torsdag den 30. december 2010

2010.12.30 Godt nytår

Et rigtigt koldt år, skal jeg love for. Frostvejr på kysten frem til april og selv derefter var fiskeriet længe om at vågne op, for siden at eksplodere på meget kort tid og så kom sommeren med varmen og det hele. Og nu er det sørme frost igen og det har det været i over en måned, hvilket giver os over 4 måneder med frost. Et koldt år... også på fiskekontoen, hvilket kan skyldes ovenstående bistre faktorer eller måske bare at fiskeriet ikke er som "det plejer" eller helt og holdent, at det bare er uheld at ikke fange de fisk der må være derude.

Jeg fangede årets første, en sort i øvrigt, i midten af marts. Inden den, var kystturene optalt til 4 siden januar, hvoraf samtlige havde is på programmet. Jeg husker godt årets første, som tordnede på blinket og kæmpede af hulen til i 37 sekunder, hvorefter den iglebefængte og tislugtende fisk, kom op til afkrogning. En vinter der virkelig gjorde indtog i forårsfiskeriet, men som også gjorde sit til at jeg mod slutningen af juni kunne stå og natfiske i 13 gr. "varmt" vand og endda havde heldet til at lande mig en smuk blankfisk på den rigtige side af 4 kg.

Året blev aldrig som det blev planlagt, i fangst ønskerne. Hvert år, sine drømme om den store... Men næste år!
  • 35 ture
  • 37 havørreder, hvoraf de 22 var blanke
  • 4 mistede havørreder
  • 2 mistede blink
  • 8 stykker rav, fundet på fisketure
  • 127 stykker rav, fundet på ravture
Premierefiskeri? Tja... lad os lige se med temperaturen. Det der stive vand, er ikke min kop the udi kystfiskeriet, medmindre temperaturen svinger sig op. Men så er der noget med at vandet ikke er stift, når temperaturen er på den røde side.

Godt nyt fiske år

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar