JuliFor første gang i historien udsendte det europæiske center for torden Estofex, et såkaldt niveau 3 advarsel for Danmark. Af 3 mulige, havde vi med andre ord at gøre med et yderst sjældent vejrfænomen som for Danmarks vedkommende kunne betyde voldsom torden, kraftig vind og meget nedbør. Ikke at det i sig er usædvanligt i sommermånederne, men varigheden af det her uvejr kunne tilmed blive langvarig. Arbejdsdagen var lang og jeg skal ikke være bleg for at erkende at der på skærmbillederne i baggrunden tit var lidt nyt om uvejrets vej til Danmark. Og så kom det til Jylland, hvor Ekstra Bladet kunne fortælle at hele Jylland stod i flammer! Ikke bare lidt lynnedslag her og der, nej "Jylland i flammer" sagde overskriften - Det er Breaking News! 39947 lynnedslag senere, kan jeg fortælle at det var vildt. Jeg var ikke i Jylland, for det kunne ikke nåes med arbejde, familie og det hele, men Jylland var jo også brændt af, så det var jo heldigt nok. Jeg oplevede istedet uvejrets passage i tryg afstand fra Hvidovre, hvortil jeg var kørt for at mødes med Ajes. Og det tordnede dygtigt derude i horisonten, på vej mod os. Dig der følger lidt med her, ved at jeg ikke er så heldig med at få noget som helst der minder om lyn og den slags guf alt for tæt på... jeg er nærmest en modsætning, for der hvor jeg er, tordner det mærkeligt nok ikke. Således også i aftes... Men lidt billeder fik jeg da i kassen og det er da også ok. Kan tilføje at der, der hvor jeg stod, kun er registreret 2 lynnedslag i området. Meget "underholdende", med tanke på at resten af landet ikke kan ses for bare lyn på DMI´s lynkort. I øvrigt har det næsten tordnet i Trelleborg her til morgen. Du gætter rigtigt, hvis du tror at det tordnede ude over vandet og da det kom til kysten - da stoppede det... Det er virkelig underligt at det sker gang på gang. Nøjagtigt det samme skete d. 11. juli, hvor et meget kraftigt uvejr havde ren kurs mod mig - det stoppede lige som det kom til byen og fortsatte så i fornyet styrke, da det var trukket forbi - vel at mærke uden at give så meget som et lyn eller en millimeter regn. Hvis du forstår fænomenet, hører jeg gerne fra dig. Jeg føler mig lidt uheldig på det her område... Forresten har vi nu haft 4 tropenætter i træk: Natten til lørdag: 20,6 gr. Natten til søndag: 21,4 gr. Natten til mandag: 20,3 gr. og Natten til tirsdag: 21,8 gr. Det er lidt for varmt for mig. Jeg trænger til noget torden her i Trelleborg, så luften kan blive renset...     Jeg kan ikke skjule den opsøgte plads. Vi havde tænkt Ystad og Engelska Bryggan, da man får det meste hernede. Dybt vand, strøm og sand - at det tillige er nemt at vade, gør pladsen oplagt til natfiskeri. Men så var der lige 400 teenagere og deres biler, som ikke indgik i den plan som David og jeg havde lagt. Vejen til Engelskan var stoppet med en bilpark, som ville gøre enhver nystartet bilforhandler glad i trompeten. Der var alt at vælge imellem, fra den gamle amerikaner slæde til den seneste high-tech japaner... det gav sig selv at Polo´en ikke hørte hjemme i det selskab og da de 2, i denne sammenhæng, aldrende herrer i Poloen fik kigget sig omkring, skulle fiskepladsen tydeligtvis henligges andetsteds. Jeg var ellers overbevist om at vi skulle få fisk, men jeg havde også været meget tændt, idet sommervarmen var kommet og der alligevel var dukket koldt vand op. Som Johan Kohnke sagde forleden; Jeg var taget til den proppede strand og det var først da jeg dyppede tæerne, at jeg forstod hvorfor alle lå oppe i sandet. Altså en oplagt fiskemulighed, som jeg så spildte i det andet eller tredje kast. Det var en mistet fisk eller rettere, måske bare et langt hug, hvis du forstår. Så gik aftenen og natten med at snakke og fiske og snakke lidt mere. Mest snak, nu jeg tænker over det... to trætte gutter i sommernatten ovenpå en utroligt varm dag. Pølserne vi nød fra grillen på stranden, var nu gode! Men de 2 kolde øl på terrassen hen ved klokken halv fire, fire, var bedst. Og temperaturen kom aldrig under de 20 gr. Sikke en dejlig morgen!   JuniJo, jeg har indset det. Det at tage på kysten og fange en ørred, bliver vist aldrig en tradition. Ring lige, hvis du skulle opleve det en dag. Dig der altså fisker mere end en gang om året. Det er ellers et dejligt tidspunkt at fange fisk på. Ikke at det ikke er dejligt på andre tidspunkter af året, men for at gentage mig selv; Nattergal, sommerdufte, rådden tang lugt (det hører jo med), hygge i vandet, stjerneskud, smukke lange aftener... ja, jeg har nævnt det før - jeg vil nævne det igen og sådan bliver jeg ved. Det er jo også det det hele går ud på. Og så stod Kasper og jeg næsten på samme plads igen. Der skete ikke en skid, for at sige det ligeud. Kasper havde endda været på plads i 1,5 time før mig og absolut intet set eller andet. Vandet var steget siden sidste uge, men temperaturen ovenpå denne dejlige sommerdag havde ikke fået vandet op i graderne - tværtimod. Det var faktisk godt gammeldags sommerkøligt og lige tilpas til aftenfiskeriet. Men fiskene var bare ikke hjemme. Vi fiskede og fiskede og da vi på et tidspunkt kiggede på hinanden, var det sådan lidt opgivende. Af frygt for at høre de ord jeg ikke ville høre (skal vi køre), vendte jeg Kasper ryggen og kastede lidt videre - det næste jeg hørte fra ham; "Så var den dér". Efter en fin fight kunne Kasper lande en tyk og flotter blankfisk over målet. Fisken kom ud af det blå, huggede på den lyserøde og forsvandt i det sorte. Natten forblev gylden og vandet var blankt. Vi tog hjem lidt over midnat og var enige om at vi i morgen.... Nej, det var vi nemlig ikke enige. Jeg skal ikke ud. Nu er det tid at hente noget søvn, luge, stryge og alle de andre ting som af en eller anden årsag ikke klarer sig selv, når man fisker for meget om aftenen.   Rygtet var løbet langs sommerkysten. Der var fisk og de kunne fanges med relativt enkle midler. Selv med flue, lød rygtet! Det var derfor at Kasper stod på plads og ikke fordi hans telefonsvarer var fodret med en rablende kystfisker der omkring midnat dagen i forvejen havde gispet efter en fotograf til hans fisk! Endda fordi fotografen havde lovet at komme på kysten, men aldrig dukkede op. Det var noget med næsen og det pulver Kasper fik i den, vist nok... Hvorom alting er, så stod Kasper på plads da jeg ankom. Dvs. han stod ikke på pladsen, men bare på plads. Jeg undredes lidt over at han ville stå der, mens jeg tøffede ud på min sten fra i går - den man fanger fisk fra, vel at mærke! Men der skete ikke noget og fra min fisketomme plads, kunne jeg se Kasper lave nogle utroligt irriterende buk med kroppen og gå ind og ud igen... Sig mig stod han og fangede fisk eller hvad? Han havde givetvis ringet inden jeg nåede på kysten og fortalt om en landet fisk, men det kunne da ikke blive ved og da slet ikke uden at jeg fangede noget... kunne det? Hmm... jeg måtte lige op i bilen og køre lidt tættere på ham. Jo, jeg kunne sagtens gå, men jeg valgte bilen med stangen ud af vinduet og det hele. Må have set sjovt ud! Så stod vi endelig i vandet. Kasper havde fået sine billeder af hans sommerfisk - en skønhed på 3,2 kg - og nu kunne jeg endelig fiske her hvor fiskene var. Klokken var også blevet 10 minutter i fangsttid, så det var bare om at komme i gang! Jeg tror faktisk at tiden passede ret godt med i går, for på det vi kan kalde slaget 12, huggede en fisk brutalt helt inde under land. Den angreb med fuld styrke min wobler som et lyn fra en klar himmel og sprøjtede vandet til og forsvandt lynhurtigt igen - uden krog i munden. Sikke et chok jeg fik og hold da op, hvor det så godt ud! Senere på aftenen huggede det endelig på min wobler og min nye stang kunne stå sin første prøve. Jeg har fået købt mig en erstatning til den Grey´s jeg holdt så meget af, men som ikke kunne tåle det store. Nu fisker jeg med Shimano Lesath 10" - den ny med læderhåndtag. Uha, det kræs... Nå, det huggede og den fisk var sur. Sommerfisk er generelt rigtigt sure og en kanonherlig fight begyndte med udløb og hop og sluttede siden med et hop og et udløb, efter jeg havde haft fisken til næsten afkrogning. Der er simpelthen så meget krudt i de fisk her om sommeren. Den vejede vel en knap 2 kg. og var uanset hvad genudsat, hvis den havde været oppe og få krogen ud. Sikke nogle dage det har været! Nu starter en periode med lidt blæsende vejr, men så snart vinden lægger sig, står jeg derude igen. Der skal bare fiskes, mens vandet er koldt!    Se, når nu havørreden hugger - det er jo børnelærdom, for lystfiskere det her - så starter den med at slå til blinket, siden leger den med blinket (det der ofte føles som at kontakten til blinket "forsvinder") og siden hugger den hvis blinket stadig har interesse eller du kan pirre fisken til hugget. Det er ABC for havørred hug, sådan som jeg kender det. Det sker et par gange om året, men jeg må erkende at de seneste år længe ikke har budt på den slags normaliteter. Enten har mine fisk suttet blinket i sig eller så har du hugget som et riffelskud, så da jeg efter 3 hornfisk og en masse småpillerier, mærkede de velkendte puf til blinket, blev hele kroppen sat i det absolut højeste alarmberedskab. Jeg ved ikke om du kender det, men nogle gange ved man det bare... Så forsvandt kontakten til blinket og da jeg ved genetableringen lige satte farten lidt op på blinket, så kom hugget. Hvilket sus... altså... Det var så super typisk at jeg begyndte at grine af bare fryd. Ikke mindst fordi havørreden var en tyksak på knap 2 kg. der bare gik helt amok som kun sommerørreder gør det, med utallige hop og udløb. Fedt manner! Da viserne passerede 23 var nymånen sunket mod horisonten og stjernerne kommet til syne. Der var ikke sket så meget mere efter jeg fik den fede blanke, som i øvrigt blev genudsat. Der havde været masser af tobiser, sild og andre dyr under land, som både havde hoppet og sprunget og alt muligt, men som i går, var jeg igen snydt af mine ideer om fiskeriet, der burde foregå lige nu. Den der havørred på de 2 kg. havde hugget helt efter planen - det var ret naturligt at tage en havørred lige netop på det tidspunkt og nå ja, så havde der været pause med billeder og sådan. Men nu var jeg ved at være træt og egentlig overvejende på vej hjem eftersom der intet skete og så skete der alligevel noget. Det huggede ikke så voldsomt, men meget kontant langt ude i kastet. Fisken tog det roligt i starten, men vågnede så op med min sandgrævling i kæften og gik dernæst fri af vandet i en serie hop. Efter nogle små hidsige udløb og uden at have vundet noget line på fisken, viste jeg at det var en bedre fisk. Jeg begyndte at blive lidt nervøs for landingen, for her stod jeg uden net og handsker og kun med lidt aftenlys tilbage og kunne ikke rigtigt flytte mig, men måske jeg også lige skulle trætte fisken ind til mig først... Efter flere utallige hop, nogle af dem temmeligt høje, fik jeg endelig fisken ind og i tredje forsøg kunne jeg med et solidt greb om halen løfte den op og derved få fat i gællerne og starte en besværlig tur mod land, med en sur fisk i armene. 