2010.09.12 Sensommer

Meget mærkeligt... en eller anden må virkelig savne sine løg. Herre mange løg. Afstanden mellem plads 1 og 2 er næsten 40 km og jo, hvis det estiske løgskib "Pikad Sibul" var gået ned med hele årets høst, så var der en forklaring på mængden løg. Men jeg har ikke hørt om en tabt løgfragt og ikke desto mindre er det nærmest hvad Ralf og jeg vader rundt i. Nogen må da savne dem. Først troede jeg at jeg havde fundet årets største stykke rav. Jeg blev ligeså skuffet som når jeg finder peberfrugter eller appelsiner i vandet, på jagt efter rav. I øvrigt er en, i havet, langtidslagret peberfrugt noget af det mest klamme jeg har grebet hårdt om i troen at nu var megaklumpen der...

Men nok om peberfrugter, løg og rav. Jeg var på fisketur med Ralf og ikke på jagt efter løg. Vores traditionelle efterårstur som også i år, stod for at skulle afvikles i alt for godt vejr og alt for varmt vand. På dagens første plads havde vi som sagt løg og i øvrigt ingen fisk. Det så ellers mageligt godt ud, trods en mørk tone i vandet, som var kommet fra de sidste dages blæst. Ralf og jeg var enige om at havbamserne nok skulle hugge i dag. Det var kun et spørgsmål om det var her eller på den næste plads og så måtte det jo blive på den næste plads, nu der var gået 2 timer her uden så meget som et hug eller en følger.

Det sjove er at der også ligger løg på plads 2. Der må simpelthen være mange løg i suppen, hvis du forstår... Nå, men for at det ikke skal være løg-n (arj...) så finder Ralf og jeg faktisk rav her. Vi finder også grillen frem efter en vandretur med svedperler på hele kroppen. Sikke et sært vejr vi altid kan rende ind i. Vandet er 17 grader og ser pragtfuldt ud, men der sker ikke en meter og egentlig må jeg også erkende at jeg forstår det, med tanke på den temperatur.

Vandet er 16-17 gr. og luften op til 21 gr. - selv ude ved kysten. Det er ikke lige det vejr, jeg normalt kendetegner som efterårsvejr og da vi er tilbage på sporet på Sydkysten, efter et ligegyldigt besøg på Österlen, er vinden flovet og havet ligger næsten helt stille hen. Troen er ikke blevet større, så jeg er noget overrasket da jeg pludselig får fisk på. Først ser jeg en tobis lege rundt i vandet, hvor jeg har blinket. Dernæst mærker jeg et mere alvorligt puf og så flyver tobisen af helvede til ud til siden inden mit blink bliver taget i et hårdt hug. Det hårde hug er nok det tætteste jeg kommer på en spændende fight af en letfarvet hunfisk. Den tager knap et udløb og da jeg får den ind er jeg ved at gøre det hele dobbelt så spændende da mine støvler intet greb har på stenene. Fisken ryger ud af grebet og linen sidder fast ved det nederste øje, mens fisken bakser rundt i vandet. Må have set utroligt åndsvagt ud. Eller sjovt.

Oppe på det tørre er jeg stadig i tvivl om jeg skal tage fisken, men bestemmer mig for at jeg også skal have lov, når nu nogle dele af familien spiser fisk. Jeg står jo her med et lovligt bytte på 3,75 kg. så den ryger med. Havde jeg ikke taget den, havde alle de garn der står overalt måske gjort det. Eller de 8 andre fiskere der stod på den lille plads vi besøgte...

Efterårsfiskeriet er ikke hvad det har været. Tidligere kunne man tage ud og være alene på kysten hele dagen. I dag har Ralf og jeg set ligeså mange folk ude, som var det en normal dag i april. Mens ryggen stadig er god, vælger vi at stoppe for denne sæson. Kysten vinker farvel med en stor farvet fisk der sprøjter fri af vandet og lander i et stor plask.

2010.09.05 Efterårstakter

"Så forsvandt august igen i "travlhed" og sommerferie og det var nu meget godt et eller andet sted. Jeg har været træt... jeg er stadig træt. Godnat."

Sådan gik min første fisketur i slutningen af denne sæson. En sæson der vist har været som den plejer og som ikke bør sammenlignes med de tider før børn og finanskriser, som jeg har gjort tidligere. Dengang hvor et arbejde var et sted at tjene penge og så kunne man fiske som man ville, fordi sæsonen - ikke arbejdet - krævede det. Det er ikke en tale om de gode gamle dage... tiderne skifter, det skal man acceptere.

Og så tænkte jeg et øjeblik på om ikke det var en flynder der gik der bag blinket. Langt ude kunne jeg se den... nøddebrun i solens lys og uhyggeligt bred over ryggen. Men det var en havørred - en havørred af enorme proportioner. Mellem 2 store sten vimser den kobberfarvede Bornholmerpil og lige bag, går den store fisk som, 10 meter foran mig, vælger at vende om i en usynlig bevægelse og nærmest uden nogen bevægelse i overfladen. Jeg ved ikke om jeg havde forventet bølgeskvulp eller andet, men lidt mere end bare en krusning burde en så stor havørred give. Jeg så den aldrig mere, men havde senere på dagen en halvt så stor fisk efter i 4 kg´s klassen. Den var helt lysegrå på ryggen...

Efterårstakter. Det er ikke alle det gælder, men fredningen kan ingen flytte på. Jeg må nøjes med en dejlig dag på kysten der er alt for kort og som afsluttes med en meget lille havørred og en lidt større steelhead.