den - og så var jeg alene på kysten. Da Kaspers bil svingede ned mod mig, var jeg igang med at afkroge dagens fjerde fisk, som var en pænt stor nedgænger med masser af overskud til at give en fed fight.

Kasper blev kort sat ind i hvad der var sket og hvor, men det behøver man ikke fortælle ham - han har styr på det og så forsvandt han ud på revet og var nærmest opslugt af bølgerne inden jeg fik sagt goddag. Så fik Kasper alligevel vist at han mente hvad han sagde igår og så fiskede vi løs begge 2. Haps... så fik jeg en til.

En glente sejlede over vores hoveder og skyerne havde nærmest mammatus lignende tilstande i dag. Undrede om det var varmen der steg til vejrs og skabte disse smukke bølger i skyerne. Jeg tvivler lidt på dette ellers normalt forekommende fænomen, idet vinden var ret skarp idag - men ovenover os er vejret som regel helt anderledes end de vi oplever på landfjorden, så hvem ved?

Så fik jeg en til og så skulle Kasper til hygge middag hos nogle venner. Jeg blev på revet, men overvejede en anden plads da jeg syntes der var lidt langt mellem de blanke snaps, men så våd og kold som jeg var blevet, skulle en tur i en varm bil hurtigt lokke mig hjemover og ikke at der var noget galt i det, men man må stege mens panden er varm - eller noget.

Dagen endte med 7 fisk og altså kun den ene blanke. Den vejede for i øvrigt 3,2 kg. og havde en del tanglopper i maven.

På vej hjem fra kysten mødte jeg Kasper. Jeg kunne genkende bilen i sidste sekund og måtte trykke hårdt på bremsen for at nå afkørslen, men missede. En ikke helt ufarlig manøvre i bakgearet på den godt befærdede vej og så ned og finde ham. Var han med gutterne og stod de 6 mand på denne velbesøgte plads? Næh.. der var tomt så langt øjet rakte, så jeg tænkte at Kasper sad og drak kaffe eller var igang med et større fotoprojekt inde på land og så opdagede jeg at den rødlige sten i vandet længst ude havde en fluestang. Dér var han.

Som jeg, havde Kasper haft en lignende dag på kysten. Enige om de lækre forhold var fangsten næsten garanteret - ja, jeg stod nærmest og talte ned til det første hug på den første plads - og var fiskene var udeblevet. End ikke et hug eller bare en sølle tynd og svampeskadet følger kunne Sydkysten byde på. Snak om de forkerte pladser på de forkerte tidspunkter, for jeg tvivler stærkt på at alle havde en sådan dag? Hvad med Jer 8 der stod og pakkede jer på revet inden da? Fik I noget?

Jeg er ikke ene om at være lidt træt af fiskeriet. Dvs. jeg er ikke træt af fiskeriet i sig, men når jeg sætter mig i bilen er det med et lille tåbeligt håb om at jeg kan finde bare en enkelt plads der ikke er optaget - og det er jeg træt af. Der er altid optaget på revene. Nu skal der ikke snakkes om gamle dage - det gider jeg ikke høre om og det gør du næppe heller. Men det er en realitet at antallet lystfiskere er steget dramatisk gennem de sidste par år. Det er ikke særlig sjovt mere. Finder jeg heldigt nok en plads, kan jeg næsten være sikker på at jeg ikke får lov at stå alene særligt længe.

Mit fiskeri starter om en lille måned. Det kommer fremover til at have omdrejningspunkt i marts, april og maj. I særdeleshed fra slutningen af marts hvor dagene er længere og aftenfiskeriet kan nåes efter arbejde. Hverdage hvor der længe ikke er så mange på kysten - det husker jeg fra tidligere år og det er noget Kasper kan nikke genkendende til, idet han på grund af sit arbejde, kan tage flere dage på kysten midt på ugen - alene.

