2009.07.08 Sydkystens Perler

Inden det bliver for helligt det hele, vil jeg gerne lige skynde mig at skrive at fiskedagbog.dk nu engang er en fiskedagbog. Jeg fisker, omend i meget mindre udstrækning, stadig havørred fra Sydkysten i Skåne og jeg fisker stadig med spin efter havørred. Havørred, havørred og atter havørred. Men... jeg kan ikke længere acceptere de forhold der råder langs Sydkysten og jeg kan absolut heller ikke acceptere det fiskeri vi har været vidner til, de sidste par år.

Ja, jeg ved godt at din onkel sidste år tog 400 havørreder på en uge og at de alle var blanke - der hvor du kommer fra. Men sandheden er at fiskeriet er blevet væsentlig ringere de sidste par år. Det samme er forholdene for os der færdes ofte på Sydkysten. Det er blandt andet din skyld. "Mig?" tænker du. Ja, dig, din makker, din revnabo og alle os andre, uanset hvad sprog vi taler og hvorfra vi kommer. Lad nu være med at se så uskyldig ud, for du ved nok hvad jeg taler om.

Hvis ikke, så er det heldigvis sådan at jeg ikke er ene om at have det på den måde og vi er på den måde gået sammen i en gruppe der i fællesskab - med sådan cirka en 130 andre (til en start) i ryggen - vil skabe en bedre kyst for os alle der færdes der. Og det gælder for alt - og alle. Nu syntes du sikkert det lyder lige lovligt smart, det hele. Men så spørger jeg en gang til; Hvornår var du sidst på kysten, alene eller alene med dine venner, og kunne fiske favoritrevene som du/I ville og fik en masse blanke (altså de rigtigt blanke) på den rigtige side af 50 cm.? Lad være med at sende en mail - eller vent... jo, send en mail og gerne med billeder. Har jeg taget fejl, skal jeg være den første til at erkende det, og det bliver her på siden, men jeg gætter på at jeg maksimalt vil modtage 2 mails.

Jan Jönsson (Janne Blanking), Kasper Mühlbach og jeg, Anders F. Dahl, har hermed, som selvudnævnte repræsentanter for Skånes kyst, valgt at etablere en arbejdsgruppe for havørredens og havørredfiskerens ve og vel. Du er hjerteligt velkommen til at deltage. Du kan også sende mig en mail med forslag til hvad lige netop du syntes kunne være lækkert at mødes af på kysten. Hvad er dine tanker? Hvad er dine ideer? Send en mail - alle forslag er velkommen.

Vores forslag, sagde du? De kommer... men ikke idag, ikke lige nu... men de er lavet.