2021.03.31 Magien fortsætter - solen ligeså

Det skete sidste år, forrige år og årene inden og så er vinden ikke engang gået i øst endnu. Men på den anden side, kan det måske være med til at skyde østenvindsteorien ned. En teori jeg ikke har givet det store for, men som er kommet belejligt når fiskene er blevet mærkelige.

For i dag var næsten en gentagelse af gårddagen. Med det til forskel at vi så lidt flere fisk i dag. Javier og Stefan startede tidligt og jeg lod dem gøre det. Sådan en hel dag i solen og ved vandet, tærer lidt på energien og jeg havde det fint med at afvente de første rapporter, som udeblev. Da jeg dukkede op ved middagstid, var der intet at rapportere udover en følger til hver. Jeg gik ud længere nede på revet og tænkte at en halv time var nok her og sådan blev det hurtigt, da der først dukkede en vinkefætter op og vadede ud på min tænkte tur over revet - tak for det idiot - og siden dukkede der 3 til op ude på højresiden.

Så stod vi altså 7 mand på revet... og så gik jeg af vandet. Jeg skulle bare videre og have noget fred på et andet rev, uanset hvor. Og det fik jeg - det lange bagland på det andet rev er ikke særligt velbesøgt. Jeg skal så også indrømme at jeg ikke selv helst fisker der, men man ved aldrig. Der er masser af sand, enkelte store sten og små tangpartier, hvilket gør det til en perfekt plads for tobisjægere, men dem så jeg ikke til. Ej heller tobiser og kun en slapt hug, indikerede at der måske var fisk på plads. Eftersom jeg havde hele østsiden for mig selv tog jeg en lang vadetur, men nok så flot og lækkert vandet var, nok så livløst var der desværre også.

Vi endte oppe i en gryde bag hvad man kunne kalde en sydkyst klit og fandt der en bænk at sidde på. Da vinden døde, tiltog temperaturen og storsvedende sad vi der i solen og nød foråret i fulde drag. Sikke en dag at være ude i. Ikke optimalt havørredvejr, nu vinden havde lagt sig, men optimalt udevejr. Derfor blev suppen også indtaget i god ro og orden og mens den sidste suppe gled ned, fik jeg en mail om at min pakke var ankommet. Min pakke med nye åndbare waders, som i dén grad var tiltrængt på denne dag. 

Overvejelserne var store om at køre hjem og hente dem, men jeg endte med at lande på en ny plads igen og i mellemtiden var vinden atter tiltaget. Det var altså dagen hvor de store blanke bare skulle gå til bidet, men tiden på revet endte med samme resultat som i går. Stefan tog en nedgænger og senere en blankfisk og jeg havde pludselig et hug, hvorefter jeg krogede en blank målsfisk lige ved stangtoppen, der gik fuldstændigt amok. Et par kast efter havde jeg hug igen og siden en følger og så skete der ikke mere.

Da nok var nok, rullede jeg hjem og så stoppede jeg alligevel på et lavvandet rev. Desværre var vinden død her og overfladen lå helt blank, men jeg noterede at der lå døde tanglopper i overfladen og vidste at fiskene gik nær her. Derfor skulle jeg liiiige... og det reddede egentlig dagen, den manøvre. Stående 2 meter fra strandkanten og med hurtig indspinning, lykkedes jeg at lokke 6 hemmelige følgere ind til mig. Kun den ene huggede, men hold nu k*** hvor var det spændende og fascinerende at være med til, fordi fiskene skabte store plove i det lave vand når de kom bankende efter wobleren. Jeg prøvede at gå ud og se om det ville skabe noget, men udvadet var det præcis ligeså dødt som andre steder. Ingen følgere eller noget og vel tilbage på stranden kunne jeg gentage følgershowet. Sjov og magisk afslutning på dagen.

2021.03.30 Den magiske sydkyst

Som skrevet i går, så ville det vise sig om fiskene ville lege med i solen og om solen overhovedet kom frem. Solen kom i dén grad frem, så nu skulle der kranes fisk!

Men så skete det igen. Fiskeriet døde bare. Det var ikke engang kommet i gang for dagen. Det var ellers Javier og jeg, da jeg stod og nærmest trippede i min venten på ham. Jeg havde lige runderet nede ved vandet og nej, det var ikke superklart, men det burde kunne fiskes og ved spanjolerens ankomst, var vi begge enige. Dog for senere at konstatere at der var lidt meget drivende tang også. Men det fik chancen og så byttede vi plads. Her var vandet også grumset grundet det stigende vand, men det så fremragende ud.