Dagens fiskeri startede i en lille bugt. Måske solen kunne varme vandet en smule og lokke fisk frem? Med tanke på at der for bare 2 uger siden lå massive mængder drivis nede i Trelleborgbugten, var det helt rart at måle 3 graders varme i vandet. Det er alligevel gået stærkt opad, selvom jeg savner bare lige en 2-3 gr. mere på termometeret for at tro rigtigt meget på det. Fiskede bugten af uden nogen kontakt til fisk og besluttede mig for at give den mere åbne kyst en chance. De 4 der stod derude, var smuttet og havde sikkert ikke fanget noget, siden de valgte en ny plads. På vej derud mødte jeg en ensom fisker. Han sad og kiggede ud over havet og havde intet fanget endnu. Vi blev enige om at krydse klingerne og gik sammen ud på revene. Også her så det utroligt lækkert ud og jeg stod kun og ventede på hugget - måske havde jeg et, måske var det en sten? Der var ikke tang på krogen, så skyndsomt kastede jeg i samme retning igen, men intet skete. Jeg brugte 3 timer på revet før jeg bestemte mig for at køre hjemover med et godt kig på pladserne på vejen. Måske der lige var plads til en halv time på et andet rev og så mødte jeg Kasper. Det blev kun til snak.

Det er marts imorgen. Velkommen forår, som så startes med en lidt for frisk østlig vind, men jeg skal ud og prøve.

Til orientering er der lagt information om præmier ud til fiskekonkurrencen. Se mere her.

Vi er pt. oppe over 30 deltagere - det er rigtigt flot!

Sikke et dejligt vejr i dag! Det er længe siden solen har været fremme på en fridag med fiskemulighed, så da chancen bød sig, kom bilen i gear og jeg var afsted.

Jo, vinden var lige lovlig frisk, men der burde være muligheder dernede. Det var der sikkert også, men dagen endte op med at jeg stod og snakkede med Linus, der for en gangs skyld var hjemme og så fik jeg aldrig fisket. Hans kammerat fik ingenting mens vi snakkede og da vi endelig var færdige var det for koldt at stille sig ud i de store bølger. Jeg valgte derfor at sætte kursen mod en sandstrand for at gå en tur og det var lige hvad jeg trængte til ovenpå en temmelig våd weekend.

Nu bliver vejret snart varmere og det er lyst længere. Der er kamp om pladserne derude, men om en måneds tid og lidt til, kan man fiske om aftenen.

Billeder af en død sæl jeg fandt idag. Den var ilde tilredt og temmelig stor. Derudover et billede af en overkrop - eller ihvertfald en trøje, men det så ud som om der var en overkrop i den pga. al sandet. Og så lige en lækker detalje i sandet.

Jo, jeg ville bare sige at vi på nuværende tidspunkt allerede er 19 tilmeldte til konkurrencen.

Det er kanon!

Havørredfiskeren.

Ham der trodser vind og vejr og begiver sig ud på kysten for at få følelsen af hugget fra det dybe. Hugget der forplanter sig gennem stangen og giver hjulet noget at tænke over. Hjertet buldrer løs og selv på en kold januardag, kan sveden anes på pandebrasken mellem pandebånd og polaroidbriller.

Faderen.

Ham der påstår han trodser vind og vejr og begiver sig ud på kysten for at få følelsen af hugget i dybet. Hugget forplanter sig gennem hans stang og hjulet er helt stille. Hjertet banker (heldigvis stadig) og på denne kolde januardag kommer der sgu ikke rigtigt noget sved frem nogen steder. Men jeg har fisk på!

Tadaa... årets første ligner rigtigt meget en blank, men den tavse hjul og den svage dunken i stangen burde sige alt om hvad der sidder for enden af linen og selvom håbet er fremme lige indtil den er 2 meter fra mig i det mudrede vand, så ved jeg godt det er en nedgænger. En blank nedgænger med 2 sorte igler på bugen - klamt! Den ryger hurtigt tilbage i sit rette element og selvom jeg er far, kan jeg faktisk godt mærke lidt mere rytme fra hjertet, men det er ikke noget fingrene bliver varmere af. Bare et par kast senere hugger det igen og denne gang er jeg ikke i tvivl. Den blanke undermåler springer fri af vandet og kæmper som besat for at blive fri af krogen - den lykkedes også med det, inden jeg får den ind. Nu er hjertet ved at være i det gear det skal.

Der er noget specielt med den første. Egentlig burde det være ligemeget, for man er jo ikke startet med at fiske på ny igen, men der er et eller andet nyt over det alligevel og fiskeriet frem til den første fisk er altid lidt anderledes. Det løsnede lidt op i dag, uagtet at det var en nedgænger.