4,4 kg og 72 cm. Det var en dejlig aften!  Først så er der mig! Jeg var tilfreds. Så var der vandet - det så godt ud og jeg var mere tilfreds. Så var der vinden og luften, lyset og duften og jeg var fuldt tilfreds. Men da jeg ikke kunne se mine støvlesnuder på 50 cm. vand, blev jeg alligevel lidt ærgerlig. Jovist er fisken da på hugget og ser de agnen, så tvivler jeg ikke på at de tager den - men at fiske mørkt vand om natten er lidt som at undvære enten fiskestangen eller hjulet eller måske bare højre eller venstre ben i dine waders. Vandet skal nu engang helst være klart og desuden ikke 40 cm. over daglig vande og sådan var det i dag. Altså lidt mærkeligt uklart og temmelig højt... men jeg troede på det. Månen var endda ny... Mod mig kom en brise i den stille aften. Eller? Det var da ikke en brise - der var fisk. Tobiser... der manglede en stor plovende følgerbølge bag dem, men den kom aldrig og jeg kastede mig gennem aftenen uden at der skete noget som helst overhovedet. Helt overbevist om det modsatte, måtte jeg derfor skuffet sætte mig i bilen omkring midnat og køre hjem med uforrettet sag. Havde jeg bare haft mit kamera med, havde jeg i det mindste kunne skyde nogle kanonbilleder af nymånen på vej ned over træerne, men det blev ved sansernes indtryk i idag... og nul fisk. Jeg var ude i går, men det var slet ikke noget værd. Jeg kom hjem med svedige tæer og havde bare kørt en masse kilometer langs kysten og alt jeg havde lavet, var at kigge på vand inde fra bilen. Brunt vand... med waders på. Fordi det var smartere at være fiskeklar hjemmefra. Det er det også, men kun når det går at fiske og det gjorde det så heldigvis i dag istedet. Lige indtil jeg stod i vandet. Rev ledigt; Tjek Bølger og alt det andet; Tjek Fiskegrej monteret og bilen låst; Tjek Og så kunne jeg kun lige se mine støvler på 60 cm. vand. Knap så tjek, men hvor kan også vide det fra? Well, det skulle have en chancen og derfor fiskede jeg mig over revet. Allerede i første kast havde jeg et horn på og sådan gik de næste kast også. Masser af horn og var det ikke fordi jeg så en havørred der gik fri af vandet, så var jeg nok smuttet. Men håbet var der, selvom det ikke var i dag det skulle indfries. Nye ture venter, for vandet er temmeligt behageligt for en havørredfisker. Badesæsonen, derimod.... Norge er godt for krop og sjæl, men det er altså på kysten jeg hører hjemme. Det er der min dope findes, så jeg var glad for at kunne betræde mine sten igen. Ja, nemlig - MINE sten! Men havde jeg savnet dem, egentlig? Var det alligevel det her jeg gerne ville? Et øjeblik var jeg i tvivl, for stående med min trofaste i hånden, altså den der ikke er knækket, så var det ikke fordi jeg var så voldsomt tændt på at fiske. Jeg kunne ligeså godt have hængt ud derhjemme på terrassen eller hvor jeg stod med en iskold fadøl og bare nydt at være til. Måske bare været der... det kan man også nyde, men det foregår på en anden måde. På den anden side så var jeg sikkert faldet i søvn og hvem gider ligge på kysten og snorke, mens skovflåterne indtager din blegfede krop og du bliver fugtig i folderne? Nej, det var nok meget godt det her... ...indtil jeg havde fisket i en halv time og kun fanget mig et horn. Så trak stranden alligevel, men istedet for at tænke søvn eller nydelse, så tog jeg lidt billeder af alt det nye, som først nu er kommet for dagen idet det stadig er koldt ved kysten. Marcus var i øvrigt med på turen, men han var kun bedre til at fange horn end mig - det var måske pga. indspinningshastigheden? Efter jeg havde genskabt lidt narko til kroppen, på tanker om vilde fights med havørreder, betrådte jeg nye dybe områder på revet. Her havde der stået en turistfisker i foråret og hvordan fasiken var han kommet længere ud end hvor jeg stod nu? Jeg var i vand til livet og kunne mærke at der ikke var mange cm tilbage af min normale kropstemperatur. Nordøst vinden dagen i forvejen havde lagt et par lag vand oveni i det normale og turistens sten skal jeg nok finde - men det bliver en anden dag, med normale vandstande. Hornene huggede og hev i mit blink, så da det puffede lidt ekstra på vejen ind i kast nummer 231, tænkte jeg absolut ikke mere over det, før jeg pludselig så en blank side da blinket ligeså pænt blev stoppet af en mund. Sådan fanger du havørred! (Øhh hrmmmm) Sikke en kedelig fight. Fisken var på vej på land, hvor jeg vidste der lå en sten og ventede på den, men så ombestemte jeg mig fordi den var så kedelig. Noget måtte være galt og sørme om ikke jeg havde fanget mig en nedfaldsfisk som var kommet meget flot igen - men knapt så stærkt. Jeg valgte at lade den leve videre og få en ordentlig hængebug til næste gang. Min fangst blev desværre ikke fulgt af andre af dem med fedtfinner, men aftenen bød på en herlig Sydkyst Trippel i form af torsk, horn og havørred. Og det var tæt på at blive en dobbelt op, hvis bare lige havørreden der var efter et par kast senere, havde hugget igennem. Der var faktisk rigtigt mange havørreder på kysten. Lige pludselig sprang de alle for livet løs, men det varede kun en halv time, så var de væk igen. Natfiskeriet... det er vist nu der skal gøres noget ved det!  MajNu skal vi hjem... først over de smukke fjelde på den hullede og dårligt vedligeholdte norske E6. Siden til Finlands smukke, men søvndyssende lige og meget lange veje på E8, for siden at køre fra Haparanda til Trelleborg langs E4. Fisken holdt sig frossen hele vejen og jeg var næsten vågen hele vejen. En kanon fisketur og stor tak til Dennis og Ajes for godt selskab og det hele! I går blev "Team den blå hylde" dannet. I 2008 lykkedes det Ajes at kaste vores drivanker ud, uden at fastgøre rebet. Jeg lykkedes at smide det væk forleden, selvom jeg i modsætning til Ajes havde bundet det fast (splejsningen gik op) og i går syntes Ajes at han ville veje Dennis´s fisk på den anden side af rælingen, hvilket resulterede i at vægt og torsk forsvandt mod bunden. Ajes meget præcise og suveræne Bismer vægt som vi har haft stor glæde af, så det var rigtigt ærgeligt. (Torsk for sig og vægt for sig, skal det lige siges) Eftersom alle åbenbart hedder et eller andet supersmart og er i team sammen og kun kan fiske som et team, besluttede vi os derfor for at kalde os "Team Den blå hylde". Vinden hylede rundt om huset og selvom det var muligt at fiske i dag, så valgte vi en tur på fjeldet ovenpå nattens hygge med de andre. Vi skulle også pakke og gøre klar til afrejse onsdag morgen, så en fjeldtur til at klare hovedet ville sidde perfekt.... lige indtil jeg stod på den første stigning og måtte gøre holdt, nærmest astmatisk hostende efter vejret. Puha, det var pinligt det her. Ikke at Ajes og Dennis stod på toppen og ventede på mig, men de var foran mig og jeg var stoppet. Det måtte jeg endda gøre et par gange til på vejen op, med tilsyrede ben og hivende efter vejret - og svedig på ryggen. Og du skal ikke svede når temperaturen er 4 grader og du er på vej mod den blæsende top, for så fryser du omgående du stopper. Vel oppe på den første top åbenbarede en smuk udsigt over byen sig. Sikke det blæste - vinden var tæt på storm i vindstødende og pludselig var det åbenlyst hvorfor fjeldene heroppe så ud som de gør. Helt og aldeles glatbarberede ligger de og udsættes for dette barske kolde og blæsende kystvejr året rundt. Vel på toppen indtog vi en fortjent madpakke i nogenlunde læ for vinden og efter maden skulle vi lige have lidt billeder da Ajes pludselig tager min opmærksomhed fra den betagende afgrund vi har siddet ud til. En havørn er lettet kun et par meter under os og sejler stille og roligt over vores hoveder, bedøvende ligeglad med vores tilstedeværelse. Hvilket mægtigt øjeblik at nærmest stå i skyggen af denne enorme rovfugls vinger. En majestæt uden lige og en smuk afslutning på vores fjeldtur.       