Vi fiskede løs og Stefan der også var på plads gav den en skalle med bombardaen - altså 3 mand på rad på jagt efter sølvtøjet og i det fjerne så jeg en blank fisk hoppe ved siden af Javier. Fedt mand - her var de altså for blot senere at konstatere at det var det eneste der var sket og mine 2 forsigtige hug var ikke noget at prale af heller. Selv havde Stefan også haft hug og når vi kommer til hug på selv bombarda... 

Så vi skiftede plads igen og aftalte at gå hver til sit. Hver til sit rev, forstås. Men vi indså kort tid efter at det var godt vi havde bremser på bilerne, for begge havde vi konstateret at grumset virkelig herskede på hver vores side af revet og ville over til hinanden - hvorefter vi sad der med front af bil mod front af bil og gloede rådvildt på hinanden.

Det endte med at vi kørte tilbage til plads 2 og prøvede revene længere nede og fandme om ikke det så endnu bedre ud her og fandme om fiskene stadig ikke var det mindste på plads eller interesserede i vores endegrej. Det forblev helt stille og så fik jeg nok af det og ville hjem. 6 timer på Sydkysten i det mest pragtfulde vejr og ikke skyggen af fisk.

Dog stoppede jeg ved udgangspunktet for lige at tjekke morgendagens tiltænkte fiskeplads ud for tang og sørme om ikke vandet igen havde trukket sig tilbage og derfor renset vandet, så det var noget nær perfekt. Jeg tog hele turen ned over revet og gik tilbage igen, ringede til Javier for at høre om han også ville se guddommeligt vand og da han alligevel havde givet op og sad i bilen, så hvorfor ikke...

Hvorefter han også troppede op og kunne konstatere det samme. Desværre for også at konstatere at fiskene... var blæst væk. Magiske sydkyst...

2021.03.29 Blæst, regn, kajak og ferie

Jeg føler mig måske lidt forfulgt, nu hvor jeg har taget fri et par dage igen og vejret så sætter ind med hårde vinde. Hårde vinde der ikke ligefrem kæler for Sydkysten, men pisker den op så man skal agere bølgebryder. Ikke at det gør noget, for det holder så en stor skare hjemme og man kan vælge frit, men når vandet samtidigt fyldes af ålegræs, så er det ikke så sjovt længere. Det blev til et par kast på et par forskellige pladser og så havde jeg brugt nogle timer på det uden at mærke noget. Lørdag blev til søndag og Javier og jeg talte om at tage til Österlen, men samtidigt så ville vinden nok få de fleste til at søge den østlige side og ikke mindst nord for og jeg valgte derfor at blive hjemme og lade lidt op.

Men det kunne jeg så ikke finde ud af, hvorfor jeg selvfølgelig skulle ud lige der hvor regnen begyndte. Trods endnu en nultur, så må jeg indrømme at det var fedt. Vinden var nemlig gået lidt sydligere og havet havde trukket sig tilbage, hvilket ofte indebærer klart vand trods hårde vinde og ja... det var klart og kunne i dén grad fiskes. Men søen var så grov at selv helt ude i kastet, brækkede bølgerne og sillingen fik vel næppe gjort sin pligt på en fyldestgørende måde, men det var fedt at være ude og drivende våd kom jeg hjem igen, med et smil på læben.

Så sagde Javier ordet "kajak". Yes... Sydkysten havde fået chancen fra land - nu var det fra vand det gjaldt. Således gled vi i går over den let skummede sø, mens vinden rev i kinderne, men i læ for bølger var vi og kunne derfor fiske.

Den første time skete der intet og det gjorde der egentlig heller ikke den næste. Vi ankrede op lidt her og lidt der, indtil jeg pludselig fik et mega tungt hug. Fisken stod helt stille i et sekund, hvorefter den langsomt men meget bestemt gik til siden, mens den trak line af hjulet. Det var en tung udgave jeg havde fået fat i og jeg nåede kun at se den plaske i overfladen, hvorefter linen blev slap. Formentlig en nedfaldsfisk, for den var særdeles rolig, hvilket de blanke ikke plejer. Men nøj for et hug og en vægt der lå bag. Opildnet klarede jeg en time til uden de handsker jeg havde glemt hjemme og så var det tid til læ og pause. Vinden var ikke en rar medspiller, selvom vi som sagt havde læ for bølger.

Pausen var et behageligt afbræk inden vi igen begav os ud på voverne, næsten enige om at vi ikke skulle blive så længe til, nu intet skete. Jeg var dog så heldig at ankre op, at jeg i første og andet kast nappede 2 nedgængere efter hinanden. Men de blanke? Dem så vi intet til.