Forholdene? Jo, fredag bød på hård kuling fra SØ hvilket er perfekt til rav. Lørdag var jeg så ude efter rav, mens jeg holdt godt øje med kysten og farven på vandet. Jeg tror egentlig jeg skulle have fisket og ikke ledt efter rav, for der hvor jeg var, så vandet rimeligt ud og rav fandt jeg intet af. Idag så vandet også rimeligt ud - på overfladen. Under overfladen lurede den brune fare, hvilket gjorde sigten temmelig dårlig på den første plads Marcus og jeg besøgte. Den var så dårlig at vi kørte uden at fiske først. På den næste plads var den brune fare mindre og med 3 grader i vandet og udsigt til sol, valgte vi at tilbringe resten af dagen her og spise pølser fra termokande. Super!

Konkurrencen starter om morgenen, når det passer dig og der er indvejning kl. 16:30 ved Engelska Bryggan i Ystad. Som noget nyt har vi fået Per-Olof fra Fiske o Sportboden i Ystad med som arrangør og sponsor. Per-Olof har været så venlig at leje et klubhus nede ved Engelska Bryggan og der vil enten han eller en af hans ansatte stå hele dagen frem til indvejningen. Du er med andre ord også velkommen forbi til en fiskesnak og lidt hygge og skulle du få lyst til at fiske, skal du kun gå 50 meter syd for huset for at kunne det. Derudover vil der være kaffe og pølser hele dagen - som for i øvrigt er gratis.

Konkurrencen går i al sin enkelthed ud på at fange den fedeste blanke havørred. Vi kører efter Fulton formlen og det er kun havørreder med Fulton 1,0 og over der kan deltage i konkurrencen.

Igen i år har vi 3 kategorier at deltage i

• Den fedeste havørred på flue
• Den fedeste havørred på spin
  
• Den største blanke havørred, uanset kategori. 

Præmien i kategorien "fedeste havørred på flue" er et Vision fluehjul XLB i sølv (Det hjul findes normalt kun i sort)

Præmien i kategorien "fedeste havørred på spin" er et Ambassadeur 5600 C4 med vinderens navn graveret i gavlen og hvis muligt, vil Per-Olof få graveret "Blänkaren 2009" i håndtaget.

Til de af Jer der kommer ned til klubhuset og registrerer Jer på konkurrencedagen, vil Per-Olof trække lod om et lamineret Grey´s fangstnet. Derudover vil gutterne fra Gladsax fiske være tilstede og mon ikke de har lidt guf til din fiskestang?

Tilmelding foregår som sædvanligt til undertegnede eller til Per-Olof via vores hjemmesider under kontakt. Husk at skrive navn for hver enkelt, hvis I tilmelder Jer flere af gangen.

Vel mødt til Blänkaren d. 14 marts 2009 - og i år, skal vi fange fisk

De bedste fiskehilsener

  Per-Olof i Fiske o Sportboden, Henric, Jonne, Johan, Anders, David Altengård og fiskedagbog.dk

Gårddagen var spændende, da sne og slud med en hård vind gjorde livet koldt og en smule besværligt for mig som kystfisker. Jeg havde set frem til i dag, hvor vejrguderne ifølge div. vejrtjenester, skulle diske op med en klarblå himmel, frostvejr og en svag vind fra ØNØ. Helt så fint blev det nu ikke. Solen kom aldrig rigtigt frem, det gjorde kulden til gengæld og den svage vind blev lidt for frisk.

I dag mødtes jeg igen med Fredrik som jeg også fiskede med i går. Vi blev enige om at mødes på revet vi startede på i går. Vandet var faldet helt til ro - ingen gammel sø her - men til gengæld skulle vandet være noget varmere, til dels pga. den skæve fralandsvind. Vandet var 2 grader varmt, altså det samme som i går. Da det lå stille hen og frosten virkelig bed sig fast i alle ikke tildækkede hudflader, var fornøjelsen ikke langvarende da fisken udeblev. Ikke uventet i det her vejr. Fredrik og jeg fiskede frem og tilbage på strækket, men mærkede intet liv overhovedet.