Nej, det blev vist sidste gang jeg skal køre herop. Jeg er træt, udkørt, ude af balance og mangler min søvnrytme og nej, det hele skyldes ikke køreturen. Rettere fiskeriet, men eftersom jeg er her pga. fiskeriet skal en køretur ikke hjælpe til med at ødelægge det. Flynderen var igen et mål for os, men uden drivanker og med en skarp vind fra NØ, var det svært at holde bund og efter Dennis havde fightet en lille flynder til genudsætning på spinnegrej (!) valgte vi at ligge båden i læ for fjeldene og fiske derfra. Eller læ er nu så meget sagt, for vinden skal nok finde rundt eller over fjeldet - vær vis på det. Men ihvertfald kunne vi ligge stille og nyde solen, som det meste af ugen havde været væk bag skyerne. Der var 40 meter til bunden og ekkoloddet var tomt. Så var det bare at vente til flynderen huggede. Men det skete ikke. Til gengæld stødte vi på de allestedsnærværende torsk og havkatte. Besynderligt var det at vi, så vidt jeg husker, kun fangede 1 havkat som var kroget men nok stod for over 10 havkat hver. De havde alle bidt i halen på vores jig og var ellers fightet til overfladen, hvorefter de slap. Ajes legede cirkus med den ene, da den begyndte en febrilsk jagt på hans jig som han kørte rundt i overfladen. Det så utroligt sjovt ud og det hele startede med at Dennis havde fået selvsamme havkat op, som jeg siden havde som følger og som endte hos Ajes´s cirkus, inden den forsvandt i dybet igen. Meget mærkelig fisk! Trætheden var vist udtalt hos os alle, for vi sejlede rundt og kunne ikke rigtigt bestemme os for hvor vi skulle satse på fiskeriet og dagen endte med at vi tog hjem og drak os fulde sammen med de andre på vandrerhjemmet - som også havde haft en dag som vores. Ingen fisk og for megen vind og en ubeslutsomhed for hvor man skulle fiske... men vi vidste allesammen godt hvordan man åbnede en øldåse.    De foregående dage havde vi 2 gange aftalt sats på flynder, men vi blev hver gang stoppet af torskene, deres bidevillighed og herlige kræfter på kastegrejet. Det var tæt på at ske i dag igen, inden jeg måtte sige stop. Vi fandt et område hvor der ingen fisk var på loddet, 30 meter vand og sand/grus som groft underlag. Området hed endda Kveitesund (Kveite = Helleflynder) så det kunne ikke være bedre og de kloge siger endda der er flynder her. Og det var der så. Den første huggede hos mig og kom op til genudsætning efter en overraskende kedelig fight. Helleflynderen er faktisk en truet art, så jeg må erkende at det er med dårlig samvittighed jeg fisker efter den. Men den fisk er så utroligt betagende og umådelig stærkt at den simpelthen har bidt sig fast i mig og det gjorde den næste så på Dennis stang. Også denne smed vi ud igen. Vi beholder kun fisk fra 5 kg og op mod en 25-30 kg. Det er ihvertfald aftalen at genudsætte dem over 30 kg., men de skal lige fanges først og det skete så heller ikke i dag. Mit mål er også i området af de 10-30 kg. da de skulle give mest valuta for pengene, både i fight og på spisebordet, meeeen... da jeg fik hug på flyndertricket og den tog det vildeste udløb, var jeg nu ganske så tilfreds med de 6,5 kg. min største flynder for i år vejede. De fights er simpelthen ikke til at måle når fisken kommer over de 4-5 kg. Styrken de besidder er ufattelig og på kastegrejet er underholdningen enorm. Masser af superlativer, jeg ved det... men prøv det. Maven på min flynder indeholdt 4 kongetobiser. De var nok en 30 cm og op. På vej til fiskepladserne i dag, blev vi underholdt af nogle såkaldte "Springere" som er storebroderen til vores Marsvin. De var helt klart på jagt, for de væltede rundt i bølgerne og mødtes nogle gange i en form for rundkreds, hvor de sikkert har jagtet byttet ind i midten. Da vi forstyrrede dem, blev de nysgerrige og en af dem tog 2 gange en tur under vores båd. Et billede jeg MEGET gerne havde set i kassen, men det gik simpelthen for stærkt og lyset var heller ikke til det, hvis det endelig skulle have været. Jeg måtte nøjes med mere almindelige billeder, selvom jeg blev ganske så tilfreds med dem også.    Gårddagen var mere begivenhedsrig end som så, men jeg vil gerne anbefale folk at prøve en uge til Sørøya og så prøve at holde døgnrytmen i kroppen og skille dagene fra hinanden. Jeg kan ærligt talt ikke huske dagene fra hinanden lige nu, for den ene dag fiskede vi i 4 timer om morgenen og den anden dag fiskede vi 14 timer i træk. Eftersom solen er oppe hele tiden er det svært at skelne dag fra nat og det hele glider ud i søvn, mad og fiskeri. Måske rettere; fiskeri, mad og til sidst søvn. I dag spiste vi vist aftensmad klokken 02. Den bestod af havregryn med rosiner på og øl til. Der var nemlig ingen af os der havde lyst til at lave mad på dette tidspunkt. Desuden rullede de foregående timer stadig i kroppen og armene var slappe som efter en lang tur på havet med masser af fisk. Det var også sådan det var foregået. 14 timer, mindst. Vi startede med at prøve pilkegrejet af på +100 meter vand og med nogle store 500 gr. pilke. Det er ikke for børn at stå der og holde bund og rive 100 meter line på hjulet - nogle gange med utroligt irriterende brosmer for enden af linen... men oftest med en torsk. Og når torsken så er over 10 kg. er det ekstra hårdt og det var ikke noget fiskeri jeg syntes var videre underholdende, så efter 4 timer kunne vi endelig begive os mod lavere vand og jeg kunne bruge kastegrejet igen. Og så startede nogle af de vildeste timer, jeg nogensinde har været med til. På vej mod lavere vand, vælger vi at stoppe ved en knold og møder først ingen fisk på den ene side af knolden, for på den anden at komme ind i en større stime med torsk. Stimen "udvikler" sig mens vi driver for strømmen og fiskeriet bliver vildere og vildere, med fisk i hvert kast. HVERT kast. Vi når ikke til bunden inden vi har fisk på og det er yderst bidevillige torsk der er på hugget. 3 gange er loddet ved at være tomt og 3 gange er vi på vej videre, fordi armene værker efter de, for mig, ufatteligt hårde og seje fights med torskene. 3 gange kommer nye megastimer med fisk ind på loddet og fiskeriet bare fortsætter og fortsætter. Torskene tager 20 meter nede og så tager de et heftigt udløb på 20 meter yderligere og kommer langt fra frivilligt til overfladen. Jeg slår min PR et par gange og topper med en kastetorsk på 18 kg. som også er største kastetorsk for os i båden. Torskene har munden fuld af byttedyr. Tobiser, sildelignende fisk, krabber, hummer og alt muligt andet godt. Da vi vælger at stoppe, er vi drevet meget langt. Armene værker og trætheden er udtalt. Selvom vi har udsat langt de fleste af fiskene, venter nu er større fileteringsarbejde ved rensebordet. Ajes og Dennis renser og skærer fiskene til. Jeg pakker dem i små portionsanretninger for 2 personer. Velfungerende, smart og pladsbesparende i frysekassen. Til dagen hører det at Ajes havde en laks i 5 kg.´s klassen efter sin ophænger og at jeg smider drivankeret væk, da rebet pludselig fletter sig selv op. Drivankeret er rart at bruge på blæsende dage eller dage med megen strøm.    Dagen blev meget mærkelig. Vi skulle fiske flynder og kørte efter et godt råd til en fjord som der intet skete i. Udover mågesjov... vi fiskede rigtigt længe i fjorden og fangede intet. Og jeg var lige ved at sige at det så var det. Så det var det!  Det er sært at stå op midt i natten og så skinner solen på dig som var det tidligt på aftenen. Vi fik søvn til kl. 02 og så var det ellers ned til vores båd, hvor der allerede var masser af fiskeklare folk ved deres både. Der var en meget forventningsfuld stemning over det hele og grejet blev lige efterset efter onsdagens minitur. Og så gik det løs. 100 vis af hestekræfter blev sluppet løs i Lopphavet fra de 6 både der var med på turen. Storskallteren er et stort rev langt til havs og det er ikke tilladt at sejle derud alene. Rart med regler, for hvem kan hjælpe dig hurtigt, hvis du kommer i havsnød derude? Det er der ikke mange der kan. VHF´en virker lige knap og nap og din mobil er stort set uden for dækning, så der passes på, hvilket er rart at vide! I allerførste drev har vi knap fået spændt tovet til drivankeret, før både Ajes og Dennis står med fisk på. Jeg tager den med ro, for vi skal nok ligge herude de næste 12 timer, så der bliver rigeligt med fisketid og på revet er der altid fisk i rigelige mængder. Og når jeg siger rigelige mængder, så mener jeg det. Det er en ufattelig mængde fisk der er heroppe. Det er ikke usædvanligt at du på en dybde på 40 meter har fisk i vandsøjlen fra 15 meter og ned. Nogle vil holde på at ekkolodet bare viser fejl, men dertil kan jeg bare sige; Nej. Så mange fejl kan det ikke vise, idet vi også kom ud for et tomt ekkolod og desuden igen oplevede at fisken huggede fra de 15 meter - altså vi nåede ikke engang ned til bunden inden der var fisk. Og det står så på i flere timer... velkommen til Sørøya! Nå, jeg kom fra Ajes og Dennis og deres fisk... sej. Ajes lander en sej på den rigtige side af 5 kg. Dennis lander en på den anden side af 6 kg. og jeg vil da også have sjov med dem, så jeg gør Ajes kunsten efter. Siden får vi et par stykker til inden Dennis tager en PR på 8,5 kg. Det er samtidigt en bådrekord for os, så der er lidt at leve op til. Og så får Ajes fisk på... og det er ikke sej. Eftersom vi alle fisker med kastegrej, som ikke er så groft i det, får Ajes virkelig fuld valuta for pengene. Fisken flår line af hjulet og stangen er spændt helt op. Efter en lang og spændende fight kan Dennis gaffe endnu en PR fisk. Denne gang en flynder på 15 kg. Også denne fisk er en rekord for båden, så vi starter turen suverænt godt! Men så sker der det, der helst ikke skal ske. Søsyge... Dennis som ellers er en søstærk gut, må bukke under for det meget urolige hav og opgiver efter en kort kamp fiskeriet helt. Selv jeg er tæt på at kapitulere, men får styr på maveregionen igen. Desværre kan vi ikke tillade os at ligge med en syg mand i dækket og må tage ind, som også andre både har set sig nødsaget til - også de pga. søsyge. Så en times fiskeri var alt vi kunne nå ovenpå knap 2 timers sejllads. Det var godt nok surt, men det er reglerne heroppe. På vejen ind får Dennis det heldigvis bedre og i stedet for at søge i havn, vælger vi at fiske på grundene udenfor Sørvær, hvor havet er meget mere roligt. Det giver masser af torsk og en mindre flynder til mig inden vi til sidst tager ind for at sove igennem, hvilket er meget tiltrængt nu.     