Faktisk gik dagen med det. Vi var egentlig på vej hjem og alligevel ville vi lige se om ikke de gemte sig her eller der, eller derovre eller herhenne... men vi fandt dem ikke. Jeg fik mod slutningen en fantastisk fight med en solid nedgænger, der virkelig gav kamp til stregen og således sluttede en blæsende dag på vandet.

Tankerne gik hurtigt mod morgendagen, hvor det siges at solen skal komme frem. Det vil jeg se frem imod. Forårstakter eller ej, så er den sol stadig vigtig for at sætte gang i fiskene. Eller... det vil jo vise sig.. i morgen..

2021.03.26 Afterwork med drinks fra havet

Alle arbejdsuger har en afslutning og mange foretrækker at tage på afterwork med kollegerne. Det kan jeg også godt finde på en sjælden gang i mellem, men ovenpå endnu en arbejdsuge er det heller ikke fordi energiniveauet længere er på toppen. Divaen kalder sammen med musik ... men det gjorde kysten også og så stod jeg der igen. Desværre var pladsen fra i går optaget og jeg gider ikke fiske på et afsuttet bolsje, så jeg valgte en anden plads.

Det så helt enkelt glimragende ud, da jeg gik i vandet og jeg forventede fisk i første kast, men da jeg gik over revet, var der intet tegn på liv. Det var først da jeg kom ned i krogen ind mod bugten, at jeg mærkede pillerier på Sillingen. Jeg tog et par skridt til og fik så et ordentligt hug. Hugget blev afløst af en bastant følger jeg desværre ikke så tydeligt i modlyset fra solen, men det var modellen "ret så stor". I kastet efter var der mere pilleri og netop som jeg skulle gå længere ind i bugten... ja så vader der selvfølgelig en fluefisker ud. Men jeg kunne da også bare blive stående...

Eller finde en ny plads, hvilket jeg hurtigt bestemte mig for. Jeg behøver bevægelighed, når jeg leder efter fiskene. Er de på plads er det fint at stå "stille", men finder jeg dem ikke, så skal der gang i stængerne. (Dem med waders på altså)

På vej mod den planlagte næste plads stoppede jeg halvvejs, da en af mine gamle kendinge mod forventning, var tom for andre fiskere. Jeg klodsede bremserne og kørte ned for at tjekke om jeg havde set rigtigt. Det havde jeg. Ikke et øje, hvilket var overraskende. Jeg tog revet fra parkeringen og til spidsen en del meter fra revets ydre kanter, da fiskene også går tæt på land her, men havde kun et par forsigtige hug. Vandet så ellers fantastisk ud og da jeg var på vej tilbage var der endelig en fisk der forbarmede sig i et kanonhug. Hugget blev ikke afløst af mere, men i kastet efter sad den der og en fin fight begyndte med en målsfisk, der valgte at stå af inden jeg kunne have hjulpet den.

Flere fisk var på plads og inden for kort tid tog jeg 3 yderligere blanke, hvoraf den ene var fuldstændigt vild at fighte. Den huggede helt ude i kastet og fulgte nogenlunde pænt med ind, men så gik den ellers amok med luftspring, udløb og væltede rundt. Der var så meget power i den fisk at jeg blev helt forundret og samtidigt tænkte at skulle man møde en ligesindet med 5 kilo på ryggen, så ville det da blive en meget lang aften med at få den ind.

Hugperioden var hurtigt ovre, men jeg indså samtidigt at det var dagen også. Sådan 2 hurtige timer med saltstænk fra havet ovenpå en arbejdsuge - det er den bedste cocktail man kan få. Specielt når der blandes blanke havørreder i den.

2021.03.25 Aftentur med bølgestænk og sølvskær

De der dage på kontoret, hvor skyerne hænger lavt og det er gråt og kedeligt udenfor, så er den blå skærm ikke så ringe endda, selvom det er arbejde... men når den blå himmel fuldstændigt overgår skærmen, så er det ikke så sjovt længere og onsdag sad jeg alt for længe og gloede på den blå skærm. Men idag... dæleme om jeg skulle misse den ventede aftentur, som jeg havde truet med så længe!