Efter 2 timer blev vi enige om at prøve andre pladser og indfandt os på et nyt rev. Forskellen fra den forrige plads var, at nu stod vi ikke længere i læ bag træer/bakker men direkte i den tiltagende vind der kom skråt bagfra og den vind var ikke det fjerneste varm. Det var bidende koldt og linen frøs omgående den kom fri af vandet. Stangøjer og hjul havde isskorper og vadejakken frøs overalt den var våd. Ikke var det blevet koldere, her var vinden bare lige på og så gad vi ikke det meget længere. Pga. de 2 dages, indtil videre, ringe men ej uventede resultater, drejede tankerne sig mest om at komme ind i bilen og få noget varme og så hjem, men vi syntes alligevel lige en sidste plads skulle have chancen. Jeg behøver ikke skrive så meget mere - "det er en kold tid som vi lever i, alle går rundt og fryser, men vi har det da nogenlunde her, her på Syd-yd-kyyyysten..." yearhhh

Som jeg har sagt så mange gange før, så kom med noget rigtig vinter nu eller kom med varmen. Enten eller og det ser ud til at vi skal have "enten" det næste stykke tid. Surt for fisket, men lækkert for de vinterglade.

Der kom vådt både fra oven og for neden, det blæste og det var koldt. Men årets første tur blev hermed afviklet og selvom jeg havde planlagt at drage til Österlen, blev det på Sydkysten min premiere stod.

Vandet så langt bedre ud end jeg havde turde håbe på. Jeg troede at den vind der satte fart på i nat, ville ødelægge mulighederne på Sydkysten, men jeg kom ned til bølger og klart vand og det var absolut fiskbart. Desværre kørte jeg for langt, i forhold til hvad burde have gjort, for pladsen jeg startede på var væsentligt mere oprørt end de andre og her var vandet ikke så fint, men nu var jeg her og eftersom jeg tidligere har fået godt med fisk her i januar, så skulle det selvfølgelig prøves. Væk var premiere nerverne og mens jeg riggede til dukkede en anden fisker op med en pose i hånden. Det var hans termokande med varm kaffe, der lå dernede og ikke en fed blanko. Den enlige fisker havde prøvet lidt på strækningen og spurgte yderst høfligt om hvor jeg havde tænkt mig at fiske, så han ikke gik lige ned hvor jeg skulle stå. Se dét er god stil! Jeg erfarede at han var ny på Sydkysten og spurgte om han ville med til min udtænkte plads.

Selskab er altid godt og så gik vi i gang med at fyre snaps ud over bølgetoppene, mens vi dansede bølgedans mellem revets glatte sten. Det var ved at gå galt for mig flere gange, fordi vandstanden var lavere end normalt og jeg derfor havde vovet mig længere ud end jeg plejer, men for fanden hvor var det fedt at komme ud igen og mærke livet. Bølgerne sprøjtede ind og jeg blev løftet ind mod stranden et par gange og så begyndte det også at sne/sludre. Med en temperatur på 1 grad i luften og 2,5 i vandet, var det ikke nogen varm fornøjelse for fingrene, men det var alligevel fedt. Krydderiet (blankfisk) manglede, men min revkammerats kaffe var god og det er også godt på sådan en dag, når handskerne er gennemblødte og kulden bider i fingertoppene.

Fredrik og jeg blev enige om at prøve en anden plads, som jeg tidligere på dagen havde set ligge væsentligt mere stille hen. Vel fremme, kunne vi se en fluefisker (respekt) der var ved at pakke sammen. Ingen fisk til hverken ham eller hans kammerat, men her var vandet helt klart og selvom vinden havde taget et par klik mere sydligt og dermed fået havet til at rejse sig ligeså meget her som på den anden plads, så ville vi prøve. Men nu var det for alvor blevet koldt. Sne og slud væltede ned og sammen med den yderligt tiltagende vind, holdt jeg kun et kvarter i modvinden, mens havet gjorde sit til at holde mig våd nok på alle dele af kroppen. Var det ikke fordi den måge blev ved med at cirkle over stenen, hvor jeg tit har fået fisk omkring, var jeg stoppet lidt før, men den blev med at dykke mod området bag stenen og lur mig om ikke der har været noget fangstbart derude.

Fangstbart eller ej, Fredrik syntes det var lidt rigeligt koldt og jeg var helt enig med ham. I morgen vender vinden og lidt gammel sø kan måske redde årets første fisk, hvis ikke vandet er alt for uklart. Til gengæld reddede jeg årets første 4 stykker rav.