Måske jeg skulle skrive "langt om længe"? Ihvertfald kunne jeg endelig gentage en rejse til Sørøya i det nordligste Norge i jagten på stortorsk, helleflynder og sej. Og så lige alle de andre fisk og naturoplevelser der helt automatisk kommer med oven i hatten. Men inden ankomst, bestod rejsen af en lang køretur over 36 timer. En alt for lang køretur, syntes jeg. Vi tog afsted mandag aften og begav os nordover. Tidligt tirsdag morgen var vi i Stockholm og siden åbenbarede den svenske østkyst sig langs turen op forbi Sundsvall, Umeå, Piteå og siden Haparanda, inden vi kørte over grænsen til Finland og derfra fortsatte langs E8 forbi Pello, Mounio op til Palojoensuu over Enontekio og videre til Kautokeino i Norsk lapland... STOP! Turen var meget længere end det der. Meget meget længere. Uden søvn begyndte mit hoved at fantasere om at Ajes og Dennis jeg var på tur med, var rumvæsner der havde bortført mig og nu ville partere mig ude på fjeldet. Men der var så koldt udenfor, at det gad de næppe. Fruen skrev om 23 varmegader hjemme. Her var det 2 grader, overskyet og med regn og snekorn og vejspærringer. Vejspærringer? Jo, vejen til Alta var spærret pga. flom i Altaelven og eftersom vi skulle med en færge og derfor havde en tidsplan at følge havde vi pludselig meget travlt. En omvej på knap 300 km. skulle nu afvikles i en hulens fart og .... vi nåede det. Endda med plads til en times ro i bilen inden færgen gik. Sikke en tur. Jeg fik vel 2 timers klassificeret søvn på vejen op, men nu var vi fremme og nu skulle vi fiske! En kort tur på havet gav en sædvanlig mængde torsk i Sørøya stilen. Dvs. masser af torsk over det hele og mindst en måler pr. tur. Og vi satsede endda ikke på torsken - de er der bare i ufattelige mængder. Jeg startede med en 13 kg.´s på kastegrejet. Fantastisk underholdning! Siden tog vi hjem for at redde lidt søvn inden vi skulle på langtur til Storskallteren som ligger 30 sømil til havs.   AprilSå i dag, da? Nej, heller ikke i dag. 2 aftenture uden kamera, for det skulle gå stærkt med at komme ud. Ikke noget med at tage tasken med eller stå og finde motiver. Det var ud og fiske og det kunne kun gå for langsomt. På rev 1 var der optaget, så da rev 2 var frit... ja, det behøver jeg næppe uddybe. Jeg kastede mig igennem tidsintervallet 18:52 til 21:01 og havde kun et enkelt ægte hug der næsten fik det til at synge ned i gulvbrædderne. Ellers var der kun horn på plads og sådan en lang satan kan sagtens hugge igennem så man bliver helt forskrækket. Og så gik den aften også - og uden fisk... igen... Men jeg troede på det, hvert minut. Og da en stime tobiser blev jagtet ud af vandet, af noget ukendt under overfladen var jeg sikker på at jeg fangede fisk, men intet skete. Ligesom de 4 fisk jeg så hoppe helt fri af vandet, mange kastelængder fra mig... men der skete bare intet og sådan går mange dage også på kysten. Eftersom jeg intet fiskegrej har solgt endnu, så valgte jeg at bruge det så længe det stadig var mig i hænde. Det kunne jo være at jeg i min naivitet kunne fange mig en god fisk. Sådan lidt i stil med det jeg troede på i går hvor aftenfiskeriet blev spået sin ankomst. Så stod jeg på revet med en arbejdsdag i tasken. Eller... tasken var blevet hjemme, så kun den symbolske var med. Ville jeg formå at fange fisk? Finde fisk? Se en fisk? Findes der overhovedet fisk? Hvad er fisk? Og så kom følgeren i et af de første kast. Det var alligevel en særpræget en af slagsen! Først en flot hvirvel ved siden af mit blink, så en følgerbølge tværs gennem en naturlig bølge og siden vendte den så hurtigt foran mig at vandet sluprede til, da det skete. Sluuuurp. Lækker detalje! Mere skete der ikke og jeg fiskede mig over revet til nogle sten der lå og kedede sig. Var der fisk her, mon? Nix... så på den anden side måske? Nix bix... jeg var at opgive da det huggede og en underlig fight begyndte. Det gyngede i stangen, som havde jeg en meget lang fjeder på og op kom en havørred som var blank... eller var den mørk? Jeg var faktisk i tvivl om den var mørk blank eller tidligere mørk. Det eneste der fik mig til at kategorisere den som blank, inden jeg lod den returnere, var gattet som var helt smalt og hvidt. Som regel et godt sted at kigge, hvis man er i tvivl. Men det gælder altså kun for fisk...! Jeg håbede på flere, men på vej mod bilen havde jeg blot en følger. Det var lige godt fandens med de følgere... hvorfor huggede de ikke? Jeg var egentlig på vej op af vandet, da jeg vendte om og tænkte at den sidste følger skulle have et kast til. Fiskene driller mig igen i dag. Også følgeren, der i kastet efter lavede en af de mere sære ting en havørred har udsat mig for. Den gik efter blinket på meget lavt vand og da jeg fik blinket helt ind til stangtoppen blev den stående bag det, mens blinket "faldt" i lodret. Da blinket stod lodret stille huggede den, så det gav et ryk i stangen og så forsvandt den. 2 gange til havde jeg den efter, men hugge ordentligt ville den ikke. Meget sære fisk... meget sær fisker...
I går blev der fisket et par minutter ved Klubhuset og det var desværre alt jeg nåede. Da jeg kørte hjem mødte jeg Ralf og hans venner og sørme om ikke de havde haft det man kun kunne kalde godt fiskeri. En blank på 4 kg. lå i græsset og længere henne endnu en blank på 3,2. Jo, de blanke var gået til den over dagen og der var nok kommet en 10 stykker op indtil nu, fortalte Ralf... Jeg tænkte; Imorgen... Så i dag stod Linus som den første og i øvrigt eneste på revet. Jeg kunne
simpelthen ikke komme op og var godt ærgelig over ikke at være med først på
plads. Til mit held skete der ingenting i det ginklare og stille vand.
Vi mødtes (sent) på et nyt rev. Jeg vil ikke påstå at det var forventningens
glæde der fik os til at vælte ud og fiske revet af. Vi gjorde det som den pligt
det var og så lavede vi en stor omgang pølser som vi kunne nyde i det gode vejr.
Efter maden var gode råd dyre. Mest af alt havde jeg lyst til at køre hjem og gå
i haven, men jeg blev på kysten. Revet som Linus var startet på om morgenen tog
vi tilbage til og det blev atter engang gennemfisket. Siden blev et andet rev
fisket igennem og da vi endte på det jeg regnede med var dagens sidste stop og
det også var gennemfisket, så valgte vi at tage endnu et rev. Linus var endda
blevet sur i mellemtiden og jeg var bare tvær over alle de fisk vi mente vi
skulle have fanget nu. Det så fantastisk ud. Helt igennem utroligt lækkert og
der skete først noget på det sidste rev hvor jeg havde et par små følgere og en
hornfisk. Gad vide hvorfor fiskene ikke huggede? Muligvis var de skræmt af den
båd der et par minutter inden vores ankomst kom væltende ind på revet og lå og
kastede febrilsk mod land. Den samme båd der, i det øjeblik Linus og jeg gik
ind, kom igen og gentog samme seance. Revet fik ikke lov at hvile og derfor tog
vi den sidste plads for dagen.
Og så fik jeg tæsk... Først havde en ven til Linus taget en blank på 3,5 kg. Dernæst var Marcus gået på revet og havde også fisk. Selv gik jeg ned og fangede masser af det der klistrede tang på den anden side af revet og imens fik Linus også fisk. Så fik Linus flere fisk og da jeg endelig kom tilbage til brødrene Andersson, krogede jeg en fisk istedet for at fange den. Senere fik jeg en lille blank, men Linus stod på den helt rette sten idag, for
mens Marcus og jeg kastede både længere og spændte mere bredt, så stod Linus
nærmest og hev dem op. Først en blank på 2 så et par små blanke og nogle sorte
og så sluttede Linus af med en kanon blankfisk på 4,2 kg. Helt igennem Linus
aften og et velfortjent skulderklap herfra.
Sikke en sæson. Omkring mig tager folk 3 og 4 kg´s fisk, men selv må jeg
nøjes med sorte og små blanke. Ikke nok med det... hornfisken er kommet. Nu står
den på rent aftenfiske, som til gengæld kan blive sjovere end vanligt den næste
måned, da vandet stadig er meget koldt. Tør jeg virkelig tro på det?   Da telefonen ringede kl. 8 spørger Jonne som det første hvor jeg er. Jeg bliver helt paf, for vi havde da ingen aftaler. Eller havde vi? Morgentrætheden gør mig forvirret, så Jonne får lov at køre sin joke af på mig, der hopper i. Jeg kommer til klubhuset omkring middag og der er allerede indvejet fisk og
langs vejen til Ystad har jeg da også kunne konstatere at det bare lugter af
fisk, så det skal nok blive en god dag i havørredfiskeriets tegn. Folk kommer og
går under eftermiddagen - nogen med fisk, de fleste uden, men alle får sig en
pølse og en snak og det er så absolut noget af det vigtigste i denne
konkurrence. Jeg tager en runde på revet foran klubhuset og har både en følger
og en fisk der hugger, men de er ikke til meget i det knap 5 gr. kolde vand! Det
er alligevel imponerende at det kun er knap 5 gr. "varmt" så langt inde i
april.
Tid til indvejning! Da klokken nærmer sig 16 står vi alle spændte og venter på at flere skal
komme med fisk. 5 fisk indtil videre er ikke meget på 120 deltagere, men klokken
får lov at rende forbi 16 og vi må konstatere at de 5 fisk forbliver dagens
samlede resultat.
Vinderen for bedste Fulton fisk, som er den vigtigste i konkurrencen; Johnny Mousten med en smuk havørred på 3,1 kg og Fulton 1,09 Vinderen for den største fisk; Jonas Nilsson med en ligeså smuk havørred på 3,3 kg. og Fulton 1,05 I Fultonkonkurrencen blev fordelingen følgende: Johnny Moustsen; 1,09 Mikael Sundvigsson; 1,055 Jonas Nilsson; 1,049 Jan Jönsson (Janne Blanking); 1,02 Lars Schille; 1,01 Stort tillykke med Jeres fisk! Desværre måtte vi igen i år undvære en fangst i flueklassen. Der er nogen
der skal skærpe sig til næste år - eller måske bare øve lidt :-)
En stor tak skal endnu engang lyde til Per-Olof fra Fiske o Sportboden for
at stille op med alt hvad man kan tillade sig at ønske. Blänkaren er blevet en
meget større konkurrence end jeg nogensinde havde regnet med, så en stor tak skal også lyde til alle deltagerne!