Og solen blev ved. Selv da jeg sad i alt fisketøjet, undtaget waders og svedende svarede den sidste mail... men så var jeg også klar til en super-duper udrykning. Faktisk slog jeg ny tidsrekord fra at sidde på kontoret til at stå i vandet. Imponerende som jeg kan rykke, når det gælder :-)

Men fiskene var der også! Ikke at jeg vidste det, men sådan en 4 sekundmeter fra S og fuld sol i slutningen af marts, med tobiser på trapperne... der skal altså være fisk og jeg var ikke engang kommet i vandet da det første kast blev lagt og ja... fisk efter, helt inde på det lave. En sølvblank side vendte lige som en bølge slog over den og jeg var bare lykkelig. Fedt!!

Jeg listede ud på revet og jo, der var tang i vandet til at forstyrre kastene, men når fiskene er på plads, så glider den slags lidt i baggrunden. Så havde jeg hug - ikke sådan et dunderhug, men et forsigtigt af slagsen. Kastet efter afslørede at flere fisk kunne se mit kobberbedrag. Men hvad var det for en opførsel? De skulle ikke lege med blinket - tag det dog. Men det blev ved. Enten var der tang og ålegræs på krogen eller så skete der ingenting og ellers mega forsigtige hug. 

Jeg kom ned for enden af revet, hvor en blankfisk over halvmeteren tordnede ud af vandet i et kæmpehop. Mit kast susede direkte ud til åstedet, men igen... bare et forsigtigt nap og ellers intet.

Jeg stod rådvild og tænkte hvad der nu var hemmeligheden, og byttede så agn. Ikke at det hjalp, men man bliver jo febrilsk. Javier kom ned, som jeg var ved at afslutte turen tilbage fra enden på revet. Så jeg tog en patrulje til ned over revet igen. Lige der ved stenen ude i vandet, kunne jeg tydeligt mærke en helt andet opmærksomhed på wobleren. Flere gange blev der pillet og da wobleren var vel inde, så den kunne reddes hvis det blev bundhug, tog jeg et uhørt langt spinstop og fik som modsvar et kanonhug af olympiske dimensioner. Det nærmest sang i hele stangen, men det forblev ved hugget og så var alt normalt igen.

Mine blik mod Javier blev flere og flere. Havde han fundet melodien? Og midt i et sådan blik, sad der pludselig en fisk på, men da blev jeg måske lidt skuffet. Ikke kun fordi hugget var uhørt slapt, men også fordi der straks kom en nedgænger til syne i overfladen. Den kæmpede heller ikke det mindste og så kunne den få friheden tilbage kort efter. Det var lige godt ****** tænkte jeg. Her er fuldt af fisk, men de vil ikke lege med mig og så får man sådan en slap fisk midt i det hele.

Den slappe nedgænger blev afløst af en bomstærk blankfisk. En af den slags der bare kaster skæl til højre og venstre. Synd var det bare at den var under målet og havde hugget ligeså slapt. Jeg tog nogle kast mod Javier, der pludselig var kommet nærmere. Men vi fiskede os ind i aftenstunden med uforettet sag.

Det vil sige... jeg skulle liiiige ud på revet igen da solen var forsvundet under horisonten. I det første kast kom en rigtigt flot blankfisk efter wobleren og vendte i en stor hvirvel uden så meget som et hug.

Det var vist bare sådan en aften, men nu er aftenturene i gang!

2021.03.21 Den desperate jagt på klart vand

Planen var atter engang at vi skulle fiske i løbet af ugen. Men også denne uges planer blev gruset af renovering, hvor jeg i stedet fik hjulpet Rickard med endnu mere af hans køkken.

Sådan er der så meget. Man vil det hele og når det halve og der i mellem skal arbejde, familie og måske også lidt søvn prioriteres. Nå ja... så er man måske også lidt slidt af knokleriet da det ikke kun er en gipsskrue eller 2 der skal sættes. Men vi hygger os og jeg får rørt på mig. Det er dejligt nok!

Og lørdagen blev brugt på at arbejde videre, hugge 2 stykker svensk kopi af en Dagmar tærte i hovedet tilsat 3 ristede fra grillen og skrue en masse loftsbrædder op og vel hjemme på egen matrikel, så dæleme om ikke jeg gik i gang med at gipse badeværelset oppe lørdag aften. Gør-det-selv-dagbog.

Javier var allerede ude, da jeg sad og talte blå mærker og diverse overfladiske sår i sofaen med søndags morgenkaffen. Da jeg kort efter sad i bilen ringede jeg for at få en status, men ak... lørdagens vind og den høje vandstand havde grumset vandet til og de få steder der var tæt på klart, var der enten folk på pladsen eller tang i vandet. Så vi nød solen og skulede over havet, mens tankerne gik på tænkbare pladser. Vi valgte en plads, som ingen af os havde fisket før. Det skulle nok blive spændende og i det klare vand, betrådte vi de første sten, hvor revet kommer tæt på land og gør det muligt at affiske andet end sand. Men hvad vandet havde i klarhed, havde det så også i drivende ålegræs og 7 af 10 kast var ødelagt relativt hurtigt og så var det ikke en hjælp med vinden der mere eller mindre kun muliggjorde kast i én retning.