Jeg er imponeret over antallet tilmeldte, der for andet år i træk er over 100. Det er suverænt!   5 dage er gået og 37 km kyst er lagt bag mig iflg. min skridttæller. Iflg. min fisketæller har jeg nuppet et par fisk, men det har godt nok været svært med de blanke i den gode størrelse. Dem kneb det også med i dag. Men de er derude! I første kast på pladsen hugger det igennem og ind kommer en trind og flot "nedgænger". Selv finnerne er hele og et øjeblik overvejer jeg at kalde den blank, men stregen under bugen taler sit tydelige sprog, det samme gør flankerne der ikke spiller 100 % i solen og den ryger tilbage i det våde med et på gensyn. Yes... første kast og fisk. Er det ikke noget med at det kendetegner en god dag? Eller var det noget med at man bare var heldig og siden skete der ikke mere? Det var det sidste, stort set. Men det kunne også være det første, for uanset hvad var dagen allerede god! Så siger Marcus mad. Vi har gennemfisket revet 2 gange og jeg har lært mig et nyt ord; "Påslag" Jeg ville ellers bruge ordet "hug" som er Øresundsk og forståeligt for alle, men Marcus forklarer forskellen og så har han haft 1 påslag og jeg har haft 2 øhhh.... hug? Eller var det påslag? Pizzabutikken er lukket og vi opsøger en almindelig fødevarebutik istedet. Med rejesalat og krabbesalat under armen, finder vi ned til vandet og indtager et fyrsteligt måltid i læ for vinden og med solen lige i fjæset. Hvilken herlig frokost og hvor er det rart at bare sidde og nyde vandet og udsigten. Marcus bryder tavsheden og siger at vi skal køre igen. Hvis ikke han havde gjort det, var vi blevet siddende og jeg var nok faldet i søvn. På vej til det planlagte rev passerer vi en plads der ikke har været besøgt længe og bilerne bliver straks vendt da vi ser vandet. Super! Her skal vi ihvertfald tage et par kast og efter et par af dem har jeg en god følger med inde. Jeg ser den kun den ene gang og efter en tur over revet er der intet sket hos nogen af os. Vi beslutter alligevel at tage en runde til og knapt når jeg ud, før jeg ser Marcus stå med stangen højt løftet. Armen vinker mig til ham og jeg når at nyde de sidste minutter af en god fight med en utroligt smuk blankfisk på 3,2 kg. Sådan skal de se ud!   Når jeg kommer hjem, skal jeg malke det der 3-liters folieyver. Jeg skal ligge under det og klemme de 14 grader varme røde dråber ud af det. I bilen på vej hjem, går tankerne til aftenens gøremål. Dvs. vel hjemkommet føles det - præcis som i går - som nattens gøremål. Tiden går og klokken slår og havde jeg fanget en "ta-med-hjem" fisk var jeg næppe kommet i seng før efter midnat og tror du så det var gået som imorges? Det var min skyld at vi kom for sent. 3 minutter i afhentning, altså 27 minutter efter vågn op, vågner jeg. Shit! Nu når jeg ikke at lave kaffe og tage den med ro. Verdens vigtigste ting; At tage den med ro! Johan Kohnke er stille og rolig, men alligevel hader jeg at komme for sent. Ralf er også stille og rolig, men jeg vil ikke komme for sent. Jeg banker ud af sengen og får som det første åbnet for den utålmodige klaphat der står og banker på mig dør... nå, for helvede... det er sgu Johan. Øhhh... jeg når lige at konstatere at jeg tænkte på andre end ham da jeg vågnede og så lugtede fingrene ellers af fisk. Ja, altså - de fisk jeg fik igår. Hvad troede du? Johan er tålmodig og som belønning når jeg at lave kaffe til bilturen over Øresund, hvor Ralf venter. Endelig fremme - 3 minutter efter skemaet pga. mit sovehjerte. Hold da op for en kyst. Stevns skal ses fra alle kyster i al slags vejr. Først da, forstår man hvor smukt det er, dette lille hjørne af Danmark. Vi fisker med troen i behold i ca. 10 minutter og så fotograferer jeg hellere. Det er spejlblankt og vandet er mere end bare klart, hvilket får mig til at miste den lille tro jeg havde. Sjovt nok siger Ralf det jeg tænker, eller så er det omvendt; "Skal vi ikke få tiden til at gå her, indtil vi skal have pølser"...? Måske er det ikke lige ordret hvad der bliver sagt, men det er tæt på og så går tiden med at fotografere og fiske - ikke omvendt, for mig. Vi mærker intet indtil jeg pludselig får en vådt og hårdt smæk på venstre kind. Så fornemmer jeg hvad der er sket og rejser mig lynhurtigt. Sådan en gang møg... en bølge er rullet ubemærket ind og giver mig og kameraet en fugtig kindhest. Nu står der "kamerafejl" i displayet... gad vide om... og så slukker det bare... Øhhh... Det var vist ikke så smart. Billedet blev nu ok, men at lade kameraet bade var ikke meningen. Nu her, lidt i midnat, kan jeg fortælle at det virker igen - men først nu... resten af dagen måtte jeg finde mig i diverse fejl og den slags, så hold kameraet væk fra vand. (Som om det var et nyt råd) Nå, vi prøvede plads 2 efter kanon frokost bestående af Ralfs super pølser. Min tro på projektet holdt i ca. 10 minutter før jeg fik det dårligt. Solen bagte voldsomt og der var absolut ingen skygge ved kysten. Vinden holdt helt op og så blev det kvalmende varmt i alt tøjet. Ergo, tøjet måtte af og det skulle være nu. Min ryg perlede af sved (lækkert nok, ikke?) og som om det ikke var nok, så begyndte jeg at dampe over det hele. Det var ikke rart! Mit ansigt have allerede fået mere end rigeligt med sol og som sagt var der ingen skygge. Eneste mulighed var at søge ud i vandet og køles af dér. Vand = 5 grader... ahhhhh... Da klokken var over 15 og vores ansigter godt røde og brune, var det tid til noget nyt. På trappen op til bilen var vi liiiige ved at gå op, indtil Ralf syntes vi skulle nordpå og prøve der. Og så skete der endelig noget. Først kroger Johan en blankfisk på 2-3 kg. som hopper og smider krogen i et fantastisk spring og dernæst ser vi mågesjov langt ude, inden jeg kroger og lander en meget flot blank nedgænger på knap 50 cm. En lige ved og næsten dag på Stevns. Men Stevns i sig, er aldrig lige ved og næsten... det er bare utroligt smukt! Nu vil jeg tage mig af det der 3 liters folieyver. Skål!    Hvis du er sulten, snup en Snickers. Fiskene kan få en Bornholmerpil. Og det er ikke fordi det er blinket der er hot nu nej... det var bare hvad jeg fiskede med og tro mig; Om du så havde haft den lille havfrue for enden af linen (som blink) så havde fiskene også taget den. Det var vildt. Helt vildt - også selvom det var mange sorte. Først startede dagen ellers som jeg havde regnet med. Endda værre, idet Kasper syntes vi først skulle mødes sådan et "kvarter i frokost". Vi kørte først forgæves på en fiskeplads og måtte siden tilbage igen og jeg blev bare mere og mere utålmodig. Heldigvis fik jeg et grineflip i bilen, for havde jeg haft Jacob Schmidt med, så var han gået fuldstændig frådende amok over al den spildte fisketid. Det burde jeg også gøre, men så ringede Kasper der sad i bilen foran mig og så snakkede vi ellers som 2 tanter der ikke havde hørt fra hinanden længe... sådan var det og sådan fandt vi en fiskeplads. Og fiskepladsen var tom. For fisk. Der stod en anden derude og han havde vist været der i 2 timer. Inden ham, havde der været 2 andre i 2 timer og ingen af dem havde hverken mærket eller set noget. Jeg mærkede heller ikke noget og så videre til den næste, hvor der skete præcis det samme og så syntes jeg allerede dagen lignede den i går for meget. Men så fandt vi pladsen med fiskene. Den første huggede knaldhamrende hårdt, uventet og helt ude på distancen. En god fight begyndte og op kom en flot sortfisk. Jeg gentog det hele et par kast efter og så begyndte en af de vildeste halve timer nogensinde. Jeg tog i alt 11 fisk på cirka 30 minutter og yderligere 2 de næste 30 minutter. Der var virkelig mange fisk og der var intet der hed mådehold - de huggede igennem og det var virkelig med tryk på. Jeg havde ikke en eneste ægte følger og de 2 jeg havde, huggede begge og blev derfor fanget. Den ene var for lækker i hugget, idet den fulgte blinket over en flad sten der lå tæt på overfladen og dernæst valgte at hugge oppe på stenen! Det så kanongodt ud - bare surt den også var sort, for sortfisk var de alle næsten. Af de 13 fisk var der kun 4 blanke imellem, så selvom det var skidesjovt at være med til, så havde det været bedre med nogle flere blanke. Jeg sluttede dagen af med at køre forbi et enormt rev der plejer at give fisk senere på sæsonen. Halvvejs gennem revet og med det ene ben i bilen, da maven knurrede og trætheden i ryggen og kroppen kaldte på mig, huggede det hårdt. En blanko kom til beskuelse i mine rødbrune hænder. Et par kast efter huggede det igen og så fik jeg sørme en blank til. Jeg mistede senere en blank og havde også yderligere et par hug. En helt igennem utrolig dag med i alt 15 fisk på land og 2 mistede. Desværre kun 6 blanke og ingen jeg gad at tage med, selvom de 3 eller 4 var kvalificerede nok. Nå jo, jeg havde faktisk en primadonna på det sidste rev. Typisk nok var det det sidste der skete, så det har nok været en henvisning til at man ikke skal tro man er noget...    