Slukøret er måske for stort et ord, men knap så glade gik vi langs sandet tilbage til bilerne, mens diverse flanører, der alle var ude for første gang i år, gav os lange blikke. Hvad lavede sådanne 2 starutter på deres fine badestrand? En enkel var dog høflig nok til at spørge om torsken ikke var hjemme i dag. SUK

Vi endte på en lokal gammel kending og mens vinden tog yderligere til, konstaterede vi at også her var ålegræsset drivende, men med flere skridt ud i suppen, var der mindre og mindre og faktisk... så kunne vi endelig fiske lidt effektivt på revet der plejer at give 15 havørreder på 15 kast, bortset fra at jeg endnu har det til gode. Men i dag var da en god dag at bevise det på, syntes vi!

Og vi kastede og kastede og for hvert kast, forventede jeg en havørred efter, for det så drøngodt ud, men hvert kast uden fisk efter eller på, tog også en decimal eller 2 af kropstemperaturen og vel ovre på den anden siden af revet, hvor Javier som den eneste havde kontakt til en havørred han siden mistede, så vendte vi om og ville starte forfra, for de skulle være her.

Men det var de ikke. Godnat og sov godt!

2021.03.14 Den blanke fest fortsætter

Nogle gange, når jeg bygger om og Henrik eller Rickard står med deres (i den forbindelse) forbandede svenske millimeter snak, så bliver jeg helt blank. Så skal der bruges en regel på 2393 millimeter og lige bagefter skal vi købe 26 styk 5,4 meters "bränne" i 95 mm. Det er ikke fordi den er gal med min regnemaskine, men jeg har lidt svært ved mål, når der sprøjtes tal ud fra andres hoveder og på andre sprog. Det minder faktisk lidt om mine børns ansigter, når de spørger mig om økonomi. Så ryger der en masse tal ud og alt giver jo for fanden da mening, måske lige bortset fra hos spørgeren. Der ser lidt blank ud...

Men det var slet ikke det jeg skulle skrive om. Eller jo... noget der var blankt. Men det kommer jeg til. For først skulle jeg lige krone en hel lørdags arbejde i Rickards kommende mega køkken, med at slæbe en masse gipsplader ind ude fra indkørslen. Ikke fordi jeg trængte til motionen, men så fik jeg da brugt den kommende uges energi. Hvis man bare kunne det - men beachbody 2021 er da på vej... måske...

Og da jeg endelig sad med et grillet kyllingelår, fik jeg kontakt med spanjoleren der allerede var ude, men som havde bortdømt den første plads. Det var dog ikke værre end at der var muligheder andre steder. De andre skulle vi bare finde hernede i syd, for grumset vand er en ting, men vand med grums en anden.

Og så stod vi der i vand med grums. Og tang der drev rundt lidt her og der. Det så faktisk pissegodt ud. Det var lige præcis klart nok til at kunne fiskes og lige nøjagtigt grumset nok til at fiskene burde tordne på, men nej... Javier havde intet mærket og ved min ankomst var det som om at tangen lige skulle være ekstra nærværende, for Javiers udtalelse om 9 ud af 10 kast ikke havde tang - var vist misforstået. Det var 1 ud af 10 kast der ikke havde tang eller andet fis på vej med ind. Jeg blev lidt ærgerlig for vandet så saftsuseme godt ud og vinden fra vest, riflede det på den lækreste måde. Det var havørredvejr, hvorfor jeg satte mig op og startede mit gasblus, for at lave noget suppe. En lille glemsomhed under renoveringen og gipspladeflytningen... mad!

Suppen sad fremragende og under måltidet kunne jeg se Javier længere nede af kysten, med fleks på klingen. Jeg var tæt på at hoppe i vandet, men besindede mig og nød foråret, der var lidt køligt i dag. Køligt blev det også et par minutter senere, for en ting er at besinde sig - men det kunne man fandme ikke sige om havørreden der huggede et par sekunder senere, da jeg havde pakket maden sammen og gik over til Javier for at få en status. Han havde fået 2 blanke nedgængere, der havde kæmpet fantastisk godt og mens hans fortalte tog jeg et kast... og så smadrede en havørred bare på for fulde gardiner. Et riffelskud af et hug, hvorefter en rigtigt godt konditioneret blankfisk pløjede rundt i vandet foran os. Efter en herlig fight, bestemte jeg mig for at genudsætte en ca 3 kilos blankfisk, med en foderstand lidt over standard for marts måned. Javier var så venlig at agere fotograf, hvilket jeg påskønnede, da jeg ofte er alene med kameraet og derfor bare kan tage billeder af fisk i vandet, medmindre de hjemtages.