Tro mig! Jeg havde ikke regnet med at sidde her og skulle til at skrive et nulturs indlæg. Og det er ikke fordi nulture ikke findes, for det gør de alt rigeligt, men nulture tilhører andre dage end denne. En hel masse andre dage som passende kunne falde i fredningsperioden, selvom det så ville fjerne alt det finurlige med havørredfiskeriet. Jeg startede med at se 3 mand på et lille rev hvor der aldrig er folk. Siden stod der folk på stort set hvert eneste rev langs kysten og flere steder en hel del folk. Nu røg den da af sporet... var det ikke i forrige uge det var påske? Og så i sidste uge det var "ugen efter påske" ugen. Altså den uge hvor mange tror de har kysten for sig selv og så går der ellers 14 dage med halvfulde kyster og så har vi andre det for os selv igen? Var det ikke i sidste uge? Hvad sker der så nu? Jeg endte ved den ønskede plads og konstaterede at "parkeringen" var tom. Det var parkeringen inden ikke, men det skulle nok gå, for så langt gider folk heller ikke vade og så tog jeg ellers grejet på nakken og forsvandt over bakken. Og så stod der 2 mand og fiskede hjørnet af. Længere henne stod der nogle flere... jeg satsede og gik ned af den stejle skrænt for at se om den anden side var ledig og heldigvis. Tænk at stå der med fuld oppakning, storsvedende og måtte vende om igen. I et af de første kast kom fisken efter. Altså ikke den der beskidt store bamse af en havørred, men bare fisken... det skulle nemlig vise sig at blive dagens eneste følger, så den udfylder jo hovedrollen meget passende. Og ja, det var vel nok mere eller mindre det der skete. Altså jeg havde et hug og siden ringede CLP (Som fortjener en meget bedre præsentation en anden dag) og så fiskede vi sammen et par timer. Siden tog han hjem og så tog jeg hjem og så blev jeg sur. Sådan en dag fortjener bare en bedre afslutning. Og så takkede jeg endda nej til at komme ud på Sundet og fiske laks med Brian i dag. Og han har sendt "så kan du lære det" billeder til mig af dagens fangst.  Næste gang jeg sidder på arbejdet og surfer ind på min egen side for lige at genkalde et af de der øjeblikke af frihed, skal jeg atter engang minde mig selv om at tage billeder fra dagens tur. I dag blev der ingen billeder. Billedet fra igår må ligeledes vente, idet det billede jeg ville lægge frem af mærkelige årsager ikke kan rettes op i det program jeg plejer at bruge. Med andre ord skulle jeg lægge et billede med skæv horisont ud og det ønsker jeg ikke. Hvem sagde øv? Ikke mig, men det kunne jeg nu godt. Startede dagen med at køre forbi de ledige rev og finde det rev der var mindst ledigt. Der stod endda 10 mand på pladsen, hvilket virkede helt absurd. Resten af kysten var enten fri eller grumset og så stod bølgerne skråt ind i den tiltagende vind. Alt i alt noget der burde have lokket mig østpå, men i tankerne var at det var søndag og jeg besluttede mig for ikke at køre så meget. Sådan ganske kort, så fangede jeg en sortfisk i det grumsede vand på en ledig plads. Det var kanonlækkert at stå i solen og fiske, men under vandoverfladen var sigten ikke videre god. Jeg bestemte mig for at tage hjem og hygge om familien istedet og efter en time derhjemme kom alarmklokken... aftagende vind og fisk - ja, nærmest væltede Marcus sig i fisk, sagde han. Hvorfor kørte jeg også hjem? Nå, det er nye tag i næste uge. Med kamera og med fart på! Så var det tid til den årlige konkurrence fra Skånska Kustfiske Klubben. Jeg var lige ved at sige "traditionen tro i dårligt fiskevejr" men det kunne have været værre. Lige nu er jeg også mest fokuseret på ugen der kommer, for jeg har ikke taget ferie med nordlig vind i tankerne, men det er lige nøjagtigt hvad menuen står på de næste 5 dage - mindst. Nok om det nu, det kan du læse om i dagene der kommer. Overraskende nok var mange af pladserne tomme da jeg kom til kysten over middag. Jeg valgte et rev og trissede ud for at fiske det lave vand af først. Intet skete - her plejer fiskene ellers at stå nært. En gennemfiskning over revet og retur igen, fik mig til at tænke på at der helt sikkert havde været folk her på morgenen. 9 gr. i vandet og ikke skyggen af fisk. Jeg nærmest garanterer at der er fisk i de forhold jeg blev mødt af, men ikke hvis jeg ikke er først på plads. Hvem kan forvente det over middag på en lørdag? I sæsonen? På en konkurrence dag? Næste plads blev inspiceret fra vejen og så stod den på hurtigløb fra bilen til stenen med oppakning og det hele. Uha det så godt ud! Jeg havde helt glemt det positive med fralandsvind her. Det er så også en af de eneste strækninger jeg har haft lidt sjov med i fralandsvind og så var jeg igen helt alene? Meget mærkeligt. Ikke engang ude på revene, så stenene ud som om de havde været belastet af filtstøvler i de forgangne uger. Er det sådan det har været? Ikke så mange ude, fordi I er blevet mødt at det her sære vejr og vand? Jeg troede stenhårdt på pladsen lige indtil jeg målte vandtemperaturen... 5 grader... Øj for en forskel! 5 grader er ikke farligt koldt, men hvis temperaturen kan svinge så meget over så kort tid, så forstår jeg godt fisken er svær. Det blev hurtigt tid til indvejning og sammenlagt 45 min. effektivt fiskeri. Vejrforholdene havde fra om morgenen ændret sig fra herlig sol til overskyet og lidt regn. Øget nordøstlig vind og lidt bidsk. Det er vist hvad der er at vente de næste par dage. Stort tillykke til vinderen, Anders Eriksson, af Öringens Dag som i modsætning til de andre fisk der blev indvejet, havde fanget en rigtig blankfisk. Der er 2 ting i den her konkurrence jeg ikke forstår. Den ene kan henledes til deltagere der kommer med nedfaldsfisk. Forstår de ikke bedre eller er det en provokation? Den anden ting er at SKK ikke blankt afviser nedfaldsfisk der kommer til indvejning. At lade en farvet fisk indveje er at godkende fangsten af samme og uanset at det er lovligt at fange farvet fisk er det intet man bør støtte på en dag man konkurrerer i skønhed!  En del fisketure med følgere af diverse karakter eller overhovedet ingen kontakt. Men i dag... endelig... De første 5 minutter var fisketomme. Da stod jeg også på hjørnet og enten er fiskene på den ene side eller så er de på den anden side. En gang imellem er de på begge sider, men så er vandet varmere og fiskeriet mere stabilt, så det var som det skulle, for da jeg gik over på den anden side var der intet mere naturligt end at fisken huggede i første kast. Hvor svært kan det være, egentlig? Nuvel, vandet så også kun helt utroligt godt ud. Farven var perfekt, bølgerne gode og grumset lige tilpas. Og så var der temperaturen i både luft og vand og efter et par minutter kunne jeg tage fisken under gællerne og vride krogen løs. Den var på vej retur igen fordi det ikke var den tykkeste fisk i søen, indtil jeg kom i tanke om at det var årets første blanke. Så gik turen ind mod land og nu ligger den, 1 time efter den svømmede rundt mellem stenene, og oplever mere kulde end vinteren bød på. Allerede i første kast efter fangsten, var der igen kontakt med fisk. Hug og endnu et hug og sandelig om ikke det følgende kast bød på samme interesse for blinket. Det var ikke sådan at det blev ved, men der var ingen tvivl om at var fisk inde og at de var klar. Det blev til flere hug, nogle følgere, samt 2 til afkrogning. Jeg kunne godt have brugt nogle flere lyse timer dernede, men solen har sin gang på himlen og jeg min på kysten.  Min tro var helt væk og jeg var komplet ligeglad med hvorhen vi skulle og fiske i dag. David syntes godt om et rev vi kan komme langt ud på og så endte vi der, hvor jeg fik kolde tæer med det samme. Det var næsten i dobbelt betydning at jeg fik kolde tæer, for vi vadede meget langt ud og det var på flere steder temmelig dybt. Det syntes jeg ikke helt om, så på den måde fik jeg kolde tæer af at stå stille på dybt vand og fiske og kolde tæer over vanddybden foran mig. Vi fangede selvfølgelig intet og så heller intet ude på revet. Skulle vi køre hjem til hytten eller prøve en anden plads? Vi prøvede en anden plads, men det var tæt på umuligt at være tændt på nogen og jeg var lige på dét område glad ved at skulle hjem idag. Som jeg tidligere har skrevet er Listerlandet et meget specielt område for en havørredfisker. Der kan være helt utroligt fiskeri deroppe - når fisken er klar, så at sige - og så kan det være som denne gang. Meldingerne fra hjemmebanen gik på 30-35 mand på korte strækninger og fisk har jeg ikke hørt noget om, men jeg ved der er kommet nogle op. Selv venter jeg lige til påsken er ovre og turisterne er taget hjem. Ihvertfald de 30 af de 35, så der er lidt mere plads.   Jeg glemte at viderebringe den dårlige info vi fik igår... Først talte vi med "Vodka Jönsson" ude på den ene plads. Han plejer at sætte garn udenfor kastehold hvor vi fisker og i år havde han kun fanget een sortfisk og ellers ulk og søfugle. En anden han kendte havde intet heller fanget i sine garn og Lasse fortalte at hans statistik indtil videre kun var på 1 fisk - og den var ikke engang taget på Listerlandet. Og Lasse fisker næsten hver dag! David og jeg gik langt i dag. At kæmpe sig ud til en fjern kystplads måtte give udbytte og så fik vi også bekræftet at dét var en myte. Men jeg havde faktisk en fisk der huggede og siden en følger igen. Retur ved hytten opsummerede vi formiddagen og valgte en af vores favoritter over middag igen. Vandet så helt fantastisk ud og det stank langt væk af fisk, men efter 6 timers fiskeri stort set uden pause, var resultatet det samme igen. Absolut ingen fisk og ikke engang noget der mindede om dem. Øv! Der skete ikke engang noget interessant, så jeg kan være glad for at solen var på hele dagen igen. Mit vinterblege fjæs sætter virkelig pris på den sol!   De var 3 mand og havde fisket siden fredag d. 26. marts. Deres rapport til Jim var 1 op på 2 kg. og en følger i samme størrelse. Og det var faktisk alt. Værsgo at gå igang David og Anders... og så kørte vi ud på revet, hvor vi altid har fisk. Der fiskede vi så et par timer og hverken mærkede fisk eller så fisk og så passede det da egentlig meget godt, det de andre sagde. Man skulle være geddefisker og stå de rigtige steder. Jim, Michael og Erik fangede masser med gedder på hemmelige pladser lang væk - eller tæt på, var det måske? Så spiste David og jeg nogle revelsben og kyllingelår og så gik vi ud på det næste rev med fedtede fingre om korkhåndtaget. En Underberg gjorde godt i den kolde vind fra havet og passede fint til de efterhånden gamle fiskere der fejrede 11 års jubilæum på det smukke Lister. Alt ser ud som dengang vi startede. Jeg antager at det vil se ligeså ud om 11 år, hvis ikke havet er steget så meget at vi skal stå længere fra den nuværende kystlinie og kaste. Og så havde jeg en følger! Jeg havde ikke engang fisket i 6 dage og så kom den tøffende efter mit blink og virkede interesseret. Den forsvandt på forunderlig vis som dug for solen og jeg så den aldrig igen og da vores tid på det rev løb ud i sandet prøvede vi et nyt som vi mente kunne give fisk og det var her vi så en anden fisker fighte en sortfisk, helt uden at vi hverken talte med manden eller gjorde noget for at få informationen! Den digitale tidsalder ville nemlig at Lasse som vi mødte, talte i telefon med en der var på vej til pladsen og det var hans kammerat der netop havde fightet fisk. Info på 2 minutter - hurtigere end vi havde kunne løbe det op selv.  MartsDet er vist første gang det sker og en gang skal jo nu være den første, så lad mig præsentere dig for en ny rekord. 1 fisk i årets første 3 måneder. Ja ja... selvfølgelig har jeg ikke fisket så meget som jeg plejer og vinteren har været sær - eller rettere, det har været rigtig vinter, men alligevel. Kun 1 fisk. Det er godt nok ringe. Skulle det vende idag? Kun næsten... Måske jeg i år skal holde statistik på følgere istedet for fisk jeg fanger. (Dvs. ikke fanger) Hvis jeg kunne lave statistik på følgere, så havde jeg haft et godt år. Og dagen idag havde lige givet 2 til. Måske 3, men jeg tror den ene var den samme fisk da den kom efter 2 kast i træk. Gad vide hvad jeg gør galt eller hvad der skal til for at de hugger? Dagens indlæg stopper her. Jeg skal finde ud af det med de følgere.  ... var temperaturen oppe i et leje hvor man tænker over hvornår man sidst var ude og om man også fik kigget rigtigt efter på termometeret. Jeg kiggede efter 7 gange idag... Da jeg kom ned gjorde jeg det første tjek. HVA´??!? Stod der virkelig det? Jeg lagde termometeret i jakken, tog et kast og så målte jeg igen. Kunne det ikke være sådan at der stod 1 grad og at det der tydelige mærke for hver 5. grad havde fået mig til at se forkert? Næhh... den passede altså. Længere henne af kysten, ude på det dybere vand var det samme temperatur efter 2 målinger. Jeg målte yderligere 3 gange inden jeg tog hjem, men den var god nok. Og for bare 1 måned siden lå der masser af is her. Jeg forstår ikke hvorfra det kom og hvordan det kunne ske så hurtigt, men det må have været et heldigt varmt øjeblik. Eller heldigt er vel så meget sagt, for hvem var heldig bare fordi det var varmt i vandet? Det var grumset og lidt irriterende så var skyerne kommet over mig, for dagen idag ville ellers nok have været noget anderledes med sol over land... eller vand var det jo. Alt der skete idag var et par forsigtige hug og det er ret sikkert det var fisk, selvom jeg selvfølgelig ikke kan vide noget 100 % sikkert og så så jeg også en i overfladen. Mon temperaturen holder til næste weekend? Det lugtede af forår, men tågen fik hurtigt vendt alle fornemmelser for sol og fiskeriet blev derefter. Marcus stod allerede udvadet og jeg var noget misundelig på hans lørdagsrytme med at stå tidligt op og så ellers fiske hele dagen. Her stod jeg over middag og maste mig på... eller maste og maste. Der var faktisk ikke rigtigt nogen ude også selvom tågen gjorde det svært at se om alle biler langs vejen var fiskere. Marcus havde intet fanget, men mistet en enkelt og haft lidt liv bag krogen og netop som jeg kom ud til ham, så huggede det på hans flue og han kunne fighte en flot sølvfisk til afkrogning og genudsætning. Den manglede lige et par cm. for at være spiselig. Med frisk sølv i vandet, måtte jeg hellere fyre metallet sydpå og så var det ellers bare om at vente på hugget - som udeblev. Bag mit blink var der liv, men de holdt sig på sikker afstand. Øv... igen... Nå jo, det huggede da på et tidspunkt, men den var ikke så stor og så fik jeg en sms med ordlyden; "Ska vi fiska?". Den var fra ham der startede netfiskeriet herovre og jeg undrede mig over hvorfor han ville fiske - nu. Så ringede han og bad mig flytte mig, for nu skulle han altså forbi mig på revet og ud af tågen, rent bogstaveligt, dukkede Johan Kohnke - med fiskestangen og iført waders! Lækker overraskelse og så blev det til et par minutters snak på stranden inden vi skulle ud og bruge tiden på det vi var kommet for. Men der skete ikke mere for nogen af os der holdt stand på kysten og så kørte Marcus hjem efter de 2 skikkelser på hhv. højre og venstre side af revet også var forsvundet. Alene... i tågen... NU kom de. De store... Og så stod jeg der og havde fisk på i hvert kast, men det var kun i tankerne, for hvor meget jeg end troede på det og hvor meget jeg end gik langs revet og kastede lækre kast med lækre blink, så udeblev hugget. Da jeg havde gjort mit og modtaget de 10 mm. regn fra oven som DMI havde lovet og de kaskader af vand som bølgerne havde lovet da jeg besteg revet, så tog jeg hjem og spiste noget stærk mad.  Jo, nu er det sikkert. Foråret er her! Også selvom jeg måtte forlade kysten i frostvejr, er der ikke mere at tale om. Vinteren er slut og foråret er kommet. Det er udelukkende et spørgsmål om hvor længe det varer før det for alvor bryder igennem og jeg skal høre tranerne over mit hovede og smide handsker og hue og bare stikke næsen i vejret og snuse østersøens dufte langt op i næsen... lige indtil en havørred smækker på blinket og fuldstændig fjerner al fokus fra det man længes efter hele vinteren. Eller var det egentlig havørredens hug vi ventede mest på? Foråret er mere sikkert end et hug fra en havørred. Bare spørg Jonne. Man skal lede længe efter en lige så uheldig fisker, som Jonne. En gang imellem undrer jeg om ikke der stikker andet under, end bare uheld. Jeg tror det ligeså vel drejer sig om noget udefra - men ikke det vi kan føle på... nå, der må absolut ikke gå nogen former for alternativ behandling i det her, så den forlader vi omgående. Jeg ventede vist på havørredens hug og stod og lurede efter enten traner eller andet interessant, for i vandet foran mig skete der lige præcis intet. Og så kom skyggen glidende bag blinket. Det så så hamrende godt ud i det grumsede vand at jeg havde lyst til at skrige af fryd. 37 sekunder efter, var årets første til afkrogning. En sortfisk med igler og det hele - og som lugtede lidt af tis. (Meget mærkeligt i øvrigt) Dagen gik på hæld. Vinden havde ligget på fra VNV hele dagen, men vendte indenfor et kast pludselig til NØ og sammen med den drejning kom frosten og også lidt sne. Vandet steg endda og tog alt tangen fra strandkanten retur til havet og ødelagde slutningen på dagen rent fiskemæssigt.   Indenfor var det fantastisk vejr. Temperaturen udenfor løftede sig lynhurtigt fra de negative til de positive i det lækre solskin og det var bare at charme fruen, så jeg kunne komme på kysten hurtigst muligt. Så gik jeg ud af døren og så fik jeg smasket virkeligheden i ansigtet og på hælen. Det var ikke særligt forårsagtigt alligevel og i øvrigt måtte jeg hellere skifte strømper, for det store hul på hælen ville ihvertfald ikke varme senere på dagen. Nu var spørgsmålet bare - ville jeg få fisket eller ville det bare blive til en køretur? Det første syn af vand fortalte mig at der skulle fiskes. Så var næste spørgsmål om jeg ville få fisket i 30 min. eller resten af dagen, inden jeg blev træt af turisterne og tog hjem. Åbenbart var turisterne ikke turister idag eller så stod de på Österlen. Så genkendte jeg Marcus bil og ringede og spurgte om selskab ville glæde ham. I dag var dagen for Blänkaren, inden datoen blev flyttet frem. Det ville absolut have været muligt i dagens vejr og vind på alle sider af Skåne, men hvem kan vide det på forhånd? Jeg ringede til Janne på 1-årsdagen for hans fangst og spurgte om han ville med og fiske og mindes lidt. Desværre ikke muligt, men jeg skulle tænke på ham i jagten på en stor blank. Marcus havde været ude fra morgenstunden og prøvet andre pladser, men kun med et hug som resultat. Igen glemte jeg alt om de virkelige temperaturer uden for bilen, da jeg i 23 graders varme parkerede og gjorde mig klar. På vej til stranden gjorde jeg 3 stop:
Der gik et par timer på kysten og så tog jeg lidt billeder og så gik vi begge en runde over revet og tilbage og over på den anden side og tilbage. Marcus tog kastedobben frem og jeg skiftede blink og så stod vi der uden fisk. Jeg tror at det tidligere omtalte pladsskifte var på vej, da jeg nærmede mig Marcus. Han havde sat agnen på plads og var på vej op af vandet. Det samme var jeg, men det for at køre hjem. Og så skete det, der er sket så mange gange før og vil ske så mange gange fremover - jeg havde fisk efter. I bølgen gik havørreden lige bag mit blink og vendte først helt inde foran mig. Typisk! Det er næsten træls at opleve at der endelig sker noget, når man mentalt er oppe i bilen og på vej til bøffen og vinen derhjemme. Men det var heller ikke mere træls, end at jeg omgående lagde et kast ud igen og ellers genfandt forrige års fokus til 100%. Så kom der en til - den var helt sikkert spejlblank og vendte hidsigt bag blinket. Jeg så ikke om den huggede, men fiskene kom med fart på og da jeg var oppe på vel nok en 10 følgere havde endnu ingen af dem hugget. Marcus oplevede nøjagtigt det samme og selv efter hans skifte til kastedob fulgte de kun efter. Vinden tog til og vandet skiftede lynhurtigt farve - fiskene forsvandt desværre i samme moment, men der var 2 tilbage på omkring 35 cm. Den ene huggede på mit blink og røg af og den anden på Marcus flue og blev genudsat. Havde nu fiskene været der i det vejr der kom, så havde vi formentlig fanget en del fisk. Imorgen vil jeg tage på kysten og se om de kan være på plads igen om eftermiddagen. Specielt den store af dem, må gerne komme igen...