Vi smilte over skønheden og gik siden et par meter til siden for at kaste videre i jagten på lykken og så ja... ja, så skete det i kastet efter igen. Præcis det samme scenarie gentog sig. En blankfisk hamrede på Mask wobleren for fuld kraft og tordnede ud af vandet - jeg var målløs. Helt paf. Og endnu en gang kunne jeg efter en fed fight løfte en 3 kilos blanko op til fotografering og det er så her de kolde fingre kom ind, for jeg tabte min handske, jeg havde taget af for ikke at skade den blanke skønhed til fotoet. Men en våd handske er ikke en varm handske, hvorfor jeg den følgende time måtte stå med en hånd uden handske i den endnu kølige vind. På den anden side... de 2 blankfisk havde fuldstændigt overtaget mit sind og jeg var boblende lykkelig indeni og havde en indre varme, der gjorde godt. Hvor tit får man lige 2 blanke på omkring 3 kilo samme dag? Hvor tit sker det i 2 kast på hinanden? Det har jeg ikke oplevet før og da dagen alligevel var ved at gå på hæld, gik Javier og jeg fra vandet med et stort smil på læben og med en tak til Henrik for hans wobler. Den virker bare i det endnu kølige vand!

Det er godt nok fedt at være havørredfisker nogle dage. Eller det er det så alle dage, meeeeen... visse dage er lidt sjovere end de andre. Jeg mener... Javier og jeg havde hver taget 4 havørreder, alle omkring 3 kilo på samme dag. Hvor vildt er det lige!

2021.03.10 2 x 3,5 kilo og 2 x stimer - halleluja forår!

Ovenpå 2 ret stille dage i vandet og tusindvis af kast, var det helt klart den falske vej at gå i samme fodspor som dagene inden. Men der er 2 scenarier der:

På et eller andet tidspunkt kommer fiskene eller så gentog fiskeriet sig dagene i forvejen. Og den sidste troede jeg ikke på. Jeg er alligevel blevet for gammel til det her og kan sagtens leve med at gå tom fra et rev eller 2, men jeg ved også at lige i denne periode, så sker det en af dagene og til midt held oprandt dagen i dag. Stimerne kom. Nu begynder den rigtigt sjove periode, hvis vejret ellers vil, for nu skal det blæse helt vildt og så er det bare farvel kystfiskeri... 

Nok om det. Stefan ville med ud og sammen gik vi over strandens sidste sten og ud til revet. Vinden var drejet i sydøst og tiltaget, samtidigt med at et tyndt skydække slørede solen. Perfekt, idet vandet var klaret mere op. Revet er til at affiske på under 1 time og det var lige hvad vi brugte, for så kunne vi let søge andre steder, men som sagt... det er ved at være tid, så jeg var lidt ekstra spændt. Måske også derfor ekstra skuffet, da jeg kom til revets ende uden så meget som en kontakt. Faktisk var jeg på vej op, da jeg noterede "noget" i vandet. Jeg lagde et kort kast langs land og havde omgående hug. Kastet efter, det lidt længere, resulterede i det fedeste syn længe. En havørred pløjede tværs igennem bølgerne i sin jagt på mit bedrag. Den huggede forbi lige foran mig, men ikke værre end at mit korte kast straks derefter, sikrede den en enkeltkrog lige i mundvigen. SÅ meget havørred på jagt. Fuck det var fedt. En flot blankfisk på målet kæmpede bravt indtil krogløseren atter gav den friheden igen. Jeg sagde til Stefan at han nok skulle gå lidt ind, da de gik tæt på land og så havde jeg først hug igen og siden en agresiv følger. Stefan piftede øjeblikket efter og havde følgende en fantastisk fight med en rigtigt flot havørred på 3,5 kilo. Fedt fedt fedt. Der var gang i fiskene og selvom det kun blev til de 2 landede, var der ingen tvivl om at vi havde mødt en stime. 

Unødigt længe blev vi på revet, for hvis nu... men "hvis nu" effekten udeblev. Siden var Stefan træt i ryggen og jeg var sulten, hvorfor jeg kørte efter mad og tænkte på hvilken plads jeg skulle møde næste stime på.