  Det har været på vej længe... overvejelserne har været store, men nu skete det. Konkurrencen er udsat! Ny dato: 24. april 2010 For dig der endnu ikke er tilmeldt, kan du læse mere og tilmelde dig her. Det eneste vigtige der skal tilføjes udover den ny dato, er at hvis du har tilmeldt dig og ikke kan komme, skal du venligst skrive til Per-Olof. Har du tilmeldt dig og stadig kan komme på den ny dato, så behøver du ikke gøre noget (andet end at dukke op d. 24 april, selvfølgelig) Ærlig talt... 0 grader i vandet, ren is, grød-is og isflager har ikke virket specielt tillokkende på mange. Selv var jeg imod at flytte konkurrencen fordi vi nu engang har en aftalt dato og så må vi få det bedste ud af de rådende omstændigheder. Men overtalt af de andres fornuft om at ikke alle syntes det er så skide sjovt at stå ude i frostvejret en hel dag, så gik jeg med på flytningen. Jeg er da i øvrigt enig - Det ville ganske enkelt ikke blive ligeså sjovt, som det kan blive fremme i slut april, så det er nok ganske klogt at flytte når alt kommer til alt.    FebruarHernede sydpå er det ikke så udpræget mere, men nu har det stået på i 2 måneder så vidt jeg kan se på det hele. Måske der er en smutter i slutningen af december, men; 2 måneder med frost hver dag. Ikke isdøgn alle sammen, men frost hver dag! I går stod den på rav. Eller rettere jagt på rav, for jeg fandt kun et lille stykke. Det var piv koldt og vandet fyldt med grød-is og store isflager, men det var klart og så var det nemt at se dét der ikke var der og nemt at tænke sig at fiskeri skulle være muligt dagen efter. Men hvorfor det så er klart der hvor jeg leder rav og uklart der hvor jeg fisker, det ved jeg så ikke. Og desværre for mig kan det ikke være samme sted jeg gør begge dele. Ikke idag ihvertfald. Til havs flød grød-is og isflager forbi mig. Det lå i lange bånd fra kysten og ud og vandet holdt en temp. på -0,5 gr. Der skal virkelig ikke meget til, så har vi isvinteren. Alt er koldt nu. Østersøens kystnære, kølet ned til laveste temperatur i flydende form og bare et par dage med dybfrost, så kan vi gå til Fehmarn. Sådan næsten da. Det mest ophidsende der skete i dag var at gå fra isen og i det grumsede vand. Det var en prøvelse, for ude ved kanten - en sådan er der dannet - var det flere steder en meter ned til vandet. Isskruninger og grød-is kastet op på stranden og frosset sammen til enorme klumper - og smukke skulpturer. Jeg nød hvert et sekund ude - også da jeg ikke kunne mærke kroppen mere og bevægede mig op mod bilen, flere steder i sne til knæene.    Langs Sydkysten var det muligt at fiske flere steder, hvis ikke det var for vinden. Og var det ikke for bølgerne, der blev skabt at vinden, så var det pga. isen og vanddybden. Faktisk så lå isen på visse pladser så langt ud at selvom jeg var wadet gennem den på vej til kanten, så ville jeg ikke kunne bunde ude for enden. Men inden da ville bølgerne også have væltet mig - store kolde og utroligt tunge grød-is fyldte isflage bølger. Og så gik jeg alligevel derud af... og gennem havisen og fik våde sko og våde bukser og det endda op til knæet. Hvad fanden laver jeg også her i gummisko? Jeg lærer det aldrig. Jeg lærte ikke noget forrige uge heller og da havde jeg ellers chancen for at drage erfaring fra ugen før hvor jeg også gik derude og røg igennem. Men imponerende er det! Havis der trods alt først fryser når den er under frysepunktet pga. saltindholdet. Også selvom mit vand ikke er så saltholdigt. I dag var i dag. Ovenstående var igår og i dag havde jeg waders med, for vinden var vendt og det var helt sikkert ikke bølgerne der ville stoppe mig. Hvordan så med isen og farven på vandet? Jeg tænkte det nok... nogle danskere der havde taget chancen, skulle ikke hjem uden at give det chancen. Jeg kunne oppe fra bilen, nyde deres polar færd mod det åbne hav, med et smil på læben. Dér skulle jeg ihvertfald ikke ned og gå, men jeg havde heller ikke kørt flere timer for at komme på kysten. Videre færd i langsomt tempo fik mine øjne op for alt det der lå nord for kystvejen. Hvem gider og kigge den vej, når vandet ligger mod syd? Ikke mig... kun i dag. Men det var også anderledes i dag. Jeg havde grejet med og var på vej i vandet og fortrød. Brede lange bånd af grødis og isflager stod ud fra hver eneste lille pynt og ja, jeg kunne faktisk fiske i det stille vand. Hvis ikke det var for farven. En besynderlig mælket farve. Mindede lidt om savl fra munden når man har spist alt for mange skolekridt. Billederne er lidt blandet fra de sidste par ture ud i det fri. Burde egentlig have taget billeder af mine ravfund fra igår. Det er vel typisk mig. Jeg gik på stranden og når et enkelt lille sølle punkt, hvor sneen og isen lige præcis ikke dækker lidt tang og så ligger der et stykke rav. Bare et par meter længere henne, endnu et. Gad vide hvad isen gemmer og hvem er på plads når den slipper? På min vej i dag så jeg den ene musvåge, høg og falk efter den anden. På et tidspunkt var 2 musvåger igang med en mindre kamp på en mark, mens en tredje så på fra en hegnspæl. De kæmpede om et bytte af ubestemt slags og fløj da jeg kom for tæt på for at fotografere dem. Alt de efterlod var en bunke fjer. Generelt var der mange spisende fugle ude langs vejen i dag. Det virker ikke helt som om det er sundt at få motorstop i disse is-tider. Nå, jeg har næsten fået det som jeg ville have det med istiden. Hvor er det smukt, barskt. Hvor er det barskt, smukke.      JanuarDet trækker op til isvinter, sådan som vejret og i særdeleshed temperaturen, har været på det sidste. Isbryderne ligger klar og de første anmodninger er kommet ind til den mindste af isbryderne, Stevns (rart navn). Nu undrer du dig måske over at jeg nu begynder at skrive om isbrydere. Sidst var det jordskælv og forrige gang rav og tordenvejr der optog mig. Tja... jeg får ikke lige fisket sålænge vandet er stift. Det er det heller ikke på den åbne kyst, men det fryser omgående i mine øjer på stangen, på jakken og mine waders. Og når det er så koldt, kan mine fingre ikke følge med særligt længe. Så jeg må vente på lidt varmere vejr, men som tidligere nævnt; Isvinteren er velkommen! Det er ganske spændende at vi oplever lidt nyt vejr over en længere periode. Jeg savner kun sneen, som de alt rigeligt har fået i Jylland. Forleden målte jeg -8,8 gr. som den varmeste temperatur for dagen. I skrivende stund har temperaturen passeret -7,5 gr. som varmeste og er på vej ned igen. Det er godt nok koldt! Ang. nedenstående indlæg om Blänkaren 2010; Hvis der er noget du ikke forstår eller gerne vil spørge om, så send mig gerne mail. En skönhetstävling för
havsöring Vi som arrangerar är Sponsor och medarrangör
Anmäl dig här Tight lines hälsar Anders DK, Henric, Anders S, Johan, David, Per-Olof samt Jonne.  - "En koldrøget, tak." - "Ja, det bliver lige 55 kr." - Altså hos fiskehandleren, så jeg tog på kysten selvom det var koldt og jeg ikke er så god til at holde varmen i det her vejr. Det der koldrøgede, kunne gælde mine waders. De røg af en eller anden årsag og så var de kanonkolde. Faktisk lykkedes jeg at tage frossent havvand med hjem til Trelleborg. Min jakke, støvler og waders nåede slet ikke at tø op i den meget opvarmede bil på vejen hjem, så fruen kunne se at jeg mente det, da jeg sagde jeg frøs. Kasper havde skrevet en mail og da jeg svarede den, sendte jeg ham også lige en sms. Tænk hvis nu han var ude og der var fisk? Heldigvis havde han lagt samme planer som jeg - efter frokost. Imens tænkte jeg at jeg da egentlig er noget af en ubeslutsom fætter. Så sent som i går gad jeg ikke fiske i den her kulde - nu gik jeg rundt og tjekkede, dobbelttjekkede og tjekkede det hele igen, 3 timer inden afgang. Med fiske feber... Gad vide om fiskene var med på den idag? Det er, for at sige det lige ud, godt gammeldags skidekoldt udenfor. Alt hvad der hedder stillestående vand er for længe siden blevet stift og selv nede i Trelleborg bugten er det ved at blive stift. Det lugter af lidt mere vinter end vi har set længe og selvom det kan koste på fiskefronten, så håber jeg virkelig der kommer en decideret isvinter nu. Noget peger på det. Naturen behøver en udskillelse af de svage og Østersøen og Kattegat (og andre steder for den sags skyld) behøver at komme af med en masse ubudne gæster, der syntes vores efterhånden varme vand er et lækkert nyt habitat - på bekostning af den oprindelige fauna. DMI peger på, for os, en voldsom kulde de næste par dage frem. Dagsfrost så langt øjet - prognoserne - rækker. Det er noget der dur og så gør det ikke så meget at mine waders frøs fast i strandens sten, da Linus, Kasper og jeg sad og snakkede lidt. Ingen af os havde mærket noget i det knap 2 grader varme vand, men hvilken dag. Det syntes ihvertfald Kasper og jeg. Det at komme ud og få noget luft er bare så meget mere sigende med en fiskestang - selv når stangen står lænet op af et træ og du bare sidder der og snakker og får en kop varm kaffe. Hooov...? Næhhh... det var bare en sten. Jeg troede ellers lige, men sådan havde jeg egentlig også regnet med at dagen ville blive. En nultur - ihvertfald på fiskefronten. Men hvor var det dejligt at komme ud og fiske. Og selvom dagen ikke bød på fisk, havde jeg den utrolige fornøjelse at få smasket en havørn næsten op i fjæset på vejen hjem fra kysten. Den sad oppe i et træ lige ved vejen og da jeg kørte forbi, meget langsomt for siden at stoppe, så lettede den. Den slags fugle letter ikke direkte op i luften, de dykker lige lidt først, så den tog en tur ned forbi bilen med sit enorme korpus og den slags oplevelser er det hele værd!   |