Den første halve time var som de andre dage og modløsheden var ikke langt væk, trods stimen tidligere på dagen. Men så skete det igen. Først et hårdt hug helt ude på distancen og i kastet efter knaldede en nedgænger på for fuld skrue. Ikke så meget pjat her! Fighten var som en nedgænger gør bedst - rulle rundt og plaske i vandet, men det gjorde intet, for kastet efter resulterede i en blank målsfisk, der behagede at hugge ligeså hårdt og så give den hele armen med luftspring og anden vandsport.

Der blev ikke lagt fingre imellem i de hug og det hårde vejr til trods, da vinden nu var tiltaget yderligere, gjorde bare fiskeriet så meget federe, for jeg kunne ikke se andre ude. Jeg håbede på flere fisk og havde også 1 følger og et par hug, inden endnu en udleget fisk huggede tæt på mig. Den var flot som jeg sjældent har set dem - helt bronzefarvet og med røde pletter mellem alle de sorte. Fighten der i mod, var en gentagelse af den anden udlegede fisk.

Der MÅ være en blanko af de bedre her. Den tanke stod i 1 sekund da wobleren blev taget så hårdt at stangtoppen nærmest blev flået ned i vandoverfladen. Tunge rusk forplantede sig gennem stangen og jeg troede et øjeblik at endnu en sort var gået til bidet. Så stak den af. Først hvinede hjulet, mens fisken pløjede gennem bølgerne, siden tog den et kæmpehop der resulterede i et stort plask. Nu var jeg slet ikke i tvivl om at det var en blank og jeg prøvede at få styr på fisken, men den var ikke færdig og tog først endnu et udløb, siden svømmede den mod land og så hoppede den 3 gange igen inden jeg havde den inde ved mig. Med et sikkert greb om haleroden, kunne jeg løfte en smuk blankfisk på 3,6 kilo op på det tørre og tænkte at det alligevel var lidt vildt det her.

Jeg tog en pause og lod fisk være fisk i vandet, mens jeg nød min fangst. Åbenbart var pausen for lang, for da jeg betrådte det oppiskede vand igen, var fiskene væk. Ikke skyggen af hug, følgere eller andet mens jeg tog den sidste time i solnedgangen og den stride vind.

Det var alligevel en dejlig afslutning på fiskeriet, for i morgen.. kan jeg næppe komme ud.

2021.03.09 Traner, gæs, viber, lærk og en hemmelig havørred

Det var ikke de første jeg så i år, men sammen med gæssene, viberne og en enkelt lærk, kom tranerne i dag i store flokke over Javier og jeg. Vi stod med en let vind lige ind på en af Sydkystens fede pladser og vandet lignede vitterligt en million. En million af de helt store, hvis man kan sige det? Nøj hvor det så godt ud og dagen i dag var helt sikkert stor fanger dagen. I går var en lærestreg i at man ikke kan få indfriet sine forventninger hver gang og den slags "kold-spand-vand", skal man bare finde sig i engang imellem.

Jeg gik ned over engen og så hvordan bølgerne fint rullede ind - ja du kan jo selv se på billedet. Det er jo sådan det skal se ud? Under vandet var sandkorn hvirvlet op og skabte et let flimmer, som utvivlsomt ville udløse de magiske hug. I mængder.

Da jeg sad i bilen halvanden time senere, på vej for at hente mad - og siden mødes med Javier på en endnu ubestemt plads, var det med panderynker. Jeg er helt sikker på at Javier sad med samme fornemmelse efter en gennemfiskning af revet, hvor vi absolut intet havde mærket. Jeg havde måske haft et hug, men nej... det var tomt på fisk. Helt igennem magisk. Forbandet. Men ikke forbandet magisk.

Så begyndte gårddagen alligevel at spøge lidt. Kunne det blive til hele 2 kolde spande med vand? Vi håbede det ikke og indfandt os på det næste rev. Javier havde i min frokost pause, været på anden plads og konstateret at ikke alle pladser lignede millioner, som den vi kom fra. Ergo havde han kun fisket kortvarigt, uden resultat.

Og så var det på den igen ude på revet:

Det så godt ud - tjek!

Vandet var varmere - tjek!

Solen flimrede overfladen - tjek!

Alle blinkende knapper og flaps - tjek!

Og så fortsatte historien, mens vi undgik at stå for tæt sammen, for ikke at sige de ord vi begge vidste var sandheden: At det var sådan en dag. Igen. Mærkelige fisk. Forkert agn måske? Og alt det andet tvivl, der rumsterer i hovedet, når wobleren endnu en gang kommer til syne og vandet bagved bare ser ud som de foregående 200 kast.

Og så alligevel... ud af det blå, huggede det pludselig helt uventet. Ikke et hammerhug, men så kom tyngden og en større udleget havørred viftede pænt med halen til mig, mens den rodede rundt. Trak siden line af hjulet og bøvlede frem og tilbage en 20 meter ude og så var legen forbi mente den.

Det trak op til flere fisk. De går sammen. I flokke. Store flokke. Og jeg høvlede febrilsk wobleren afsted igen og igen, men det korte af det lange... jeg gik ind og holdt pause for ryggen, mens Javier passede revet med hans bombarda. Da jeg kom ud igen, tog vi en time sammen og siden fik Javier nok for i dag, hvorefter jeg tog solnedgangen og alt der skete var at jeg havde en følger.

Altså nogle dage... nogle gange - ja endda ofte flere dage i træk... - de er bare mærkelige.

Jeg ville smide mig i græsset og nyde solen da jeg kom ind fra revet, men indså at dagen var omme og det nok ville blive en kold fornøjelse. Men selvom dagen ikke fangstmæssigt blev indfriet, så er de her spæde forårsdage med store flokke af trækkende traner og diverse andre fugle, der bebuder foråret, bare så meget værd at være ude i. Solen der varmer, selvom frosten endnu ligger i de små vandhuller. Dansemyg der ... ja danser. Og små edderkopper der vover sig frem fra tang og græs, når man sidder og holder pause. Det er slet ikke så ringe endda.

Men i morgen måtte der gerne komme en fisk eller 22 på krogen.

2021.03.08 Endelig forår og goddag igen frost

Weekenden stod for døren og dermed indgangen til lidt fiskeri. Troede jeg. For sørme om ikke vejrguderne spillede mig et puds og øgede vindhastigheden til noget nær sur og samtidigt sendte frost og endda lidt hagl ned over mig? Lige pludselig var det ok at slide og slæbe med verdens tungeste I-bjælke hos Rickard, for at få den indenfor og op. På den anden side, der var også pølser fra grillen til dem der lavede noget og så gik weekenden med renovering, grillpølser og huller/skrabesår på fingre og ben. Men man føler sig i live når man er i gang og mandag, med stille vejr og fuld sol, var lige en sådan dag man ville i gang. Med fiskeri.

Desværre havde weekendens vind, rørt havet så meget op, at grumset flere steder lå tæt. Javier og jeg ledte efter en plads, fandt en plads og jeg gik ud i den brune suppe, for kort efter at konstatere at jeg vist nok havde haft 2 følgere, da der var opstået hvirvler i vandet foran mig. Ikke at jeg så noget som helst til fisk, men hvirvlerne var gode nok. Selv havde Javier lykkedes med en mindre blank, hvilket skete lige efter min sidste følger, så fiskene var på plads, men åbenbart ikke super velvillige.

Jeg gik med ud på hans rev, hvor vandet så fantastisk ud. Man kunne se bunden og trods den øgende vind fra sydvest, som egentlig ikke skulle hverken øge eller være i nogle sydlige hjørner, så troede vi endnu mere på det. Igen nappede Javier en fisk - en flot tyk blanko på målet var kortvarigt inde for at få krogen ud og så bestemte jeg mig for at det var tid til at varme snitterne, nu fiskene ikke gad mig alligevel.

Vinden tiltog yderligere og skubbede noget af det brune vand rundt, hvorfor vi talte om et pladsskifte, som hurtigt blev en realitet. Det var ret sjovt, for Javier plejer kun at give høje lyde fra sig, når han netter en stor fisk eller taber en fisk - her var han hurtigst ude på den nye plads og selvom jeg ikke hørte hvad han sagde, så forstod jeg hans udbrud da også jeg nåede ud på kastevenlig dybde længere nede på revet. Helt suveræn farve i vandet. Det bare stank af fisk.

Som siden viste sig at ikke være til stede. Overhovedet.

Vi overvejede at køre hjem eller retur, men blev enige om at teste en sidste plads, hvorfor vi atter engang stod i superfint vand med nye forhåbninger og forventede dem indfriet for hvert kast vi tog. Men lad mig sige det med det samme. Som de 2 lykkeriddere vi er, kastede vi os troligt ind i den kolde og smukke skyfri aften, uden så meget som med et hug til følge. Det var alligevel lidt sært, men vi er i starten af marts. Solen har endnu mere magt, selvom frosten er kommet tilbage.

Og så prøver vi da bare i morgen!